| Tilbage | Næste |
Fra forskellige sider har man bebrejdet os, at vi ikke har fremstillet de økonomiske forhold, som udgør det materielle grundlag for de nuværende klasse- og nationalkampe. Vi har konsekvent kun berørt disse forhold, hvor de umiddelbart meldte sig i politiske stridigheder.
Det gjaldt fremfor alt om at følge klassekampen i de aktuelle begivenheder og udfra det forhåndenværende historiske stof, der øges dag for dag, empirisk at påvise, at samtidig med at arbejderklassen, der havde været den drivende kraft i februar og marts, blev underkuet, blev dens modstandere besejret – i Frankrig bourgeois-republikanerne, på hele det europæiske kontinent borger- og bondeklasserne, som bekæmpede den feudale enevælde; at sejr for den "honnette republik" i Frankrig samtidig betød fald for de nationer, som havde besvaret Februar-revolutionen med heroiske uafhængighedskrige; at endelig Europa ved sejren over de revolutionære arbejdere faldt tilbage til sit gamle dobbeltslaveri, det engelsk-russiske slaveri. Juni-kampen i Paris, Wiens fald, Berlins tragikomiske november 1848, Polens, Italiens og Ungarns fortvivlede anstrengelser, Irlands udsultning – det var de hovedmomenter, i hvilke den europæiske klassekamp mellem bourgeoisi og arbejderklasse tilspidsede sig, og udfra hvilke vi påviste, at enhver revolutionær rejsning må mislykkes – lad dens mål synes nok så fjernt fra klassekampen – indtil den revolutionære arbejderklasse sejrer, at enhver social reform er en utopi, indtil den proletariske revolution og den feudalistiske kontrarevolution prøver kræfter i en verdenskrig. I vor fremstilling – ligesom i virkeligheden – var Belgien og Schweiz tragikomiske, karikaturagtige genrebilleder i det store historiske tableau, den ene mønstret på den borgerlige monarkiske stat, den anden mønstret på den borgerlige republik, begge to stater, der indbilder sig at være lige så uafhængige af klassekampen som af den europæiske revolution. [1]
Nu da vore læsere har set klassekampen udvikle sig i 1848 og antage kolossale politiske former, er det på tide at gå nærmere ind på selve de økonomiske forhold, der er grundlaget såvel for bourgeoisiets eksistens og klasseherredømme som for arbejdernes slaveri.
Vi vil i tre store afsnit [2] fremstille: 1. lønarbejdets forhold til kapitalen, arbejderens slaveri, kapitalistens herredømme, 2. middelstandens og den såkaldte bondestands uundgåelige undergang under det nuværende system, 3. hvorledes de forskellige europæiske nationers bourgeoisiklasser kommercielt undertrykkes og udbyttes af verdensmarkedets despot – England.
Vi vil forsøge at gøre fremstillingen ganske jævn og populær og ikke forudsætte selv de mest elementære begreber om den politiske økonomi. Vi ønsker, at arbejderne skal kunne forstå os. Og desuden hersker der i Tyskland den mærkværdigste uvidenhed og begrebsforvirring med hensyn til de simpleste økonomiske forhold, fra de patenterede forsvarere af de bestående tilstande ned til de socialistiske mirakelmagere og de miskendte politiske genier, som det splittede Tyskland er endnu rigere på end på landsfaderlige fyrster.
Det første spørgsmål bliver: Hvad er arbejdsløn? – Hvorledes bestemmes den?
Hvis man spurgte arbejdere: "Hvor stor er jeres arbejdsløn?", så ville een svare: "Jeg får af min arbejdsgiver 1 mark pr. arbejdsdag", og en anden: "Jeg får 2 mark" osv. Alt efter som de tilhører den ene eller den anden arbejdsgren, ville de angive forskellige pengesummer, som de af deres arbejdsgiver får for en bestemt arbejdstid eller for at fremstille et bestemt stykke arbejde, f.eks. for at væve en alen lærred eller for at sætte et trykark. Trods forskellen mellem deres angivelser vil de alle stemme overens på eet punkt: arbejdslønnen er den sum penge, som den kapitalist, de netop arbejder for, betaler for en bestemt arbejdstid eller for en bestemt arbejdsydelse.
Kapitalisten køber altså tilsyneladende deres arbejde for penge. For penge sælger de deres arbejde til ham. Men det er kun tilsyneladende. Hvad de i virkeligheden sælger til kapitalisten for penge, er deres arbejdskraft. Denne arbejdskraft køber kapitalisten for en dag, en uge, en måned osv. Og efter at han har købt den, bruger han den ved at lade arbejderne arbejde i den fastsatte tid. For den samme pengesum, arbejdsgiveren har købt deres arbejdskraft for, f.eks. 2 mark, kunne han have købt to pund sukker eller en hvilken som helst anden vare til et bestemt beløb. De 2 mark, for hvilke han køber to pund sukker, er prisen for 2 pund sukker. De 2 mark, for hvilke han køber brugen af arbejdskraften i 12 timer, er prisen for de 12 timers arbejde. Arbejdskraften er altså en vare, hverken mere eller mindre end sukker er det. Den første måler man med et ur, den anden med en vægt.
Arbejderne ombytter deres vare, arbejdskraften, med kapitalistens vare, pengene, og denne ombytning sker i et ganske bestemt forhold. Så og så mange penge for så og så lang tids brug af arbejdskraften. For tolv timers vævning 2 mark. Og de 2 mark, repræsenterer de ikke alle andre varer, som jeg kan købe for 2 mark? Arbejderen har altså faktisk ombyttet sin vare, arbejdskraften, med andre varer af enhver art og i et bestemt forhold. Idet arbejdsgiveren udbetaler ham 2 mark, har han givet ham et bestemt kvantum kød, en bestemt mængde klæder, brænde, lys osv. i bytte for hans arbejdsdag. De 2 mark udtrykker altså det forhold, hvori arbejdskraften bliver byttet med andre varer, bytteværdien af hans arbejdskraft. En vares bytteværdi, målt i penge, er netop dens pris. Arbejdsløn er altså kun et særligt navn for arbejdskraftens pris, som man i almindelighed kalder arbejdets pris, for prisen på denne ejendommelige vare, der kun eksisterer i menneskeligt kød og blod.
Lad os tage en eller anden arbejder, f.eks. en væver. Arbejdsgiveren leverer ham vævestol og garn. Væveren sætter sig til arbejdet, og garnet bliver til lærred. Arbejdsgiveren bemægtiger sig lærredet og sælger det, f.eks. for 20 mark. Er nu væverens arbejdsløn en andel i lærredet, i de 20 mark, produktet af hans arbejde? Aldeles ikke. Længe før lærredet er solgt, måske længe før det er vævet færdigt, har væveren fået sin arbejdsløn. Kapitalisten betaler altså ikke denne løn med de penge, som han vil få for lærredet, men med penge, han havde i forvejen. Lige så lidt som vævestol og garn er væverens produkter, men leveret ham af arbejdsgiveren, lige så lidt er de varer det, som han får i bytte for sin egen vare, arbejdskraften. Det er muligt, at arbejdsgiveren slet ikke finder nogen køber til sit lærred; det er muligt, at han ikke engang kan få så meget for det, som han har givet arbejderen, og det er muligt, at han sælger det meget fordelagtigt i forhold til væverlønnen. Alt det vedrører slet ikke væveren. Kapitalisten køber væverens arbejdskraft med en del af sin forhåndenværende formue, sin kapital, på akkurat samme måde som han har købt råstoffet – garnet – og arbejdsinstrumentet – vævestolen – med en anden del af sin formue. Efter at han har gjort disse indkøb, og dertil hører købet af den til lærredsproduktionen nødvendige arbejdskraft, producerer han udelukkende med råstoffer og arbejdsredskaber, der tilhører ham. Til de sidste hører nu netop også vor gode væver, der lige så lidt har andel i produktet eller produktets pris, som vævestolen har det.
Arbejdslønnen er altså ikke en andel, som arbejderen har i den vare, han har produceret. Arbejdslønnen er den del af de allerede forhåndenværende varer, for hvilken kapitalisten tilkøber sig en bestemt sum produktiv arbejdskraft.
Arbejdskraften er altså en vare, som dens ejer, lønarbejderen, sælger til kapitalen. Hvorfor sælger han den? For at leve.
Arbejdskraftens udtryksform, arbejdet, er imidlertid arbejderens egen livsvirksomhed, hans egen livsytring, og denne livsvirksomhed sælger han til tredjemand for at sikre sig de fornødne eksistensmidler. Hans livsvirksomhed er altså for ham kun et middel til at eksistere; han arbejder for at leve. Han regner ikke selv arbejdet med til sit liv, det betyder tværtimod, at han ofrer en del af sit liv; det er en vare, som han har borthandlet til tredjemand. Produktet af hans virksomhed er derfor ikke formålet med hans virksomhed. Det, han producerer til sig selv, er ikke den silke, han væver, ikke det guld, som han bringer op af bjergskakten, ikke det palads, han bygger. Hvad han producerer til sig selv er arbejdslønnen; silke, guld og palads opløser sig for ham i et bestemt kvantum livsfornødenheder, måske en bomuldsjakke, kobbermønter og en kælderlejlighed. Og denne arbejder, som i 12 timer væver, spinder, borer, drejer, bygger, skovler, slår skærver, bærer sten osv. – anser han nu disse tolv timers væven, spinderi, boren, drejen, byggen, skovlen og skærveslagning som sin livsytring, som liv? Nej, tværtimod. Hans liv begynder dér, hvor denne virksomhed holder op, ved bordet, på værtshusbænken, i sengen. De 12 timers arbejde har derimod ikke nogen betydning for ham som væven, spinderi, boren osv., men kun som erhverv, der bringer ham til bordet, på værtshusbænken og i sengen. Hvis silkeormen spandt for at friste livet som larve, så var den fuldkommen lønarbejder. Arbejdskraften har ikke altid været en vare. Arbejdet har ikke altid været lønarbejde, dvs. frit arbejde. Slaven solgte ikke sin arbejdskraft til slaveejeren, lige så lidt som koen sælger sin ydelse til bonden. Slaven med sin arbejdskraft er een gang for alle solgt til sin ejer. Han er en vare, som kan gå fra den ene ejers hånd til den andens. Han er selv en vare, men arbejdskraften er ikke hans vare. Den livegne sælger kun en del af sin arbejdskraft. Det er ikke ham, der får løn af jordens ejer; jordens ejer får tværtimod en tribut af ham.
Den livegne hører med til jorden og afkaster frugter til jordens ejer. Den fri arbejder sælger derimod sig selv, og han gør det stykkevis. Han bortauktionerer 8, 10, 12, 15 timer af sit liv, den ene dag som den anden, til den højestbydende, til ejerne af råstofferne, arbejdsredskaberne og eksistensmidlerne, dvs. til kapitalisten. Arbejderen tilhører hverken en ejer eller selve jorden; men 8, 10, 12, 15 timer af hans daglige liv tilhører den, der køber dem. Arbejderen forlader, så ofte han vil, den kapitalist, som han bortfæster sig til, og kapitalisten afskediger ham, så ofte han finder for godt, så snart han ikke mere drager nytte af ham eller ikke den beregnede nytte. Men arbejderen, for hvem salget af arbejdskraften er den eneste erhvervskilde, kan ikke forlade hele klassen af købere, dvs. kapitalistklassen, uden at give afkald på sin eksistens. Han tilhører ikke den ene eller den anden kapitalist, men kapitalistklassen; og det er hans egen sag at få sig selv afsat, dvs. at finde en køber i denne kapitalistklasse.
Førend vi går nærmere ind på forholdet mellem kapital og lønarbejde, vil vi kort fremstille de almindeligste forhold, som kommer i betragtning ved fastsættelsen af arbejdslønnen.
Arbejdslønnen er, som vi har set, prisen for en bestemt vare, arbejdskraften. Arbejdslønnen bestemmes altså af de samme love, som bestemmer prisen for enhver anden vare. Spørgsmålet bliver altså: hvordan bestemmes en vares pris?
[1]: