Engels beskæftiger sig her med:
1) Hvad der i marxistiske forstand menes med "økonomiske betingelser"
2)Den økonomistiske determinisme og tilfældighedernes rolle i historien.
Udgivet første gang: Ukendt.
Oversættelse: Ukendt.
På dansk: Marx-Engels: Udvalgte skrifter , bind II, s.504-507, Forlaget Tiden, København 1973.
Online version: Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt , januar. 2006.
London, den 25. januar 1894.
Ærede hr. Starkenburg:
Her er svaret på Deres spørgsmål:
1. Ved de økonomiske forhold, som vi betragter som den bestemmende basis for samfundets historie, forstår vi den måde, hvorpå menneskene i et bestemt samfund producerer deres livsfornødenheder og indbyrdes udveksler produkterne (for så vidt der eksisterer arbejdsdeling). Produktionens og transportens samlede teknik er altså indbefattet. Denne teknik bestemmer efter vor opfattelse også den måde, hvorpå udvekslingen sker, endvidere produkternes fordeling og dermed, efter genssamfundets opløsning, også klassernes inddeling, forholdet mellem herrer og trælle, og følgelig staten, politikken, retsvæsenet osv. Endvidere er der blandt de økonomiske forhold medtaget det geografiske grundlag, på hvilket de udspilles, og de faktisk overleverede rester af tidligere økonomiske udviklingstrin, der har holdt sig i live, ofte kun ved tradition eller inertiens kraft; og naturligvis også det milieu, der omgiver denne samfundsform udadtil.
Når nu teknikken, som De siger, hovedsagelig er afhængig af videnskabens udviklingsniveau, så er denne meget mere afhængig af teknikkens udviklingsniveau og behov. Hvis samfundet har et teknisk behov, så hjælper det videnskaben mere fremad end ti universiteter. Hele hydrostatikken (Torricelli osv.) opstod, fordi det var nødvendigt at regulere bjergfloderne i Italien i det 16. og 17. århundrede. Om elektriciteten ved vi først noget rationelt, efter at dens tekniske anvendelig-hed er blevet opdaget. Men i Tyskland har man desværre vænnet sig til at skrive videnskabernes historie, som om videnskaben var faldet ned fra himlen.
2. Vi anser de økonomiske betingelser for det, der i sidste instans betinger den historiske udvikling. Men racen er selv en økonomisk faktor. Her er der imidlertid to punkter, man ikke må overse:
a) Den politiske, retslige, filosofiske, religiøse, litterære, kunstneriske osv. udvikling beror på den økonomiske. Men de virker også tilbage på hinanden og på den økonomiske basis. Det er ikke sådan, at de økonomiske forhold er årsagen og alene aktive og alt det andet kun passiv virkning. Der består tværtimod en vekselvirkning på grundlag af den økonomiske nødvendighed, der i sidste instans altid gør sig gældende. Staten indvirker f. eks. gennem toldbeskyttelse, frihandel, gode eller dårlige statsfinanser; og selv den tyske spidsborgers fuldstændige udmattelse og impotens, der udsprang af Tysklands elendige økonomiske forhold fra 1648 til 1830, og som ytrede sig først i pietisme, derpå i sentimentalitet og krybende underdanighed overfor fyrster og adel, var ikke uden økonomisk virkning. Den var en af de største hindringer for genrejsningen, og der blev først rokket ved den, da revolutions- og napoleonskrigene gjorde den kroniske elendighed akut. Det drejer sig altså ikke, som man nu og da såre nemt forestiller sig det, om en automatisk virkning af den økonomiske situation; nej, menneskene skaber selv deres historie, men i et givet milieu, der betinger den, på grundlag af faktiske forhold, som de har forefundet, og blandt hvilke de økonomiske, i hvor høj grad de end måtte stå under indflydelse af de øvrige politiske og ideologiske forhold, alligevel i sidste instans er de afgørende og danner den røde tråd, der går igennem det hele, og som alene fører til forståelse.
b) Menneskene skaber selv deres historie, men hidtil ikke med fælles vilje og efter en fælles plan, selv ikke i et fast afgrænset givet samfund. Deres bestræbelser krydser hinanden, og i alle sådanne samfund hersker netop af den grund nødvendigheden, hvis supplement og udtryksform er tilfældigheden. Den nødvendighed, der her gør sig gældende gennem tilfældigheden, er atter til syvende og sidst den økonomiske nødvendighed. Her må vi så behandle de såkaldte store mænd. At en sådan stor mand og netop han opstår på denne bestemte tid i dette givne land er naturligvis et rent tilfælde. Men sletter vi ham, så er der efterspørgsel efter erstatning, og denne erstatning finder man på god eller dårlig vis, men man finder den før eller siden. At Napoleon, netop denne korsikaner, var den militærdiktator, som den franske republik, der var udmattet af indre krig, havde brug for, det var et tilfælde; men at en anden ville have udfyldt denne plads, hvis der ikke havde været en Napoleon, det er bevist ved, at manden altid er blevet fundet, så snart man trængte til ham: Cæsar, Augustus, Cromwell osv. Har Marx opdaget den materialistiske historieopfattelse, så beviser Thierry, Mignet, Guizot og samtlige engelske historieskrivere indtil 1850, at man stræbte henimod dette mål, og Morgans opdagelse af den samme opfattelse beviser, at tiden var moden for den, og at den nu engang måtte opdages.
Således går det med alt andet tilfældigt og tilsyneladende tilfældigt i historien. Jo længere det område, som vi netop undersøger, fjerner sig fra det økonomiske og nærmer sig det rent abstrakt ideologiske, desto mere vil vi finde, at det i sin udvikling frembyder tilfældigheder, desto mere forløber dets kurve i siksak. Men hvis De tegner kurvens , gennemsnitsakse, så vil De finde, at jo længere den betragtede periode og jo større det behandlede område er, i desto højere grad løber denne akse tilnærmelsesvis parallelt med den økonomiske udviklings akse.
Den største hindring for den rette forståelse er i Tyskland, at litteraturen uansvarligt har forsømt den økonomiske historie. Det er så vanskeligt ikke blot at vænne sig af med de i skolen indterpede historieforestillinger, men endnu vanskeligere at skrabe det materiale sammen, som er nødvendigt dertil. Hvem har f. eks. blot læst den gamle G. von Gülich, der dog i sin tørre materialesamling indeholder så meget stof til forklaringen af utallige politiske kendsgerninger!
I øvrigt skulle dog, tror jeg, det smukke eksempel, som Marx har givet i »Attende brumaire«, allerede så nogenlunde give Dem svar på Deres spørgsmål, netop fordi det er et praktisk eksempel. Endvidere mener jeg allerede at have berørt de fleste punkter i »Anti-Diihring« I, kapitel 9-11, og II, 2-4 samt III, 1, eller i indledningen og så i sidste afsnit af »Feuerbach«.
Jeg beder om, at ordene i ovenstående ikke lægges på en guldvægt, men at sammenhængen holdes for øje; jeg beklager, at jeg ikke har tid til at skrive til Dem i en så eksakt udarbejdet form, som jeg ville være nødt til det over for offentligheden ...
[1]: