Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

IV. Den græske gens

Grækerne var, ligesom pelasgerne og andre stammebeslægtede folk, allerede fra den forhistoriske tid ordnet i samme organiske orden som amerikanerne: gens, fratria, stamme, stammeforbund. Fratrien kunne mangle således som hos dorierne, stammeforbundet behøvede endnu ikke at være kommet til udfoldelse overalt, men i alle tilfælde var gensen enheden. På den tid, da grækerne træder ind i historien, står de på tærskelen til civilisationen; mellem dem og de amerikanske stammer, som vi har behandlet ovenfor, ligger næsten to hele udviklingsperioder, som heltetidens grækere var forud for irokeserne. Grækernes gens har derfor heller ikke på nogen måde mere det præg af de ældste tider, som kendetegner irokesemes; gruppeægteskabets mærke begynder i høj grad at blive udvisket. Moderretten er veget for faderretten; dermed har den fremvoksende privatrigdom skudt sin første breche i gensforfatningen. En anden breche var en naturlig følge af den første: da faderrettens indførelse bevirkede, at en rig kvindelig arvings formue ved hendes ægteskab ville komme i hendes mands, altså i en anden gens' besiddelse, gennembrød man grundlaget for al gensret og ikke blot tillod, men befalede i et sådant tilfælde, at pigen skulle gifte sig inden for gensen, for at formuen kunne bevares for den.

Ifølge Grotes græske historie blev specielt den athenske gens sammenholdt af:

1. Fælles religiøse højtideligheder og eneret til gennem præsterne at tilbede en bestemt gud, gensens angivelige stamfader, som i denne egenskab betegnedes ved et særligt tilnavn.

2. Fælles begravelsesplads (sammenlign Demosthenes' »Eubulides«).

3. Gensidig arveret.

4. Gensidig forpligtelse til at yde hjælp, beskyttelse og understøttelse i tilfælde af overfald.

5. Gensidig ret og pligt til at indgå ægteskab inden for gensen i visse tilfælde, særlig hvor det drejede sig om forældreløse kvinder eller kvindelige arvinger.

6. Besiddelse, i hvert fald i nogle tilfælde, af fælles ejendom med en egen arkon (forstander) og skatmester.

Endvidere knyttedes flere genser sammen i fratrien, dog mindre snævert; dog finder vi også her gensidige rettigheder og pligter af lignende art, særlig fællesskab i bestemte religionsøvelser og retten til forfølgelse, når en frator (medlem af fratrien) bliver dræbt. En stammes fratrier som helhed havde igen fælles, regelmæssigt tilbagevendende hellige højtideligheder under forsæde af en fylobasileus (stammeforstander), som var udvalgt blandt de adelige (eupatrider).

Så vidt Grote. Og Marx føjer til: »Men gennem den græske gens stikker den vilde (f. eks. irokeseren) umiskendelig hovedet frem«. Han bliver endnu mere umiskendelig, så snart vi går lidt videre i undersøgelsen.

Til den græske gens hører nemlig endvidere:

7. Afstamning efter faderretten.

8. Forbud mod ægteskab indenfor gensen, undtagen hvor det drejel sig om kvindelige arvinger. Denne undtagelse og dens affattelse som et påbud beviser den gamle regels gyldighed. Dette følger ligeledes al den almengyldige sætning, at kvinden ved sit ægteskab giver afkald på sin gens' religiøse ceremonier og går over til sin mands, i hvis fratria hun også blev indskrevet. Ægteskab udenfor gensen var hereftel og efter et berømt sted hos Dikaiarkos reglen, og Becker antager i Karikles ligefrem, at ingen måtte gifte sig inden for sin egen gens.

9. Retten til adoption i gensen; den skete ved adoption i familien men med offentlige formaliteter og kun undtagelsesvis.

ro. Retten til at vælge og afsætte forstanderne. At enhver gens havde sin arkon, ved vi; at embedet skulle være arveligt i bestemte familier, bliver intetsteds sagt. Lige til barbariets slutning taler sandsynligheden altid imod arvelighed i egentlig forstand, da dette ville være uforeneligt med tilstande, hvor rige og fattige indenfor gensen havde fuldkommen ens rettigheder.

Ikke blot Grote, men også Niebuhr, Mommsen og alle andre historieskrivere, der hidtil har beskæftiget sig med den klassiske oldtid, er strandede på gensen. Hvor rigtigt de end har optegnet mange af dens kendemærker, så betragtede de den altid som en gruppe af familier og gjorde det derved umuligt at forstå gensens natur og oprindelse. Familien har aldrig været en organisationsenhed under gensforfatningen og kunne ikke være det, fordi mand og kone nødvendigvis måtte høre til to forskellige genser. Gensen gik helt ind i fratrien og fratrien i stammen; familien gik halvt ind i mandens gens og halvt ind i konens. Heller ikke staten anerkender nogen familie i den offentlige ret; den eksisterer lige til i dag kun for privatretten. Og dog går hele vor hidtidige historiskrivning ud fra den meningsløse forudsætning, som navnlig i det attende århundrede blev anset for at være uangribelig, at den monogame enkeltfamilie, som næppe er ældre end civilisationen, er den krystalkerne, hvorom samfundet og staten efterhånden har afsat sig.

»Til hr. Grote må endvidere bemærkes,« tilføjer Marx, »at skønt grækerne udleder deres genser fra gudelæren, er dog disse genser ældre end den af dem selv skabte gudelære med dens guder og halvpuder.«

Morgan citerer med forkærlighed Grote, fordi denne er et meget anset og dog ganske uvildigt vidne. Han fortæller endvidere, at enhver athensk gens betegnedes med et navn, der var afledet fra dens formentlige stamfader; at det før Solon var en almindelig regel, som også gjaldt efter Solon, når der intet testamente fandtes, at den afdødes gensfæller (gennétes) arvede hans formue, og at i tilfælde af manddrab først den dræbtes slægtninge, derefter hans gensfæller og til sidst hans fratorer havde ret og pligt til at forfølge forbryderen for retten »alt, hvad vi hører om de ældste athenske love, er grundet på inddellingen i genser og fratrier.«

Gensernes afstamning fra fælles urforfædre er noget, som har voldt »skolelærde filistre« (Marx) meget hovedbrud. Da de naturligvis anser den for at være en ren myte, er de ude af stand til at forklare sig, hvorledes en gens er opstået af sidestillede familier, der oprindelig slet ikke var beslægtede med hverandre, og dog måtte de se at finde ud af det for at kunne forklare, at der overhovedet var genser til. Så fremturer man da med en ordstrøm, som bevæger sig i kreds og ikke når ud over følgende: ganske vist er stamtræet en fabel, men gensen er en virkelighed, og endelig hedder det da hos Grote - med indskud af Marx -: »Vi hører kun sjældent om dette stamtræ, fordi det kun ved visse, særlig højtidelige lejligheder bringes frem for offentligheden. Men de ringere genser havde deres fælles religionsøvelser (højst mærkværdigt, hr. Grote) og fælles overmenneskelige stamfader og stamtræ, ganske som de mere berømte (ganske særlig mærkværdigt, hr. Grote, hos ringere genser!) ; grundplanen og det ideale grundlag (ærede herre, ikke ideale, men karnale, oversat kødelige!) var det samme hos alle.«

Marx sammenfatter Morgans svar herpå således: »Det blodslægtskabssystem, der svarer til gensen i dens urform - og grækerne havde engang haft denne lige så vel som andre dødelige - bevarede kendskabet til slægtskabsforholdene mellem alle gensernes medlemmer indbyrdes. De lærte dette, som for dem var så overordentligt betydningsfuldt, gennem indøvet brug fra barnsben af. Med den monogame familie gik dette i glemme. Gensnavnet skabte et stamtræ, som fik enkeltfamiliens eget til at tage sig ubetydeligt ud. Det var fremdeles dette navn, der skulle bevare kendsgerningen om den fælles afstamning hos dem, som bar det; men gensens stamtræ gik så langt tilbage, at medlemmerne ikke mere kunne eftervise deres gensidige virkelige slægtskab undtagen i et begrænset antal tilfælde ved nyere, fælles forfædre. Selve navnet var et bevis på fælles afstamning og et afgørende bevis, undtagen i adoptionstilfælde. Derimod er den faktiske benægtelse af ethvert slægtskab mellem genfæller á la Grote og Niebuhr, hvorved gensen forvandles til en ren opfunden og opdigtet skabning, noget der er 'ideale', d.v.s. stuelærde skriftkloge værdig. Fordi slægternes sammenkædning, især ved monogamiets frembrud, fortabte sig i den fjerne fortid, og den forgangne virkelighed syntes afspejlet i det mytologiske fantasibillede, sluttede og slutter hæderlige filistre, at fantasistamtræet skabte virkelige genser!«

Fratrien var som hos amerikanerne en modergens, der var blevet spaltet i flere døtregenser og forenede dem; den blev i mange tilfælde ved med at aflede dem alle fra en fælles stamfader. Således havde ifølge Grote »alle samtidige medlemmer af Hekateus' fratria en og samme gud til stamfader i sejstende led« alle denne fratrias genser var altså bogstaveligt brodergenser. Fratrien forekommer endnu hos Homer som en militær enhed, i det berømte sted, hvor Nestor råder Agamemnon: Ordn mændene efter stammer og efter fratrier, for at Iratria kan bistå fratria og stamme stamme. - Iøvrigt har den ret og pligt til at forfølge den blodskyld, der er begået mod en frator, altså i tidligere tid også pligt til at øve blodhævn. Den har endvidere fælles helligdomme og fester, ligesom den samlede græske gudelæres udformning af den medbragte gammelariske naturdyrkelse hovedsagelig var betinget af genser og fratrier og foregik inden for dem. Ydermere havde den en forstander (fratriark) og ifølge De Coulanges også forsamlinger og bindende beslutninger, domsmyndighed og forvaltning. Selv den senere stat, som ignorerede gensen, overlod fratrien visse offentlige embedshandlinger.

Stammen bestod af flere beslægtede fratrier. I Attika fandtes der fire stammer, hver på tre fratrier, hvoraf hver igen talte tredive genser. En sådan afrunding af grupperne forudsætter en bevidst, planmæssig indgriben i den naturligt opståede ordning. Hvorledes, hvornår og hvorfor dette skete, det siges der intet om i den græske historie, om hvilken grækerne selv ikke har bevaret erindringen længere end ind i heltetidsalderen.

Dialekt-afvigelser var hos grækerne med deres forholdsvis ringe område ikke nået til samme udvikling som i de udstrakte amerikanske skove; dog finder vi også her kun stammer med samme hoveddialekt forenet til et større hele, og selv i det lille Attika finder vi en særlig dialekt, der senere blev den herskende som fælles prosasprog.

Allerede i de homeriske digte finder vi for det meste de græske stammer forenet til små folk, inden for hvilke genserne, fratrierne og stammerne imidlertid fuldkomment havde bevaret deres selvstændighed. De boede allerede i byer, der var befæstet med mure; folketallet steg med udvidelsen af hjordene, agerdyrkningen og håndværkets begyndende fremkomst; dermed steg også forskellen i rigdom og med den det aristokratiske element indenfor det gamle, naturgroede demokrati. De enkelte små folk førte uophørlige krige om besiddelsen af de bedste landområder og vel også om fordelingen af byttet; at krigsfangerne anvendes som slaver, var allerede en anerkendt praksis.

Disse stammer og folkeslag havde nu følgende forfatning:

1) Den stående øvrighed var rådet, bulê, oprindeligt velsagtens sammensat af forstanderne for genserne, senere, da de blev for talrige, af et udvalg, som gav lejlighed til at udbygge og styrke det aristokratiske element; således lader jo også Dionysios netop rådet i heltetiden være sammensat af de fornemme (kratistoi). Rådet træffer endelig afgørelser i vigtige anliggender; således fatter hos Aiskylos rådet i Theben den i den givne situation afgørende beslutning at lade Eteokles begrave med æresbevisninger, men at kaste Polyneikes' lig ud til bytte for hundene. Med statens oprettelse gik dette råd over i det senere senat.

2) Folkeforsamlingen (agora). Hos irokeserne fandt vi folket, mænd og kvinder, stående omkring rådsforsamlingen, idet de udtalte sig efter en fastslået orden og derved øvede indflydelse på dens beslutninger. Hos de homeriske grækere har denne »omståen«, »umstand«, for at bruge et gammelt tysk retsudtryk, allerede udviklet sig til en fuldstændig folkeforsamling, således som det ligeledes var tilfældet hos tyskerne i oldtiden. Rådet spurgte den ved afgørelsen af vigtige anliggender; enhver mand kunne tage ordet. Afgørelsen skete ved håndsoprækning (Aiskylos i »De bønfaldende«) eller ved tilråb. Den var suveræn i sidste instans, thi, siger Schomann (Griechische Altertümer [3] ), »drejer det sig om en sag, til hvis udførelse folkets medvirkning er nødvendig, så viser Homer os intet middel, hvorved det skulle kunne tvinges dertil mod sin vilje«. Der fandtes jo heller ikke endnu på denne tid, hvor ethvert voksent mandligt medlem af stammen var kriger, nogen offentlig magt, der var skilt fra folket, og som kunne stilles op imod det. Det naturgroede demokrati stod endnu i fuld blomstring, og dette må forblive udgangspunktet for såvel rådets som basileus' magt og stilling.

3) Hærføreren (basileus). Hertil bemærker Marx: »De europæiske lærde, som for det meste er fødte fyrstetjenere, gør basileus til en monark i moderne forstand. Det protesterer yankee-republikaneren Morgan imod. Han siger meget ironisk og rigtigt om den salvelsesfulde Gladstone og hans 'Juventus mundi' [1] : hr. Gladstone præsenterer os de græske høvdinge på heltetiden som konger og fyrster, med den tilføjelse, at de også var gentlemen; men han må selv tilstå: Vi synes i almindelighed at forefinde skikken eller loven om førstefødselsfølgen tilstrækkeligt, men ikke altfor skarpt fastslået.« Det må vel forekomme hr. Gladstone selv, at en så betinget førstefødselsfølge tilstrækkeligt, om end ikke altfor skarpt, er nøjagtig lige så meget værd som slet ingen.

Hvorledes det forholdt sig med arveligheden af forstanderskabet hos irokeserne og andre indianere, har vi allerede set. Alle embeder var valgembeder, som oftest indenfor en gens, og for så vidt arvelige i denne. Når et embede blev ledigt, blev den nærmeste gensslægtning, broder- eller søstersøn, efterhånden foretrukket, såfremt der ikke forelå grunde til at forbigå ham. Når altså hos grækerne stillingen som basileus under faderrettens herredømme i reglen overgik til sønnen eller en af sønnerne, så bevises derved kun, at sønnerne her ved folkevalget havde sandsynligheden af efterfølgen for sig; det er intet bevis for retsgyldig arvefølge uden folkevalg. - Hvad der foreligger her hos irokeserne og grækerne er det første anlæg til særlige adelsfamilier inden for genserne, og hos grækerne desuden også det første anlæg til et fremtidigt arveligt førerskab eller monarki. Sandsynligheden taler også for, at basileus hos grækerne enten måtte vælges af folket eller godkendes af dettes anerkendte talerør, rådet eller agoraen, ligesom tilfældet var med den romerske »konge« (rex).

I Iliaden optræder mændenes behersker, Agamemnon, ikke som grækernes øverste konge, men som øverste anfører for en forbundshær foran en belejret by. Og det er denne egenskab hos sig selv, Odysseus henviser til, da der var udbrudt strid mellem grækerne, på det berømte sted: »Det er ikke godt, at mange befaler, een må være befalingshaver« (hvor endvidere det yndede vers med scepteret er en senere tilføjelse). »Odysseus holder her ikke nogen forelæsning over en regeringsform, men forlanger lydighed mod den øverste feltherre i krigen. For grækerne, der foran Troja jo kun optræder som en hær, går det i agoraen demokratisk nok til. Når Akilles taler om gaver, d.v. s. fordelingen af byttet, gør aldrig hverken Agamemnon eller nogen anden basileus til fordeler, men 'akaiernes sønner', d.v.s. folket. Betegnelserne: avlet af Zeus, ernæret af Zeus, beviser intet, da hver gens nedstammede fra en gud, og stammehøvdingens endda fra en særlig 'fornem' gud - her Zeus. Selv de personligt ufri, som f. eks. svinehyrden Eumæus og andre er 'guddommelige' (dioi og theioi) og det i Odysseen, altså meget senere end i Iliaden; i den samme Odysse bliver navnet Heros endnu givet til herolden Mulios og til den blinde sanger Demodokos. Kort sagt, ordet basileia, som de græske forfattere bruger for det homeriske såkaldte kongedømme (fordi hærførerskabet er dets vigtigste kendetegn), med råd og folkeforsamling ved siden af, betyder kun - militært demokrati.« (Marx. )

Basileusen havde foruden militær myndighed også præste- og dommermyndighed; den sidste ikke nærmere bestemt, den første i hans egenskab af øverste repræsentant for stammen eller stammeforbundet. Der er aldrig tale om borgerlig, styrende myndighed; men han synes på embeds vegne at have været medlem af rådet. Det synes altså at være ganske rigtigt i etymologisk forstand at oversætte basileus med konge, da konge (kuning) stammer fra kuni, kunne og betyder forstander for en gens. Men den nuværende betydning af ordet konge svarer på ingen måde til den gammelgræske basileus. Thukydid kalder udtrykkelig den gamle basileia for en patrike, d.v.s. afledet fra genser, og siger, at den har haft ganske bestemte, altså begrænsede beføjelser. Og Aristoteles siger, at heltetidens basileia har været et førerskab over frie mænd, og basileusen hærfører, dommer og ypperstepræst; regeringsmyndighed i senere betydning havde han altså ikke [2] .

Vi ser altså, at den gamle gensordning endnu levede i den græske samfundsorden på heltetiden, men at den allerede var ved at blive undermineret: faderretten med formuens nedarvelse til børnene, hvorved ophobning af rigdomme i familien fremmedes og familien blev en magt over for gensen; tilbagevirkning af rigdomsforskellen på samfundsordenen gennem dannelse af de første anlæg til arvelig adel og kongedømme; slaveri, i begyndelsen endnu kun af krigsfanger, men allerede med udsigt til også at gøre ens egne stamme- og endog gensfæller til slaver; den gamle krig af stamme mod stamme allerede udartende til systematisk røveri til lands og til søs for at erobre kvæg, slaver og rigdomme som en regulær erhvervskilde; kort sagt, rigdommen lovprist og regnet for det højeste gode, og den gamle gensordning misbrugt til at retfærdiggøre voldeligt rov af rigdomme. Der manglede endnu kun eet: en institution, som ikke blot sikrede den enkelte de nyerhvervede rigdomme overfor gensordningens kommunistiske traditioner, som ikke blot gjorde den tidligere så ringeagtede privatejendom hellig og erklærede denne helliggørelse for ethvert menneskeligt samfunds højeste mål, men også forsynede de sukcessive nye former for ejendomserhvervelse, altså rigdommens stadig fremskyndede formerelse, med det almene samfunds godkendelsesstempel; en institution, der ikke blot forevigede samfundets begyndende spaltning i klasser, men også den besiddende klasses ret til at udbytte de besiddelsesløse, den første klasses herredømme over den anden.

Og denne institution kom. Staten blev opfundet.


Noter

[1]: W. Gladstone:: »Juventus Mundi: the Gods and Men of the Heroic AgeBerlin«, London 1869 – Red.

[2]: Som tilfældet er med den græske basileus, således har man også tillagt den aztekiske hærfører funktioner som en moderne fyrste. Morgan underkaster spaniernes først misforståede og overdrevne, senere ligefrem løgnagtige beretning den første historiske kritik og beviser, at mexikanerne på barbariets mellemste trin dog stod højere end de nymexikanske pueblosindianere, og at deres samfundsorden, så vidt det kan ses af de forvanskede beretninger, svarer dertil: et forbund af tre stammer, som havde tvunget et antal andre til tributpligtighed, og som blev styret af et forbundsråd og en forbundsfeltherre, hvilken sidste spanierne gjorde til »kejser«. - (Note af Engels).

[3]: G. F. Schömann: "Griechische Altertürmer", I-II, Berlin 1855/59. - Red..


Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere