Udtrædelse af forparlamentet. Frontens røst

Før vi trådte ud af forparlamentet, i hvilket vi efter Kerenskijs og Tseretellis politiske statistik havde krav på ca. 50 pladser, afholdt vi sammen med de socialrevolutionæres venstrefløj en rådsforsamling. De afslog at følge os under påskud af, at de først i praksis måtte blotte hele forparlamentets utilstrækkelighed for bønderne. "Vi anser det for nødvendigt at advare jer", sagde en af de førende for de socialrevolutionæres venstrefløj, "dersom I har i sinde at træde ud af forparlamentet for straks at drage i kamp på åben gade, så vil vi ikke følge jer". Den borgerlige forsonende presse beskyldte os for at ville styrte forparlamentet blot for at prøve på at skabe en revolutionær situation. På et af vore partimøder i forparlamentet blev det besluttet ikke at vente på den venstrefløj af forparlamentet, men at gå selvstændigt frem. Da vort parti fra forparlamentets tribune meddelte grundene til, at vi brød med denne institution, blev vi modtaget med et brøl af afmægtigt had fra majoritetsgrupperne. I deputeretkongressen i Petrograd, der for størstedelen billigede vor udtrædelse af forparlamentet, erklærede føreren for den lille gruppe mensjevik-"internationalister" Martov, at vor udtrædelse af Republikkens Sovjet (det var den officielle betegnelse for denne lidet ærede institution) kun i så fald havde en mening, såfremt vi havde til hensigt umiddelbart at gå over til angreb. Og det var netop det, vi ville. Det liberale bourgeoisis sagførere havde ret, da de beskyldte os for at prøve på at skabe en revolutionær situation. I åbent oprør og i direkte at gribe magten så vi den eneste udvej af tilstanden.

På ny blev som i juli-dagene pressen og de andre organer samt den såkaldte offentlige mening mobiliseret imod os. Fra juli-arsenalerne hentede man de giftigste våben, der efter Kornilovs oprør var blevet oplagret der. Men forgæves. Folkemasserne strømmede os i møde i det uendelige, deres stemning steg fra time til time. Fra skyttegravene vedblev der at komme delegerede. "Hvor længe vil det vare", sagde de på Petrograds sovjets møder, "med denne uudholdelige tilstand? Soldaterne lader gennem os sige, at dersom der ikke inden 1. november er gjort afgørende skridt til forhandlinger, så vil skyttegravene evakueres, og soldaterne vil styrte sig ud over landet". En sådan beslutning bredte sig virkelig i stor stil ved fronten. Blandt soldaterne cirkulerede selvskrevne flyveblade, i hvilke de blev opfordret til ikke at forblive længere end til første snefald i skyttegravene. "I har glemt os" råbte de deputerede fra skyttegravene på vore møder. "Dersom I ikke finder en udvej, vil vi selv komme og med geværkolberne splitte vore fjender, men sammen med dem også jer". I løbet af nogle uger var Petrograds sovjet blevet samlingspunktet for hele hæren. Efter omslaget i dens ledende retning og efter udvalget til præsidiet vakte dets resolutioner hos de udmattede og fortvivlede tropper håbet om, at en udvej praktisk kun kunde findes ad den af bolsjevikkerne anviste vej. Det var: Offentliggørelsen af de hemmelige forhandlinger og tilbud om almindelig våbenstilstand på alle fronter. "I påstår, at regeringsmagten bør overgå til sovjetterne – så grib da magten. I er bange for, at fronten lader jer i stikken. Lad tvivlen fare, soldaternes store masse er i altovervældende majoritet på jeres side."

Imidlertid tilspidsedes konflikten mere og mere angående garnisonens forbliven. Næsten daglig samledes en garnisonskonference bestående af kompagni-, regiments- og kommandokomiteer. Vort partis indflydelse på garnisonen fæstnedes afgjort og uindskrænket. Generalstaben i Petrograds distrikt var ganske uden fatning. Snart prøvede den at knytte regelret forbindelse med os, snart truede den os – ophidset af centraleksekutivkomiteen – med repressalier.