| Næste |
Det arbejde [1] , der hermed udgives på ny, var Marx' første forsøg på, ved hjælp af sin materialistiske opfattelsesmåde, at forklare et stykke tidshistorie udfra den givne økonomiske situation. I Det kommunistiske manifest var teorien i store træk blevet anvendt på hele den nyere historie, i Marx' og mine artikler i »Neue Rheinische Zeitung« var den til stadighed blevet benyttet til at tyde samtidige politiske begivenheder. Her drejede det sig derimod om at påvise den indre årsagssammenhæng i en udvikling, der varede flere år, og som var både kritisk og typisk for hele Europa, altså om i overensstemmelse med forfatterens opfattelse at føre de politiske begivenheder tilbage til virkninger af i sidste instans økonomiske årsager.
Ved bedømmelsen af aktuelle begivenheder og begivenhedsrækker vil man aldrig være i stand til at gå helt tilbage til de sidste økonomiske årsager. Selv nutildags, hvor den specielle fagpresse giver så rigeligt stof, vil det endog i England fortsat være umuligt dag for dag at følge industriens og handelens gang på verdensmarkedet og de indtrædende ændringer i produktionsmetoderne på en sådan måde, at man for et hvilket som helst tidspunkt kan uddrage det almindelige facit af disse på mange måder indviklede og stadig skiftende faktorer, af hvilke de vigtigste oven i købet for det meste virker lang tid i det skjulte, før de pludselig med kraft bryder frem på overfladen. Det klare overblik over en given periodes økonomiske historie kan aldrig vindes samtidig med begivenhederne, men først senere, efter at stoffet er samlet og sigtet. Statistikken er her et nødvendigt hjælpemiddel, og den halter altid bagefter. Hvad den løbende tidshistorie angår, vil man derfor altfor ofte være nødsaget til at behandle denne den mest afgørende faktor som konstant, at behandle den økonomiske situation, man forefinder ved begyndelsen af vedkommende periode, som givet og uforanderlig for hele perioden, eller kun at tage hensyn til sådanne forandringer i denne tilstand, som udspringer af de åbent foreliggende begivenheder og derfor ligeledes er umiddelbart iøjnefaldende. Den materialistiske metode må derfor her kun altfor ofte indskrænke sig til at føre de politiske konflikter tilbage til interessekampe mellem de forhåndenværende samfundsklasser og klassefraktioner, der er skabt af den økonomiske udvikling, og at demonstrere de enkelte politiske partier som det mere eller mindre nøjagtige politiske udtryk for disse klasser og klassefraktioner.
Det siger sig selv, at denne uundgåelige forsømmelse af de samtidige forandringer i den økonomiske situation, den egentlige basis for alle de foreteelser, som skal undersøges, må være en fejlkilde. Men alle betingelser for en sammenfattende fremstilling af den aktuelle historie indeholder uundgåeligt fejlkilder, hvilket imidlertid ikke afholder nogen fra at skrive aktuel historie.
Da Marx gav sig i kast med dette arbejde, var den omtalte fejlkilde endnu mere uundgåelig. Under revolutionstiden 1848/49 at forfølge de økonomiske ændringer, der samtidig fandt sted, eller bare at beholde overblikket over dem, var ganske umuligt. Ligeledes under de første måneders landflygtighed i London, efteråret og vinteren 1849/50. Men det var netop på den tid, Marx begyndte på arbejdet. Og trods disse ugunstige omstændigheder satte hans nøje kendskab såvel til Frankrigs økonomiske situation før som til dette lands politiske historie efter Februarrevolutionen ham i stand til at give en fremstilling af begivenhederne, der blotter deres indre sammenhæng på en også siden uovertruffen måde, og som glimrende har bestået den dobbelte prøve, Marx selv foretog senere.
Den første prøve skete ved, at Marx fra foråret 1850 igen fik tid til økonomiske studier, og at han først og fremmest tog fat på de sidste 10 års økonomiske historie. Derved kom han ud fra selve kendsgerningerne til fuldstændig klarhed over det, som han hidtil halvt aprioristisk, udfra et mangelfuldt materiale, havde sluttet sig til, nemlig: at verdenshandelskrisen i havde 1847 havde været den egentlige moder til Februar- og Martsrevolutionerne, og at den industrielle prosperitet, som efterhånden indtrådte igen fra midten af 1848 og nåede sin fulde blomstring i 1849 og 1850, var den livgivende kraft for den europæiske reaktion, der atter var kommet til kræfter. Det var afgørende. Mens de tre første artikler (fremkommet i januar-, februar- og martsheftet af »N.Rh.Z., politisch-ökonomische Revue«, Hamborg 1850 [2] ) endnu gennemstrømmes af forventningen om et snarligt nyt opsving af revolutionær energi, bryder den af Marx og mig forfattede historiske over-sigt i det sidste, i efteråret 1850 udkomne dobbelthefte (maj til oktober) een gang for alle med disse illusioner: »En ny revolution er kun mulig efter en ny krise. Men den er også lige så sikker som denne«. Det var imidlertid også den eneste væsentlige ændring, der måtte fore-tages. Der var absolut intet at ændre ved den fortolkning af begivenhederne, der var givet i de tidligere afsnit ved den årsagssammenhæng, som der var fastslået, hvilket bevises af skildringens fortsættelse fra 1o. marts til ind i efteråret 1850. Jeg har derfor optaget denne fortsættelse som fjerde artikel i det foreliggende nye oplag.
Den anden prøve var endnu hårdere. Straks efter Louis Bonapartes statskup den 2. december 1851 behandlede Marx på ny Frankrigs historie fra februar 1848 til denne begivenhed, der foreløbig afsluttede revolutionsperioden. (»Der 18. Brumaire des Louis Bonaparte«. Tredie oplag, Meissner, Hamborg 1885.) I denne pjece er den periode, der fremstilles i det her foreliggende skrift, igen behandlet, omend kortere. Hvis man sammenligner denne anden fremstilling, der er skrevet i lyset af den afgørende begivenhed, som indtraf mere end et år senere, med den foreliggende, vil man finde, at forfatteren kun havde meget lidt at ændre.
Hvad der yderligere giver vort skrift en ganske særlig betydning er den omstændighed, at det for første gang udtaler den formel, i hvilken arbejderpartierne i alverdens lande kort og enstemmigt sammenfatter deres krav om en økonomisk nyordning: samfundets overtagelse af produktionsmidlerne. I andet kapitel hedder det ved omtalen af »retten til arbejde«, der betegnes som »den første ubehjælpsomme formel, hvori proletariatets revolutionære krav sammenfattes« - »Men bag retten til arbejde ligger magten over kapitalen, bag magten over kapitalen overtagelsen af produktionsmidlerne, deres underkastelse under den forenede arbejderklasse, altså afskaffelsen af lønarbejdet, af kapitalen og af deres indbyrdes forhold«. Her er altså - for første gang - den sætning formuleret, ved hvilken den moderne arbejdersocialisme skarpt adskiller sig fra såvel alle de forskellige afskygninger af feudal, borgerlig, småborgerlig o.s.v. socialisme som fra den utopiske og den naturgroede arbejder-kommunismes forvirrede ejendomsfællesskab. Når Marx senere udvidede formlen til også overtagelsen af omsætningsmidlerne, så var denne udvidelse, som iøvrigt gav sig af sig selv efter Det kommunistiske manifest, kun en følgeslutning ud fra hovedsætningen. Nogle kloge folk i England har så fornylig yderligere tilføjet, at også »fordelingsmidlerne« skal overgives til samfundet. Det ville falde disse herrer svært at sige, hvad det da er for økonomiske fordelingsmidler, der er forskellige fra produktions- og omsætnings-midlerne, medmindre der da menes de politiske fordelingsmidler, skatter, fattighjælp, indbefattet Sachsenwald [3] og andre gaver. Men disse er for det første allerede nu fordelingsmidler i helhedens, statens eller kommunens, besiddelse, og for det andet vil vi jo netop afskaffe dem.
Da Februarrevolutionen udbrød, stod vi alle, med hensyn til vore forestillinger om betingelserne for og forløbet af revolutionære bevægelser, under indflydelse af den hidtidige historiske erfaring, navnlig Frankrigs. Det var jo netop denne sidste erfaring, som havde behersket hele den europæiske historie siden 1789, og herfra var også nu signalet til almindelig omvæltning igen udgået. Således var det selvfølgeligt og uundgåeligt, at vore forestillinger om naturen og forløbet af den »sociale« revolution, proletariatets revolution, der proklameredes i Paris i februar 1848, var stærkt farvet af erindringen om forbillederne fra 1789/1830. Og navnlig da Paris' rejsning fik sit ekko i de sejrrige opstande i Wien, Milano og Berlin, da hele Europa lige til den russiske grænse var revet ind i bevægelsen; da derefter det første store slag om herredømmet var udkæmpet mellem proletariat og bourgeoisi i Paris i juni; da selv dets egen klasses sejr rystede bourgeoisiet så stærkt, at det igen flygtede tilbage i armene på den lige styrtede monarkistisk-feudale reaktion, da kunne der for os under de daværende omstændigheder ikke være nogen tvivl om, at den store afgørelseskamp var udbrudt, at den måtte blive udkæmpet i en eneste lang og omskiftende revolutionsperiode, men at den kun kunne slutte med proletariatets endelige sejr.
Efter nederlagene i 1849 delte vi ingenlunde de illusioner, som næredes af det vulgærdemokrati, der grupperede sig om de provisoriske fremtidsregeringer in partibus [4] . Dette regnede med »folkets« snarlige, en gang for alle afgørende sejr over »voldsherrerne« vi regnede med en lang kamp, efter at »voldsherrerne« var ryddet af vejen, mellem de modstridende elementer, som skjulte sig i dette samme »folk«. Vulgærdemokratiet ventede sig et fornyet udbrud fra den ene dag til den anden; vi erklærede allerede i efteråret 185o, at i hvert fald var det første afsnit af den revolutionære periode afsluttet, og intet var at vente, før der udbrød en ny økonomisk verdenskrise. Hvorfor vi også blev lyst i band som forræddere mod revolutionen, af de samme folk, der senere så godt som uden undtagelse har sluttet fred med Bismarck - for så vidt Bismarck fandt det umagen værd.
Historien har imidlertid vist, at også vi havde uret; den har afsløret vor daværende opfattelse som en illusion. Den er gået endnu videre: den har ikke blot bortvejret vor daværende fejltagelse, men også fuldstændig omvæltet de betingelser, under hvilke proletariatet må kæmpe. Kampmåden fra 1848 er i dag i enhver henseende forældet, og det er et punkt, som ved denne lejlighed fortjener en nærmere undersøgelse.
Alle hidtidige revolutioner gik ud på at få en bestemt klasses herredømme fortrængt af en andens; alle hidtidige herskende klasser var imidlertid kun små minoriteter i forhold til den beherskede folkemasse. En herskende minoritet blev således styrtet, en anden minoritet greb i dens sted statsroret og omformede statsinstitutionerne efter sine interesser. Hver gang blev det gjort af den minoritetsgruppe, som på grund af den økonomiske udviklings niveau var skikket og kaldet til herredømmet, og netop derfor og kun derfor skete det, at den beherskede majoritet enten deltog på dennes side ved omvæltningen eller dog roligt fandt sig i omvæltningen. Men når vi ser bort fra det konkrete indhold i hvert enkelt tilfælde, var den fælles form for alle disse revolutioner den, at de var minoritetsrevolutioner. Selv når majoriteten tog del, skete det - bevidst eller ubevidst - kun i en minoritets tjeneste; men denne fik derved, eller blot ved majoritetens passive, modstandsløse holdning, udseende af at være hele folkets repræsentant.
Efter den første store sejr spaltede den sejrrige minoritet sig i regelen; den ene halvdel var tilfreds med det opnåede, den anden ville gå endnu videre, stillede nye krav, som i det mindste delvis også var i den store folkemasses virkelige eller tilsyneladende interesse. Disse mere radikale krav blev også i enkelte tilfælde ført igennem; ofte imidlertid kun for kort tid, det mere moderate parti fik igen overtaget, og det, man sidst havde vundet, gik igen helt eller delvis tabt; de besejrede råbte da op om forræderi eller gav tilfældet skylden for nederlaget. Men i virkeligheden lå sagen for det meste således: resultaterne fra den første sejr blev først sikrede ved den anden sejr, det mere radikale partis sejr; var dette og dermed det øjeblikkeligt nødvendige opnået, så forsvandt de radikale og deres resultater på ny fra skuepladsen.
Alle den nyere tids revolutioner, lige fra den store engelske i det syttende århundrede, opviste disse træk, som syntes at være uadskillelige fra enhver revolutionær kamp. De syntes også at være anvendelige på proletariatets kampe for dets egen frigørelse; så meget desto mere anvendelige, som man netop i 1848 let kunne tælle de folk, der blot nogenlunde forstod, i hvilken retning denne frigørelse skulle søges. De proletariske masser selv var endog i Paris endnu efter sejren absolut i vildrede med, hvilken vej de skulle slå ind på. Og alligevel var bevægelsen der, instinktiv, spontan, umulig at undertrykke. Var det ikke netop den tilstand, hvori en revolution måtte lykkes, ganske vist ledet af en minoritet, denne gang dog ikke i minoritetens interesse, men i majoritetens alleregentligste interesse? Når de store folkemasser i alle længere revolutionære perioder havde været så lette at vinde, blot de fremtrængende minoriteter foregøglede dem noget antageligt, hvorfor skulle de så være mindre tilgængelige for ideer, som var den egentligste genspejling af deres økonomiske stilling, ideer, som ikke var andet end det klare, forstandsmæssige udtryk for deres egne behov, som de selv endnu ikke forstod, men kun ubestemt følte? Rigtignok havde denne revolutionære stemning i masserne næsten altid, og for det meste meget hurtigt, givet plads for en udmattelse eller endog et omslag til det modsatte, så snart illusionen var dunstet bort og skuffelsen havde indfundet sig. Her drejede det sig imidlertid ikke om at foregøgle noget, men om at gennemføre det store flertals egne, egentligste interesser, interesser, som dette store flertal ganske vist dengang ingenlunde var klar over, men som det dog hurtigt nok måtte blive klar over under den praktiske gennemførelse, ved eksemplets overbevisende magt. Og når der nu tilmed var sket det, som Marx påviste i den tredie artikel, at den borgerlige republiks udvikling fra dens opståen af den »sociale« revolution i 1848 indtil foråret 1850 havde koncentreret det virkelige herredømme i hænderne på det oven i købet monarkisk sindede storbourgeoisi, mens den derimod havde grupperet alle andre samfundsklasser, bønder såvel som småborgere, omkring proletariatet, således at det ved og efter den fælles sejr ikke kunne blive dem, men måtte blive det af erfaring belærte proletariat, der stod som den afgørende faktor - var der så ikke al udsigt til, at minoritetens revolution skulle slå om i majoritetens revolution?
Historien har givet os, og alle andre, der tænkte på lignende måde, uret. Den har gjort det klart, at den økonomiske udviklings niveau på kontinentet dengang langtfra var modent til afskaffelsen af den kapitalistiske produktion; den har bevist dette gennem den økonomiske revolution, som siden 1848 har bredt sig over hele kontinentet og først for alvor har skaffet storindustrien indpas i Frankrig, Østrig, Ungarn, Polen og for nylig Rusland, og som ligefrem har gjort Tyskland til et industriland af første rang - altsammen på det kapitalistiske grundlag, der altså i 1848 endnu havde meget store udvidelsesmuligheder. Det er imidlertid netop denne industrielle revolution, der overalt har skabt rigtig klarhed i klasseforholdene, har udryddet en mængde mellemformer, der var overleveret fra manufakturperioden, ja i det østlige Europa endog fra lavshåndværket, har skabt et virkeligt bourgeoisi og et virkeligt storindustrielt proletariat og har trængt dem frem i for-grunden af den sociale udvikling. Men først derved er disse to store massers kamp, som i 1848 udenfor England kun udspillede sig i Paris og til nød i nogle store industricentrer, blevet udbredt over hele Europa og har nået en intensitet, som i 1848 endnu var utænkelig. Dengang: de mange uklare sektevangelier med deres universalmidler; i dag: en almindelig anerkendt, gennemsigtigt klar teori, Marx' teori, som skarpt formulerer kampens endelige mål; dengang: de efter lokalitet og nationalitet adskilte, brogede masser, kun holdt sammen af følelsen af fælles lidelser, uudviklede, rådløst kastet frem og tilbage mellem begejstring og fortvivlelse; i dag: een stor, international hær af socialister, der uopholdeligt skrider fremad og dagligt vokser i antal, organisation, disciplin, indsigt og sejrssikkerhed. Når selv denne proletariatets mægtige hær stadig ikke har nået målet, når den så langt fra at tilkæmpe sig sejren med eet stort slag må trænge frem fra stilling til stilling, langsomt, i hård, sejlt kamp, så beviser det een gang for alle, hvor umuligt det i 1848 var at opnå den sociale omformning ved simpel overrumpling.
Et i to dynastisk-monarkiske sektioner splittet bourgeoisi [5] , som imidlertid frem for alt krævede ro og sikkerhed for sine finansoperationer, på den anden side et proletariat, der ganske vist var besejret, men dog stadig var en trusel, og omkring hvilket småborgere og bønder mere og mere grupperede sig - den stadige trusel om et voldsomt udbrud, der trods alt ikke bød nogen som helst udsigt til en afgørende løsning, - det var situationen, og den var som skabt for den tredie, den pseudodemokratiske prætendent Louis Bonapartes statskup. Med hærens hjælp gjorde han den 2. december 1851 ende på den spændte situation og sikrede Europa indre ro, for til gengæld at lyksaliggøre det med en ny æra af krige [6] . Perioden med revolutioner fra neden var indtil videre afsluttet; der fulgte en periode med revolutioner fra oven.
Tilbageslaget til kejserdømmet i 1851 leverede et nyt bevis for, hvor umodne de proletariske bestræbelser på den tid var. Men dette tilbageslag kom selv til at skabe de betingelser, hvorunder de måtte modnes. Den indre ro sikrede den fulde udvikling af det nye industrielle opsving; nødvendigheden af at beskæftige hæren og bortlede de revolutionære strømninger ved hjælp af udenrigspolitiken frembragte de krige, hvori Bonaparte under påskud af at hævde »nationalitetsprincippet« søgte at rapse anneksioner til Frankrig. Hans efterligner - Bismarck - adopterede den samme politik for Preussen; han gennem-førte sit statskup, sin revolution fra oven i 1866 overfor det tyske forbund og Østrig, og ikke mindre overfor det preussiske kammer, som var i konflikt med regeringen. Men Europa var for lille til to Bonaparter, og derfor ville historiens ironi, at Bismarck styrtede Bonaparte, og at kong Wilhelm af Preussen frembragte ikke blot det lilletyske kejserdømme [7] , men også den franske republik. Det almindelige resultat var imidlertid, at de store europæiske nationers selvstændighed og indre samling - med undtagelse af Polens - var blevet en kendsgerning. Ganske vist indenfor relativt beskedne grænser - men alligevel såvidt, at nationale forviklinger ikke mere betød nogen væsentlig hemning for arbejderklassens udviklingsproces. Revolutionens banemænd fra 1848 var blevet fuldbyrdere af dens testamente. Og ved siden af dem rejste arvingen fra 1848, proletariatet, sig allerede truende, i form af Internationale.
Efter krigen 1870/71 forsvinder Bonaparte fra skuepladsen, og Bismarcks mission er fuldbyrdet, så han nu igen kan synke ned til ordinær junker. Afslutningen på perioden danner imidlertid Pariserkommunen. Et lumsk forsøg af Thiers på at stjæle kanonerne fra Paris' nationalgarde fremkaldte en sejrrig opstand. Det viste sig på ny, at i Paris er ingen anden revolution længere mulig end en proletarisk. Herredømmet faldt efter sejren ganske af sig selv og ganske ubestridt i skødet på arbejderklassen. Og igen viste det sig, hvor umuligt dette arbejderklassens herredømme stadig var dengang, tyve år efter den i vort skrift skildrede tid. På den ene side lod Frankrig Paris i stikken, så til, hvorledes byen forblødte under MacMahons kugler, på den anden side fortærede kommunen sig selv ved den ufrugtbare strid mellem de to uenige partier, blanquisterne (majoriteten) og proudhonisterne (minoriteten), som begge var uvidende om, hvad der skulle gøres. Ligeså ufrugtbar som overrumplingen i 1848 blev den sejr, der kom som en gave i 1871.
Med Pariserkommunen troede man, at det stridbare proletariat var begravet en gang for alle. Men lige omvendt, dets vældigste opsving daterer sig fra Kommunen og fra den tysk-franske krig. Den fuldstændige omvæltning af hele krigsvæsenet ved indrangeringen af hele den våbendygtige befolkning i hære, der nu kun kan tælles i millioner, med ildvåben, projektiler og sprængstoffer af hidtil uhørt effektivitet, gjorde på den ene side brat ende på den bonapartistiske krigsperiode og sikrede den fredelige industrielle udvikling, idet den umuliggjorde enhver anden krig end en verdenskrig med uhørte rædsler og et absolut uberegneligt resultat. På den anden side drev den skatterne op til uoverkommelige højder, fordi militærudgifterne steg i geometrisk progression, og drev derved de fattigere folkemasser over i armene på socialismen. Vel kunne anneksionen af Elsass-Lothringen, den umiddelbare årsag til den vanvittige konkurrence i krigsrustninger, chauvinistisk ophidse det franske og tyske bourgeoisi mod hinanden, men for arbejderne i begge lande blev den et nyt forenende bånd. Og årsdagen for Pariserkommunen blev den første almindelige festdag for det samlede proletariat.
Krigen 1870/71 og kommunens nederlag havde, som Marx havde forudsagt, midlertidig forskudt den europæiske arbejderbevægelses tyngdepunkt fra Frankrig til Tyskland. I Frankrig måtte der selvfølgelig gå år, før man var kommet sig efter åreladningen i maj 1871. I Tyskland derimod, hvor industrien udviklede sig hurtigere og hurtigere og tilmed blev fremmet næsten drivhusagtigt af de franske milliardvelsignelser [8] , voksede socialdemokratiet endnu hurtigere og mere vedholdende. Takket være den forståelse, hvormed de tyske arbejdere benyttede den almindelige valgret, som indførtes i 1866, ligger partiets forbavsende vækst klart for alverden i ubestridelige tal. 1871: 102.000, 1874: 352.000 1877: 493.000 socialdemokratiske stemmer. Så kom den høje øvrigheds anerkendelse af disse fremskridt i form af socialist-loven; partiet var slået i stykker for en tid, stemmetallet sank i 1881 til 312.000. Men det var hurtigt overvundet, og nu, under undtagelseslovens tryk, uden presse, uden ydre organisation, uden forenings- og forsamlingsret, begyndte den hurtige udbredelse først for alvor: 1884: 550.000, 1887: 763.000, 1890: 1.427.000 stemmer. Da lammedes statens hånd, socialistloven forsvandt, det socialistiske stemmetal steg til 1.787.000, over en fjerdedel af samtlige afgivne stemmer. Regeringen og de herskende klasser havde opbrugt alle deres midler - uden nytte, uden formål, uden resultat. De håndgribelige beviser for deres afmagt, som myndighederne, fra natvægteren til rigskansleren, havde måttet indkassere - og det fra de foragtede arbejdere! - disse beviser fandtes i millionvis. Staten var kommet ind i en blindgade, og arbejderne var først ved at rykke ud.
De tyske arbejdere havde imidlertid tillige gjort arbejderklassens sag en anden stor tjeneste foruden den første, der skyldtes deres blotte eksistens som det stærkeste, det mest disciplinerede og hurtigst voksende socialistiske parti. De havde givet deres kammerater i alle lande et nyt våben, et af de skarpeste, ved at vise dem, hvordan man benytter den almindelige valgret.
Den almindelige valgret havde allerede længe bestået i Frankrig, men var kommet i vanry på grund af det misbrug, som Bonapartes regering havde gjort af den. Efter kommunen var der ikke noget arbejderparti til at benytte den. Også i Spanien fandtes den siden republikkens indførelse, men i Spanien havde det fra gammel tid været en regel, at alle alvorlige oppositionspartier afholdt sig fra at tage del i valgene. Også de schweiziske erfaringer med den almindelige valgret var alt andet end opmuntrende for et arbejderparti. De romanske landes arbejdere havde vænnet sig til at betragte valgretten som en snare, som et instrument for regeringssnyderi. I Tyskland var det anderledes. Allerede Det kommunistiske manifest havde proklameret tilkæmpelsen af den almindelige valgret, demokratiet, som en af de første og vigtigste opgaver for det kæmpende proletariat, og Lassalle havde igen optaget dette punkt. Da nu Bismarck så sig tvunget til at indføre denne valgret som det eneste middel til at interessere folkemasserne for sine planer, gjorde vore arbejdere straks alvor af det og sendte August Bebel ind i den første grundlovgivende rigsdag. Og siden den dag har de benyttet valgretten på en måde, som har lønnet sig tusindfold for dem, og som har tjent som forbillede for alle landes arbejdere. De har forvandlet valgretten fra at være et middel til snyderi, hvad den hidtil har været, til at være et redskab til befrielse, som det hedder med det franske marxistiske programs [9] `' ord (transforme, de moyen de duperie gu'il a ete jusqu'ici, en instrument d'emancipation). Og selv om den almindelige valgret ikke havde indbragt os andet end det, at den tillod os en optælling hvert tredie år; at den gennem den regelmæssigt konstaterede, uventet hurtige stigning af stemmetallet øgede arbejdernes sejrsbevidsthed i samme grad som modstanderens skræk og således blev vort bedste propagandamiddel; at den gav os nøje besked om vor egen og om alle modstanderpartiers styrke og derigennem gav os en uforlignelig målestok til afvejning af vore aktioner ved at advare os både mod utidig ængstelighed og mod utidig dumdristighed - selv om det havde været det eneste, valgretten havde indbragt os, så havde allerede det været mere end nok. Men den har gjort meget mere. I valgagitationen gav den os et mageløst middel til at komme i berøring med folkemasserne der, hvor de endnu står os fjernt, til at tvinge alle partier til overfor hele folket at forsvare deres meninger og handlinger mod vore angreb; og tillige gav den i rigsdagen vore repræsentanter en tribune, fra hvilken de med en ganske anden autoritet og frihed end i pressen og på møder kunne tale til deres modstandere i parlamentet såvel som til masserne udenfor. Hvad hjalp deres socialistlov regeringen og bourgeoisiet, når valgagitationen og de socialistiske rigsdagstaler ustandseligt gennembrød den?
Med denne heldige benyttelse af den almindelige stemmeret var imidlertid en helt ny kampmåde for proletariatet trådt i virksomhed, og denne udviklede sig hurtigt videre. Man fandt ud af, at de statsinstitutioner, i hvilke bourgeoisiets herredømme er organiseret, frembyder endnu flere holdepunkter, ud fra hvilke arbejderklassen kan bekæmpe disse samme statsinstitutioner. Man deltog i valgene til enkelt-landdage, kommuneråd, erhvervsdomstole, man gjorde bourgeoisiet enhver stilling stridig, hvor en tilstrækkelig stor del af proletariatet havde et ord at sige ved besættelsen. Og således gik det til, at bourgeoisi og regering begyndte at frygte arbejderpartiets lovlige aktioner langt mere end dets ulovlige, valgresultaterne mere end oprøret.
Thi også på dette punkt havde kampens betingelser ændret sig væsentligt. Oprøret på den gamle måde, gadekampen med barrikader, som indtil 1848 overalt gav den endelige afgørelse, var betydelig forældet.
Lad os ikke gøre os nogen illusion om dette: en virkelig sejr for opstanden i gadekamp med militæret, en sejr som mellem to hære, hører til de største sjældenheder. Men det havde oprørerne lige så sjældent lagt an på. Det drejede sig for dem kun om at gøre tropperne møre ved moralske påvirkninger, som slet ikke gør sig gældende i kampen mellem to krigsførende landes hære, eller i hvert fald i meget ringere grad. Lykkes det, så svigter tropperne, eller officererne taber hovedet, og opstanden sejrer. Lykkes det ikke, så står overlegenheden i kraft af den bedre udrustning og skoling, den ensartede ledelse, den planmæssige anvendelse af stridskræfterne og disciplinen sin prøve, selv når militæret er i mindretal. Det højeste, oprøret kan drive det til i virkelig taktisk aktion, er anlæg og forsvar af en enkelt barrikade på den rigtige måde, Gensidig understøttelse, opstilling og anvendelse af reserver, kort sagt, det sammenspil og den koordinering af de enkelte afdelinger, som allerede er uundværlig for at forsvare en bydel, for ikke at tale om en hel storby, vil kun være højst mangelfuld, for det meste ganske uopnåelig; koncentrationen af stridskræfterne på et afgørende punkt falder da væk af sig selv. Følgelig er det passive forsvar den fremherskende kampform; angrebet vil hist og her, men også kun som undtagelse, rejse sig til lejlighedsvise fremstød og flanke-angreb, men i regelen kun indskrænke sig til at besætte stillinger, som er forladt af de vigende tropper. Hertil kommer på militærets side, at man råder over artilleri og fuldstændigt udrustede og øvede ingeniør-tropper; kampmidler, som i næsten alle tilfælde fuldstændigt mangler hos oprørerne. Det er altså ikke noget under, at selv de barrikadekampe, som blev ført med det største heltemod - Paris juni 1848, Wien oktober 1848, Dresden maj 1849 - endte med nederlag for opstanden, så snart de angribende førere uhæmmet af politiske hensyn handlede efter rent militære synspunkter og deres soldater var pålidelige.
Oprørernes talrige sejre indtil 1848 har mange forskellige årsager. I Paris i juli 1830 og februar 1848, ligesom i de fleste spanske gadekampe, stod der mellem oprørerne og militæret et borgerværn, som enten direkte trådte over på opstandens side eller ved en vag og lunken holdning ligeledes bragte tropperne til at vakle, og som tilmed skaffede oprørerne våben. Der, hvor dette borgerværn fra første færd gik imod opstanden, som i juni 1848 i Paris, blev denne også besejret. I Berlin 1848 sejrede folket dels på grund af den betydelige tilvækst af nye stridskræfter i løbet af natten og morgenen til den 19., dels på grund af troppernes udmattelse og dårlige forplejning, dels endelig på grund af den svigtende kommando. I alle tilfælde blev sejren imidlertid vundet, fordi tropperne svigtede, fordi de kommanderende mistede beslutsomheden, eller fordi deres hænder var bundet.
Selv i gadekampenes klassiske tid virkede barrikaden altså mere moralsk end materielt. Den var et middel til at rokke ved militærets fasthed. Holdt den stand, til dette lykkedes, så var sejren vundet; hvor dette ikke var tilfældet, var man slået. Dette er hovedpunktet, som må holdes for øje, også når man undersøger chancen for eventuelle fremtidige gadekampe.
Chancerne var allerede i 1849 temmelig dårlige. Bourgeoisiet havde overalt stillet sig på regeringssiden, »dannelse og besiddelse« hilste og beværtede militæret, der drog ud for at bekæmpe opstande. Barrikaden havde mistet sin tryllemagt; soldaterne så ikke mere »folket« bag den, men oprørere, opviglere, røvere, plyndrere og samfundets udskud; officeren var med tiden blevet fortrolig med gadekampens taktiske former, han marcherede ikke mere udækket lige løs på det improviserede brystværn, men omgik det gennem haver, gårde og huse. Og dette lykkedes nu, ved nogenlunde behændighed, i ni af ti tilfælde.
Siden har flere andre ting imidlertid forandret sig, og alt til gunst for militæret. Er storbyerne blevet betydelig større, så er hærene blevet det i endnu højere grad. Paris og Berlin er ikke vokset til det firedobbelte siden 1848, hvorimod deres garnisoner er vokset med mere end det. Disse garnisoner kan ved hjælp af jernbanerne i løbet af 24 timer mere end fordobles, i løbet af 48 timer svulme op til kæmpehære. Bevæbningen af dette enormt forøgede antal tropper er blevet langt mere effektiv. I 1848 den glatløbede perkussionsforlader, i dag den fintkalibrede magasinbaglader, der skyder fire gange så langt, ti gange så nøjagtigt og ti gange så hurtigt som den anden. Dengang: artilleriets relativt svagt virkende massivkugler og kardæsker; i dag: højeksplosive granater, af hvilke een er nok til at slå den bedste barrikade i stumper og stykker. Dengang: pionerens spidshakke til at gennembryde brand-mure; i dag: dynamitpatroner.
På oprørernes side er derimod alle betingelser blevet dårligere. En opstand, med hvilken alle lag af folket sympatiserer, er der ikke stor udsigt til; i klassekampen vil vel aldrig alle middelstandslag gruppere sig i så høj grad omkring proletariatet, at det reaktionsparti, der samler sig omkring bourgeoisiet, næsten forsvinder i forhold dertil. »Folket« vil altså altid vise sig at være delt, og dermed mangler en vældig løftestang, der i 1848 var så yderst virksom. Kommer der flere uddannede soldater med på oprørernes side, så vil deres bevæbning berede så meget større vanskeligheder. Våbenbutikkernes jagt- og luksusbøsser er - selv når de ikke i forvejen er gjort ubrugelige ved, at politiet har fjernet en del af låsen - også i nærkamp soldaternes maskingeværer langt underlegne. Indtil 1848 kunne man af krudt og bly selv fremstille den fornødne ammunition, nu til dags er patronerne forskellige for hvert gevær og kun ens på det ene punkt, at de er et kunstprodukt af stor-industrien, altså ikke kan fremstilles uden videre, så at de fleste geværer er til ingen nytte, hvis man ikke har den specielle, til dem passende ammunition. Og endelig er de nye kvarterer, som er bygget siden 1848 i de store byer, anlagt med lange, lige og brede gader, som skabt for virkningen af de nye kanoner og geværer. Den revolutionære, som selv ville udsøge sig de nye arbejderkvarterer i Nord- og Østberlin til barrikadekamp, måtte være forrykt.
Vil det sige, at gadekampen ikke vil spille nogen rolle i fremtiden? Absolut ikke. Det vil kun sige, at siden 1848 er betingelserne blevet langt ugunstigere for de civile kæmpere, langt gunstigere for militæret. En fremtidig gadekamp kan altså kun blive sejrrig, hvis denne ugunstige stilling opvejes af andre momenter. Den vil derfor sjældnere forekomme i begyndelsen af en stor revolution end under dens videre forløb, og den må foretages med større styrker. Men disse vil da sandsynligvis som under hele den store franske revolution, den 4. september og 31. oktober 1870 i Paris [10] foretrække det åbne angreb frem for den passive barrikadetaktik.
Forstår læseren nu, hvorfor magthaverne absolut vil have os derhen, hvor geværet skyder og sabelen hugger? Hvorfor man nu til dags beskylder os for fejhed, fordi vi ikke uden videre begiver os ud på gaden, hvor vi på forhånd er sikre på nederlag? Hvorfor man så indstændigt trygler os om dog endelig en gang at lege kanonføde?
De herrer bortødsler deres bønner og deres udfordringer til ingen som helst nytte. Så dumme er vi ikke. De kunne lige så godt forlange af deres fjende i den næste krig, at han skulle stille sig op for dem i den gamle Fritz' linieformation eller i samlede divisionskolonner a la Wagram og Waterloo og med flintebøssen i hånden. Har betingelsen for krigen mellem nationerne ændret sig, så er dette i ikke mindre grad tilfældet med klassekampen. Overrumplingernes tid er forbi; der kan ikke mere gennemføres revolutioner af små bevidste minoriteter i spidsen for ubevidste masser. Hvor det drejer sig om en fuldstændig omdannelse af samfundsorganisationen, der må masserne selv være med i det, må allerede selv have begrebet, hvad det drejer sig om, hvad det er, de går ind for med liv og lemmer. Det har de sidste halvtreds års historie lært os. Men for at masserne kan forstå, hvad der skal til, må der gøres et langvarigt, udholdende arbejde, og det er netop dette arbejde, vi nu er ved, og som lykkes så godt, at det bringer modstanderne til fortvivlelse.
Også i de romanske lande indser man mere og mere, at den gamle taktik må revideres, overalt har man efterlignet det tyske eksempel på benyttelse af valgretten og på erobring af alle de poster, der er tilgængelige for os, overalt er den uforberedte slåen løs trådt i baggrunden. I Frankrig, hvor dog jordbunden i mere end hundrede år er undermineret af den ene revolution efter den anden, hvor der ikke findes et eneste parti, som ikke har ydet sit bidrag til konspirationer, opstande og alle andre revolutionære aktioner; i Frankrig, hvor regeringens hær som følge heraf ingenlunde er sikker, og hvor overhovedet forudsætningerne for et oprørskup ligger langt gunstigere end i Tyskland - selv i Frankrig indser socialisterne mere og mere, at en blivende sejr ikke er mulig for dem, med mindre de i forvejen vinder folkets store masse, det vil her sige bønderne. Langsomt propagandaarbejde og parlamentarisk virksomhed er også her blevet erkendt som partiets nærmeste opgave. Resultaterne er ikke udeblevet. Ikke blot er en hel række kommunalråd blevet erobret; i kamrene sidder der 50 socialister, og disse har allerede styrtet tre ministerier og en præsident for republikken. I Belgien har arbejderne forrige år tiltvunget sig valgretten og sejret i en fjerdedel af valgkredsene. I Schweiz, i Italien, i Danmark, ja selv i Bulgarien og Rumænien er socialisterne repræsenteret i parlamenterne. I Østrig er alle partier enige om, at man ikke længere kan nægte os adgang til rigsrådet. At vi kommer ind, det er givet, endnu strides man blot om gennem hvilken dør. Og selv når den berømte Semskij Sobor i Rusland træder sammen, den nationalforsamling, som den unge Nikolaj så forgæves modsætter sig, selv da kan vi med sikkerhed regne med, at vi også vil blive repræsenteret der.
Selvfølgelig giver vore udenlandske kammerater ikke dermed afkald på deres ret til revolution. Retten til revolution er jo overhovedet den eneste virkelige »historiske ret«, den eneste, som alle moderne stater uden undtagelse beror på, Mecklenburg indbefattet, hvis adelsrevolution blev afsluttet i 1755 ved »arveforliget«, den endnu i dag bestående glorrige stadfæstelse af feudalismen. Retten til revolution er så uomstødeligt anerkendt i den almindelige bevidsthed, at selv general Boguslawski alene af denne folkeret afleder retten til det statskup, som han gør krav på for sin kejser.
Hvad der nu end måtte ske i andre lande, så har det tyske socialdemokrati dog en særlig stilling og dermed i det mindste i første omgang også en særlig opgave. De to millioner vælgere, som det sender til urnerne, samt de unge mænd og kvinder, der som ikke-vælgere står bag dem, udgør den talrigeste, mest kompakte masse, den internationale proletariske hærs afgørende »kampstyrke«. Denne masse leverer allerede nu mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer; og som de en-kelte valg til rigsdagen, landdagsvalgene i de enkelte stater og valgene til kommunalråd og erhvervsdomstole viser, vokser den uafladelig. Dens vækst foregår så spontant, så jævnt, så uophørligt og samtidig så roligt som en naturproces. Alle regeringsindgreb mod den har vist sig at være afmægtige. Vi kan allerede nu regne med to en kvart million vælgere. Bliver det ved på den måde, så erobrer vi inden århundredets udgang størstedelen af samfundets middelstandslag, småborgere såvel som småbønder, og vokser til at blive den afgørende magt i landet, som alle andre magter må bøje sig for, hvad enten de vil eller ej. At holde denne vækst i uafbrudt gang, indtil den af sig selv vokser det nuværende samfundssystem over hovedet, at holde denne kampstyrke, der daglig bliver stærkere og stærkere, intakt indtil afgørelsens dag og ikke rive den op i forpostkampe, det er vor hovedopgave. Og der findes kun eet middel, hvormed den stadige vækst af de socialistiske stridskræfter i Tyskland forbigående kunne holdes nede og måske endog for nogen tid kastes tilbage; et sammenstød i stor målestok med militæret, en åreladning som i 1871 i Paris. I det lange løb ville også det blive overvundet. At nedskyde et parti, der tæller millioner, dertil forslår alle maskingeværer i Europa og Amerika ikke. Men den normale udvikling ville blive hæmmet, kampstyrken ville måske ikke være disponibel i det kritiske øjeblik, den afgørende kamp ville blive forsinket, forlænget og forbundet med sværere ofre.
Verdenshistoriens ironi stiller alting på hovedet. Vi, de »revolutionære«, »omstyrterne«, trives langt bedre ved de legale midler end ved de illegale og ved omvæltningen. Ordenspartierne, som de kalder sig, går til grunde ved den legale tilstand, de selv har skabt. De råber fortvivlet med Odilon Barrot: la legalite nous tue, legaliteten bliver vor død, mens vi ved denne legalitet får spændte muskler og røde kinder og ser ud som det evige liv. Og hvis vi ikke er så forrykte at lade os drive ud i gadekampen efter deres ønske, så bliver der til sidst ikke andet for dem at gøre end selv at bryde denne skæbnesvangre legalitet.
Foreløbig laver de nye love mod omvæltningen. Igen bliver alting stillet på hovedet. Disse antiomvæltningsfanatikere af i dag, er de ikke selv omvælterne af i går? Har vi måske fremmanet borgerkrigen af 1866? Har vi fordrevet kongen af Hannover, kurfyrsten af Hessen eller hertugen af Nassau fra deres nedarvede, legitime arvelande og annekteret disse arvelande? Og disse omstyrtere af det tyske forbund og af tre kroner af Guds nåde beklager sig over omvæltning? Quis tulerit Gracchos de seditione querentes? [11] ? Hvem kan tillade Bismarcktilbederne at bruge mund over omvæltningen?
Men lad dem gennemføre deres omvæltningsforslag, gøre dem endnu værre, forvandle hele straffeloven til kautsjuk, de vil dog ikke opnå andet end på ny at bevise deres afmagt. For alvorligt at klemme social-demokratiet, må de gribe til ganske andre forholdsregler. Den socialdemokratiske omvæltning, som det netop nu bekommer så vel, at den overholder lovene, kan de kun komme til livs ved ordenspartiernes omvæltning, der ikke kan trives, uden at den bryder lovene. Hr. Rössler, den preussiske bureaukrat, og hr. von Boguslawski, den preussiske general, har vist dem den eneste vej, ad hvilken man måske endnu kan ordne arbejderne, som nu engang ikke lader sig lokke ud i gadekamp. Forfatningsbrud, diktatur, tilbagevenden til absolutismen, regis voluntas suprema lex! [12] Altså, bare mod, mine herrer, her hjælper ingen kære mor!
Glem imidlertid ikke, at det tyske rige, som alle småstater og overhovedet alle moderne stater, er produktet af en overenskomst: af overenskomsten for det første mellem fyrsterne indbyrdes, for det andet mellem fyrsterne og folket. Bryder den ene part overenskomsten, så falder hele overenskomsten, den anden part er da heller ikke mere bundet. Som Bismarck så smukt har vist os det i 1866. Bryder De altså rigsforfatningen, så er socialdemokratiet frit og kan gøre og lade overfor Dem, som det vil. Men hvad det da vil gøre, - det vil det næppe røbe for Dem i dag.
Det er nu omtrent med et års nøjagtighed 1600 år siden, at et farligt omvæltningsparti ligeledes huserede i romerriget. Det undergravede religionen og statens hele grundlag; det bestred ligefrem, at kejserens vilje var den højeste lov, det var fædrelandsløst, internationalt, det bredte sig over alle rigets lande fra Gallien til Asien og udover rigsgrænserne. Det havde længe virket under jorden, i det skjulte; men det havde allerede i længere tid anset sig for at være stærkt nok til at træde åbenlyst frem. Dette omvæltningsparti, der var kendt under navnet de kristne, havde også sin stærke repræsentation i hæren; hele legioner var kristne. Når de blev kommanderet ud til den hedenske landskirkes offerceremonier for at gøre honnør der, gik omvæltningssoldaterne så vidt i deres frækhed, at de som protest satte særlige emblemer - kors - i deres hjelme. Selv de foresattes sædvanlige kaserneplagerier var frugtesløse. Kejser Diokletian kunne ikke længere roligt se på, hvordan orden, lydighed og tugt blev undergravet i hans hær. Han greb energisk ind, mens det endnu var tid. Han udstedte en socialist -, hvad siger jeg: kristenlov. Omvælternes møder blev forbudt, deres forsamlingslokaler blev lukket eller endog revet ned, de kristne emblemer, kors osv. blev forbudt ligesom de røde lommetørklæder i Sachsen. De kristne blev erklæret for ude af stand til at beklæde statsembeder, de måtte ikke engang blive underkorporaler. Da man dengang endnu ikke rådede over dommere, der var så vel dresserede i »persons anseelse«, som hr. von Køllers omvæltningsforslag [13] forudsætter, forbød man kort og godt de kristne at bringe deres sag for retten. Også denne undtagelseslov var uden virkning. De kristne rev den hånligt ned fra murene, ja de skal endog have stukket ild på paladset i Nikodemia over hovedet på kejseren. Da hævnede denne sig med den store kristenforfølgelse i året 303 efter vor tidsregning. Det var den sidste i sin art. Og den var så virksom, at hæren sytten år senere overvejende bestod af kristne, og den næste selvhersker over det samlede romerrige, Konstantin, af præsterne kaldet den store, proklamerede kristendommen som statsreligion.
London, den 6. marts 1895.
Friedrich Engels.
[1]: