| Tilbage |
Der findes et fællestræk i udviklingen – eller mere korrekt i degenereringen – af de moderne fagforeningsorganisationer over hele verden: Det er deres tendens til at nærme sig statsmagten og at vokse sammen med den. Denne proces er karakteristisk for såvel de neutrale, de socialdemokratiske, de kommunistiske og de anarkistiske fagforeninger. Alene denne kendsgerning viser, at tendensen til at vokse sammen med statsapparatet ikke findes iboende i denne eller hin doktrin som sådan, men stammer fra sociale vilkår, der er fælles for alle fagforeninger.
Monopolkapitalismen hviler ikke på konkurrence og privat initiativ, men på en centraliseret styring. De kapitalistiske kliker, som sidder i spidsen for de mægtige truster, syndikater, bankkonsortier etc., betragter det økonomiske liv fra de selv samme højder som statsmagten; og de kræver på ethvert niveau samarbejde fra den sidstnævnte. Fagforeningerne inden for de vigtigste industribrancher finder sig selv berøvet muligheden for at udnytte konkurrencen mellem de enkelte virksomheder. De må konfrontere en centraliseret kapitalistisk modstander, som er intimt vævet sammen med statsmagten. Herfra stammer fagforeningernes behov – i den udstrækning de fastholder reformistiske positioner, dvs. positioner, hvor de tilpasser sig den private ejendomsret - for at tilpasse sig den kapitalistiske stat og stræbe efter at samarbejde med den.
I fagbureaukratiets øjne består hovedopgaven i at "befri" staten fra kapitalismens favntag ved at svække dens afhængighed af truster og få den over på sin side. Dette synspunkt er i nøje overensstemmelse med arbejderaristokratiets og arbejderbureaukratiets sociale stilling, som kæmper for at få del i smulerne af de superprofitter, som den imperialistiske kapitalisme tager hjem. Arbejderbureaukraterne gør deres bedste for i ord og handling at vise den "demokratiske" stat, hvor pålidelige og uundværlige de er i fredstid og i særdeleshed i krigstid. Ved at forvandle fagforeningerne til statsorganer opfinder fascismen intet nyt: den drager blot den yderste konsekvens af de tendenser, som findes iboende i imperialismen.
Koloniale og halvkoloniale lande beherskes ikke af den indenlandske kapitalisme, men af den udenlandske imperialisme. Dette svækker imidlertid ikke, men forstærker tværtimod behovet for direkte, daglige, praktiske bånd mellem kapitalismens magnater og de regeringer, som i praksis er underkastet dem – regeringerne i de koloniale og halvkoloniale lande. Eftersom den imperialistiske kapitalisme skaber et lag af arbejderaristokrati og -bureaukrati såvel i kolonierne som i halvkolonierne, kræver det sidstnævnte støtte fra de koloniale og halvkoloniale regeringer, som beskyttere, herskere og til tider som mæglere. Dette udgør den vigtigste sociale basis for den bonapartistiske og halv-bonapartistiske [1] karakter hos regeringerne i kolonierne og i de tilbagestående lande i almindelighed. Dette udgør ligeledes fundamentet for de reformistiske fagforeningers afhængighed af staten.
I Mexico er fagforeningerne ved lov blevet forvandlet til halvstatslige institutioner og har i sagens natur antaget en halvtotalitær karakter. Fagforeningernes statsliggørelse indførtes ifølge lovgivernes opfattelse i arbejdernes interesse for at sikre dem indflydelse på det regeringsmæssige og økonomiske liv. Men for så vidt udenlandsk imperialistisk kapitalisme dominerer nationalstaten, og for så vidt som den med hjælp fra de indre reaktionære styrker kan styrte et ustabilt demokrati og erstatte det med et fascistisk diktatur – i den udstrækning kan lovgivningen i forhold til fagforeningerne nemt blive et våben i hænderne på et imperialistisk diktatur.
Af det foregående vil det ved første øjekast synes fristende at drage den konklusion, at fagforeningerne ophører med at være fagforeninger i den imperialistiske epoke. De efterlader næsten ingen plads for arbejderdemokratiet, som i de gode gamle dage, hvor den fri handel herskede over det økonomiske marked, udgjorde selve indholdet i arbejderorganisationernes indre liv. Med arbejderdemokratiets fravær kan der ikke længere finde nogen fri kamp sted for at vinde indflydelse over fagforeningens medlemmer. Og på grund af dette forsvinder de revolutionæres vigtigste arbejdsområde inden for fagforeningerne. En sådan indstilling ville imidlertid være helt igennem fejlagtig. Vi kan ikke vælge arbejdsområde og arbejdsvilkår, som passer efter vores egen smag og behag. Det er uendelig meget mere vanskeligt at kæmpe i en totalitær eller halvtotalitær stat for indflydelse over de arbejdende masser end i et demokrati. Det samme gælder fagforeningerne, hvis skæbne afspejler forandringerne i de kapitalistiske staters udvikling. Vi kan ikke opgive kampen for at vinde indflydelse over arbejderne i Tyskland, blot fordi det totalitære regime gør et sådant arbejde utroligt svært. På samme måde kan vi ikke opgive kampen indenfor de tvungne arbejderorganisationer, som er blevet skabt af fascismen. Endnu mindre kan vi afbryde det interne, systematiske arbejde i fagforeninger af totalitær eller halvtotalitær karakter, blot fordi de direkte eller indirekte er afhængige af arbejderstaten, eller fordi bureaukratiet berøver de revolutionære muligheden for at arbejde frit inden for disse fagforeninger. Det er nødvendigt at føre kampen under alle de konkrete forhold, som er blevet skabt af den forudgående udvikling, herunder af arbejderklassens fejltagelser og de forbrydelser, som dens ledere har begået. I de fascistiske eller halvfascistiske lande er det umuligt at udføre et revolutionært arbejde, som ikke er underjordisk og konspiratorisk. I de totalitære eller halvtotalitære fagforeninger er det umuligt – eller omtrent umuligt – at udføre andet end et konspiratorisk arbejde. Det er nødvendigt, at vi tilpasser os de konkrete forhold, som råder i fagforeningerne i ethvert givet land for at kunne mobilisere masserne, ikke alene mod borgerskabet, men også mod det totalitære regime inden for selve fagforeningerne og mod de ledere, som opretholder dette regime. Den første parole i denne kamp er: Fagforeningernes fuldstændige og ubetingede uafhængighed af den kapitalistiske stat. Dette betyder en kamp for at forvandle fagforeningerne fra at være arbejderaristokratiets organer til at blive de store udbyttede massers organer.
Den anden parole er: Demokrati i fagforeningerne. Denne anden parole udledes direkte fra den første og forudsætter for sin virkeliggørelse fagforeningernes totale frihed fra den imperialistiske eller koloniale stat.
Med andre ord, fagforeningerne kan under den nuværende epoke ikke længere være de demokratiske organer, de var under den fri kapitalismes epoke, og de kan ikke længere forblive politisk neutrale, dvs. begrænse sig til at tjene arbejderklassens daglige behov. De kan ikke længere være anarkistiske, dvs. se bort fra statens bestemmende indflydelse over folkenes og klassernes liv. De kan ikke længere være reformistiske, fordi de objektive forhold ikke giver mulighed for nogle fundamentale og varige reformer. Vor tids fagforeninger må enten tjene som den imperialistiske kapitalismes sekundære instrumenter for at undertrykke og disciplinere arbejderne og knuse revolutionen, eller også må fagforeningerne blive instrumenter i proletariatets revolutionære bevægelser.
Fagforeningernes neutralitet tilhører totalt og uigenkaldeligt fortiden - begravet sammen med det fri borgerlige demokrati.
Af det som er blevet sagt følger helt klart, at trods fagforeningernes fremskredne degenerering og deres voksen sammen med den imperialistiske stat, mister arbejdet i fagforeningerne ikke sin betydning: det forbliver som tidligere og bliver på en vis måde vigtigere end nogensinde for ethvert revolutionært parti. Det centrale i spørgsmålet er kampen for indflydelse over arbejderklassen. Enhver organisation, hvert parti, hver fraktion som indtager en alt-eller-intet holdning [2] overfor fagforeningerne, vender altså i virkeligheden ryggen til arbejderklassen, blot fordi deres organisationer ikke behager dem – enhver sådan organisation er dømt til at dø. Og det må siges, at den fortjener at dø.
Eftersom den udenlandske og ikke den nationale kapitalisme spiller hovedrollen i de tilbagestående lande, indtager det nationale borgerskab en meget svagere social position, end hvad der modsvarer industriens udvikling. Eftersom den udenlandske kapital ikke importerer arbejdere, men proletariserer den indenlandske befolkning, begynder det nationale proletariat snart at spille den vigtigste rolle i landets liv. Under disse forhold tvinges den nationale regering – i den udstrækning den forsøger at gøre modstand mod den udenlandske kapital – til i større eller mindre grad at søge støtte fra proletariatet. På den anden side må regeringen i de tilbagestående lande, som anser det for uundgåeligt eller mere fordelagtigt for dem selv at marchere skulder ved skulder med udenlandsk kapital – knuse arbejderorganisationerne og indføre et mere eller mindre totalitært regime. Således vil det nationale borgerskabs svaghed, mangelen på traditioner for internt selvstyre, presset fra den udenlandske kapital og den relative hurtige fremvækst af et proletariat - rive grunden væk under enhver form for stabilt demokratisk regime. Regeringerne i de tilbagestående, dvs. de koloniale og halvkoloniale lande antager en stadig mere bonapartistisk eller halvbonapartistisk karakter: Det som adskiller dem fra hinanden er, at nogle søger at orientere sig i en demokratisk retning og søger støtte blandt arbejdere og bønder, mens andre installerer en form som ligger nær et militærdiktatur. Dette afgør ligeledes fagforeningernes skæbne. Enten står de under statens særlige beskyttelse eller også udsættes de for grusom forfølgelse.
Statens beskyttelse dikteres af to opgaver, som stiller sig for den: For det første at trække arbejderklassen nærmere til sig for på denne måde at vinde en støtte i modstanden mod imperialismens overdrevne krav; og for det andet at diciplinere arbejderne ved at sætte dem under bureaukratiets kontrol.
Monopolkapitalismen er mindre og mindre villig til at forsone sig med fagforeningernes uafhængighed. Den kræver af det reformistiske bureaukrati og arbejderaristokratiet, som lever af smulerne fra dens festbord, at det forvandler sig til dens politiske politi foran øjnene på arbejderklassen. Hvis ikke dette opnås fordrives arbejderaristokratiet og erstattes med fascister. Men alle arbejderaristokratiets bestræbelser på at tjene imperialismen kan i det lange løb ikke redde det fra undergang.
Skærpelsen af klassemodsætningerne inden for hvert land, skærpelsen af modsætningerne mellem de forskellige lande skaber en situation, hvor den imperialistiske kapitalisme udelukkende kan tolerere (dvs. til et vist punkt) et reformistisk bureaukrati, hvis det direkte tjener som en lille, men aktiv aktionær i dens imperialistiske virksomhed, i dens planer og programmer inden for landet, såvel som på verdensplan. Socialreformismen må forvandles til socialimperialisme for at forlænge sin egen eksistens; men kun forlænge den og intet mere. For ad denne vej findes der til syvende og sidst ingen udvej.
Betyder dette, at det under imperialismens epoke er umuligt med selvstændige fagforeninger? Det ville være fundamentalt forkert at stille spørgsmålet på denne måde. Umuligt er det med selvstændige eller halvselvstændige reformistiske fagforeninger. Fuldt ud mulige er revolutionære fagforeninger, der ikke alene nægter at tjene som den imperialistiske politiks aktionærer, men endog som deres mål sætter kapitalismens omstyrtelse. Under det imperialistiske forfalds epoke kan fagforeningerne kun blive virkeligt selvstændige, hvis de bevidst og i handling bliver organer for den proletariske revolution. I denne betydning er det program af overgangskrav, som blev vedtaget ved Fjerde Internationales sidste kongres ikke blot partiets handlingsprogram, men i grundtrækkene også et program for aktiviteten i fagforeningerne.
De tilbagestående landes udvikling karakteriseres ved deres kombinerede karakter. Med andre ord: det sidste nye fra den imperialistiske teknologi, økonomi og politik kombineres i disse lande med deres traditionelle tilbageståenhed og underudvikling. Denne lov kan ses på de mest forskelligartede områder, iberegnet fagbevægelsens område. Den imperialistiske kapitalisme opererer her i sin mest kyniske og åbne form. Den overfører de mest fuldkomment udviklede metoder for sit tyranni til uberørte steder.
Inden for fagforeningsbevægelsen over hele verden har man i den sidste tid kunnet iagttage en højredrejning og undertrykkelse af det interne demokrati. I England er Minoritetsbevægelsen inden for fagbevægelsen blevet knust (ikke uden Moskvas bistand); fagforeningsbevægelsens ledere er i dag, særlig hvad angår udenrigspolitik, det Konservative Partis lydige agenter. I Frankrig var der ikke mulighed for en uafhængig eksistens for de stalinistiske fagforeninger; de forenede sig med de såkaldte anarko-syndikalistiske fagforeninger under Jouhaux's ledelse, og som et resultat af denne forening, skete der en generel højredrejning og ikke en venstredrejning inden for fagbevægelsen. CGT's ledelse er den franske imperialistiske kapitalismes mest direkte og åbne agentur.
I USA har fagforeningsbevægelsen gennemgået den mest urolige historie de sidste år. CIO's opståen er et ubestrideligt vidnesbyrd om de revolutionære tendenser i arbejdermasserne. Typisk og i højeste grad bemærkelsesværdigt er imidlertid det faktum, at den nye "venstre"-fagforeningsbevægelse umiddelbart efter sin grundlæggelse faldt i den imperialistiske stats stålhårde favntag. Kampen i toppen mellem den gamle og den nye føderations [3] ledere kan i stor udstrækning reduceres til en kamp om at vinde sympati og støtte hos Roosevelt og hans kabinet.
Ikke mindre tydeligt, om end på en anden måde er udviklings- eller forfaldsbilledet af fagforeningsbevægelsen i Spanien. I de socialistiske fagforeninger blev alle de ledende elementer, som i nogen grad repræsenterede fagforeningsbevægelsens selvstændighed, smidt ud. Hvad angår de anarko-syndikalistiske fagforeninger, blev de forvandlet til et instrument for de borgerlige republikanere; de anarko-syndikalistiske ledere blev konservative, borgerlige ministre. Det faktum, at denne forvandling fandt sted under borgerkrigens vilkår, mindsker ikke dens betydning. Krigen er en fortsættelse af politikken. Den fremskynder processerne, afslører deres grundlæggende træk, tilintetgør alt som er råddent, falsk og tvetydigt og blotter alt det væsentlige. Fagforeningernes højredrejning skyldes en skærpelse af de sociale og internationale modsætninger. Fagforeningerne indså eller forstod – eller blev bragt til at forstå, at nu var der ikke længere tid til at lege opposition. Enhver oppositionsbevægelse inden for fagforeningsbevægelsen, særlig i toppen, truer med at skabe en voldsom massebevægelse og på den måde skabe besværligheder for den nationale imperialisme. Herfra stammer fagforeningernes højredrejning og undertrykkelsen af arbejderdemokratiet inden for fagforeningerne. Dette grundlæggende kendetegn, drejningen hen imod et totalitært regime, går igennem arbejderbevægelsen i hele verden. Vi burde også huske Holland, hvor ikke blot den reformistiske fagforeningsbevægelse var den imperialistiske kapitalismes pålidelige støtte, men hvor også den såkaldte anarko-syndikalistiske organisation reelt var under den imperialistiske regerings kontrol. Sekretæren i denne organisation, Sneevliet, var – på trods af sine platoniske sympatier for Fjerde Internationale - som medlem af det hollandske parlament mest bekymret for, at regeringens vrede skulle ramme hans egen fagforeningsorganisation.
I USA har Arbejdsministeriet med sit "venstre"-bureaukrati som mål at underordne fagforeningsbevægelsen under den demokratiske stat, og det må siges, at denne opgave hidtil er blevet løst med en vis succes.
Nationaliseringen af jernbaner og oliefelter i Mexico har naturligvis intet at gøre med socialisme. Det er et mål for statskapitalisme – i et tilbagestående land som på denne måde forsøger at forsvare sig, dels mod udenlandsk imperialisme og dels mod dets egen proletariat. Administrationen af jernbaner, oliefelter etc., gennem arbejderorganisationerne har ingenting til fælles med arbejderkontrol over industrien; for i sagens kerne udføres administrationen gennem arbejderbureaukratiet, som er uafhængigt af arbejderne, men derimod totalt afhængigt af den borgerlige stat. Når den herskende klasse har taget sådanne forholdsregler, er det med det formål at diciplinere arbejderklassen, få den til at arbejde hårdere i statens fælles interesse, som på overfladen synes sammenfaldende med arbejderklassens interesser. I virkeligheden består borgerskabets opgave i at likvidere fagforeningerne som klassekampsorganisationer for i stedet at erstatte dem med fagforeningsbureaukratiet som den borgerlige stats styringsorgan over arbejderne. Under disse forhold er det den revolutionære avantgardes opgave at kæmpe for fagforeningernes totale uafhængighed og for indførelse af reel arbejderkontrol over det nuværende fagforeningsbureaukrati, som er blevet forvandlet til administratorer af jernbaner, olieselskaber osv.
Den senere tids begivenheder (før krigen) har med særlig tydelighed vist, at anarkismen, - som hvad angår teori altid blot er liberalisme trukket ud i det ekstreme – i praksis var en fredelig propaganda inden for rammerne af den demokratiske republik, hvis beskyttelse den behøvede. Hvis vi ser bort fra individuelle terroristhandlinger etc., fremførte anarkismen, som et system af massebevægelse og politisk handling udelukkende propagandamateriale under lovenes fredelige beskyttelse. I krisetider gjorde anarkisterne altid det modsatte af, hvad de sagde i fredstid. Dette blev påpeget af Marx selv i forbindelse med Pariserkommunen. Og det blev gentaget i en uendelig større skala under den spanske revolution.
Demokratiske fagforeninger i ordets gamle betydning – dvs. organisationer, hvor der indenfor rammen af den selv samme masseorganisation kæmpede forskellige tendenser mere eller mindre frit – kan ikke længere eksistere. Lige så vel som det er umuligt at genoplive den borgerligt demokratiske stat, således er det også umuligt at genoplive det gamle arbejderdemokrati. Den enes skæbne afspejler den andens. Faktisk kan fagforeningernes selvstændighed i en klassebetydning, i deres forhold til den borgerlige stat under de nuværende forhold, kun sikres af en fuldkommen revolutionær ledelse, dvs. af Fjerde Internationales ledelse. Denne ledelse må og skal være rationel og sikre fagforeningerne det maksimum af demokrati, som er opnåeligt under de nuværende konkrete forhold. Men uden Fjerde Internationales politiske ledelse er fagforeningernes uafhængighed umulig.
Denne artikel (som her bringes i uddrag) blev fundet på Trotskij's skrivebord efter snigmordet på ham i august 1940. Den første engelske oversættelse – af John G. Wright – udkom i Fourth International, februar 1941.
[1]: