I - Hegel

Det foreliggende skrift [1] fører os tilbage til en periode, der hvad tiden angår ligger godt og vel en menneskealder bag os, men er blevet så fremmed for den nuværende generation i Tyskland, som om den allerede var et helt århundrede gammel. Og alligevel er det den pe­riode, da Tyskland forberedtes til revolutionen i 1848; og alt, hvad der siden er sket hos os, er kun en fortsættelse af 1848, kun en fuld­byrdelse af revolutionens testamente.

Ligesom i Frankrig i det 18. århundrede var den filosofiske revolu­tion også i Tyskland i det 19. århundrede indledningen til det politiske sammenbrud. Men hvor forskellige så de ikke ud! Franskmæn­dene i åben kamp med hele den officielle videnskab, med kirken, ofte også med staten; deres skrifter blev trykt på den anden side grænsen, i Holland eller England, og de selv var tit nok lige på nippet til at vandre i Bastillen. Og så tyskerne - professorer, statsansatte lærere for ungdommen, deres skrifter anerkendte lærebøger, og det system, der afsluttede hele udviklingen, det hegelske, blev på en vis måde ophøjet til rang af kongelig preussisk statsfilosofi! Og bag disse profes­sorer, bag disse pedantisk-dunkle ord, i disse kluntede, kedsommelige sætningsperioder skulle revolutionen være skjult? Var da ikke netop de folk, der dengang gjaldt som revolutionens repræsentanter, de libe­rale, de heftigste modstandere af denne filosofi, der forvirrede hove­derne? Men hvad hverken regeringen eller de liberale fik øje på, det var der allerede i 1833 i hvert fald een mand, der fik øje på, og han hed ganske vist Heinrich Heine [2] .

Lad os tage et eksempel. Der er ikke en filosofisk sætning, der i den grad har pådraget sig indskrænkede regeringers tak og ligeså ind­skrænkede liberale folks vrede som Hegels berømte sætning: »Alt hvad der er virkeligt, er fornuftigt, og alt hvad der er fornuftigt, er virkeligt.« Det var dog vitterligt en kanonisering af alt bestående, en filosofisk velsignelse af despotismen, politistaten, kabinetsjustitsen og censuren. Og således opfattede Frederik Vilhelm III det, og det samme gjorde hans undersåtter. Men hos Hegel er ingenlunde alt, hvad der består, uden videre også virkeligt. Virkelighedens attribut tilkommer hos ham kun det, der samtidig er nødvendigt; »virkeligheden viser sig i sin udfoldelse som nødvendighed« den første den bedste regeringsforanstaltning - Hegel anfører selv som eksempel »en bestemt skatteordning« - gælder derfor heller ikke uden videre som virkelig hos ham. Men hvad der er nødvendigt, viser sig i sidste instans også at være fornuftigt, og anvendt på den daværende preussiske stat lyder Hegels sætning altså kun: denne stat er fornuftig, svarende til for­nuften, for så vidt den er nødvendig, og når den alligevel forekommer os at være dårlig, men vedbliver at eksistere trods sin dårlighed, så finder regeringens dårlighed sin berettigelse og sin forklaring i under­såtternes tilsvarende dårlighed. Datidens preussere havde den regering, de fortjente.

Nu er imidlertid virkeligheden ifølge Hegel ingenlunde et attribut, der under alle omstændigheder og til alle tider tilkommer en given social eller politisk situation. Tværtimod. Den romerske republik var virkelig, men det var det romerske kejserdømme, der fortrængte den, også. Det franske monarki var i 1789 blevet så uvirkeligt, dvs. i den grad berøvet al nødvendighed, i den grad ufornuftigt, at det måtte til­intetgøres af den store revolution, som Hegel altid taler om med stør­ste begejstring. Her var monarkiet altså det uvirkelige og revolutionen det virkelige. Og således bliver i udviklingens løb alt, hvad der tidligere var virkeligt, uvirkeligt, mister sin nødvendighed, sin eksistensberettigelse, sin fornuftighed; i stedet for det bortdøende virkelige træder en ny, livskraftig virkelighed - fredeligt, hvis det gamle er forstandigt nok til at afgå ved døden uden at stritte imod, voldeligt, hvis det sætter sig imod denne nødvendighed. Og således drejer den hegelske sætning sig gennem selve den hegelske dialektik om i sin modsætning: alt hvad der er virkeligt indenfor den menneskelige historie, bliver med tiden ufornuftigt, er altså allerede efter sin bestem­melse ufornuftigt og fra første færd befængt med ufornuftighed; og alt hvad der i menneskenes hoveder er fornuftigt, er bestemt til at blive virkeligt, hvor meget det end står i modstrid til den bestående tilsyneladende virkelighed. Sætningen om alt det virkeliges fornuftighed opløser sig efter den hegelske tænkemetodes regler til den anden sætning: Alt hvad der består, er værd, at det til grunde går.

Den hegelske filosofis sande betydning og revolutionære karakter lå netop i, at den (og vi må her indskrænke os til Hegels filosofi, der er afslutningen på hele bevægelsen siden Kant) een gang for alle gjorde ende på den definitive karakter, man tilskrev alle den menneskelige tænknings og handlings resultater. Den sandhed, som det gjaldt om at erkende i filosofien, var hos Hegel ikke mere en samling færdige dogmatiske sætninger, som kun skulle læres udenad, når man først havde fundet dem; sandheden lå nu i selve erkendelsesprocessen, i den langvarige historiske udvikling af videnskaben, der stiger opad fra lavere til stadig højere erkendelsestrin, men som aldrig - ved at finde en såkaldt absolut sandhed - når til et punkt, hvor den ikke kan komme længere, hvor den ikke har andet at gøre end at lægge hæn­derne i skødet og beundre den vundne absolutte sandhed. Og som det forholder sig med den filosofiske erkendelse, således forholder det sig med al anden erkendelse og med den praktiske handlen. Lige så lidt som erkendelsen kan historien finde en endelig afslutning i en fuldkommen idealtilstand for menneskeheden; et fuldkomment samfund, en fuldkommen »stat« er noget, der kun kan eksistere i fanta­sien; tværtimod er alle på hinanden følgende historiske tilstande kun forgængelige trin i det menneskelige samfunds endeløse udvikling fra noget lavere til noget højere. Hvert trin er nødvendigt, altså berettiget for den tid og de betingelser, det skylder sin oprindelse; men det bli­ver uholdbart og uberettiget overfor nye, højere betingelser, som efterhånden udvikler sig i dets skød; det må vige pladsen for et højere trin, og engang bliver det også dets tur til at forfalde og gå under. Ligesom bourgeoisiet gennem storindustrien, konkurrencen og verdensmarkedet i praksis opløser alle stabile, gamle og ærværdige institutioner, således opløser denne dialektiske filosofi alle forestillinger om en definitiv absolut sandhed og tilsvarende absolutte tilstande for menneskeheden. For den består der intet definitivt, absolut og helligt; den påviser for­gængeligheden af alt og i alt, og der eksisterer intet andet for den end en uafbrudt proces af tilblivelse og død, en uendelig stigning fra lavere til højere trin, hvis blotte genspejling i den tænkende hjerne den selv er. Den har ganske vist også en konservativ side: den anerkender berettigelsen af bestemte erkendelses- og samfundstrin for deres tid og forhold; men også kun for så vidt. Denne betragtningsmådes konservatisme er relativ, dens revolutionære karakter er abso­lut - det eneste absolutte, den regner med.

Vi behøver ikke her at gå ind på spørgsmålet om, hvorvidt denne betragtningsmåde helt igennem svarer til naturvidenskabens nuværende trin, der forudsiger, at selve jordens eksistens muligvis, men dens be­boelighed temmelig sikkert, vil få en ende, og som altså også tilken­der menneskehedens historie ikke blot en opadstigende, men også en nedadstigende gren. Vi befinder os i hvert fald endnu temmelig langt fra det vendepunkt, fra hvilket det går nedad med samfundets historie, og kan ikke forlange af den hegelske filosofi, at den skulle beskæftige sig med et emne, som naturvidenskaben på den tid endnu slet ikke havde sat på dagsordenen.

Men det, der faktisk skal siges her, er dette: ovenstående udvikling findes ikke i denne skarphed hos Hegel. Den er en nødvendig konsekvens af hans metode, men denne konsekvens har han imidlertid al­drig selv draget i så udpræget form. Og det af den simple grund, at han var nødt til at skabe et system, og et filosofisk system må efter de traditionelle krav slutte med en eller anden slags absolut sandhed. Hvor meget altså end Hegel - navnlig i sit værk »Logikken« - har betonet, at denne evige sandhed ikke er andet end den logiske, hen­holdsvis den historiske proces selv, så ser han sig dog selv tvunget til at lade denne proces få en ende, fordi han nu engang må lade sit system få en ende et eller andet sted. I »Logikken« kan han igen gøre denne afslutning til begyndelsen, idet endepunktet her, den absolutte ide - der kun er absolut, for så vidt som han absolut ikke kan sige noget om den - »overfører sig« til, dvs. forvandler sig til naturen, og senere kommer tilbage til sig selv i ånden, dvs. i tænkningen og i historien. Men ved hele filosofiens afslutning er et lignende tilbageslag til begyndelsen kun mulig ad een vej. Nemlig idet man hævder, at historien afsluttes, når menneskeheden kommer til erkendelse af netop denne absolutte ide, og erklærer, at denne erkendelse af den abso­lutte ide er nået i den hegelske filosofi. Men dermed bliver det hegel­ske systems dogmatiske indhold erklæret for den absolutte sandhed, i strid med hans dialektiske metode, der opløser alt, hvad der er dogmatisk; hermed kvæles den revolutionære side af den konservative, der breder sig som ukrudt. Og hvad der gælder om den filosofiske erken­delse, gælder også om den historiske praksis. Menneskeheden, der i Hegels person har drevet det til at udarbejde den absolutte ide, må også i praksis være kommet så vidt, at den kan føre denne absolutte ide ud i virkeligheden. Den absolutte ides praktiske politiske krav til sam­tiden må altså ikke være spændt for højt. Og således finder vi i slut­ningen af retsfilosofien, at den absolutte ide skal virkeliggøres i det stændermonarki, som Frederik Vilhelm III så hårdnakket og resultatløst lovede sine undersåtter, altså i de besiddende klassers indskræn­kede og mådeholdne indirekte herredømme, tilpasset efter de davæ­rende tyske småborgerlige forhold; tillige demonstrerer han adelens nødvendighed for os ad spekulativ vej.

Systemets indre fornødenheder er altså forklaring nok på, at en helt igennem revolutionær tænkemetode fremkalder en meget tam politisk konklusion. Denne konklusions særlige form hidrører ganske vist fra, at Hegel var tysker og ligesom sin samtidige Goethe havde en lille filisterpisk hængende i nakken. Både Goethe og Hegel var hver på sit område en olympisk Zeus, men den tyske filister slap de aldrig helt af med.

Alt dette forhindrede imidlertid ikke det hegelske system i at omfatte et langt større område end noget tidligere system og på dette område at udvikle en tankerigdom, som den dag i dag vækker forbav­selse. Åndens fænomenologi (som man kunne kalde en parallel til åndens embryologi og palæontologi, den individuelle bevidstheds udvikling gennem dens forskellige trin, fremstillet som en afkortet reproduktion af de trin, som menneskenes bevidsthed historisk gennemgår), logik, naturfilosofi, åndens filosofi, og denne sidste atter udarbej­det i sine enkelte historiske underformer: historiens, rettens, religionens filosofi, filosofiens, æstetikkens historie osv. - på alle disse forskellige historiske områder arbejder Hegel på at finde og påvise den tråd, der går gennem hele udviklingen, og da han ikke alene var et skabende geni, men også en mand af encyklopædisk lærdom, så bliver han overalt epokegørende. Det siger sig selv, at i kraft af »systemet«s fornødenheder må han her tit tage sin tilflugt til de søgte konstruktioner, som hans dværgagtige modstandere stadigvæk hyler så forfær­deligt op om. Men disse konstruktioner er kun rammen og skelettet til hans værk; hvis man ikke opholder sig unødvendigt længe her, men trænger dybere ind i den vældige bygning, så finder man utallige skatte, der den dag i dag hævder deres fulde værdi. Hos alle filosoffer er netop »systemet« det forgængelige - netop fordi det fremgår af menneskeåndens uforgængelige trang til at overvinde alle modsigelser. Men er alle modsigelser fjernet een gang for alle, så er vi nået til den såkaldte absolutte sandhed, verdenshistorien er slut, og alligevel skal den fortsætte, skønt den ikke har mere at gøre - altså en ny uløselig modsigelse. Så snart vi engang har indset - og denne indsigt har til syvende og sidst ingen hjulpet os mere til end Hegel selv -, at filoso­fiens opgave, når den stilles på denne måde, ikke betyder andet end den opgave, at en enkelt filosof skal præstere, hvad kun hele menne­skeheden kan præstere i sin fremadskridende udvikling – så snart vi indser det, er det også slut med hele filosofien i ordets hidtidige betyd­ning. Man lader den »absolutte sandhed« løbe, der er uopnåelig ad denne vej og for den enkelte, og søger til gengæld efter de relative sandheder, der kan nås ved hjælp af de positive videnskaber og ved sammenfatning af deres resultater ved den dialektiske tænknings hjælp. Med Hegel ender filosofien overhovedet; dels fordi han i sit system sammenfatter hele dens udvikling på den mest storslåede måde, og dels fordi han - omend ubevidst - viser os vejen ud af denne laby­rint af systemer til en virkelig positiv erkendelse af verden.

Man forstår, hvilken uhyre virkning dette hegelske system måtte frembringe i Tysklands filosofisk farvede atmosfære. Det var et triumftog, der varede årtier, og som ingenlunde holdt op med Hegels død. Tværtimod, netop fra 1830 til 1840 herskede »hegeleriet« mest uindskrænket og havde endog mere eller mindre smittet sine modstandere; netop på denne tid trængte hegelske anskuelser i rigeste mål, bevidst eller ubevidst, ind i de mest forskellige videnskaber og gennemsyrede også den populære litteratur og dagspressen, af hvilke den sædvanlige »dannede bevidsthed« øser sit tankemateriale. Men denne sejr over hele linien var kun forspillet til en indre kamp.

Som vi har set, var Hegels samlede lære vid nok til at rumme de mest forskellige praktiske partianskuelser; og praktisk betød i det daværende teoretiske Tyskland frem for alt to ting: religion og politik. Hvem der lagde hovedvægten på Hegels system, kunne på begge områder være temmelig konservativ; hvem der så hovedsagen i den dia­lektiske metode, kunne religiøst og politisk tilhøre den yderste oppo­sition. Trods de temmelig hyppige revolutionære vredesudbrud i He­gels værker syntes han selv i det store og hele mere at hælde til den konservative side; hans system havde jo også kostet ham langt mere »surt tankearbejde« end hans metode. I slutningen af 30'erne blev spaltningen i skolen mere og mere tydelig. Venstre fløj, de såkaldte unghegelianere, opgav i kampen med rettroende pietister og feudale reaktionære det ene stykke efter det andet af den filosofisk-fornemme tilbageholdenhed overfor dagens brændende spørgsmål, der hidtil havde sikret dem tolerance og endog protektion fra statens side; og da den ortodokse hellighed og den feudal-absolutistiske reaktion tilmed i 1840 var kommet på tronen med Frederik Vilhelm IV, blev det uundgåeligt at tage åbent parti. Kampen blev endnu ført med filoso­fiske våben, men ikke mere om abstrakt-filosofiske mål; det drejede sig direkte om tilintetgørelse af den overleverede religion og den bestående stat. Og mens de praktiske mål endnu overvejende optrådte i filosofisk forklædning i »Deutsche Jahrbucher [3] «, så afslørede den unghegelian­ske skole sig direkte som det opadstræbende radikale bourgeoisis filo­sofi i »Rheinische Zeitung« i 1842 og behøvede blot filosofiens skalkeskjul for at narre censuren.

Men politikken var dengang et meget tornefuldt område, og derfor blev hovedkampen rettet mod religionen; dette var jo, navnlig efter 1840, indirekte også en politisk kamp. Det første stød i denne ret­ning havde Strauss' »Jesu liv« givet i 1835. Senere optrådte Bruno Bauer mod den her udviklede teori om den evangeliske mytedannelse, idet han påviste, at en hel række evangeliske fortællinger er blevet fa­brikeret af forfatterne selv. Striden mellem dem blev ført i filosofisk forklædning som en kamp mellem »selvbevidsthed« og »substans« spørgsmålet om, hvorvidt evangeliernes mirakelhistorier var opstået i menighedens skød ved ubevidst traditionel mytedannelse, eller om de var blevet fabrikeret af evangelisterne selv, blev pustet op til spørgs­målet om, hvorvidt »substansen« eller »selvbevidstheden« er den magt, hvis virkning er afgørende; og endelig kom Stirner, den nuværende anarkismes profet - Bakunin har lånt meget fra ham - og overtrum­fede den suveræne »selvbevidsthed« med sin suveræne »Den eneste [4] «.

Vi går ikke dybere ind på denne side af den hegelske skoles opløs­ningsproces. Vigtigere for os er følgende: de mest konsekvente ung­hegelianeres masse blev for størstedelen - fordi deres kamp mod den positive religion gjorde det til en praktisk nødvendighed - trængt tilbage til den engelsk-franske materialisme. Her kom de i konflikt med deres skolesystem. Mens materialismen opfatter naturen som det eneste virkelige, er denne i Hegels system kun den absolutte ides »overførte udslag«, en slags degradering af ideen; under alle omstændig­heder er tænkningen og dens tankeprodukt, ideen, det oprindelige, naturen det afledede, der overhovedet kun eksisterer takket være idéens nedladenhed. Og i denne modsigelse kørte man videre, så godt eller så dårligt man kunne.

Da kom Feuerbachs »Kristendommens væsen [5] «. Med eet slag bortfejede han modsigelsen, idet han uden omsvøb igen satte materialis­men på tronen. Naturen eksisterer uafhængig af al filosofi; den er det grundlag, som vi mennesker - der selv er naturprodukter - er vok­set op på udenfor naturen og menneskene eksisterer der ikke noget, og de højere væsner, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun fan­tastiske genspejlinger af vort eget væsen. Trolddommen var brudt; »systemet« var sprængt og kastet til side; modsigelsen, der kun eksisterede i indbildningen, var opløst. - Man må selv have oplevet denne bogs befriende virkning for at gøre sig en forestilling om den. Begejstringen var almindelig: vi var alle feuerbachianere med det samme. Hvor begejstret Marx hilste den nye opfattelse, og i hvor høj grad han - trods alle kritiske forbehold - stod under dens indflydelse, kan man læse i »Den hellige familie«.

Selv bogens fejl bidrog til dens øjeblikkelige virkning. Den digteriske, stedvis endog svulstige stil sikrede den et større publikum og var altid en vederkvægelse efter de mange år, det abstrakte og tunge hegeleri havde varet. Det samme gælder om den overspændte tilbe­delse af kærligheden, der fandt sin undskyldning, omend ikke sin be­rettigelse, overfor den »rene tænkning«s suverænitet, der efterhånden var blevet uudholdelig. Hvad vi imidlertid ikke må glemme er, at netop på disse to svage punkter hos Feuerbach byggede den »sande socialisme«, der siden 1844 bredte sig som en pest i det »dannede« Tyskland, og som satte den digteriske frase i stedet for den videnskabelige erkendelse, menneskehedens befrielse ved »kærligheden«s hjælp i stedet for proletariatets emancipation gennem produktionens økonomiske omdannelse, kort sagt løb ud i den modbydelige elskovslumre skønlitteratur, som hr. Karl Grün var den typiske repræsen­tant for.

Hvad der endvidere ikke må glemmes, er, at den hegelske skole var opløst, men den hegelske filosofi var ikke overvundet kritisk, Strauss og Bauer fik hver fat i en af dens sider og vendte den polemisk mod den anden. Feuerbach gennembrød systemet og kastede det sim­pelthen til side. Men man får ikke bugt med en filosofi ved simpelthen at erklære den for urigtig. Og et så vældigt værk som den hegelske filosofi, der har haft en så uhyre indflydelse på nationens åndelige udvikling, lod sig ikke fjerne ved, at man uden videre ignorerede den. Den måtte »ophæves« i sin egen forstand, dvs. i den forstand, at dens form blev tilintetgjort kritisk, mens det nye indhold, som man havde vundet ved dens hjælp, blev reddet. Hvordan dette skete, vil senere blive skildret.

Foreløbig skubbede imidlertid revolutionen i 1848 hele filosofien til side lige så ugenert, som Feuerbach skubbede Hegel til side. Og dermed blev også Feuerbach selv trængt i baggrunden.

Noter

[1]: