Beskrivelse kommer senere.
Udgivet første gang: Ukendt.
Oversættelse: Ukendt.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, s. 460-61, Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.
... Jeg var meget nervøs med hensyn til den første kongres [1] i Genf. Den er imidlertid i det store og hele faldet bedre ud, end jeg ventede. Virkningen i Frankrig, England og Amerika var overraskende. Jeg kunne og ville ikke tage derhen, men skrev de londonske delegeredes program. Jeg indskrænkede det med vilje til punkter, der tillader umiddelbar forståelse og samvirke mellem arbejderne, og som umiddelbart nærer og stimulerer klassekampens behov og arbejdernes organisering som klasse. D'herrer parisere har hovedet fuldt af de tommeste proudhonske fraser. De snakker om videnskab og ved ingenting. De siger nej til enhver revolutionær aktion, dvs. en aktion, der udspringer af selve klassekampen, enhver koncentreret social bevægelse, altså også hvis den baner sig vej ved hjælp af politiske midler (f.eks. arbejdsdagens forkortelse ved lov); under påskud af frihed og regeringsfjendtlighed eller antiautoritetsindividualisme forkynder disse herrer, der nu i 16 år så roligt har fundet sig i den elendigste despotisme, faktisk den ordinære borgerlige rummel, kun idealiseret à la Proudhon! Proudhon har anrettet enorm skade. Først greb og bestak hans skinkritik og hans tilsyneladende modsætning til utopisterne (han selv er kun en spidsborgerlig utopist, mens der i Fouriers, Owens og andres utopier anes og på fantastisk måde gives udtryk for en ny verden) la jeunesse brillante, [2] studenterne, derpå arbejderne, navnlig dem i Paris, der som luksusarbejdere - uden at vide det - i særlig grad er knyttet til det gamle skidt. Uvidende, forfængelige, anmassende, sladresyge, højtravende og opblæste, var de på nippet til at ødelægge det hele, da de ilede til kongressen i et antal, der ikke står i noget forhold til antallet af deres medlemmer. I rapporten vil jeg underhånden give dem over fingrene.
Den amerikanske arbejderkongres i Baltimore, der fandt sted samtidig, har glædet mig i høj grad. Organisering til kamp mod kapitalen var parolen her, og mærkelig nok blev de fleste af de krav, som jeg har opstillet for Genf, ligeledes opstillet dér af arbejdernes rigtige instinkt.
Reformbevægelsen [3] her, som vort centralråd (quorum magna pars [4] ) har kaldt til live, har nu antaget kæmpemæssige og uimodståelige dimensioner. Jeg har altid holdt mig bag kulisserne og har ikke taget mig noget videre af sagen, efter at den er i gang.
[1]: