Det britiske herredømme i Indien

Beskrivelse kommer senere

Udgivet første gang: I »The New York Daily Tribune« den 25. juni 1853.
Oversættelse:: Ukendt. Gengivet efer bladets tekst.
På dansk:: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, bind I, side 337-343.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, december 2004.


Det britiske herredømme i Indien

London, fredag den 10. juni 1853.

Hindustan er et Italien i asiatisk målestok, med Himalaya i stedet for Alperne, den bengalske slette i stedet for den lombardiske slette, Deccan i stedet for Appenninerne og Ceylon i stedet for Sicilien. Den samme rige mangfoldighed af jordens frugter og den samme sønderrevne politiske form. Ligesom Italien fra tid til anden blev presset sam­men til forskellige nationale masser af erobrerens sværd, således finder vi på akkurat samme måde, at Hindustan, for så vidt det ikke stod under muhamedanernes, mogulernes eller briternes tryk, var delt mellem ligeså mange af hinanden uafhængige og med hinanden kæmpende stater, som det havde byer eller endog landsbyer. Og alligevel, set fra et socialt synspunkt, er Hindustan ikke Østens Italien, mens Østens Irland. Og denne sælsomme forbindelse af Italien og Irland, af en ver­den af vellyst og en verden af lidelse, er foregrebet i den hindustanske religions gamle traditioner. Denne religion er på samme tid sensuali­stisk tøjlesløshed og selvplagende askese; Lingams [1] og Juggernauts [2] religion; munkens og bajaderens religion.

Jeg deler ikke de folks opfattelse, der tror, at Hindustan har haft en guldalder, uden at jeg imidlertid, som sir Charles Wood, påberåber mig Khuli-Khans autoritet for at få min opfattelse bekræftet. Men lad os engang tænke på f.eks. Aurung-Zebes tid eller på den periode, da mogulen viste sig mod nord og portugiserne mod syd; eller på den tid, da muhamedanerne trængte ind, og vi havde heptarkiet [3] i Sydindien; eller hvis man vil gå endnu længere tilbage, til oldtiden, til selve brah­manernes mytologiske kronologi, der henlægger begyndelsen af Indiens ulykke til en periode, der ligger endnu længere tilbage end den, til hvilken de kristne henlægger verdens skabelse.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at den elendighed, som briterne har bragt over Hindustan, er væsentlig forskellig og af langt dybere virkning end alt, hvad Hindustan nogensinde tidligere har lidt. Jeg tænker derved ikke på den europæiske despotisme, som British East India Company [4] har føjet til den asiatiske despotisme, en parring mere fantastisk end noget af de uhyrer, der forfærder os i Salsette templet [5] . Dette er ikke nogen ejendommelighed for det britiske koloniherredømme, men kun en efterligning af det hollandske, og det i en sådan grad, at det er nok ordret at gentage, hvad sir Stamford Raffies, den engelske guvernør på Java, sagde om det gamle hollandsk-ostindiske kompagni, hvis man vil karakterisere British East India Company's færd:

»Det hollandske kompagni blev udelukkende drevet af profitbegær og behandlede sine undersåtter mere ligegyldigt og med mindre hensyn, end en vestindisk plantageejer i gamle dage behandlede slaverne på sin plantage, fordi plantageejeren havde betalt penge for de menne­sker, der var i hans besiddelse, mens de andre ikke har betalt noget, - dette hollandske kompagni benyttede hele det despotiske apparat, der fandtes, til at pine den sidste hvid ud af befolkningen til skatter og det mest mulige i arbejde og forværrede derved de' dårlige sider ved en vilkårlig og halvbarbarisk regering, idet det anvendte disse dår­lige sider med en politikers hele prøvede udspekulerthed og en han­delsmands hele monopoliserende selviskhed.«

Hvor besynderligt indviklede, pludselige og ødelæggende alle bor­gerkrige, invasioner, revolutioner, erobringer og hungerår end kan se ud i Hindustan, så berørte de alligevel kun overfladen. England har revet hele det indiske samfunds skelet ned, uden at der endnu den dag i dag har vist sig noget tegn på en nyopbygning. Dette tab af sin gamle verden uden erhvervelse af en ny giver hinduens nuværende elendighed en særlig melankoli og afskærer det britisk beherskede Hindustan fra alle sine gamle overleveringer og fra hele sin fortids historie.

I almindelighed fandtes der fra ældgammel tid kun tre forvaltningsgrene i Asien: for finanserne eller for den indenrigske udplyndring, for krig eller for den udenrigske udplyndring og endelig for offentlige arbejder. Klimaet og jordens beskaffenhed, navnlig i de vældige ørkenområder, der strækker sig fra Sahara gennem Arabien, Persien, Indien og Tatariet til Asiens højestbeliggende højsletter, har gjort den kunstige vanding ved hjælp af kanaler og overrislingsanlæg til grundlaget for Orientens landbrug. Ligesom i Ægypten og Indien anvendes over­svømmelserne også i Mesopotamien, Persien osv. til jordens frugtbargørelse, høj vandstand udnyttes til at forsyne vandingskanalerne. Denne ubetingede nødvendighed af at udnytte vandet økonomisk og kollektivt, som i Vesten, f.eks. i Flandern og Italien, fik private brug til at slutte sig frivilligt sammen, nødvendiggjorde i Østen, hvor civi­lisationen var for lav og den territoriale udstrækning for stor til at kalde en frivillig sammenslutning til live, den centraliserede regerings-magts indblanding. Dette førte til, at enhver asiatisk regering fik en økonomisk funktion: udførelsen af offentlige arbejder. Denne kunstige frugtbargørelse af jorden, som er afhængig af centralregeringen, og som øjeblikkelig forsvinder, når vandingen og dræningen forsøm­mes, er forklaringen på det faktum, der ellers ser besynderligt ud, at vi i dag finder hele landskaber, der ligger ufrugtbare og øde hen, mens de i tidligere tider var fortrinligt dyrkede, f.eks. Palmyra, Petra, ruinerne i Yemen og store provinser i Ægypten, Persien og Hindustan; det forklarer også, at en eneste hærgende krig kunne føre til, at et land blev affolket for århundreder og berøvet hele sin civilisation.

Briterne overtog i Ostindien fra deres forgængere forvaltningen af finanser og krig, mens de fuldstændig forsømte forvaltningen af offentlige arbejder. Dette er årsagen til, at det indiske landbrug forfaldt, thi det kan ikke drives efter det britiske princip: fri konkurrence, laissez-fadre og laissez-aller. [6] Vi er imidlertid i de asiatiske riger absolut vant til at se, at landbruget forfalder under den ene og blomstrer op igen under en anden regering. Her svarer høsten i ligeså høj grad til en god eller dårlig regering, som den i Europa skifter med gode eller dårlige år. Følgelig kan man ikke anse undertrykkelsen og for­sømmelsen af landbruget - hvor galt dette end i sig selv kan være - for de sidste årsager til det sammenbrud af det indiske samfund, som den britiske erobrer har fremkaldt, hvis ikke de var ledsaget af om­stændigheder af ganske anden betydning, et nyt fænomen i hele den asiatiske verdens annaler. Hvor omskiftelig det politiske billede af In­diens fortid end kan se ud, har dets samfundsordning været uforandret fra de ældste tider til det 19. århundredes første årti. Håndvæven og spinderokken med de millioner af spindere og vævere, som de stadig på ny frembragte, var grundlaget for dette samfunds struktur. I umin­delige tider havde Europa fået de vidunderlige produkter af indisk vævearbejde, som det betalte med sine ædle metaller, hvorved det leverede materiale til guldsmeden, denne uundværlige bestanddel af det indiske samfund, hvis kærlighed til smykker er så stor, at selv inderne af den laveste klasse, der næsten går nøgne, i almindelighed går med et par ørenringe af guld eller et eller andet guldsmykke om halsen. Også ringe på fingrene og tæerne var almindelige. Kvinder og børn gik hyppigt med massive arm- og fodringe af guld og sølv; inde i huset så man statuetter af guderne af guld og sølv. Det var den britiske erobrer, der slog den indiske håndvæv og spinderokken i stykker. England begyndte med at fortrænge de indiske bomuldsvarer fra det euro­pæiske marked; derpå bragte det garn til Hindustan og oversvømmede endelig bomuldens egentlige moderland med bomuldstøj. Fra 1818 til 1836 voksede eksporten af garn fra Storbritannien til Indien i forhol­det 1:5200. I 1824 var musselineksporten til Indien knap 1 million yards, medens den i 1837 var over 64 millioner yards. Samtidig gik Daccas indbyggerantal tilbage fra 150.000 indbyggere til 20.000. Dette forfald i indiske byer, der er berømte for deres stoffer, var imidlertid langtfra den værste følge. Britisk damp og britisk videnskab rev i hele Hindustan foreningen af landbrug og håndværk op med rode.

Disse to omstændigheder - på den ene side den kendsgerning, at inderne ligesom alle orientalske folk overlod det til centralregeringen at sørge for de store offentlige arbejder - grundlaget for deres landbrug og handel -, mens de på den anden side levede spredt udover hele landet og var sammenfattet i små centrer, fordi landbrug og håndværk var forenede i samme hus - disse to omstændigheder havde fra de ældste tider skabt et særpræget socialt system -, det såkaldte landsbysystem, der gav hver af disse små enheder en selvstændig organisa­tion og et særpræget liv. Om dette systems særlige karakter kan man danne sig en mening på grundlag af følgende skildring, der er taget fra en gammel officiel beretning fra det britiske underhus om forhol­dene i Indien:

»En landsby er geografisk set et område, der omfatter nogle hundrede eller tusind acres dyrket jord og ødemarker; i politisk henseende ligner den et samvirke eller byfællesskab. Dens egen stab af embedsmænd og funktionærer er sammensat på følgende måde: potail'en eller hovedindbyggeren, der i almindelighed har overtilsynet med landsbyens sager, mægler i stridigheder mellem indbyggerne, har opsynet med polititjenesten og opkræver skatterne i sin landsby, et hverv, som hans personlige indflydelse og nøje fortrolighed med befolkningens stilling og anliggender gør ham bedst egnet til. Kurnum’en fører bog over agerdyrkningen og registrerer alt, hvad der hænger sammen hermed. Dernæst er der tallier'en og toti'en; den førstes opgave består i at skaffe sig oplysninger om forbrydelser og forseelser og i at ledsage og beskytte personer, der rejser fra den ene landsby til den anden, mens den sidstnævntes opgaver synes at være indskrænket mere direkte til landsbyen og blandt andet består i at bevogte høsten og i at hjælpe med til at vurdere den. Grænsemanden holder landsbyens grænser i orden eller aflægger vidnesbyrd i tilfælde af, at der opstår strid om dem. Opsynsmanden over vandbeholdere og vandløb fordeler vandet til landbruget. Brahmanen sørger for landsbyens gudstjeneste. Skolemesteren lærer landsbyens børn at skrive og læse i sandet. Kalenderbrahmanen eller astrologen osv. ... Disse embedsmænd og tjenestemænd udgør i almindelighed en landsbys forvaltning, som imidlertid er mindre omfattende i nogle dele af landet, da nogle af de skildrede funktioner der forenes i een person. I andre er der flere, end der er nævnt ovenfor. Under denne simple form for kommunestyre levede landets indbyggere i umindelige tider. Landsbyernes grænser blev kun sjældent forandrede; og selvom landsbyerne blev medtaget af krig, sult eller sygdom eller endog blev hærget og plyndret, så blev navnene, grænserne, interesserne, ja selv familierne århundreder igennem ved med at være de samme. Indbyggerne bekymrede sig hverken om, at kongeriger brød sammen eller blev delt; sålænge deres landsby ikke berøres af det, er det dem ligegyldigt, hvem der får magten over den, eller hvilken hersker den skal adlyde; landsbyens indre økonomiske liv berøres ikke af det. Potail'en er nu som før den første indbygger og udøver sit embede som landsbydommer eller landsbyældste og som landsbyens skatteopkræver.«

Disse små, stereotype former for den sociale organisme blev for stør­stedelen opløst og er ved at forsvinde, ikke så meget som følge af den britiske skatteopkrævers og de britiske soldaters brutale indgriben som på grund af den engelske dampmaskines og den engelske frihandels indflydelse. De omtalte familiesamfund byggede på hjemmeindustrien, på den specielle forening af håndvæveri, håndspinderi og hånddrevet landbrug, der gjorde dem selvforsynende. Den engelske indgriben, der anbragte spinderen i Lancashire og væveren i Bengalen eller fejede både hinduspinderen og hinduvæveren væk, opløste disse små halvbarbariske, halvciviliserede samfund ved at sprænge det økonomiske grundlag for dem og fuldbyrdede således den største og i virkeligheden eneste sociale revolution, man har set i Asien.

Hvor nedslående det nu end kan være for menneskets følelser at se på, hvorledes disse utallige flittige, patriarkalske og fredelige sociale samfund opløses i deres bestanddele og kastes ud i et hav af lidelser, mens deres enkelte medlemmer med deres gamle civilisationsform samtidig berøves deres nedarvede eksistensmuligheder, så må vi allige­vel ikke glemme, at disse idylliske landsbykommuner, hvor harmløse de end ser ud, fra gammel tid har dannet det faste grundlag for den orientalske despotisme, at de indskrænkede menneskeåndens horisont det mest mulige, idet de gjorde den til et modstandsløst redskab for overtroen, til en slave af traditionelle vaner og berøvede den al storhed og historisk energi. Vi må ikke glemme den barbariske egoisme, der hang fast ved en ussel stump jord og roligt så på, hvorledes hele riger gik under, hvorledes der blev udøvet usigelige grusomheder, og hvorledes befolkningen i store byer blev nedslagtet, ude af stand til at se andet i det end et naturfænomen samtidig med, at den selv var et hjælpeløst bytte for enhver angriber, der behagede at kaste et blik på den. Vi må ikke glemme, at denne uværdige, ubevægelige og vegete­rende tilværelse, at denne passive eksistens på den anden side som reaktion kaldte vilde, planløse, ubundne, ødelæggende kræfter til live, som i Hindustan endog gjorde mord til en religiøs ritus. Vi må ikke glemme, at kasteadskillelse og slaveri tærede på disse små samfund, at de nedværdigede mennesket til at være et objekt for ydre omstændig­heder i stedet for at løfte ham op til at være hersker over forholdene, at de forvandlede en selvudviklende social tilstand til en uforanderlig naturskæbne og derved endte ved den rå tilbedelse af naturen, der åbenbarer sin fornedrelse i den kendsgerning, at mennesket, naturens behersker, andægtigt faldt på knæ for Hanumem, aben, og Sabbala, koen.

Det er sandt nok, at England blev drevet af de laveste interesser, da det forårsagede en social revolution i Hindustan, og satte sine interes­ser igennem på den mest stupide måde. Men det er ikke det, det drejer sig om. Spørgsmålet er: kan menneskehedens bestemmelse ske fyldest uden en fundamental revolution i Asiens sociale tilstand? Hvis ikke, så var England, hvilke forbrydelser det end har begået, alligevel histo­riens ubevidste redskab ved hidførelsen af denne revolution.

Hvor rystende end billedet af en gammel verdens sammenbrud kan være for vore personlige følelser, giver historien os i så tilfælde allige­vel ret til at udbryde med Goethe:

»Skulle sligt en hindring været for det søde tidsfordriv?

Har ej Timurs magt fortæret myriader sjæles liv? [7]


Noter

[1]: Lingam religionen: dyrkelsen af guddommen Siva; særlig udbredt blandt den sydindiske sekt Lingayat. - Red.

[2]: Juggernaut: en af afbildningerne af guden Vishnu, hvis tempel lå i Puri, i den østlige del af Indien. - Red.

[3]: Heptarkiet (»de syv regeringer«): engelsk historieskrivnings vedtagne be¬tegnelse for de syv sachsiske kongedømmer (6.-8. århundrede). Marx anvender her som analogi dette udtryk for at betegne den feudale opstykning af Deccan før det blev erobret af muhamedanerne. - Red.

[4]: British East India Company dannedes i 1600 for at drive monopolhandel på Indien. Dækket af kompagniets »foretagender« erobrede de engelske kapitalister landet og regerede det i årtier. Efter det indiske oprør i 1857 blev kompagniet opløst og den britiske regering begyndte at regere Indien direkte. - Red.

[5]: Salsettetemplet: et huletempel på Salsetteøen i Bombay præsidentskabet. Det rummer et enormt antal stenfigurer. - Red.

[6]: Laissez-faire og laissez-aller: »handlingsfrihed«, et motto, der forkyndtes af liberale borgerlige økonomer, som forlangte frihandel og ikke-indblanding fra statens side i økonomiske forhold. - Red.

[7]: Fra Goethes Westostlicher Diwan. An Suleika. - Red.


Det britiske herredømme i Indien

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere