Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, Marts 1850

Marx og Engels tilhørte i disse år Kommunisternes Forbund - den organisation som et par år tidligere havde udgivet Det kommunistiske Manifest. I teksten gør Marx og Engels kritisk status over de revolutionære begivenheder og kampe i 1848/1849, og her formuleres sætningen om den uafbrudte revolution.

Udgivet første gang: Ukendt. Offentligtgjort af F. Engels i et optryk af Marx' skrift Afsløringer vedrørende Kommunistprocessen i Köln", Zürich 1885".
Oversættelse:: Ukendt. Efter 1885-udgavens tekst.
På dansk:: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind I, side 101-111.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997-2002.


Centralledelsen til forbundet

Brødre! I de to revolutionsår 1848-49 har forbundet på dobbelt måde stået sin prøve; først derved, at dets medlemmer allevegne har grebet energisk ind i bevægelsen, at de i pressen, på barrikaderne og slagmarkerne har stået i den eneste ubetinget revolutionære klasses, proletariatets forreste rækker. Forbundet har endvidere stået sin prøve ved, at dets opfattelse af bevægelsen, der kom til orde i cirkulæret fra kongressen og centralledelsen af 1847 og i Det kommunistiske manifest, har vist sig at være den eneste rigtige, at de forventninger, der blev udtalt i disse dokumenter, er gået fuldstændig i opfyldelse, og at den opfattelse af nutidens samfundsforhold, som forbundet tidligere kun propagerede illegalt, nu er på alles læber og forkyndes offentligt på gader og stræder. På samme tid blev forbundets tidligere faste organisation løsnet i betydelig grad. En stor del af de medlemmer, der tog direkte del i den revolutionære bevægelse, troede, at de hemmelige selskabers tid var forbi, og at offentlig virksomhed alene var tilstrækkelig. De enkelte distrikter og afdelinger slappede deres forbindelser med centralledelsen og lod dem efterhånden helt dø hen. Mens altså det demokratiske parti, småborgerskabets parti, organiserede sig mere og mere i Tyskland, mistede arbejderpartiet sin eneste faste støtte. Når det kom højt, var det organiseret på enkelte steder med lokale formål og kom derved i den almindelige bevægelse fuldstændig under de småborgerlige demokraters herredømme og ledelse. Der måtte gøres ende på denne tilstand, arbejderne måtte have selvstændighed. Centralledelsen var klar over denne nødvendighed og sendte derfor allerede i vinteren 1848-49 en udsending, Joseph Moll, til Tyskland for at reorganisere forbundet. Molls rejse fik imidlertid ingen varig virkning, dels fordi de tyske arbejdere dengang endnu ikke havde gjort erfaringer nok, dels fordi oprøret i maj i fjor afbrød den. Moll greb selv geværet, trådte ind i den badisk-pfalziske armé og faldt den 19. juli i træfningen ved Murg-floden. Forbundet mistede i ham et af sine ældste, virksomste og pålideligste medlemmer, der havde været aktiv på alle kongresser og i alle centralledelser og allerede tidligere havde udført en række rejser for ledelsen med godt resultat. Efter de revolutionære partiers nederlag i Tyskland og Frankrig i juli 1849 er næsten alle centralledelsens medlemmer atter kommet sammen i London, har samlet nye revolutionære kræfter og er med fornyet iver gået i gang med forbundets reorganisation.

Reorganisationen kan kun finde sted ved hjælp af en udsending, og centralledelsen anser det for i høj grad vigtigt, at udsendingen netop afrejser i dette øjeblik, da en ny revolution er forestående, da arbejderpartiet altså må optræde så organiseret, så sammensvejset og så selvstændigt som muligt, hvis ikke det igen ligesom i 1848 skal lade sig udnytte af bourgeoisiet og følge i dets kølvand.

Brødre! Vi sagde allerede i 1848 til jer, at de tyske liberale bourgeois'er snart ville komme til magten og straks ville vende deres nyvundne magt mod arbejderne. I har set, hvorledes dette er gået i opfyldelse. Det var faktisk bourgeois'erne, der straks efter martsbevægelsen i 1848 satte sig i besiddelse af statsmagten og benyttede denne magt til øjeblikkelig at trænge arbejderne, deres forbundsfæller i kampen, tilbage til deres gamle undertrykte stilling. Selvom bourgeoisiet ikke kunne gennemføre dette uden at alliere sig med det feudale parti, der var blevet sat ud af spillet i marts, ja uden tilsidst atter at afstå magten til dette feudale absolutistiske parti, så har det alligevel sikret sig vilkår, der i det lange løb ville give det magten i hænde på grund af regeringens finansvanskeligheder og garantere alle dets interesser, hvis det var muligt, at den revolutionære bevægelse allerede nu gik over i en såkaldt fredelig udvikling. For at sikre sit herredømme ville bourgeoisiet ikke engang behøve at gøre sig forhadt ved voldsforanstaltninger mod folket, da alle disse voldshandlinger allerede er blevet gennemført af den feudale kontrarevolution. Udviklingen vil imidlertid ikke tage denne fredelige retning. Den revolution, der vil fremskynde den, er tværtimod nær forestående, hvad enten den fremkaldes af en selvstændig rejsning af det franske proletariat eller af Den hellige alliances invasion mod det revolutionære Babel. [1]

Og den rolle, som de tyske liberale bourgeois'er i 1848 spillede overfor folket, denne forræderiske rolle overtages i den forestående revolution af de demokratiske småborgere, som nu indtager den samme stilling i oppositionen som de liberale bourgeoiser før 1848. Dette parti, det demokratiske, der er langt farligere for arbejderne end det gamle liberale, består af tre elementer.

I. Af de mest fremskredne dele af bourgeoisiet, der har sat sig som mål straks og fuldstændigt at styrte feudalismen og enevælden. Denne fraktion repræsenteres af de tidligere kompromis-tilhængere i Berlin, af skattenægterne.

II. Af de demokratisk-konstitutionelle småborgere, hvis hovedformål under den hidtidige bevægelse har været oprettelsen af en mere eller mindre demokratisk forbundsstat. Deres repræsentanter, venstre fløj i Frankfurter-forsamlingen og senere i Stuttgarter-forsamlingen, og de selv i rigsforfatningskampagnen tilstræbte en sådan forbundsstat.

III. Af de republikanske småborgere, hvis ideal er en tysk forbundsrepublik efter schweizisk mønster, og som nu kalder sig røde og socialdemokrater, fordi de nærer det fromme ønske at afskaffe den store kapitals tryk på den lille, storborgernes tryk på småborgerne. Medlemmerne af de demokratiske kongresser og komitéer, lederne af de demokratiske foreninger, redaktørerne ved de demokratiske aviser var repræsentanter for denne fraktion.

Alle disse fraktioner kalder sig nu efter deres nederlag republikanere eller røde, akkurat ligesom de republikanske småborgere i Frankrig nu kalder sig socialister. Hvor de – i Württemberg, Bayern osv. – endnu har lejlighed til at forfølge deres formål ad konstitutionel vej, benytter de lejligheden til at bibeholde deres gamle fraser og til i praksis at vise, at de ikke har forandret sig spor. Det er forøvrigt en selvfølge, at dette partis navneforandring ikke forandrer det mindste i dets stilling til arbejderne, men kun beviser, at det nu må gøre front mod det med enevælden forenede bourgeoisi og støtte sig til proletariatet.

Det småborgerlige demokratiske parti i Tyskland er meget stort, det omfatter ikke blot det store flertal af byernes borgerlige indbyggere, de små industrielle forretningmænd og håndværksmestrene; til dets tilhængere hører bønderne og landproletariatet, sålænge dette endnu ikke har fundet en støtte i byernes selvstændige proletariat.

Det revolutionære arbejderpartis forhold til det småborgerlige demokrati er dette: det går sammen med småborgerne mod den fraktion, som det har til formål at styrte; det går imod dem på alle de punkter, hvor de vil sætte sig fast i egen interesse.

Langtfra at ville revolutionere hele samfundet for det revolutionære proletariat tilstræber de demokratiske småborgere en ændring af samfundstilstandene, hvorved det bestående samfund gøres så behageligt og bekvemt som muligt. De forlanger derfor frem for alt, at statsudgifterne skal formindskes, at bureaukratiet skal indskrænkes, og at hovedskatten skal lægges over på godsejere og storborgerne. De forlanger endvidere, at den store kapitals tryk på den lille kapital skal fjernes ved hjælp af offentlige kreditinstitutter og love mod åger, hvorved det bliver muligt for dem og bønderne at få lån hos staten på gunstige vilkår i stedet for hos kapitalisterne; endvidere, at der gennemføres borgerlige ejendomsforhold på landet ved fuldstændig afskaffelse af feudalismen. For at gennemføre alt dette behøver de en demokratisk – konstitutionel eller republikansk – statsforfatning, der giver dem og deres forbundsfæller, bønderne, flertallet, og en demokratisk kommunalforfatning, der giver dem den direkte kontrol med kommunernes ejendom og skaffer dem en række funktioner, som nu udøves af bureaukraterne.

Kapitalens herredømme og hurtige vækst skal endvidere modarbejdes dels ved at indskrænke arveretten og dels ved at overføre så mange arbejder som muligt til staten. Hvad arbejderne angår, står det fremfor alt fast, at de skal vedblive at være lønarbejdere som hidtil, blot ønsker de demokratiske småborgere, at arbejderne skal have bedre løn og en sikker eksistens og håber at opnå dette ved, at de delvis beskæftiges af staten samt ved velgørenhedsforanstaltninger, kort sagt, de håber at kunne bestikke arbejderne med mere eller mindre skjulte almisser og bryde deres revolutionære kraft ved at gøre deres stilling momentant tålelig. Det småborgerlige demokratis krav, som vi har sammenfattet her, støttes ikke af alle dets fraktioner på een gang, og samtlige disse krav står for de færreste af dem som et bestemt mål. Jo længere enkelte folk eller fraktioner af dem går, desto flere vil de godkende af disse krav, og de få, der ser deres eget program i ovenstående, ville tro, at de dermed også har opstillet det alleryderste, man kan forlange af revolutionen. Disse krav kan imidlertid på ingen måde tilfredsstille proletariatets parti. Mens de demokratiske småborgere vil bringe revolutionen til afslutning så hurtigt som muligt og højest vil gennemføre ovenstående krav, er det vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen uafbrudt, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er fortrængt fra herredømmet, statsmagten erobret af proletariatet, og proletarernes sammenslutning ikke blot i et enkelt land, men i alle herskende lande på jorden er så langt fremskreden, at konkurrencen mellem proletarerne i disse lande er ophørt, og i det mindste de afgørende produktivkræfter er koncentreret i proletarernes hænder. Det kan for os ikke dreje sig om en forandring af privatejendommen, men kun om dens tilintetgørelse, ikke om en tilsløring af klassemodsætningerne, men om klassernes ophævelse, ikke om en forbedring af det bestående samfund, men om grundlæggelse af et nyt. Der er ikke nogen tvivl om, at det småborgerlige demokrati under revolutionens videre udvikling et øjeblik vil få den overvejende indflydelse i Tyskland. Spørgsmålet er altså, hvorledes proletariatets og specielt forbundets stilling til det bliver:

1.              Sålænge de nuværende forhold varer ved, hvor de småborgerlige demokrater ligeledes er undertrykt?

2.             I den næste revolutionære kamp, der vil give dem overvægten?

3.             Efter denne kamp, når de har overvægten over de styrtede klasser og proletariatet?

1. For øjeblikket, da de demokratiske småborgere allevegne er undertrykt, forkynder de i almindelighed enighed og forsoning med proletariatet, de rækker det hånden og bestræber sig for at danne et stort oppositionsparti, der omfatter alle afskygninger indenfor det demokratiske parti, dvs. de bestræber sig for at drage arbejderne ind i en partiorganisation, i hvilken de almindelige socialdemokratiske fraser er fremherskende, bag hvilke deres særlige interesser skjuler sig, og i hvilken proletariatets konkrete krav for den kære freds skyld ikke må fremføres. Et sådant forbund ville alene falde ud til fordel for dem og kun være til skade for proletariatet. Proletariatet ville miste hele sin selvstændige, møjsommeligt tilkæmpede stilling og atter synke ned til at være et vedhæng til det officielle borgerlige demokrati. Dette forbund må altså ubetinget afvises. I stedet for endnu en gang at nedværdige sig til at tjene som applauderende kor for de borgerlige demokrater, må arbejderne, og fremfor alt forbundet, arbejde hen på at danne en selvstændig hemmelig og offentlig organisation af arbejderpartiet ved siden af de officielle demokrater og gøre hver afdeling til midtpunkt og kærne i arbejderforeninger, i hvilke proletariatets stilling og interesser diskuteres uafhængigt af borgerlig indflydelse. Hvor lidt de borgerlige demokrater mener det alvorligt med en alliance, i hvilken proletariatet står ved deres side med samme magt og samme rettigheder, viser f.eks. demokraterne i Breslau, som i deres organ, "Neue Oder-Zeitung [2] ", iværksætter en rasende forfølgelse af de selvstændigt organiserede arbejdere, som de titulerer socialister. I tilfælde af en kamp mod en fælles modstander behøver man intet særligt forbund. Såsnart en sådan modstander direkte skal bekæmpes, falder begge partiers interesser sammen i øjeblikket, og ligesom hidtil vil denne forbindelse, der kun er beregnet på at gælde i øjeblikket, også opstå af sig selv i fremtiden. Det er en selvfølge, at i de blodige konflikter, der forestår, vil det ligesom i alle tidligere hovedsageligt være arbejderne, der ved deres mod, deres uforfærdethed og opofrelse kommer til at kæmpe, indtil sejren er vundet. Ligesom hidtil vil småborgernes masse også i denne kamp sålænge som muligt forholde sig tøvende, ubeslutsom og uvirksom for dernæst at lægge beslag på sejren, såsnart den er vundet, opfordre arbejderne til ro og til at vende tilbage til deres arbejde, forhindre såkaldte udskejelser og lukke proletariatet ude fra sejrens frugter. Det ligger ikke i arbejdernes magt at forhindre de småborgerlige demokrater i dette, men det ligger i deres magt at gøre det vanskeligt for dem at komme til vejrs lige overfor det væbnede proletariat og at diktere dem sådanne betingelser, at de borgerlige demokraters herredømme fra første færd vil bære spiren til undergang i sig og vil gøre det betydeligt lettere for proletariatet senere at fortrænge dem fra magten. Fremfor alt må arbejderne under konflikten og umiddelbart efter kampen i så høj grad som muligt sætte sig imod de borgerlige afdæmpningsforsøg og tvinge demokraterne til at virkeliggøre deres nuværende terroristiske fraser. De må arbejde for, at den umiddelbare revolutionære ophidselse ikke igen undertrykkes straks efter sejren. De må tværtimod holde den i live sålænge som muligt. Langtfra at træde op imod de såkaldte udskejelser, folkets hævn over for forhadte individer eller offentlige bygninger, som der kun knytter sig bitre minder til, må man ikke blot tolerere disse tilfælde, men selv tage ledelsen af dem i sin hånd. Under kampen og efter kampen må arbejderne ved enhver lejlighed opstille deres egne krav ved siden af de borgerlige demokraters krav. De må forlange garantier for arbejderne, såsnart de demokratiske borgere står i begreb med at overtage regeringen. De må om fornødent tiltvinge sig disse garantier og overhovedet sørge for, at de nye regenter forpligter sig til alle mulige indrømmelser og løfter – det sikreste middel til at kompromittere dem. De må overhovedet i så høj grad som muligt holde sejrsrusen og begejstringen over den nye tilstand, som indtræder efter enhver sejrrig gadekamp, tilbage ved en rolig og koldblodig opfattelse af forholdene og ved en utilsløret mistillid til den nye regering. De må ved siden af de nye officielle regeringer samtidig indsætte deres egne revolutionære arbejderregeringer, det være sig i form af kommuneråd eller arbejderklubber eller arbejderkomitéer, så at de borgerlige demokratiske regeringer ikke alene straks mister arbejdernes støtte, men straks fra første færd ser sig overvåget og truet af myndigheder, bag hvilke hele arbejdernes masse står. Kort sagt: fra sejrens første øjeblik må mistilliden ikke mere rette sig mod det besejrede reaktionære parti, men mod de hidtidige forbundsfæller, mod det parti, der vil udnytte den fælles sejr for sig alene.

2. Men for at kunne træde energisk og truende op mod dette parti, hvis forræderi mod arbejderne vil begynde med sejrens første time, må arbejderne være bevæbnede og organiserede. Hele proletariatets bevæbning med geværer, rifler, kanoner og ammunition må straks sættes igennem, og man må sætte sig imod, at den gamle borgervæbning, der var rettet mod arbejderne, påny kaldes til live. Hvor dette sidste imidlertid ikke kan sættes igennem, må arbejderne søge at organisere sig som selvstændig proletarisk garde med selvvalgte chefer og egen selvvalgt generalstab og ikke træde under statsmagtens kommando, men under de revolutionære kommuneråd, som arbejderne må sætte igennem. Hvor arbejdere er beskæftiget for statens regning, må de sætte igennem, at de bevæbnes og organiseres som særligt korps med selvvalgte chefer eller som en del af den proletariske garde. Våben og ammunition må man ikke under noget påskud give fra sig, hvert forsøg på afvæbning må man om nødvendigt vise tilbage med magt. Tilintetgørelse af de borgerlige demokraters indflydelse på arbejderne, øjeblikkelig, selvstændig og væbnet organisation af arbejderne og vedtagelse af betingelser, der er så tunge og kompromitterende som muligt for det borgerlige demokratis i øjeblikket uundgåelige herredømme, det er de hovedpunkter, som proletariatet og følgelig forbundet må holde sig for øje under og efter den forestående opstand.

3. Såsnart de nye regeringer nogenlunde har fæstnet sig, vil deres kamp mod arbejderne straks begynde. For her med magt at kunne træde op mod de demokratiske småborgere er det fremfor alt nødvendigt, at arbejderne er selvstændig organiseret og centraliseret i klubber. Såsnart det på nogen måde er muligt, vil centralledelsen efter de bestående regeringers fald begive sig til Tyskland, straks indkalde en kongres og stille denne de nødvendige forslag om at centralisere arbejderklubberne under en ledelse, der skal have sit sæde i bevægelsens centrum. Hurtig organisering af en sammenslutning af arbejderklubberne i hvert fald efter provinser er et af de vigtigste punkter for at styrke og udvikle arbejderpartiet; den næste følge af de bestående regeringers fald vil være valg af en nationalforsamling. Her må proletariatet sørge for:

I. At ikke et antal arbejdere under noget påskud lukkes ude ved chikane fra de lokale myndigheders eller regeringskommissærernes side.

II. At der overalt ved siden af de borgerlige demokratiske kandidater opstilles arbejderkandidater, der såvidt muligt må være forbundsmedlemmer, og for hvis valg der må gøres propaganda med alle mulige midler. Selv dér, hvor der slet ikke er udsigt til at få dem valgt, må arbejderne opstille egne kandidater for at bevare deres selvstændighed, tælle deres kræfter og bringe deres revolutionære stilling og partiets standpunkt frem for offentligheden. De må herved ikke lade sig bestikke af demokraternes talemåder, som f.eks. at man derved splitter det demokratiske parti og giver reaktionen mulighed for at sejre. Alle disse fraser betyder, når det kommer til stykket, ikke andet, end at proletariatet skal snydes. De fremskridt, som det proletariske parti vil gøre ved en sådan selvstændig optræden, er langt vigtigere end den skade, som nogle reaktionæres tilstedeværelse i rigsdagen kan volde. Hvis demokratiet fra første færd træder energisk og terroristisk op mod reaktionen, så er dennes indflydelse ved valgene allerede på forhånd tilintetgjort.

Det første punkt, hvor de borgerlige demokrater kommer i konflikt med arbejderne, vil være feudalismens ophævelse; ligesom i den første franske revolution vil småborgerne give bønderne adelens jord som fri ejendom, dvs. lade landproletariatet bestå og danne en småborgerlig bondeklasse, der gennemgår det samme kredsløb af forarmelse og forgældethed, som den franske bonde endnu er midt i.

Arbejderne må træde op mod denne plan i landproletariatets og i deres egen interesse. De må forlange, at adelens konfiskerede jord bliver statseje og forvandles til arbejderkolonier, som det samvirkende landproletariat dyrker med alle det store landbrugs fordele. Herved får fællesejets princip samtidig et fast grundlag midt i de ustabile borgerlige ejendomsforhold. Ligesom demokraterne slutter sig sammen med bønderne, må arbejderne forene sig med landproletariatet. Endvidere vil demokraterne enten direkte arbejde henimod en forbundsrepublik, eller de vil i det mindste, hvis de ikke kan undgå den ene og udelelige republik, søge at lamme centralregeringen ved at give kommunerne [3] og provinserne den størst mulige selvstændighed og uafhængighed. Overfor denne plan må arbejderne ikke blot arbejde henimod den ene og udelelige tyske republik, men også virke for, at magten inden for denne i så høj grad som muligt centraliseres i statsmagtens hånd. De må ikke lade sig forvirre af den demokratiske snak om kommunernes frihed, selvstyre osv. I et land som Tyskland, hvor der endnu er så mange rester af middelalderen, der skal fjernes, hvor der er så megen lokal og provinsiel egensindighed, der skal brydes, må man under ingen omstændigheder tåle, at hver landsby, hver købstad, hver provins lægger en ny hindring i vejen for den revolutionære virksomhed, der i hele sin kraft kun kan udgå fra centrum. – Man må ikke tåle, at den nuværende tilstand gentager sig, hvor tyskerne må kæmpe for et og det samme fremskridt i hver by og i hver provins for sig. Allermindst må man finde sig i, at den form for ejendom, der ligger forud for den moderne privatejendom, og som overalt nødvendigvis går over i denne: kommunens ejendom og de deraf følgende stridigheder mellem fattige og rige kommuner samt den kommunale indfødsret (der bestod ved siden af statens indfødsret), med sine chikaner mod arbejderne, at dette foreviges af en såkaldt fri kommunalforfatning. Ligesom i Frankrig i 1793 er gennemførelsen af den strengeste centralisation i dag det virkeligt revolutionære partis opgave i Tyskland [4] .

Vi har set, hvorledes demokraterne vil komme til magten ved den næste bevægelse, og hvorledes de vil blive nødt til at foreslå mere eller mindre socialistiske forholdsregler. Man vil spørge, hvilke forholdsregler arbejderne skal foreslå overfor disse? Arbejderne kan naturligvis i begyndelsen af bevægelsen ikke foreslå direkte kommunistiske foranstaltninger. De kan imidlertid:

1. Tvinge demokraterne til at gribe ind i den hidtidige samfundsordning på så mange punkter som muligt, forstyrre dens regelmæssige gang og kompromittere sig selv samt koncentrere så mange produktionskræfter, transportmidler, fabriker, jernbaner osv. som muligt i statens hånd.

2. De må sætte demokraternes forslag – thi demokraterne vil sikkert ikke optræde revolutionært, men kun reformerende – på spidsen og forvandle dem til direkte angreb på privatejendommen. Hvis småborgerne f.eks. foreslår at købe jernbanerne og fabrikkerne, så må arbejderne kræve, at disse jernbaner og fabrikker simpelthen og uden erstatning konfiskeres af staten som ejendom, der har tilhørt reaktionære. Hvis demokraterne foreslår proportionelle skatter, kræver arbejderne progressive; hvis demokraterne selv foreslår en moderat progressiv skat, kræver arbejderne en skat, hvis satser stiger så hurtigt, at storkapitalen går til grunde ved det; hvis demokraterne kræver regulering af statsgælden, kræver arbejderne statsbankerot. Arbejdernes krav må således overalt rette sig efter demokraternes indrømmelser og foranstaltninger.

Hvis de tyske arbejdere ikke kan komme til magten og gennemføre deres klasseinteresser uden at gennemgå en længere revolutionær udvikling til bunds, så har de denne gang i hvert fald vished for, at første akt af dette forestående revolutionære drama falder sammen med deres egen klasses direkte sejr i Frankrig og i høj grad fremskyndes af denne.

Men de må selv bidrage det meste til deres endelige sejr ved at nå til klarhed over deres klasseinteresser, ved så snart som muligt at indtage deres selvstændige partistilling og ved ikke et øjeblik at lade sig forvirre af de demokratiske småborgeres hykleriske fraser med hensyn til proletarpartiets uafhængige organisation. Deres kampråb må være: uafbrudt revolution.

London, i marts 1850.


Noter

[1]: Med "det revolutionære Babel" menes Paris, som, siden den franske borgerlige revolution i slutningen af det 18. århundrede, ansås for arnestedet for revolution. – Red.

[2]: Neue Oder-Zeitung, et dagblad, som udkom 1849-55 i Breslau. – Red.

[3]: Udtrykket "kommune" omfatter her såvel by- som landkommuner. – Red.

[4]: I vore dage må man huske på, at dette sted hviler på en misforståelse. Takket være de bonapartistiske og liberale historieforfalskere anså man det dengang for afgjort, at den franske centraliserede administrationsmaskine var blevet indført af den store revolution og navnlig af konventet var blevet anvendt som et uundgåeligt og afgørende våben til at besejre den royalistiske og føderalistiske reaktion og den ydre fjende. Det er imidlertid nu et kendt faktum, at under hele revolutionen indtil den 18. brumaire bestod hele administrationen for departementerne, arrondissementerne og kommunerne af myndigheder, der var valgt af befolkningen selv. Indenfor de almindelige statslove bevægede disse myndigheder sig med fuldkommen frihed. Endvidere er det bekendt, at dette provinsielle og lokale selvstyre, der lignede det amerikanske, netop blev den allerstærkeste drivkraft for revolutionen og det i den grad, at Napoleon umiddelbart efter sit statskup den 18. brumaire skyndte sig at erstatte dem med det endnu bestående præfektstyre, der altså lige fra begyndelsen var et rent reaktionsredskab. Men ligeså lidt som lokalt og provinsielt selvstyre står i modstrid til den politiske, nationale centralisation, ligeså lidt er det nødvendigvis forbundet med den bornerte kantonale eller kommunale separatisme, som vi møder i en så modbydelig form i Schweiz, og som alle sydtyske forbundsrepublikanere i 1849 ville gøre til reglen i Tyskland. (Note af Engels til udgaven af 1885).


Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, Marts 1850

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere