| Tilbage |
Kommunismen adskiller sig fra alle tidligere bevægelser derved, at den omstyrter grundlaget for alle hidtidige produktions- og samkvemsrelationer og for første gang bevidst behandler alle naturgivne [naturwüchsige] forudsætninger som noget, der er skabt af de hidtidige mennesker, afklæder dem deres naturgivne karakter og underkaster dem de forenede individers magt. Kommunismens institution er derfor efter sit væsen økonomisk, den materielle fremstilling af betingelser for denne forening; den gør de eksisterende betingelser til betingelser for denne forening. Det bestående, som kommunismen skaber, er netop den virkelige basis, der gør det umuligt at noget består uafhængigt af individerne, for så vidt dette bestående alligevel ikke er andet end et produkt af individernes eget hidtidige samkvem. Kommunisterne behandler altså i praksis de betingelser, som er skabt af den hidtidige produktion, resp. samkvem, som uorganiske, uden at de imidlertid indbilder sig, at det skulle have været de hidtidige generationers plan eller bestemmelse at levere dem materiale, og uden at tro, at disse betingelser var uorganiske for de individer, som har skabt dem. Forskellen mellem det personlige individ og det tilfældige individ er ikke en begrebsdefinition, men et historisk faktum. Denne definition har forskellig betydning til forskellige tider; f. eks. er standen noget tilfældigt for individet i det 18. århundrede, plus ou moms [mere eller mindre] også familien. Det er ikke os, der skal foretage denne distinktion for enhver tidsperiode, men enhver tidsperiode foretager den selv blandt de forskellige elementer, som den forefinder, og den gør det ikke ifølge begrebet, men tvunget af det materielle livs kollisioner [sammenstød]. Hvad der for en senere tid forekommer at være tilfældigt i modsætning til den tidligere, altså også blandt de elementer, som den har overtaget fra en tidligere, er en samkvemsform, der svarede til en bestemt udvikling af produktivkræfterne. Produktivkræfternes relation til samkvemsformen er samkvemsformens relation til individernes virksomhed eller aktivitet. (Grundformen for denne aktivitet er naturligvis den materielle, hvoraf alle andre åndelige, politiske, religiøse osv. afhænger. Den forskellige udformning af det materielle liv er hver gang naturligvis afhængig af de allerede udviklede behov, og såvel frembringelsen som tilfredsstillelsen af disse behov er selv en historisk proces, som ikke findes hverken hos et får eller en hund (Stirners kradsbørstige hovedargument adversus hominem [rettet mod mennesket], skønt får og hunde i deres nuværende skikkelse ganske vist, men malgr eux [mod deres vilje] er produkter af en historisk proces). De betingelser, under hvilke individerne omgås hinanden, så længe modsigelsen endnu ikke er opstået, er betingelser, som hører med til deres individualitet, de er ikke noget udvendigt for dem, men betingelser, hvorunder disse bestemte, under bestemte forhold eksisterende individer alene kan producere deres materielle liv og hvad der hænger sammen dermed; de er altså betingelserne for deres selv-virksomhed og bliver produceret af denne selv-virksomhed. [1] Den bestemte betingelse, hvorunder de producerer, svarer altså, så længe modsigelsen endnu ikke er opstået, til deres virkelige betingethed, deres ensidige tilværelse, hvis ensidighed først viser sig, når modsigelsen opstår og følgelig eksisterer for dem, der kommer senere. Da fremtræder denne betingelse som en tilfældig lænke, og da bliver bevidstheden om, at den er en lænke, også tillagt en tidligere tidsperiode.
Disse forskellige betingelser, der først fremtrådte som betingelser for selv-virksomheden, men senere som dens lænker, danner under hele den historiske udvikling en sammenhængende række af samkvemsformer, hvis sammenhæng består i, at der i stedet for den tidligere samkvemsform, som er blevet til en lænke, bliver sat en ny, som svarer til de mere udviklede produktivkræfter og samtidig til individernes mere fremskredne art af selvvirksomhed, som a son tour [vekselvis] atter bliver til lænke og derefter bliver erstattet af en anden. Da disse betingelser på hvert trin svarer til produktivkræfternes samtidige udvikling, er deres historie tillige historien om produktivkræfterne, som udvikler sig og overtages af hver ny generation, og dermed historien om udviklingen af individernes egne kræfter.
Da denne udvikling foregår spontant [naturwüchsig], dvs. ikke er underlagt en totalplan af frit forenede individer, så går den ud fra de forskellige lokaliteter, stammer, nationer, arbejdsgrene osv.; enhver af dem udvikler sig i begyndelsen uafhængigt af de andre og træder først lidt efter lidt i forbindelse med de andre. Endvidere foregår udviklingen kun meget langsomt; de forskellige stadier og interesser bliver aldrig helt overvundet, men kun underordnet den sejrrige interesse og slæber sig endnu i århundreder videre ved siden af denne. Følgelig udvikler individerne, selv inden for samme nation, sig helt forskelligt, også bortset fra deres formueomstændigheder; en tidligere interesse, hvis særegne samkvemsform allerede er fortrængt af en, som svarer til en senere interesse, bliver endnu længe ved med at råde over en traditionel magt i det fællesskab, der tilsyneladende har gjort sig selvstændigt i forhold til individerne (stat, ret), en magt, der i sidste instans kun kan brydes af en revolution. Det forklarer også, hvorfor bevidstheden med hensyn til enkelte punkter, som tillader en mere generel konklusion, undertiden kan synes at være videre fremskreden end de samtidige empiriske forhold, således at man i en senere epokes kampe kan støtte sig til tidligere teoretikere som autoriteter.
Derimod foregår udviklingen meget hurtigt i lande, der – som Nordamerika – begynder forfra i en allerede mere udviklet historisk epoke. Sådanne lande har ikke andre naturlige forudsætninger end de individer, som bosætter sig der og blev bevæget til at gøre dette af samkvemsformer i de gamle lande, som ikke svarede til deres behov. De begynder altså med de mest fremskredne individer fra de gamle lande og følgelig med den mest udviklede samkvemsform, som svarer til disse individer, endnu før denne samkvemsform kan slå igennem i de gamle lande. [2] Dette er tilfældet i alle kolonier, såfremt de ikke kun er militær- eller handelsstationer. Karthago, de græske kolonier og Island i det 11. og 12. århundrede leverer eksempler. Noget lignende sker ved erobring, når en samkvemsform, som er udviklet på en anden jordbund, i færdig form bliver bragt med til det erobrede land; mens den i sit hjemland endnu var behæftet med interesser og relationer fra tidligere epoker, kan og må den her slå igennem, fuldstændigt og uden forhindringer, allerede for at sikre erobrerne varig magt (England og Neapel efter normannernes erobring, hvor man fik den mest fuldkomne form for feudal organisation).
Alle kollisioner [sammenstød] i historien har således efter vor opfattelse deres oprindelse i modsigelsen mellem produktivkræfterne og samkvemsformen. Det er for øvrigt ikke nødvendigt, at denne modsigelse, for at føre til kollisioner i et land, er sat på spidsen i dette land selv. Konkurrencen med industrielt mere udviklede lande, sådan som den er fremkaldt af det udvidede internationale samkvem, er tilstrækkelig til at frembringe en lignende modsigelse også i lande med mindre udviklet industri (f. eks. i Tyskland det latente proletariat, som konkurrencen fra den engelske industri har fået til at træde frem i dagens lys).
Denne modsigelse mellem produktivkræfterne og samkvemsformen, der – som vi har set – allerede flere gange er opstået i den tidligere historie, uden dog at bringe grundlaget i fare, måtte hver gang give sig udslag i en revolution; samtidig antog den forskellige sideløbende skikkelser, som en totalitet af kollisioner, som kollisioner mellem forskellige klasser, som modsigelse i bevidstheden, kamp mellem tankerne osv., politisk kamp osv. Ud fra et begrænset synspunkt kan man nu plukke en af disse sideløbende skikkelser ud og betragte den som basis for disse revolutioner; dette er så meget lettere, eftersom individerne, fra hvem revolutionerne udgik, alt efter deres dannelsesgrad og deres historiske udviklingstrin, selv gjorde sig illusioner om deres egen virksomhed.
Forvandlingen af personlige magter (relationer) til tinglige i kraft af arbejdets deling kan ikke ophævesigen, bare fordi man slår sig den almindelige forestilling derom ud af hovedet; dette kan kun ske ved at individerne atter subsumerer disse tinglige magter under sig og ophæver arbejdets deling. [3] Dette er umuligt uden fællesskabet. Først i fællesskabet med andre har hvert individ midlerne til at udforme sine anlæg i alle retninger; først i fællesskabet bliver den personlige frihed altså mulig. I de hidtidige surrogater for fællesskab, i staten osv., eksisterede den personlige frihed kun for de individer, som udviklede sig under den herskende klasses forhold og kun for så vidt de var individer af denne klasse. Det illusoriske fællesskab, hvori individerne hidtil forenede sig, gjorde sig altid selvstændigt over for dem og var tillige, da den var den ene klasses forening over for en anden, ikke kun et helt igennem illusorisk fællesskab, men også en ny lænke for den beherskede klasse. I det virkelige fællesskab opnår individerne i og gennem deres association [forening] tillige deres frihed.
Det fremgår af hele den hidtidige udvikling, at den fællesskabsrelation, som en klasses individer havde indgået og som var betinget af deres fælles interesser over for tredjepart, altid var et fællesskab, som disse individer kun tilhørte i deres egenskab af gennemsnitsindivider og kun såfremt de levede under deres klasses eksistensbetingelser, en relation, som de ikke havde del i som individer, men kun som klassemedlemmer. Ved det revolutionære proletariats fællesskab derimod, der tager sine egne og alle samfundsmedlemmers eksistensbetingelser under sin kontrol, er det netop omvendt, deri tager alle individerne andel som individer. Det er netop individernes forening (naturligvis inden for rammerne af de forudsætninger, som de nu udviklede produktivkræfter skaber), der giver betingelserne for individernes frie udvikling og bevægelse under deres kontrol; disse betingelser var hidtil overladt til tilfældighederne, og de havde gjort sig selvstændige over for de enkelte individer, netop fordi de var isolerede som individer, forenede kun af den nødvendighed, som var givet ved arbejdets deling og som gennem deres isolation var blevet til et bånd, der var fremmed for dem selv. Den hidtidige forening var kun en forening (på ingen måde en vilkårlig forening, som det f. eks. fremstilles i »Contrat social«, [4] men en nødvendig forening) (jfr. f. eks. dannelsen af den nordamerikanske stat og de sydamerikanske republikker) med henblik på disse betingelser, hvorunder individerne så kunne nyde tilfældigheden. Denne ret til under visse betingelser uforstyrret at kunne nyde tilfældigheden, har man hidtil kaldt personlig frihed. – Disse eksistensbetingelser er naturligvis kun de til enhver tid givne produktivkræfter og samkvemsformer.
Når man betragter individernes udvikling under de eksistensbetingelser, som er fælles for de historisk på hinanden følgende stænder og klasser, og de generelle forestillinger, der dermed bliver påtvunget dem, filosofisk, så kan man ganske vist let indbilde sig, at arten, dvs. mennesket, havde udviklet sig i disse individer, eller at de havde udviklet mennesket; en indbildning, hvorved man tildeler historien nogle kraftige lussinger. [5] Så kan man opfatte disse forskellige stænder og klasser som specifikationer af det generelle udtryk, som underarter af arten, som udviklingsfaser af mennesket.
Denne subsumtion af individerne under bestemte klasser kan ikke ophæves, før der har dannet sig en klasse, som ikke længere har en specifik klasseinteresse at hævde over for den herskende klasse.
Individerne gik altid ud fra sig selv, men naturligvis ud fra sig selv, sådan som de var under deres givne historiske betingelser og relationer, ikke ud fra det »rene« individ i ideologernes betydning. Men i løbet af den historiske udvikling og netop i kraft af den selvstændiggørelse af de sociale relationer, som var uundgåelig inden for arbejdets deling, fremtræder der en forskel i hvert enkelt individs liv, for så vidt det er personligt og for såvidt det er subsumeret under en eller anden arbejdsgren og de dertil hørende betingelser. (Dette skal ikke forstås sådan, som om f. eks. rentier'en, kapitalisten m. il. holdt op med at være personer; men deres personlighed er betinget og bestemt af ganske bestemte klasserelationer, og forskellen fremtræder først i modsætning til en anden klasse, og for dem selv sker det først, når de går fallit). I standen (og endnu mere i stammen) er dette endnu tilsløret; f. eks. bliver en adelsmand altid ved med at være en adelsmand, en roturier [ikke adelig, borgerlig] altid en roturier, bortset fra hans øvrige forhold, en kvalitet, som er uadskillelig fra hans individualitet. Forskellen mellem det personlige individ og klasseindividet, livsbetingelsernes tilfældighed for individet, viser sig først der, hvor der opstår den klasse, som selv er et produkt af bourgeoisiet. Individernes indbyrdes konkurrence og kamp frembringer og udvikler først denne tilfældighed som sådan. I forestillingen er individerne derfor friere under bourgeoisiets herredømme end før, fordi deres livsbetingelser er tilfældige for dem; i virkeligheden er de naturligvis mere ufrie, fordi de er mere underkastet en tingenes magt. Forskellen mellem stand og -klasse fremtræder navnlig i bourgeoisiets modsætning til proletariatet. Da byborgernes stand, korporationerne m. fl., opstod over for landsdelen, syntes dens eksistensbetingelse, den rørlige ejendom og håndværksarbejdet, som havde eksisteret latent allerede før deres udskillelse fra feudalforbindelsen, at være noget positivt, der blev gjort gældende over for den feudale jordbesiddelse, og derfor antog den også i første omgang igen den feudale form på sin egen måde. Ganske vist behandlede de flygtede livegne deres tidligere livegenskab som noget, der var tilfældigt for deres personligheds vedkommende. Men dermed gjorde de kun det samme, som enhver klasse gør, der befrier sig fra en lænke, og i øvrigt befriede de sig ikke som klasse, men kun enkeltvis. Endvidere udtrådte de ikke af stænder.. væsenets system, men dannede kun en ny stand; de bibeholdt deres hidtidige arbejdsmåde også i den nye stilling og udviklede den videre, idet de befriede sig fra de hidtidige lænker, som ikke længere svarede til den allerede opnåede udvikling. [6]
Hos proletarerne derimod er deres egen livsbetingelse, arbejdet, og dermed samtlige eksistensbetingelser i det moderne samfund, blevet til noget tilfældigt for dem, noget som de enkelte proletarer ikke har kontrol over og som ingen social [gesellschaftlich] organisation kan give dem kontrol over; modsigelsen mellem den enkelte proletars personlighed og den livsbetingelse, der er ham påtvunget, nemlig arbejdet, bliver klar for ham selv, navnlig da han allerede fra sin ungdom bliver ofret, og ikke har nogen chance for inden for sin egen klasse at nå til betingelser, der ville give ham adgang til en anden.
Mens de flygtede livegne således kun ville udvikle deres allerede forhåndenværende eksistensbetingelser frit og gøre dem gældende og derfor i sidste instans kun nåede til det frie arbejde, må proletarerne, for at gøre sig personligt gældende, ophæve deres egen hidtidige eksistensbetingelse, der tillige er hele det hidtidige samfunds eksistensbetingelse, arbejdet. De befinder sig derfor i direkte modsætning til den form, hvori samfundets individer indtil nu gav sig et totalt udtryk, nemlig til staten, og de må omstyrte staten for at hævde deres personlighed.
[1]: