III. Louis Bonaparte's opstigning

Den 28. maj 1849 trådte den lovgivende nationalforsamling sam­men. Den 2. december 1851 blev den sprængt. Denne periode omfatter den konstitutionelle eller parlamentariske republiks levetid.

I den første franske revolution følges de konstitutionelles herre-dømme af girondinernes herredømme og girondinernes herredømme af jakobinernes herredømme. Hvert af disse partier støtter sig til det mere fremskredne parti. Såsnart et parti har ført revolutionen langt nok til ikke at kunne følge med længere, endsige gå i spidsen for den, bliver det skubbet til side af den mere dristige forbundsfælle, som står bag det, og sendt til guillotinen. Revolutionen bevæger sig således i en opadstigende linje.

Med revolutionen i 1848 er det omvendt. Det proletariske parti træder frem som et vedhæng til det småborgerligt-demokratiske. Det bliver forrådt og svigtet af dette den 16. april, den 15. maj og i junidagene. Det demokratiske parti læner sig på sin side til det borgerligt-republikanske partis skuldre. Knap nok tror de borgerlige republika­nere, at de har fået fast grund under fødderne, før de ryster deres be­sværlige kammerat af sig for så selv at støtte sig på ordenspartiets skuldre. Ordenspartiet trækker skuldrene til sig, lader de borgerlige republikanere slå kolbøtte og springer selv op på den væbnede magts skuldre. Det tror endnu at sidde trygt på skuldrene, da det en skønne dag opdager, at skuldrene har forvandlet sig til bajonetter. Ethvert af partierne slår bagud mod det, som trænger videre frem, og læner sig fremover mod det, som trænger tilbage. Intet under, at det i denne latterlige stilling taber ligevægten, laver de fagter, der skal til, og styrter sammen under besynderlige vridninger. Revolutionen forløber således i en nedadgående linje. Den befinder sig i denne nedadgående bevægelse, allerede før den sidste februarbarrikade er ryddet bort og den første revolutionsmyndighed er konstitueret.

Den periode, vi har foran os, omfatter den mest brogede blanding af skrigende modsætninger: forfatningsvenner, som åbent organiserer sammensværgelser mod forfatningen, revolutionære, der tilstår at være forfatningsvenner, en nationalforsamling, som vil være almægtig, og som altid holder sig indenfor parlamentarismens rammer; et Bjerg, som ser sit kald i at være tålmodigt og parerer dagens nederlag med spådomme om fremtidige sejre; royalister, som danner republikkens patres conscripti [1] , og som af situationen tvinges til at holde de stri­dende kongehuse, som de er tilhængere af, i udlandet, og beholde republikken, som de hader, i Frankrig; en udøvende magt, som ser sin kraft i sin egen svaghed og sin respektabilitet i den foragt, som den er genstand for; en republik, som ikke er noget andet end to monar­kiers, restaurationens og julimonarkiets, forenede skændsel med en bonapartisk etikette - koalitioner, hvis første grundlag er splittelse, kampe, hvis første lov er ikke at føre kampen til ende, i roens navn tøjlesløs og indholdsløs agitation, i revolutionens navn den mest høj­tidelige forkyndelse af ro og orden, lidenskaber uden sandhed, sandheder uden lidenskab, helte uden heltegerninger, historie uden begivenheder; en udvikling, hvis eneste drivkraft synes at være kalenderen, trættende ved en stadig gentagelse af den samme spænding og den samme udløsning; modsætninger, som periodisk synes at nå deres højdepunkt alene for at afstumpes og falde sammen igen, uden at kunne finde en løsning; anstrengelser, som anmassende bæres til skue, og borgerlig angst for verdens undergang, samtidig med at verdensfrel­serne spiller de småligste intriger og hofkomedier, som ved deres laden stå til mindre minder om dommedag end om frondens tider - Frankrigs officielle fællesgenius, som bliver gjort til skamme af et enkelt individs snedige dumhed, nationens fællesvilje, som så ofte den taler gennem den almindelige valgret søger sit udtryk i masseinteressernes indgroede fjender, indtil den endelig finder det i en fribytters selvrådighed. Hvis noget historisk afsnit maler gråt i gråt, så er det dette. Mennesker og begivenheder optræder som omvendte Schlemihl'er [2] , som skygger, hvis legeme er forsvundet. Revolutionen selv lammer sine egne bærere og udruster blot sine fjender med lidenskabelig voldsomhed. Når det »røde spøgelse«, som til stadighed manes frem og manes ned af de kontrarevolutionære, endelig viser sig, er det ikke med den anarkiske frygiske hue på hovedet, men i ordenens uniform, i røde pludderbukser.

Vi har set, at det ministerium, som Bonaparte installerede på sin himmelfartsdag, den 20. december 1848, var et ministerium af ordenspartiet, af den legitimistisk-orleanistiske koalition. Dette ministerium Barrot-Falloux havde overlevet den republikanske konstituerende forsamling, hvis levetid det mere eller mindre voldeligt forkortede, og sad endnu ved roret. Changarnier, de forenede royalisters general, forenede fortsat i sin person overkommandoen både over den første militærdivision og over nationalgarden i Paris. Endelig havde almindelige valg sikret ordenspartiet det store flertal i nationalforsamlingen. Her mødte Louis Philippes deputerede og pairs en hellig skare af legitimi­ster, for hvem nationens mange stemmesedler havde forvandlet sig til adgangskort til den politiske arena. De bonapartistiske folkerepræsen­tanter var alt for tyndt sået til at kunne danne et politisk selvstændigt parti. De træder blot frem som en ringe svans til ordenspartiet. Således var ordenspartiet i besiddelse af regeringsmagten, armeen og den lovgivende forsamling, kort sagt: hele statsmagten, moralsk styrket af de almindelige valg, som lod dets herredømme tage sig ud som folkets vilje, og af kontrarevolutionens samtidige sejr på hele det europæiske fastland.

Aldrig har et parti åbnet sit felttog med større midler og under gun­stigere varsler.

De skibbrudne rene republikanere så sig skrumpet ind til en klike på omkring 50 mand i nationalforsamlingen, med de afrikanske gene­raler Cavaignac, Lamoriciere og Bedeau i spidsen. Det største opposi­tionsparti var imidlertid Bjerget. Dette parlamentariske navn havde det socialdemokratiske parti givet sig. Det rådede over mere end 200 af nationalforsamlingens 750 stemmer og var derfor mindst ligeså mæg­tigt som en hvilken som helst af ordenspartiets tre fraktioner enkeltvis. Det relative mindretal, det udgjorde i forhold til den forenede royali­stiske koalition, syntes at opvejes af særlige omstændigheder. Departementsvalgene viste ikke blot, at det havde fundet betydelig tilslutning blandt landbefolkningen. Det havde næsten alle de deputerede fra Paris, armeen havde ved at vælge tre underofficerer aflagt en demokra­tisk trosbekendelse, og Bjergets leder, Ledru-Rollin, var i modsætning til alle ordenspartiets repræsentanter hævet op i den parlamentariske adelsstand ved, at hele fem departementer havde samlet deres stemmer om ham. Bjerget syntes altså den 29. maj 1849, i betragtning af de uundgåelige indbyrdes rivninger blandt royalisterne og mellem hele ordenspartiet og Bonaparte, at have alle chancer for at vinde sejr. Fjorten dage senere havde de mistet alt, æren iberegnet.

Før vi følger den parlamentariske historie videre, er det nødvendigt at gøre nogle bemærkninger for at undgå nogle almindelige fejlagtige forestillinger, som gør sig gældende i spørgsmålet om hele karakteren af den epoke, vi har foran os. Efter den demokratiske synsmåde drejer det sig i den lovgivende nationalforsamlings periode om det samme, som det drejede sig om i den konstituerende periode, ganske simpelt om kampen mellem republikanere og royalister. Men bevægelsen selv sammenfatter de i et stikord: »reaktion«, en nat, hvor alle katte er grå, og som tillader dem at aflire deres natvægtersandheder. Og ved første øjekast viser ordenspartiet sig rigtignok som et virvar af forskellige royalistiske fraktioner, som ikke alene intrigerer indbyrdes for hver at løfte sit kongsemne op på tronen og holde modpartens kandidater udenfor, men som også alle forenes i fælles had og fælles angreb mod »republikken«. Bjerget på sin side fremtræder i modsætning til denne royalistiske sammensværgelse som repræsentant for »republikken«. Or­denspartiet synes stadig at være beskæftiget med en »reaktion«, som hverken mere eller mindre end i Preussen er rettet mod pressen, orga­nisationsfriheden og lignende, og som gennemføres på samme måde som i Preussen gennem brutale politiindblandinger fra bureaukratiets, gendarmeriets og domstolenes side. »Bjerget« på sin side er ligeledes stadig optaget af at afværge disse angreb og således forsvare de »evige menneskerettigheder«, som ethvert folkeparti i større eller mindre grad har gjort det gennem halvandet århundrede. Ved en nærmere be­tragtning af situationen og partierne forsvinder imidlertid dette ydre skin, som dækker over denne periodes klassekamp og ejendommelige fysiognomi.

Legitimister og orleanister udgjorde som sagt ordenspartiets to store fraktioner. Hvad var det, der holdt disse to fraktioner sammen om deres kongsemner og gensidig skilte dem fra hinanden? Var det ikke andet end liljen og trikoloren, huset Bourbon og huset Orleans, forskellige afskygninger af royalismen? Var det overhovedet den royalisti­ske trosbekendelse? Under bourbonerne havde den store jordbesiddelse regeret med sine præster og lakajer, under orleans'erne højfinansen, storindustrien, storhandelen, det vil sige kapitalen med dens følge af advokater, professorer og skøntalere. Det legitime kongedømme var blot det politiske udtryk for de herrer godsejeres nedarvede herredøm­me, ligesom julimonarkiet blot var det politiske udtryk for de borgerlige opkomlinges usurperede herredømme. Det som altså holdt frak­tionerne fra hinanden, var ingen såkaldte principper, det var deres materielle eksistensbetingelser, to forskellige slags ejendom, det var den gamle modsætning mellem by og land, rivaliteten mellem kapital og jordejendom. At samtidig gamle minder, personligt fjendskab, frygt og håb, fordomme og illusioner, sympatier og antipatier, overbevis­ning, trosartikler og principper bandt dem til det ene eller det andet kongehus, hvem nægter det? Ovenpå de forskellige former for ejen­dom, ovenpå de samfundsmæssige eksistensbetingelser rejser der sig en hel overbygning af forskelligartede og særprægede følelser, illusio­ner, tankesæt og livsanskuelser. Klassen som helhed skaber og former dem ud fra sit materielle grundlag og ud fra de tilsvarende samfundsforhold. Det enkelte individ, som får dem indpodet gennem traditio­ner og opdragelse, kan indbilde sig, at de er de egentlige bevæggrunde og udgangspunktet for dets handlinger. Når orleanisterne, legitimi­sterne, hver af fraktionerne forsøgte at forsikre sig selv og andre om, at det var hengivenhed for deres to kongehuse, som skilte dem, så be­viste kendsgerningerne senere, at det tværtimod var deres splittede interesser, der forbød foreningen af de to kongehuse. På samme måde, som man i privatlivet skelner mellem det, som et menneske mener og siger om sig selv, og det, det virkelig er og gør, må man endnu mere i historiske kampe skelne mellem partiernes fraser og indbildninger og deres virkelige organisme og virkelige interesser, mellem hvad de forestiller sig, og hvad de virkelig er. Orleanisterne og legitimisterne viste sig indenfor republikken at stå side om side med de samme krav. Når hver side mod den anden ville gennemføre restaurationen af sit eget kongehus, så betød det ikke noget andet, end at de to store interesser, som bourgeoisiet er splittet i - jordejendom og kapital -, hver på sin side søgte at restaurere sit overherredømme og den andens underord­ning. Vi taler om to interesser indenfor bourgeoisiet, thi storgrundejendommen var trods sit feudale koketteri og sin racestolthed blevet fuldstændig borgerlig gennem det moderne samfunds udvikling. På samme måde indbildte toryerne i England sig i lang tid, at de sværmede for kongedømmet, kirken og den gammelengelske forfatnings skønheder, indtil farens dag fravristede dem den indrømmelse, at det blot var jordrenten, de sværmede for.

De forenede royalister drev deres intriger mod hinanden i pressen, i Ems, i Claremont, udenfor parlamentet. Bag kulisserne tog de atter deres gamle orleanistiske og legitimistiske livreer på og opførte igen deres gamle turneringer. Men på den offentlige tribune, i deres gala­forestillinger for publikum, som stort parlamentarisk parti affærdigede de deres respektive kongehuse med et buk og udsatte monarkiets re­stauration in infinitum [3] . De udførte deres virkelige opgave som orde­nens parti, det vil sige under et socialt, ikke under et politisk mærke, som repræsentanter for den borgerlige verdensorden, ikke som riddere for omflakkende prinsesser, som bourgeoisklasse mod andre klas­ser, ikke som royalister mod republikanere. Og som ordenens parti har de udøvet et mere uindskrænket og hårdere herredømme over sam­fundets øvrige klasser end nogensinde tidligere under restaurationen eller under julimonarkiet, et herredømme, som overhovedet kun var muligt under den parlamentariske republiks form, thi kun under denne form kunne de to store afdelinger indenfor det franske bourgeoisi forene sig, altså sætte deres klasses herredømme på dagsordenen i stedet for det herredømme, der udøvedes af en privilegeret fraktion af denne klasse. Når de alligevel også som ordenens parti håner republikken og udtaler deres afsky for den, så sker dette ikke bare af royalistisk tradi­tion. Instinktet sagde dem, at republikken ganske vist fuldender deres politiske herredømme, men at den samtidig undergraver det samfundsmæssige grundlag for dette, idet de nu ikke længere kan dække sig bag tronen, ikke længere kan bortlede nationens interesse med underordnede kampe indbyrdes og med kongedømmet, men står direkte overfor de undertrykte klasser og må kæmpe mod dem. Det var følelsen af deres svaghed, der fik dem til at vige tilbage for de rene betingelser for deres eget klasseherredømme og til at længes tilbage til de mere ufuldstændige, uudviklede og netop derfor mere ufarlige former. Så ofte de forenede royalister derimod kommer i konflikt med den præ­tendent, de har imod sig, med Bonaparte, så ofte de tror deres parla­mentariske almagt truet af den udøvende magt, så ofte de altså må slå på den politiske adkomst til deres herredømme, optræder de som repu­blikanere og ikke som royalister, lige fra orleanisten Thiers, som indprenter nationalforsamlingen, at republikken er det, der mindst skiller dem, til legitimisten Berryer, der den 2. december 1851 som repu­blikkens tribun og med det trefarvede skærf om livet taler til folket, som var forsamlet udenfor tiende arrondissements rådhus. Ganske vist råber ekkoet spottende tilbage: Henrik V! Henrik V!

Mod det forenede bourgeoisi havde der dannet sig et forbund af småborgere og arbejdere, det såkaldte socialdemokratiske parti. Småborgerne syntes, at de var blevet dårligt lønnede for junidagene i 1848, deres materielle interesser blev bragt i fare, og de demokratiske garan­tier, som skulle sikre dem, at de kunne gøre disse interesser gældende, blev antastet af kontrarevolutionen. De nærmede sig derfor arbejderne. På den anden side havde deres parlamentariske repræsentanter, Bjerget. som under de borgerlige republikaneres diktatur var blevet skubbet til side, under den sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid generobret deres tabte popularitet gennem kampen mod Bonaparte og de royalistiske ministre. De havde sluttet forbund med de socialisti­ske førere. I februar 1849 fandt der forsoningsbanketter sted. Der blev udarbejdet et fælles program, dannet fælles valgkomiteer og opstillet fælles kandidater. Proletariatets sociale krav blev berøvet deres revolutionære brod og fik en demokratisk fernis, mens småborgerska­bets demokratiske fordringer blev berøvet deres rent politiske form og fik en socialistisk fernis. Således opstod socialdemokratiet. Det nye Bjerg, resultatet af denne kombination, indeholdt, bortset fra en del statister fra arbejderklassen og nogle socialistiske sekterere, de samme elementer som det gamle Bjerg, blot var det talmæssigt stærkere. Men i udviklingens løb havde det forandret sig sammen med den klasse, som det repræsenterede. Socialdemokratiets særprægede karakter består i, at det kræver demokratisk republikanske institutioner, ikke som mid­del til at ophæve begge de to yderpunkter, kapital og lønarbejde, men for at afsvække modsætningen mellem dem og forvandle den til har­moni. Hvor forskellige forholdsregler der end foreslås for at opnå dette, hvilke mere eller mindre revolutionære forestillinger disse be­stræbelser end udstafferer sig med, indholdet bliver det samme. Dette indhold er en ændring af samfundet ad demokratisk vej, men en æn­dring indenfor småborgerskabets grænser. Man må blot ikke danne sig den bornerte forestilling, at småborgerskabet principielt vil sætte en egoistisk klasseinteresse igennem. Det tror tværtimod, at de særlige betingelser for dets frigørelse er de almene betingelser, under hvilke det moderne samfund alene kan reddes og klassekampen undgås. Ligeså lidt må man forestille sig, at de demokratiske repræsentanter alle sammen er høkere eller sværmer for dem. De kan, hvad deres dan­nelse og deres individuelle stilling angår, være himmelvidt fjernet fra dem. Det, der gør dem til repræsentanter for småborgerskabet, er, at de i deres tankeverden ikke kommer udover de grænser, som høkeren aldrig i livet kommer udover, at de derfor teoretisk drives mod de samme opgaver og løsninger, som denne i praksis drives mod af sin materielle interesse og samfundsmæssige stilling. Dette er overhovedet det forhold, en klasses politiske og litterære repræsentanter står i til den klasse, de repræsenterer.

Efter den udredning, der er givet her, siger det sig selv, at når Bjer­get stadig kæmper med ordenspartiet om republikken og de såkaldte menneskerettigheder, så er det hverken republikken eller menneskeret­tighederne, der er dets endelige mål, ligeså lidt som en hær, som man vil tage våbnene fra, og som sætter sig til modværge, er gået ind i kampen alene for at beholde sine egne våben.

Ordenens parti provokerede straks Bjerget ved nationalforsamlin­gens sammentræden. Bourgeoisiet følte nu, at det var nødvendigt at gøre op med de demokratiske småborgere, ligesom det et år i forvejen havde forstået nødvendigheden af at gøre op med det revolutionære proletariat. Blot var fjendens stilling nu en anden. Det proletariske partis styrke lå i gaden, småborgernes styrke i selve nationalforsamlin­gen. Det gjaldt altså om at lokke dem fra nationalforsamlingen ud på gaden og få dem selv til at knække deres parlamentariske magt, før de fik tid og lejlighed til at konsolidere den. Bjerget røg på hovedet i fælden.

De franske troppers bombardement af Rom var den lokkemad, der blev kastet hen til det. Bombardementet var et brud på forfatningens paragraf 5, som forbyder den franske republik at benytte sine stridskræfter mod et andet folks frihed. Desuden forbød paragraf 4 også enhver krigserklæring fra den udøvende magts side uden nationalforsam­lingens godkendelse, og den konstituerende forsamling havde gennem sin beslutning af 8. maj misbilliget den romerske ekspedition. På dette grundlag fremlagde Ledru-Rollin den 11. juni 1849 en anklageakt mod Bonaparte og hans ministre. Tirret af Thiers' hvepsestik lod han sig endog provokere til en trussel om at ville forsvare forfatningen med alle midler, selv med våben i hånd. Bjerget rejste sig som een mand og gentog dette kampråb. Den 12. juni forkastede nationalforsamlingen anklageakten, og Bjerget forlod parlamentet. Begivenhederne den 13. juni er velkendte: proklamationen fra en del af Bjerget, hvori Bonaparte og hans ministre blev erklæret sat »udenfor forfatningen« de demokratiske nationalgardisters gadeprocession, der - våbenløse, som de var - løb fra hinanden, da de stødte sammen med Changarniers tropper osv., osv. En del af Bjerget flygtede til udlandet, en anden del blev overladt højesteretten i Bourges, og et parlamentarisk regle­ment satte resten af dem under skolemesterligt tilsyn af nationalforsamlingens præsident. Paris blev atter erklæret i belejringstilstand, og den demokratiske del af byens nationalgarde opløst. Dermed var Bjergets indflydelse i parlamentet og småborgernes magt i Paris brudt.

Lyon, hvor den 13. juni havde givet signalet til en blodig arbejderopstand, blev ligeledes erklæret i belejringstilstand sammen med de fem omliggende departementer, en tilstand som vedvarer indtil det øjeblik, dette skrives.

Bjergets store flertal havde ladet sin fortrop i stikken, da det nægtede at underskrive dens proklamation. Pressen var deserteret, idet kun to blade vovede at offentliggøre proklamationen. Småborgerne forrådte deres repræsentanter, idet nationalgarden udeblev eller forhindrede bygningen af barrikader, overalt hvor den viste sig. Repræsentanterne havde narret småborgerne, idet de såkaldte forbundsfæller indenfor hæren ikke var at øjne nogetsteds. Endelig havde det demokratiske parti, i stedet for at hente sin kraft fra proletariatet, smittet dette med sin egen svaghed, og som altid, når det drejer sig om demokratiske heltegerninger, havde førerne fornøjelsen af at kunne beskylde deres »folk« for desertation og folket fornøjelsen af at kunne beskylde sine førere for bedrageri.

Sjælden var en aktion blevet kundgjort med større larm end Bjergets forestående felttog, og sjælden er en begivenhed blevet udbasune­ret med større sikkerhed og i bedre tid end demokratiets uundgåelige sejr. Ganske vist: demokraterne tror på de basuner, som fik Jerikos mure til at falde. Og hver gang de står foran despotismens mure, søger de at gøre miraklet efter. Såfremt Bjerget ville sejre i parlamentet, burde det ikke have kaldt til våben. Og når det kaldte til våben i parlamentet, så burde det ikke forholde sig parlamentarisk på gaden. Såfremt den fredelige demonstration var alvorlig ment, så var det tåbeligt ikke at kunne forudse, at den ville blive krigerisk modtaget. Hvis man tog sigte på en virkelig kamp, så var det originalt at nedlægge de våben, som den måtte føres med. Men småborgernes og deres demokratiske repræ­sentanters revolutionære trusler er kun forsøg på at sætte skræk i fjen­den. Og når de så har forvildet sig ud i en blindgade, når de har kompromitteret sig så meget, at de er nødt til at gennemføre deres trusler, så sker det på en tvetydig måde, som ikke skyer noget mere end netop de midler, der fører til målet, og som jager efter påskud til at bukke under. Den smældende ouverture, som kundgjorde kampen, svinder hen i en forsagt knurren, så snart kampen skal begynde, skuespillerne holder op med at tage sig selv alvorligt, og handlingen falder fuld­stændig sammen som en luftfyldt ballon, som man stikker en nål i.

Intet parti nærer mere overdrevne forestillinger om sine virkemidler end det demokratiske parti, intet parti tager mere letsindigt fejl af situationen. Så snart en del af hæren havde stemt på det, var Bjerget også overbevist om, at hæren ville gøre oprør for det. Og i hvilken anledning? Jo, en anledning, som set fra troppernes standpunkt ikke betød andet, end at de revolutionære tog parti for de romerske soldater mod de franske soldater. På den anden side var erindringen om juni 1848 endnu så levende, at der hos proletariatet måtte eksistere en dyb uvilje mod nationalgarden, og hos cheferne for de hemmelige sel­skaber en dybtgående mistillid til de demokratiske chefer. For at udjævne disse uoverensstemmelser var det nødvendigt, at store fælles interesser stod på spil. Overtrædelse af en abstrakt forfatningsparagraf kunne ikke vække denne interesse. Var måske ikke forfatningen efter demokraternes egen forsikring allerede gentagne gange blevet kræn­ket? Havde ikke de mest populære aviser stemplet den som et kontrarevolutionært makværk? Men demokraten, som repræsenterer småbor­gerskabet - altså en overgangsklasse, i hvilken to klassers interesser samtidig afstumper hinanden -, indbilder sig at være hævet over alle klassemodsætninger. Demokraterne indrømmer, at der overfor dem står en privilegeret klasse, mens de sammen med hele nationen forøvrigt udgør folket. Det, de vil have, erklæres for folkets ret; det, der interesserer dem, er folkets interesse. De behøver derfor ikke under en forestående kamp at undersøge forskellige klassers interesser og posi­tioner. De behøver ikke at vie deres egne midler alt for stor opmærk­somhed. De har bare at give signalet, for at folket med alle sine uudtømmelige ressourcer skal falde over plageånderne. Viser deres interes­ser sig nu i praksis at være interesseløse og deres magt at være afmagt, så ligger årsagen hertil enten hos de fordærvelige sofister, som spalter det udelelige folk i forskellige fjendtlige lejre, eller også var hæren for brutaliseret og forblændet til. at forstå, at demokratiets rene mål var til dens eget bedste, eller alt strandede på en detalje i gennemførelsen, eller en uforudset tilfældighed ødelagde spillet for denne gangs skyld. I hvert fald går demokraten ligeså pletfri ud af det mest knusende nederlag, som han er gået uskyldig ind i det, med den nyerhvervede overbevisning, at han må sejre, ikke at han selv eller hans parti må opgive det gamle standpunkt, men tværtimod, at forholdene må komme på højde med dette.

Man må derfor ikke forestille sig det decimerede, knækkede og af det nye parlamentariske reglement ydmygede Bjerg som altfor ulykkeligt. Hvis den 13. juni havde fjernet dets ledere, så gav det på den anden side plads for mere underordnede kapaciteter, som smigres af denne nye stilling. Når deres magtesløshed i parlamentet ikke længere kunne drages i tvivl, så blev de nu også berettiget til at indskrænke deres arbejde til udbrud af moralsk indignation og larmende deklama­tion. Hvis ordenspartiet skildrede dem, revolutionens sidste officielle repræsentanter, som selve legemliggørelsen af alle anarkiets rædsler, så kunne de i praksis optræde så meget mere plat og moderat. Og hvad den 13. juni angår, så trøstede de sig med følgende dybsindighed: »Men hvis man vover at røre ved den almindelige valgret, nå da! Da skal vi vise, hvem vi er«. Vi får se.

Hvad nu angår de tilhængere af Bjerget, som var flygtet til udlandet, så er det her tilstrækkeligt at bemærke, at Ledru-Rollin, fordi det var lykkedes ham i løbet af knap to uger redningsløst at ruinere det mægtige parti, som han stod i spidsen for, nu følte sig kaldet til at danne en fransk regering in partibus; at hans skikkelse ude i det fjerne, borte fra begivenhedernes centrum, syntes at vokse i samme målestok, som revolutionens niveau sank og det officielle Frankrigs storheder blev mere og mere dværgagtige; at han kunne figurere som republi­kansk prætendent til valgene i 1852, at han skrev periodiske cirkulærer til valakerne og andre folk, hvori han truede kontinentets despoter med sine og sine forbundsfællers bedrifter. Havde Proudhon helt uret, da han råbte til disse herrer: »I er ikke andet end vindbøjtler«?

Ordenspartiet havde den 13. juni ikke alene knækket Bjerget, det havde også sat igennem, at forfatningen underordnedes nationalforsamlingens flertalsbeslutninger. Og således opfattede det også republikken: bourgeoisiet herskede her i parlamentariske former uden som under monarkiet at hæmmes af den udøvende magts veto eller natio­nalforsamlingens opløselighed. Det var den parlamentariske republik, som Thiers kaldte den. Men når bourgeoisiet den 13. juni sikrede sig uindskrænket magt indenfor parlamentsbygningen, tilføjede det da ikke også parlamentet et ulægeligt sår ved at udelukke de mest popu­lære repræsentanter og således svække sig selv i forhold til den udøvende magt og folket? Da det uden videre ceremonier prisgav talrige deputerede til domstolenes forgodtbefindende, ophævede det sin egen parlamentariske ukrænkelighed. Det ydmygende reglement, som det underkastede Bjerget, ophøjer republikkens præsident i samme grad, som den fornedrer hver enkelt repræsentant for folket. Ved at brænde-mærke en opstand til forsvar for den konstitutionelle forfatning som en anarkistisk handling, der har til hensigt at omstyrte samfundet, afskar det sig selv fra muligheden for at appellere til opstanden i det øjeblik, den udøvende magt ville bryde forfatningen mod det selv. Og historiens ironi vil, at ordenspartiet den 2. december 1851 så min­deligt, men forgæves må tilbyde folket general Oudinot som forsvarer af forfatningen mod Bonaparte - Oudinot, den general, som efter ordre fra Bonaparte bombarderede Rom og således gav den umiddel­bare anledning til det konstitutionelle mytteri den 13. juni. En anden af den 13. junis helte, Vieyra, som får lovord fra nationalforsamlin­gens tribune for sin brutale fremfærd i demokratiske avislokaler i spidsen for en bande nationalgardister fra højfinansen, den samme Vieyra var indviet i Bonapartes sammensværgelse og bidrog væsentligt til at hindre, at nationalforsamlingen i sin dødsstund fik nogen som helst støtte fra nationalgardens side.

Den 13. juni havde også en anden betydning. Bjerget havde villet tiltrodse sig en anklage mod Bonaparte. Dets nederlag var altså en direkte sejr for Bonaparte, hans personlige triumf over sine demokra­tiske fjender. Ordenens parti vandt sejren, Bonaparte havde bare at indkassere den. Han gjorde det. Den 14. juni kunne man på Paris' mure læse en proklamation, i hvilken præsidenten ligesom uden egen medvirken, modstræbende, alene tvunget af begivenhedernes magt, træder frem fra sin klosteragtige afsondrethed og som en miskendt uskyldighed klager over sine modstanderes bagvaskelser, samtidig med, at han synes at identificere sin person med ordenens sag, men i virkeligheden identificerer ordenens sag med sin person. Desuden havde nationalforsamlingen ganske vist bagefter godkendt ekspeditionen mod Rom, men Bonaparte havde taget initiativet til den. Efter at han havde ført ypperstepræsten Samuel ind i vatikanet igen, kunne han selv håbe på som kong David at drage ind i Tuilerierne. Han havde fået præ­sterne på sin side.

Som vi har set, indskrænkede oprøret den 13. juni sig til en fredelig gadeprocession. I kampen mod den var der således ingen krigerlaurbær at vinde. Ikke desto mindre forvandler ordenspartiet i denne helte- og begivenhedsfattige tid dette slag uden blodsudgydelser til et andet Austerlitz. Talerstole og presse lovpriste armeen som ordenens magt i modsætning til folkemasserne, der karakteriseredes som anarkiets vanmagt, og Changarnier pristes som »samfundets bolværk«. En mystifika­tion, som han til sidst selv troede på. Men underhånden blev de korps, som syntes upålidelige, flyttet bort fra Paris, de regimenter, som ved valgene havde vist sig som de mest demokratiske, forvist fra Frankrig til Algier, de urolige elementer blandt tropperne interneret i straffeafdelinger, og endelig blev pressen systematisk spærret ude fra kaser­nen og kasernen spærret af fra det borgerlige samfund.

Vi er kommet til det afgørende vendepunkt i den franske nationalgardes historie. I 1830 havde den afgjort restaurationens fald. Under Louis Philippe mislykkedes ethvert oprør, når nationalgarden stod på troppernes side. Da den i februardagene 1848 forholdt sig passiv overfor opstanden og viste sig tvetydig i sit forhold til Louis Philippe, gav han tabt og var fortabt. Derved slog den overbevisning rod, at revolu­tionen ikke, kunne sejre uden nationalgarden og armeen ikke sejre over nationalgarden. Dette var armeens overtroiske vurdering af civilbefolk­ningens almagt (bürgerliche Allmacht). Junidagene 1848, da hele na­tionalgarden sammen med linjetropperne slog opstanden ned, havde yderligere styrket denne overtro. Efter Bonapartes valg til præsident var nationalgardens betydning sunket en del på grund af, at kommandoen over den og kommandoen over første militærdivision forfatningsstridigt samledes i Changarniers person.

Ligesom kommandoen over nationalgarden her blev en slags attribut til den militære øverstkommanderende, således blev den selv blot et vedhæng til linjetropperne. Den 13. juni blev den endelig knækket, og det ikke blot på grund af dens delvise opløsning, som efter denne tid periodisk gentog sig overalt i Frankrig, og som kun lod ruiner igen af den. Demonstrationen den 13. juni var frem for alt en demonstration af de demokratiske nationalgardister. De havde ganske vist ikke stillet deres våben, kun deres uniformer op mod armeen, men netop i denne uniform sad talismanen. Armeen overbeviste sig om, at denne uniform var som enhver anden uldlap. Trolddommen forsvandt. I junidagene 1848 var bourgeoisiet og småborgerskabet som nationalgarde forenet med armeen mod proletariatet, den 13. juni 1849 lod bourgeoisiet ar­meen sprænge den småborgerlige nationalgarde, den 2. december 1851 var bourgeoisiets nationalgarde selv forsvundet, og Bonaparte konsta­terede kun dette faktum, da han bagefter underskrev dekretet om dens opløsning. Således havde bourgeoisiet selv brudt sit sidste våben mod armeen i stykker, men det måtte bryde det i stykker fra det øjeblik, da småborgerskabet ikke længere stod bag det som vasal, men foran det som rebel, på samme måde, som det i det hele taget med egen hånd måtte bryde alle sine forsvarsmidler mod et selvherskerdømme i stykker, såsnart det selv var blevet selvherskende.

Ordenspartiet fejrede imidlertid generobringen af en magt, som blot syntes at være tabt i 1848 for at blive genfundet i 1849, frigjort for sine skranker, - med skældsord mod republikken og forfatningen, med forbandelse af alle fremtidige, nuværende og tidligere revolutioner, iberegnet den, som deres egne ledere havde gjort, og med love, som kneblede pressen, tilintetgjorde foreningsfriheden og stadfæstede be­lejringstilstanden som en normal institution. Nationalforsamlingen udsatte derpå sine møder fra midten af august til midten af oktober, efter at den havde valgt en permanent kommission fra den tid, den var opløst. I denne ferie intrigerede legitimisterne med Ems, orleani­sterne med Claremont, Bonaparte intrigerede ved fyrstelige rundrejser og departementsrådene ved konferencer om revision af forfatningen - noget som regelmæssigt gentager sig i nationalforsamlingens periodi­ske ferier, og som jeg først vil komme ind på, når de bliver til begiven­heder. Her skal kun bemærkes, at nationalforsamlingen handlede upo­litisk, da den for længere mellemrum forsvandt fra scenen og lod en eneste, omend jammerlig skikkelse træde frem i spidsen for republikken, nemlig Louis Bonaparte, mens ordenspartiet til stor skandale for publi­kum faldt fra hinanden i sine royalistiske bestanddele og gav efter for sine modstridende restaurationslyster. Ligeså ofte parlamentets forvirrende larm forstummede under disse ferier og dets legeme opløste sig i nationen, viste det sig klart, at der nu blot manglede en ting for at fuldende denne republiks sande skikkelse; at gøre parlamentets ferier permanente og erstatte republikkens motto: frihed, lighed, broderskab, med de utvetydige ord: infanteri, kavaleri, artilleri!

Noter

[1]: