IV - Afskaffelsen af den almindelige valgret 1850

(Fortsættelsen af de tre foregående kapitler findes i »Neue Rhei­nische Zeitung«s »Revy« i det sidst udkomne femte og sjette dobbelt-hæfte. Efter at først den store handelskrise, som udbrød i England i 1847, er blevet skildret her, og tilspidsningen af de politiske forvik­linger på fastlandet til februar- og martsrevolutionerne 1848 er blevet forklaret udfra dens tilbagevirkning der, gøres der rede for, hvorledes den opblomstring indenfor handel og industri, som igen, indtrådte i løbet af året 1848 og i 1849, steg endnu højere, lammede det revolu­tionære opsving og muliggjorde reaktionens samtidige sejr. Specielt om Frankrig hedder det så:) [1]

De samme symptomer viste sig i Frankrig fra 1849 og særlig fra
begyndelsen af 1850. Paris' industri er fuldt beskæftiget, og også bomuldsfabrikerne i Rouen og Mulhausen går temmelig godt, selvom de
høje råstofpriser her ligesom i England har virket hæmmende. Opsvinget i Frankrig blev tillige særlig fremmet af den omfattende toldreform i Spanien og ved sænkningen af tolden på forskellige luksusartikler i Mexico; udførslen af franske varer til begge markeder tiltog betydeligt. Kapitalens vækst førte i Frankrig til en række spekulationsfore­tagender, der brugte udbytningen af de californiske guldminer i stor stil som udgangspunkt. Der dukkede en mængde selskaber op, hvis aktiers lave pålydende og hvis socialistisk farvede prospekter direkte appellerede til småborgernes og arbejdernes pengepung, men som gan­ske og aldeles mundede ud i den form for rent snyderi, som er ejen­dommelig for specielt franskmændene og kineserne. Et af disse selska­ber bliver endog direkte protegeret af regeringen. Indførselstolden i Frankrig beløb sig i de første ni måneder af 1848 til 63 millioner francs, i 1849 til 95 millioner francs og i 1850 til 93 millioner francs. Den steg iøvrigt i september måned 1850 igen med mere end en mil­lion i sammenligning med samme måned 1849. Udførslen er ligeledes steget i 1849 og endnu mere i 1850.

Det mest slående bevis for den genoprettede blomstring er genind­førelsen af bankens seddelindløsning efter loven af 6. august 1850. Den 15. marts 1848 var banken blevet bemyndiget til at indstille sin seddelindløsning. Dens seddelcirkulation, indbefattet provinsbanker­nes, beløb sig dengang til 373 millioner francs (14.920.000 pund ster­ling). Den 2. november 1849 beløb denne cirkulation sig til 482 mil­lioner francs eller 19.280.000 pund sterling, en tilvækst på 4.360.000 pund sterling, og den 2. september 1850 496 millioner francs eller 19.840.000 pund sterling, en tilvækst på omtrent 5 millioner pund sterling. Der indtrådte herved ikke nogen devaluering af sedlerne; tværtimod var den forøgede seddelcirkulation ledsaget af en bestandigt voksende ophobning af guld og sølv i bankens kældre, så at bankens dækningsbeholdning i sommeren 1850 beløb sig til omtrent 14 mil­lioner pund sterling, en for Frankrig uhørt sum. At banken således blev sat i stand til at forøge sin cirkulation og dermed sin aktive kapi­tal med 123 millioner francs eller 5 millioner pund sterling beviser slående, hvor rigtig vor påstand i et tidligere hæfte var, at finansaristo­kratiet aldeles ikke blev styrtet af revolutionen, men tværtimod blev styrket. Endnu mere iøjnefaldende bliver dette resultat ved følgende oversigt over de sidste års franske banklovgivning. Den 10. juni 1847 blev banken bemyndiget til at udstede sedler på 200 francs; den laveste seddel havde hidtil været 500 francs. Et dekret af 15. marts 1848 erklærede, at den franske banks sedler var lovlig mønt og fritog banken for forpligtelsen til at indløse dem med metalpenge. Dens seddeludste­delse blev begrænset til 350 millioner francs. Den fik samtidig bemyn­digelse til at udstede sedler på 200 francs. Et dekret af 27. april anordnede, at departementsbankerne skulle sluttes sammen med Banque de France; et andet dekret af 2. maj 1848 forhøjede seddeludstedel­sen til 442 millioner francs. Et dekret af 22. december 1849 forøgede maksimum for seddeludstedelsen til 525 millioner francs. Endelig indførte loven af 6. august 1850 igen sedlernes indløselighed med metalpenge. Disse kendsgerninger, den stadige stigning af cirkulatio­nen, koncentrationen af hele den franske kredit i hænderne på banken og ophobningen af alt fransk guld og sølv i bankens hvælvinger, førte hr. Proudhon til den slutning, at banken nu måtte stryge sin gamle slangehud af sig og forvandle sig til en proudhonsk folkebank. Han havde ikke engang behøvet at kende den engelske bankrestriktions historie fra 1797 til 1819 [2] , han havde blot behøvet at kaste et blik over kanalen for at se, at dette for ham uhørte faktum i det borgerlige samfunds historie ikke var andet end en højst normal borgerlig begivenhed, som nu blot indtrådte for første gang i Frankrig. Man ser, at de angiveligt revolutionære teoretikere, som førte det store ord i Paris efter den provisoriske regering, var ligeså uvidende med hensyn til de iværksatte forholdsreglers natur og resultater som herrerne fra den provisoriske regering selv.

Til trods for den industrielle og kommercielle blomstring, som Frankrig i øjeblikket kan glæde sig over, lider befolkningens masse, de 25 millioner bønder, under en stor depression. De sidste års gode høst har trykket kornpriserne endnu længere ned i Frankrig end i England, og de forgældede, ågerudsugede og skattetyngede bønders stil­ling må derfor være alt andet end strålende. De sidste tre års historie har imidlertid til overflod bevist, at denne befolkningsklasse absolut ikke er i stand til noget revolutionært initiativ.

Ligesom kriseperioden indtræder senere på kontinentet end i England, således også opblomstringen. I England foregår altid den oprin­delige proces; dette land er det borgerlige univers' skaber. På konti­nentet indtræffer de forskellige faser af det kredsløb, som det borgerlige samfund atter og atter gennemløber, i sekundær og tertiær form. For det første udførte kontinentet uforholdsmæssigt mere til England end til noget andet land. Denne udførsel til England afhænger imid­lertid igen af Englands stilling, særlig på det oversøiske marked. Dernæst udfører England uforholdsmæssigt meget mere til de oversøiske lande end hele kontinentet, således at størrelsen af den kontinentale eksport til disse lande stadig er afhængig af, hvor stor Englands over­søiske udførsel er på det givne tidspunkt. Hvis kriserne derfor fremkalder revolutioner først på kontinentet, så ligger grunden til dem dog stadig i England. I det borgerlige legemes lemmer må voldsomme udbrud naturligvis komme før end i dets hjerte, da muligheden for udlig­ning er større her end der. På den anden side er den grad, hvori de kontinentale revolutioner virker tilbage på England, tillige det termometer, hvorpå man ser, om disse revolutioner virkelig angriber de borgerlige leveforhold, eller om de kun rammer deres politiske formationer.

Under denne almindelige blomstring, hvori det borgerlige samfunds produktivkræfter udvikler sig så yppigt, som det overhovedet er mu­ligt indenfor de borgerlige forhold, kan der ikke være tale om nogen virkelig revolution. En sådan revolution er kun mulig i perioder, hvor begge disse faktorer, de moderne produktivkræfter og de borgerlige produktions f ormer, kommer i modstrid med hinanden. De forskellige kævlerier, hvormed repræsentanterne for de enkelte fraktioner indenfor det kontinentale ordensparti i øjeblikket forlyster sig og gensidigt kompromitterer hinanden, er langt fra at give anledning til nye revo­lutioner; tværtimod er disse kævlerier kun mulige, fordi grundlaget for forholdene i øjeblikket er så sikkert og - hvad reaktionen ikke ved - er så borgerligt. Mod dette grundlag vil alle reaktionens forsøg på at bremse den borgerlige udvikling prelle af ligeså sikkert som al demokraternes moralske forargelse og alle deres flammende proklama­tioner. En ny revolution er kun mulig efter en ny krise. Men den er også ligeså sikker som denne

Lad os nu gå over til Frankrig.

Den sejr, som folket i forbindelse med småborgerne havde vundet ved valgene den 10. marts, annullerede det selv ved at fremkalde det nye valg den 28. april. Vidal var foruden i Paris også valgt i departe­mentet Nedre Rhin. Pariserkomiteen, i hvilken Bjerget og småborgerskabet var stærkt repræsenteret, bevægede ham til at modtage valget i Nedre Rhin. Sejren af 10. marts hørte op med at være afgørende; tidspunktet for afgørelsen blev endnu engang skudt ud, folkets spændkraft blev afslappet, det blev vænnet til legale triumfer i stedet for til revo­lutionære. Den revolutionære betydning af den 10. marts, oprejsnin­gen for junioprøret, blev endelig fuldstændig tilintetgjort ved Sugene Sues kandidatur, den sentimentalt-småborgerlige socialfantast, som pro­letariatet højst kunne acceptere som en vits, der skulle behage pigerne. Overfor denne velmenende kandidatur stillede ordenspartiet, som var blevet dristigere ved modstanderens vaklende politik, en kan­didat, der skulle repræsentere junisejren. Denne komiske kandidat var den spartanske familiefader Leclerc, som pressen imidlertid rev den heroiske rustning af stykke for stykke, og som også oplevede et strå­lende nederlag ved valget. Den ny valgsejr den 28. april gjorde Bjerget og småborgerskabet overmodige. De hoverede allerede ved tanken om at nå deres ønskers mål ad rent legal vej og uden igen at måtte skyde proletariatet i forgrunden ved en ny revolution; de regnede fast med, at de ved de ny valg i 1852 ved hjælp af den almindelige valgret kunne bringe hr. Ledru-Rollin i præsidentstolen og en majoritet af Bjerget ind i forsamlingen. Ordenspartiet, som ved nyvalget, ved Sues kandi­datur og ved Bjergets og småborgerskabets stemning følte sig helt sikre på, at disse under alle omstændigheder var besluttet på at forholde sig rolige, svarede på de to valgsejre med den valglov, som afskaffede den almindelige valgret.

Regeringen vogtede sig vel for at komme med dette lovforslag for egen regning. Den gjorde majoriteten en tilsyneladende indrømmelse ved at overdrage udarbejdelsen af forslaget til denne majoritets rangspersoner, de sytten borggrever [3] . Det var altså ikke regeringen, som foreslog forsamlingen at ophæve den almindelige valgret, men majori­teten af forsamlingen, som foreslog sig selv det.

Den 8. maj blev udkastet forelagt i kammeret. Hele den socialdemokratiske presse rejste sig som en mand for at lægge folket en værdig holdning på sinde, calme majestueux, passivitet og tillid til dets repræ­sentanter. Hver artikel i disse aviser var en tilståelse af, at en revolution frem for alt ville tilintetgøre den såkaldte revolutionære presse, og at det altså nu drejede sig om dens selvopholdelse. Den såkaldte revolu­tionære presse røbede hele sin hemmelighed. Den underskrev sin egen dødsdom.

Den 21. maj satte Bjerget spørgsmålet til foreløbig debat og foreslog forkastelse af hele udkastet, fordi det krænkede forfatningen. Ordenspartiet svarede, at man ville krænke forfatningen, hvis det var nødvendigt, man behøvede det imidlertid ikke nu, fordi forfatningen kunne fortolkes på en hvilken som helst måde, og fordi alene majoriteten var kompetent til at afgøre, hvad der var den rigtige fortolkning. Mod Thiers^' og Montalemberts tøjlesløst vilde angreb satte Bjerget en an­stændig og dannet humanisme. Det påberåbte sig retsgrundlaget; or­denspartiet henviste dem til den grund, hvorpå retten vokser, til den borgerlige ejendom. Bjerget jamrede: om man da virkelig af al magt ville fremmane revolutioner? Ordenspartiet svarede: man ville afvente dem.

Den 22. maj blev Bjergets foreløbige indstilling afvist med 462 stemmer mod 227. De samme mænd, som med så højtidelig grundighed havde bevist, at nationalforsamlingen og hver enkelt deputeret blev afmønstret, når den afmønstrede folket, som havde givet den dens fuldmagt, holdt roligt ud på deres pladser; i stedet for selv at handle, søgte de nu pludselig at få landet til at handle ved hjælp af petitioner, og sad endnu ubevægelige, da loven den 31. maj gik strålende igennem. De søgte at hævne sig ved en protest, hvori de førte deres uskyl­dighed i denne voldtægt overfor forfatningen til protokols, en protest, som de ikke engang nedlagde åbent, men som de smuglede ned i præ­sidentens lomme bagfra.

En hær på 150.000 mand i Paris, den lange forhaling af afgørelsen, pressens opfordringer til at bevare roen, Bjergets og de nyvalgte repræ­sentanters forsagthed, småborgernes majestætiske ro, men frem for alt dog den kommercielle og industrielle opblomstring forhindrede ethvert revolutionsforsøg fra proletariatets side.

Den almindelige valgret havde opfyldt sin mission. Folkets flertal havde gennemgået den udviklingsskole, som er det eneste, den almin­delige valgret kan tjene til i en revolutionær periode. Den måtte skaffes af vejen af en revolution eller af reaktionen.

Ved en anden lejlighed kort tid efter udfoldede Bjerget et endnu større opbud af energi. Krigsminister d^'Hautpoul havde fra talerstolen kaldt Februarrevolutionen en ulyksalig katastrofe. Bjergets talere, der som altid udmærkede sig ved moralsk forarget larm, blev forhindret i at komme til orde af præsident Dupin. Girardin foreslog Bjerget straks at udtræde samlet. Resultat: Bjerget blev siddende, mens Girar­din blev kastet ud af dets skød som uværdig.

Valgloven behøvede endnu en ting for at blive fuldstændig, en ny presselov. Den lod ikke vente længe på sig. Et forslag fra regeringen, der på flere punkter blev skærpet ved ordenspartiets tilføjelser, for­højede kautionerne, satte en ekstra stempelskat på føljetonromanerne (som svar på Eugene Sues valg), beskattede alle uge- eller månedsskrifter på indtil et vist antal ark og bestemte endelig, at enhver avisartikel skulle være forsynet med forfatterens underskrift. Bestemmel­serne om kautionen dræbte den såkaldte revolutionære presse; folket anså dens undergang for løn som forskyldt efter afskaffelsen af den almindelige valgret. Imidlertid udstrakte hverken den ny lovs tendens eller dens virkning sig alene til denne del af pressen. Sålænge avispressen var anonym, fremtrådte den som organ for den tal- og navnløse offentlige mening; den var den tredje magt i staten. Når hver artikel blev underskrevet, blev en avis blot en samling forfatterbidrag af mere eller mindre bekendte individer. Hver artikel sank ned til at være en annonce. Hidtil havde aviserne cirkuleret som den offentlige menings papirpenge; nu opløstes de i mere eller mindre slette solaveksler, hvis godhed og cirkulation ikke blot var afhængig af udste­derens kredit, men også af endossentens. Ordenspartiets presse havde provokeret både til ophævelsen af den almindelige valgret og til de skarpeste forholdsregler mod den »dårlige« presse. Imidlertid var den »gode« presse selv i dens uhyggelige anonymitet ubekvem for ordenspartiet og endnu mere for dets enkelte provinsrepræsentanter. De forlangte hverken mere eller mindre end den betalte forfatters navn, bolig og signalement. Forgæves jamrede den »gode« presse over den utak, hvormed man belønnede dens tjenester. Loven gik igennem, bestem­melsen om navns nævnelse traf først og fremmest den. De republikan­ske dagbladsskribenters navne var temmelig bekendte; men de respektable firmaer: »Journal des Debats«, »Assemblee Nationale«, »Consti­tutionelle [4] « osv., osv. gjorde en jammerlig figur med deres opreklamerede statsvisdom, da det mysteriøse kompagni på en gang viste sig at bestå af købte skriverkarle med lang praksis, som for kontant betaling havde forsvaret alle mulige sager, som Granier de Cassagnac, eller af gamle skrog, der kaldte sig statsmænd, som Capefigue, eller af koketterende lapse, som hr. Lemoinne fra »Debats«.

I debatten om presseloven var Bjerget allerede sunket ned til en sådan grad af moralsk forkommenhed, at det måtte indskrænke sig til at applaudere den gamle Louis Philippeske notabilitet hr. Victor Hugos strålende tirader.

Med valgloven og presseloven forsvinder det revolutionære og de­mokratiske parti fra den officielle skueplads. Før det brød op for at tage hjem, kort tid efter samlingens slutning, udstedte Bjergets to frak­tioner, de socialistiske demokrater og de demokratiske socialister, to manifester, to fattigdomsattester, hvori de beviste, at selvom de aldrig havde magten og fremgangen på deres side, så havde de dog altid be­fundet sig på samme side som den evige ret og alle andre evige sandheder.

Lad os nu se på ordenspartiet. »N. Rh. Z.« sagde (3. hefte, side 16): »Overfor de forenede orleanisters og legitimisters restaurationslyster repræsenterer Bonaparte adkomsten til sin faktiske magt, republikken. Overfor Bonapartes restaurationslyster repræsenterer ordenspartiet ad­komsten til sine to gruppers fælles herredømme: republikken. Overfor orleanisterne repræsenterer legitimisterne, overfor legitimisterne repræ­senterer orleanisterne status quo: republikken. Alle disse forskellige frak­tioner af ordenspartiet, som hver især kæler for sin egen konge og sin egen restauration, fastholder gensidigt overfor deres rivalers usurpations- og rejsningslyster bourgeoisiets fælles herredømme, den form, hvori deres særlige krav forbliver neutraliserede og opretholdt - repu­blikken ...« Og Thiers talte mere sandt end han anede, når han sagde: »Vi, royalisterne, er den konstitutionelle republiks sande støtter.«

Denne komedie af republikanere mod deres vilje, hadet til status quo og dennes bestandige befæstelse; de uophørlige gnidninger mellem Bonaparte og nationalforsamlingen; ordenspartiets stadig fornyede ri­siko for at gå i stykker i sine enkelte bestanddele og den stadigt gentagne forening af dets fraktioner; hver fraktions forsøg på at forvandle enhver sejr over den fælles fjende til et nederlag for de øjeblikkelig allierede; den gensidige skinsyge, hævnlyst, udmattelse, den utrættelige dragen sværdene, som atter og atter ender med et baiser-Lamourette [5] - hele denne lidet opbyggelige komedie af forviklinger havde aldrig udviklet sig så klassisk som i de sidste seks måneder.

Ordenspartiet anså valgloven for at være en sejr over Bonaparte. Havde regeringen ikke opgivet magten ved at overlade syttenmands-kommissionen redaktionen og ansvaret for dens eget forslag? Og be­roede ikke Bonapartes hovedstyrke overfor forsamlingen på, at han var valgt af seks millioner? Bonaparte på sin side behandlede valgloven som en indrømmelse til forsamlingen, hvorved han havde tilkøbt sig overensstemmelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Til belønning forlangte den simple eventyrer en forhøjelse af sin civilliste med tre millioner. Kunne nationalforsamlingen vove en konflikt med den udøvende magt på et tidspunkt, hvor den havde bandlyst den store majoritet af franskmænd? Den for ærgerlig op, den syntes at ville drive det til det yderste, dens kommission forkastede andragendet, den bona­partistiske presse truede og henviste til folket, som var gjort arveløst og berøvet sin stemmeret, der fandt en mængde støjende forligsforsøg sted, og forsamlingen gav til sidst efter i sagen, men hævnede sig samtidig i princippet. I stedet for den årlige principielle forhøjelse af civillisten med tre millioner, bevilgede den ham en øjeblikkelig hjælp på 2.160.000 francs. Ikke tilfreds hermed gjorde den endda først denne indrømmelse, efter at Changarnier, som var ordenspartiets general og Bonapartes påtvungne protektor, havde understøttet den. Den bevil­gede altså egentlig ikke Bonaparte de to millioner, men Changarnier.

Denne modvilligt henkastede gave blev af Bonaparte optaget ganske i giverens ånd. Den bonapartistiske presse larmede på ny mod national-forsamlingen, og da der nu under debatten om presseloven blev indføjet en bestemmelse om navns nævnelse, som igen specielt rettede sig mod de underordnede blade, der repræsenterede Bonapartes privatinteresser, bragte det bonapartistiske hovedblad, »Pouvoir«, et åbent og heftigt angreb på nationalforsamlingen. Ministrene måtte overfor forsamlingen tage afstand fra bladet; »Pouvoir«s ansvarshavende blev indstævnet for nationalforsamlingens skranke og idømt den højeste pengestraf, 5000 francs. Næste dag bragte »Pouvoir« en endnu langt frækkere artikel mod forsamlingen, og som regeringens revanche forfulgte retsmyndighederne straks flere legitimistiske aviser for kræn­kelse af forfatningen.

Endelig kom man til spørgsmålet om kamrets hjemsendelse. Bonaparte ønskede det for at kunne operere uhindret af forsamlingen. Or­denspartiet ønskede det, dels for at kunne gennemføre sine fraktionsintriger, dels for at de enkelte deputerede kunne dyrke deres privatinteresser. De behøvede begge hjemsendelsen for at kunne befæste reaktionens sejr i provinserne og føre den videre. Forsamlingen blev derfor hjemsendt fra den 11. august til den 11. november. Da Bonaparte imidlertid på ingen måde lagde skjul på, at det kun var ham om at gøre at blive af med nationalforsamlingens besværlige tilsyn, gav forsamlingen selv sit tillidsvotum karakter af mistillid til præsidenten. Alle bonapartister blev holdt ude fra den permanente kommission på 28 medlemmer, som blev siddende under ferien som republikkens dydsvogtere. I stedet for dem blev endog nogle republikanere fra »Siecle« og »National« valgt ind, for overfor præsidenten at godtgøre majoritetens hengivenhed for den konstitutionelle republik.

Lige før og især umiddelbart efter kamrets hjemsendelse syntes de to store fraktioner indenfor ordenspartiet, orleanisterne og legitimister­ne, at ville forsones, nemlig ved en sammensmeltning af de to kongehuse, under hvis faner de kæmpede. Bladene var fulde af forsoningsforslag, som skulle være blevet diskuteret ved Louis Philippes sygeleje i St. Leonards, da Louis Philippes død pludselig forenklede situationen. Louis Philippe var usurpatoren, Henrik V var den bestjålne, greven af Paris var derimod på grund af Henrik V^'s barnløshed hans retmæs­sige tronarving. Nu var ethvert påskud for at sammensmelte de to dynastiske interesser fjernet. Men netop nu opdagede de to fraktioner af bourgeoisiet først, at det ikke var sværmeriet for et bestemt kongehus, som adskilte dem, men at det tværtimod var deres forskellige klasseinteresser, der holdt de to dynastier fra hinanden. Legitimisterne, som var draget på pilgrimsfærd til Henrik V's hof i Wiesbaden, ligesom deres konkurrenter til St. Leonards, modtog her efterretningen om Louis Philippes død. Straks dannede de et ministerium in partibus infidelium, som hovedsagelig bestod af medlemmer af den omtalte kommission af republikkens dydsvogtere, og som i anledning af en strid, der fandt sted i partiets skød, trådte frem med den mest utilslørede proklamation om retten af guds nåde. Orleanisterne jublede over den kompromitterende skandale, som dette manifest fremkaldte, og lagde ikke et øjeblik skjul på deres åbne fjendskab overfor legiti­misteme.

Mens nationalforsamlingen var hjemsendt, trådte departementsrepræsentationerne sammen. Flertallet af dem udtalte sig til fordel for en revision af forfatningen med flere eller færre klausuler, dvs. de udtalte sig til fordel for en ikke nærmere bestemt monarkisk restaura­tion, for en »løsning«, og tilstod samtidig, at de var for inkompetente og for feje til at finde denne løsning. Den bonapartistiske fraktion udlagde straks dette ønske om en revision i betydningen: forlængelse af Bonapartes præsidentskab.

Den herskende klasse kan absolut ikke gå med til en forfatningsmæssig løsning - Bonapartes demission i maj 1852, samtlige landets vælgeres samtidige valg af en ny præsident og forfatningens revision ved et revisionskammer i det nye præsidentskabs første måneder. Dagen for det nye præsidentvalg ville være dagen for samtlige fjendtlige partiers stævnemøde, for legitimisterne, orleanisterne, bourgeoisrepublika­nerne og de revolutionære. Det måtte komme til et voldsomt opgør mellem de forskellige fraktioner. Selvom det lykkedes ordenspartiet at samles om en neutral mands kandidatur, en mand, som stod udenfor de dynastiske familier, så ville Bonaparte igen komme til at stå overfor ham. Ordenspartiet er i sin kamp mod folket nødt til stadig at forøge den udøvende magt. Enhver forøgelse af den udøvende magt forøger dens bærers, Bonapartes magt. Hvert skridt, ordenspartiet tager for at forstærke sin samlede magt, forstærker derfor de midler, Bonaparte har til at kæmpe for sine dynastiske krav, forstærker hans chance for med magt at kunne forpurre den konstitutionelle løsning på af­gørelsens dag. Han vil da overfor ordenspartiet ligeså lidt have skrupler angående den ene af forfatningens grundpiller, som ordenspartiet overfor folket havde skrupler angående den anden, da det drejede sig om valgloven. Han vil sandsynligvis endog appellere til den alminde­lige valgret overfor forsamlingen. Kort sagt, den konstitutionelle løs­ning gør hele den politiske status quo tvivlsom, og bag truslen mod status quo ser borgeren kaos, anarki og borgerkrig. Han ser sine køb og salg, sine veksler, sine giftermål, sine stadfæstede kontrakter, sine prioriteter, sine jordrenter, lejeindtægter, sin profit, alle sine kontrak­ter og erhvervskilder truede den første søndag i maj 1852, og denne risiko kan han ikke udsætte sig for. Bag truslen mod den politiske sta­tus quo skjuler sig faren for hele det borgerlige samfunds sammenbrud. Den eneste mulige løsning i bourgeoisiets ånd er at udskyde løsningen. Det kan kun redde den konstitutionelle republik ved en krænkelse af forfatningen, ved en forlængelse af præsidentens magt. Dette er også ordenspressens sidste ord efter de langtrukne og dybsindige debatter om »løsningerne«, som den havde hengivet sig til efter generalrådenes samling. Det stormægtige ordensparti ser sig således til sin beskæm­melse nødsaget til at tage en Pseudo-Bonapartes latterlige, ordinære og forhadte person alvorligt.

Denne smudsige figur gjorde sig ligeledes illusioner om de årsager, som mere og mere gav ham udseende af at være den nødvendige mand. Mens hans parti havde indsigt nok til at give forholdene skylden for Bonapartes voksende betydning, troede han, at han kun havde sit navns tryllekraft og sin uafbrudte karikering af Napoleon at takke derfor. Han blev daglig mere foretagsom. Overfor valfarterne til St. Leonards og Wiesbaden stillede han sine rundrejser gennem Frankrig. Bonapar­tisterne havde så lidt tillid til den magiske virkning af hans person, at de overalt gav ham bifaldsklappere med fra Selskabet af 10. december [6] , det parisiske pjalteproletariats organisation, massevis pakket sammen i jernbanetog og postvogne. De Iagde deres marionetfigur taler i munden, som alt efter modtagelsen i de forskellige byer pro­klamerede republikansk resignation eller den udholdende sejghed som valgsprog for præsidentens politik. Trods alle manøvrer var disse rejser alt andet end triumftog.

Efter at Bonaparte således troede at have begejstret folket, satte han sig i bevægelse for at vinde hæren. Han lod. afholde store revyer på Satorysletten ved Versailles, ved hvilke han forsøgte at købe soldaterne med servelatpølse, champagne og cigarer., Mens den ægte Napoleon under strabadserne på sine erobringstog forstod at opmuntre sine udmattede soldater ved forbigående patriarkalsk fortrolighed, så troede denne Pseudo-Napoleon, at soldaterne som tak ville råbe: Vive Napo­leon, vive le saucisson! dvs. leve pølsen, leve bajadsen!

Disse revyer bragte den længe undertrykte uenighed mellem Bonaparte og hans krigsminister d'Hautpoul på den ene side og Changarnier på den anden til udbrud. I Changarnier havde ordenspartiet fundet sin virkelig neutrale mand, hos hvem der ikke kunne være tale om egne dynastiske krav. Ham havde de udset til Bonapartes efterfølger. Chan­garnier var tilmed ved sin optræden den 29. januar og den 13. juni 1849 blevet ordenspartiets store feltherre, den moderne Aleksander, hvis brutale mellemkomst i den forsagte borgers øjne havde hugget revolutionens gordiske knude over. I grunden ligeså latterlig som Bonaparte var han således på en højst billig måde blevet en magt og blev af nationalforsamlingen sat til at passe på præsidenten. Han koketterede selv, f.eks. i spørgsmålet om præsidentens gage, med den protek­tion, som han ydede Bonaparte, og trådte stadig mere og mere overmægtigt op overfor ham og ministrene. Da man ventede en opstand i anledning af valgloven, forbød han sine officerer at modtage nogen som helst befalinger fra krigsministeren eller præsidenten. Pressen bidrog yderligere til at forstørre Changarniers skikkelse. Ved den fuldstændige mangel på store personligheder så ordenspartiet sig naturligvis tvunget til at tildigte et enkelt individ al den kraft, som hele deres klasse manglede, og således lade ham svulme op til en kæmpe. Således opstod myten om Changarnier som »samfundets bolværk«. Det frække charlataneri og det hemmelighedsfulde vigtigmageri, hvormed Chan­garnier nedlod sig til at bære verden på sine skuldre, udgør den latter­ligste kontrast til begivenhederne under og efter Satoryrevyen, som uigenkaldeligt beviste, at et pennestrøg fra den uendelig lille Bonaparte ville være nok til at reducere den borgerlige angsts fantastiske misfoster, kolossen Changarnier til middelmådighedens dimensioner og forvandle ham, den samfundsreddende heros, til en pensioneret general.

Bonaparte havde allerede for længere tid siden hævnet sig på Chan­garnier, idet han provokerede krigsministeren til disciplinstridigheder med den ubekvemme protektor. Den sidste revy ved Satory bragte endelig det gamle nag til udbrud. Changarniers konstitutionelle forar­gelse kendte ingen grænser, da han så kavalleriregimenterne defilere forbi med det forfatningsstridige råb: Leve kejseren! Bonaparte fjernede krigsminister d^'Hautpoul for i den forestående kammersamling at komme alle ubehagelige debatter om dette råb i forkøbet, og udnævnte ham til guvernør i Algier. I hans sted satte han en pålidelig gammel general fra kejsertiden, som med hensyn til brutalitet fuld­stændig var Changarnier voksen. Men for at d^'Hautpouls afskedigelse ikke skulle tage sig ud som en koncession til Changarnier, forflyttede han samtidig den store samfundsredningsmands højre hånd, general Neumayer, fra Paris til Nantes. Det var Neumayer, som ved den sidste revy havde bevæget hele infanteriet til at defilere forbi Napoleons ef­terfølger med iskold tavshed. Changarnier, som selv blev ramt ved Neumayers forflyttelse, protesterede og truede. Til ingen nytte. Efter to dages forhandlinger fremkom dekretet om Neumayers forflyttelse i »Moniteur«, og der var ikke andet at gøre for ordenens heros end at underordne sig disciplinen eller gå af.

Bonapartes kamp med Changarnier er fortsættelsen af hans kamp med ordenspartiet. Nationalforsamlingens genåbning den 11. novem­ber finder derfor sted under ildevarslende auspicier. Det må blive en storm i et glas vand. I det væsentlige må det gamle spil gå videre. Ordenspartiets flertal vil imidlertid trods det skrig, som dets forskellige fraktioners principryttere vil rejse, være tvunget til at forlænge præsidentens magt. I ligeså høj grad vil Bonaparte, allerede brudt af pengemangel, trods alle foreløbige protestaktioner, modtage denne forlængelse af magten som en simpel fuldmagt af nationalforsamlingen. Således bliver løsningen udskudt, status quo opretholdt, een frak­tion af ordenspartiet kompromitteret, svækket og umuliggjort af en anden, repressionen mod den fælles fjende, nationens masse, udvidet og udtømt, indtil de økonomiske forhold igen har nået det punkt i deres udvikling, hvor en ny eksplosion sprænger samtlige disse kæv­lende partier med deres konstitutionelle republik i luften.

Til beroligelse for borgeren må det i øvrigt siges, at kampen mellem Bonaparte og ordenspartiet har det resultat, at en mængde små kapita­lister ruineres på børsen og deres formue spilles over i lommerne på de store børssjakaler.

Noter

[1]: