| Tilbage | Næste |
Den første udgave af "Det kommunistiske partis manifest" udkom, i Bakunins oversættelse, i begyndelsen af 60'erne [1] på Kolokol's trykkeri. Vesteuropa kunne dengang kun se et litterært kuriosum i den (den russiske udgave af manifestet). Nu er en sådan opfattelse ikke mulig mere.
Hvor begrænset det område endnu var, som den proletariske bevægelse dengang (december 1847) rørte sig på, fremgår tydeligst af manifestets slutningskapitel: Kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier i de forskellige lande. Her mangler netop – Rusland og De forenede Stater. Det var dengang, Rusland var hele den europæiske reaktions sidste store reserve; da De forenede Stater opsugede Europas proletariske kraftoverskud gennem indvandringen. Begge lande forsynede Europa med råstoffer og var samtidig afsætningsmarkeder for dets industriprodukter. Begge var altså dengang, på den ene eller den anden måde, grundpiller for den bestående europæiske orden.
Hvor helt anderledes er det ikke i dag! Netop den europæiske indvandring satte Nordamerika i stand til at frembringe en kæmpemæssig landbrugsproduktion, hvis konkurrence ryster den europæiske grundejendom – den store som den lille – i sin grundvold. Denne indvandring har samtidig tilladt De forenede Stater at udnytte deres uhyre industrielle hjælpekilder med en energi og i en udstrækning, der inden længe må bryde det monopol, som Vesteuropa og navnlig England hidtil har haft. Begge disse omstændigheder virker revolutionært tilbage på Amerika selv. Farmernes lille og mellemstore grundejendom, som er basis for hele den politiske forfatning, ligger mere og mere under i konkurrencen med kæmpefarmene; i industriområderne udvikles der samtidig for første gang et proletariat i massemålestok og en fabelagtig koncentration af kapitalerne.
Og nu Rusland! Under revolutionen 1848-49 anså ikke blot de europæiske fyrster, men også de europæiske bourgeois'er en russisk indgriben for den eneste redning mod proletariatet, der dog først var ved at vågne. Tsaren blev udråbt til chef for den europæiske reaktion. I dag er han revolutionens krigsfange i Gattjina, og Rusland danner fortroppen for den revolutionære aktion i Europa.
Det kommunistiske manifest havde til opgave at proklamere, at de moderne borgerlige ejendomsforhold går en uundgåelig opløsning i møde. Men i Rusland finder vi, ved siden af hurtigt opblomstrende kapitalistisk svindel og tilløb til borgerlig grundejendom, at over halvdelen af jorden er i bøndernes fælleseje. Spørgsmålet er så: kan den russiske obstjina, en ganske vist stærkt undergravet form for det urgamle fælleseje af jorden, gå direkte over i den højere form, det kommunistiske fælleseje? Eller må den omvendt først gennemløbe den samme opløsningsproces, som er indholdet i Vesteuropas historiske udvikling?
Det eneste svar herpå, som kan gives i dag, er følgende: hvis den russiske revolution bliver signalet til en proletarisk revolution i Vesteuropa, sådan at begge kompletterer hinanden, så kan det nuværende russiske fælleseje af jorden tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling.
London, 21. januar 1882.
Karl Marx. Friedrich Engels
[1]: