Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

II. Familien

Morgan, der havde tilbragt en stor del af sit liv blandt de endnu den dag i dag i staten New York bosiddende irokesere og var blevet optaget i en af deres stammer (senekastammen), opdagede, at der hos dem fandtes et slægtskabssystem, som stod i modsætning til deres virkelige familieforhold. Der rådede hos dem det fra begge sider let opløselige enkeltægteskab, som Morgan kalder »parringsfamilie«. Et sådant ægtepars afkom var altså åbenbart og anerkendt for hele verden; der kunne ikke være tvivl om, på hvem betegnelsen fader, moder, søn, datter, broder og søster skulle anvendes. Disse udtryk blev imidlertid faktisk anvendt på en måde, der står i modstrid hermed. Irokeseren kalder ikke blot sine egne, men også sin broders børn sine sønner og døtre, og de kalder ham fader. Derimod kalder han sin søsters børn sine nevøer og niecer, og de kalder ham onkel. Omvendt kalder irokeserinden foruden sine egne børn også sin søsters for sine sønner og døtre, og de kalder hende moder. Sin broders børn derimod kalder hun sine nevøer og niecer, og de kalder hende tante. Ligeledes kalder børn af brødre hverandre brødre og søstre, og det samme gælder søstres børn. En kvindes børn og hendes broders børn derimod kalder hinanden fætre og kusiner. Og dette er ikke blot intetsigende navne, men udtryk for virkelig gældende anskuelser om nærhed og fjernhed, lighed og ulighed i blodslægtskabet, og disse anskuelser tjener som grundlag for et fuldstændig udarbejdet slægtskabssystem, som er i stand til at udtrykke over hundrede forskellige slægtskabsforbindelser for et enkelt individ. Og hvad der er endnu mere - dette system er ikke blot i kraft hos alle amerikanske indianere (endnu har man ikke fundet nogen undtagelse), men det gælder også næsten uforandret hos Indiens urbefolkning, hos de dravidiske stammer i Dekan og gaurastammerne i Hindustan. Slægtskabsbetegnelserne hos de sydindiske tamiler og seneka-irokeserne i staten New York stemmer endnu i dag, overens for mere end to hundrede forskellige slægtskabsforbindelser. Og også hos disse indiske stammer står, ligesom hos alle amerikanske indianere, de slægtskabsforhold, der udspringer af den gældende familieform, i modsætning til slægtskabssystemet.

Hvorledes skal nu dette forklares? Den vigtige rolle som slægtskabet spiller i samfundsordningen hos alle vilde og barbariske folkeslag, gør, at man ikke uden videre kan affærdige betydningen af dette så vidt udbredte system med talemåder. Et system, som er almindeligt gældende i Amerika, som ligeledes endnu består i Asien hos folkeslag af en helt anden race, og som findes i mængde i mere eller mindre afvigende former overalt i Afrika og Australien, et sådant system må forklares historisk og kan ikke bortforklares, som f. eks. MacLennan har forsøgt at gøre. Betegnelserne fader, barn, broder og søster er ikke blot ærestitler, men medfører ganske bestemte, meget alvorlige gensidige forpligtelser, der taget som helhed udgør en meget væsentlig del af disse folks samfundsforfatning. Og forklaringen blev fundet. På Sandwichøerne (Hawaii) bestod endnu i første halvdel af forrige århundrede en familieform, som gav nøjagtig sådanne fædre og mødre, brødre og søstre, onkler og tanter, nevøer og niecer som det amerikansk-gammelindiske slægtskabssystem kræver. Men mærkværdigvis! Det slægtskabssystem, som gjaldt på Hawaii, stemte igen ikke med den der faktisk bestående familieform. Der er nemlig alle søskendebørn uden undtagelse brødre og søstre og gælder som fælles børn ikke blot af deres mødre og disses søstre, eller deres fædre og disses brødre, men af alle deres forældres søskende uden forskel. Når altså det amerikanske slægtskabssystem forudsætter en i Amerika ikke mere bestående, primitivere familieform, som vi endnu virkelig forefinder på Hawaii, så henviser det hawaiiske slægtskabssystem os til en endnu oprindeligere familieform, hvis eksistens vi intetsteds mere kan påvise, men som må have bestået engang, da det tilsvarende slægtskabssystem ellers ikke kunne være opstået. »Familien«, siger Morgan, »er det aktive element; den er aldrig stillestående, men skrider fremad fra en lavere til en højere form i samme grad, som samfundet udvikler sig fra et lavere til et højere trin. Slægtskabssystemerne derimod er pas­sive; kun med lange mellemrum registrerer de de fremskridt, som familien i tidens løb har gjort, og undergår kun en radikal forandring, når familien har forandret sig radikalt.« - »Og«, tilføjer Marx, »således forholder det sig også med politiske, juridiske, religiøse og filosofiske systemer i det hele taget.« Mens familien lever videre, forbenes slægtskabssystemet, og mens dette sædvanemæssigt vedbliver at bestå, vokser familien fra det. Med samme sikkerhed som den, hvormed Cuvier ud fra de ved Paris fundne marsupialknogler fra et dyreskelet kunne slutte, at disse havde tilhørt et pungdyr, og at der engang havde levet nu uddøde pungdyr der, med samme sikkerhed kan vi ud fra et historisk overleveret slægtskabssystem slutte, at den tilsvarende nu uddøde familieform engang har været til.

De ovenfor omtalte slægtskabssystemer og familieformer adskiller sig fra de nu eksisterende derved, at hvert barn har flere fædre og mødre. Ved det amerikanske slægtskabssystem, som den hawaiiske familie svarer til, kan broder og søster ikke være fader og moder til det samme barn; det hawaiiske slægtskabssystem derimod forudsætter en familie, hvor dette tværtimod var reglen. Vi hensættes her til en række familieformer, som står i direkte modsætning til dem, man hidtil i almindelighed har antaget for de eneste gældende. Den overleverede forestilling kender kun monogamiet og ved siden af det een mands flerkoneri, måske også een kvindes forbindelse med flere mænd, og fortier, som man kunne vente det af den moraliserende spidsborger, at praksis stiltiende, men ugenert sætter sig ud over disse af det officielle samfund påbudte skranker. Studiet af urhistorien viser os derimod tilstande, hvor på een gang mændene levede i flerkoneri og kvinderne i ægteskab med flere mænd, og børnene da også gjaldt for at være alles fælles børn, tilstande, som selv igen lige til deres endelige opløsning i monogamiet gennemgik en hel række forandringer. Disse forandringer bestod i, at den kreds, der omsluttede fællesægteskabet, og som oprindelig var meget vid, indsnævredes mere og mere, til den til sidst kun gav plads for det enkelte par, som i dag er reglen.

Mens Morgan på denne måde baglæns konstruerer familiens historie, når han i overensstemmelse med flertallet af sine kolleger til en urtilstand, hvor der rådede uindskrænket kønssamkvem inden for en stamme, således at enhver kvinde tilhørte enhver mand uden forskel, og enhver mand enhver kvinde. Om en sådan urtilstand er der blevet talt siden forrige århundrede, men kun i almindelige talemåder; det er en af Bachofens store fortjenester, at han var den første, der tog den alvorligt og søgte efter spor af en sådan tilstand i de historiske og religiøse overleveringer. Nu ved vi, at de af ham fundne spor på in­gen måde viser tilbage til et samfundstrin med parring i flæng, men til en meget senere form, gruppeægteskabet. Et sådant primitivt samfundstrin tilhører, hvis det virkelig har eksisteret, et så langt tilbage liggende tidsafsnit, at vi næppe tør vente i sociale fossiler og hos til­bagestående vilde at finde direkte beviser på dets fordums eksistens. Bachofens fortjeneste består deri, at han har stillet dette spørgsmål i forgrunden ved undersøgelsen [1] .

Det er i den senere tid blevet mode at lyve dette begyndelsestrin i det menneskelige kønslivs udvikling bort. Man vil skåne menneskeheden for denne »skændsel«. Man påberåber sig endog, foruden manglen på direkte beviser, eksemplet fra den øvrige dyreverden, hvorfra Letourneau (Evolution du mariage et de la famille [2] , 1888) har samlet talrige kendsgerninger, ifølge hvilke et helt igennem ulovbundet kønsligt samkvem også her skulle høre sammen med et lavt udviklingstrin. Af alle disse kendsgerninger kan jeg imidlertid kun drage den slutning, at de aldeles intet beviser med hensyn til menneskene og deres levevis i oldtiden. Når hvirveldyrene parrer sig for længere tidsrum, kan det forklares fuldtud ud fra fysiologiske årsager, hos fuglene for eksempel ved hunnens behov for hjælp i rugetiden; de hos fuglene forekommende eksempler på sandt monogami beviser intet for menneskenes vedkommende, da disse jo ikke nedstammer fra fuglene. Og hvis strengt monogami er højdepunktet af dyd, så må prisen jo tilfalde bændelormen, som i hvert af sine 50 til 100 proglottider eller kropsled besidder et fuldstændigt kvindeligt og mandligt kønsorgan og tilbringer hele sin levetid med at formæle sig med sig selv i hvert af disse led. Men holder vi os nu til pattedyrene, så finder vi der alle former for kønsligt samliv repræsenteret: parring i flæng, tilnærmelser til gruppeægteskabet, flerkoneri og monogami; kun ægteskab mellem en hun og mange hanner mangler, det kunne kun menneskene præstere. Selv vore nærmeste slægtninge, de firhændede, frembyder alle tænkelige variationer i grupperingen af hanner og hunner, og når vi trækker endnu snævrere grænser og kun betragter de fire menneskelignende abearter, så kan Letourneau kun sige os, at de snart er monogame, snart polygame, mens Saussure hos Giraud-Teulon påstår, at de er monogame. Heller ikke de af Westermarck (The History of Human Marriage [3] , London 1891) fremsatte nyere påstande om monogami hos de menneskelignende aber beviser noget som helst. Kort sagt, oplysningerne er af en sådan art, at den ærlige Letourneau indrømmer: »Iøvrigt består hos pattedyrene absolut intet forhold mellem graden af intellektuel udvikling og formen for det kønslige samliv.« Og Espinas (Les societes animales [4] , 1877) siger ligeud: »Flokken er den højeste sociale gruppe, som vi kan iagttage hos dyrene. Den er, synes det, sammensat af familier, men allerede fra begyndelsen står familien og flokken i modsætning til hinanden, de udvikler sig i omvendt forhold.«

Som ovenstående allerede viser, ved vi om familie- og andre selskabelige grupper blandt de menneskelignende aber så godt som intet med bestemthed; oplysningerne er direkte selvmodsigende. Det kan man heller ikke undre sig over. Hvor selvmodsigende er ikke de op­lysninger, vi har om de vilde menneskestammer, og i hvor høj grad trænger de ikke til kritisk prøvelse og sigtning; og abesamfundene er endda langt vanskeligere at udforske end de menneskelige samfund. Indtil videre må vi altså tilbagevise enhver følgeslutning, der hviler på sådanne absolut utilforladelige beretninger.

Derimod byder den anførte sætning af Espinas os et bedre holdepunkt. Hos de højerestående dyr supplerer flokken og familien ikke hinanden, men står i modsætning til hinanden. Espinas påpeger meget fint, hvorledes hannernes skinsyge i brunsttiden slapper sammenholdet i alle selskabelige flokke og midlertidig opløser dem. »Hvor familien danner en tætsluttet kreds, dannes der kun i sjældne undtagelsestilfælde flokke. Derimod opstår flokken næsten af sig selv, hvor friere kønsforbindelser eller polygami råder ... For at en flok kan danne sig, må familiebåndet løsnes og individet igen blive frit. Derfor ser vi sjældent organiserede flokke blandt fuglene ... Hos pattedyrene derimod finder vi i nogen grad organiserede samfund, netop fordi individet her ikke går op i familien ... Flokkens samfølelse kan altså ved sin tilblivelse ingen farligere fjende have end samfølelsen i familien... Lad os ikke betænke os på at sige det: når en højere samfundsform end familien har udviklet sig, så kan det kun være sket ved, at den optog familier i sig, som havde været genstand for en gennemgribende forandring, hvilket ikke udelukker, at disse familier netop derved senere fandt mulighed for at konstituere sig påny under uendeligt gunstigere omstændigheder.« (Espinas, anførte sted citeret hos GiraudTeulon, Origines du mariage et de la famille [5] , 1884,

p. 518-520).

Det viser sig her, at dyresamfundene ganske vist har en vis værdi, når man vil drage slutninger fra dem til menneskesamfundene - men kun en negativ. Det højere hvirveldyr kender, så vidt vi ved, kun to familieformer: flerkoneri eller monogami; i begge tilfælde er kun een voksen han, een ægtefælle tilladt. Hannens skinsyge tilligemed familiens bånd og snævre afgrænsning bringer dyrefamilien i modsætning til flokken; og flokken, den højere sammenslutningsform, bliver her umuliggjort, der slappet i sit sammenhold eller opløst under brunsttiden, i bedste fald hemmet i sin videre udvikling af hannernes skinsyge. Dette er i sig selv tilstrækkeligt bevis for, at dyrefamilie og menneskeligt ursamfund er vidt forskellige ting, at urmenneskene, som arbejdede sig op fra den dyriske tilstand, enten slet ikke kendte nogen familie eller højst en, som ikke forekommer hos dyrene. Et så våbenløst dyr som det vordende menneske kunne slå sig igennem i et ringe antal, også i en så isoleret tilstand, at den højeste form for samvær er enkeltparringen, som Westermarck efter jægerberetninger tilskriver gorillaen og chimpansen. For at udviklingen fra dyretilstanden kunne fuldføres, for at det største fremskridt, som naturen har at opvise, kunne fuldbyrdes, fordredes et yderligere element: den enkeltes manglende forsvarsevne måtte erstattes af flokkens forenede kraft og samvirken. Ud fra forhold som dem, hvorunder de menneskelignende aber lever i dag, ville overgangen til mennesketilværelsen være helt uforklarlig. Disse aber gør tværtimod indtryk af at tilhøre vildfarne sidelinier, som går en gradvis uddøen i møde og i hvert fald er i tilbagegang. Dette er i sig selv nok til at afvise enhver parallelslutning fra deres familieformer til urmenneskenes. Gensidig tålsomhed mellem de voksne hanner, frihed for skinsyge, var imidlertid den første betingelse for, at der kunne dannes store og varige grupper, i hvis midte alene dyret kunne udvikle sig til menneske. Og hvad finder vi i virkeligheden som den ældste, oprindeligste form for familien, som vi uimodsigeligt kan påvise i historien og endnu den dag i dag hist og her studere? Gruppeægteskabet, den form, hvori hele grupper af mænd og hele grupper af kvinder gensidig besidder hinanden, og som kun yder ringe mulighed for skinsyge. Og videre finder vi på senere udviklingstrin undtagelsesformen flermanderi, som for alvor er et slag i ansigtet på alle skinsyge følelser og tilmed ukendt hos dyrene. Da de former for gruppeægteskab, som vi kender, imidlertid kendetegnes af så ejendommeligt indviklede omstændigheder, at de nødvendigvis må vise tilbage til tidligere, enklere former for kønslig omgang og dermed i sidste instans til en periode med parring i flæng, som svarer til overgangen fra dyre- til mennesketilstanden, så fører henvisningen til dyreægteskabet os lige netop henimod det punkt, som den en gang for alle skulle føre os bort fra.

Hvad betyder da: parring i flæng? At de i vor eller en tidligere tid gældende forbudsskranker ikke altid har eksisteret. Vi har allerede set skinsygens skranke falde. Om noget står fast, så er det dette, at skinsygen er en forholdsvis sent udviklet følelse. Det samme gælder forestillingen om blodskam. Ikke blot var broder og søster oprindelig mand og kone, også mellem forældre og børn er endnu den dag i dag den kønslige omgang tilladt hos mange folkeslag. Bancroft (The Native Races of the Pacific Coast of North America [6] , 1875, vol. 1 ) bevidner dette om kaviaterne ved Beringsstrædet, om kadiakerne ved Alaska og om tinneherne i det indre af britisk Nordamerika; Letourneau beretter det samme om chippeway­indianerne, curcus'erne i Chile, karaiberne, karenerne i Bagindien, for ikke at tale om fortællingerne hos de gamle grækere og romere om partere, persere, skytere, hunner o.s.v. Før blodskammen blev opfundet (og den er en opfindelse, og endda en højst værdifuld), kunne kønslig omgang mellem forældre og børn ikke være mere afskrækkende end mellem andre personer, som tilhørte forskellige generationer, og det sidste forekommer dog i vor tid selv i de mest spidsborgerlige lande uden at vække større ophidselse; sågar gamle »jomfruer« på over tres gifter sig undertiden, hvis de er rige nok, med unge mænd på knap tredive. Men hvis vi fra de oprinligste familieformer, som vi kender, borttager de dermed forbundne forestillinger om blodskam forestillinger, som er totalt forskellige fra vore og hyppigt direkte modsiger dem - så træffer vi på en form for kønsligt samkvem, som kun kan betegnes som parring i flæng, for så vidt som de senere af moralen dragne grænser endnu ikke fandtes. Deraf følger imidlertid aldeles ikke, at den daglige praksis var et broget hulter til bulter. Enkeltparringer på tid er langtfra udelukket, ligesom de selv nu i gruppeægteskabet udgør flertallet af tilfældene. Og når den nyeste benægter af en sådan urtilstand, Westermarck, betegner enhver tilstand som ægteskab, hvori de to køn forbliver parrede, indtil afkommet fødes, så må dertil siges, at den slags ægteskab meget godt kunne forekomme i det regelløse kønssamkvems epoke uden at være i modstrid med regehøsheden, d v. s. fraværelsen af de ved moralen dragne grænser for det kønslige samkvem. Westermarck går hyppigt ud fra det synspunkt, at »parring i flæng betyder undertrykkelse af den individuelle tilbøjelighed«, således at »prostitutionen er dens reneste form«. For mig ser det, tværtimod ud, som om enhver forståelse af urtilstanden bliver umulig, så længe man betragter den gen­nem bordelbrillerne. Vi kommer under behandlingen af gruppeægteskabet tilbage til dette punkt. .

Ifølge Morgan udviklede sig af denne urtilstand med regelløs kønslig omgang, sandsynligvis meget tidligt:

1. Blodslægtskabs familien, familiens første trin. Her er ægteskabsgrupperne adskilt efter generationer: alle bedstefædre og bedstemødre indel for familiens grænser er alle indbyrdes mænd og koler, ligeledes deres børn, altså fædrebe og mødrene, ligesom deres børn igen ville danne en tredie kreds af fælles ægtefæller, og deres børn, de førstes børnebørnsbørn, en fjerde. Inden for denne familieform er altså kun forfædre og efterkommere, forældre og børn indbyrdes udelukket fra såvel rettigheder og pligter (som vi ville sige), der følger af ægte­skabet. Brødre og søstre, fætre og kusiner af første, anden og fjernere grader er alle brødre og søstre indbyrdes og netop derfor alle indbyrdes mænd og koner. Forholdet mellem broder og søster indebærer på dette trin i sig selv udøvelsen af det gensidige kønslige samkvem [7] .

En sådan families typiske skikkelse ville i almindelighed fremtræde som efterkommere af et enkelt par, og disse efterkommere ville på hvert trin indbyrdes være brødre og søstre og netop derfor mænd og koler.

Blodslægtskabsfamilien er uddød. Selv de mest tilbagestående folk, som historien beretter om, giver intet påviseligt eksempel på del. At den imidlertid må have eksisteret, derom overbevises vi af det hawaiiske, endnu den dag i dag i hele Polynesien gældende slægtskabssystem, som udtrykker grader af blodslægtskabet, der kun kunne opstå under denne familieform; det overbeviser hele familiens videre udvikling os om, da den betinges af denne form som det nødvendige forstadium.

2. Punaluafamilien . Når ordningens første fremskridt bestod i at udelukke forældre og børn fra gensidig kønslig omgang, så bestod det andet i udelukkelsen af søstre og brødre. Dette fremskridt var på grund af del større alderslighed mellem de pågældende uendelig meget vigtigere, men også vanskeligere end det første. Det skete gradvist, sandsynligvis i begyndelsen ved at udelukke kødelige. søskende (d.v. s. på mødrene side) fra kønslig omgang, først i enkel tilfælde, men lidt efter lidt blev det til en regel (på Hawaii er der endnu i forrige århundrede forekommet undtagelser) og endte med forbud mod ægteskab endog mellem kollateralsøskende, d.v.s. hvad vi kalder søskendebørn, børn og børnebørn af søskende; det danner, ifølge Morgal, »en fortræffelig illustration af, hvorledes princippet for naturens udvælgelse af de bedst egnede virker. Der er ingen tvivl om, at stammer, hos hvem indavlen ved dette fremskridt blev begrænset, måtte udvikle sig hurtigere og bedre end de, hos hvem ægteskab mellem søskende vedblev at være skik og brug. Og hvor vældig virkningen af dette fremskridt føltes, det bevises ved del institution, som udsprang umiddelbart deraf, og som fik virkninger langt videre end selve resultatet, nemlig gensen, som danner grundlaget for samfundsordningen hos de fleste, for ikke at sige alle barbarfolkele på jorden, og hvorfra vi i Grækenland og Rom træder umiddelbart over i civilisationen.

Enhver urfamilie måtte senest efter et par generationer spalte sig. Den oprindelige kommunistiske fælleshusholdning, som herskede uden undtagelse til dybt ind i barbariets mellemste trin, satte en uoverskridelig grænse for familiefællesskabets størrelse, som vel kunne skifte efter de forskellige forhold, men som dog var temmelig bestemt hvert sted. Så snart forestillingen om det utilbørlige i kønsligt samkvem mellem børn af samme moder dukkede op, måtte det vise sig virksom ved sådanne spaltninger af gamle og grundlæggelse af nye husstalde (som imidlertid ikke nødvendigvis falder sammel med familiegrupperen). En eller flere rækker af søstre blev kærnen i den ene, deres kødelige brødre kærnen i den anden, således eller på lignende måde fremgik af blodslægtskabsfamilien den form, som Morgan kalder punaluafamilien. Ifølge hawaiisk skik var et antal søstre, kødelige eller fjernere beslægtede (kusiner af første, anden eller fjernere grader), deres fælles mænds fælles koner, mens deres brødre var udelukket; disse mænd kaldte sig indbyrdes nu ikke mere brødre, hvad de nu heller ikke mere behøvede at være, men derimod punalua, d.v.s. tæt forbundne fæller. Kompagnoner så at sige. Ligeledes havde en række kødelige eller fjernere beslægtede brødre et antal koner, ikke deres søstre, i fælles ægteskab, og disse koner kaldte sig indbyrdes punalua. Dette er den klassiske form for en familiedannelse, som senere tillod en række variationer, og hvis væsentligste karaktertræk var gensidig fællesskab mellem mænd og kvinder inden for en bestemt familiekreds, hvorfra imidlertid kvindernes brødre, først de kødelige, senere de fjernere beslægtede, og omvendt også mændenes søstre, var udelukkede.

Denne familieform giver os nu med den største nøjagtighed slægtskabsgraderne, som det amerikanske system udtrykker dem. Børnene af min moders søstre er endnu stadig hendes børn, ligeledes er børnene af min faders brødre også hans børn, og de er alle mine søskende; men børnene af min moders brødre er nu hendes nevøer og niecer, børnene af min faders søstre hans nevøer og niecer, og de er alle mine fætre og kusiner. Thi mens min moders søstres mænd endnu stadig er hendes mænd, og ligeledes min faders brødres koner også endnu hans koner - retsligt, om ikke altid virkeligt - så har samfundets bandlynsning af det kønslige samkvem mellem søskende delt søskendebørnene, der tidligere uden forskel behandledes som søskende, i to klasser: nogle vedbliver nu som tidligere at være hverandres (fjernere) brødre og søstre, andre, her broderens, der søsterens børn, kan ikke længere være søskende, de kan ikke mere have fælles forældre, hverken fader eller moder eller begge, og derfor bliver her første gang klassen af nevøer og niecer, fætre og kusiner nødvendig, som under den forrige familieordning ville have været meningsløs. Det amerikanske slægtskabssystem, som ved enhver familieform, der hviler på monogami, ser ud som det rene vanvid, bliver ved punaluafamilien lige til de mindste enkeltheder fornuftmæssigt forklaret og naturligt begrundet. Så vidt som dette slægtskabssystem har været udbredt, så vidt må, i det mindste, punaluafamilien eller en lignende form have eksisteret.

Denne familieform, hvis eksistens faktisk er blevet påvist på Hawaii, ville sandsynligvis være blevet os overleveret fra hele Polynesien, hvis de fromme missionærer, som fordum de spanske munke i Amerika, havde været i stand til at se noget mere end ren »vederstyggelighed« i sådanne ukristelige forhold [8] . Når Cæsar fortæller os om britterne, som dengang befandt sig på barbariets mellemste trin: »De har deres koner hver ti eller tolv sammen indbyrdes, og endog for det meste brødre med brødre og forældre med børn« - så forklares dette bedst som gruppeægteskab. Barbariets mødre havde ikke ti-tolv sønner, som var gamle nok til at kunne holde sig fælles koner, men det amerikanske slægtskabssystem, som svarer til punaluafamilien, giver mange brødre, fordi alle en mands nærmere og fjernere beslægtede fætre er hans brødre. »Forældre med børn« kan være en forkert opfattelse fra Cæsars side; at fader og søn eller moder og datter skulle befinde sig i samme ægteskabsgruppe, er ved dette system dog ikke ganske udelukket, men derimod fader og datter eller moder og søn. Ligeledes giver denne eller en lignende form for gruppeægteskabet den letteste forklaring på Herodots og andre gamle forfatteres beretninger om kvindefællesskab hos vilde og barbariske folkeslag. Dette gælder også, hvad Watson og Kaye (the People of India [9] ) fortæller om tiggeren i Audh (nord for Ganges): »De lever sammen (d.v.s. kønsligt) næsten uden forskel i store fællesskaber, og selv om to mennesker gælder for at være gift med hinanden, er båndet dog kun nominelt.«

Direkte udgået af punaluafamilien synes i langt de fleste tilfælde gens-institutionen at være. Ganske vist byder også det australske klassesystem [10] et udgangspunkt herfor; australierne har genser, men endnu ingen punaluafamilie, derimod en ufærdig form for gruppeægteskab.

Ved alle former for gruppefamilie er det uvist, hvem der er fader til et barn, men derimod sikkert, hvem der er dets moder. Selvom hun også kalder alle børnene i den fælles familie sine børn og har moderpligter over for dem, så kender hun dog sine kødelige børn blandt de andre. Det er også klart, at for så vidt der består gruppeægteskab, er afstamningen kun påviselig på mødrene side, at altså kun den kvindelige linie bliver anerkendt. Dette er faktisk tilfældet hos alle folkeslag, der befinder sig i den vilde tilstand og på barbariets laveste trin, og det er Bachofens anden store fortjeneste, at han har været den første til at erkende dette. Han betegner denne udelukkende anerkendelse af afstamningsfølgen efter moderen og de arveforhold, der i tidens løb er udsprunget deraf, med navnet moderret; jeg bibeholder dette navn for dets kortheds skyld. Det er imidlertid misvisende, thi på dette samfundstrin er der endnu ikke tale om ret i juridisk forstand.

Tager vi nu af punaluafamilien den ene af de to mønstergrupper, nemlig den ene række af kødelige og fjernere beslægtede søstre (d.v. s. som i første, anden eller fjernere grad stammede fra kødelige søstre) samt deres børn og deres kødelige og fjernere beslægtede brødre på mødrene side (som ifølge vore forudsætninger ikke er deres mænd), så har vi nøjagtig den kreds af personer, som senere dukker frem som medlemmer af en gens i denne institutions urform. De har alle en fælles stammoder, og i kraft af afstamningen fra denne er de kvindelige efterkommere i hver generation søstre. Disse søstres mænd kan imidlertid ikke mere være deres brødre, altså ikke stamme fra denne stammoder, og hører altså ikke til i blodslægtskabsgruppen, den senere gens; deres børn derimod tilhører denne gruppe, da afstamningen på mødrene side er den eneste afgørende, fordi den er den eneste sikre.

Så snart bandlysningen af kønslig omgang mellem alle søskende, også de fjerneste kollateralbeslægtede på mødrene side, engang havde vundet hævd, var også ovennævnte gruppe blevet forvandlet til en gens, d.v.s. den havde konstitueret sig som en sluttet kreds af blodsbeslægtede af den kvindelige linie, som ikke måtte gifte sig indbyrdes, og som fra nu af sluttede sig sammen i andre institutioner af selskabelig og religiøs art og skilte sig ud fra de andre genser i samme stamme. Derom udførligt senere. Når vi imidlertid ser, hvorledes gensen ikke blot naturnødvendigt, men også selvindlysende har udviklet sig af punaluafamilien, så ligger det nær at antage den tidligere eksistens af denne familieform som næsten sikker for alle folkeslag, hos hvem gensdannelser kan påvises, d.v.s. praktisk talt alle barbarer og kulturfolk.

Da Morgan skrev sin bog, var vort kendskab til gruppeægteskabet endnu meget begrænset. Man vidste en smule om gruppeægteskab hos australierne, som var inddelt i klasser, og desuden havde Morgan allerede 1871 offentliggjort de oplysninger, han havde fået om den hawaiiske punaluafamilie. Punaluafamilien gav for det første en fuldstændig forklaring på det slægtskabssystem, som rådede blandt de amerikanske indianere, og som havde været udgangspunktet for alle Morgans undersøgelser; for det andet dannede den det færdige udgangspunkt, hvorfra man kunne udlede den moderretlige gens; endelig udgjorde den et langt højere udviklingstrin end de australske klasser. Det var altså forståeligt, at Morgan opfattede den som det udviklingstrin, der nødvendigvis måtte gå forud for parringsægteskabet, og tilskrev den almindelig udbredelse i tidligere tid. Vi har siden lært en hel række andre former for gruppeægteskab at kende og ved nu, at Morgan her gik for vidt. Men han havde trods alt det held, at han i punaluafamilien stødte på den højeste, den klassiske form for gruppeægteskabet, på netop den form, som mest enkelt forklarer overgangen til en højere form.

Den væsentligste berigelse af vort kendskab til gruppeægteskabet skylder vi den engelske missionær Lorimer Fison, der i årevis studerede denne familieform på dens klassiske grund, Australien. Det laveste udviklingstrin fandt han hos australnegrene ved Mount Gambier i Sydaustralien. Her er hele stammen delt i to store klasser, kroki og kurrite. Indenfor hver af disse klasser er kønslig omgang strengt forbudt; derimod er enhver mand i den ene klasse født ægtefælle til hver kvinde i den anden klasse, og hun er hans fødte kone. Ikke individerne, men grupperne som helhed er gift med hinanden, klasse med klasse. Og vel at mærke - her er intetsteds gjort forbehold med hensyn til aldersforskel eller speciel blodbeslægtethed, uden for såvidt dette betinges gennem spaltningen i to exogame klasser. En kroki har enhver kumitekvinde som sin retsmæssige ægtefælle, men da hans egen datter, som datter af en kumitekvinde, ifølge moderretten ligeledes er en kurrite, så er hun dermed enhver krokis fødte kone, altså også sin faders. I det mindste er klasseordningen, som vi kender den, ingen hindring herfor. Enten er denne ordning altså opstået på en tid, hvor man, trods al uklar trang til at begrænse indavlen, endnu ikke fandt noget særlig forfærdeligt i den kønslige omgang mellem forældre og børn - og i så fald ville klassesystemet være opstået direkte af den regelløse kønslige omgang, eller også var samkvem mellem forældre og børn allerede strengt forbudt af moralen, da klasserne opstod, og så viser den nuværende tilstand tilbage til blodslægtskabsfamilien og er det første skridt bort fra denne. Det sidste er det sandsynligste. Så vidt jeg ved, meldes der ikke noget om eksempler på ægteskabelig omgang mellem forældre og børn fra Australien, og også exogamiets senere form, den moderretlige gens, forudsætter som regel stiltiende forbudet mod denne omgang som noget, der allerede forelå ved dens indførelse.

To-klasse-systemet findes foruden ved Mount Gambier i Sydaustralien også ved Darlingfloden længere østpå og i Queensland i nordøst; det er altså vidt udbredt. Det udelukker kun ægteskab mellem søskende, mellem broderbørn og mellem søsterbørn på mødrene side, fordi disse tilhører samme klasse; børn af søster og broder kan derimod gifte sig. Et yderligere skridt til at forhindre indavlen finder vi hos kamilaroierne ved Darlingfloden i Ny Sydwales, hvor de to oprindelige klasser er spaltet i fire, og hver af disse fire klasser ligeledes er gift med en bestemt af de andre, alle medlemmer af en klasse med alle medlemmer af den anden. De to første klasser er hinandens fødte ægtefæller, og hvis moderen tilhører den første eller anden, tilhører børnene den tredie eller fjerde; børnene af disse to, ligeledes indbyrdes gifte klasser tilhører igen den første eller anden. På denne måde tilhører een generation altid den første eller anden, den følgende generation den tredie eller fjerde, den næstfølgende_ igen den første og anden klasse. Således kan søskendebørn (på mødrene side) ikke være mand og kone, men nok søskendes børnebørn. Denne ejendommeligt komplicerede ordning blev gjort endnu mere indviklet ved den - ligeledes senere - tilpodning af moderretlige genser, dette spørgsmål kan vi dog ikke komme ind på her. Man ser tydeligt, at trangen til at forhindre indavlen atter og atter gør sig gældende, men ganske spontant famlende, uden klar bevidsthed om formålet.

Gruppeægteskabet, som her i Australien endnu er klasseægteskab, masseægteskab for en hel klasse mænd, der ofte er spredt over hele kontinentets bredde, med en lige så vidt udbredt klasse kvinder - dette gruppeægteskab ser nærved ikke helt så forfærdeligt ud, som den med bordeldrift fortrolige spidsborgerfantasi forestiller sig det. Tværtimod, det har varet mange år, før man så meget som anede dets eksistens, og denne er også for ganske nylig igen blevet bestridt. For den overfladiske betragter tager det sig ud som løse enkeltægteskaber og stedvis flerkoneri side om side med lejlighedsvis utroskab. Man må som Fison og Howitt anvende år på at afdække den ordnende lov i disse ægteskabelige tilstande, som i deres praksis forekommer den almindelige europæer mere tiltalende, den lov, ifølge hvilken den fremmede australneger tusinde kilometer borte fra sin 'hjemegn, blandt folk, hvis sprog han ikke forstår, dog alligevel ikke sjældent fra lejr til lejr, fra stamme til stamme finder kvinder, som uden modstræben og uden nag er ham til vilje, og hvorefter den, som har flere kvinder, afstår en af dem til gæsten for natten. Hvor europæeren ser usædelighed og lovløshed, hersker i virkeligheden strenge love. Kvinderne hører til den fremmedes ægteskabsklasse og er derfor hans fødte ægtefælle; den samme morallov, som henviser dem til hinanden, forbyder under trusel om bandlysning ethvert samkvem uden for de samhørende ægteskabsklasser. Selv hvor kvinder bliver røvet, som det hyppigt og i mange egne er reglen, bliver klasseloven omhyggeligt overholdt.

Ved kvinderovet viser der sig iøvrigt her allerede et tegn på overgangen til enkeltægteskabet, i det mindste i form af parringsægteskabet: når den unge mand ved sine venners hjælp har røvet eller bortført pigen, så bliver hun efter tur kønsligt brugt af dem allesammen, men gælder derefter for at være den unge mands kvinde, som har anstiftet rovet. Og omvendt, løber den røvede kvinde bort fra manden og bliver grebet af en anden, så bliver hun dennes kvinde, og den første har tabt sin forret. Ved siden af og inden for det i al­mindelighed fremdeles bestående gruppeægteskab opstår der altså undtagelsesforhold, parringer for længere eller kortere tid, og desuden flerkoneri, så at gruppeægteskabet også her er i færd med at dø bort, og spørgsmålet kun er, hvem der som følge af den europæiske indflydelse først vil forsvinde fra skuepladsen: gruppeægteskabet eller australnegrene, som hylder det.

Ægteskabet ordnet som hele klasser, som det findes i Australien, er i hvert fald en meget lavtstående og primitiv form for gruppeægteskab, mens punaluafamilien, så vidt vi ved, er dets højeste udviklingstrin. Det første synes at være den form, som bedst svarer til sam­fundsordningen hos omstrejfende vilde, den anden forudsætter allerede relativt faste bosættelser af kommunistiske fællesskaber og fører umiddelbart til det næste højere udviklingstrin. Mellem disse to vil vi sikkert finde endnu mange mellemtrin; her er et undersøgelsesområde, som først lige er blevet tilgængeligt og endnu næppe betrådt.

3. Parringsfamilien . En vis parring for kortere eller længere tid fandt sted allerede under gruppeægteskabet eller endnu tidligere; manden havde en »førstekone« (man kan endnu knap sige yndlingskone) mellem de mange koner, og han var for hende den egentlige ægtemand mellem alle de andre. Denne omstændighed har bidraget ikke så lidt til at skabe forvirring blandt missionærerne, som i gruppeægteskabet snart ser løssluppent kvindefællesskab, snart vilkårligt ægteskabsbrud. En sådan parring, der har en blivende karakter, måtte imidlertid optræde stadig hyppigere, jo mere genserne udviklede sig, og jo talrigere klasserne af »brødre« og »søstre« blev, mellem hvem ægteskab nu var umuligt. Den ved genserne givne impuls til forhindring af ægteskab mellem blodbeslægtede går endnu videre. Således finder vi, at hos irokeserne og de fleste andre indianere på barbariets laveste trin er ægteskab forbudt mellem alle beslægtede, som omfattes af systemet, og det er flere hundrede slags. Da forbudene mod ægte skab således blev stadig mere indviklede, blev gruppeægteskabet efterhånden umuligt; det blev fortrængt af parringsfamilien. På dette trin lever een mand sammen med een kvinde, dog således, at flerkoneri og lejlighedsvis utroskab vedbliver at være mandens ret, selv om det førstnævnte af økonomiske grunde sjældent forekommer, mens der forlanges streng troskab af kvinderne, så længe samlivet varer, og ægteskabsbrud fra deres side strafes grusomt. Ægteskabsbåndet er dog let løseligt fra begge sider, og børnene tilhører som før moderen alene.

Også i denne stadig videre gående udelukkelse af blodbeslægtede fra ægteskab virker naturudvælgelsen videre. Som Morgan siger: »Ægte.. skaberne mellem ikke-blodbeslægtede genser resulterede i en kraftigere race, fysisk som åndeligt; to stammer i fremgang blandede sig, og de nye hjerneskaller og hjerner udvidede sig ganske naturligt, til de rummede begges evner«. Stammer med genforfatning måtte således vinde overhånd over de tilbagestående eller ved deres eksempel drage dem med sig.

Familiens udvikling i urhistorien består altså i en fortsat indsnævring af den kreds, der oprindeligt omfattede hele stammen, og inden for hvilken der herskede ægteskabeligt fællesskab mellem begge kønnene. Ved fortsat udelukkelse af først nærmere, så stadig fjernere slægtninge, tilsidst endog blot tilgiftede, bliver endelig enhver form for gruppeægteskab praktisk talt umulig, og tilsidst bliver kun 'det ene, foreløbig endnu løst forbundne par tilbage, molekylet, med hvis opløsning selve ægteskabet ophører. Allerede heraf fremgår det, hvor lidt den individuelle, seksuelle kærlighed i vor tids betydning af ordet har at gøre med enkeltægteskabets opståen. Dette bevises endnu mere af praksis hos alle de folkeslag, som står på dette stadium. Mens mændene i de tidligere familieformer ikke behøvede at være i forlegenhed for kvinder, men tværtimod snarere havde mere end nok af dem, blev kvinder nu sjældne og efterspurgte. Derfor begyndte samtidig med parringsægteskabet rov og køb af kvinder - vidtudbredte symptomer, men heller ikke andet, på en indtrådt og meget dyberegående forandring - hvilke symptomer den pedantiske skotte MacLennan imidlertid har omdigtet i særlige familieklasser, som han kalder »rovægteskab« og »købsægteskab«, skønt de ikke er noget som helst andet end måder at skaffe sig koner på. Også ellers, hos de amerikanske indianere og andetsteds (på samme tid) er aftalen om ægteskab ikke noget, der afgøres af dem, det først og fremmest vedrører, og som oftest slet ikke bliver spurgt, men derimod af deres mødre. Ofte bliver således to, der slet ikke kender hinanden, forlovet og først gjort bekendt med, den afsluttede aftale, når tiden for brylluppet rykker nær. Før brylluppet giver brudgommen brudens genslægtninge (altså på mødrene side, ikke faderen og hans slægtninge) gaver, der gælder som købsgaver for den afståede pige. Ægteskabet vedbliver at være let opløseligt efter hver af parternes forgodtbefindende, dog har der lidt efter lidt hos mange stammer, f. eks. irokeserne, dannet sig en offentlig mening, som går imod skilsmisser. I tilfælde af stridigheder træder begge parters gensslægtninge mæglende til, og først når dette viser sig frugtesløst, finder skilsmissen sted. I så fald bliver børnene hos kvinden, og det står begge parter frit for at gifte sig igen.

Parringsfamilien, som selv var for svag og for ustadig til at gøre en egen husholdning nødvendig eller blot ønskelig, opløser på ingen måde den fra tidligere tid overleverede kommunistiske husholdning. Kommunistisk husholdning betyder imidlertid kvindens herredømme i huset, ligesom udelukkende anerkendelse af den kødelige moder på grund af umuligheden af med bestemthed at udpege en kødelig fader betyder høj agtelse for kvinden,

d.v. s. moderen. Det er en af de urimeligste forestillinger, der er overleveret fra det 18. århundredes oplysning, at kvinden i samfundets ældste tider skulle have været mandens slavinde. Kvinden har hos alle vilde og alle barbarer på det nederste trin og mellemstadiet, til dels også på det højeste trin, en ikke blot fri, men højt anset stilling. Hvorledes dette forholder sig så sent som i parringsægteskabet, kan Arthur Wright, mangeårig missionær blandt seneka-irokeserne, bevidne: »Hvad deres familier angår, på den tid, hvor de endnu boede i de gamle lange huse (kommunistiske husholdninger, der omfattede flere familier)... så var altid en klan (gens) fremherskende, således at kvinderne tog deres mænd fra de andre klaner (genser) ... Sædvanligvis herskede den kvindelige del i huset; forrådene var fælles, men gud nåde den ulykkelige ægtemand eller elsker, som var for doven eller for udygtig til at bidrage sin del til det fælles forråd. Lige meget hvor mange børn eller hvor mange ejendele han havde i huset, kunne han hvert øjeblik få besked på at pakke sammen og liste af. Og han skulle ikke prøve på at stritte imod! Helvede ville blive gjort ham så hedt, at han ikke havde andet valg end at vende tilbage til sin egen klan (gens) eller, hvad der vel for det meste var tilfældet, søge sig et nyt ægteskab i en anden klan. Kvinderne var den store magt i klanerne (genserne) og i det hele taget overalt. Lejlighedsvis betænkte de sig ikke på at afsætte en høvding og gøre ham til simpel kriger.« -Den kommunistiske husholdning, hvor kvinderne hovedsagelig eller udelukkende tilhørte en og samme gens, mens mændene fordelte sig på forskellige genser, ligger til grund for det almindelige overherredømme, kvinderne udøvede i urtiden, og hvis opdagelse er Bachofens tredie fortjeneste. For fuldstændighedens skyld bemærker jeg, at opdagelsesrejsendes og missionærers beretninger om overlæsning af kvinderne med arbejde hos de vilde og barbarerne ikke på nogen måde modsiger, hvad der her er sagt. Arbejdets fordeling mellem de to køn bestemmes af ganske andre årsager end kvindens stilling i samfundet. Folkeslag, hos hvem kvinderne må arbejde langt mere, end det efter vore begreber tilkommer dem, har ofte langt mere agtelse for kvinden end vi europæere. Civilisationens dame, omgivet af falsk hyldest og fremmed for ethvert virkeligt arbejde, har en uendeligt lavere social stilling end barbariets hårdt arbejdende kvinde, som blandt sit folk gjaldt for en virkelig dame (lady, frowa, Frau - herskerinde) og også ifølge sin karakter var det.

Om parringsægteskabet i Amerika i vor tid helt har fortrængt gruppeægteskabet, må afgøres ved nærmere undersøgelser over de nordvestlige og navnlig de sydamerikanske folkeslag, som endnu befinder sig på det højeste trin af den vilde tilstand. Om de sidstnævnte fortælles der så mangeartede eksempler på kønslig ubundethed, at man knap kan tænke sig, at det gamle gruppeægteskab skulle være helt overvundet her. I hvert fald er ikke alle spor af det forsvundet. Hos i det mindste fyrre nordamerikanske stammer har manden, som gifter sig med en ældste søster, ret til ligeledes at tage alle hendes andre søstre til koner, så snart de når den behørige alder: en rest af mændenes fællesskab til hele søsterrækken. Og om halvø­kalifornierne (den vilde tilstands højeste trin) fortæller Bancroft, at de har visse festligheder, hvor flere »stammer« kommer sammen for at hengive sig til fuldstændig hemningsløs kønslig omgang. Det er åbenbart genser, som i disse fester bevarer den dunkle erindring om den tid, hvor kvinderne i en gens havde alle mændene i en anden til deres fælles ægtemænd og omvendt. Denne skik hersker endnu i Australien. Hos nogle folkeslag forekommer det, at de ældre mænd, høvdingene og medicinmændene, udnytter kvindefællesskabet til egen fordel og tager monopol på de fleste af kvinderne, men til gengæld må de ved visse fester og store folkeforsamlinger igen lade det gamle fællesskab træde i kraft og lade deres koner forlyste sig med de unge mænd. En hel række eksempler på sådanne periodiske saturnaliefester [11] , hvor det gamle frie kønssamkvem træder i kraft igen for en kort tid, bringer Westermarck s. 28-29: hos hos'erne, santalerne, pandscha'erne og kotar'erne i Indien, hos nogle afrikanske folkeslag

o. s.v. Mærkværdigvis nok drager Westermarck heraf den slutning, at det drejer sig om levn, ikke fra gruppeægteskabet, som han jo bestrider, men fra brunsttiden, som urmenneskene havde fælles med de andre dyr.

Vi kommer her til Bachofens fjerde store opdagelse, opdagelsen af den vidt udbredte overgangsform fra gruppeægteskabet til parringsægteskabet. Hvad Bachofen fremstiller som en bod for overtrædelsen af de gamle gudebud, den bod, hvormed kvinderne køber sig retten til kyskhed, er i virkeligheden kun et mystisk udtryk for den bod, hvormed kvinden køber sig fri af mændenes gamle fælles ejendomsret og erhverver retten til kun at hengive sig til een mand. Denne bod bestod i en begrænset prisgivelse: de babyloniske kvinder måtte een gang om året give sig til pris i Mylittas tempel; andre forasiatiske folkeslag sendte deres unge piger årevis til Anaitis' tempel, hvor de måtte dyrke den fri kærlighed sammen med selvvalgte yndlinge, før de havde lov til at gifte sig; lignende religiøst maskerede skikke er fælles for næsten alle asiatiske folkeslag mellem Middelhavet og Ganges. Sonofret for løskøbelsen bliver i tidens løb stadig lettere, som allerede Bachofen bemærker: »Den årligt tilbagevendende prisgivelse afløses af ydelsen een gang for alle, efter matronernes hetærisme følger de unge pigers, efter udøvelsen under ægteskabet den før ægteskabet, efter den ubetingede prisgivelse til alle en prisgivelse til visse personer.« (Mutterrecht [12] , s. XIX). Hos andre folkeslag mangler den religiøse forklædning; hos nogle - hos thrakerne, kelterne o. s.v. i oldtiden, hos mange af Indiens urfolk, hos malajiske folk, hos indbyggerne på Sydhavsøerne og endnu i vor tid hos mange amerikanske indianere - nyder de unge piger den mest uindskrænkede kønslige frihed lige til de gifter sig. Dette er især tilfældet omtrent i hele Sydamerika, hvad enhver, som har været et stykke inde i landet, kan bevidne. Således fortæller Agassiz (A Journey in Brazil [13] , Boston and New York 1886, p. 266) om en rig familie af indiansk afstamning. Da han havde gjort datterens bekendtskab, spurgte han efter hendes fader i den formening, at denne måtte være moderens mand, der som officer deltog i krigen mod Paraguay, men moderen svarede smilende: »Nao tern pai, he filha da fortuna«: hun har ingen fader, hun er et tilfældighedsbarn. »På denne måde taler indianske eller halvblodskvinder uden skam eller generthed om deres uægteskabelige børn, og dette synes langt fra at være noget påfaldende, snarere synes det modsatte at være tilfældet. Børnene ... kender ofte kun deres moder, thi alt ansvar og omsorg for dem påhviler hende, om deres fader ved de intet. Ligeledes synes det aldrig at falde kvinden ind, at hun eller hendes børn har noget som helst krav på ham.« Hvad der her forekommer den civiliserede besynderligt, er ganske enkelt reglen for moderretten og gruppeægteskabet.

Hos atter andre folkeslag gør brudgommens venner og slægtninge eller bryllupsgæsterne ved brylluppet krav på den fra gammel tid overleverede ret til bruden, og først tilsidst kommer turen til brudgommen. Således var det på Balearerne og hos de afrikanske augilere i oldtiden, hos bareaseme i Abessinien er det sådan endnu den dag i dag. Hos andre igen repræsenterer en embedsmand, høvdingen for stammen eller gensen, kaziken, schamanen, præsten, fyrsten eller hvad han nu kan hedde, fællesskabet og håndhæver retten til den første nat hos bruden. Trods alle nyromantiske renvaskninger består denne jus primae noctis [14] som en rest af gruppeægteskabet endnu i vore dage hos de fleste indbyggere i Alaskaområdet (Bancroft, Native Races, I, 81), hos tahus'erne i Nordmexiko (samme st. s. 584) og andre folkeslag, og det har i hvert fald i oprindelig keltiske lande, hvor det er blevet direkte overleveret fra gruppeægteskabet, bestået i hele middelalderen, f. eks. i Aragonien. Mens bonden i Kastilien aldrig har været livegen, herskede der det forsmædeligste livegenskab i Aragonien lige til Ferdinand den Katolskes kendelse i 1486. I dette dokument hedder det: »Vi dømmer og erklærer, at de forannævnte herrer. (senyors, batoner) heller ikke den første nat, når bonden tager sig en kone, kan sove hos hende, eller som tegn på deres herreværdighed, når kvinden i bryllupsnatten har lagt sig til sengs, skride hen over denne eller kvinden; ej heller kan de forannævnte herrer betjene sig af bøndernes døtre eller sønner, mod betaling eller uden betaling, imod deres vilje.« (Citeret fra den kataloniske original af Sugenheim, Livegenskabet [15] , Petersburg 1861, s. 35).

Bachofen har endvidere ubetinget ret, når han i almindelighed påstår, at overgangen fra, hvad han kalder »hetærisme« eller »sumpavling« til enkeltægteskabet, væsentlig er kommet i stand ved kvindernes hjælp. Jo mere udviklingen af de økonomiske levevilkår, altså undergravningen af den gamle kommunisme, og den voksende befolkningstæthed gjorde sig gældende, des mere mistede de overleverede kønsforhold den naive karakter, som de havde haft i den oprindelige skovtilværelse, desto mere måtte de forekomme kvinderne nedvær­digende og trykkende, og des mere brændende måtte kvinderne ønske sig retten til kyskhed, til et midlertidigt eller varigt ægteskab med kun een mand, og betragte det som en befrielse. Fra mændene kunne dette fremskridt desuden ikke komme alene af den grund, at det overhovedet aldrig, end ikke i vor tid, er faldet dem ind at give afkald på behagelighederne ved det faktiske gruppeægteskab. Først efter at kvinderne havde gennemført overgangen til parringsægteskabet, kunne mændene indføre det strenge monogami - ganske vist kun for kvinderne.

Parringsfamilierne opstod på grænsen mellem den vilde tilstand og barbariet, for det meste allerede på den vilde tilstands øverste trin, her og der først på barbariets nederste trin. Det er den karakteristiske familieform for barbariet, som gruppeægteskabet var det for den vilde tilstand og monogamiet for civilisationen. For at den skulle udvikle sig videre til det faste monogami, krævedes der andre årsager end dem, vi hidtil har set i virksomhed. Gruppen var allerede i parringsægteskabet bragt ned til sin sidste enhed, et to-atomet molekyle, nemlig een mand og een kvinde. Naturforplantningen havde ved den stadig stærkere indsnævring af ægteskabsfællesskabet fuldbragt sit værk; i denne retning var der intet mere for den at gøre. Hvis der derfor ikke kom nye, samfundsmæssigt betingede drivkræfter i virksomhed, så forelå der ingen grund til, at en ny familieform skulle fremgå af parringsægteskabet. Men sådanne drivkræfter trådte i virksomhed.

Vi forlader nu Amerika, den klassiske jordbund for parringsfamilien. Intet tyder på, at en højere familieform har udviklet sig der, at tier før opdagelsen og erobringen af landet nogensinde har eksisteret egentligt monogami noget sted der. Anderledes i den gamle verden.

Her havde tæmningen af husdyrene og opdrættet af hjorde udviklet en hidtil uanet rigdomskilde og skabt helt nye samfundsforhold. Endnu på barbariets nederste trin havde den faste rigdom næsten kun bestået i huset, klæderne, rå smykker og redskaberne til at erhverve og tilberede føden: båd, våben, husgeråd af den enkleste art. Føden måtte uafladeligt tilkæmpes, dag for dag. Nu, med hjorde af heste, kameler, æsler, okser, får, geder og svin havde de fremtrængende hyrdefolk - arierne i det indiske Femflodersland og Gangesområdet såvel som i de dengang endnu langt vandrigere stepper ved Oxus og Jaxartes, semitterne ved Eufrat og Tigris - erhvervet en ejendom, som kun behøvede tilsyn og den elementæreste pleje for at forplante sig i stadig større antal og levere den rigeligste føde i form af mælk og kød. Alle tidligere metoder til at skaffe føde til veje trådte nu i baggrunden; dagten, som tidligere var en nødvendighed, blev nu en luksus.

Men hvem tilhørte denne nye rigdom? Oprindelig utvivlsomt gensen. Men allerede tidligt må. der have udviklet sig privatejendomsret til hjordene. Det er svært at sige, om forfatteren til den såkaldte 1. Mosebog opfattede fader Abraham som ejer af sine hjorde i kraft af sin selvfølgelige ret som bestyrer af et familiefællesskab eller i kraft af sin egenskab som faktisk arvelig overhoved for en gens. Det eneste sikre er, at vi ikke må forestille os ham som besidder i moderne forstand. Og sikkert er endvidere, at vi på tærskelen til den historiske tid overalt finder hjordene som enkelte familieoverhoveders særejendom, ganske som med barbariets kunstprodukter, metalredskaber, luksusartikler og endelig menneskekvæget - slaverne.

Thi nu var også slaveriet opfundet. For barbarerne på det laveste trin var slaverne værdiløse; derfor opførte de amerikanske indianere sig også anderledes mod de besejrede fjender, end de gjorde på det højere trin. Mændene blev enten dræbt eller optaget som brødre i sejrherrernes stamme; kvinderne blev gift eller ligeledes optaget tillige med deres overlevende børn. Den menneskelige arbejdskraft gav på dette stadium endnu ikke noget nævneværdigt overskud over omkostningerne ved dens underhold. Med indførelsen af kvægavlen, metalbearbejdningen, væveriet og endelig agerdyrkningen blev det anderledes. Ligesom de tidligere så let opnåelige hustruer nu havde fået bytteværdi og blev købt, således gik det med arbejdskraften, særlig efter, at hjordene definitivt var overgået til at være familieejendom. Familien formerede sig ikke så hurtigt som kvæget. Der fordredes mere mandskab til at holde opsyn med det og dertil kunne den krigsfangne fjende bruges, ligesom han jo kunne bringes til at formere sig lige så vel som kvæget.

Så snart sådanne rigdomme først var gået over til at blive familiernes privatejendom, der hurtigt forøgedes, bevirkede de en mægtig rystelse af det samfund, der var grundlagt på parringsægteskabet og den moderretlige gens. Parringsægteskabet havde indført et nyt ele­ment i familien. Ved siden af den kødelige moder havde det stillet den beviselige kødelige fader, som oven i købet sandsynligvis var mere beviselig end en hel del »fædre« nu til dags. Ifølge den arbejdsdeling, som dengang var den rådende i familien, tilfaldt det manden at fremskaffe føden og de dertil nødvendige redskaber, det blev derfor også ham, der ejede dem; han tog dem med sig i tilfælde af skilsmisse, ligesom kvinden beholdt sit husgeråd. I overensstemmelse med skik og brug i det daværende samfund var manden også ejer af den nye næringskilde, kvæget, og senere af den nye arbejdskraft, slaverne. Men i overensstemmelse med skik og brug i det samme samfund kunne hans børn ikke arve ham, og dermed hænger det således sammen.

Ifølge moderretten, altså så længe afstamningen kun blev regnet fra den kvindelige linie og ifølge de oprindelige arvelove i gensen, arvede gensslægtninge i begyndelsen deres afdøde gensfæller. Formuen skulle blive i gensen. På grund af genstandenes ret ringe værdi kan den fra gammel tid i praksis være gået over til de nærmeste genslægtninge, altså til de blodbeslægtede på mødrene side. Den afdøde mands børn tilhørte imidlertid ikke hans gens, men deres moders; de arvede til at begynde med sammen med moderens øvrige kødelige slægtninge, senere måske i første linie efter hende, men deres fader kunne de ikke arve, fordi de ikke tilhørte hans gens, og hans formue skulle blive i denne. Når en hjordeejer døde, ville hans hjorde altså overgå først til kuls brødre og søstre og til hans søsters børn, eller til efterkommerne at hans moders søstre. Men hans egne børn var arveløse.

I samme forhold, som rigdommene forøgedes, gav de altså på den ene side manden en vigtigere stilling i familien end kvinden og fremkaldte på den anden side en tilskyndelse til at benytte denne styrkede stilling til at omstøde den hævdvundne arvefølge i børnenes favør. Dette kunne imidlertid ikke lade sig gøre, så længe afstamningen ifølge moderretten var den gældende. Denne måtte altså omstødes, og den blev omstødt. Det var nu heller ikke så svært, som det i dag ser tid for os. Thi denne revolution - en af de mest afgørende, som menneskene har oplevet - behøvede ikke at berøre eet eneste af de levende medlemmer af en gens. Alle dens medlemmer kunne blive ved at være, hvad de havde været hele tiden; det var tilstrækkeligt at tage den enkle beslutning, at for fremtiden skulle de mandlige medle­mmers efterkommere forblive i gensen, mens efterkommerne af de kvindelige medlemmer skulle udelukkes, idet de overgik til deres faders gens. Dermed var afstamningsberegningen i kvindelig linie og arveretten efter moderen omstødt, den mandlige afstamningslinie og arveretten efter faderen oprettet. Hvorledes denne revolution er gået ture sig hos kulturfolkene og hvornår, det ved vi intet om. Den falder helt og holdent i den forhistoriske tid. At den er sket, bevises til overflod af de mange spor efter moderretten, som især Bachofen har samlet; hvor let den fuldbyrdedes, ser vi hos en hel række indianerstamrner, hvor den først for nylig er foregået og endnu foregår under indflydelse dels af voksende rigdom og forandret levevis (flytning fra skovene til prærien), dels civilisationens og missionærernes moralske påvirkninger. Af otte missouristammer har seks mandlig, men to endnu kvindelig afstamningslinie og arvefølge. Hos shawneerne, miamirne og delawarerne er den skik blevet almindelig at overflytte børnnene til faderens gens ved at give dem et gensnavn, der tilhører denne, for at de kan arve faderen. »Et medfødt kneb hos mennesket, at forandre tingene ved at forandre deres navne! Og at finde krogveje, som gør det muligt inden for traditionen at bryde traditionen, hvor hensynet til egen fordel afgiver den tilstrækkelige tilskyndelse!« (Marx). Derved opstod en håbløs forvirring, som kun kunne afhjælpes ved og også delvist blev afhjulpet ved at gå over til faderretten. »Dette synes i det hele taget den naturligste overgang.« (Marx). Hvad de sammenlignende jurister ved at sige os om den måde, hvorpå denne overgang foregik hos den gamle verdens kulturfolk - ofte kun hypoteser - derom se M. Kovalevsky, Tableau des origines et de l'evolution de la famille et de la ropriété [16] , Stockholm 1890.

Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.

Denne kvindens fornedrede stilling, som ofte trådte tydeligt frem navnlig hos grækerne i den heroiske og endnu mere i den klassiske tid, er lidt efter lidt blevet besmykket og hyklerisk forherliget, også hist og her klædt i en mildere form; men den er intet sted ophævet.

Den første virkning af mandens nu oprettede eneherredømme viser sig i den nu opdukkende mellemform, den patriarkalske familie. Dennes vigtigste kendetegn er ikke flerkoneriet, som senere vil blive omtalt, men »ordningen af et antal fri og ufri personer til en familie under familieoverhovedets faderlige myndighed. I den semittiske form lever dette familieoverhoved i flerkoneri, de ufri har kone og børn, og hensigten med hele ordningen er at vogte hjordene på et begrænset område.« Det væsentlige er optagelsen i familien af ufri personer og indførelsen af den faderlige myndighed; derfor er den romerske familie det fuldkomne mønster på denne familieform. Ordet familia betyder oprindeligt ikke det af sentimentalitet og husligt kiv sammensatte ideal, som vor tids spidsborger bekender sig til; det blev hos romerne i begyndelsen ikke engang brugt om ægteparret og deres børn, men kun om slaverne. Famulus betyder en husslave, og familia betegner alle de en mand tilhørende slaver under eet. Lige til Gajus' tid blev denne familia, id est patrimonium (d.v.s. arveparten), testamentarisk overdraget. Udtrykket blev opfundet af romerne for at tegne en ny samfundsorganisme, hvis overhoved havde kone og børn og et antal slaver under romersk fadermyndighed med rådighed over alles liv og død under sig. »Ordet er altså ikke ældre end de latinske dammers jernpansrede familiesystem, som opstod efter indførelsen af agerdyrkningen og det lovhjemlede slaveri, og efter adskillelsen af de ariske italere fra grækerne.« Marx tilføjer: »Den moderne familie rummer i kimform ikke blot slaveriet (servitus), men også livegenskabet, idet den fra første færd har tilknytning til tjeneste ved agerbug, Den rummer i lille målestok alle de modsætninger, som senere udfolder sig i samfundet og i staten.«

En sådan familieform kendetegner overgangen fra parringsægteskabet til monogamiet. For at kunne have sikkerhed for kvindens troskab, altså for faderskabet til børnene, giver man kvinden fuldstændig i mandens hænder; når han dræber hende, udøver han blot sin ret.

Med den patriarkalske familie betræder vi den nedskrevne histories område, hvilket vil sige et område, hvor den sammenlignende retsvidenskab kan yde os betydelig hjælp. Og faktisk har den også her bragt os et væsentligt skridt fremad. Vi har Maxim Kovalevsky (Tableau etc. de la famille et de la propriets, Stockholm 1890, s. 60-100) at takke for den påvisning, at det patriarkalske husfællesskab, som vi endnu i vor tid finder hos serberne og bulgarerne under navnet zadruga (kan oversættes omtrent ved vennekreds) eller bratstvo (broderskab), og i modificeret form hos orientalske folkeslag, har udgjort overgangsleddet mellem den af gruppeægteskabet udsprungne moderretlige familie og den moderne verdens enkeltfamilie. I det mindste synes dette være godtgjort for den gamle verdens kulturfolk, for ariere og emitter.

Den sydslaviske zadruga er det bedste endnu eksisterende eksempel på et sådant familiefællesskab. Den omfatter flere generationer af en faders efterkommere tilligemed deres koner, der alle bor sammen under samme tag, dyrker deres marker i fællesskab, ernæres og klædes af de samme forråd og ejer overskuddet af indtægterne i fællesskab. Nallesskabet står under husherrens (domacin) ledelse, han repræsenterer det udadtil, har ret til at sælge mindre genstande, fører kassen og er ansvarlig for denne og for den daglige forretningsgang. Han valges og behøver på ingen måde at være den ældste. Kvinderne og deres arbejder står i almindelighed under ledelse af husfruen (domacica), som i reglen er domacin'ens kone. Hun har også en vigtig, ja ofte den afgørende stemme ved valget af pigernes ægtefæller. Den øverste magt ligger imidlertid hos familierådet, der består af alle voksne medlemmer af fællesskabet, kvinder såvel som mænd. Husherren aflægger regnskab for denne forsamling; den træffer de afgørende beslutninger, udøver domsmyndighed over medlemmerne, træffer beslutning om særlig betydningsfulde køb og salg, navnlig hvor det drejer sig om jordejendom o. l.

Først i løbet af de sidste ti år har man fået bevis for, at sådanne store familiefællesskaber findes endnu også i Rusland; det er nu almindeligt anerkendt, at de er lige så rodfæstede i russisk folkeskik som obstjina'en eller landsbyfællesskabet. De omtales i den ældste russiske lovbog, Jaroslavs Pravda, under samme navn (vervj) som i de dalmatiske love, og også i polske og tjekkiske historiske kilder finder man spor af dem.

Også hos tyskerne er ifølge Heusler (Institutionen des deutschen Rechts [17] ) den økonomiske enhed oprindeligt ikke enkeltfamilien i moderne forstand, men »husfællesskabet«, som består af flere generationer, henholdsvis enkeltfamilier, og desuden ret ofte omfatter slaver. Også den romerske familie føres tilbage til denne type, og husfaderens uindskrænkede magt såvel som de øvrige familiemedlemmers retsløshed over for ham bliver som følge deraf i den senere tid stærkt bestridt. Kelterne skal ligeledes have haft lignende familiefællesskaber i Irland; i Frankrig holdt de sig i Nivernais under navnet parconneries lige til den franske revolution, og i Franche Comte er de endnu ikke helt forsvundet. I egnen ved Louhans (Saone et Loire) ser man store bondehuse, der er bygget med en fælles midterhal, som når helt op til taget, og heromkring soveværelserne, hvortil trapper på seks til otte trin fører op, og hvor flere generationer af samme familie lever.

I Indien omtales husfællesskabet med fælles dyrkning af jorden allerede af Nearkos på Alexander den Stores tid og eksisterer den dag i dag i den samme egn, i Punjab og hele den nordvestlige del af landet. I Kaukasus har Kovalevsky selv kunnet påvise det. Det findes endnu hos kabylerne i Algier. Selv i Amerika skal det være forekommet, man mener at have opdaget det i de »calpullis« [18] , som Zurita beskriver i det gamle Mexiko; derimod har Cunow (Ausland i 89o, nr. 42-44) temmelig klart bevist, at der i Peru på erobringstiden bestod en slags markforfatning (hvorved mark underligt nok hed marca), med periodisk opdeling af de dyrkede jorder, altså enkeltdrift.

I hvert fald får det patriarkalske husfællesskab med fælles jordejendom og fælles dyrkning af jorden nu en helt anden betydning end tidligere. Vi kan ikke længere tvivle om den vigtige rolle, det har spillet hos kulturfolkene og mange andre af den gamle verdens folkeslag som overgangsled mellem den moderretlige familie og enkeltfamilien. Nedenfor vil vi .komme tilbage til den af Kovalevsky videre dragne følgeslutning, at det ligeledes har udgjort det overgangstrin, hvoraf landsby- eller markfællesskabet med enkeltdrift og først periodisk, senere definitiv opdeling af ager- og engjorder har udviklet sig.

Med hensyn til familielivet inden for disse husfællesskaber er det, værd at lægge mærke til, at husfaderen i hvert fald i Rusland havde det ord på sig, at han misbrugte sin stilling groft overfor de yngre kvinder i fællesskabet, særlig svigerdøtrene, og ofte dannede sig et harem af dem; de russiske folkesange er meget veltalende, hvad dette angår.

Inden vi går over til monogamiet, som udviklede sig hurtigt efter moderrettens omstyrtelse, vil jeg sige endnu et par ord om flerkoneri og flermanderi. Begge ægteskabsformer kan kun være undtagelser, så at sige historiske luksusprodukter, det skulle da være, at de i et land forekom ved siden af hinanden, hvilket som bekendt ikke er tilfældet. Da de mænd, som er udelukket fra flerkoneriet, altså ikke kan trøste sig med de koner, som bliver tilovers fra flermanderiet, og antallet af mænd og kvinder uden hensyn til samfundsindretningen var nogenlunde lige stort, er begge disse ægteskabsformer i sig selv udelukkede fra at blive almindelig gældende. I virkeligheden var een mands flerkoneri åbenbart en følge af slaveriet og fandt kun sted i enkelte undtagelsestilfælde. I den semittisk-patriarkalske familie levede kun patriarken selv og måske et par af hans sønner i flerkoneri, de andre måtte nøjes med een kone. Således er det endnu den dag i dag i hele Orienten; flerkoneriet er de riges og fornemmes privilegium og rekruteres hovedsagelig ved køb af slavinder - folkets store masse lever i monogami. En nøjagtig tilsvarende undtagelse er flermanderiet i Indien og Tibet, hvis sikkert ikke uinteressante opståen af gruppe ægteskabet endnu trænger til nærmere undersøgelse. I praksis synes det iøvrigt at være meget mere liberalt end muhamedanernes skinsyge haremsvæsen. I det mindste har hos nairerne i Indien vel hver tre, fire eller flere mænd en kone i fællesskab; men hver af dem kan igen have en anden, tredie, fjerde o. s.v. kone i fællesskab med tre eller flere andre mænd. Man må forundres over, at MacLennan i disse ægteskabsklubber, hvoraf man kan være medlem af flere, og som han selv beskriver, ikke har opdaget den nye klasse: klubægteskabet. Dette ægteskabsklub-væsen er for resten slet ikke rigtigt flermanderi, det er tværtimod, som allerede Giraud-Teulon bemærker, en speciel form for gruppeægteskab. Mændene lever i flerkoneri, kvinderne i flermanderi.

4. Den monogame familie opstår som vist ovenfor af parringsfamilien i grænsetidsalderen mellem barbariets mellem- og højeste trin; dens endelige sejr er et af kendetegnene på den begyndende civilisation. Den er grundet på mandens herredømme med det udtrykkelige formål at avle børn, hvis faderskab ikke kan bestrides, og dette faderskab fordres, fordi disse børn engang som livsarvinger skal overtage faderens formue. Den adskiller sig fra parringsægteskabet ved ægteskabsbåndets langt større fasthed, idet dette nu ikke mere kan løses efter begge parters forgodtbefindende. Det er nu i reglen kun manden, der kan løse det og forstøde sin hustru. Retten til ægteskabelig utroskab indrømmes ham stadig, i det mindste af skik og brug (Code Napoleon tilskriver ham den udtrykkeligt, så længe han ikke fører sin elskerinde inden for de ægteskabelige fire vægge) og han udøver den mere og mere, jo mere samfundet udvikler sig. Hvis konen kommer i tanger om, hvad der før i tiden var skik og brug for begge køn, og prøver at praktisere det, bliver hun strengere straffet end nogensinde før.

I hele sin hårdhed træder den nye familieform os i møde hos grækerne. Mens, som Marx bemærker, gudindernes stilling i mytologien fører en tidligere periode frem for os, hvor kvinderne endnu havde en friere og mere agtet stilling, finder vi på heltetiden allerede kvinderne den nedværdiget ved mandens overherredømme og konkurrencen med havinderne. Man læser i Odysseen, hvorledes Telemakos viser sin moder ud og byder hende gå til ro. Hos Homer gives de erobrede unge kvinder til pris for sejrherrernes lyster; befalingsmændene vælger sig de smukkeste ud, idet de fornemste tager først. Hele Iliaden handler som bekendt om striden mellem Akilles og Agamemnon om en sådan slavinde. Sammen med alle homeriske helte af betydning omtales også de krigsfangne piger, som de delte telt og seng med. Disse piger blev også taget med til hjemlandet og indført i den ægteskabelige husholdning, som det fortælles hos Aiskylos om Agamemnons Kassandra. De sønner, der avledes med sådanne slavinder, fik en mindre andel i arven efter faderen og gjaldt for at være fribårne; Teukros er en sådan uægteskabelig søn af Telamon og har ret til at bære sin faders navn. Af ægtehustruen ventes det, at hun finder sig i alt dette, men selv bevarer streng kyskhed og troskab mod sin ægtefælle. Heltetidens græske kvinde nyder større agtelse end kvinden i den civiliserede tidsalder, men for manden er hun dog, når alt kommer til alt, kun moderen til hans ægtefødte børn, som skal arve ham, hans første husholderske og bestyrerinde for hans slavinder, som han efter behag kan gøre og også gør til konkubiner. Det er slaveriets beståen side om side med monogamiet, eksistensen af unge, smukke slavinder, som tilhører manden med hud og hår, der fra begyndelsen giver monogamiet dets særlige karakter af monogami kun for kvinderne, men ikke for manden. Og denne karakter har det den dag i dag.

Med hensyn til de senere tiders grækere må vi skelne mellem droger og jonere. De førstnævnte, som Sparta er det klassiske eksempel på, har i mange henseender endnu mere gammeldags ægteskabsforhold, end selv Homer kan opvise. I Sparta gjaldt et parringsægteskab, som var tillempet efter de der gældende anskuelser om staten, og som på mange måder mindede om gruppeægteskabet. Barnløse ægteskaber blev opløst ved skilsmisse; kong Anaxandridas (omkring år 650 før vor tidsregning) havde en barnløs kone, hvorfor han tog en til og førte to husholdninger; på omtrent samme tid tog kong Ariston, somhavde to ufrugtbare koner, en tredje, men skilte sig samtidig af med en af de førstnævnte. På den anden side kunne flere brødre have en fælles kone, og en mand, som syntes bedre om sin vens kone, dele hende med ham, ligesom det gjaldt for anstændigt, at man stillede sin kone til rådighed for en kraftig »hingst«, som Bismarck ville sige, selv når denne var en ikke­borger. Et sted hos Plutark, hvor en spartanerinde henviser en tilbeder, der forfølger hende med bønner, til sin ægtemand, synes - siger Schömann - at vise en endnu større frihed i sæderne. Virkelige ægteskabsbrud, utroskab fra hustruens side bag mandens ryg, var derfor også noget uhørt. På den anden side var husslaveriet ukendt i Sparta, i hvert fald i den bedste tid; de livegne heloter boede isoleret på godserne, hvorfor spartiaterne [19] kun sjældent gjorde forsøg på at nærme sig til deres koner. Under disse omstændigheder kunne det ikke være anderledes, end at kvinderne i Sparta måtte indtage en langt mere agtet stilling end hos de øvrige grækere. De spartanske hustruer og eliten af de athenske hetærer er de eneste græske kvinder, som de gamle omtaler med respekt, og hvis ord de holdt det for umagen værd at optegne.

Helt anderledes var det hos jonierne, som Athen var karakteristisk for. Pigerne lærte kun at spinde, væve og sy, højst lidt læsning og skrivning. De var så godt som afskåret fra omverdenen og færdedes kun med andre kvinder. Kvindernes kammer var i en afsondret del af huset, i den øverste etage eller bag i huset, hvor mænd, og især fremmede, ikke let kom, og hvortil de trak sig tilbage, når der kom mænd på besøg. Kvinderne gik ikke ud uden at være ledsaget af slavinder; hjemme var de endog under bevogtning; Aristofanes omtaler nogle molossiske hunde, der holdtes til skræk og advarsel for ægteskabsbrydere, og i det mindste i asiatiske byer holdt man eunuker til at bevogte, kvinderne. Disse eunuker blev allerede på Herodots tid fabrikeret i salgsøjemed på Chios og ifølge Wachsmuth ikke blot for barbarerne. Hos Euripides bliver hustruen betegnet som oikurema, som en ting til husarbejde (ordet er intetkøn) og udover at være et redskab til børneavl var hun intet andet for atheneren end den øverste tjenestepige. Manden havde sin idræt, sine offentlige forhandlinger, hvorfra kvinden var udelukket; han havde desuden ofte endnu slavinder til sin rådighed, og på Athens blomstringstid en udstrakt og af staten i hvert fald begunstiget prostitution. Det var netop denne prostituation, der muliggjorde udviklingen af de eneste græske kvindepersonligheder, som i kraft af ånd og kunstnerisk smag hævede sig lige så højt over det niveau, der var det almindelige for oldtidens kvinder, som spartanerinderne gjorde i kraft af deres karakter. Men at man måtte blive hetære, før man kunne udvikle sig som kvinde, det er den stærkeste fordømmelse af den athenske familie.

Denne athenske familie blev i tidens løb det mønster, hvorefter ikke blot de øvrige joniere, men også i stadig højere grad alle grækere i indlandet og på kolonierne udformede deres huslige forhold. Men til trods for deres afsondrede og bevogtede tilværelse fandt grækerinderne dog tit lejlighed til at narre deres mænd. Disse, som ville have skammet sig ved at vise det mindste tegn på kærlighed til deres hustruer, morede sig med alle slags elskovseventyr med hetærer; men konernes nedværdigelse hævnede sig på mændene og fornedrede også dem.

Således var oprindelsen til monogamiet, så vidt vi kan følge det hos oldtidens mest civiliserede og højst udviklede folkeslag. Det var på ingen måde en frugt af den individuelle kærlighed mellem de to køn, som det ikke havde det mindste at gøre med, da ægteskabet som før vedblev at være fornuftægteskab. Det var den første familieform, som ikke var grundet på naturlige, men på økonomiske hensyn, nemlig privatejendommens sejr over den oprindelige naturlige fællesejendom. Mandens herredømme i familien og avlingen af børn, som kun kunne være hans, og som var bestemt til at arve hans rigdomme - det var de eneste formål med enkeltægteskabet, hvilket grækerne sagde rent ud uden besmykninger. For øvrigt var det dem en byrde, en pligt over for guderne, staten og deres egne forfædre, som lige netop skulle opfyldes. I Athen gjorde loven det til en pligt ikke alene at indgå ægteskab, men også at opfylde et minimum af de såkaldte ægteskabelige pligter for mandens vedkommende.

Således træder enkeltægteskabet på ingen måde ind i historien som en forståelse mellem mand og kvinde, og langt mindre som den højeste form for en sådan, tværtimod. Det viser sig som det ene køns underkuelse ved det andet, som proklamation af en modsætning mellem kønnene, som hidtil har været ukendt i hele forhistorien. I et gammeltutrykt manuskript [20] , som Marx og jeg udarbejdede i 1846, finder jeg: »Den første deling af arbejdet er mandens og kvindens til avling af børn«. Og i dag kan jeg tilføje: den første klassemodsætning, der op­træder i historien, falder sammen med udviklingen af interessemodsætningen mellem mand og kvinde i enkeltægteskabet, og den første klasseundertrykkelse med kvindekønnets undertrykkelse ved mandkønnet. Enkeltægteskabet var et stort historisk fremskridt, men det er samtidig indledningen til den tidsalder, der har strakt sig lige til vor tid side om side med slaveriet og privatrigdommen, og hvori hvert fremskridt samtidig er et relativt tilbageskridt, idet den enes vel og udvikling sættes igennem ved den andens lidelse og undertrykkelse. Det er det civiliserede samfunds celleform, hvori vi allerede kan studere de modsætningers og modsigelsers natur, som kommer til fuld udfoldelse i dette samfund.

Den gamle forholdsvise frihed i omgangen mellem kønnene forsvandt på ingen måde med parrings- eller endog enkeltægteskabets sejr. »Det gamle ægteskabssystem, som blev ført tilbage til snævrere grænser ved, at punaluagrupperne efterhånden døde ud, omgav stadig familien, som udviklede sig videre, og hang den i skøderne lige til civilisationen begyndte at dæmre ... det forsvandt endelig i den nye form, hetærismen, som forfulgte menneskene helt ind i civilisationen som en mørk slagskygge, der hvilede over familien.« Ved hetærisme forstår Morgan mændenes ved siden af enkeltægteskabet udøvede kønslige omgang med ugifte kvinder, der som bekendt blomstrer under de mest forskellige former gennem hele den civiliserede periode og mere og mere bliver til åben prostitution. Denne hetærisme kan direkte udledes af gruppeægteskabet, af det offer, kvinderne måtte bringe ved at give sig til pris, hvorved de købte sig retten til kyskhed. Den med penge betalte hengivelse var i begyndelsen en religiøs handling; den fandt sted i kærlighedsgudindens tempel, og pengene indgik oprindelig i tempelskatten. Hierodulerne [21] i Anaitistemplet i Armenien, i Afrodites tempel i Korinth såvel som dansepigerne i Indiens templer, de såkaldte bajaderer (ordet er en forvansket form af det portugisiske bailadeira, danserinde), var de første prostituerede. Prisgivelsen, som oprindelig var en pligt, der påhvilede alle kvinder, blev senere udelukkende udøvet af disse præstinder som stedfortrædere for alle andre kvinder. Hos andre folkeslag kan hetærismen udledes af den kønsfritied, som pigerne nød før ægteskabet - altså ligeledes en rest fra gruppeægteskabet, som er blevet os overleveret ad anden vej. Dengang forskellen i ejendomsbesiddelse opstod, altså allerede på barbariets øverste trin, optrådte lønarbejdet spredt side om side med slavearbejdet, og samtidig optrådte som dets uundgåelige modstykke de fri kvinders erhvervsmæssige prostitution ved siden af slavindernes tvungne prisgivelse. Således er den arv, som gruppeægteskabet har efterladt civilisationen, af dobbeltsidig art, ligesom alt, hvad civilisationen frembringer, dobbeltsidig, tvetunget, spaltet i to, fuld af modsætninger: her monogamiet, der hetærismen tillige med dens extreme form, prostitutionen. Hetærismen er en samfundsindretning som enhver anden; den er en fortsættelse af den gamle kønsfrihed - til fordel for mændene. Man fordømmer den med munden, men i virkeligheden bliver den ikke blot tålt, men navnlig de herskende klasser er gladelig med til at holde den vedlige. Fordømmelsen rammer i virkeligheden heller ikke de meddelagtige mænd, men kun kvinderne: de bliver foragtet og udstødt, for at mændenes ubetingede herredømme over kvindekønnet endnu engang kan blive proklameret som en grundlov i samfundet.

Men hermed udvikler der sig et andet modsætningsforhold indenfor selve monogamiet. Ved siden af ægtemanden, der forsøder sin tilværelse ved hjælp af hetærismen, står den forsømte hustru. Og man kan ikke have den ene side af modsætningen uden den anden, lige så lidt som man kan have et helt æble i hånden, når man har spist den ene halvdel af det. Men alligevel synes dette at have været mændenes mening, indtil deres koner fik lært dem bedre. Sammen med enkeltægteskabet optræder to faste karakterfigurer i samfundet, som tidligere var ukendte: hustruens faste elsker og hanrejen. Mændene havde vundet sejren over kvinderne, men de besejrede overtog højmodig kroningen. Ved siden af enkeltægteskabet og hetærismen blev ægteskabsbruddet en uundgåelig samfundsindretning - forbudt, hårdt straffet, men uudrydeligt ryddeligt. Det sikre faderskab til børnene hvilede som før højst på må falsk overbevisning, og for at løse den uløselige modsætning dekreterede Code Napoleon i art. 312: L'enfant concu pendant le mariage a pour pére le mani: Det barn, der undfanges i ægteskabet, har til fader ægtemanden. Det er det sidste resultat af tre tusind års enkeltægteskab.

I de tilfælde, hvor enkeltfamilien forbliver sin historiske oprindelse tro og klart afspejler den modsætning mellem mand og kvinde, som skyldes mandens enevældige herredømme, har vi altså her i det små et billede af de samme modsætninger og modsigelser, i hvilke det siden civilisationens indtræden klassedelte samfund har bevæget sig uden at kunne opløse og overvinde dem. Jeg taler naturligvis her kun om de tilfælde af enkeltægteskabet, hvor det ægteskabelige liv i virkeligheden følger forskriften for hele ordningens oprindelige karakter, men hvor konen rebellerer mod mandens herredømme. At ikke alle ægteskaber forløber således, det ved ingen bedre end den tyske spidsborger, der ikke forstår at bevare herredømmet bedre i sit hjem end i staten, og hvis kone derfor med fuld ret bærer de bukser, som han ikke er værdig til. Til gengæld føler han sig højt hævet over sine franske lidelses­fæller, som ofte er ude for langt værre ting.

For resten optrådte enkeltfamilien langtfra overalt og til alle tider i -den klassisk­frastødende form, som den havde hos grækerne. Hos romerne, der som fremtidige verdenserobrere havde et videre, om end mindre fint blik end grækerne, var kvinden friere og mere agtet. Romeren troede at have tilstrækkelig garanti for sin kones troskab ved den magt, han havde over hendes liv og død. Desuden kunne konen her ligeså vel som manden frivilligt opløse ægteskabet. Men det største fremskridt i enkeltægteskabets udvikling skete afgjort med tyskernes indtræden i historien, og det netop fordi monogamiet hos dem, vel sagtens på grund af deres fattigdom, endnu ikke synes at have udviklet sig fuldstændigt af parringsægteskabet. Dette slutter vi ud fra tre omstændigheder, som nævnes af Tacitus: For det første herskede der samtidig med større helligholdelse af ægteskabet - »de nøjes med een kone, kvinderne lever indhegnede af kyskhed« -dog endnu flerkoneri for de fornemmes og stammehøvdingenes vedkommende, altså en tilstand, der lignede de amerikaneres, hos hvem parringsægteskabet fandtes. For det andet kunne overgangen fra moderretten til faderretten først være sket kort tid i forvejen, thi endnu gjaldt morbroderen .ifølge moderretten som den nærmeste mandlige genslægtning, som en

næsten nærmerestående slægtning end faderen selv, hvad der ligeledes %varer til de amerikanske indianeres standpunkt, hos hvem Marx, som han ofte sagde, havde fundet nøglen til forståelse af vor egen urtid. Og for det tredie var hos tyskerne kvinderne højt agtede og havde megen indflydelse også i offentlige anliggender, hvad der står i direkte modsætning til det mandlige herredømme i monogamiet. Det var næsten altsammen ting, hvori tyskerne stemte overens med spartanerne, hos hvem parringsægteskabet jo ligeledes endnu ikke var helt overvundet. Med tyskerne opstod også i denne henseende et helt nyt element af verdensbetydning. Det nye monogami, som nu udviklede sig af folkeblandingen på ruinerne af romerverdenen, gjorde mandens herredømme mildere i formen og gav kvinderne en, i det mindste udadtil, langt mere fri og agtet stilling, end den klassiske oldtid nogensinde havde kendt. Først dermed var den mulighed givet, på hvilken der ud af monogamiet - i, ved siden af og imod det, alt efter omstændighederne -kunne udvikles det største sædelige fremskridt, som vi skylder det tak for: den nyere tids individuelle kærlighed mellem kønnene, som var ukendt i hele den tidligere verden.

Dette fremskridt skyldtes uden tvivl den omstændighed, at tyskerne endnu levede i parringsfamilien og så vidt muligt overførte kvindens stilling der på monogamiet, men absolut ikke tyskernes sagnomspundne, vidunderlig rene naturanlæg, som indskrænker sig til, at parringsægteskabet ikke bevæger sig i så skarpe sædelige modsætninger som monogamiet. Tværtimod var tyskerne på deres vandringer, særlig mod sydøst til steppenomaderne ved det sorte hav, sunket moralsk dybt og havde af disse nomader foruden ridefærdighed også lært hæslige unaturlige laster, som det udtrykkelig berettes af Ammianus om tajfalerne og af Prokop om herulerne.

Men når monogamiet af alle kendte familieformer var den eneste, under hvilken den nyere tids kærlighed mellem kønnene kunne udvikle sig, så betyder det ikke, at den udelukkende eller blot overvejende udviklede sig af monogamiet som kærlighed mellem ægtefællerne. Det var udelukket alene ved det faste enkeltægteskabs hele karakter under mandens herredømme. Hos alle klasser, der spiller en rolle i historien, ti. v. s. hos alle herskende klasser, vedblev indgåelsen af ægteskab at være, hvad den havde været lige siden parringsægteskabets tid, nemlig

en fornuftsag, der blev ordnet af forældrene. Og den første form, hvorunder denne kærlighed mellem kønnene optræder i historien som lidenskab, en lidenskab, hvortil ethvert menneske, i hvert fald i de herskende klasser, har ret, fordi den er kønsdriftens højeste form - hvad der netop udgør den særlige karakter - denne første form, middelalderens ridderlige kærlighed, var på ingen måde nogen ægteskabelig kærlighed. Tværtimod - i sin klassiske form, hos beboerne af Provence, styrer den for fulde sejl lige ind i ægteskabsbrudet, hvis digtere hylder den. Blomsten af den provencalske kærlighedspoesi er albasangene, eller daggrysangene. De skildrer i glødende farver, hvorledes ridderen ligger i sengen hos sin elskede - en andens hustru - mens vægteren står udenfor og kalder på ham, så snart det første morgengry (alba) viser sig, for at han kan nå at slippe ubemærket bort; afskedsscenen danner da højdepunktet. Nordfranskmændene og også de gæve tyskere optog denne digtekunst tilligemed den dertil svarende form for ridderlig kærlighed, og vor gamle Wolfram von Eschenbach har efterladt sig tre vidunderlig skønne daggrysange over det samme betagende emne, som jeg foretrækker for hans tre lange, heltedigte.

Den borgerlige indgåelse af ægteskaber i vore dage er af dobbelt art. I de katolske lande sørger den unge borgersøns forældre nu som før for en passende kone til ham, og følgen heraf er naturligvis, at modsætningen i monogamiet kommer til fuld udfoldelse: den frodigste hetærisme fra mandens side, og fra konens det overdådigste ægteskabsbrud. Den katolske kirke har vel også kun afskaffet skilsmissen, fordi den er kommet til den overbevisning, at mod ægteskabsbrudet vokser der lige så lidt nogen urt som mod døden. I de protestantiske lande er det derimod en regel, at det tillades borgersønnen med større eller mindre frihed at udsøge sig en kone af sin egen klasse. På denne måde kan der ligge en vis grad af kærlighed til grund for ægteskabet, og for anstændighedens skyld forudsætter man altid, at det er tilfældet, hvilket svarer godt til det protestantiske hykleri. Her drives mandens hetærisme mere søvnigt, og konens ægteskabsbrud er i mindre grad reglen. Men da menneskene i begge slags ægteskaber bliver ved at være, hvad de var før ægteskabet, og borgerne i de protestantiske lande overvejende er spidsborgere, så bringer dette protestantiske monogami det i almindelighed i de bedste tilfælde til en grå kedsommenighed, som man betegner med navnet familielykke. Bedst afspejles begge disse ægteskabsformer i romanen, den katolske form i den franske, (den protestantiske i den tyske. I begge slags »får de hinanden i enden«: i den tyske får de unge mænd de unge piger, i den franske får ægtemanden hornene. Hvem af de to parter, der er mest ilde faren, er ikke altid let at afgøre. Derfor indgyder også den tyske romans kedelighed den franske bourgeois samme rædsel, som den franske romans umoralskhed« indgyder den tyske spidsborger. I den senere tid, siden »Berlin er blevet verdensstad«, begynder den tyske roman dog med lidt mere frimodighed at gøre i hetærisme og ægteskabsbrud, som også er gammelkendt der.

Men i begge tilfælde betinges ægteskabet af de pågældendes klassesstilling og er for så vidt et fornuftægteskab. Dette fornuftægteskab slår ofte om i den groveste prostitution - ofte for begge parters vedkommende, men mest almindeligt for kvindens, som kun adskiller sig fra (den professionelle glædespige derved, at hun ikke lejer sit legeme ud til tilfældigt arbejde, men sælger det een gang for alle til slaveriet. Og om alle fornuftægteskaber gælder Fouriers ord: »Ligesom i grammatiken to benægtelser udgør een bekræftelse, således gælder i ægteskabsmoralen to prostitutioner for een dyd.« Kærligheden mellem kønnene bliver og kan kun blive reglen i forholdet til kvinden hos de undertrykte klasser, altså nu til dags i proletariatet - hvad enten dette forhold er officielt anerkendt eller ikke. Men her mangler jo også ethvert grundlag for det klassiske monogami. Her mangler enhver ejendom, til hvis bevarelse og nedarvning monogamiet og mandens herredømme netop blev skabt, og her mangler derfor også enhver tilskyndelse til at gere mandens herredømme gældende. Og hvad der betyder mere, også midlerne dertil mangler; den borgerlige ret, som beskytter dette herredømme, er kun til for de besiddende og deres forhold til proletarerne; (den koster penge og har derfor på grund af arbejderens fattigdom ingen betydning for hans stilling til sin kone. Her er helt andre personlige og samfundsmæssige forhold afgørende. Og efter at storindustrien har draget konen ud af hjemmet og ud på arbejdsmarkedet og ind i fabrikerne, hvorved hun ofte er blevet familiens forsørger, er grunden trukket væk under den sidste rest af mandens herredømme i proletarhjemmet - undtagen for så vidt der endnu bliver en rest tilbage af det i den brutalitet mod konen, som blev almindelig efter indførelsen af monogamiet. Således er proletarens familie ikke mere noget enkeltægteskab i strengeste forstand, selv hvor der findes den mest lidenskabelige kærlighed og den urokkeligste troskab mellem parterne og til trods for enhver mulig gejstlig og verdslig velsignelse. Derfor spiller også monogamiets evige følgesvende, hetærismen og ægteskabsbrudet, her kun en forsvindende rolle; konen har i virkeligheden fået retten til skilsmisse tilbage, og når man ikke kan enes, går man hellere fra hinanden. Kort sagt, det proletariske ægteskab er monogamisk i ordets sproglige betydning, men absolut ikke i dets historiske.

Vore jurister finder ganske vist, at den forbedrede lovgivning mere og mere fjerner enhver grund til klage for kvindernes vedkommende. De moderne civiliserede lovsystemer anerkender i stadig højere grad, for det første, at ægteskabet for at have gyldighed må være en fra begge sider frivillig indgået overenskomst, og for det andet, at begge parter også i ægteskabet må være ens stillet med hensyn til rettigheder og pligter. Og hvis disse fordringer blev gennemført konsekvent, så havde kvinderne alt, hvad de kunne ønske sig.

Denne ægte juridiske argumentation er den samme, hvormed den venstreorienterede republikanske bourgeois forsøger at stille proletaren tilfreds. Arbejdsoverenskomsten skal være en af begge parter frivillig indgået aftale. Men den gælder for at være frivillig indgået, så snart loven på papiret stiller begge parter lige. At forskellen i de to parters stilling i samfundet giver den ene mere magt og lægger et tryk på den anden - med andre ord bestemmer begge parters økonomiske stilling - det angår ikke loven. Og så længe arbejdsoverenskomsten løber, har begge parter samme rettigheder, for så vidt ikke en af dem udtrykkeligt giver afkald på sin ret. At arbejderens økonomiske stilling tvinger ham til at give afkald på selv det mindste skin af ligeberettigelse, det kan loven igen ikke gøre ved.

Med hensyn til ægteskabet er loven, selv den mest fremskredne, fuldtud sket fyldest, så snart de pågældende formelt har bevidnet deres frivillighed til protokollen. Hvad der foregår bag de juridiske kulisser, hvor det virkelige liv udspilles, hvorledes denne frivillighed kommer i stand, det kan loven og juristen ikke bekymre sig om. Og dog ville en ganske enkel sammenligning her kunne gøre det klart for juristerne, hvorledes det forholder sig med denne frivillighed. I de lande, hvor loven tilsikrer børnene en bestemt fastsat del af forældrenes for­mue, hvor de altså ikke kan gøres arveløse - i Tyskland, i lande med fransk ret o.s.v. - er børnene ved indgåelse af ægteskab afhængig af forældrenes samtykke. I de lande, hvor der hersker engelsk ret, hvor loven ikke kræver forældrenes samtykke til ægteskabet, har forældrene også fuld frihed til at testamentere deres formue til hvem de vil og kan efter forgodtbefindende gøre børnene arveløse. At friheden til at indgå ægteskab til trods herfor, eller netop af denne grund, i de klasser, hvor der er noget at arve, ikke er større i England og Amerika end i Frankrig og Tyskland, turde dog være indlysende.

Det står ikke bedre til med mandens og konens ligeberettigelse i juridisk forstand inden for ægteskabet. Den hævdvundne ulighed mellem de to, som vi har overtaget fra tidligere samfundstilstande, er ikke årsagen til, men virkningen af kvindens økonomiske undertrykkelse. I den gamle kommunistiske husholdning, der omfattede mange ægtepar og deres børn, var ledelsen af husholdningen, der var lagt i kvindernes hænder, lige så vel en offentlig, for samfundet nødvendig industri, som mændenes arbejde for at skaffe føden til veje. Med den patriarkalske familie, og endnu mere med den monogame enkeltfamilie blev dette anderledes. Husførelsen mistede sin offentlige karakter; den kom ikke mere samfundet ved. Den blev en privattjeneste; konen blev den øverste tjenestepige, hun var fordrevet fra den samfundsmæssige produktion. Først vor tids storindustri har atter åbnet vejen til samfundsproduktionen for hende, og kun for proletarkvinden; og det på en sådan måde, at når hun opfylder sine pligter i familiens privattjeneste, er hun udelukket fra arbejdsmarkedet og kan intet tjene, og når hun tager del i den offentlige industri og vil være selverhvervende, er hun ude af stand til at opfylde sine pligter i hjemmet. Og på samme måde som på fabriken går det kvinden i alle beskæftigelsesgrene, lige til medicin og jura. Den moderne enkeltfamilie er bygget på kvindens åbenlyse eller tilslørede husslaveri, og det moderne samfund er en masse, der er sammensat af lutter enkeltfamilier som dets molekyler. Manden må nu til dags i langt de fleste tilfælde være erhververen, familieforsørgeren, i hvert fald i de besiddende klasser, og det giver ham en herskerstilling, som ikke behøver nogen juridisk ekstraprivilegering. Han er bourgeoisen i familien, konen repræsenterer proletariatet. Men i den industrielle verden træder den specielle karakter af den økonomiske undertrykkelse, der tynger proletariatet, først da frem i sin fulde skarphed, når alle kapitalistklassens lovmæssige særprivilegier er afskaffet og begge klassers fulde juridiske ligeberettigelse indført; den demokratiske republik ophæver ikke modsætningen mellem de to klasser, tværtimod, den skaber netop den jordbund, hvorpå den rigtig kommer til udfoldelse. Og på samme måde vil også den særlige karakter af mandens herredømme over konen i den moderne familie og nødvendigheden af, så vel som metoden til at tilvejebringe en virkelig social ligestilling af de to først da træde frem i fuldt dagslys, når de er blevet fuldkommen juridisk ligestillet. Det vil da vise sig, at den første betingelse for kvindens frigørelse er genindførelsen af hele kvindekønnet i den offentlige industri, og at dette igen kræver, at enkeltfamilien mister den egenskab at være samfundets økonomiske enhed.

*

Vi har altså tre hovedformer for ægteskabet, som i det store og hele svarer til de tre hovedstadier i menneskets udvikling. Til den vilde tilstand svarer gruppeægteskabet, til barbariet parringsægteskabet og til civilisationen monogamiet, suppleret af ægteskabsbrud og prostitution. Mellem parringsægteskab og monogami indskydes på barbariets øverste trin mandens kommando over slavinder og flerkoneriet.

Som det fremgår af hele vor fremstilling, er der til den fremadskridende udvikling, som denne opstilling viser, knyttet den ejendommelighed, at den kønslige frihed, som kvinderne nød i gruppeægteskabet, i stadig højere grad berøves dem, men derimod ikke mændene. Og i virkeligheden består gruppeægteskabet for mændenes vedkommende endnu den dag i dag. Hvad der hos kvinden er en forbrydelse og drager svære juridiske og sociale følger efter sig, det gælder hos manden for noget beundringsværdigt eller dog i værste fald for en lettere mo­ralsk defekt, som man med fornøjelse finder sig i. Men jo mere den overleverede hetærisme i vor tid forandres på grund af den kapitalistiske vareproduktion og tilpasses til den, jo mere den forvandler sig til utilsløret prostitution, jo mere demoraliserende virker den. Og den demoraliserer endog mændene langt mere end kvinderne. Af kvinderne demoraliserer prostitutionen kun de ulykkelige, som er forfalden til den, og det endda i langt mindre grad, end man i almindelighed tror. Derimod nedværdiger den hele mandkønnets karakter. Således er navnlig en lang forlovelsestid i ni af ti tilfælde en formelig forskole til ægteskabelig utroskab.

Nu går vi en samfundsomvæltning i møde, hvor det hidtidige økonomiske grundlag for monogamiet vil forsvinde lige så sikkert som dets supplement, prostitutionen. Monogamiet opstod på grund af, at større rigdomme koncentreredes på een hånd - og netop på en mands hånd - og ud fra ønsket om, at disse rigdomme skulle gå i arv til denne mands børn og ikke til nogen andens. Dertil krævedes monogamiet fra kvindens side, ikke fra mandens, så at dette monogami fra kvindens side slet ikke behøvede at hindre mandens åbenlyse eller skjulte polygami. Den forestående samfundsomvæltning vil imidlertid ved at forvandle den absolut største del af de varige, arvelige rigdomme produktionsmidlerne - til samfundsejendom reducere alle disse arvebekymringer til et minimum. Når nu monogamiet opstod af øko­nomiske årsager, kan man da gå ud fra, at det vil forsvinde, når disse trsager forsvinder?

Man kunne med nogen ret svare: Det vil så lidt forsvinde, at det tværtimod først da vil blive fuldtud virkeliggjort. Thi med produktionsmidlernes forvandling til samfundsejendom forsvinder også lønarbejdet, proletariatet, altså også behovet for et vist statistisk beregneligt antal kvinder, som sælger sig for penge. Prostitutionen forsvinder, monogamiet vil, i stedet for at gå til grunde, endelig blive til virkeliglied - også for mændene.

Mændenes stilling bliver altså i hvert fald meget forandret. Men også kvinderne, alle kvinder , vil opleve en stor forandring. Med produktionsmidlernes overgang til fællesejendom hører enkeltfamilien op med at være samfundets økonomiske enhed. Den private hushold­ning bliver til en samfundsmæssig industri. Børnenes pleje og opdragelse bliver et offentligt anliggende; samfundet sørger lige godt for alle børn, enten de er ægteskabelige eller uægteskabelige. Dermed borttaler frygten for »følgerne«, som nutildags udgør det vigtigste samundsmæssige - moralske og økonomiske - moment, som hindrer en rige i at give sig hen til den mand, hun elsker. Vil det ikke være årsag nok til, at der efterhånden kan udvikle sig en friere omgang mellem kønnene og dermed også en mindre streng offentlig mening med hen­syn til jomfruære og kvindelig skam? Og endelig, har vi ikke set, at i den moderne verden er monogami og prostitution nok modsætninger, men uadskillelige modsætninger, yderpoler af samme samfundstilstand? Kan prostitutionen forsvinde uden at trække monogamiet med sig i afgrunden?

Her træder et nyt moment i virksomhed, et moment, som på den tid, da monogamiet udviklede sig, højst var begyndt at spire: den individuelle kærlighed mellem kønnene.

Før middelalderen kan der ikke være tale om individuel kærlighed mellem kønnene. At personlig skønhed, fortrolig omgang, gensidig tilbøjelighed o.s.v. hos mennesker af forskelligt køn kan have kaldt et ønske om seksuel omgang frem, og at det var hverken mænd eller kvinder helt ligegyldigt, hvem de indlod sig i det intimeste af alle forhold med, siger sig selv. Men derfra og til vor tids kærlighed mellem kønnene er der uendelig langt. I hele oldtiden blev ægteskaberne afsluttet af forældrene til de pågældende, og disse fandt sig roligt deri. Den smule ægteskabelig kærlighed, som oldtiden kender, er ikke nogen subjektiv tilbøjelighed, men en objektiv pligt, ikke grundlag for, men sidestykke til ægteskabet. Kærlighedsforhold i moderne forstand forekommer i oldtiden kun uden for det officielle samfund. Hyrderne, hvis kærlighedsfryd og lidelser Theokrit og Moschos besynger for os, Daphnis og Cloe hos Longos, er lutter slaver, som er uden del i staten, den fri borgers livsrum. Udover hos slaverne finder vi kun kærlighedseventyr som produkter af opløsningen i den gamle verden, som var ved at gå til grunde, og med kvinder, der ligeledes stod uden for det officielle samfund, med hetærer, altså med fremmede eller frigivne: i Athen fra tiden kort før dens undergang, i Rom på kejsertiden. Hvis der virkelig forekom kærlighedsforhold mellem fri borgere og borgerinder, så kunne det kun være som ægteskabsbrud. Og oldtidens klassiske kærlighedsdigter, den gamle Anakreon, var kærligheden mellem kønnene, som vi kender den, i den grad ligegyldig, at endog det elskede væsens køn var ham ligegyldigt.

Vor seksuelle kærlighed adskiller sig væsentligt fra de gamles enkle seksuelle krav, eros. For det første forudsætter den genkærlighed hos den elskede; for så vidt står kvinden lige med manden, mens hun i den antikke eros' tid på ingen måde altid bliver spurgt. For det andet har denne seksuelle kærlighed en intensitet og bestandighed, som for begge parter får ikke-besiddelsen og adskillelsen til at stå som en stor for ikke at sige den største ulykke; for at kunne besidde hinanden spiller det høje spil, ja sætter livet ind, hvad der i oldtiden højst forekom ved ægteskabsbrud. Og endelig opstår en ny moralsk målestok for bedømmelsen af den kønslige omgang. Man spørger ikke blot: Var den ægteskabelig eller uægteskabelig, men: Udsprang den af kærlighed og genkærlighed eller ikke? Det forstår sig, at det ikke gik denne nye målestok bedre i den feudale eller borgerlige praksis, end det går enhver uglen moralsk målestok: man sætter sig ud over den. Men det gik den heller ikke værre. Den anerkendes lige så vel som de andre - i teorien, på papiret. Og mere kan den foreløbig ikke forlange.

Hvor oldtiden bryder af med sine tilløb til kærlighed mellem kønnene, der begynder middelalderen igen; ved ægteskabsbrudet. Vi har allerede skildret den ridderlige kærlighed, som opfandt daggrysangene. Fra denne kærlighed, som vil bryde ægteskabet, til den, der skal lægge grunden til det, er der endnu en lang vej, som det ikke lykkedes riddertiden at tilbagelægge. Selv når vi vender os fra de frivole franskmænd til de dydige tyskere, finder vi i Nibelungenlied, at Kriemhild ganske vist i det stille ikke er mindre forelsket i Siegfried, end han er i hende, men at hun ikke destomindre på Gunthers meddelelse, at han har lovet brude til en ridder, hvis navn han ikke nævner, blot svarer: »I behøver ikke at bede mig; sådan som I byder mig, således vil jeg altid være; den I, herre, giver mig til mand, ham vil jeg gerne troloves med!« Det falder hende slet ikke ind, at hendes kærlighed overhovedet kan komme i betragtning her. Gunther bejler til Brunhilde, Etzel til Kriemhild, uden nogensinde at have set dem; ligeledes i »Gutrun« Sigebant fra Irland til den norske Ute, Hetel fra Hegelingen til Hilde fra Irland og endelig Siegfried fra Morland, Hartmut fra Ormanien og Herwig fra Sjælland til Gutrun; og først her sker det, at denne frivilligt bestemaner sig for den sidste. I reglen udsøges den unge fyrstes brud af hans forældre, hvis disse endnu er i live, ellers af ham selv efter at have søgt råd hos de store vasaller, som i alle tilfælde har et stort ord at sige i sagen. Det kan heller ikke være anderledes. For ridderen og for baronen så vel som for selve landets fyrste er ægteskabet en politisk akt, en lejlighed til at forøge sin magt ved nye forbindelser; husets interesse, ikke den enkeltes ønske, er det afgørende. Hvorledes skal kærligheden da blive i stand til at sige det afgørende ord i ægteskabsspørgsmålet?

Det var ikke anderledes med lavsborgeren i middelalderens byer. Netop de privilegier, der beskyttede ham, de klausulbehæftede lavsregler, de kunstlede grænser, der ved lov skilte ham snart fra de andre lav, snart fra hans egne lavsfæller, og til den anden side fra hans svende og lærlinge, gjorde allerede den kreds snæver nok, inden for hvilken han kunne søge sig en passende ægtefælle. Og hvem der iblandt dem passede bedst til ham, det kunne under dette indviklede system absolut ikke afgøres af hans eget ønske, men kun af familiens tarv.

Således vedblev ægteskabsindgåelsen altså i de allerfleste tilfælde lige til middelalderens slutning at være, hvad den hele tiden havde været: en sag, som ikke blev afgjort af de pågældende selv. I begyndelsen kom man gift til verden - gift med en hel gruppe af det andet køn. I gruppeægteskabets senere former rådede sandsynligvis et lignende forhold, blot blev gruppen nu stadig mere indsnævret. I parringsægteskabet er det reglen, at mødrene træffer aftale om deres børns ægteskab; også her er det afgørende hensynet til nye slægtskabsforbindelser, som skal skaffe det unge par en stærkere stilling i gens og stamme. Da faderretten og monogamiet så blev dominerende, fordi privatejendommen fik overvægt over fællesejendommen og skabte interessen for at give ejendommen i arv, blev ægteskabsindgåelsen først rigtig afhængig af økonomiske hensyn. Formen for købsægteskabet forsvinder, men i realiteten gennemføres det i stadig stigende grad, så at ikke blot kvinden, men også manden får en pris - ikke efter sine personlige egenskaber, men efter hvad han ejer. At den gensidige tilbøjelighed hos de pågældende burde være den altovervejende grund til ægteskabets indgåelse, havde fra begyndelsen været noget uhørt i de herskende klassers praksis; sådan noget forekom højst i romantiken eller - hos de under­trykte klasser, som ikke talte med.

Det var den tilstand, som den kapitalistiske produktion forefandt, da den, efter de geografiske opdagelsers tid, forberedte sig på at overtage verdensherredømmet gennem verdenshandelen og industrien. Man kunne mene, at denne måde at indgå ægteskab på ville komme den udmærket tilpas, og sådan var det også. Og dog - verdenshistoriens ironi er uudgrundelig - dog var det den, som måtte skyde den afgørende breche i den. Idet den forvandlede alt til varer, opløste den alle traditionelle, overleverede forhold, og erstattede den nedarvede sædvane, den historiske ret, med køb og salg, med den »fri« overenskomst; som da den engelske jurist H. S. Maine troede at have gjort en enestående opdagelse, da han sagde, at vort eneste fremskridt i forhold til tidligere tidsaldre bestod i, at vi var kommet from status to contract , fra arveligt overleverede til frivilligt aftalte tilstande, hvilket ganske vist allerede står i »Det kommunistiske manifest«, så langt dette synspunkt er rigtigt.

Men til at afslutte en overenskomst hører der folk, som kan disponere frit over deres person, handlinger og ejendom, og som står på lige fod med hinanden. At skabe disse »fri« og »ligestillede« mennesker var netop en af den kapitalistiske produktions hovedopgaver. Selv om dette i begyndelsen endnu skete på en kun halvt bevidst, oven i købet religiøst maskeret måde, så stod dog lige fra den lutherske og kalvinistiske reformation den sætning fast, at mennesket kun da har det fulde ansvar for sine handlinger, når han udfører dem af fuldkommen fri vilje, og at det er en moralsk pligt at yde modstand mod enhver tvang til at handle mod moralen. Men hvorledes rimede dette med den hidtidige praksis ved indgåelsen af ægteskab? Ægteskabet var efter borgerlig opfattelse en kontrakt, en retshandling, og vigtigere end nogen anden, fordi den bestemte over to menneskers legemer og ånd for hele deres levetid. Den blev ganske vist indgået formelt frivilligt dengang; uden de pågældendes ja gik det ikke. Men man vidste kun altfor vel, hvorledes dette ja kom i stand, og hvem der i virkeligheden traf beslutning om ægteskabet. Men når der krævedes virkelig frihed ved ind­gåelsen af alle andre kontrakter, hvorfor så ikke ved denne? Havde de to unge mennesker, som skulle smedes sammen, ikke også ret til frit at disponere over sig selv, over deres legemer og disses organer? Var ikke kærligheden mellem kønnene kommen på mode under riddertiden, og var, i modsætning til riddernes ægteskabsbrud, ikke kærligheden mellem ægtefællerne dens rigtige borgerlige form? Når det derfor var ægtefællernes pligt at elske hinanden, var det så ikke i lige så høj grad de elskendes pligt at gifte sig med hinanden og ikke med nogen anden? Stod de elskendes ret ikke over forældres, slægtninges og andre traditionelle ægteskabsmægleres og gifteknives ret? Når retten til fri personlig afgørelse uantastet brød ind i kirke og religion, hvorfor skulle den da lade sig standse af den ældre generations utålelige krav på at råde over den yngre generations legeme, sjæl, formue, lykke og ulykke?

Disse spørgsmål måtte uundgåeligt stilles på en tid, hvor alle gamle samfundsbånd løsnedes og alle nedarvede forestillinger bragtes til at vakle. Verden var med eet slag blevet næsten ti gange så stor; i stedet for den ene ottendedel lå nu hele jordkloden foran vesteuropæerens øjne, og han skyndte sig at tage de andre syv ottendedele i besiddelse. Og ligesom de gamle snævre hjemstavnsskranker faldt også de tusindårige skranker, som middelalderens overleverede tænkemåde satte. Formenneskets ydre og indre øje åbnede der sig en langt langt videre horisont. Hvad betød nu ærbarhedens omdømme eller slægtens gamle ærværdige lavsprivilegium for den unge mand, når han lokkedes af Indiens rigdomme, af Mexikos og Potosis guld- og sølvminer? Det var borgerskabets vandrende ridders tid; den havde også sin romantik og sit elskovssværmeri, men på borgerlig basis og med formål, som i sidste instans var borgerlige.

Således gik det til, at det fremvoksende borgerskab, navnlig i de protestantiske lande, hvor det bestående var genstand for de stærkeste rystelser, mere og mere anerkendte den fri indgåelse af kontrakten også for ægteskabets vedkommende og gennemførte den på den overfor skildrede måde. Ægteskabet blev ved at være klasseægteskab, men inden for klasserne tilstod man de pågældende en vis frihed til at vælge. Og på papiret, i den moralske teori så vel som i den digteriske skildring står intet mere urokkelig fast, end at ethvert ægteskab, som ikke hviler på gensidig kærlighed og virkelig fri overenskomst mellem ægte­fællerne, er stridende mod moralen. Kort sagt, kærlighedsægteskabet var proklameret som en menneskeret og det ikke blot som droit de l'homme [22] , men undtagelsesvis også som droit de la femme [23] .

På eet punkt adskiller denne menneskeret sig dog fra alle andre såkaldte menneskerettigheder. Mens disse i praksis er begrænset til at gælde for den herskende klasse, bourgeoisiet, og direkte eller indirekte forkrøbles for proletariatet, får vi her igen et bevis på ironien i historien. Den herskende klasse vedbliver at stå under herredømme af de sædvanlige økonomiske indflydelser, og kan derfor kun i undtagelsestilfælde opvise virkelig frit indgåede ægteskaber, mens disse, som vi har set, er reglen hos den undertrykte klasse.

Den fuldkommen fri ægteskabsindgåelse kan altså først gennemføres, når den kapitalistiske produktion er afskaffet og de derved oprettede ejendomsforhold har fjernet alle de økonomiske bihensyn, som nu har så stor indflydelse ved valget af ægtefælle. Så bliver der overhovedet intet andet motiv tilbage end den gensidige tilbøjelighed.

Da kærligheden mellem mand og kvinde ifølge sin natur udelukker andre deltagere - omend dette nu til dags gennemgående kun giver sig til kende hos kvinden - så er det ægteskab, som bygges på denne kærlighed, efter sin natur enkeltægteskab. Vi har set, i hvor høj grad Bachofen havde ret, da han anså fremskridtet fra gruppeægteskab til enkeltægteskab for overvejende at være kvindernes værk. Kun overgangen fra parringsægteskabet til monogamiet kommer på mandens regning og den bestod, historisk set, væsentligt i en forringelse af kvindens stilling og en lettelse af mandens adgang til at være hende utro. Hvis nu de økonomiske hensyn falder bort, som har tvunget kvinderne til at finde sig i mændenes vanemæssige utroskab - bekymringen for deres egen eksistens og endnu mere for børnenes fremtid - så vil den dermed opnåede ligestilling for kvinden efter alle hidtidige erfaringer at dømme i langt højere målestok bevirke, at mændene virkelig bliver monogame, end at kvinderne bliver polyandriske [24] .

Hvad der imidlertid ganske afgjort vil falde bort, det er alle de særheder, som har kendetegnet monogamiet på grund af dets udspring af ejendomsforholdene, og som for det første er mandens overherredønme og for det andet ægteskabets uopløselighed. Mandens overherredømme i ægteskabet er en simpel følge af hans økonomiske over herredømme og vil falde bort af sig selv, når dette forsvinder. Ægteskabets uopløselighed er dels en følge af den økonomiske situation, hvorunder monogamiet opstod, og dels en overlevering fra den tid, hvor man endnu ikke rigtig forstod sammenhængen mellem denne økonomiske situation og monogamiet og gav det en streng religiøs betydning. Allerede i vor tid er den på tusinde måder blevet gennemhullet. Hvis kun det ægteskab er sædeligt, som er grundet på kærlighed, så er også kun det sædeligt, hvor kærligheden fortsat findes. Varigheden af den individuelle kærlighed mellem mand og kvinde er meget forskellig hos de forskellige individer, særlig hos mændene, og hvis tilbøjeligheden er positivt forbi eller fortrængt af en ny lidenskabelig kærlighed, så er skilsmissen for begge parter så vel som for samfundet en velgerning. Kun bør man skåne folk for at skulle vade gennem en skilsmisseproces' smuds.

Hvad vi altså i dag kan gætte os til angående ordningen af forholdet mellem kønnene, efter at de kapitalistiske produktionsforhold er fejet bort, er overvejende af negativ art og indskrænker sig til det, som falder bort. Men hvad vil der komme ud af det? Det vil vise sig, når en ny slægt er vokset frem: en slægt af mænd, som aldrig i deres liv har været i den situation at skulle købe sig en kvindes prisgivelse for penge eller andre sociale magtmidler, og af kvinder, som aldrig har været i den situation at skulle give sig hen til en mand af nogen som helst anden grund end virkelig kærlighed, eller at skulle nægte at give sig hen til den elskede mand af frygt for de økonomiske følger. Når en slægt af sådanne folk er vokset op, vil de bryde sig pokker om, hvad man i dag tror, at de skal gøre; de vil danne sig deres egen praksis og deres derefter afstemte offentlige mening om hver enkelts praksis - punktum.

Men lad os vende tilbage til Morgan, som vi har fjernet os temmelig meget fra. Den historiske undersøgelse af de samfundsforhold, som har udviklet sig i civilisationens periode, falder uden for hans bogs rammer. Monogamiets skæbne i dette tidsrum optager ham da også kun lidt. Også han ser i den monogame families videre udvikling et fremskridt, en tilnærmelse til den fuldstændige ligeberettigelse mellem kønnene, uden at han dog regner dette mål for nået. Men, siger han, »når den kendsgerning anerkendes, at familien har gennemgået fire former efter hverandre og nu befinder sig i den femte, så opstår det spørgsmål, om denne form kan være af varighed for fremtiden. Det eneste mulige svar er, at den må skride fremad på samme måde, som samfundet skrider fremad, forandre sig i samme målestok, som samfundet forandrer sig, ganske som før. Den er skabt af samfundssystemet og afspejler dettes udviklingstrin. Da den monogame familie har forbedret sig siden civilisationens begyndelse og meget betydeligt i den nyeste tid, så kan man i det mindste gå ud fra, at den er i stand til at opnå en yderligere fuldkommengørelse, lige til ligheden mellem de to køn er opnået. Hvis vi i en fjern fremtid den monogame familie skulle være ude af stand til al opfylde de krav, som samfundet stiller til den, så er det umuligt at forudsige, hvordan dens efterfølger vil være beskaffen.«


Noter

[1]: Hvor lidt Bachofen forstod, hvad det var, han havde opdaget eller snarere gættet, beviser han ved at betegne denne urtilstand som hetærisme. Hetærisme betegnede hos grækerne, da de indførte ordet, kønsligt samkvem mellem ugifte eller i enkeltægteskab levende mænd og ugifte kvinder og forudsætter stadig en bestemt form for ægteskab, udenfor hvilket dette samkvem finder sted, og indbefatter tanken om prostitutionen i hvert fald som en mulighed. Ordet er heller aldrig blevet brugt i nogen anden betydning, og således bruger jeg det i lighed med Morgan. Bachofens højst betydningsfulde opdagelser fortaber sig altid i mystik i en utrolig grad på grund af hans indbildning, at de historisk opståede forhold mellem mand og kvinde havde deres udspring i den tids religiøse forestillinger hos menneskene, ikke i deres virkelige livsforhold. (Note af Engels).

[2]: Ch. I. M. Letourneau: »Evolution du mariage et de la famille«, Paris 1888. - Red.

[3]: E. A. Westermarck:: »The history of Human Marriage«, London 1891. - Red.

[4]: A. V. Espinas:: »Les societës animales. Etude de psychologie comparée«, Paris 1877. - Red.

[5]: A. Girand-Teulon: »Origines de la famille«, Genéve 1884. - Red

[6]: H. H. Bancroft: »The Native Races of the Oacific States of North America«, New York 1875/1876. - Red

[7]: I et brev fra foråret 1882 udtaler Marx sig i de stærkeste udtryk om den totale forfalskning af oldtiden, der hersker i den Wagnerske Nibelungentekst: »Hørtes det nogensinde, at broderen omfavnede søsteren som brud?« Disse Wagners »gejlhedsguder«, som krydrer deres elskovshandler på helt moderne vis med en smule blodskam, svarer Marx: »I oldtiden var søsteren konen, og det var anstændigt.« - (Til fjerde taplag). En fransk ven og wagnerdyrker er ikke indforstået med denne note og bemærker, at Loke allerede i den ældre Edda, som Wagner bygger på, i Ægirs gilde bebrejder Freja: »For gudernes åsyn omfavner du din egen broder.« Ægteskabet mellem søskende har altså allerede dengang været bandlyst. Ægirs gilde er udtryk for en tid, hvor troen på de gamle myter var brudt fuldstændig sammen; den er en ren lukiansk spottevise om guderne. Når Loke som Mefisto deri gør Freja en sådan bebrejdelse, så taler det snarere imod Wagner. Loke siger også, nogle vers længere fremme, til Njord: »Med din søster har du avlet en sådan søn.« (vid systur thinni gaztu slikan mog). Njord er ganske vist ingen as, men hører til vanerne, og siger i Ynglingasaga, at i vanernes land var ægteskab mellem søskende skik og brug, hvad der ikke var tilfældet hos aserne. Dette var et tegn på, at vanerne var ældre guder end aserne. I hvert fald lever Njord blandt aserne som deres lige, og således er Ægirs gilde snarere et bevis for, at ægteskabet mellem søskende, i hvert fald blandt guder, endnu ikke vakte nogen afsky på den tid, da de norske gudesagn blev til. Vil man undskylde Wagner, så gjorde man måske bedre i i stedet for Eddaen at citere Goethe, som i balladen om guden og bajaderen gør en lignende fejl med hensyn til den religiøse prisgivelse af kvinderne og sammenligner den altfor meget med den moderne prostitution. (Note af Engels)

[8]: De spor af kønsomgang i flæng, hans såkaldte »sumpavling«, som Bachofen mener at have fundet, må, hvad der nu ikke mere kan være tvivl om, føres tilbage til gruppeægteskabet. »Når Bachofen finder disse punaluaægteskaber 'lovløse', så ville en mand fra hin periode opfatte de fleste moderne ægteskaber mellem nærmere og fjernere beslægtede søskendebørn på fædrene eller mødrene side som blodskam, nemlig som ægteskaber mellem blodbeslægtede søskende.« (Marx). (Note af Engels)

[9]: I. W. Kaye og I. F. Watson: »The People of India«, I-VI, London 1868/72. - Red.

[10]: Her og i det følgende er der tale om de store ægteskabsgrupper blandt de indfødte i Australien. – Red.

[11]: Saturnalier – oldromersk glædesfester for guden Saturn til ære for såningens afslutning. - Red.

[12]: J. J. Bachofen: »Das Mutterrecht«, Stuttgard 1861. - Red.

[13]: L. J. R. Agassiz »A Journey in Brazil“, Boston 1886. - Red.

[14]: jus primae noctis – retten til den første nat. – Red.

[15]: S. Sugenheim: »Gesichte der Aufhebung der Leibbeigenschaft und Hötigkeit in Europ bis an die Mittes des neuenzehnten Jahrhundrets, St. Petersboug 1861. - Red.

[16]: M. Kovalevsky: »Tanbleau des origones et de l´évolution de la famille et de la propriété«, Stockholm 1880. - Red.

[17]: A. Heuler: »Institutionen des deitschen Rechts«, I-II, Leipzig 1885/85. - Red.

[18]: »calpullis« - Aztekernes husfællesskab. – Red.

[19]: Spartiaterne – borgerklassen i det Sparta, den var i besiddelse af smatlige rettigheder, til forskel fra de retsløse heloter. – Red.

[20]: Der menes »Den tyske ideologi« (Marx-Engels Gesamt-Ausgave, Erste Abteilung, bd. V, Moskva 1933) – Red.

[21]: Hieroduler – slavinder, der tjente i templerne. – Red.

[22]: droit de l'homme - mandens ret (også menneskets ret). - Red

[23]: droit de la f emme - kvindens ret. - Red.

[24]: Polyandrisk (af græsk poly - mange, og andros - mand), d.v.s. hengiven til flermanderi. - Red.


Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere