Den Konstituerende Forsamling og sovjetrepublikken

Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling og bol­sjevikkernes opløsning af den er det centrale punkt i Kautskys brochure. Han vender bestandig tilbage til dette spørgsmål. Antydninger af, at bolsjevikkerne har »afskaffet demokratiet« (se ovenfor i et citat fra Kautsky), dukker op overalt i dette skrift af II Internationales ideo­logiske fører. Spørgsmålet er faktisk interessant og vig­tigt, idet forholdet mellem borgerligt og proletarisk demokrati her var blevet et praktisk spørgsmål for revo­lutionen. Lad os da se på, hvordan vor »marxistiske teoretiker« behandler dette spørgsmål.

Han citerer Teser Om Den Konstituerende Forsamling, som jeg havde skrevet og offentliggjort i Pravda for d. 26. december 1917. Man skulle jo synes, at der ikke kunne ventes noget bedre bevis for, at Kautsky med dokumen­terne i hånden går samvittighedsfuldt til værks. Men se nu bare, hvordan Kautsky citerer. Han siger ikke, at der var 19 teser, han siger ikke, at de behandlede både spørgsmålet om, hvordan en almindelig republik med sin Konstituerende Forsamling forholder sig til en sovjetrepublik, og spørgsmålet om, hvordan konflikten mellem den Konstituerende Forsamling og proletariatets dikta­tur har udviklet sig historisk i vor revolution. Kautsky går uden om alt dette og fortæller simpelt hen læseren, at »to (af disse teser) er særligt vigtige«: den ene, at de so­cialrevolutionære spaltedes efter valgene til den Konsti­tuerende Forsamling, men før den trådte sammen (Kaut­sky fortier, at det er 5. tese), den anden, at sovjetrepu­blikken overhovedet er en højere demokratisk form end den Konstituerende Forsamling (Kautsky fortier, at det er 3. tese).

Og af denne 3. tese citerer Kautsky kun en del ordret, nemlig følgende sætning:

»Sovjetrepublikken (er) ikke blot en højere form for demokratiske institutioner (i sammenligning med den sædvanlige borgerlige republik med den Konstituerende Forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefrie overgang til socialismen« (Kautsky udelader ordet »sædvanlige« og indledningsordene »For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system er«).

Efter at have citeret disse ord udbryder Kautsky med blændende ironi:

»Skade blot, at man først kom til denne erkendelse, efter at være kommet i mindretal i den Konstitue­rende Forsamling. Forhen havde ingen mere ener­gisk end Lenin forlangt den indkaldt«.

Sådan står der ordret på s. 31 i Kautskys bog!

Det er virkelig en perle! Kun en bourgeoisi-sykofant kan fremstille sagen så forløjet, at læseren må få det indtryk, at al bolsjevikkernes tale om en højere statstype er en slags påfund, der kom for dagen, efter bolsjevikkerne var kommet i mindretal i den Konstituerende Forsam­ling!! En så gemen løgn kan kun fremsættes af en pjalt, der har solgt sig til bourgeoisiet, eller — hvad der kommer ganske ud på det samme — forlader sig på P. Akselrod og hemmeligholder sin hjemmelsmand.

Det er jo velkendt, at jeg allerede den første dag efter min ankomst til Rusland, d. 4. april 1917, offentligt forelagde teser, der gjorde gældende, at en stat af Kommu­nens type er den borgerlige, parlamentariske republik overlegen. Jeg har udtalt mig herom gentagne gange på tryk, f. eks. i brochuren om de politiske partier, som blev oversat til engelsk og udkom i Amerika i januar 1918 i New York-avisen Evening Post. Og ikke nok med det. Bolsjevikkernes partikonference i slutningen af april 1917 vedtog en resolution om, at en proletar- og bonderepublik står højere end den borgerlige, parlamentariske repu­blik, at vort parti ikke ville slå sig til tåls med denne sidstnævnte, og at partiprogrammet skulle ændres i overens­stemmelse hermed.

Hvordan skal man karakterisere Kautskys nummer, hvor han forsikrer de tyske læsere, at jeg energisk har krævet den Konstituerende Forsamling indkaldt, og at jeg først efter at bolsjevikkerne var kommet i mindretal der var begyndt at »forklejne« den Konstituerende Forsamlings ære og værdighed. Hvilken undskyldning er der for et sådant nummer?

At Kautsky ikke kendte de faktiske forhold? Men hvorfor så give sig til at skrive om dem? Eller hvorfor ikke ærligt sige, at jeg, Kautsky, skriver på grundlag af oplys­ninger fra mensjevikkerne Stein, Akselrod og co.? Kaut­sky vil gerne gå for at være objektiv og således skjule sin rolle som lakaj for mensjevikkerne, der er forbitrede over nederlaget.

Men dette er kun blomsterne. Bærrene vil komme senere.

Lad os gå med til, at Kautsky ikke har villet eller ikke har kunnet (??) få en oversættelse fra sine hjemmels-mænd, en oversættelse af de bolsjevikiske resolutioner og udtalelser om, hvorvidt de ville slå sig til tåls med den borgerligt-parlamentariske demokratiske republik. Lad os gå med til det, selv om det er højst usandsynligt. Men på side 30 i sin bog henviser Kautsky direkte til mine teser af 26. december 1917.

Kender Kautsky disse teser i deres helhed, eller kender han kun det af dem, som Stein, Akselrod og co. har oversat for ham? Kautsky citerer 3. tese om det fundamentale spørgsmål, hvorvidt bolsjevikkerne før valgene til den Konstituerende Forsamling havde erkendt og sagt til fol­ket, at sovjetrepublikken står højere end en borgerlig republik. Men Kautsky forholder sig tavs om 2. tese.

2. tese lyder imidlertid:

»Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kra­vet om indkaldelse af den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at sovjetrepublikken er en højere form for demokrati end den sædvanlige borgerlige republik med en Konstituerende Forsamling« (kursiveret af mig) .

For at fremstille bolsjevikkerne som principløse folk, som »revolutionære opportunister« (dette udtryk anven­der Kautsky et eller andet sted i sin bog, jeg husker ikke i hvilken forbindelse), skjuler hr. Kautsky for sine tyske læsere, at der i teserne er en direkte henvisning til »gang på gang« gentagne udtalelser!

Sådan er de smålige, jammerlige og foragtelige meto­der, som hr. Kautsky opererer med. Det teoretiske spørgsmål har han således snoet sig uden om.

Er det rigtigt eller ikke, at en borgerligt-demokratisk parlamentarisk republik står under en republik af Kom­mune- eller sovjettype? Det er det centrale punkt, men Kautsky er gået uden om det. Alt det, Marx har givet os i sin analyse af Pariserkommunen, har Kautsky »glemt«. Han har også »glemt« Engels' brev til Bebel af 28. marts 1875, hvor den samme tanke af Marx er udtrykt særlig an­skueligt og tydeligt: »Kommunen var allerede ikke mere nogen stat i egentlig forstand«.

Her har man II Internationales mest fremtrædende teoretiker, som i en særlig brochure om Proletariatets Diktatur, der beskæftiger sig specielt med Rusland, hvor spørgsmålet om en højere statsform end den demokratisk-borgerlige er stillet direkte og gentagne gange, tier om dette spørgsmål. Hvorved adskiller dette i realiteten sig fra at gå over på bourgeoisiets side?

(Lad os i parentes bemærke, at også her trasker Kaut­sky i halen på de russiske mensjevikker. Blandt dem er der folk, som kender »alle citater« af Marx og Engels, så mange det skal være, men fra april 1917 til oktober 1917 og fra oktober 1917 til oktober 1918 har ingen mensjevik blot en enkelt gang forsøgt at behandle spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Også Plekhanov er gået uden om dette spørgsmål. De har haft gode grunde til at tie. )

Det siger sig selv, at det ville være at kaste perler for svin, hvis man gav sig til at drøfte opløsningen af den Konstituerende Forsamling med folk, der kalder sig socialister og marxister, men som i virkeligheden går over til bourgeoisiet i hovedspørgsmålet, i spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Det må være nok som tillæg til nærværende brochure at aftrykke mine teser om den Konstituerende Forsamling i deres helhed. Heraf vil læseren se, at spørgsmålet blev stillet den 26. december 1917, både teoretisk, historisk og praktisk-politisk.

Selv om Kautsky som teoretiker ganske har afsvoret marxismen, kunne han som historiker have behandlet spørgsmålet om sovjetternes kamp mod den Konstitue­rende Forsamling. Vi ved fra mange af Kautskys skrif­ter, at han evnede at være en marxistisk historiker, at sådanne skrifter fra ham vil være af varig værdi for prole­tariatet, uanset at han senere er blevet renegat. Men i det foreliggende spørgsmål vender Kautsky sig også som hi­storiker bort fra sandheden, ignorerer velkendte fakta og optræder som sykofant. Han vil fremstille bolsjevikkerne som principløse, og han fortæller om, hvordan bolsjevik-kerne forsøgte at udglatte konflikten med den Konstitue­rende Forsamling, før de opløste den. Det er der bestemt ikke noget ondt i, vi har intet at tilbagekalde; jeg gengi­ver teserne i fuld ordlyd, og her siges det så klart som no­get: mine herrer vaklende småborgere, som har sat jer til rette i den Konstituerende Forsamling, enten affinder I jer med det proletariske diktatur, eller vi vil besejre jer »ad den revolutionære vej« (teserne 18 og 19).

Sådan har det virkeligt revolutionære proletariat altid handlet overfor det vaklende småborgerskab, og sådan vil det altid handle.

Kautsky indtager i spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling et formelt standpunkt. I mine teser siges det klart og gentagne gange, at revolutionens interesser står over den Konstituerende Forsamlings formelle rettighe­der (se teserne 16 og 17). Det formelt-demokratiske synspunkt er tillige den borgerlige demokrats synspunkt; han anerkender ikke, at proletariatets og den proletariske klassekamps interesser står højere. Som historiker ville Kautsky ikke kunne komme uden om at anerkende, at de borgerlige parlamenter er organer for den ene eller anden klasse. Men nu havde Kautsky brug for (med det be­skidte formål at afsværge revolutionen) at glemme marxismen, og han stiller ikke spørgsmålet, hvilken klas­ses organ den Konstituerende Forsamling i Rusland var. Kautsky undersøger ikke den konkrete situation, han bry­der sig ikke om at se kendsgerningerne, han nævner ikke med et ord overfor de tyske læsere, at der i teserne ikke blot gives en teoretisk belysning af spørgsmålet om det borgerlige demokratis begrænsning (teserne 1-3) og ikke blot anføres konkrete grunde til, at partilisterne fra mid­ten af oktober 1917 ikke stemte med realiteterne i decem­ber 1917 (teserne 4-6), men også gives en fremstilling af klassekampens og borgerkrigens historie i oktober-de­cember 1917 (teserne 7-15). Af denne konkrete historie drog vi den konklusion (tese 14), at parolen »Al magt til den Konstituerende Forsamling« i praksis var blevet kadetternes, Kaledin-folkenes og deres håndlangeres parole.

Historikeren Kautsky bemærker ikke dette. Historike­ren. Kautsky har aldrig hørt om, at den almindelige valgret giver undertiden småborgerlige, undertiden reaktio­nære og kontrarevolutionære parlamenter. Den marxisti­ske historiker Kautsky har aldrig hørt om, at valgformen, demokratiets form, er en ting, og den pågældende institutions klasseindhold en anden. Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamlings klasseindhold er direkte stillet og besvaret i mine teser. Det er muligt, at min be­svarelse er urigtig. Intet ville være os mere kærkomment end en marxistisk kritik af vor analyse fra anden side. I stedet for at skrive aldeles tåbelige fraser (dem er der mange af hos Kautsky) om, at der er nogen der hindrer kritik af bolsjevismen, skulle Kautsky have taget fat på en sådan kritik. Men det er jo netop sagen, at han ikke leverer nogen kritik. Han stiller ikke engang spørgsmålet om en klasseanalyse af sovjetterne på den ene side og den Konstituerende Forsamling på den anden. Og derfor er der ingen mulighed for at strides, for at diskutere med Kautsky; der bliver kun tilbage at vise læseren, hvorfor man ikke kan betegne Kautsky anderledes end som renegat.

Konflikten mellem sovjetterne og den Konstituerende Forsamling har sin historie, som end ikke en historiker, der ikke anlægger et klassekampssynspunkt, vilkunne komme uden om. Kautsky har end ikke villet strejfe den­ne faktiske historie. Kautsky har forholdt sine tyske læsere det velkendte faktum (som nu kun forbitrede mensje­vikker skjuler), at sovjetterne også i den tid, da mensje­vikkerne beherskede dem, dvs. fra slutningen af februar til oktober 1917, var i konflikt med de »almenstatlige« in­stitutioner (dvs. de borgerlige). Kautsky er i realiteten tilhænger af forsoning, forståelse og samarbejde mellem proletariatet og bourgeoisiet; hvor meget end Kautsky benægter det, er det en kendsgerning, at sådan er hans holdning; det bekræftes af hele hans brochure. Hvis man ikke måtte opløse den Konstituerende Forsamling, så betyder det, at man ikke måtte føre kampen mod bourgeoisiet til ende, ikke måtte styrte det, men måtte forsone proletariatet med bourgeoisiet.

Hvorfor har Kautsky da fortiet, at mensjevikkerne ar­bejdede på dette lidet agtværdige forehavende fra febru­ar til oktober 1917 uden at opnå noget? Hvis det var mu­ligt at forsone bourgeoisiet med proletariatet, hvorfor lykkedes det da ikke for mensjevikkerne, hvorfor holdt bourgeoisiet sig borte fra sovjetterne, hvorfor kaldtes so­vjetterne (af mensjevikkerne) »det revolutionære demo­krati« og bourgeoisiet — »de besiddende elementer«.

Kautsky har skjult for de tyske læsere, at netop mensje­vikkerne i den »epoke«, da de herskede (februar-oktober 1917) kaldte sovjetterne det revolutionære demokrati og dermed anerkendte deres overlegenhed over alle andre institutioner. Kun fordi denne kendsgerning skjules, ser det hos historikeren Kautsky ud, som om konflikten mellem sovjetterne og bourgeoisiet ikke har sin forhistorie, at den opstod på en gang, overrumplende, uden årsag som følge af bolsjevikkernes dårlige opførsel. Men i vir­keligheden var det netop erfaringerne med mensjevikkernes kompromismageri, deres forsøg på at forsone proletariatet med bourgeoisiet gennem mere end et halvt år (og for en revolution er det et vældigt tidsrum), der havde overbevist folket om det ufrugtbare i disse forsøg og stødt proletariatet bort fra mensjevikkerne.

Sovjetterne er proletariatets fortræffelige kamporga­nisationer, som har en stor fremtid foran sig, indrømmer Kautsky. Men når det er tilfældet, falder hele Kautskys standpunkt sammen som et korthus, eller som småborgerens drømmerier om at slippe uden om proletariatets skarpe kamp mod bourgeoisiet. Hele revolutionen er jo en uafbrudt og dertil desperat kamp, og proletariatet er den førende klasse for alle undertrykte, brændpunkt og centrum for alle undertryktes stræben efter befrielse. So­vjetterne — organet for de undertrykte massers kamp — afspejlede og udtrykte naturligvis disse massers stem­ninger og omsvinget i deres anskuelser langt hurtigere, mere fuldstændigt og mere sikkert end en hvilken som helst anden institution (heri ligger i øvrigt en af årsager­ne til, at sovjetdemokratiet er en højere type demokrati).

Sovjetterne nåede fra 28. februar (gammel tidsreg­ning) til 25. oktober 1917 at indkalde to alrussiske kon­gresser for det altovervejende flertal af Ruslands befolk­ning, alle arbejdere og soldater og 7 eller 8 tiendedele af bønderne, rent bortset fra en mængde lokale, kreds-, by-, guvernements- og områdekongresser. I dette tidsrum nåede bourgeoisiet ikke at indkalde en eneste forsamling, der repræsenterede et flertal (med undtagelse af den åbenlyst forfalskede, parodiske »Demokratiske Konfe­rence«, som vakte proletariatets harme). Den Konsti­tuerende Forsamling var udtryk for den samme stem­ning hos masserne, den samme politiske gruppering som den første alrussiske sovjetkongres (junikongressen). Op til indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling (januar 1918) havde den 2. sovjetkongres (oktober 1917), og den 3. sovjetkongres (januar 1918) fundet sted, og begge havde vist så klart som noget, at masserne var svinget til venstre, var blevet revolutionerede og havde vendt sig bort fra mensjevikkerne og de socialrevolu­tionære, det vil sige havde vendt sig fra den småborgerli­ge ledelse, fra illusionen om forståelse med bourgeoisiet, og var gået over til den proletariske revolutionære kamp for at styrte bourgeoisiet.

Følgelig var allerede sovjetternes ydre historie et vid­nesbyrd om uundgåeligheden af den Konstituerende Forsamlings opløsning og om dens reaktionære karakter. Men Kautsky står fast på sin »parole« : Lad blot revolu­tionen gå til grunde, lad blot bourgeoisiet triumfere over proletariatet, når bare det »rene demokrati« blomstrer! Fiat justitia, pereat mundur /Lad retfærdigheden ske fyl­dest, om så verden går under /!

Her følger i kort form en sammenfatning af de alrussi­ske sovjetkongresser i den russiske revolutions historie:

Blot ved at se på disse tal forstår man, hvorfor forsvaret for den Konstituerende Forsamling eller snakken (som Kautskys) om, at bolsjevikkerne ikke har befolkningens flertal med sig, kun møder latter hos os.