| Næste |
Moskva-processen i slutningen af 1936 mod en række af Lenins gamle nære venner og medarbejdere med påfølgende domme og henrettelse er den direkte årsag til udsendelsen af dette allerede i året 1924 samlede materiale om den i Sovjetunionen fra 1923 standende strid om Trotskij.
Når jeg gør dette, og desuden påtænker at fortsætte med en række småpjecer, der skal belyse striden igennem 13 år mellem Trotskij og hans meningsfæller på den ene side og Stalin (delvis Zinoviev) og meningsfæller på den anden side, så er to grunde afgørende for mig.
Striden er ikke et indre russisk anliggende, men er af international karakter, idet kernen i striden, noget tilsløret måske af mange forskellige forhold, er det voldsomste sammenstød mellem den stalinistiske og nationalistiske teori: socialismen er gennemførlig i et land, og trotskisternes fastholden ved den marxistiske teori: socialismens fulde gennemførelse afhænger af den sociale verdensrevolution, i det mindste den sociale revolutions sejr i de vigtigste lande. Af Trotskij er denne teori formet i slagordet: den permanente revolution.
At man også i Sovjetunionen anser striden for at være af international natur ses deraf, at alle kommunistiske partier igennem Komintern er inddraget i striden gennem fordringen om fra tid til anden at fordømme Trotskij og hans meninger.
Og dette er min anden grund for at udsende den bebudede pjecerække, det manglende materiale angående striden til belysning af begge meningsretninger, og den manglende ideologiske forberedelse af medlemsmasserne ved indgående diskussion, før man forlangte, at de skulle dømme.
Her i Danmark har der ikke foreligget skygge af materiale, som var tilgængeligt for medlemsmassen, og der er aldrig ført en diskussion om denne vældige strid, der har spaltet partier i andre lande og delvis har spaltet Komintern, idet grundlaget for en ny og 4. Internationale er lagt, og i Sovjetrusland har ført til så omfattende politiske oppositionsdannelser, at regeringen har ment det nødvendigt at skride til fysisk udryddelse af førerne.
Hvorfor jeg ikke tidligere er skredet til udsendelse af oplysende materiale?
Er man kommunist af overbevisning, så binder den kommunistiske disciplin ens handlefrihed.
Man må ved indre overvejelser nå til den anskuelse, at man må tale for kommunismens skyld, før man taler, når man står i et Kominternparti.
Danmarks Kommunistiske Parti har nu desuden stillet mig frit, idet Sekretariatet har ekskluderet mig af partiet på grund af en tale, som jeg holdt på et medlemsmøde, hvor partiet i København skulle godkende domme og henrettelser fra Moskva-processen . [1]
Og jeg var ikke enig med indlederen.
Indadtil i partiet har jeg gjort enkelte forsøg på at skaffe medlemmerne informationsmateriale til belysning også af Trotskij og hans standpunkter.
1924 kom en norsk repræsentant for Komintern her til Danmark, for, som han selv på et medlemsmøde erklærede, at slette Trotskijs navn af historien og for evigt skille det fra forbindelsen med Lenins navn.
Jeg havde allerede den gang igennem de internationale informationskilder (Intern. Pressekorrespondent og Kom. Intern.) samlet det materiale, der udgives i denne pjece. Diskussionen i Sovjet førtes endnu på denne tid relativt frit, og der var i tidsskrifterne også indlæg fra oppositionens side, men for de fleste danske arbejdere var stoffet utilgængeligt, da der ingen dansk udgave fandtes.
På medlemsmødet talte jeg imod Kominterns repræsentant og forlangte informationsmateriale for vore medlemmer.
Det blev da lovet, at der skulle udkomme en bog mod Trotskij på norsk, og i denne skulle jeg som tillæg få offentliggjort det af mig indsamlede materiale.
Bogen udkom ikke.
Jeg oversatte fra tysk John Reeds bog "Ti dage, der rystede verden".
Om denne bog har Lenin i forordet skrevet: "Jeg vil ønske, at denne bog må blive oversat til alle sprog, og at millioner og atter millioner af arbejdere må få den i hænde, for den gengiver ikke alene de historiske kendsgerninger rigtigt, men den giver også revolutionens ånd."
Bogen udgives imidlertid efter Lenins død ikke mere og er under de opståede meningskampe i Sovjetunionen forbudt som undervisningsmateriale, fordi Lenins og Trotskijs navne er meget snævert forbundne gennem hele bogen, mens nogle andre af de gamle bolsjevikker står i dårligere belysning på grund af deres svigten i de første revolutionsdage.
I 1932 kom man til mig fra Danmarks Kommunistiske Parti og anmodede om manuskriptet til denne bog. Det blev lovet, at den skulle udgives til Sovjetunionens 15-års dag.
Bogen udkom ikke. Og trods talrige anmodninger fra min side er det i de 4 år ikke lykkedes mig at få manuskriptet tilbage.
Trotskij kom i 1932 til København på indbydelse af den socialdemokratiske studentergruppe for at tale om den socialistiske opbygning i Sovjet – en enestående lejlighed for danske kommunister til selv at høre – selv at høre – selv at vurdere – til at få bevis for rigtigheden af Arbejderbladets påstand: at han svinede Sovjet til.
Men DKP's medlemmer blev af partiledelsen mobiliseret til gadedemonstration den aften, nogle advaredes mod at gå til mødet blandt andre jeg.
Jeg gik derhen og hørte det klareste kommunistiske foredrag om de vældige resultater, som Sovjet havde nået under den første 5-årsplan, som jeg nogen sinde har hørt. Intet angreb på Stalin og ingen inddragen af den standende strid i foredraget.
Men udenfor larmede de danske kommunister og skreg: Ned med Trotskij!
De vidste ikke, hvad de gjorde!
Det medlemsmøde, der indkaldtes efter Moskva-processen, gav mig på ny et overvældende indtryk af den dybe uvidenhed, der findes iblandt Kommunistisk Partis medlemmer angående de problemer, der er baggrunden for Moskva-processen.
De godkendte dødsdomme og fordømte. I virkeligheden vidste de ikke, hvad de gjorde.
Inden for det danske parti, hvor muligvis ikke en eneste af de ledende i partiet havde virkelig kendskab til meningskampene i RKP (russiske kommunistiske parti), dannede der sig efterhånden en fast praksis ved angrebene på Trotskij, idet man begyndende med meningskampene i det russiske socialdemokrati fra før 1903 og fortsat frem gennem tiderne søgte at vise, at Trotskij altid havde stået Lenin imod og Lenin mod ham. Idet man således forvanskede historien, frakendte man Trotskij enhver revolutionær egenskab, og efterhånden som partiet kom til at bestå af nye, yngre medlemmer, der end ikke havde kendskab til den russiske revolutions historie, frakendte man ham endog enhver fortjeneste af revolutionen, forsvaret af den og af opbygningen og organiseringen af den røde arme.
For at kaste lys over nogle af disse historiske forvanskninger vil jeg anføre nogle iagttagelser, som jeg havde lejlighed til at gøre som deltager i 3. Internationales 2. kongres, der afholdtes i i Moskva i 1920.
For enhver iagttager sprang det meget tydeligt i øjnene hvilken umådelig betydning de russiske arbejdere tillagde Trotskij. Overalt på alle gader, pladser og møder sås hans billede side om side med Lenins. Også de andre billeder sås, men under ingen omstændighed i samme overvældende grad som Lenin-Trotskij – Trotskij-Lenin.
Man har undertiden sagt, at Lenin var revolutionens hoved, mens Trotskij var hånden, der omsatte teorien i praksis, det er ikke helt retfærdigt mod Trotskij, der selv er en overordentlig skarpsindig teoretiker, og som fra samme dag, som Lenin igen stod på russisk jord (1917) var ganske og fuldstændig enig med ham i hans syn på forholdene og den politik, der måtte føres.
Men han var desuden en eminent begavet organisator, der også var i stand til at bringe orden og ordnet bevægelse, selv hvor det så mest fortvivlet kaotisk ud. Ofte kunne han svare Lenin, når denne sagde: Vi burde have gjort dette, med et: Det er allerede gjort.
John Reeds bog: "Ti Dage" er fuld af konkrete eksempler på den voldsomme revolutionære kraft, der udstrømmede fra denne mand.
Jeg fik flere gange beviser for den næsten fatalistiske tro, man nærede til, at når blot Trotskij havde fået en sag at ordne, så blev den også ordnet.
På vej fra Murmansk til Petrograd talte jeg lidt med en rød officer, der gjorde rejsen med. Han fortalte mig, at der endnu tre år efter revolutionen herskede de frygteligste forhold i Transportvæsenet, det var i øjeblikket blevet til den største fare for revolutionen, men tilføjede han: Nu har Trotskij fået Transportvæsenet under sig, så skal det nok komme i orden. Jeg svarede: Ja, men han har jo den røde arme, der er et lige så stort spørgsmål og lige så vigtigt, desuden er han jo nu ved den polske front?
Men han svarede fortrøstningsfuldt: Han kan overkomme så meget. Han bringer det i orden.
I Moskva var der noget vrøvl mellem de kongresdelegerede og hotellet, vi boede på. Der blev delegeretforsamling – klager. Jeg sagde til en mig fra Danmark bekendt russer, der boede sammen med os: Af hvilken grund kan vi dog ikke få denne sag ordnet? Han svarede: Det bliver den også. Trotskij har fået den overdraget.
At Lenin nærede fuld tillid til Trotskij fremgår af flere forhold.
Med hensyn til de store opgaver, han havde at løse, krævede han ofte meget vidtstrakte fuldmagter, hvad Lenin altid hjalp ham at gennemføre i Folkekommissærernes Råd eller i andre ledende institutioner. Specielt støttede han ham altid kraftigt med hensyn til den røde arme.
Også et andet forhold viser Lenins ubegrænsede tillid. Trotskij var vel nok den flittigste af alle revolutionens skribenter. (De væsentligste er Lenin, Trotskij, Bukharin, Zinoviev og Radek).
Og alle hans skrifter og bøger udkom på statsforlaget, hvorfra de straks videresendtes ud over verden som kommunistiske lærebøger.
Nogle af hans bøger f.eks. "Vor Revolution" og "Resultater og Perspektiv" blev brugt som lærebog for ungdommen i Sovjet.
Folkemassernes begejstring for ham så jeg et eksempel på, da den røde hær og den bevæbnede folkemilits til ære for den internationale kongres paraderede på Den Røde Plads i Moskva.
Mange timer stod Trotskij på tribunen, mens masserne defilerede forbi. Han talte og hilste. Hans røst klang vidt ud over den mægtige plads med de titusinder af demonstranter, der til gengæld hilste ham med endeløse ovationer.
På sidste kongres fik man et dybt indtryk af den overlegenhed og dygtighed, der prægede de russiske delegerede i modsætning til vesteuropæerne. Her var hele den stab af gamle bolsjevikker, der har gjort revolutionen med og nu søgte at lede det mægtige rige i socialistisk retning,
Men disse folk var ingenlunde af den støbning, der blindt følger en fører, og selv om også Lenin på grund af sin åndelige overlegenhed til lykke for revolutionen fik dem til at trække på een hammel, så gik det ikke af uden til tider meget voldsomme diskussioner som det eneste middel til at klare sig tingene, men når beslutningen var taget, og mindretallet bøjede sig, blev dette ikke betragtet som mindre kommunistisk, fordi det var blevet i mindretal, og ingen blev af den grund ekskluderet af partiet eller bortvist fra partiarbejdet. Da Lenin blev syg og ikke mere kunne deltage i arbejdet, begyndte de første opløsningstegn at vise sig i den ledende bolsjevikgruppe. Måske har tanken om, hvem der skulle være Lenins efterfølger spillet ind. Trotskij var i folkemasserne den mest populære mand næst Lenin, men de gamle bolsjevikker ønskede ham ikke på Lenins plads.
1923, endnu mens Lenin var i live, men ude af stand til at gøre sin indflydelse gældende, brød kampen mellem grupperne ud.
Det var en krise i det kommunistiske parti, der gav anledningen, og fra første færd syntes det, som om den "gamle blok" i enighed skulle kunne likvidere krisen, men da det kom dertil, at de fattede beslutninger skulle gennemføres, brast sammenholdet, og to grupper stod fjendtligt over for hinanden.
[1]: