Den spekulative konstruktions hemmelighed

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: Skrevet i 1844 som del af Marx og Engels første bog "Die heilige Familie" (Dansk: Den hellige familie), der udkom i februar 1845. Afsnittene her er forfattet af Marx. De indgik som afsnit to i femte kapitel af værket. Saml. s. 59-63 i Marx Engels Werke bd. 2, Berlin (DDR) 1958.
Oversættelse: WJ.
På dansk: Her.
Online version: WJ, 2007.


Den spekulative konstruktions hemmelighed

Hemmeligheden ved den kritiske fremstilling af "Mystères de Paris [2] " er den spekulative, hegelske konstruktions hemmelighed. Efter at hr. Szeliga [3] har erklæret ”forvildelsen i civilisationen” og retsløsheden i staten for hemmeligheder, dvs. han har opløst dem i kategorien ”hemmeligheder”, lader han nu ”hemmeligheden” begynde sit spekulative levnedsløb. Nogle få ord vil være tilstrækkeligt til at karakterisere den spekulative konstruktion i almindelighed. Den særskilte udførsel gives af hr. Szeliga [3] s behandling af "Mystères de Paris [2] ".

Når jeg fra de virkelige æbler, pærer, jordbær og mandler danner mig den almene forestilling ”frugt”, når jeg går videre og bilder mig selv ind, at den abstrakte forestilling ”frugt”, som blev vundet fra de virkelige frugter, var et uden for mig virkeligt eksisterende væsen, ja det sande væsen af pæren, af æblet osv., så erklærer jeg – udtrykt spekulativt – ”frugt” for ”substansen” af pæren, af æblet, af mandlen osv. Jeg siger altså, at det er uvæsentligt for pæren, at være pære, at det er uvæsentligt for æblet, at være æble. Det væsentlige ved tingene skal ikke være deres virkelige, sanseligt anskuelige eksistens, men væsenet som jeg har abstraheret ud fra dem og tillagt dem, væsenet i min forestilling, ”frugt.” Så erklærer jeg æble, pære, mandel osv. for blotte tilværelsesmåder, modi af frugt.” Min endelige forståelse, som støttes af sanserne, skelner naturligvis mellem et æble og en pære, en pære og en mandel, men min spekulative fornuft erklærer denne sanselige forskellighed for uvæsentlig og ligegyldig. Den ser i æblet det samme som i pæren, og i pæren det samme som i mandlen, nemlig ”frugt”. De særskilte virkelige frugter gælder kun som skinfrugter, hvis sande væsen er ”substans”, er ”frugt.”

Med denne metode opnår man ingen særlig rigdom af bestemmelser. Mineralogen, hvis videnskab er begrænset til, at alle mineraler i virkeligheden er ”mineral”, ville være en mineralog – i sin indbildning. Ved ethvert mineral siger den spekulative mineralog ”mineral”, og hans videnskab er begrænset til at gentage dette ord så ofte, som der findes virkelige mineraler.

Spekulationen, som har omformet de virkelige frugter til en „frugt“, abstraktionen „frugt“, må derfor, for at opnå skinnet af et virkeligt indhold, forsøge at komme tilbage fra ”frugt”, fra substansen, til de virkelige forskellige profane frugter, til pæren, æblet, mandlen, osv. Så let som det er at skabe den abstrakte forestilling ”frugt” ud fra de virkelige frugter, så svært er det, at frembringe virkelige frugter ud fra den abstrakte forestilling ”frugt”. Det er endog umuligt med udgangspunkt i en abstraktion at nå frem til det omvendte af denne abstraktion, hvis abstraktionen ikke opgives.

Den spekulative filosof opgiver derfor igen abstraktionen ”frugt”, men han opgiver den på en spekulativ, mystisk måde, nemlig med det skin, at han ikke opgiver den. Derfor går han også kun tilsyneladende ud over abstraktionen. Han ræsonnerer omtrent således:

Hvis æblet, pæren, mandlen, jordbærret i sandhed ikke er andet end ”substansen”, ”frugt”, så er det spørgsmålet, hvorfor ”frugt” viser sig nogle gange som æble, andre gange som pære, andre gange som mandel; hvorfra kommer dette skin af mangfoldighed, der så åbenlyst modsiger min spekulative anskuelse af enheden, af ”substansen” af ”frugt”?

Det er fordi, svarer den spekulative filosof, „frugt“ ikke er noget dødt, forskelsløst, inaktivt væsen, men et levende, selvadskillende og bevægende væsen. De profane frugters forskellighed er ikke kun af betydning for min sanselige forstand, men for ”frugt” selv, for den spekulative fornuft. De forskellige profane frugter er forskellige livstegn af den ”ene frugt”; de er krystallisationer, der dannes af ”frugt” selv. I æblet giver ”frugt” sig fx en æbleagtig tilværelse, i pæren en pæreagtig. Man behøver altså ikke længere sige, som fra substansens standpunkt, at pæren er ”frugt”, at æblet er ”frugt”, at mandlen er ”frugt”, men tværtimod at ”frugt” viser sig som pære, at ”frugt” viser sig som æble, at ”frugt” viser sig som mandel, og forskellene, som adskiller æble, pære og mandel, er ”frugts” selvadskillelser, og gør de forskellige frugter til særskilte led i ”frugts” livsproces. ”Frugt” er derfor ikke længere nogen indholds- og forskelsløs enhed, den er enheden som frugternes Allheit, totalitet, som danner en ”organisk ordnet rækkefølge”. I ethvert led af denne rækkefølge giver ”frugt” sig en mere udviklet, mere udtrykkelig tilværelse, indtil ”frugt” endelig som ”sammenfatningen” af alle frugter på én gang er den levende enhed, som indeholder dem alle i opløst form, og samtidig frembringer dem, ligesom fx alle kroppens led hele tiden opløser sig i blod, samtidig med at de på ny frembringes af blod.

Man ser: mens den kristne religion kun kender til én inkarnation af gud, så har den spekulative filosofi lige så mange inkarnationer, som der findes ting, ligesom den absolutte frugt besidder en inkarnation som substans i enhver frugt. Den spekulative filosofs hovedinteresse er altså, at frembringe den virkelige, profane frugts eksistens og på hemmelighedsfuld måde at sige, at der findes æbler, pærer, mandler og rosiner. Men æblerne, pærerne, mandlerne og rosinerne som vi genfinder i den spekulative verden, er nu skin-æbler, skin-pærer, skin-mandler og skin-rosiner, for de er livsmomenter af "frugt", dette abstrakte idevæsen, altså selv abstrakte idevæsener. Denne spekulations glæde er, at genfinde alle de virkelige frugter, men som frugter, der har en højere mystisk betydning, der vokser ud af hjernens æter, og ikke den materielle verden, som er inkarnationer af ”frugt”, det absolutte subjekt. Når du altså vender tilbage fra abstraktionen, det overnaturlige forstandsvæsen, ”frugt”, til de virkelige naturlige frugter, så giver du derimod de naturlige frugter yderligere en overnaturlig betydning og forvandler dem til abstraktioner. Din hovedinteresse er så, at bevise tilstedeværelsen af enheden ”frugt” i dens livsytringer, altså disse frugters mystiske sammenhæng, og hvordan ”frugt” realiserer sig trinvis i manifestationerne og udvikler sig, med nødvendighed skrider fremad fra fx at være rosin til at være mandel. De profane frugters værdi ligger derfor ikke mere i deres naturlige egenskaber, men i deres spekulative egenskab, som hvilken de indtager en bestemt plads i ”den absolutte frugts” livsproces.

Det almindelige menneske mener ikke at sige noget usædvanligt, når det siger, at der findes æbler og pærer. Men når filosoffen giver udtryk for deres eksistens spekulativt, mener han at have sagt noget usædvanligt. Han har fuldbragt et vidunder; af det uvirkelige idevæsen ”frugt” har han skabt de virkelige naturvæsener, æblet, pæren osv.. dvs. han har skabt disse frugter ud fra sin abstrakte tænkning, som han forestiller sig som et subjekt uden for sig selv, her som ”frugt”, og med enhver eksistens, som han udtaler, udfører han en ny skabelsesakt.

Det er klart, at den spekulative filosof kun kan tilvejebringe sin fortsatte skabelse ved at præsentere alment kendte egenskaber ved æblet, ved pæren osv. som egenskaber, han har opfundet, ved at han giver de abstrakte tænkeformler, som alene den abstrakte forstand kan frembringe, navnene på virkelige ting; ved at han fremstiller sin egen virksomhed, hvorved han bevæger sig fra forestillingen af æblet til sin forestilling af pæren, som subjektets egen virksomhed, ”frugts” virksomhed.

I spekulativ sprogbrug kalder man denne operation: at forstå substans som subjekt, som en indre proces, som absolut person, og denne forståelse danner i det væsentlige den hegelske metodes karakter.

Disse indledende bemærkninger har været nødvendige for at gøre hr. Szeliga [3] forståeligt. Når hr. Szeliga [3] indtil nu har opløst virkelige forhold som fx lovgivning og civilisationen i kategorien hemmelighed og derved har gjort ”hemmelighed” til substansen, så rejser han sig først nu virkelig til Hegels højde, og forvandler ”hemmeligheden” til et selvstændigt subjekt, som inkarnerer sig i de virkelige tilstande og personer, og er dens livstegn: grevinder, mark-grever, stuepiger, portnere, notarer, charlataner og elskovsintriger, baller, trædøre osv. Efter at kategorien ”hemmelighed” er skabt af den virkelige verden, skaber han den virkelige verden af denne kategori.

Hemmelighederne i hr. Szeliga [3] s spekulative konstruktion vil blive afsløret mere klart i hans fremstilling, da han har et dobbelt fortrin over for Hegel. For det først kender Hegel til den proces, hvorved en filosof ved hjælp af den sanselige anskuelse og forestillingsevne går fra den ene genstand til en anden, og fremstiller det med sofistisk mesterskab som det imaginerede idevæsen selv, det absolutte subjekt. Men for det andet giver Hegel meget ofte inden for den spekulative fremstilling en virkelig fremstilling, som fatter tingene selv. Denne virkelige udvikling inden for den spekulative udvikling får læseren til at forstå den spekulative udvikling som virkelig, og den virkelige som spekulativ.

Hos hr. Szeliga [3] er der ikke disse vanskeligheder. Hans dialektik er uden hykleri og falskhed. Han fremfører sine kunststykker med en prisværdig ærlighed og en bedsteborgers retlinethed. Men så udvikler han intetsteds et virkeligt indhold, og derfor viser hans spekulative konstruktion sig uden forstyrrende staffage og tvetydig tilsløring i sin nøgne skønhed. Hos hr. Szeliga [3] ser vi også en glimrende illustration af, hvordan spekulationen tilsyneladende frit og ud fra sig selv skaber sin genstand a priori, men på den anden side, fordi den vil bort-sofistere sin naturlige og fornuftige afhængighed af genstanden, falder i den ufornuftigste og unaturligste trældom af samme, hvor spekulationen bliver nødt til at konstruere dens mest tilfældige og individuelle træk som absolut nødvendige og almene.


Noter

[1]: [Skrevet i 1844 som del af Marx og Engels første bog Die heilige Familie, der udkom i februar 1845. Afsnittene her er forfattet af Marx. De indgik som afsnit to i femte kapitel af værket. Saml. s. 59-63 i Marx Engels Werke bd. 2, Berlin (DDR) 1958. Ovs.]

[2]: [Mystères de Paris – roman udgivet af Eugène Sue (1804-57) i 1842-1843. Ovs.]

[3]: [hr. Szeliga – pseudonym brugt af Franz Zychlin Zychlinski (1816-1900), der anmeldte Sues roman i Bruno Bauers Allgemeine Literatur-Zeitung. Ovs.]


Den spekulative konstruktions hemmelighed

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere