Modsigelser i den almene formel

Den cirkulationsform, i hvilken penge bliver til kapital, modsiger alle tidligere udviklede love vedrørende varens, værdiens, pengenes og selve cirkulationens natur. Det der adskiller den fra den simple varecirkulation er, at de to modrettede processer, salg og køb, kommer i omvendt rækkefølge. Men hvordan skulle denne formelle forskel kunne medføre en så magisk ændring af disse processers natur?

Dertil kommer, at denne omvendte rækkefølge kun eksisterer for en af de tre forretningsvenner, der handler med hinanden. Som kapitalist køber jeg varer af A og sælger dem igen til B, men som simpel varebesidder sælger jeg varer til B, og køber så varer af A. For forret­ningsvennerne A og B eksisterer denne forskel ikke. De er kun købere og sælgere af varer. Jeg selv møder dem hver gang som simpel besidder af penge eller varer, som køber eller sælger, og desuden optræder jeg i begge sæt transaktioner i forhold til den ene person kun som køber og til den anden kun som sælger, i forhold til den ene kun som penge, i forhold til den anden kun som varer, og til ingen af dem som kapital eller kapitalist eller som repræsentant for noget, der er mere end penge eller varer, eller som kan frembringe en virkning ud over det, som penge eller varer kan. For mig er købet fra A og salget til B en sammenhængende række. Men sammenhængen mellem de to handlinger eksisterer kun for mig. A interesse­rer sig ikke for min transaktion med B og B ikke for min transaktion med A. Og hvis jeg forsøgte at forklare dem den særlige fordel, jeg skaffer mig ved at vende rækkefølgen om, ville de bevise for mig, at jeg tog fejl med hensyn til denne rækkefølge, og at hele transaktionen i stedet for at begynde med et køb og ende med et salg tværtimod begyndte med et salg og endte med et køb. Faktisk var min første handling, købet, set fra A's standpunkt et salg, og min anden handling, salget, var set fra B's standpunkt et køb. Ikke nok med det, A og B vil erklære, at hele rækkefølgen er overflødig og ikke andet end hokuspokus. A vil for fremtiden købe direkte af B og B sælge direkte til A. Hele transaktionen vil således blive reduceret til en ensidig akt i den sædvanlige vareomsæt­ning, der fra A's synspunkt kun er et salg og fra B's synspunkt kun et køb. Ved at vende rækkefølgen om er vi altså ikke kommet ud over den simple vareomsætnings sfære og må nærmere undersøge, om denne simple omsætning ifølge sin natur tillader en værdiforøgelse af de værdier, der indgår i den, og følgelig tillader dannelsen af merværdi.

Lad os se på omsætningsprocessen i en form, hvor den ikke præsenterer sig som andet end udveksling af varer. Dette er altid tilfældet, når to varebesiddere køber varer af hinanden, og når de beløb, som de skylder hinanden på betalingsdagen, udligner hinanden. Penge er i dette tilfælde regnepenge, de tjener til at udtrykke værdien af varerne ved deres priser, men konfronteres ikke med va­rerne selv i form af kontanter. For så vidt som det drejer sig om brugsværdier, er det klart, at begge parter kan drage fordel af vareudvekslingen. Begge afhænder varer, der ikke er til nogen nytte for dem, og modtager andre, som de kan have nytte af. Og de får muligvis også anden nytte deraf. A, der sælger vin og køber korn, producerer måske mere vin, end kornavler B kunne producere i den samme arbejdstid, og kornavler B kan måske producere mere korn end vinbonde A i den samme arbejdstid. A kan derfor muligvis for den samme bytteværdi få mere korn og B mere vin end hver af dem henholdsvis ville få, hvis de ikke udvekslede deres produkter, men produce­rede deres eget korn og deres egen vin. Hvad brugsvær­dien angår, kan man altså sige, at »udvekslingen er en transaktion, hvor begge parter profiterer.« Anderledes forholder det sig med bytteværdien.

»En mand, der har meget vin, men intet korn, handler med en mand, der har meget korn og ingen vin, og mellem dem udveksles hvede til en værdi af 50 mod vin til samme værdi. Denne udveksling medfører ikke nogen forøgelse af bytteværdien, hverken for den ene eller den anden; thi allerede før udvekslingen besad begge en værdi af samme størrelse som den, han erhvervede sig ved denne operation.«

Det ændrer intet ved sagen, hvis penge som omsæt­ningsmiddel træder ind mellem varerne, og salg og køb tydeligt adskilles som to forskellige akter. Varernes værdi udtrykkes ved deres pris, før de går ud i omsætnin­gen, og er følgelig dennes forudsætning og ikke dens re­sultat.

Abstrakt betragtet, dvs. bortset fra omstændigheder, der ikke fremgår af den simple vareomsætnings iboende love, og bortset fra at en brugsværdi erstattes af en anden, foregår der ikke andet i omsætningen end en metamorfose, et blot formskifte af varerne. Den samme værdi, dvs. det samme kvantum legemliggjort samfundsmæssigt arbejde, forbliver i den samme varebesidders hænder, først i form af hans vare, så i form af de penge, som varen udveksles med, og endelig i form af den vare, som disse penge atter omsættes til. Dette formskifte medfører ingen ændring af værdistørrelsen. Og de omskiftel­ser, som varens værdi selv undergår i denne proces, be­står kun i, at den ændrer sin pengeform. Denne form eksisterer først som prisen på den vare, der udbydes til salg, dernæst som en pengesum, som imidlertid allerede var udtrykt i prisen, og endelig som prisen på en hermed ækvivalent vare. Dette formskifte medfører i og for sig lige så lidt en ændring af værdistørrelsen, som omveks­ling af en fempundseddel til sovereigns, halve sovereigns eller shilling. For så vidt omsætningen af varen kun fører til et formskifte af dens værdi, fører den, hvis fænomenet forløber rent, til udveksling af ækvivalenter. Hvor ringe anelse vulgærøkonomien end har om værdiens natur, så antager den dog, når som helst den ønsker at betragte omsætningsfænomenet i dets renhed, at tilbud og efter­spørgsel dækker hinanden, dvs. at deres virkning, når alt kommer til alt, er lig nul. Mens altså både køber og sælger, hvad brugsværdien angår, kan profitere af produk­tudvekslingen, så er det ikke tilfældet, hvad byttevær­dierne angår. Her må vi tværtimod sige: »Hvor der er lighed, er der ingen gevinst.« Varer kan ganske vist sælges til priser, som afviger fra deres værdier, men disse afvigelser må opfattes som brud på loven for vareud­veksling, der i sin rene form er en udveksling af ækvivalenter og derfor ikke noget middel til at blive rigere på værdi.

Vi ser heraf, at der bag forsøgene på at fremstille varecirkulationen som en kilde til merværdi for det meste lurer et quid pro quo, en forveksling af brugsværdi og bytteværdi. F.eks. siger Condillac:

»Det er ikke sandt, at vi ved udveksling af varer giver samme værdi for samme værdi. Tværtimod giver hver af parterne altid en mindre værdi for en større.. . Hvis vi virkelig altid udvekslede lige store værdier, ville ingen af parterne få nogen gevinst. Og dog får begge parter ge­vinst eller burde have det. Hvorfor? En tings værdi be­står ene og alene i dens forhold til vore behov. Det, som er mere for den ene, er mindre for den anden og vice versa ... Det er ikke de ting, som er uundværlige til eget forbrug, vi formodes at udbyde til salg... Vi ønsker at skille os af med en ting, som er unyttig for os, for at få en, som vi har brug for; vi ønsker at give mindre for mere . Det var naturligt at tro, at der i en udveksling af produkter blev givet samme værdi for samme værdi, når hver af de udvekslede ting havde samme værdi som den samme mængde penge. Der er endnu et punkt, som må tages med i vore betragtninger; spørgsmålet er, om vi begge udveksler noget overflødigt for noget nødvendigt. «

Man ser, hvorledes Condillac ikke blot blander brugsværdi og bytteværdi sammen, men på en virkelig barnagtig måde blander samfundstilstande sammen, idet han antager, at det i et samfund med højt udviklet varepro­duktion er sådan, at hver producent producerer sine egne livsfornødenheder og kun kaster overskuddet over sit eget behov, det overflødige, ud i omsætningen. Allige­vel gentages Condillacs argumentation ofte hos moderne økonomer, navnlig når det drejer sig om at fremstille vareudvekslingen i dens udviklede skikkelse, handelen, som kilde til merværdi.

F.eks. hedder det: »Handelen... føjer værdi til produkterne, thi de samme produkter er i forbrugerens hænder mere værd end i producentens hænder, og den kan derfor i egentlig forstand betragtes som en produk­tionsakt. «

Man betaler imidlertid ikke for varerne to gange, den ene gang for deres brugsværdi og den anden gang for deres værdi. Og mens varens brugsværdi er nyttigere for køberen end for sælgeren, så er varens pengeform nyttigere for sælgeren end for køberen. Ville han ellers sælge den? Og derfor kunne man lige så godt sige, at køberen fuldbyrder en »produktionsakt« i egentlig forstand, idet han f.eks. forvandler købmandens strømper til penge.

Hvis der udveksles varer eller varer og penge af samme bytteværdi, altså ækvivalenter, så er det klart, at ingen trækker mere værdi ud af omsætningen, end han kaster ind i den. Der finder altså ingen dannelse af merværdi sted, i sine rene form betinger vareomsætningen da også, at der udveksles ækvivalenter. Men i virkeligheden har tingene ikke et helt rent forløb. Lad os derfor antage, at en udveksling af ikke-ækvivalenter finder sted.

På varemarkedet står i hvert fald kun varebesiddere over for varebesiddere, og den magt, som disse personer udøver overfor hinanden, er kun deres varers magt. Va­rernes stoflige forskellighed er det stoflige motiv til udvekslingsakten og gør købere og sælgere gensidigt afhæn­gige, fordi ingen af dem råder over den ting, han selv behøver, og fordi hver af dem råder over den ting, den anden behøver. Foruden denne stoflige forskellighed af deres brugsværdier er der kun endnu en forskel mellem varerne, nemlig forskellen mellem deres naturalform og deres forvandlede form, forskellen mellem varer og pen­ge. Og følgelig adskiller varernes besiddere sig kun fra hinanden som sælgere, varebesiddere, og som købere, pengebesiddere.

Lad os nu antage, at sælgeren ved et eller andet ufor­klarligt privilegium er sat i stand til at sælge varen over dens værdi, at sælge det, som er 100 værd, til 110, altså med en nominel prisforhøjelse på 10%. Sælgeren indkasserer derfor en merværdi på 10. Men efter at han har solgt, bliver han køber. En tredje varebesidder møder ham nu som sælger, som i denne egenskab nyder det privilegium at sælge varen 10% for dyrt. Vor mand har som sælger en gevinst på 10 for som køber at miste 10. Resultatet af det hele er, at alle varebesiddere sælger deres produkter til hinanden 10% over deres værdi, hvilket er præcis det samme, som hvis de solgte dem til deres værdi. En sådan almindelig nominel stigning af va­repriserne har den samme virkning, som hvis varernes værdi f.eks. blev udtrykt i sølv i stedet for i guld. Varer­nes nominelle priser ville stige, men den virkelige relation mellem deres værdier ville forblive uforandret.

Lad os omvendt forestille os, at det var køberens pri­vilegium at købe varerne under deres værdi. Her er det ikke engang nødvendigt at tænke på, at køberen igen bli­ver sælger. Han var sælger, før han blev køber. Han har allerede mistet 10% som sælger, før han vinder 10% som køber. Alt bliver ved det gamle i og følgelig forvandling af penge til kapital kan altså hverken forklares ved, at sælgerne sælger varerne over deres værdi eller ved at køberne kø­ber dem under deres værdi.

Problemet forenkles på ingen måde ved, at man indsmugler uvedkommende forhold og f.eks. siger med oberst Torrens: »Den effektive efterspørgsel består i forbrugerens evne og tilbøjelighed(!) til enten ved direkte byttehandel eller ad omveje at give en vis større portion af alle kapitalens ingredienser for varer, end produktionen af dem koster.« I omsætningssfæren mødes producenter og forbrugere kun som sælgere og købere. At hævde, at den merværdi, som producenten tilegner sig, har sin oprindelse i, at forbrugerne betaler mere for varerne end deres værdi, betyder kun at maskere den simple sætning, at varebesidderen som sælger har det pri­vilegium at sælge for dyrt. Sælgeren har selv produceret varerne eller repræsenterer deres producent, men køberen har lige så vel produceret de varer, som hans penge repræsenterer, eller han repræsenterer lige så vel deres producent. Producent står altså over for producent. For­skellen mellem dem er, at den ene er køber og den anden sælger. Det bringer os ikke et skridt videre, at varebesid­deren under betegnelsen producent sælger varen over dens værdi og under betegnelsen forbruger betaler for meget for den.

De konsekvente talsmænd for den illusion, at mervær­dien udspringer af et nominelt tillæg til prisen, eller af det sælgerprivilegium at sælge varen for dyrt, forudsætter derfor en klasse, som kun køber uden at sælge, som altså også kun forbruger uden at producere. Eksistensen af en sådan klasse er uforklarlig ud fra det standpunkt, som vi hidtil er nået til, dvs. fra den simple varecirkulations standpunkt. Men lad os gå længere frem i tankegangen. De penge, som en sådan klasse til stadighed foretager indkøb med, må til stadighed strømme ned i deres lommer uden nogen vareudveksling, gratis, ved magt eller ret, fra selve varebesiddernes lommer. At sælge va­rer over deres pris til en sådan klasse betyder kun, at man skaffer sig en del af de penge tilbage, som i forvejen blev givet den gratis. Således betalte Lilleasiens byer en årlig tribut i penge til det gamle Rom. Med disse penge købte Rom varer af dem og købte dem for dyrt. Lillea­siaterne snød romerne, når de handlede med dem, og fik på denne måde en del af tributten til erobrerne tilbage. Alligevel var det lilleasiaterne, der virkelig blev snydt. Deres varer blev stadig betalt med deres egne penge. Det er ikke på den måde man bliver rig eller skaber mervær­di.

Lad os altså holde os inden for vareudvekslingens rammer, hvor sælgere er købere og købere sælgere. Vor forlegenhed stammer måske fra, at vi kun har opfattet personerne som personificerede kategorier i stedet for som individer.

Varebesidder A er muligvis fiffig nok til at tage sine kolleger B eller C ved næsen, uden at de trods deres bedste vilje er i stand til at gøre gengæld. A sælger vin til en værdi af 40 pd. st. til B og får til gengæld af ham korn til en værdi af 50 pd. st. A har forvandlet sine 40 pd. st. til 50 pd. st., han har lavet flere penge ud af færre penge og har forvandlet sine varer til kapital. Lad os se nærmere på sagen. Inden udvekslingen havde vi for 40 pd. st. vin i A's besiddelse og for 50 pd. st. korn i B's besid­delse, dvs. en totalværdi på 90 pd. st. Efter udvekslingen har vi den samme totalværdi på 90 pd. st. Den cirkule­rende værdi er ikke blevet forøget med så meget som et atom, men fordelingen af den mellem A og B har ændret sig. Hos den ene optræder nu som merværdi, hvad der hos den anden er mindreværdi, hos den ene som plus, hvad der hos den anden er minus. Den samme foran­dring ville være sket, hvis A uden den tilslørende udveks­lingsformalitet direkte havde stjålet de 10 pd. st. fra B. Summen af de cirkulerende værdier kan åbenbart ikke forøges gennem en ændring i fordelingen af dem, lige så lidt som en jøde forøger mængden af ædle metaller i et land ved at sælge en farthing fra dronning Annas tid for en guinea. Et lands samlede kapitalistklasse kan ikke snyde sig selv.

Man kan altså vende og dreje sagen som man vil, facit er og bliver det samme. Hvis der udveksles ækvivalenter, opstår der ingen merværdi, og udveksles der ikke-ækviva­lenter, opstår der heller ingen merværdi. Cirkulationen eller vareudvekslingen skaber ingen værdi.

Man forstår af dette, hvorfor vi i vor analyse af kapita­lens hovedform, dvs. den form, i hvilken den bestemmer det moderne samfunds økonomiske organisation, i første omgang helt har ladet de populære og så at sige fra før syndfloden nedarvede former, nemlig handelskapital og ågerkapital, ude af betragtning.

Det er i den egentlige handelskapital, at kredsløbet P–V–P', at købe for at sælge dyrere, kommer renest frem. På den anden side foregår hele dens bevægelse inden for omsætningssfæren. Da det imidlertid er umuligt ved hjælp af omsætningen alene at forklare forvandlingen af penge til kapital, eller dannelsen af merværdi, ser det ud, som om handelskapital er en umulighed, så længe der udveks­les ækvivalenter, – som om handelskapitalen derfor kun kan opstå af det dobbeltsidede snyderi, som købmanden gør sig skyldig i over for købende og sælgende vareproducenter, når han som en parasit skyder sig ind imellem dem. I denne betydning siger Franklin: »Krig er rov, handel er snyderi«. Hvis forøgelsen af handelska­pitalen ikke skal forklares ved rent og skært snyderi over for vareproducenterne, så må der indskydes en lang række mellemled, som her, hvor den simple varecirkula­tion og dens simple momenter udgør vore eneste forudsætninger, endnu ganske mangler.

Det, som gælder for handelskapitalen, gælder i endnu højere grad for ågerkapitalen. I handelskapitalen er de to yderpunkter: det pengebeløb, som kastes ind på marke­det, og det forøgede pengebeløb, der bliver taget hjem fra markedet, i det mindste formidlet ved køb og salg, gennem omsætningen. I ågerkapitalen er formen P – V – P' afkortet til yderpunkterne uden mellemled, P – P', penge som udveksles med flere penge, en form der strider mod pengenes natur og følgelig er uforklarlig fra vareudveks­lingens standpunkt. Aristoteles siger derfor:

»Da krematistikken, kunsten at tjene penge, er en dobbelt kunst, af hvilke den ene tilhører handelen, den anden økonomikken, og af hvilke den sidstnævnte er nød­vendig og rosværdig, den første baseret på omsætning og med rette dadlet (thi den beror ikke på naturen, men på gensidigt snyderi), så er åger med fuld ret forhadt, fordi selve pengene her er erhvervskilden og ikke bliver brugt til det, de blev opfundet til. De opstod for at tjene udvekslingen af varer, hvorimod renten laver flere penge af penge. Heraf kommer deres navn« (tokos, rente og afkom). »Thi afkommet ligner dem, der avler det. Og rente er penge af penge, således at åger af alle erhvervsgrene er den mest naturstridige.«

I løbet af vor undersøgelse vil vi finde, at både handelskapital og rentebærende kapital er afledede former for kapital, og samtidig vil vi se, hvorfor de historisk optræder før den moderne hovedform for kapital.

Det har vist sig, at merværdien ikke kan udspringe af omsætningen, at der altså ved dannelsen af den må fo­regå noget bag omsætningens ryg, som ikke er synligt i omsætningen selv. Men kan merværdien have sit udspring noget andet sted end i omsætningen? Omsætningen er summen af alle indbyrdes relationer mellem varebesid­dere. Uden for omsætningen står varebesidderen kun i relation til sin egen vare. Hvad varens værdi angår, ind­skrænker forholdet sig til, at den indeholder en bestemt mængde af hans arbejde, målt efter bestemte sociale lovmæssigheder. Denne arbejdsmængde udtrykkes i hans vares værdistørrelse, og, da værdistørrelsen udregnes i penge, i en pris af f.eks. 10 pd. st. Men hans arbejde udtrykkes ikke både ved varens værdi og ved et overskud over denne værdi, ikke ved en pris på 10, som også er en pris på 11, ikke ved en værdi, som er større end den selv er. Varebesidderen kan gennem sit arbejde skabe værdi, men ikke værdi, der føjer værdi til sig selv. Han kan forøge en vares værdi ved gennem nyt arbejde at føje værdi til den forhåndenværende værdi, f.eks. ved at lave støvler af læder. Det samme stof har nu mere værdi, fordi det indeholder en større arbejdsmængde. Støvlen har følgelig større værdi end læderet, men læderets værdi er den samme som før. Læderets værdi har ikke føjet værdi til sig selv og har under støvlefabrikationen ikke selv lagt en merværdi til. Det er altså umuligt, at vareproducenten uden for omsætningssfæren, uden at optage forbindelse med andre varebesiddere, kan føje værdi til værdi og føl­gelig forvandle penge og varer til kapital.

Kapital kan altså ikke udspringe af cirkulationen, og den kan lige så lidt ikke udspringe af cirkulationen. Den må samtidig udspringe i den og ikke udspringe i den.

Vi er altså kommet frem til et dobbelt resultat.

Forvandlingen af penge til kapital må forklares på ba­sis af de lovmæssigheder, der regulerer udvekslingen af varer, og udgangspunktet er, at det er ækvivalenter, der udveksles. Vor. ven pengebesidderen, som endnu kun er en kapitalist på larvestadiet, må købe varerne til deres værdi og sælge dem til deres værdi og alligevel til slut hente mere værdi hjem, end han kastede ind. Hans ud­foldelse til sommerfugl må finde sted i cirkulationssfæren og dog ikke i cirkulationssfæren. Hic Rhodus, hic salta! [Her er Rhodus, spring her!].