Vanskeligheder ved og bag fronten

Den indre tilstand blev imidlertid dag for dag mere kompliceret og værre. Krigen blev ved: målløs, meningsløs og uden udsigter. regeringen foretog sig intet, der kunde bringe den ud af den fordømte cirkel. Så fattede man den latterlige plan at sende mencheviken Skobelew til Paris for at indvirke på ententens imperialister. Men intet menneske med sund forstand tillagde denne plan nogen som helst alvorlig betydning. Kornilow havde afstået Riga til tyskerne for at terrorisere den offentlige mening og i denne atmosfære at befæste knutdisciplinen i hæren. Petrograd var truet. Men de borgerlige elementer så med åben skadefryd denne fare i møde. Den tidligere dumapræsident Rodzjanko talte offentligt om, at selv om tyskerne indtog det korrumperede Petrograd, var ulykken ikke så stor. Han henviste til Riga som eksempel, hvorledes tyskerne efter at være rykket ind havde afskaffet sovjetregeringen og med det gamle politi oprettet ordenen.

Østersøflåden er gået tabt; men denne flåde var gennemtrængt af revolutionær propaganda: følgelig er tabet af flåden ikke videre smerteligt. I denne snakkesalige grandseigneurs kynisme fandt de brede bourgeosikredses skjulteste tanker deres udtryk. Petrograds eventuelle erobring ved tyskerne betyder jo dog endnu ikke en afståelse. Efter fredsforhandlingerne ville man få Petrograd tilbage, men bedret af den tyske militarisme. Og i mellemtiden vilde revolutionen have mistet sit hovedsæde og kunde således lettere slås ned. Kerenskis regering tænkte slet ikke alvorligt på at forsvare hovedstaden. Tværtimod forberedte man den offentlige mening på eventuel kapitulation. Regeringsinstitutionerne blev også flyttet fra Petrograd til Moskva og andre byer.

Medens sagerne stod således trådte soldatersektionen inden for Petrograder sovjetten sammen. Stemningen var spændt og urolig. Er regeringen ude af stand til at forsvare Petrograd? Så skal man slutte fred! Og hvis den heller ikke kan slutte fred, så kan fanden tage den. I denne måde at stille spørgsmålet på, ytrede soldatersektionens stemning sig. Det var alt Oktoberrevolutionens morgenrøde.

Ved fronten forværredes tilstanden dag for dag. Det kolde efterår med regn og slud nærmede sig. Den fjerde krigsvinter stod for døren. Forplejningen blev dårligere og dårligere. Inde i landet havde man glemt fronten. Der var hverken afløsning eller reserver til regimenterne, foruden at der manglede varme klæder. Desertørernes antal steg. De gamle hærkomiteer, der var valgt endnu i revolutionens første periode, blev på deres post og understøttede Kerenskis politik. Alle nyvalg var forbudt. Mellem komiteerne og soldaterne dannedes en kløft. Til sidst havde soldaterne kun had tilovers for komiteerne. Stadig hyppigere korn der fra skyttegravene deputerede og fremlagde stadig det samme spørgsmål for sovjetten: Hvad skal der gøres? Ved hvem og hvorledes skal der gøres en ende på krigen? Hvorfor tier sovjetten?