| Tilbage |
Strauss, Bauer, Stirner, Feuerbach, det var den hegelske filosofis udløbere, for så vidt de ikke forlod filosofiens grund. Strauss har, efter »Jesu liv« og »Dogmatik« kun drevet filosofisk og kirkehistorisk skønlitteratur á la Renan; Bauer har kun ydet noget indenfor kristendommens oprindelseshistorie, men her også ydet det betydelige; Stirner var og blev et kuriosum, selv efter at Bakunin havde blandet ham op med Proudhon og døbt denne blanding »anarkisme« alene Feuerbach var betydelig som filosof. Men ikke blot forblev filosofien, der angive lig svævede over alle videnskaber som en videnskabsvidenskab, der sammenfattede dem alle, for ham stadig en uoverstigelig skranke, noget urørlig helligt; han blev også som filosof stående på halvvejen, var materialist forneden, idealist foroven; med Hegel gjorde han sig ikke kritisk færdig, men kastede ham ganske simpelt til side som ubrugelig, mens han selv overfor det hegelske systems encyklopædiske rigdom ikke præsterede andet positivt end en svulstig kærlighedsreligion og en mager, afmægtig moral.
Men af den hegelske skoles opløsning fremgik yderligere en anden retning, den eneste som virkelig har båret frugt, og denne retning knytter sig væsentlig til navnet Marx [1] .
Bruddet med den hegelske filosofi skete også her ved at vende tilbage til det materialistiske standpunkt. Det vil sige, man besluttede sig til at opfatte den virkelige verden - natur og historie - sådan, som den frembyder sig for enhver, der møder den uden forudfattede idealistiske griller; man besluttede sig til ubarmhjertigt at ofre enhver idealistisk grille, som ikke lod sig bringe i samklang med kendsgerningerne opfattet i deres egen og ikke i nogen fantastisk sammenhæng. Og andet betyder materialismen overhovedet ikke. Blot blev der her for første gang virkelig gjort alvor af den materialistiske verdensanskuelse, så at den blev konsekvent gennemført - i det mindste i grundtrækkene - på alle behandlede kundskabsområder.
Hegel blev ikke ganske simpelt lagt til side; tværtimod, man optog hans ovenfor udviklede revolutionære side, den dialektiske metode. Men denne metode var ubrugelig i sin hegelske form. Hos Hegel er dialektikken begrebets selvudvikling. Det absolutte begreb eksisterer ikke blot fra evighed af - man ved ikke hvor -, det er også hele den bestående verdens egentlige levende sjæl. Det udvikler sig til sig selv gennem alle de forstadier, som er behandlet vidtløftigt i »Logiken«, og som alle er indeholdt i det; så »overfører« det sig ved at forvandle sig til natur, hvor det uden bevidsthed om sig selv, forklædt som naturnødvendighed, gennemgår en ny udvikling og til sidst kommer til selvbevidsthed igen i mennesket; denne selvbevidsthed arbejder sig nu i historien atter ud af den rå tilstand, indtil det absolutte begreb endelig igen fuldstændig kommer til sig selv i den hegelske filosofi. Hos Hegel er altså den dialektiske udvikling, som kommer for dagen i naturen og historien, dvs. den årsagsmæssige sammenhæng i den fremadskridende bevægelse fra det lavere til det højere, som baner sig vej trods alle siksakbevægelser og øjeblikkelige tilbageskridt, kun en kopi af begrebets selvbevægelse, der går for sig fra evighed af, man ved ikke hvor, men i hvert fald uafhængig af enhver tænkende menneskehjerne. Denne idemæssige bagvendthed gjaldt det nu om at fjerne. Vi opfattede atter vort hoveds begreber materialistisk som afbildninger af de virkelige ting, i stedet for de virkelige ting som afbildninger af et eller andet trin af det absolutte begreb. Dermed blev dialektikken reduceret til videnskaben om de almene love for bevægelse, både den ydre verdens og den menneskelige tænknings - to rækker af love, som i selve sagen er identiske, men efter udtrykket for så vidt forskellige, som det menneskelige hoved kan anvende dem med bevidsthed, mens de i naturen og hidtil også for størstedelen i menneskenes historie gør sig gældende på ubevidst måde, i form af den ydre nødvendighed, midt i en endeløs række af tilsyneladende tilfældigheder. Men derved blev begrebsdialektikken selv kun den bevidste refleks af den virkelige verdens dialektiske bevægelse, og dermed blev den hegelske dialektik vendt på hovedet, eller rettere igen stillet på benene, mens den tidligere stod på hovedet. Og denne materialistiske dialektik, som nu i årevis har været vort bedste arbejdsmiddel og vort skarpeste våben, blev mærkværdigvis ikke blot genopdaget af os, men desuden, uafhængigt af os og endog af Hegel, af en tysk arbejder: Joseph Dietzgen [2] .
Men hermed var den revolutionære side af den hegelske filosofi taget op igen og samtidig befriet for den idealistiske pynt, som hos Hegel havde forhindret dens konsekvente gennemførelse. Den store grundtanke, at verden ikke skal opfattes som et kompleks af færdige ting, men som et kompleks af processer, hvor de tilsyneladende stabile ting i ikke mindre grad end deres tankeafbildninger i vort hoved, begreberne, gennemløber en uafbrudt forandring af tilbliven og død, i hvilken en fremadskridende udvikling i sidste instans gør sig gældende trods al tilsyneladende tilfældighed og trods alle øjeblikkelige tilbageskridt - denne store grundtanke er, navnlig siden Hegel, i så høj grad gået over i den almindelige bevidsthed, at den i denne almindelige formulering vel næppe møder modstand mere. Men at anerkende den i ord og at anvende den i praksis i enkeltheder på ethvert område, der kommer til undersøgelse, det er to ting. Går man imidlertid ved undersøgelser altid ud fra dette synspunkt, så hører kravet om endelige løsninger og om evige sandheder op een gang for alle; man er altid klar over enhver indvunden erkendelses nødvendige begrænsning; man er klar over, at den er betinget af de omstændigheder, under hvilke den er vundet; men man lader sig heller ikke mere imponere af de modsætninger, der var uovervindelige for den gamle - endnu gængse - metafysik: sandt og usandt, godt og slet, identisk og forskelligt, nødvendigt og tilfældigt; man ved, at disse modsætninger kun har relativ gyldighed, at det, som nu erkendes at være sandt, også har sin skjulte urigtige side, som træder frem senere, og at det, der nu erkendes at være urigtigt, har sin sande side, i kraft af hvilken det tidligere kunne gælde for sandt; man ved, at den påståede nødvendighed består af lutter tilfældigheder, og at det, der foregives at være tilfældigt, er den form, bag hvilken nødvendigheden skjuler sig - og så videre.
Den gamle forsknings- og tænkemetode, som Hegel kalder den »metafysiske«, og som fortrinsvis beskæftigede sig med at undersøge tingene som noget givet og fast, og hvis rester stadig spøger stærkt i hovedet på folk, havde i sin tid stor historisk berettigelse. Tingene måtte først undersøges, inden processerne kunne blive undersøgt. Man måtte først vide, hvad en hvilken som helst ting var, inden man kunne iagttage de forandringer, som den undergår. Og sådan var det i naturvidenskaben. Den gamle metafysik, der tog tingene som færdige, opstod af en naturvidenskab, der undersøgte de døde og levende ting som færdige. Men da denne undersøgelse var udviklet så vidt, at det afgørende skridt fremad blev muligt, nemlig overgangen til den systematiske undersøgelse af de forandringer, der foregår i selve naturen med disse ting, da slog også på det filosofiske område den gamle metafysiks dødstime. Og det er jo også sådan, at mens naturvidenskaben indtil forrige århundredes slutning overvejende var samlende videnskab, videnskab om færdige ting, så er den i vort århundrede væsentlig ordnende videnskab, videnskab om processerne, om disse tings oprindelse og udvikling og om den sammenhæng, der knytter disse naturprocesser sammen til et stort hele. Fysiologien, der undersøger processerne i plante- og dyreorganismer, embryologien, der behandler den enkelte organismes udvikling fra kim til modenhed, geologien, der studerer jordoverfladens gradvise tilblivelse, de er alle børn af vort århundrede.
Men først og fremmest er det tre store opdagelser, som har drevet vort kendskab til naturprocessernes sammenhæng frem med kæmpeskridt: for det første opdagelsen af cellen som den enhed, af hvis mangfolddiggørelse og differentiering hele plante- og dyrelegemet udvikler sig, så man ikke blot erkender, at alle højere organismers udvikling og vækst sker efter en eneste almindelig lov, men at man også i cellens evne til forandring kan se den vej, ad hvilken organismer ændrer deres art og dermed kan gennemløbe en udvikling, der er mere end blot individuel. - For det andet energiens forvandling, der viste os alle særlig i den uorganiske natur virkende såkaldte kræfter, den mekaniske kraft og dens komplement, den såkaldte potentielle energi, varme, stråling (lys, resp. strålevarme), elektricitet, magnetisme, kemisk energi, som forskellige former, hvori den universelle bevægelse fremtræder, og som går over i hinanden i bestemte mængdeforhold, sådan at der for den mængde, der forsvinder af den ene, optræder en bestemt mængde af den anden, og sådan at naturens hele bevægelse reduceres til denne uophørlige proces: den ene forms forvandling til den anden. - Endelig den påvisning, som Darwin først har udviklet i sammenhæng, at den bestand af organiske naturprodukter - menneskene iberegnet -, der omgiver os i dag, er frembragt gennem en lang udviklingsproces og opstået af ganske få oprindelig encellede kim, og at disse igen er fremgået af protoplasma eller æggehvide, der er fremkommet ad kemisk vej.
Takket være disse tre store opdagelser og de andre mægtige fremskridt i naturvidenskaben er vi nu så vidt, at vi i det store og hele kan påvise sammenhængen mellem naturprocesserne ikke blot indenfor de enkelte områder, men også mellem de enkelte områder indbyrdes og således er i stand til at give et overskueligt billede af sammenhængen i naturen i tilnærmelsesvis systematisk form ved hjælp af de kendsgerninger, som den empiriske naturvidenskab selv leverer. At give dette samlede billede var tidligere den såkaldte naturfilosofis opgave. Den kunne kun gøre dette ved at erstatte ubekendte virkelige sammenhænge med ideelle, fantastiske, ved at fuldstændiggøre de manglende kendsgerninger med tankebilleder, ved at udfylde de virkelige huller med den blotte indbildning. Den har med denne fremgangsmåde frembragt mange geniale tanker, forudanet mange senere opdagelser, men også produceret en anselig mængde vrøvl, og det var umuligt andet. I dag, hvor man kun behøver at opfatte naturforskningens resultater dialektisk, dvs. i overensstemmelse med deres egen sammenhæng, for at nå til et »natursystem«, der er tilstrækkeligt for vor tid, hvor denne sammenhængs dialektiske karakter endog påtvinger sig naturforskernes metafysisk skolede hoveder imod deres vilje, i dag er naturfilosofien definitivt afskaffet. Ethvert forsøg på at genoplive den ville ikke blot være overflødigt, det ville være et tilbageskridt.
Men hvad der gælder om naturen, som man hermed har erkendt også er en historisk udviklingsproces, det gælder også om samfundets historie i alle dens grene og om alle de videnskaber overhovedet, der beskæftiger sig med menneskelige (og guddommelige) ting. Også her har historiens filosofi, retsfilosofien og religionsfilosofien osv. bestået i at sætte en sammenhæng, som var lavet i filosoffens hoved, i stedet for den virkelige sammenhæng, så at historien som helhed og i sine enkelte dele blev opfattet som den gradvise virkeliggørelse af ideer, og det var naturligvis altid filosoffens egne yndlingsideer. Historien arbejdede efter dette ubevidst, men med nødvendighed hen imod et bestemt forud fastlagt ideelt mål, f. eks. hos Hegei hen imod virkeliggørelsen af hans absolutte ide, og den ufravigelige retning henimod denne absolutte ide dannede den indre sammenhæng i de historiske begivenheder. I stedet for den virkelige, endnu ubekendte sammenhæng satte man altså et nyt - ubevidst eller efterhånden bevidst - mysteriøst forsyn. Her gjaldt det altså ligesom i naturens område om at fjerne disse lavede, kunstige sammenhænge ved at finde de virkelige, en opgave, som i sidste instans munder ud i at opdage de almindelige bevægelseslove, der sætter sig igennem som herskende i det menneskelige samfunds historie.
Men nu viser samfundets udviklingshistorie sig på et punkt at være væsentlig forskellig fra naturens udviklingshistorie. I naturen er det - når vi ser bort fra menneskenes tilbagevirken på naturen - lutter ubevidste blinde drivkræfter, som indvirker på hinanden, og i hvis vekselspil den almindelige lov gør sig gældende. Af alt hvad der sker - enten det drejer sig om de utallige tilsyneladende tilfældigheder, som viser sig på overfladen, eller om de endelige resultater, der godt-gør lovmæssigheden indenfor disse tilfældigheder - sker intet med bevidst villet formål. I samfundets historie er de handlende derimod udelukkende mennesker, der er udstyret med bevidsthed, der handler med overlæg eller lidenskab, der arbejder hen imod bestemte mål; intet sker uden bevidst hensigt, uden villet formål. Men denne forskel, så vigtig den end er for den historiske undersøgelse, navnlig af enkelte epoker og begivenheder, kan ikke ændre noget i den kendsgerning, at historiens gang beherskes af indre almindelige love. Thi også her hersker på overfladen, trods alle enkeltindividers bevidst villede mål, i det store og hele tilsyneladende tilfældet. Kun sjældent sker det villede, i de fleste tilfælde krydser og modvirker de mange villede formål hinanden, eller også er disse formål selv på forhånd uigennemførlige, eller midlerne er utilstrækkelige. Således frembringer sammenstødet mellem de utallige enkeltviljer og enkelthandlinger på det historiske område en tilstand, der er ganske analog med den, der hersker i den ubevidste natur. Handlingernes mål er villet, men de resultater, som virkelig følger af handlingerne, er ikke villet, eller for så vidt de straks synes at svare til det villede formål, har de til syvende og sidst ganske andre følger end de tilstræbte. De historiske begivenheder ser således i det store og hele også ud, som om de var behersket af tilfældighed. Men hvor tilfældet driver sit spil på overfladen, der beherskes det altid af indre skjulte love, og det kommer kun an på at opdage disse love.
Menneskene laver deres historie, hvordan denne end falder ud, ved at hver enkelt forfølger sine egne bevidst villede formål, og mangfoldige indvirkning på yderverdenen er netop historien. Det kommer altså også an på, hvad de mange enkeltpersoner vil. Viljen bestemmes af lidenskab eller overvejelse. Men de løftestænger, som atter umiddelbart bestemmer lidenskaben eller overvejelsen, er af meget forskellig art. Dels kan det være ydre genstande, dels ideelle bevæggrunde, ærgerrighed, »begejstring for sandhed og ret«, personligt had eller også rent individuelle nykker af enhver art. Men på den ene side har vi set, at de mange enkeltviljer, der er virksomme i historien, for det meste frembringer helt andre resultater end de tilsigtede - ofte de stik modsatte -, således at bevæggrundene til dem ligeledes er af underordnet betydning for det samlede resultat. På den anden side må man spørge videre: Hvilke drivende kræfter står igen bag disse bevæggrunde, hvilke historiske årsager er det, som i de handlendes hoveder omformer sig til sådanne bevæggrunde?
Dette spørgsmål har den gamle materialisme aldrig stillet sig. Dens historieopfattelse er derfor, hvis den overhovedet har nogen, væsentlig pragmatisk, den bedømmer alt efter handlingens motiver, deler de historisk handlende mennesker i ædle og uædle og finder så i reglen, at de ædle bliver narret og de uædle går af med sejren, hvoraf der så for den gamle materialisme følger, at der ikke kommer ret meget opbyggeligt ud af det historiske studium, og for os, at på det historiske område er den gamle materialisme ikke tro mod sig selv, fordi den tager de der virksomme ideelle drivkræfter som sidste årsager i stedet for at undersøge, hvad der da står bag ved dem, hvad der er disse drivkræfters drivkræfter. Inkonsekvensen ligger ikke i, at man anerkender ideelle drivkræfter, men i at man ikke går helt tilbage til de årsager, der bevæger dem. Historiefilosofien derimod, navnlig som den repræsenteres af Hegel, anerkender, at hverken de foregivne eller de virkelig aktive bevæggrunde hos det historisk handlende menneske på nogen måde er de sidste årsager til de historiske begivenheder, at der bag disse bevæggrunde står andre bevægende kræfter, som det gælder at udforske; men den opsøger ikke disse. kræfter i historien selv, den importerer dem tværtimod ind i historien udefra, fra den filosofiske ideologi. I stedet for at forklare det gamle Grækenlands historie ud fra dens egen, indre sammenhæng, hævder f. eks. Hegel ganske simpelt, at den ikke er andet end virkeliggørelsen af »den skønne individualitets udformninger«, realisationen af »kunstværket« som sådant. Han siger ved denne lejlighed meget smukt og dybsindigt om de gamle grækere, men det hindrer ikke, at vi i dag ikke mere lader os spise af med en sådan forklaring, som er en ren og skær talemåde.
Når det altså kommer an på at udforske de drivende kræfter, som - bevidst eller ubevidst, og meget hyppigt det sidste - står bag ved det historisk handlende menneskes bevæggrunde, og som er historiens egentlige sidste drivkræfter, så kan det ikke så meget dreje sig om bevæggrundene hos enkelte selv nok så fremragende mennesker som om dem, der sætter store masser, hele folkeslag og indenfor hvert folk igen hele folkeklasser i bevægelse; og det, der betyder noget her, er ikke en øjeblikkelig, forbigående opblussen, der dør hen så hurtigt som ild i halm, men en varig aktion, der munder ud i en stor historisk forandring. At finde de drivende årsager, der her genspejler sig i hovederne på de handlende masser og deres førere - de såkaldte store mænd - som bevidste bevæggrunde, klart eller uklart, umiddelbart eller ideologisk, ja endog i fantastisk form - det er den eneste vej, der kan bringe os på sporet af de love, som behersker historien både i almindelighed og i de enkelte perioder og lande. Alt, hvad der sætter menneskene i bevægelse, må igennem deres hoved; men hvilken skikkelse det antager i dette hoved, det afhænger i høj grad af omstændighederne. Arbejderne har på ingen måde forsonet sig med den kapitalistiske maskindrift, selvom de ikke mere simpelthen slår maskinerne i stykker, som det endnu skete i 1848 ved Rhinen.
Men mens udforskningen af disse drivende årsager i historien næsten var umulig i alle tidligere perioder - på grund af de indviklede og skjulte sammenhænge med deres virkninger - har vor nuværende periode forenklet disse sammenhænge så vidt, at gåden kunne løses. Siden gennemførelsen af storindustrien, altså mindst siden den europæiske fred 1815, har det været åbenbart for enhver i England, at hele den politiske kamp her drejede sig om to klassers magtkrav, det jordejende aristokrati (landed aristocracy) og bourgeoisiet (middle class). I Frankrig blev man med Bourbonernes tilbagevenden klar over samme faktum; restaurationstidens historieskrivere fra Thierry til Guizot, Mignet og Thiers nævner det overalt som nøglen til forståelsen af Frankrigs historie siden middelalderen. Og siden 1830 blev arbejderklassen, proletariatet, anerkendt som tredje part i kampen om magten i begge lande. Forholdene var blevet så forenklede, at man bevidst måtte lukke øjnene for ikke i disse tre store klassers kamp og i deres modstridende interesser at se den moderne histories drivende kraft - i det mindste i de to mest fremskredne lande.
Men hvordan var disse klasser opstået? Mens man endnu ved første øjekast kunne tilskrive den store, tidligere feudale grundbesiddelse en oprindelse af - i det mindste i første række - politiske årsager, af voldelig tilegnelse, så gik det ikke mere an med bourgeoisiet og proletariatet. Her trådte to store klassers oprindelse og udvikling af rent økonomiske årsager klart og håndgribeligt for dagen. Og lige så klart var det, at i kampen mellem grundbesiddelse og bourgeoisi - i ikke mindre grad end mellem bourgeoisi og proletariat - drejede det sig i første række om økonomiske interesser, til hvis gennemførelse den politiske magt skulle tjene udelukkende som middel. Bourgeoisi og proletariat var begge opstået som følge af en forandring i de økonomiske forhold, nøjere bestemt i produktionsmåden. Overgangen først fra håndværket til manufakturen, og derefter fra manufakturen til storindustrien med damp- og maskindrift, havde udviklet disse to klasser. På et vist trin blev de nye produktionskræfter, som bourgeoisiet havde sat i bevægelse, - først og fremmest arbejdsdelingen og foreningen af mange specialarbejdere i en stor manufaktur - og de derved udviklede omsætningsbetingelser og omsætningsbehov uforenelige med den bestående, historisk overleverede og af loven knæsatte produktionsordning, dvs. den feudale samfundsforfatnings lavsmæssige og talløse andre personlige og lokale privilegier (der for de ikke-priviligerede stænder var ligeså mange lænker). Produktionskræfterne, der repræsenteredes af bourgeoisiet, gjorde oprør mod produktionsordningen, der repræsenteredes af de feudale jordbesiddere og af lavsmestrene; resultatet er bekendt, de feudale lænker blev sønderbrudt, i England lidt efter lidt, i Frankrig med eet slag, i Tyskland er man ikke færdig med det endnu. Men ligesom manufakturen på et bestemt udviklingstrin kom i konflikt med den feudale produktionsordning, sådan er allerede nu storindustrien kommet i konflikt med den borgerlige produktionsordning, som afløste den feudale. Bundet som den er af denne ordning, af den kapitalistiske produktionsmådes snævre skranker, frembringer den på den ene side en stadig stigende proletarisering af den store folkemasse som helhed, på den anden side en stadig større mængde uafsættelige produkter. Overproduktion og masseforarmelse - det ene årsag til det andet - det er den absurde modsigelse, som den ender i, og som med nødvendighed kræver, at produktivkræfteme ved en ændring i produktionsmåden befris for deres lænker.
I det mindste i den moderne historie er det altså bevist, at alle politiske kampe er klassekampe, og at alle de frigørelseskampe, som klasserne fører, trods deres nødvendigvis politiske form - thi enhver klassekamp er en politisk kamp - til syvende og sidst drejer sig om en økonomisk frigørelse. Her i det mindste er altså staten, den politiske ordning, det underordnede; det borgerlige samfund, de økonomiske relationers rige, det afgørende element. Den traditionelle anskuelse, som også Hegel hylder, så i staten det bestemmende element og betragtede det borgerlige samfund som bestemt af den. Sådan er det tilsyneladende. Ligesom hos det enkelte menneske alle drivkræfter til dets handlinger må passere dets hoved, må forvandle sig til bevæggrunde for dets vilje for at få det til at handle, sådan må også alle det borgerlige samfunds behov - ligegyldigt hvilken klasse der netop er ved magten - gå gennem statsviljen for at få almindelig gyldighed i form af love. Det er den formelle side af sagen, som forstår sig af sig selv; spørgsmålet er blot, hvilket indhold denne kun formelle vilje - den enkeltes såvel som statens - har, og hvorfra dette indhold kommer, hvorfor man netop vil dette og ikke noget andet. Og når vi undersøger dette spørgsmål, så finder vi, at statsviljen i den moderne historie i det store og hele bestemmes af det borgerlige samfunds vekslende tarv, af den ene eller den anden klasses overmagt, i sidste instans af produktivkræfternes og omsætningsforholdenes udvikling.
Men når staten, selv i vor moderne tid med dens kæmpemæssige produktions- og samfærdselsmidler, ikke er et selvstændigt område med selvstændig udvikling, når tværtimod dens eksistens og udvikling i sidste instans må forklares ud fra samfundets økonomiske livsbetingelser, så måtte dette gælde endnu mere for alle tidligere tider, hvor produktionen af menneskenes materielle livsbetingelser endnu ikke skete med disse rige hjælpemidler, hvor altså denne produktions nødvendighed måtte udøve et endnu større herredømme over menneskene. Er staten den dag i dag, på storindustriens og jernbanernes tid, i det store og hele kun refleksen, i sammenfattende form, af den klasses økonomiske behov, som behersker produktionen, så måtte dette i endnu højere grad være tilfældet i en epoke, hvor et slægtled måtte anvende en langt større del af sin samlede levetid på tilfredsstillelsen af sine materielle behov, altså var langt mere afhængig af dem, end vi er nu. Undersøgelsen af tidligere epokers historie bekræfter dette i rigeste mål, så snart den går alvorligt ind på denne side; her kan dette dog selvfølgelig ikke behandles.
Bestemmes staten og statsretten af de økonomiske forhold, så gælder dette naturligvis også privatretten, som jo i det væsentlige kun sanktionerer sådanne bestående økonomiske forbindelser mellem de enkelte, som under de givne omstændigheder er de normale. Men den form, hvori dette sker, kan være meget forskellig. Man kan, som det skete i England i overensstemmelse med hele den nationale udvikling, for en stor del bibeholde den gamle feudale rets former og give dem et borgerligt indhold, ja direkte lægge en borgerlig mening ind i det feudale navn; men man kan også, som i det kontinentale Vesteuropa, lægge den første verdensret til grund, som et vareproducerende samfund har skabt, romerretten med dens uovertræffelige, skarpe udarbejdelse af simple varebesidderes væsentlige retsforhold (køber og sælger, kreditor og debitor, kontrakt, obligation osv.). Man kan så til gavn og glæde for et endnu småborgerligt og halvfeudalt samfund enten ganske simpelt gennem retspraksis reducere den til dette samfunds niveau (fælles-germansk ret), eller ved hjælp af angiveligt oplyste, moraliserende jurister bearbejde den til en særlig lovbog, der svarer til dette sociale niveau, hvad der under disse omstændigheder også vil blive juridisk dårligt (den preussiske landret); man kan imidlertid også, efter en stor borgerlig revolution, på grundlag netop af romerretten, udarbejde en så klassisk lovbog for et bourgeoissamfund som den franske Code civil. Udtrykker altså de borgerlige retsbestemmelser kun samfundets økonomiske livsbetingelser i retsform, så kan dette alt efter omstændighederne ske godt eller dårligt.
I staten har vi den første ideologiske magt over mennesket. Samfundet skaber sig et organ til varetagelse af sine fællesinteresser overfor indre og ydre angreb. Dette organ er statsmagten. Næppe er dette organ opstået, før det gør sig selvstændigt overfor samfundet, og dette sker i højere grad, jo mere det bliver organ for en bestemt klasse, jo mere direkte det gør denne klasses herredømme gældende. Den undertrykte klasses kamp mod den herskende klasse bliver nødvendigvis en politisk kamp, en kamp der først og fremmest drejer sig om denne klasses politiske herredømme; bevidstheden om denne politiske kamps sammenhæng med dens økonomiske grundlag bliver svagere og kan helt gå tabt. Selv hvor dette ikke fuldstændigt er tilfældet med dem, der deltager i begivenhederne, sker det næsten altid med historieskriverne. Af de gamle kilder om kampene indenfor den romerske republik er det kun Appian, der klart og tydeligt siger os, hvad det til syvende og sidst drejede sig om - nemlig om jordejendommen.
Staten frembringer straks, når den er blevet en selvstændig magt overfor samfundet, en videre ideologi. For de professionelle politikere, for statsretsteoretikerne og for civilrettens jurister går nemlig sammenhængen med de økonomiske kendsgerninger først rigtig tabt. Da de økonomiske kendsgerninger i hvert enkelt tilfælde må antage form af juridiske motiver for at blive sanktioneret i lovform, og da der selvfølgelig herved må tages hensyn til hele det allerede gældende retssystem, så skal nu den juridiske form gøres til alt og det økonomiske indhold til intet. Statsret og civilret bliver behandlet som selvstændige områder, som har deres egen uafhængige historiske udvikling, og som i sig selv lader sig behandle i systematisk fremstilling og trænger til en sådan ved konsekvent udryddelse af alle indre modsigelser.
Endnu højere ideologier, dvs. ideologier, der er endnu fjernere fra det materielle, økonomiske grundlag, antager form af filosofi og religion. Her bliver forestillingernes sammenhæng med deres materielle eksistensbetingelser endnu mere indviklet, endnu mere tilsløret af mellemled. Men den eksisterer. Ligesom hele renæssancetiden, siden midten af 15. århundrede, væsentlig er et produkt af byerne, altså borgerne, sådan også den filosofi, der siden dengang kaldtes til live; dens indhold var væsentlig kun det filosofiske udtryk for de tanker, der svarede til små- og middelborgerskabets udvikling til storbourgeoisi. Hos englænderne og franskmændene i forrige århundrede, der tit ligeså godt var politiske økonomer som filosoffer, træder dette klart frem, og hos den hegelske skole har vi påvist det ovenfor.
Lad os imidlertid endnu ganske kort gå ind på religionen, fordi denne synes at stå det materielle liv fjernest og at være mest fremmed overfor det. Religionen er opstået i meget primitiv tid af menneskenes fejlagtige, primitive forestillinger om sig selv og den natur, der omgiver dem. Men enhver ideologi udvikler sig, så snart den en gang eksisterer, i tilslutning til det givne forestillingsstof, den udformer det videre; ellers var det ikke nogen ideologi, dvs. beskæftigelse med tanker som noget selvstændigt, der udvikler sig uafhængigt og kun er underkastet sine egne love. At de materielle livsbetingelser for de mennesker, i hvis hoveder denne tankeproces sker, sluttelig bestemmer forløbet af denne proces, må nødvendigvis være disse mennesker ubevidst, thi ellers ville det være forbi med hele ideologien. Disse oprindelige religiøse forestillinger, som i reglen er fælles for hver beslægtet folkegruppe, udvikler sig altså, efter at gruppen har delt sig, på særlig måde hos hvert folk alt efter de livsbetingelser, det har, og denne proces er for en række af folkegrupper, særlig for den ariske (den såkaldte indoeuropæiske) blevet påvist i enkeltheder af den sammenlignende mytologi. De guder, der således udformedes hos ethvert folk, var nationalguder, hvis rige ikke gik længere end det nationale område, de skulle beskytte; udenfor dette områdes grænser førte andre guder ubestridt det store ord. De kunne kun leve videre i forestillingen, så længe nationen endnu bestod; de faldt med dennes undergang. Og de gamle nationaliteters undergang hidførtes af det romerske verdensrige, hvis økonomiske opståelsesbetingelser vi ikke her skal undersøge. De gamle nationalguder kom i forfald, selv de romerske, der netop også kun var skåret til for den snævre kreds, som byen Rom var; nødvendigheden af at fuldstændiggøre verdensriget med en verdensreligion træder klart frem i forsøgene på at skaffe alle på nogen måde respektable fremmede guder anerkendelse og altre ved siden af de hjemlige i Rom. Men en ny verdensreligion lader sig ikke lave på denne måde ved hjælp af kejserlige dekreter. Den nye verdensreligion, kristendommen, var allerede opstået i stilhed af en blanding af generaliseret orientalsk, navnlig jødisk teologi og vulgariseret græsk, navnlig stoisk filosofi. Hvordan den oprindelig så ud, må vi først igen møjsommeligt udforske, da den kun er overleveret os i sin officielle form, som statsreligion, og til dette formål blev den afpasset af kirkemødet i Nikæa. Nok om det, den kendsgerning, at den allerede efter 250 års forløb blev statsreligion, beviser, at den var den religion, der svarede til tidens forhold. I middelalderen udformedes den nøjagtigt i samme grad, som feudalismen udviklede sig, til at være den religion, der passede hertil, med tilsvarende feudalt hierarki. Og da borgerskabet opstod, udviklede det protestantiske kætteri sig i kontrast til den feudale katolicisme, først i Sydfrankrig hos Albigenserne [3] , på den tid, da byerne der stod i deres højeste blomstring. Middelalderen havde knyttet alle andre former for ideologi: filosofi, politik og jura, til teologien, gjort dem til underafdelinger af teologien. Den tvang på den måde enhver social og politisk bevægelse til at antage en teologisk form; massernes sind, der udelukkende blev fodret med religion, måtte præsenteres for deres egne interesser i religiøs forklædning, for at de kunne fremkalde en stor storm. Og ligesom borgerskabet straks fra begyndelsen frembragte et vedhæng af besiddelsesløse byplebejere, daglejere og tjenestefolk af enhver slags, som ikke tilhørte nogen anerkendt stand, forløberne for det senere proletariat, sådan deler også kætteriet sig allerede tidligt i et borgerlig-moderat og et plebejisk-revolutionært, som også blev afskyet af de borgerlige kættere.
Det protestantiske kætteris ukuelighed svarede til det opstående borgerskabs uovervindelighed; da dette borgerskab var blevet stærkt nok, begyndte dets kamp med lensadelen at antage nationale dimensioner, mens kampen hidtil overvejende havde været lokal. Den første store aktion fandt sted i Tyskland - den såkaldte reformation. Borgerskabet var hverken stærkt nok eller tilstrækkeligt udviklet til under sin fane at forene de andre oprørske stænder - byernes plebejere, lavadelen og bønderne på landet. Adelen blev først slået; bønderne rejste sig til en opstand, der danner højdepunktet i hele denne revolutionære bevægelse; byerne lod dem i stikken, og sådan bukkede revolutionen under for landefyrsternes hære, og fyrsterne strøg hele gevinsten. Fra da af forsvinder Tyskland for tre århundreder ud af de landes tal, der griber selvstændigt ind i historien. Men ved siden af tyskeren Luther havde franskmanden Calvin stået; med ægte fransk skarphed stillede han reformationens borgerlige karakter i forgrunden, republikaniserede og demokratiserede kirken. Mens den lutherske reformation forsumpede i Tyskland og ødelagde Tyskland, tjente den calvinske som fane for republikanerne i Geneve, i Skotland, befriede Holland fra Spanien og Det tyske rige og leverede det ideologiske kostume til den borgerlige revolutions anden akt, der foregik i England. Her viste Calvinismen sig som en ægte religiøs forklædning for det daværende borgerskabs interesser og nåede derfor heller ikke til fuld anerkendelse, da revolutionen i 1689 blev afsluttet med et kompromis mellem en del af adelen og borgerne. Den engelske statskirke blev genoprettet, men ikke i sin tidligere skikkelse som katolicisme med kongen som pave, men stærkt calviniseret. Den gamle statskirke havde fejret den lystige katolske søndag og bekæmpet den kedelige calvinistiske, den nye borgerlige kirke indførte denne, og den pryder England den dag i dag.
I Frankrig blev den calvinistiske minoritet i 1685 undertrykt, katoliceret eller jaget bort; men hvad hjalp det? Allerede dengang var fritænkeren Pierre Bayle midt i arbejdet, og i 1694 blev Voltaire født. Ludvik d. XIV's magtanvendelse gjorde det kun lettere for det franske borgerskab at gennemføre sin revolution i den form, der alene egnede sig for det fremskredne bourgeoisi: den irreligiøse, udelukkende politiske form. I stedet for protestanter var det fritænkere, der sad i nationalforsamlingerne. Dermed var kristendommen trådt ind i sit sidste stadium. Den var blevet uegnet til længere at tjene nogen som helst progressiv klasse som ideologisk forklædning for dennes bestræbelser; den kom mere og mere til at tilhøre de herskende klasser alene, og disse anvender den som rent og skært regeringsmiddel til at holde de lavere klasser i ave med. Og hver af de forskellige klasser bruger sin egen tilsvarende religion: de jordbesiddende junkere den katolske jesuitisme eller den protestantiske ortodoksi, de liberale og radikale bourgeois'er rationalismen; og det gør ingen forskel, om de herrer selv tror på deres respektive religioner eller ej.
Vi ser altså: religionen indeholder, når den een gang er blevet til, altid et overleveret stof, og traditioner er på alle ideologiske områder en stor konservativ magt. Men de forandringer, der sker med dette stof, udspringer af klasseforholdene, altså af de menneskers økonomiske forhold, som foretager disse forandringer. Og det er tilstrækkeligt her.
Det kan i det foregående kun dreje sig om et almindeligt omrids af Marx’ historieopfattelse, højst om nogle illustrationer. Beviset må leveres i historien selv, og her tør jeg nok sige, at den i andre skrifter allerede er leveret i tilstrækkelig grad. Men denne opfattelse sætter en stopper for filosofien på historiens område på samme måde, som den dialektiske opfattelse af naturen gør al naturfilosofi ligeså unødvendig som umulig. Overalt kommer det ikke mere an på at udtænke sammenhænge i hovedet, men at opdage dem i virkeligheden. For filosofien, som er fordrevet fra naturen og historien, bliver der da kun den rene tankes rige tilbage, i det omfang hvori det endnu består: læren om selve tankeprocessens love, logikken og dialektikken.
Med revolutionen 1848 sagde det »dannede« Tyskland farvel til teorien og gik over til praksis. Manufakturen og smådriften, der beroede på håndarbejdet, blev erstattet af den virkelige storindustri; Tyskland optrådte igen på verdensmarkedet; det nye lilletyske rige [4] fjernede i det mindste de mest skrigende misforhold, som småstatsvæsenet, feudalismens rester og bureaukratiet havde lagt i vejen for denne udvikling. Men i samme grad som spekulationen forlod det filosofiske studerekammer for at rejse sit tempel på fondsbørsen, i samme grad mistede også det dannede Tyskland sin store teoretiske sans, som i den dybeste politiske fornedrelses tid havde været Tysklands hæder - sansen for ren videnskabelig forskning, uden hensyn til om det opnåede resultat var praktisk anvendeligt eller ej, om det stred mod politivedtægten eller ej. Ganske vist holdt den tyske officielle naturvidenskab sig, navnlig på detailforskningens område, på højde med tiden, men allerede det amerikanske tidsskrift »Science« bemærker med rette, at de afgørende fremskridt med hensyn til de store sammenhænge mellem de enkelte kendsgerninger, deres generalisering til love, nu i langt større udstrækning gøres i England og ikke som tidligere i Tyskland. På de historiske videnskabers område, filosofien medregnet, er den gamle teoretisk-hensynsløse ånd til gavns forsvundet med den klassiske filosofi; tankeløs eklekticisme, ængstelige hensyn til karriere og indtægt ned til det laveste stræberi er trådt i stedet. De officielle repræsentanter for denne videnskab er blevet bourgeoisiets og den bestående stats utilslørede ideologer - men i en tid, hvor begge står i åbenlys modsætning til arbejderklassen.
Og kun hos arbejderklassen trives den tyske teoretiske sans livskraftigt videre. Her kan den ikke udryddes; her kendes ingen hensyn til karriere, til profitjageri, til nådig beskyttelse fra oven; tværtimod, jo mere hensynsløs og uhildet videnskaben gror frem, jo mere står den i samklang med arbejdernes interesser og bestræbelser. Den nye retning, som i arbejdets udviklingshistorie fandt nøglen til forståelse af samfundets hele historie, henvendte sig på forhånd særlig til arbejderklassen og fandt her den modtagelighed, som den hverken søgte eller ventede hos den officielle videnskab. Den tyske arbejderbevægelse er den tyske klassiske filosofis arvtager.
[1]: