Et åbent brev til La Verites redaktion

Beskrivelse kommer senere.


Et åbent brev til La Vertites redaktion

Kære kammerater

I skal til at udgive en ugeavis baseret på den Kommunistiske Venstreoppositions principper. Jeg er med jer af hele mit hjerte. Dette er præcis, hvad der er brug for. I Frankrig er Oppositionens indflydelse alt for lille. Det er fordi der er for mange Oppositionelle grupper i Frankrig. Mange af dem stagnerer. Fra tid til anden udgiver de et magasin med dokumenter fra den internationale Opposition eller episodiske artikler om isolerede spørgsmål i Frankrig. Læseren glemmer indholdet i det sidste nummer før en ny udgave når ham. Det er nødvendigt at bryde ud af denne situation. Det er nødvendigt at forsyne masserne med systematiske og korrekte marxistiske evalueringer af alle begivenheder i det sociale liv. Politik kræver kontinuitet i tænkning, ord og handling. Det er grunden til, at politik har brug for en daglig avis.

Oppositionen mangler stadig ressourcer til at udgive et dagblad. I er nødt til at begynde med en ugeavis. Dette er allerede et skridt frem; forudsat, naturligvis, at I ikke stopper her, men vil fortsætte med hårdnakket at styre mod et dagblad. De ideer, I repræsenterer – marxismens ideer, beriget af Lenins partis træning og hele efterkrigstidens kamp i det revolutionære proletariat – vil selv bane vejen. Der kan ikke være tvivl om dette. Alt der er nødvendigt er, at disse ideer bliver tæt forbundet til livets kendsgerninger, gearet til aktuelle begivenheder og befrugtet af massernes levende erfaring. Jeres ugeavis vil tjene dette mål.

Derved vil den blive et uerstatteligt instrument til at udarbejde den franske Oppositions platform – en platform der er principielt korrekt og levedygtig. Kun pedanter er i stand til at tænke, at en platform kan udklækkes på et kontor og derefter proklameres som en færdigsyet præmis for politisk aktivitet. Nej, et kampprogram kan kun nedfælde og generalisere den politiske erfaring, der allerede er blevet gennemløbet, og på denne måde skabe betingelser for bredere og mere succesfulde erfaringer i fremtiden.

Marx bemærkede en gang, at et enkelt skridt for bevægelsen er mere vigtigt end et dusin programmer. Marx tænkte på programmer, der er skabt uden for den faktiske kamp, primært til trøst for deres skabere. Marx’ ord passer desværre, på den mest direkte måde, på den franske Kommunistiske Oppositions nuværende position. Hvori ligger dens svaghed? I dette, at den ikke har ført en politisk kamp, eller, i de tilfælde hvor dette blev gjort, blev det kun gjort episodisk. Dette fører uundgåeligt til dannelsen og bevarelsen af indelukkede indbildske kredse, der, som alle ved, aldrig består begivenhedernes eksamen. En fortsættelse af denne tilstand truer med grusomt at kompromittere den franske Opposition og i lang tid fremover at spærre dens vej til fremtiden. En koncentration af alle Venstreoppositionens kræfter er uundværlig. Jeres La Verite må blive organet for en sådan koncentration.

Det er utilladeligt at spilde mere tid; der er allerede spildt tilstrækkelig tid. Den officielle kommunismes fejltagelser er ikke af tilfældig karakter. De har rødder i selve den herskende fløjs natur. Centrisme er en mellemliggende tendens, mellemliggende mellem reformisme og kommunisme. Centrisme har ikke og kan ikke have sin egen uafhængige linie. Den famler altid efter en linie under en regn af stød fra højre og venstre. Den går hurtigt fra side til side, udfører zigzag, drejer omkring og går fra en yderlighed til en anden. Det bør tilføjes, at den nuværende centrisme er aldeles bureaukratiseret og komplet underlagt den stalinistiske fraktions kommando. Dette giver hvert af ledelsens zigzag en international betydning , uafhængigt af de eksisterende forhold i arbejderbevægelsen i hvert land. Som resultat er vi vidner til den fremadskridende svækkelse af verdenskommunismens positioner. Individer af typen Semard og Monmousseau er de klareste repræsentanter for bureaukratisk centrisme i Frankrig. Det sidste eventyragtige zigzag til venstre – hvis umiddelbare formål er at sløre de fysiske angreb på den Kommunistiske Opposition for arbejderne – fandt sit udtryk i et antal eventyr og afslørede fra Kanton til Berlin både arbejdernes fremskredne lags heroisme så vel som ledelsens politiske bankerot. Som resultat af denne krampagtige zigzag, som resulterede i den eneste ting, den kunne, nemlig nederlag, må man forvente yderligere svækkelse af centrismen og styrkelse af fløjene – højre og venstre. En bevægelse nu giver fordelagtig adgang for rekruttering af revolutionære arbejdere under Marx og Lenins banner.

La Verite må, mens den afviser cirkelmentaliteten med dens små interesser og ambitioner, forene alle de virile, sunde og ægte revolutionære elementer i den Kommunistiske Venstreopposition omkring sig. Arbejdernes fortrop har brug for dette så påtrængende som den har brug for dens daglige brød.

Den revolutionære presses attitude overfor sine læsere er den vigtigste test af en politisk linie. Reformisterne lyver med vilje for sine læsere for at bevare det borgerlige system. Centristerne bruger løgne til at skjule deres vaklen, deres usikkerhed, deres kapitulation og deres eventyr. De stoler ikke på sig selv og derfor stoler de ikke på deres læsere. De er af den opfattelse, at arbejderen kun kan ledes, hvis han har bind for øjnene og bliver trukket frem ved hånden. Således er ånden hos Kominterns officeille presse nu til dags. Den har ingen tiltro til arbejderne. Den udøver formynderskab over dem, som var de små børn. Når de stiller besværlige spørgsmål, ryster den strengt fingeren ad dem. Præcis dette skaber apati i partiets rækker og det voksende tomrum omkring det.

Arbejdernes masser består ikke af småbørn! Den består af folk med barsk livserfaring. Den tolererer ikke barnepiger, hvis strenghed som en regel er direkte proportional med deres uvidenhed. Arbejderne søger ikke kommandoer, men hjælp til politisk orientering. Til dette er det først og fremmest nødvendigt at fortælle ham sandheden. Ikke at fordreje, ikke at udvælge tendentiøst, ikke at forskønne, ikke at forsøde, men ærligt at fortælle det som det er. Kommunismens politik kan kun vinde ved en sandfærdig opklaring af realiteterne. Usandhed er nødvendig til at bjærge et dårligt omdømme, men ikke til uddannelse af masserne. Arbejderne behøver sandheden som et instrument til revolutionær handling.

Jeres avis bærer navnet La Verite. Dette navn, som alle andre, er blevet groft misbrugt. Ikke desto mindre er det et godt og ærefuldt navn. Sandheden er altid revolutionær. At fremlægge deres sande position for de undertrykte er at føre dem til revolutionens landevej. At fortælle sandheden om herskerne er at underminere fundamentet for deres herredømme. At fortælle sandheden om det reformistiske bureaukrati er at fordømme det i massernes bevidsthed. At fortælle sandheden om centristerne er at hjælpe arbejderne med at sikre en korrekt ledelse af den Kommunistiske Internationale. Dette er jeres ugeavis’ opgave. Alle former og manifestationer i arbejderbevægelsen må blive bevidst afdækket. En årvågen læser må blive overbevist om, at hvis han ønsker at lære de ægte kendsgerninger fra den proletariske kamp i Frankrig og i hele verden, må han søge dem i La Verite. Han vil på denne måde tage vores standpunkt, for den vil give ham kendsgerningerne og statistikkernes lys. Kun tendensen der, sammen med arbejderne og i spidsen for dem, søger en korrekt orientering, kan skabe bevidste og hengivne partisaner, der ikke kender til desillusionering og demoralisering.

Kære venner! Jeg er med jer af hele mit hjerte. Jeg accepterer med glæde jeres forslag om samarbejde. Jeg vil gøre alt i min magt for at gøre dette samarbejde regulært og systematisk. Jeg vil forsøge at forsyne hvert nummer med artikler om situationen i Rusland, om begivenheder i verden og problemerne i den internationale arbejderbevægelse.

Jeg ønsker jer varmt succes,

L. Trotskij

P.S. Nogle kammerater har rettet min opmærksomhed mod den kendsgerning, at der parallelt med jeres ugeavis er en anden Oppositionel ugeavis, der er planlagt til udgivelse, og de spørger: hvad er årsagen til dette? Lad mig svare kort. Hvis den anden publikation forbereder sig på at fremsætte de samme ideer som vi gør, så bør dens deltagere ikke lave parallelle foretagender, men i stedet tage deres plads i de fælles rækker. Det er anderledes, hvis deres ideer adskiller sig så grundlæggende fra vores, så det retfærdiggør udgivelsen af en konkurrerende ugeavis. Men i det tilfælde er de modstandere, og mod modstandere fører man kamp. I hvert tilfælde er min sympati og støtte hos La Verite.


Noter

[1]: P.S.’et henviser til et rygte om at Maurice Paz og hans partnere ville udgive en anden Oppositions ugeavis, men den udkom ikke og Contre le Courant blev opløst før årets udgang.


Et åbent brev til La Verites redaktion

Leon Trotskij Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere