Den amerikanske oppositions opgaver

Dette brev var den første kommunikation mellem Leon Trotskij og den amerikanske trotskistiske bevægelse, og blev skrevet lige efter Trotskijs udvisning fra Sovjetunionen til Tyrkiet i 1929.

Udgivet første gang: Skrevet i maj 1929 og udkom første gang i The Militant 1. juni 1929.

Oversættelse: Ukendt.

På dansk:

Online version: Rasmus Jeppesen for Socialistisk Standpunkt, 2012


Den amerikanske oppositions opgaver

Til de amerikanske Bolsjevik-leninister (Oppositionen)

Redaktører af The Militant

Kære venner

Jeg følger jeres avis med stor interesse og glæder mig over dens kampånd. Historien om den amerikanske oppositions opståen er i sig selv højst karakteristisk og belærende. Efter fem års kamp imod den russiske opposition krævede det en rejse for det amerikanske partis centralkomite, og selv dets politiske komite til en kongres i Moskva for, for første gang at finde ud af hvad den såkaldte ”trotskisme” er. Dette faktum alene er en tilintetgørende anklage imod partiets politistyre og forgiftende forfalskninger. Lovestone og Pepper [1] skabte ikke dette regime, men er dets stabs løjtnanter. Jeg beviste, at Lovestone var skyldig i alvorlig ideologisk forvrængning (se min pjece Europa og Amerika.) Under et forholdsvist normalt regime ville det alene have været nok til at ødelægge en mand, hvis ikke for altid så i lang tid, i det mindste at fremtvinge en tilbagetrækning og undskyldning. Men under det nuværende regime behøver Lovestone’erne bare ihærdigt at gentage sine forfalskninger, der er blevet afsløret, for at styrke deres positioner. De gør dette fuldstændig skamløst og imiterer deres nuværende læremestre, eller rettere deres administrative chefer. Lovestone og Peppers ånd er den absolutte modsætning til det proletariske revolutionæres ånd. Den disciplin som vi stræber efter – og vi stræber efter en jerndisciplin – kan kun baseres på en bevidst vundet overbevisning, der er blevet en del af vores kød og blod.

Jeg har ikke haft muligheden for tæt kontakt med de andre ledere af det amerikanske Kommunistparti – undtagen uden tvivl Foster. Han har altid gjort indtryk på mig som mere pålidelig end Lovestone og Pepper. I Fosters kritik af partiets officielle ledelse var der altid meget mere der var sandt og relevant. Men, så vidt jeg har forstået ham, er Foster en empiriker. Han ønsker ikke, eller han er ikke i stand til, at føre hans tanker igennem til enden og foretage de nødvendige generaliseringer der følger af hans kritik. Derfor har det aldrig været klart for mig i hvilken retning, Fosters kritik skubbede ham: til venstre eller til højre for den officielle centrisme. Vi må huske, at i tillæg til den marxistiske opposition eksisterer der en opportunistisk opposition (Brandler, Thalheimer, Souvarine og andre). Tilsyneladende er det den samme empiricisme, der inspirerer formen for al Fosters aktivitet, der indebærer at læne sig op ad satan i kampen imod de mindre djævle. Foster forsøger at dække sig selv ind bag stalinismens beskyttende klæde, og ad denne forræderiske rute at bevæge sig mod lederskabet af det amerikanske parti. I revolutionær politik har gemmeleg aldrig givet seriøse resultater. Uden en generel principiel position på det fundamentale spørgsmål om verdensrevolutionen og først og fremmest på spørgsmålet om socialisme i et land, kan man ikke have seriøse og holdbare revolutionære sejre. Man kan kun opnå bureaukratiske succeser såsom proletariatets nederlag og Kominterns disintegration. Jeg tror ikke Foster vil opnå selv disse andenrangs mål som han forfølger. Lovestones’erne og Peppers’erne er meget bedre i stand til at gennemføre en bureaukratisk centralistisk politik: manglende karakter er de parate til i løbet af 24 timer at gennemføre ethvert zigzag, der passer til Stalin stabens administrative behov [2] .

Det arbejde, som den amerikanske opposition har udført, har international historisk betydning, for i sidste ende vil alle planetens opgaver blive afgjort på amerikansk jord. Der er meget, der taler for, at ud fra det revolutionære standpunkt står Europa og Østen foran USA i rækkefølgen. Men et begivenhedsforløb, der ændrer denne rækkefølge til fordel for det amerikanske proletariat, er mulig. Selv hvis vi antager, at USA, der nu ryster hele verden, selv vil blive rystet sidst af alle, eksisterer der stadig en fare for, at en revolutionær situation i USA fanger det amerikanske proletariats avantgarde uforberedt, som det var tilfældet i Tyskland i 1923, England 1926 og i Kina i 1925-27. Vi må ikke et eneste øjeblik miste den kendsgerning af syne, at den amerikanske kapitalisme hviler mere og mere på verdensøkonomiens fundament, med dets modsætninger og kriser, militære og revolutionære. Det betyder, at en social krise i USA måske kommer en hel del før, end vi måske tror og får en feberagtig udvikling fra starten. Derfor er konklusionen: det er nødvendigt med forberedelse.

Så vidt jeg kan bedømme arvede jeres officielle Kommunistparti ikke så få karakteristika fra det gamle Socialistparti. Det blev tydeligt for mig, da Pepper formåede at trække det amerikanske Kommunistparti ind i det skandaløse eventyr med La Follettes parti. Den lurvede parlamentariske opportunisme blev forklædt med ”revolutionær” plapren om, at den sociale revolution i USA ikke ville blive gennemført af arbejderklassen men de ruinerede bønder. Da Pepper uddybede denne teori for mig ved hans tilbagevenden til USA, troede jeg, at jeg havde at gøre med en mærkværdig individuel afvigelse. Kun med en vis anstrengelse indså jeg, at dette var et helt system, og at det amerikanske Kommunistparti var blevet trukket ind i dette system. Da blev det klart for mig, at dette lille parti ikke kunne udvikle sig uden en dyb intern krise, der ville gøre det immunt overfor Pepperisme og andre ondartede sygdomme. Jeg kan ikke kalde dem børnesygdomme. Tværtimod disse er senile sygdomme, sygdomme fra bureaukratisk sterilitet og revolutionær impotens.

Det er derfor, jeg har en mistanke om, at Kommunistpartiet har overtaget mange af Socialistpartiets egenskaber, der trods sin unge alder havde slået mig som affældigt. For flertallet af disse socialister – jeg tænker på top laget – var deres socialisme et bi-spørgsmål, et andenrangs beskæftigelse tilpasset deres fritid. Disse gentlemen viede 6 dage om ugen til deres liberale- eller forretningsprofession, inddrev fint deres formuer; på den syvende dag indvilgede de i at beskæftige sig med deres sjæls frelse. I en bog med mine erindringer har jeg prøvet at skitsere denne slags socialistiske Babbitt. Tilsyneladende har ikke så få at disse gentlemen formået at maskere sig som kommunister. De er ikke intellektuelle modstandere, men klassefjender. Oppositionen må styre sin kurs, ikke efter de småborgerlige Babbitts, men efter de proletariske Jimmie Higginses, for hvem ideen om kommunisme, når først de er gennemtrængt af den, bliver hele deres liv og aktivitet. Der er intet mere frastødende og farligt i revolutionær aktivitet end småborgerlig dilettanteri, konservative, selvtilstrækkelige og ude af stand til at ofre deres tid, talenter og deres penge til kommunismens sag, er dem, der i revolutionen periode mest sandsynlige bliver forrædere eller dukker op i lejren hos dem, der venter for at se, på hvilken side sejren ender. Hvis elementer af denne slags er i spidsen for partiet, vil de uden tvivl føre det til katastrofe, når den store test kommer. Og disse hjerneløse bureaukrater, der udlejer sig selv til Komintern, som var det til en notar, og lydigt tilpasser sig selv til hver ny boss, er ikke bedre.

Selvfølgelig vil oppositionen, dvs. bolsjevik-leninisterne, have deres medrejsende, der uden at vie sig selv fuldt ud til revolutionen yder den ene eller anden service for kommunismens sag. Det ville absolut være forkert ikke at gøre brug af dem; de kan give betydningsfulde bidrag til arbejdet. Men medrejsende selv de mest ærlige og seriøse bør ikke gøre nogen fordringer på ledelse. Lederne må være bundet i al deres daglige arbejde med dem de leder. Deres arbejde må udfolde sig for øjnene af medlemmerne, uanset hvor få det antal er på det gældende tidspunkt. Jeg ville ikke give en øre for en ledelse, der kunne sammenkaldes via kabel fra Moskva eller nogen andre steder, uden at medlemmerne nogensinde opdagede det. Sådan en ledelse garanterer nederlaget på forhånd. Vi må styre vores kurs efter de unge arbejdere, der ønsker at forstå og kæmpe, og som er i stand til entusiasme og personlige ofre. Det er fra de folk, vi må tiltrække og uddanne partiet og proletariatets ægte kadrer.

Ethvert medlem af oppositionen burde være forpligtiget til at have flere unge arbejdere, unge fjorten femten år gamle under deres vejledning; for at forblive i fortsat kontakt med dem, hjælpe dem i deres skoling, skole dem i den videnskabelige socialismes spørgsmål og systematisk introducere dem til den proletariske avantgardes revolutionære politik. Oppositionsmedlemmer, der selv er uforberedte på sådan arbejde, bør betro de unge arbejdere, de har rekrutteret, til mere udviklede og erfarne kammerater. Vi ønsker ikke dem, der er bange for hårdt arbejde. At være revolutionær Bolsjevik påtvinger forpligtigelser. Den første af disse forpligtigelser er at vinde den proletariske ungdom, at rydde en vej til de mest undertrykte og forsømte lag. De står først under vores banner.

Fagforeningsbureaukraterne lever, ligesom pseudo-kommunismens bureaukrater, i en atmosfære med aristokratiske fordomme fra arbejderklassens øverste lag. Det ville være tragisk, hvis oppositionens medlemmer blev smittet med selv den mindste flig af disse egenskaber. Vi må ikke bare afvise og fordømme disse fordomme; vi må brænde dem ud af vores bevidsthed ned til sidste spor. Vi må finde vejen til de mest upriviligerede og undertrykte lag af proletariatet, startende med negrene, som det kapitalistiske samfund har forvandlet til kasteløse, og som må lære at se deres brødre i os. Og det afhænger fuldstændig af vores energi og opofrelse til dette arbejde.

Jeg kan ud fra kammerat Cannons brev se, at I har i sinde at give Oppositionen en mere organiseret form. Jeg kan kun byde denne nyhed velkommen. Det er fuldstændig på linje med de ovenstående synspunkter. En velformet organisation er nødvendig for jeres arbejde. Fraværet af klare organisatoriske relationer stammer fra intellektuel forvirring, eller fører til det. Råbene om et andet parti og en Fjerde Internationale er bare latterlige og bør være den sidste ting, der stopper os. Vi sætter ikke lighedstegn mellem den kommunistiske internationale og det stalinistiske bureaukrati, dvs. med Peppers hierarki på forskellige stadier af demoralisering. Ved Internationalens fundament lægger der et klart sæt af ideer, principper og konklusioner fra hele verdensproletariatets kamp. Vi i oppositionen repræsenterer disse ideer. Vi vil forsvare dem imod de uhyrlige fejltagelser og brud fra de femte og sjette kongresser og imod centristernes tilranende apparat, hvorfra en fløj går over til thermidorianerne. Det er lysnede klart for en marxist, at trods det stalinistiske apparats enorme materielle ressourcer er den nuværende herskende fraktion i Komintern politisk og teoretisk død. Marx og Lenins banner er i Oppositionens hænder. Jeg er ikke i tvivl om, at den amerikanske afdeling af bolsjevikkerne vil indtage en værdig plads under det banner.

Med hjertelige, oppositionelle hilsner

L. Trotskij


Noter

[1]: Red.: Lovestone og Petter kom derefter i ledelsen af det amerikanske Kommunistparti og ledte ekskluderingen af trotskisterne, iværksatte de første kampagner af vold mod dem, handlinger som efterfølgende blev afvist af Lovestones gruppe.

[2]: Lovestone og Petter, som var allierede med Bukharin i det russiske Kommunistparti, forsøgte at skifte hest da de hørte om ”korridor kongressen” på Kominterns 6. kongres havde besluttet at droppe Bukharin, men de var for sent med deres annoncering af loyalitet overfor Stalin. Deres forbindelse med Bukharin gjorde dem mistænkelige og dømte deres lederskab i USA.


Den amerikanske oppositions opgaver

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere