| Tilbage | Næste |
Imidlertid spredte telegrafen i hele landet og også i udlandet den meddelelse, at bolsjevikkernes eventyr var likvideret, at Kerenskij havde erobret Petrograd, og at han med jernhård hånd havde genoprettet ordenen. Samtidig skrev i selve Petrograd den borgerlige presse – opmuntret ved de Kerenskijske troppers nærhed – om Petrograder-garnisonens fuldkomne demoralisation og om kosakkernes uopholdelige fremmarch; de skulle være forsynet med stærkt artilleri og de profeterede Smolnij-instituttet en snarlig undergang. Mest truede os som sagt mangelen på et indøvet teknisk apparat og på mennesker, der var i stand til at lede militære aktioner. Endog de officerer, der samvittighedsfuldt ledsagede deres soldater til stillingerne, nægtede at modtage posten som øverste feltherre.
Efter lang tids søgen bestemte vi os til følgende kombination: garnisonskonferencen valgte en kommission på 8 mand, og til denne blev den øverste kontrol med alle operationer imod de modrevolutionære tropper, der marcherede mod Petrograd, betroet. Denne kommission enedes senere med generalstabsoberst Murawjow, der under Kerenskijs styre stod i oppositionen, og nu på eget initiativ tilbød sovjetregeringen sin tjeneste.
I en kold nat, 30. okt. (12. nov.), kørte vi sammen med Murawjow i automobil ud til stillingerne. På landevejen kørte man proviant, furage, krigsmateriel og artilleri frem. Alt dette besørgede arbejderne fra de forskellige fabrikker. Nogle gange blev vi anholdt på vejen af rødgardisternes vagtposter, der undersøgte vore pas. Siden novemberrevolutionens første dage var alle byens automobiler rekvireret, og uden Smolnijs billigelse måtte intet automobil køre i byens gader og omgivelser. Rødgardisternes vagtsomhed var hævet over enhver ros. De stod omkring små bål i timevis med geværet i hånden, og synet af disse unge, bevæbnede arbejdere ved bålene i sneen var det bedste symbol på proletarrevolutionen.
I stillingerne blev der opstillet meget skyts og heller ikke på projektiler var der mangel. Det afgørende sammenstød fandt sted endnu samme dag imellem Krasnoje Selo og Zarskoje Selo. Efter en hård artillerikamp gik kosakkerne, der, så længe de ingen hindringer mødte, stormede frem, hurtigt tilbage. Man løj hele tiden for dem, idet man fortalte dem om bolsjevikkernes brutalitet og grusomheder, der efter sigende ville udlevere Rusland til den tyske kejser. Man bildte dem ind, at næsten hele Ruslands garnison utålmodigt ventede dem som befriere. Den første alvorlige modstand bragte fuldstændig forvirring i deres rækker og dømte hele Kerenskijs foretagende til undergang.
De Krasnowske kosakkers tilbagetog gjorde det muligt for os at bemægtige os radiostationen på Zarskoje Selo. Vi afsendte straks et radiotelegram om vor sejr over Kerenskijs tropper [1] . Vore udenlandske venner meddelte os senere, at den tyske radiostation efter højere befaling ikke havde optaget dette telegram.
Den første reaktion mod novemberbegivenhederne fra den tyske regerings side viste sig således i en ængstelse for, at disse begivenheder også kunde fremkalde gæring i Tyskland. I Østrig-Ungarn blev en del af vort telegram optaget og så vidt vi ved, blev hele Europa derigennem underrettet om, at Kerenskis ulyksalige forsøg pas igen at tilrive sig magten havde fået en sørgelig afslutning. Nu begyndte det at gære blandt Krasnows kosakker. De begyndte at sende patruljer, ja endog officielle delegerede til Smolnij. Der kunde de overbevise sig om, at der herskede fuldkommen orden i byen, at denne orden understøttes af garnisonen, der til sidste mand var rede til at sige god for sovjetregeringen. Demoralisationen blandt kosakkerne antog skarpere former, da deres foretagendes fuldkomne meningsløshed blev dem klart; de skulle nemlig indtage Petrograd med noget over 1000 mand kavalleri. – De forstærkninger, der var stillet i udsigt fra fronten, udeblev ganske.
Krasnows tropper trak sig tilbage til Gatschina. Da vi dagen efter begav os derhen, var Krasnows stab egentlig allerede taget til fange af sine egne kosakker. Vor Gatschina-garnison besatte alle vigtige positioner. Derimod var kosakkerne, skønt de ikke var blevet afvæbnet, ganske ude af stand til at yde modstand i den forfatning, hvori de befandt sig. De havde kun et ønske tilbage, nemlig at blive sendt hjem til Don-egnen eller også at blive sendt til fronten.
Paladset i Gatschina frembød et mærkeligt skue. Ved alle indgange stod der forstærkede vagtposter. Ved indkørselsporten stod der artilleri- og panserautomobiler. I de med værdifulde malerier smykkede rum havde matroser, soldater og rødgardister slået sig til ro. På bordene, der var lavet af kostbart materiale, lå soldaternes klædningsstykker, tobakspiber og tomme sardinæsker. I et af værelserne befandt general Krasnow sig. Rundt om på gulvet lå der madrasser, huer og frakker. Repræsentanten for den militærrevolutionære komité, der ledsagede os, trådte ind i stabsværelset, stødte sin geværkolbe hårdt mod gulvet, støttede sig på geværet og meldte: "General Krasnow, De og Deres stab er arresteret af sov jetregeringen". Ved begge døre stillede sig straks bevæbnede rødgardister. Kerenskij var der ikke. Han var igen flygtet, som tidligere fra Vinterpaladset. De nærmere omstændigheder ved denne flugt beretter Krasnow i den skriftlige meddelelse, som han afgav den 1. november. Vi citerer her dette interessante dokument uden at udelade noget.
14. november 1917 kl. 7 aften:
Henimod kl. 3 i dag lod den øverste hærfører (Kerenskij) mig komme. Han var meget ophidset og nervøs.
"General", sagde han, "De har forrådt mig ... Deres kosakker dér siger bestemt, at de vil arrestere mig og udlevere mig til matroserne".
"Javel", svarede jeg, "man taler om det, og jeg ved, at De intet sted vil finde deltagelse".
"Men officererne, siger de det samme?"
"Ja, officererne er særlig utilfredse med Dem".
"Hvad skal jeg gøre? Jeg må altså gøre en ende på mig selv".
"Dersom De er en hædersmand, drager de straks til Petrograd med hvidt flag og melder dem for den revolutionære komité, med hvilken de som regeringens overhoved skal tale".
"Det vil jeg gøre, general".
"Jeg vil give Dem en bevogtning med og vil bede om, at en matros må ledsage Dem".
"Nej, endelig ingen matros. Ved De, at Dybenko befinder sig her?"
"Jeg ved ikke, hvem Dybenko er".
"Det er min fjende".
"Ja, hvad er derved at gøre; når De spiller højt spil, så må De også stå til regnskab".
"Ja, men jeg vil køre om natten".
"Hvorfor det? Det ville jo være en flugt, kør De kun ganske offentligt, så at alle kan se, at De ikke stikker af".
"Godt, giv mig en sikker bevogtning".
"Javel".
Jeg gik bort, lod Ruskow fra det donske kosakregiment komme og befalede ham at udvælge otte kosakker til bevogtning af den øverste hærfører.
Halvanden time efter kom kosakkerne og meldte, at Kerenskij ikke var der, han var flygtet. Jeg lod slå alarm og gav befaling til at eftersøge ham. Jeg antager, at han ikke har forladt Gatschina, men holder sig skjult et eller andet sted.
Kommanderende for 10. Korps, generalmajor Krasnow.
Dermed var dette foretagende afsluttet.
Vore modstandere gav dog ikke efter og vægrede sig ved at anerkende, at regeringsspørgsmålet var løst. De vedblev at sætte deres håb til fronten. En hel række af de tidligere sovjetpartiers førere – Tschernov, Tseretelli, Awxentjew, Gotz og andre – begav sig til fronten, førte forhandlinger med de gamle hærkomiteer, samledes i hovedkvarteret hos Duchonin, overtalte ham til at yde modstand og prøvede endog – efter avismeddelelser – at danne et nyt ministerium i hovedkvarteret. Men der blev ikke noget af det hele. De gamle hærkomiteer havde mistet hele deres betydning, og ved fronten arbejdedes der ivrigt for at indkalde konferencer og kongresser, hvis opgave var at udskrive nyvalg til alle organisationer. Ved alle disse nyvalg sejrede sovjetregeringen.
Fra Gatschina drog vore tropper videre med jernbanen i retning af Luga og Pskov. Der mødte de endnu jernbanetog med hjælpetropper og kosakker, som Kerenskij havde sat stævne eller enkelte generaler havde afsendt. Med en af disse afdelinger kom det endog til et væbnet sammenstød. Men de fleste af de soldater, der blev sendt fra fronten til Petrograd, erklærede ved første møde med sovjetgruppens repræsentanter, at de var blevet bedraget, og at de ikke agtede at røre en finger imod arbejder- og soldaterregeringen.
[1]: