Spørgsmålet om den økonomiske plan

Diskussionen drejede sig som bekendt på den ene side om de indre partiforhold, på den anden side om en planmæssig føring af økonomien. Hvorledes centralkomiteen reagerede over for første spørgsmål, har jeg redegjort for. Tillad mig nu også at anføre de vigtigste træk i de slutninger, som centralkomiteen drog med hensyn til det økonomiske spørgsmål. Efter en karakterisering af de økonomiske forhold erklærer resolutionen af 5. dec.:

Af dette må partiet, fra hoved til hæl, drage den lære, at en videre fremgang i det økonomiske liv, kun for så vidt vil tjene en socialistisk opbygning, som vi forstår at bringe statsøkonomiens elementer i samklang med hinanden og med varemarkedet. Og videre:

"Heraf følger den overordentlige betydning af statsplankommissionen, den socialistiske stats økonomiske stab, og af alle enkelte økonomi-planorganisationer. Disse må i realiteten sikres gennem den stilling , som den 12. kongres havde tildelt dem".

Altså d. 5. dec. fandt centralkomiteen det ikke nødvendigt at optage en kamp mod fanatiske, utopiske og andre overdrevne forestillinger om en omfattende økonomiplan. Mange anser mig for en af dem, der har overdrevet muligheden for en sådan plan. Jeg mener, at en sådan kritik er ubegrundet, men skal ikke opholde kongressen hermed. Det er ikke så vigtigt, om en eller anden i denne forbindelse har overdrevet betydningen af en plan, men vigtigt er det, at centralkomiteen i sin resolution advarer mod at undervurdere den, i tilfælde af en undervurdering ville udviklingen ikke gå i retning af socialistisk opbygning.

Her lå altså faren og ikke i overdrivelsen fra en eller anden kant.

Medens jeg opholdt mig fjernt fra Moskva i Suhma, læste jeg i et af vore blade følgende udtalelse fra Kamenev fra det første møde i det nye råd for arbejde og forsvar. Det var 8. feb. 1924:

"Vi kan komme til at begå en mængde fejl, hvis vi ikke sætter os en planmæssig folkeøkonomi som mål. Det skal være dette råds opgave. Arbejdet består nu i realiteten i en mægling i de forskellige stridigheder mellem forvaltningsgrene, som er indanket for rådet for arbejde og forsvar. Det forekommer mig, at dette må ændres, således at en videre samling af de forskellige forvaltningsgrene ikke beror på konflikter mellem enkelte embedsmyndigheder, men må have sit udspring i en forud gennemtænkt – om end kun i grove træk udarbejdet økonomiplan."

Også her finder vi henvisning til nødvendigheden af en ændring i vor politik i et af de væsentlige spørgsmål, i spørgsmålet om samling i hele vort arbejde, og det var ikke før diskussionen, men efter den. Det drejer sig ikke om en abstrakt, universel plan, og heller ikke om en særlig, omend i fjernere perspektiv, gigantisk elektrificeringsplan, – men det drejer sig om en – som det hedder i resolutionen fra 12. kongres – hverdagslig manøvreringsplan til sammenslutning af alle elementer i vor økonomi, for at de så meget rigtigere og mere smertefrit – enkeltvis og tilsammen – kan tilpasse sig vort marked, først og fremmest vort bondemarked.

Den 8. feb. konstaterede man altså i vor allervigtigste økonomiske institution, at en ændring af politikken var nødvendig. Og jeg spørger, om man med rette kan påstå, at de stemmer, der allerede før 8. feb. gjorde opmærksom på dette forhold, repræsenterede en "småborgerlig tendens"? Jeg mener det ikke, kammerater.

Men hvormed kan da denne beskyldning eller karakteristik både i denne forbindelse og med hensyn til partidemokrati begrundes?

Man kan måske sige, at under diskussionen var der mange, der overdrev betydningen af partidemokratiet, ja undertiden tillagde det absolut betydning. Dette kan vi vel indrømme. I forbindelse med økonomiplanen kan det også siges, at overdrivelser fandt sted i vurderingen af "planens" rolle. Det kan også indrømmes, men overdrivelser på dette område kan dog aldrig betegnes som "småborgerlige tendenser", da småborgerskabet med al sin splittethed og sin anarkiske tænkemåde absolut ikke har nogen tilbøjelighed i retning af en planmæssig sammenfatning af samfundshusholdningen.

Men disse modsigelser i karakteristikken vil jeg ikke opholde mig over. Vi antager, at denne beskyldning støtter sig på overdrivelser i spørgsmålet om partidemokrati, som i spørgsmålet om planmæssig føring af økonomien. Men der er grund til at tænke over, om ikke overdrivelserne med hensyn til partidemokrati var en reaktion over for overdrivelser af partibureaukratiet. Overvejelser, centralkomiteen selv har konstateret og advaret imod, fordi de udsatte partiet for den fare at blive isoleret fra masserne.

Overdrivelser på partidemokratiets område kan utvivlsomt i en bestemt historisk situation blive en kanal for indtrængende småborgerlig indflydelse. Det er utvivlsomt, at enhver overdrivelse, enhver fejl på et hvilket som helst område, kan blive en kanal for andre klassers indflydelse. Vi lever jo som parti ikke i et lufttomt rum, men under trykket af andre – såvel nationale som internationale kræfter. Det er for os, jeg gentager det, en hverdagssandhed, at enhver overdrivelse, potentielt, perspektivisk repræsenterer en kanal for fremmed klasseindflydelse.

Men – jeg spørger så – mon den bureaukratisering af partiapparatet, som centralkomiteen selv har konstateret, er en følge af en teknisk eller en social tendens?

Jeg påstår, at bureaukratiseringen er en følge af dybtliggende sociale grunde, at hovedkilden findes i statsapparatet, i hvilket de brede klassers modenhed og umodenhed parres. Da partiet leder staten, så bliver denne den nærmeste umiddelbare kilde til bureaukratisk indflydelse. Men er dette rigtigt, så bliver bureaukratiseringen ikke et kancelli-teknisk spørgsmål, men et socialt, nøjagtigt som overdrivelser på det formale demokratis område. Det er i virkeligheden foreteelser af samme art. Og hvis vi nu siger, at en overdreven fordring, en overdreven vurdering, en formal opfattelse i spørgsmålet om demokrati kan være en mulig kilde til småborgerlig indflydelse – teoretisk er dette rigtigt – så ville det være ligeså rigtigt, hvis vi erklærer, at tendensen til bureaukratisering i partiapparatet ikke er nogen ringere kanal for småborgerlig indflydelse og dertil er en større og mere umiddelbar fare. Imod denne fare er det, at partiet energisk har reageret, og denne reaktion tør man dog på ingen måde betragte som en "småborgerlig tendens".

Kammerater! Det samme kan i endnu højere grad siges om plan-spørgsmålet. Om den ene eller den anden har gjort sig skyldig i overdrivelser, derom kan vi rolig strides i bøger, og sandsynligvis må vi endnu vie mange bøger – skrevet i rolig forskertone – til analysering af vor økonomiske udvikling. Men at centralkomiteen imellem 12. og 13. kongres har måttet konstatere, at partiet i skikkelse af sit førende apparat ikke energisk nok har fremmet opgaven: en planmæssig føring af vor hele økonomi, det anser jeg for almindelig anerkendt. Jeg kunne ønske i dette øjeblik at lade sådanne spørgsmål som den aktive handelsbalance og vareinterventionen, der ligeledes stemples som "småborgerlig tendens", ude af diskussionen.

Vi kan diskutere den under spørgsmålet handel. Såfremt her foreligger meningsforskelligheder, så er de af praktisk, empirisk karakter. Allerede nu foreligger resultatet af en alvorlig prøve. Naturligvis er der ingen, der har sagt, at vi ikke behøver en aktiv balance, sådanne røster har jeg aldrig hørt, men at vi under vor nødstilstand anser den aktive balance for en påtvungen luksus, der bør indskrænkes til det nødvendigste minimum. Vi har imidlertid konstateret, at vi ikke har begrænset den påtvungne luksus til et minimum, men derimod har ophobet overmåde megen udenlandsk valuta, og vi har nu begyndt at gøre denne fejl god igen. Det var det første.

For det andet har vi med hensyn til vareinterventionen overtydet os om, at hvis vor opgave består i en prisregulering ved manøvrering med varemassen, da kan vi ikke blokere os selv, men er tvungne til at anvende fremmede varer, i hvilket tilfælde vi naturligvis har den opgave at bringe indførslen i samklang med de pågældende industrigrenes interesser. Vi vil yderligere behandle sagen under spørgsmålet økonomi, men jeg ser i hvert fald ikke heri noget grundlag for beskyldningen: "småborgerlig tendens".