Hvordan Kautsky forvandlede Marx til en ordinær liberal

 Det grundspørgsmål, Kautsky beskæftiger sig med i sin brochure, er spørgsmålet om den proletariske revolu­tions fundamentale indhold, nemlig proletariatets dikta­tur. Det er et spørgsmål af allerstørste betydning for alle lande, navnlig i denne tid. Det kan uden overdrivelse siges, at det er selve hovedspørgsmålet i al proletarisk klassekamp. Det er derfor nødvendigt at beskæftige sig opmærksomt med det.

Kautsky stiller spørgsmålet sådan, at »modsætningen mellem de to socialistiske retninger« (dvs. bolsjevikker og ikke-bolsjevikker) er »en modsætning mellem to fundamentalt forskellige metoder: den demokratiske og den diktatoriske« (s. 3).

Vi bemærker i forbigående, at når Kautsky kalder ikke-bolsjevikkerne i Rusland, dvs. mensjevikker og social. revolutionære, for socialister, går han ud fra deres beteg­nelse, dvs. et ord, og ikke fra den faktiske plads, de indta­ger i proletariatets kamp mod bourgeoisiet. Hvilken glimrende forståelse og anvendelse af marxismen! Men herom mere udførligt senere.

Nu må vi tage fat på hovedsagen: Kautskys store opda­gelse af den »fundamentale modsætning« mellem »den demokratiske og den diktatoriske metode«. Det er det centrale i sagen. Det er hele kernen i Kautskys brochure. Og det er en så uhyrlig teoretisk forvirring, en så fuld­stændig fravigelse af marxismen, at man må erkende, at Kautsky langt har overgået Bernstein.

Spørgsmålet om proletariatets diktatur er spørgsmålet om den proletariske stats forhold til bourgeoisistaten, det proletariske demokratis forhold til bourgeoisiets demo­krati. Det skulle synes klart som dagen. Men præcis som en gymnasielærer, der er stivnet i gentagelser af historiebøgerne, vender Kautsky stædigt ryggen til det 20. århundrede og ansigtet til det 18. og tygger drøv, om og om igen, utroligt kedsommeligt i en hel række afsnit på det gamle kram om bourgeoisidemokratiets forhold til enevælden og middelalderen.

Minsandten som om han tyggede drøv i søvne !

Det vil jo sige, at han overhovedet ikke har fattet, hvad der er hvad. Man kan kun have smil til overs for Kaut­skys besværligheder med at fremstille sagen, som om der findes folk, som prædiker »foragt for demokratiet« (s. 11) osv. Med den slags hulheder opnår Kautsky at tilsløre og forkludre spørgsmålet, idet han på liberalistisk vis gør det til et spørgsmål om demokrati overhovedet, ikke om bourgeoisiets demokrati; han viger endda uden om dette præcise klassebegreb og forsøger at snakke om »førsocia­listisk« demokrati. Næsten en tredjedel af brochuren — 20 af dens sider — har tågehornet fyldt med snak, der er meget tiltalende for bourgeoisiet, for den ender i en be­smykkelse af det borgerlige demokrati og fortoner spørgsmålet om proletarisk revolution.Men titlen på Kautskys brochure er jo netop »Pro­letariatets Diktatur«. At dette netop er kernen i Marx’ lære, er almindelig kendt, og efter al udenomssnakken må Kautsky da også anføre Marx' ord om proletariatets dik­tatur.

Hvordan »marxisten« Kautsky bærer sig ad med det, er den rene komedie! Hør blot:

»På et par ord af Karl Marx bygger man denne an­skuelse« (som Kautsky erklærer for foragt for demokra­tiet) — sådan står der ordret på s. 20. Og på s. 60 gentages det, tilmed i den form, at (bolsjevikkerne) »i rette tid kom i tanker om det lille ord« (bogstaveligt 'des Wörtchens’) »om proletariatets diktatur, som Marx engang i 1875 har anvendt i et brev«.

Dette »lille ord« af Marx lyder sådan:

»Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske sam­fund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutio­nært omformes til det andet. Dertil svarer også en poli­tisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan væ­re andet end proletariatets revolutionære diktatur

Først må det siges, at det at kalde denne berømte be­tragtning hos Marx, hvori han sammenfatter hele sin revolutionære lære, for »et par ord«, tilmed et »lille ord« er at drive spot med marxismen, at distancere sig totalt fra den. Det må ikke glemmes, at Kautsky kan Marx næsten udenad, at han efter alle sine skrifter at dømme i sit skrivebord eller i hovedet har en hel række skuffer, hvor alt, hvad Marx har skrevet, er ordnet nøjagtigt og praktisk til citatbrug. Kautsky kan ikke være uvidende om, at både Marx og Engels såvel i breve som i trykte skrifter gang på gang har talt om proletariatets diktatur, både før og navnlig efter Kommunen). Kautsky kan ikke være uvidende om, at formlen proletariatets diktatur kun er en mere historisk-konkret og videnskabelig eksakt fremstil­ling af proletariatets opgave: at »sønderslå« bourgeoisiets statsmaskineri, om hvilken opgave både Marx og Engels ud fra erfaringerne fra revolutionerne i 1848 og navnlig 1871 har skrevet fra 1852 til 1891, gennem fyrretyve år.

Hvordan forklare denne uhyrlige forvanskning af marx­ismen, begået af Kautsky, den skriftkloge i marxisme? Ser man på det filosofiske grundlag for det foreliggende fænomen, så består det i ombytning af dialektikken med eklekticisme og spidsfindigheder. Kautsky er en stor mester i den slags ombytning. Ser man på det praktisk-politiske, så består det i lakajtjeneste for opportunisterne, det vil til syvende og sidst sige bourgeoisiet. Siden krigens begyndelse har Kautsky udviklet sig hurtigere og hurtigere og er blevet en ren virtuos i kunsten at være marxist i ord og bourgeoisilakaj i gerning.

Man overbevises endnu mere herom, når man betragter, hvor fremragende Kautsky har fortolket Marx' »lille ord« om proletariatets diktatur. Hør blot:

»Marx har desværre undladt nærmere at anføre, hvordan han forestiller sig dette diktatur…(en gennemført forløjet renegatfrase, eftersom Marx netop har givet en række detaljerede redegørelser, som Kautsky, den skriftkloge i marxisme, bevidst går udenom). »… Bogstaveligt betyder ordet dik­tatur demokratiets ophævelse. Men bogstaveligt be­tyder det ganske vist også eneherredømme for en enkelt person, som ikke er bundet af love. Et eneherredømme, som adskiller sig fra despotisme ved, at det ikke er tænkt som en varig statsform, men som en forbigående nødforanstaltning.

Udtrykket proletariatets diktatur, altså ikke en enkelt persons, men en klasses diktatur udelukker allerede, at Marx herved har tænkt sig et diktatur i udtrykkets bogstavelige betydning.

Han talte ikke her om en regeringsform, men om en tilstand, som nødvendigvis må indtræde overalt, hvor proletariatet har erobret den politiske magt. At han ikke her havde en regeringsform for øje, fremgår allerede af, at han nærede den anskuelse, at overgangen i England og Amerika kunne ske fredeligt, ad demokratisk vej« (S. 20).

Vi har med vilje bragt hele dette ræsonnement i sin hed, for at læseren klart kan se, hvilke metoder »teoreti­kerens Kautsky opererer med.

Kautsky har ønsket at behandle spørgsmålet sådan, at han begynder med at definere »ordet« diktatur.

Udmærket. Enhver er i sin gode ret til at behandle et spørgsmål, som han vil. Blot må man skelne en seriøs og hæderlig behandling af spørgsmålet fra en uhæderlig. Den, der ved den givne behandlingsmåde ville gå seriøst til værks, måtte give sin egen definition af »ordet«. Så havde spørgsmålet været stillet klart og direkte. Det gør Kautsky ikke. »Bogstaveligt betyder ordet diktatur demokratiets ophævelse«, skriver han.

For det første er det ingen definition. Hvis det ikke passer Kautsky at give en definition af begrebet diktatur, hvorfor så vælge denne måde at behandle spørgsmålet på?

For det andet er det åbenlyst forkert. For en liberal fal­der det naturligt at tale om »demokrati« slet og ret. En marxist vil aldrig glemme at stille spørgsmålet: »For hvilken klasse?« F. eks. ved enhver — og »historikeren« Kautsky ved det også – at opstande eller blot stærke gæ­ringer blandt slaverne i oldtiden straks afdækkede den antikke stats væsen som slaveejernes diktatur. Men forhindrede dette diktatur demokrati blandt og for slaveejerne? Alle ved, at det gjorde det ikke.

»Marxisten« Kautsky har sagt noget uhyrligt sludder og en urigtighed, idet han har »glemt« klassekampen…

For at gøre den liberale og falske påstand, Kautsky har fremsat, til en marxistisk og sand, må man sige: et dikta­tur betyder ikke nødvendigvis ophævelse af demokratiet for den klasse, som udøver diktaturet over andre klasser, men det betyder nødvendigvis ophævelse (eller væsentlig begrænsning, hvilket også er en form for ophævelse) af demokratiet for den klasse, over hvilken eller mod hvil­ken diktaturet udøves.

Men hvor rigtig denne påstand end er, giver den ikke nogen definition af diktatur.

Lad os se på følgende sætning hos Kautsky:

» . . . Men bogstaveligt betyder ordet ganske vist også eneherredømme for en enkelt person, som ikke er bundet af love . .. «

Som en blind hundehvalp, der uden mål og med roder med snuden til alle sider, er Kautsky her uforvarende stødt på en rigtig tanke (nemlig at diktaturet er en magt, der ikke er bundet af love), men han har alligevel ikke gi­vet definition af diktatur og har desuden fremsat den åbenbare historiske urigtighed, at diktatur skulle be­tyde en enkelt persons magt. Det er også urigtigt i gram­matisk henseende, idet også en gruppe personer, et oli­garki, en klasse osv. kan herske diktatorisk.

Videre påpeger Kautsky forskellen mellem diktatur og despotisme, men skønt hans redegørelse er åbenbart urigtig, vil vi ikke opholde os ved den, eftersom den er uden forbindelse med det spørgsmål, vi beskæftiger os med her.

Kautskys tilbøjelighed til at vende sig fra det 20. århundrede til det 18. og fra det 18. århundrede til den antik­ke oldtid er velkendt, og vi håber, at det tyske proletariat, når det har tilkæmpet sig diktaturet, vil tage hensyn til denne tilbøjelighed og ansætte Kautsky som f. eks. gymnasielærer i oldtidskundskab. At snyde sig fra at definere proletariatets diktatur ved dybsindigheder om despotis­me er enten en grov dumhed eller et yderst klodset bedrageri

Som facit finder vi, at Kautsky med sin snak om diktatur har fået sagt en mængde oplagte sandheder, men ikke har fremsat nogen definition overhovedet! Han kunne, hvis han ikke stolede på sine åndsevner, have tyet til sin hukommelse og have hentet de tilfælde frem »fra skuffer­ne«, hvor Marx taler om diktaturet. Han ville da have fundet enten følgende definition, eller en, der i realiteten falder sammen med den:

Diktatur er en magt, der umiddelbart støtter sig til magtanvendelse og ikke er bundet af love.

Proletariatets revolutionære diktatur er en magt, der er vundet og opretholdt ved proletariatets magtanven­delse mod bourgeoisiet, en magt, der ikke er bundet af love.

Her har vi den enkle sandhed, en sandhed, klar som dagen for enhver bevidst arbejder (en repræsentant for masserne og ikke for et toplag af kapitalistbestukket spidsborgerpak som socialimperialisterne i alle lande), en sandhed, indlysende for enhver repræsentant for de udbyttede, der slås for deres befrielse, ubestridelig for enhver marxist, men som må »erobres i krig« med den højlærde hr. Kautsky! Hvormed kan det forklares? Med den lakajånd, 2. Internationales førere har indsuget, ef­ter at de er blevet foragtelige sykofanter) i bourgeoi 

siets tjeneste.

Først har Kautsky udført et trick ved at hævde det åbenbare sludder, at ordet diktatur bogstaveligt skulle betyde en personlig diktator, og derpå postulerer han — på grundlag af dette trick — at ordet klassediktatur hos Marx »altså« ikke har den bogstavelige betydning (men en betydning, hvorefter diktatur ikke vil sige revolutionær tvang, men »fredelig« erobring af flertallet under det borgerlige — NB — »demokrati«).

Man må, ser man nok, skelne mellem en »tilstand« og en »regeringsform«. En forbløffende dybsindig sondring af ganske samme art, som hvis vi hos et menneske, der tænker dumt, ville skelne mellem dumhedens »tilstand« og dens »form«.

Kautsky er nødt til at udlægge diktatur som »herredøm­mets tilstand« (dette udtryk bruger han i bogstavelig forstand på næste side, s. 21), fordi så forsvinder den revolu­tionære magtanvendelse, den med magt gennemførte revolution. »Herredømmets tilstand« er en tilstand, som ethvert flertal kan befinde sig i under ... »demokratiet« ! Med dette svindlertrick forsvinder revolutionen lykkeligt og vel!

Men bedrageriet er for groft, og det redder ikke Kaut­sky. At diktatur forudsætter og betegner en »tilstand«, hvor en klasse udøver en for renegater ubehagelig, revo­lutionær magt over for en anden klasse, »den syl kan ikke gemmes i en sæk«. Det tåbelige i at skelne mellem »tilstand« og »regeringsform« er iøjnefaldende. Det er trefold dumt at tale om regeringsform her, eftersom hvert barn ved, at monarki og republik er forskellige regeringsformer. Det må fastslås over for hr. Kautsky, at begge disse regeringsformer, som alle forbigående »regeringsformer« under kapitalismen, blot er varianter af bour­geoisistaten, altså af bourgeoisiets diktatur.

Endelig er det ikke blot dumt at tale om regeringsformer, men det er også en klodset forfalskning af Marx, der her så klart som noget taler om statsform eller statstype, men ikke om regeringsform.

Den proletariske revolution er umulig uden sønderbrydning med magt af det borgerlige statsmaskineri og dets erstatning med et nyt, som, med Engels' ord, »allerede ikke mere er nogen stat i egentlig forstand«

Kautsky måtte nødvendigvis udtvære og omlyve alt dette — det kræver hans renegatholdning.

Lad os se på, hvilke ynkelige kneb han tyer til.

Første kneb. » . . . At Marx ikke her havde en rege­ringsform for øje, fremgår allerede af, at han nærede den anskuelse, at overgangen i England og Amerika kunne ske fredeligt, altså ad demokratisk vej ...«

Regeringsformen har afgjort ikke noget at sige her, eftersom der findes monarkier, der ikke er typiske for bourgeoisistaten, f. eks. udmærker sig ved at mangle militær, og der findes republikker, som er aldeles typiske i så henseende, f. eks. ved at have militær og bureaukrati. Det er et almenkendt historisk og politisk faktum, og Kautsky vil ikke få held til at forfalske det.

Hvis Kautsky havde villet ræsonnere seriøst og hæderligt, ville han have spurgt sig selv: Eksisterer der mon hi­storiske love, som gælder for revolutioner, og som ikke kender til undtagelser? Svaret ville have været nej, der findes ingen sådanne love. Den slags love tager kun sigte på det typiske, det som Marx engang betegnede som »det ideale« i betydningen den gennemsnitlige, normale, typiske kapitalisme.

Endvidere. Var der da i 70'erne noget, som gav England og Amerika en undtagelsesstilling i den omhandlede henseende? Enhver, der kender bare en smule til videnska­bens krav på det historiske område, er klar over, at dette spørgsmål nødvendigvis må stilles. At undlade at stille det vil sige at forfalske videnskaben og lege med spidsfin-Amerika netop i 1870'erne, da Marx gjorde denne be­tvivl om svaret: Proletariatets revolutionære diktatur er magtanvendelse over for bourgeoisiet; sådan som Marx og Engels meget detaljeret og gentagne gange har forkla­ret det (specielt i Borgerkrigen I Frankrig og i forordet hertil) nødvendiggøres denne magtanvendelse især af, at der eksisterer et militærvæsen og et bureaukrati. Men netop disse institutioner fandtes ikke netop i England og Amerika netop i 1870'erne, da Marx gjorde denne be­mærkning. (Nu findes de derimod både i England og i Amerika).

Kautsky må hvert øjeblik begå et veritabelt bedrageri for at dække over sin renegatoptræden!

Og mærk vel, hvordan han her ufrivilligt har stukket si­ne æseløren frem — han skriver: »fredeligt, altså ad demokratisk vej« !

I definitionen af diktaturet har Kautsky af al magt stræbt efter at skjule for læseren, hvad der er dette be­grebs hovedkendetegn, nemlig den revolutionære magtanvendelse. Men nu slap sandheden frem: det drejer sig om modsætningen mellem en omvæltning ad fredelig vej og en med magt.

Her ligger hunden begravet. Alle disse kneb, spidsfindigheder og bedrageriske falsknerier behøvede Kautsky for at kunne snakke sig fra revolution med magt, dække over sin afstandtagen fra den, sin overgang til liberali­stisk arbejderpolitik, dvs. overgang til bourgeoisiets side. Her ligger hunden begravet.

»Historikeren« Kautsky forfalsker historien så skamløst, at han »glemmer« det fundamentale: den førmono­polistiske kapitalisme hvis højdepunkt faldt netop i 1870-'erne — udmærkede sig i kraft af sine grundlæggende øko­nomiske egenskaber, som trådte særlig typisk frem i England og Amerika, ved relativt stor freds- og friheds-kærlighed. Mens imperialismen, dvs. den monopolistiske kapitalisme, der først er modnet fuldt ud i det 20. århun­drede, ifølge sine grundlæggende økonomiske egenska­ber udmærker sig ved minimal freds- og frihedskærlig­hed og maksimal udvikling af militærvæsenet overalt. At »overse« dette, når man overvejer, hvorvidt en fredelig eller voldelig omvæltning er typisk eller sandsynlig, er ensbetydende med at degradere sig selv til en ganske ordinær lakaj for bourgeoisiet.

Andet kneb. Pariserkommunen var proletariatets dik­tatur, men det blev valgt ved almindelig stemmeret, dvs. uden at bourgeoisiet berøvedes valgretten, altså på »demokratisk vis«. Og Kautsky triumferer: » . . . Prole­tariatets diktatur var for Marx« (eller ifølge Marx) »en tilstand som nødvendigvis må fremgå af rent demokrati, når proletariatet er i overvægt« (bei überwiegendem Proletariat, s. 21).

Dette argument fra Kautskys side er så fornøjeligt, at man i sandhed føler en ren embarras de richesses (finder en alt for overvældende mængde indvendinger). For det første er det en kendt sag, at blomsten, staben, toppen af bourgeoisiet var flygtet fra Paris til Versailles. I Versail­les opholdt socialisten Louis Blanc sig, hvilket i øvrigt viser urigtigheden i Kautskys påstand om, at »alle sociali­stiske retninger« tog del i Kommunen. Er det ikke latterligt at kalde delingen af Paris' befolkning i to krigsføren­de lejre, hvoraf den ene koncentrerede hele det militante, politisk aktive bourgeoisi, for »et rent demokrati« med »almindelig valgret«?

For det andet kæmpede Kommunen mod Versailles som Frankrigs arbejderregering mod bourgeoisiets rege­ring. Hvad har det med »rent demokrati« og »almindelig valgret« at gøre, når Paris afgjorde Frankrigs skæbne? Da Marx fandt, at Kommunen havde begået en fejl ved ikke at overtage banken, som tilhørte hele Frankrig), mon han da gik ud fra »det rene demokratis« principper og praksis?

Det kan sandelig ses, at Kautsky skriver i et land, hvor politiet forbyder folk at »stimle sammen« og le, ellers havde latteren taget livet af Kautsky.

For det tredje. Må jeg tillade mig ærbødigst at erindre hr. Kautsky, som jo kan sin Marx og Engels udenad, om følgende vurdering af Kommunen, fremsat af Engels med henblik på . . . »det rene demokrati«:

»Har disse herrer (autoritetsfjender) aldrig før set en revolution? En revolution er afgjort det mest autoritære, der findes; den er en handling, hvorved den ene del af be­folkningen påtvinger den anden sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner, altså de mest autoritære midler, man kan tænke sig; og hvis kampen ikke skal væ­re forgæves, må det sejrende parti hævde sit herredøm­me ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sig ved magten bare en dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne? Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad har gjort brug af den?«.

Her har De det »rene demokrati« ! Hvor ville Engels have hånet den vulgære småborger, den »socialdemokrat« (i fransk forstand fra 1840'rne og i almeneuropæisk fra årene 1914-1918), der kunne finde på overhovedet at tale om »rent demokrati« i et klassedelt samfund!

Men nok om det. At opregne alle de tåbeligheder, som Kautsky svinger sig op til, er en umulig ting, da der i hver sætning hos ham er et bundløst svælg af renegatpolitik.

Marx og Engels har på det udførligste analyseret Pari­serkommunen og påvist, at dens fortjeneste var forsøget på at sønderslå, sønderbryde »den færdige statsmaski­ne«. Marx og Engels anså denne konklusion for så vigtig, at de i 1872 kun indføjede denne rettelse i det (i visse afsnit) forældede programskrift, Det Kommunistiske Manifest. Marx og Engels påviste, at Kommunen afskaffede hæren og bureaukratiet, afskaffede parlamenta­rismen, knuste den snyltende udvækst — staten osv., men den overkloge Kautsky tager nathuen på og gentager, hvad liberale professorer har fortalt tusinde gange — skrønen om det »rene demokrati«.

Ikke for ingenting sagde Rosa Luxemburg den 4. au­gust 1914, at det tyske socialdemokrati nu er et stinkende lig.

Tredje kneb. »Når vi taler om diktatur som regeringsform, kan vi ikke tale om en klasses diktatur. En klasse kan jo nemlig, som vi allerede har bemærket, kun herske, ikke regere . . .«. Regere gør derimod »organisationer« eller »partier«.

Forvirring, ugudelig forvirring, hr. »forvirringsråd«! Diktatur er ikke nogen »regeringsform«, det er latterligt nonsens. Marx taler da heller ikke om regeringsform, men om statsform eller -type. Det er jo noget helt, helt andet. Det er også ganske urigtigt, at en klasse ikke kan regere; den slags nonsens kan kun stamme fra en »parla­mentarisk kretiner«, som ikke øjner andet end det bor­gerlige parlament og ikke lægger mærke til andet end »regeringspartier«. Et hvilket som helst europæisk land kan for Kautsky frembyde eksempler på regering ved en herskende klasse, f. eks. godsejerne i middelalderen, til trods for utilstrækkelig organisation.

Facit: Kautsky har på det utroligste forvrænget begre­bet proletariatets diktatur og forvandlet Marx til en ordi­nær liberal, dvs. er selv sunket ned på niveau med den liberale, der disker op med banale fraser om det »rene demokrati«, som besmykker og tilslører det borgerlige demokratis klasseindhold og navnlig råber vagt i gevær mod revolutionær magtanvendelse fra den undertrykte klasses side. Da Kautsky »fortolkede« begrebet »prole­tariatets revolutionære diktatur« sådan, at den undertrykte klasses revolutionære anvendelse af magt over for undertrykkerne forsvandt, blev der sat verdensrekord i liberal forvanskning af Marx. Renegaten Bernstein viste sig at være en sinke i sammenligning med renegaten Kautsky.