| Tilbage | Næste |
I 1918 bryder Marie Nielsen med Socialdemokratiet og danner sammen med andre Danmarks Socialistiske Arbejderparti (SAP). Sammen med Fagoppositionens Sammenslutning (syndikalisterne) udgør de den revolutionære fløj i dansk arbejderbevægelse. Perioden står i revolutionens tegn. I Rusland havde revolutionen sejret, i Tyskland ser det en tid lang ud til at noget lignende vil ske. Igennem 1918 sker der en kraftig radikalisering af de danske arbejdere og det kommer til flere alvorlige sammenstød med statsmagten. Højdepunktet er Grønttorvsdemonstrationerne i november 1918, som ender med at statsmagten lammer den revolutionære bevægelse ved at fængsle hele dens lederskab, herunder Marie Nielsen. Angst som borgerskabet var for bevægelsen i arbejderklassen slog det ud efter de revolutionære med hårdhændet undertrykkelse. Hårde fængselsstraffe ramte alle de revolutionære ledere.
Et ord i egen sag (1918)
Zimmerwald og Socialistisk Arbejderparti (20.4.18)
På hundredårsdagen (8+15.5.18)
Rødt eller hvidt? (24.5.18)
Marxisme og revisionisme (24+31.5.18)
Stat og revolution (7.10.18)
Grundloven og frihedskæmperne (12.10.18)
Jeg er Fremads redaktør, Sigvald Hellberg, taknemlig for, at jeg endnu engang i bladets spalter kommer til orde og det for at give en forklaring angående min udtrædelse af partiet.
Mange af mine tidligere, nærmeste kampfæller har bebrejdet mig dette skridt og har ment, at jeg endnu en tid burde være blevet i partiet og øvet min indflydelse der gennem opposition – burde have ventet og håbet endnu nogen tid på det mirakel i det indre af Socialdemokratiet, der skal føre dette tilbage på klassekampens grund.
Jeg skal kort afgive mine grunde, hvorfor jeg nu gik.
I første linje kommer her kongressen. Den skamløse handel mellem Socialdemokratiet og Radikale, som denne kongres billigede, var for mig et bevis på, at der intet håb er om at blive fri for det borgerlige makkerskab, der trin for trin ganske har demoraliseret partiet, således at det ikke mere kan betragtes som det klasseparti, der repræsenterer arbejderklassens interesser. Partiledelsen vil nemlig ikke ud af alliancepolitiken, ingen virkelig vægtige grunde talte for den, den vil beholde den under en eller anden form, bliver det næste gang ikke valgalliance, så bliver det regeringsalliance. Partiet skal som Borgbjerg ønsker sig det, blive et virkeligt folkeparti, afryste sit klassepræg.
Og kongressen vil aldrig kunne modsætte sig denne udvikling.
Var det ikke muligt for oppositionen denne gang at tage flertallet, hvor situationen lå så gunstig som ingen sinde, med den mægtige indignation fra landkredsene, med bruddet inden for rigsdagsgruppen og hovedbestyrelse, så vil den aldrig kunne tage flertallet, men er på forhånd dømt til en betydningsløs skyggetilværelse inden for partirammerne, hvor tale- og skrivefrihed er den forment. Årsagen til dette forhold (at oppositionen aldrig kan vente at blive flertal) ligger i den funktionarisme, partiet lider under.
I alle repræsentative forsamlinger har partiledelsen på forhånd så mange stemmer blandt funktionærer og andre afhængige, at den altid vil få flertallet. At det er således, har jeg til gavns lært at indse i de år, jeg selv har haft plads i de repræsentative forsamlinger.
Under den kurs til højre, henimod folkepartiet, partiet holder, fjerner det sig samtidig mere fra de underste, de laveste lag i befolkningen, og gentagne gange har Socialdemokratiet i den senere tid fundet sig foranlediget til at tage afstand fra og fordømme bevægelser, der foregår i disse underste lag både for vort eget og andre landes vedkommende.
Det værste, der er sket i så henseende, er den artikel i "Social-Demokraten", hvor der åbent tages parti for den rovgriske tyske imperialisme og imod den russiske revolutionære arbejderklasse.
Det er klasseforræderi af reneste vand. Under disse forhold, hvor partiet støt holder kursen til højre, hvor oppositionen inden for partiet er og forbliver en betydningsløs sekt, medens vore tidligere grundsætninger stadig påny trædes under fødder, har jeg for min part ment at burde udtræde af partiet.
Det er ikke visse partirammer, jeg har elsket og tjent, men derimod den klasse jeg tilhører.
Ifølge min anskuelse repræsenterer det store Socialdemokrati ikke mere arbejderklassens sande interesser, det har mistet evnen til at være det våben, hvormed arbejderklassen skal tilkæmpe sig økonomisk frigørelse.
At dette er således vil snart bevises gennem det frafald fra partiet, der vil komme i de underste lag af arbejderbefolkningen; det har alt begyndt.
Men jeg føler, jeg har min plads der, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres.
Marie Nielsen
Jeg anmoder redaktøren af "Solidaritet" om tilladelse til at fremkomme med nogle bemærkninger i anledning af artiklen "Nye partier" i "Solidaritet"s sidste nr.
Til spørgsmålet: "Hvorfor står bevægelsen ikke helt på Zimmerwalds grund" skal jeg oplyse: Socialistisk Arbejderparti står helt og fuldt på det principielle grundlag, Zimmerwaldbevægelsen er rejst på, nemlig: Brud med borgfreden, klassekampens optagelse påny, masseaktionen bag arbejdernes krav.
Inden for Zimmerwaldbevægelsen står Danmarks Socialistiske Arbejderparti til venstre for det uafhængige tyske Socialdemokrati, idet det ikke anerkender fædrelandets forsvar, og står sammen med de partier, Spartakusgruppen i Tyskland (Liebknecht), bolchevikerne i Rusland og revolutionsregeringen i Finland, der vel deltager i valgbevægelser og sender repræsentanter til de lovgivende forsamlinger, men ikke anerkender parlamentarismen som universalmiddel i arbejderklassens kamp for frigørelsen, meget mere tilstræber proletariatets diktatur.
Vort manifest er så kortfattet, at det er forståeligt, at der kan fremkomme mistydninger, og jeg indrømmer, at vedkommende passus er noget uklar, og den bør derfor sikkert ændres således, at misforståelser ikke bliver mulige.
Zimmerwaldbevægelsen er vel international, men afdelingerne inden for den har selvsagt sine opgaver på national grund; hver arbejder inden for de angivne linjer i sin egen kreds.
Indrømmelsen til parlamentets virksomhed, at man kunne fremskaffe sine reformer derigennem, udtrykker ingen tillid til parlamentet, fastslår blot den kendsgerning, at parlamentet kun spiller nogen rolle som lovmager og reformfabrik. I de store for folk og arbejderklasse kritiske øjeblikke har vi under krigen set parlamenterne sidde hjemme i kakkelovnskrogen uden indflydelse, mens helt andre kræfter (pengemagten) trådte i virksomhed.
Også på love og reformer har parlamentet kun minimal indflydelse, idet det også i disse spørgsmål bøjer sig for de stærkere kræfter. Det var således bankerne, der pålagde folket den sidste indirekte beskatning, idet de nægtede staten det 60 millioners lån, hvis man ikke gik til indirekte beskatning.
Og det var de arbejdsløses tog til rigsdagen, og ikke parlamentarikerne, der dog fik arbejdsløshedsunderstøttelsen lidt i vejret.
Er parlamentets magt og indflydelse således ringe, er dets demonstrationsevne til gengæld stor, idet den sædvanlige sjakrepolitik, kohandelen, lidt efter lidt skal fordærve de implicerede og ribbe dem for idealisme og troskab mod principper.
Parlamentet tillægger vi altså ikke stor betydning som magtfaktor i staten, og Socialistisk Arbejderparti lægger ikke stor vægt på, om det får én eller flere kandidater ind på tinge; thi vi mener, at arbejderklassens røst også vil kunne høres uden for tinge; derimod lægger vi stor vægt på deltagelsen i det politiske liv.
Vort samfund hviler på vareproduktion og varefordeling; men så vist som dette er rigtigt, kan man ikke ensidigt nøjes med at føre klassekampen på fagligt område. Både vareproduktionen, men i højeste grad varefordelingen, medfører så mange politiske foreteelser, at arbejderklassen gang på gang tvinges til at tage standpunkt til såkaldte politiske spørgsmål; jeg nævner blot af de mest aktuelle: militærspørgsmålet og for tiden forsørgelsen af alle, der er ude af stand til ved arbejde at forsørge sig selv.
Til slut siger redaktøren i hin artikel: "De, der har mod til at drage den hele konsekvens at den historiske udvikling af klassekampen, tilhører syndikalismen og trænger ikke til nye partidannelser."
Jeg synes, at stifterne af "Socialistisk Arbejderparti" har haft mod til at drage de slutninger, krigen har tvunget dem til at drage. Vi fører klassekampen ind på politisk område, således som syndikalisterne har ført den ind på det faglige område, og det vil efter min faste tro betyde en fremmelse af klassekampen.
Og der kan føres klassekamp på politisk område både gennem parlamentet og uden for det; det viser bevægelserne i andre lande.
At dette ikke hidtil er sket herhjemme, er det gamle Socialdemokratis store synd mod arbejderbevægelsen. I stedet for at føre klassekampen, har man på tinge straks kapituleret over for borgerskabet ved straks ved indgangen til dette at afsværge sin proletariske overbevisning og sværge til den kapitalistiske grundlov. Dette første store syndefald er så efterfulgt af forhandlinger, handeler, kompromiser, forestillinger og bønner til den kapitalistiske magt, uden at man mere skænkede den virkelige magt, der stod bag repræsentationen, proletariatet selv, nogen tanke. Fandt proletariatet selv på at vise sig på tinge, var det i højeste grad uvelkomment for dets egne repræsentanter – man kan ikke sige, at Socialdemokratiet har lidt nederlag, thi i en menneskealder har det ikke kæmpet.
Det havde stærke, gode våben, men man kastede dem på kampens dag og overgav sig på nåde og unåde.
Udviklingen har imidlertid slået bom for en fortsættelse af en sådan politik.
Ethvert arbejderparti, der går på forlig med arbejderklassens fjender, har dømt sig selv til døden, Og det ny, der gror op, vil af forholdene tvinges ind i revolutionære baner.
Derfor – og kun derfor (vi stoler ikke på det enkelte menneskes moralske kraft) – vil der ikke være fare for, at et nyt politisk parti, der står på klassekampens grund, skal drive ind i den tidligere parlamentariske humbug.
Marie Nielsen
Marxismen i hovedtræk
I
Den 5. maj 1818 fødtes Karl Marx; denne mand, der er blevet arbejderbevægelsens store profet, der lig Moses har anvist sit folk målet for dets stræben og tillige angivet midler og veje til at nå dette mål. Også i andre henseender er hans skæbne at ligne ved Moses'; thi som Moses' navn hyldes af kristne, jøder og muhamedanere i skønt fællesskab, således vil Karl Marx i det herrens år 1918 være udsat for lov og pris fra socialdemokratiske partier og alle afskygninger. Der vil i denne hær af lovsyngende skarer være fromme revisionister som vældige, frygtløse klassekæmpere, der vil være oprørere fra Finland og Rusland sammen med kejsersocialister fra Tyskland og Danmark, og alle vil de formentlig hævde, at de hver især netop havde fundet sandheden i Karl Marx' lære.
I Socialistisk Arbejderparti findes ingen store teoretikere, der har taget patent på nogen af de store sandheder; det er skabt af forholdene, ej rejst på nogen teori; men vi trøster os ved tanken om, at hvis vor fælles store profet stod op af graven for at prøve og dømme, da kunne det være, at dette lille kæmpende parti netop ved sine handlinger var i stand til at opnå prædikatet marxister.
Endskønt øjeblikket lægger overordentlig stærkt beslag på vore kræfter, vil dog også vi blande vor røst i det store lovsyngende kor, og vi mener bedst at gøre dette ved i hovedtræk at gengive den lære, man benævner marxisme; dog må vi så i denne forbindelse nævne endnu et navn: Friedrich Engels.
De marxistiske teorier stammer nemlig fra to mænd, Karl Marx og Engels, og ingen ved ret at skelne imellem, hvad der skyldes hin eller hvad der skyldes denne, idet der fandtes den dybeste overensstemmelse mellem de to mænds anskuelser og et så inderligt samarbejde, at det snart er nødvendigt i enhver forbindelse at nævne dem begge.
De var begge tyskere, men levede deres længste tid uden for dette land. Begge havde de studeret historie og filosofi, Marx ved universiteterne i Bonn og Berlin, Engels på egen hånd efter at han havde gennemgået realskolen i Barmen.
Omtrent samtidig kom de begge til den opfattelse af historiens og samfundets udvikling, der nu betegnes som den "materialistiske", Marx ved grundige studier over den franske revolution, dens årsager og dens forløb, Engels ved det praktiske livs erfaringer. I en årrække ledede han en fabrik i Manchester, og under denne virksomhed og ved levende forbindelse med den stærke sociale bevægelse, chartismen, der på denne tid rørte sig i England, dannede han sig sin mening over nutidens og fortidens rørelser.
[Der er tydeligvis sket en ombrydningsfejl i bogens næste to afsnit. Frem for at gætte, har jeg foreløbig valgt at lade det stå som i bogen. – Webmaster.]
1848 udgav Marx fra Køln "Ny rhinsk tidende", et til grundig forståelse med hinanden, og ved dette møde blev grunden lagt til det venskab, der bandt dem til hinanden livet igennem.
1848 udgav Marx fra Køln "Ny rhinsk tidende", et revolutionært blad; Engels var medarbejder. Efter reaktionens sejr nødtes Marx til at forlade fædrelandet; han rejste til London; Her mødtes han med Engels, og det samarbejde, de havde begyndt i Bryssel og Køln, det fortsatte nu uafbrudt til 1883, da Karl Marx døde.
De marxistiske teorier fik deres første udtryk i Det kommunistiske manifest, udgivet 1847 som program for den kommunistiske arbejderforening, for hvilken Marx var blevet leder, og det rummer i sig alle de nye anskuelser angående lovene for det kapitalistiske samfunds udvikling, men i uudviklet form. Senere – under reaktionsperioden – fik Marx og Engels tid og lejlighed til at kaste sig ind i nye, grundige studier og nøjere at udforme disse nye tanker.
I et senere arbejde, "Til kritik af den borgerlige samfundsøkonomi" er fortalen en fremstilling af "den materialistiske historieopfattelse", men det er dog først Kapitalen, hvis første bind udkom 1867, der har givet den nødvendige forklaring og udvikling af "Det kommunistiske manifest"s knappe sentenser. Det er ikke ganske misvisende, når "Kapitalen" er blevet betegnet som socialisternes bibel og "Det kommunistiske manifest" som deres katekismus.
Det var meningen at "Kapitalen" skulle udgå i fire bind, omfattende kapitalens produktionsproces, kapitalens cirkulationsproces, teoriens historie og teorien om merværdien. Marx fik kun fuldført og udgivet første bind. Ved hans død fandtes manuskript til andet bind, og Engels gennemså og udgav det. Senere har Engels også udgivet tredje bind, og endnu langt senere har Kautsky udarbejdet og udgivet fjerde bind, men under den selvstændige titel "Teorien om Merværdien".
"Kapitalen" er et tungt, videnskabeligt arbejde, der ikke i den foreliggende form egner sig som "folkelæsning", men tid efter anden har Engels og andre udgivet sammenhængende fremstillinger i populær form, og de marxistiske anskuelser har efterhånden fået en ganske overordentlig betydning.
De er årsagen til, at arbejderne er blevet sig bevidst som klasse. Igennem marxismen lærte arbejderne at se sig selv som led i den historiske udvikling og som havende en mission inden for denne. Tidligere havde de ladet sig lede af den uklare følelse af, at de led ondt, og at de led uforskyldt, men årsagen kunne de ikke finde, og vej ud af elendigheden heller ikke, og den indre forbitrelse slog så ud i virkningsløse voldsgerninger.
De så nu – ved Marx' skrifter – at de var bundne, ikke ved en uforanderlig naturlov, men ved samfundslove så tunge og stærke, at det ville blive nødvendigt at sætte skulder mod skulder og lægge alle kræfter sammen, hvis det skulle blive muligt at forandre dem.
Det gav roligt overlæg, og følgen blev et stærkt organisationsarbejde i de følgende tider.
Grundlaget for hele den marxistiske tankebygning er den materialistiske historieopfattelse.
II
I modsætning til den hidtidige ideologiske historieopfattelse, der forudsætter, at idéerne har behersket verden og historiens udvikling (derfor drejer den tidligere historieskrivning sig i så høj grad om enkeltvæsener), mener Marx og Engels, at historiens dybeste årsag og udviklende kraft er produktionsforholdene.
Grundvolden for samfundet er de økonomiske forhold. På dem hviler en politisk, juridisk og religiøs overbygning. Forandres grundlaget, vil den hele mægtige overbygning lidt efter lidt gennemtrænges af nye tanker og idéer, det vil sige, den reformeres efter kravet fra neden. En omvæltning, der udsprang fra oven, ville være en umulighed; thi en idé fødes og fremmes ikke, før de for dens fremkomst nødvendige betingelser er tilstede i samfundet. Har til tider en genial hjerne undfanget en idé, før disse betingelser er tilstede, da er idéen dødfødt. Således blev spindemaskinen opfundet ca. 100 år før "spindejennyen" i England af en tysk arbejder, men produktionen havde dengang ingen brug for den, hjemmeindustrien havde endnu ikke fuldendt sit løb, endnu kunne den tilfredsstille kravet til den, og opfindelsen glemtes. Idéen dukkede ikke op igen før industriforholdene var så forandrede, at maskinen var blevet en nødvendighed.
Revolutionens store tanker og idéer fødtes af de forandrede produktionsforhold og borgerklassens forandrede stilling i samfundet. Den ny industri krævede plads og rum til ny udvikling; den hæmmedes af lavstidens lænker og bånd, af den feudale ejendomsret, og derfor kom der på borgerklassens oprørsfane først og fremmest til at stå "frihed" – plads for den unge, fremstormende industri! Frihed for de mange nye begreber om lov, moral, religion og statsstyrelse, som den førte med sig. Den nye borgerklasse var mægtig ifølge sin produktion, sin kapital; den følte sig værd, og den ville ikke rangere under de to hendøende stænder adel og gejstlighed. Den borgerlige lighed blev proklameret, og de feudale privilegier måtte falde.
Fællesfølelsen, broderskabet, voksede frem under den fælles kamp mod fælles fjender.
En social revolution er ikke mulig før alle betingelser er tilstede i det gamle samfund, og dette er først tilfældet, når de bestående samfundsformer i stedet for at være til nytte er en hindring for produktionskræfterne. Disses fremadskridende udvikling kan ikke standses, de må derfor sprænge de gamle rammer. Det var dette der skete 1789 ved den franske revolution, hvor den unge industri huggede de gamle feudale samfundsformer i stykker.
Produktionsforholdene er drivkraften i historiens udvikling; thi produktionsform og produktionsfordeling inddeler folket i klasser. Disse klassers indbyrdes modsætningsforhold giver anledning til kamp, og det er disse klassekampe, der har kendetegnet historien. I tidligere tid er dette forhold ikke trådt klart frem, idet mange forskellige forhold i samfundet tilslørede sandheden, men i vore dage, bourgeoisiets århundrede, er klassekampen simplificeret og tilspidset, så man umuligt kan undgå at få øje på den. Klasserne er smeltet sammen til to, besiddende og besiddelsesløse, og kampen mellem disse to nærmer sig sin afslutning; thi nutidens produktionsforhold hviler på den private ejendomsret, den ustandselige udvikling inden for produktionen har gjort denne samfundsmæssig, derved kommer den i dødelig konflikt med den bestående ejendomsret, og det er kun et tidsspørgsmål, hvornår produktionen sprænger det nuværende samfunds form og ejendomsretten også bliver samfundsmæssig.
Et andet forhold peger i samme retning mod omvæltningen. Bourgeoisiet har nemlig ikke vist sig sine opgaver voksen, det har ikke formået at beherske de vældige produktionskræfter, der er sluppet løs. I stedet for lovordnede, sunde tilstande inden for produktionen hersker der vildt anarki. Med stedse kortere mellemrum indtræder der kriser, hvor samfundet lider af overproduktion, der fører fallitter, stilstand i produktionen og arbejdsløshed i stor målestok med sig. Heri viser bourgeoisiet sin egen evneløshed til at herske; thi samtidig med, at der hersker overproduktion, findes for mange varer ophobede, mangler tusinder netop disse varer og lider bittert derunder. I stedet for den ventede verdensharmoni, som liberalismens mænd fra revolutionstiden drømte om og virkede for, er trådt en så skærende disharmoni som ingensinde før.
Den klasse, der er bourgeoisiets naturlige arvtager og skal bære revolutionen frem, er proletariatet, skabt af de samme kræfter, der har givet bourgeoisiet magten. Flere og flere individer synker ned til kun at eje deres arbejdskraft og nødes til for at kunne eksistere at sælge den for det, der bydes for den.
Den vældige konkurrence mellem industriherrerne indbyrdes kræver billigere varer, men profitten må ikke synke, derfor trykkes lønnen ned, og arbejdets intensitet og produktivitet må forhøjes. Akkordarbejde bliver den mest almindelige arbejdsform, og alle spekulative hjerner sysler med nye tekniske fremskridt, nye opfindelser, nye konstruktioner, hvorefter man kan føre arbejdets produktivitet endnu et skridt videre frem.
Under alt dette synker arbejderens kår, hans eksistensmidler bliver for ringe, hustru og børn tvinges med ud i erhvervsarbejdet og udbyttes som de svageste kræfter efter en langt uhyggeligere målestok end den voksne, mandlige arbejder. Hjemmet og familielivet opløses. En moderne proletar har hverken ejendom, hjem eller fædreland, han har intet at tabe ved en omvæltning undtagen sine lænker, men derimod alt at vinde.
Og denne samfundsomvæltning vil komme med historisk nødvendighed, og dens komme forberedes stadig ved kapitalens egen rastløse virksomhed. For produktionens udviklings skyld koncentreres produktionsmidlerne i stadig større foretagender, og disse igen i ringe, truster osv. Derved koncentreres kapitalen også på færre og færre hænder. Umådelig rigdom for enkelte, håbløs fattigdom for millionerne karakteriserer tilstandene.
Men samtidig drives også proletarerne sammen i organisationer til kamp for deres fælles interesser, og igennem denne kamp skoles og dygtiggøres de til at opfylde deres historiske mission, og denne er: I det øjeblik, hvor kapitalens centralisation og kløften mellem bourgeoisi og proletariat har nået sin yderste grænse, da at omstyrte det bestående samfund og tage magten i sin hånd.
Derefter vil proletariatet benytte sin magt til at ekspropriere alle produktionsmidler, al kapital. Når så både produktionsmåde og ejendomsforhold er blevet samfundsmæssige og al klasseforskel er forsvundet, så forsvinder proletariatet selv som herskende klasse og den politiske magt taber sin betydning; thi i egentlig forstand er den politiske magt en klasses organiserede magt til undertrykkelse af en anden.
I stedet for det borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger træder en association, hvori enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling.
Dette er i korthed de marxistiske teorier.
Endnu har udviklingen ikke afkræftet dem; tværtimod viser den tidsperiode, vi nu lever i, hvor profetisk klart de to mænd har set på samfundet og dets udviklingslinjer.
Kritik har der været rejst mod hele den marxistiske teoriverden; den fra borgerlig side har været betydningsløs, hvorimod en kritik, der rejstes inden for Socialdemokratiet af tyskeren Edvard Bernstein, har fået skæbnesvanger betydning for arbejderbevægelsens idet den affødte hele den revisionistiske bevægelse som i høj grad har været bestemmende for den taktik, bevægelsen i den sidste tidsperiode har ført. Men om denne og dommen derover skal der tales i en senere kronik.
Til Danmarks socialdemokratiske ungdom
Jeg ser af "Fremad"s sidste nummer (18. maj), at et forslag fra hovedbestyrelsen om at gøre "Fremad" til ugeblad skal til urafstemning i afdelingerne.
Det forbavser mig overordentlig at se en sådan frygtløshed og hurtighed fra den kant i det spørgsmål.
Jeg erindrer endnu den kamp, jeg førte inden for centralafdelingen netop for samme sags skyld, før den sidste ungdomskongres afholdtes. Den ganske ledelse undtagen Hellberg gik imod sagen. Mange betænkeligheder havde man, og den største var hensynet til det gamle parti, idet man frygtede at dette skulle føle sig krænket ved, at et talerør opstod uden for den gængse stramme ramme.
Man sendte derefter de mest moderate medlemmer af afdelingen afsted som delegerede, hvilket medførte, at centralafdelingens egne forslag desavoueredes af deres delegerede, og bladet som ugeblad var der ikke tale om.
Nu har man pludselig fået hastværk. Med et urimeligt kort varsel udsendes forslaget til urafstemning. Der bliver ikke megen tid til drøftelse, og allerede 1. juli skal bladet udgå som ugeblad.
Det skulle vel ikke være således, at socialdemokratisk ungdomsforbund føler sin stilling truet af den nye revolutionære socialistiske bevægelse, der er optrådt i Socialistisk Arbejderparti, og at det så over for andre mindretalspartier i mangel af et virkeligt revolutionært standpunkt dog vil præcisere, at det gør noget?
Nuvel – nuvel – jeg kan meget vel billige, at ungdomsforbundet gør sit organ til ugeblad, det burde for længst have været det; men – før man skaber et talerør, må man dog være klar over, over på hvilke grundsætninger det skal rejses, og hvilke tanker det skal udtale.
For øjeblikket ved ungdomsforbundet næppe, hvor det har sine egne ben; det burde efter deres principper stå med dem begge i den revolutionære bevægelse, men næppe tør vel nogen påstå, at det er således; ja man tør end ikke sige, at det står med et ben i vor lejr, men at det ganske og aldeles står i den moderate opportune bevægelse, som det havde pligt til at kæmpe imod.
Som stillingen nu er her i Danmark, er den uholdbar. Her står to zimmerwaldistiske bevægelser, ungdomsforbundet og Socialistisk Arbejderparti.
De zimmerwaldistiske principper forlanger: brud med borgfreden, klassekampens optagelse på ny.
Socialistisk Arbejderparti har fulgt disse principper i handling; det står helt på klassekampens grund og i kamp til alle sider imod borgerskabet og dets allierede, Socialdemokratiet.
I – i socialdemokratisk ungdomsforbund – har hidtil kun med læberne bekendt jer til den revolutionære arbejderbevægelse; endnu har ingen handling vist jeres ærlige vilje.
I står i et parti, der er det mest reaktionære inden for Internationale, det parti, der har smædet zimmerwaldismen værst, det parti, der af opportune hensyn forråder sin fattige broder i Rusland, i Finland og også herhjemme – det parti, der endnu efter fire års krig og blodig udbytning af arbejderklassen sjakrer sin sjæl og indflydelse bort til et borgerligt, kapitalistisk parti.
Dette parti støtter I, forhindrer og sinker den dom, som må ramme det fra arbejdernes side, mens I bekæmper og saboterer den bevægelse, der i handling har vist, at de revolutionære talemåder er mere end fraser for dem.
Hvorledes kan man for øvrigt forene sligt med hinanden: man udtaler, man er principielt enige med os i Socialistisk Arbejderparti, men af taktiske grunde bekæmper man os. Det er næsten en større demoralisation end i det gamle parti. Når unge af taktiske grunde stiller sig med foldede hænder i en kakkelovnskrog, medens andre kæmper for deres principper, hvad må man tænke om en sådan bevægelse?
Man vil ikke træde ud af partiet nu, siger man.
Nuvel – lad så være med at træde ud. Man kan selvfølgelig også føre kamp inden for partirammerne.
Men så må den virkelig føres efter andre metoder end de, der hidtil er anvendt.
Hvad mener man om en opposition, der principielt er ganske enig med os, men som på hint fællesbestyrelsesmøde, hvor syndikalister og andre "splittelsesmænd" skulle domfældes af dette selvretfærdige, bureaukratiske kleresi, som fællesbetegnelsen er – da stemte den ikke imod resolutionen, der stemplede os som forrædere!
Eller hvad mener man om en mand som H. P. Sørensen, der selv har erklæret, at han under en vis given situation (koalitionsministerium) ville være med til en ny partidannelse, at han i dagene før valget satte sit navn under det forræderstempel, som fællesorganisationen udsendte mod os, og det endskønt han på mødet i "Harmonien" særdeles rørende havde talt om min og andre af vore folks idealisme.
Også "Fremad"s sidste nummer vidner om en lignende plumret radikalisme. På den ene side angriber Hellberg i modige ord regeringen, fordi den vil anklage syndikalisterne efter tugthusparagrafferne og skammer den socialdemokratiske presse ud, fordi den ikke har protesteret; men på næste side oplyser en afdeling, at man har ekskluderet et medlem, fordi han er syndikalist, og advarer alle andre afdelinger mod ham.
I en udmærket pjece er ungdomsforbundet draget til felts imod borgerskabet på grund af dets løgnekampagne mod Finlands revolutionære arbejderklasse og stiller sig på deres side; men det nægtede at være med ved et offentligt protestmøde i denne sag sammen med os, fordi fagoppositionen var medindbyder, og fordi vi ikke på forhånd ville afgive løfte om ikke at angribe det gamle parti – dette parti, der har indtaget den foragteligste af alle foragtelige stillinger netop over for denne revolution.
Således kan det ikke vedblive at gå.
Et af to må ske. Enten må I vælge rødt og enten træde over til os og i åben kamp ved vor side opfylde de forpligtelser, vi har over for det kæmpende, lidende verdensproletariat, eller hvis I mener, at en kamp endnu virkningsfuldt kan føres inden for rammerne, da gøre dette, tage standpunkt for os og ikke gang på gang forråde os. – Eller I må vælge hvidt, slukke den revolutionære fakkel, tænde en tælleprås og krybe ind i det gamle partis kakkelovnskrog, som står beredt for jer.
Men da behøver I egentlig ikke noget ugeblad, et 14-dages blad er stort nok for de kampe, der så bliver at kæmpe.
Jeg, som har elsket denne ungdomsbevægelse, og som har arbejdet mange år iblandt jer, og har talt mine bedste personlige venner iblandt jer, jeg vægrer mig endnu ved at tro, at I skulle vælge den hvide (kapitulationens) farve. Endnu håber og venter jeg, at I, ungdommen, vil vælge livets, ildens, kampens farve – rødt!
Marie Nielsen
I
Det blev en gammel ven af Karl Marx, den tyske dr. Edvard Bernstein forbeholdt at føre den kritik imod marxismens tanker, der blev årsag til arbejderbevægelsens spaltning i revisionister (reformister) og marxister (revolutionære socialister) som har kendetegnet arbejderbevægelsen i den sidste tidsperiode. Ganske vist brødes bevægelsens enhed ikke, men modsætningerne inden for rammen var dybe og bitre – indtil endelig krigens hårde hånd også satte organisationsskellet mellem de to grupper.
Bernsteins kritik over for de to marxistiske teorier var overordentlig skarp.
Han kritiserede både Marx' arbejdsmetode og dens resultater og fandt begge meget mangelfulde.
Han påstod, at Marx i sin arbejdsmetode var slavisk bunden af den hegelske tænkelære, og at han føjede tankeresultat til tankeresultat, og hvor han mærkede, at disse kom i konflikt med virkeligheden, der veg han tilbage for en nøjere undersøgelse, idet han under ingen omstændigheder ville indrømme dialektikkens (tankelærens) nederlag.
En anden årsag til, at Marx' undersøgelser og resultater ikke til enhver tid er strengt videnskabelige er, at Marx tenderer mod et bestemt mål og ikke er tilstrækkelig objektiv. Marx har allerede i "Det kommunistiske manifest" givet en fast ramme, uden for hvilken "Kapitalen" ikke må bevæge sig, og hvor hans senere undersøgelser kommer i strid med de en gang givne grundtanker, der svigter den strenge videnskabelighed ham.
Har man søgt sandheden af urigtige veje, er det lidet sandsynligt, at man har fundet den.
Og Bernstein finder da også ved den kritik, han derefter underkaster de marxistiske teorier, at de er delvis urigtige og forældede, og at det hele socialistiske program derfor trænger til en grundig revision.
Den såkaldte "elendighedsteori", efter hvilken kløften mellem bourgeoisi og proletariat stedse skulle uddybes, og det sidste synke dybere og dybere i elendighed og afhængighed af kapitalen, holder efter Bernstein ikke stik.
Efter en engelsk indkomststatistik viser han, hvorledes de besiddende langt fra at mindskes tværtimod øges, og i en række af elitefagene er arbejderne ikke længere proletarer, de fuldkomment ejendomsløse, men borgere.
Heller ikke kan den, ifølge Marx' teorier, nødvendige koncentration af kapitalen iagttages i det borgerlige samfund; tværtimod synes der at være en tendens oppe i tiden for delvis spredning af kapitalen gennem aktieselskaber, hvorigennem vel arbejdskapitalen koncentreres, men hvor profitten fordeles på mange hænder.
Før den sociale revolution kan komme, må efter Marx produktionsmidlernes koncentration være fuldkommen, dvs. stordrift på alle områder, de små brug forsvundet. Men på dette område mener Bernstein gennem en statistik for engelsk industri at kunne påvise, at udviklingen går ikke i den profeterede retning.
Ganske vist går storindustrien – herhen regnes virksomheder med mere end 50 arbejdere – stærkest frem, men småbrugenes antal er ret betydelig, der kan ikke være tale om tilbagegang, de er vokset i antal både absolut og relativt. At det er således, skyldes at flere industrigrene egner sig lige så godt for småbrug som for storindustri, f. eks. træ-, læder- og metalforædlingsindustrien; også i brødindustrien trivedes store og små brug godt ved siden af hinanden. Nogle fabrikater kan ikke gøres færdige fra fabrikken, og småbrugene bliver derfor nødvendige som hjælpere.
Endnu mere udpræget viser cifrene for handelsstatistikken, at koncentrationen ikke skrider frem efter Marx' spådom. Stormagasinerne er ganske vist vokset kolossalt, men de har ingenlunde slugt småhandelen, den er blot blevet tvunget til at søge nye udveje og nye felter. Og på jordbrugets område findes der, klart for alle, en tendens, der åbent modsiger koncentrationsteorien.
Tysklands jordbrug viser enten tilbagegang eller stilstand for stordriften. 2/3 af jorden drives ved smådrift, kun ¼ ved stordrift; i Frankrig, Holland og Belgien har smådriften endnu bedre kår, og i alle lande, selv i det jordmonopoliserede England, viser sig tendens til yderligere udstykning af jorden til småbrug.
Den sociale revolutions forudsætning, den stærke koncentration, er således ikke til stede, og vil efter Bernsteins mening heller ikke komme til stede.
Det var at rokke ved selve grundpillen i marxismen, og hertil føjede sig endda hos Bernstein tvivl af mange andre arter.
Vil det være muligt for staten at magte den vældige opgave, det er at overtage alle produktionsmidler? vil Socialdemokratiet ikke blive splittet og delt ved indre ulighed? Er det ikke for svagt? osv. osv., og Bernstein ender i disse betragtninger: Omvæltningen – hvis den overhovedet kommer – ligger så uendelig langt borte i et tåget fjerne, at det ikke er umagen værd at spilde tid og kræfter på den nu. Hellere må man tage nærliggende opgaver op og tage livlig del i det foreliggende socialreformatoriske arbejde; det er måske netop ad evolutionens (den rolige udvikling) vej, at samfundet skal revolutioneres.
Skarpt præciseres dette syn i den korte sætning, som man har tillagt Bernstein: For mig er målet intet, bevægelsen alt.
Bernstein ønsker Socialdemokratiets samarbejde med andre, reformvenlige partier; selv er han overordentlig forhandlingsvenlig. Erfurterprogrammet kan han gå med til at beklippe en hel del. Det skal ikke absolut fastslås som statens pligt at garantere arbejde – beskyttelseslovgivningen skal have sine grænser, forhøjelsen af aldersgrænsen for børns arbejde i fabrikker fra 14 til 15 år er urimelig – kolonipolitik kan have en vis berettigelse – Hærens overgang til folkevæbning kan ikke ske på en gang. – At proletaren er uden fædreland er kun til dels sandhed osv.
Selv opstiller Bernstein et program for det fremtidige arbejde. Det mest brændende spørgsmål for øjeblikket er forholdet til landet, og her foreslår Bernstein, skal man arbejde for: afskaffelse af de sidste feudale samfundsrester (len-, jagtret osv.), demokratisk styre i kommune og provins. Frigørelse og beskyttelse af landarbejderne. Bekæmpelse af privatejendom og fremme af kooperative foretagender.
Den kooperative bevægelse nærer Bernstein i det hele taget stor sympati for og fortrøstning til. Den skal blive arbejderklassen et mægtigt våben i lønkampen, og i fredstider et middel til at forhindre prisstigning, lønnedsættelse, lockout o. l.
II
Bernsteins bog vakte stærkt røre både uden for Socialdemokratiet og inden for det. Partiets modstandere glædede sig over den mulige moderation og splittelse inden for den nu truende organiserede arbejderhær, og medlemmerne af partiet delte sig for og imod. På flere kongresser blev spørgsmålet debatteret. Bebel optrådte skarpt imod Bernstein, der imidlertid fandt forsvarere i doktorerne E. David og Woltmann.
Kongressen i Hannover i 1899 gik imod Bernstein og vedtog en resolution mod ham; dog var den holdt i så spage udtryk, at Bernstein erklærede, at med tilsætning af det nødvendige kvantum salt stemte også han for resolutionen.
Striden var dog ikke dermed endt, og revisionismen, som de bernsteinske anskuelser kaldes, vandt indpas hos mange.
Da udgav redaktøren af det socialdemokratiske tidsskrift "Die neue Zeit", Karl Kautsky, et modskrift.
Imellem Bernstein og Kautsky bestod et mangeårigt venskab, men Bernsteins revisionistiske anskuelser kunne Kautsky ikke godkende. I sit modskrift "Socialdemokrati og socialisme", søger han at vise, at Marx i alt væsentligt har haft ret, at udviklingen netop er gået i den retning, Marx med profetisk blik så. Først tilbageviser han Bernsteins insinuation om, at Marx ikke havde været grundig og videnskabelig nok, han fremdrager eksempler, der viser, at Marx selv i småting gik yderst grundig til værks og ikke nøjedes med halve undersøgelser; derimod tillader Kautsky sig at mene, at Bernstein vist ikke har været synderlig grundig og videnskabelig i sine undersøgelser, f.eks. mener Kautsky ikke, man har lov at benytte en indkomststatistik som grundlag for sine betragtninger over besiddende og besiddelsesløse. Derefter beviser Kautsky ved statistikkens hjælp (Bernstein beviser også alle sine påstande gennem statistik), at Bernstein har ganske uret i sine påstande angående koncentrationen.
Ganske vist eksisterer der en del småbrug og småhandel, men de er i de fleste tilfælde ganske afhængige af kapitalen og giver så ringe indtægt, at de er rent proletariske. Der ventes kun på det tidspunkt, hvor dette også skal gå op for ejerne selv, og de vil møde i Socialdemokratiets rækker. Desuden tiltager storindustri og storhandel i forhold til småvirksomhederne så stærkt, at det kun er og bliver et tidsspørgsmål, når de sidste er slugt af de første.
I jordbruget finder Kautsky en stærk tendens til stordrift. Direkte tager stordriften stærkt til, og indirekte findes den i småbrugenes storindustrielle andelsdriftsmåder. Desuden er de fleste af småbrugene prioriterede op over skorstenen og således fuldstændig afhængig af kapitalen.
Også kapitalens koncentration foregår støt, selv gennem aktieselskaber, thi som oftest er det de samme få mennesker, der går igen i alle aktieselskaber.
Bernsteins beviser for, at "elendighedsteorien" er gal, finder Kautsky ikke gode nok; thi, siger han, fordi arbejdernes sociale stilling er blevet bedre i forhold til, hvad den engang har været, er dermed ikke sagt, at den er blevet bedre i forhold til de andre samfundsklassers, og fordi deres løn er steget, er det ikke dermed givet, at de får en henholdsvis større del i arbejdsudbyttet, end de tidligere fik. Han mener stadig, at kløften mellem bourgeoisi og proletariat virkelig vokser, at lønnen forholdsvis bliver mindre og mindre, og at arbejdernes elendighed forholdsvis er større nu. De har flere fornødenheder nu og stiller større krav til livet, de kan ikke få disse tilfredsstillet og føler sig derved elendige. Den borgerlige revolution kom just heller ikke, da borgerne var mest undertrykte og ringe, men netop da de var blevet sikre i økonomisk henseende, havde fået nogen ret, men fordrede al.
Alt i alt mener således Kautsky, at Marx har haft ret i sine teorier, og rimeligvis også vil lå det i fremtiden; dog ikke således at forstå, at hver tøddel i Marx' skrifter skal stå som profetord, der aldrig kan rokkes. Dette har Marx selv heller aldrig ment; han kendte for vel udviklingens love til at kunne tro, at man kunne fastslå evige sandheder, men endnu har marxismen ikke sagt sit sidste ord; for den sociale revolution, der vil komme, er der aldrig sat noget tidspunkt, inden for hvilket den skulle være foregået.
Der er gået år, og de to anskuelser har stadig stået skarpt over for hinanden. I de fredelige år før 1914 bredte den revisionistiske tankegang sig stærkt, hvorimod krigsårene atter synes at føre arbejderbevægelsen tilbage til sit gamle marxistiske standpunkt.
En kritisk vurdering af de to anskuelser set i tidens belysning vil vi forsøge at fremskaffe til et af de følgende numre af "Klassekampen".
Marie Nielsen
Socialdemokratiet har efterhånden forvrænget Karl Marx' revolutionære-kommunistiske lære. Derfor er det nødvendigt, at arbejderne beskæftiger sig mere med spørgsmålet "staten" set fra et mere revolutionært-kommunistisk standpunkt.
Stats-begrebet har under hele arbejderbevægelsen spillet en fremtrædende rolle. Under verdenskrigen er det blevet midtpunktet i alle begivenheder: idet borgfredspolitikken som samlende midtpunkt har det nationale forsvar af staten (den kapitalistiske stat), der ved denne lejlighed iklæder sig det mere velklingende pseudonym fædrelandet.
Samtidig bliver den praktiske betydning mange gange større, fordi kapitaliststaten under krigen stadig øger sin magt ved at drage alle større økonomiske sammenslutninger, syndikater, truster osv., til sig.
Proletariatet har altid tilstræbt erobringen af den politiske magt; i normale perioder er man mere og mere gennem opportunt arbejde gledet over i forestillingen om, at dette lod sig gøre ad parlamentariske veje; nu stående over for det store ragnarok hidført ved bourgeoisiets evneløshed til at lede samfundet, stående over for de fortvivlede forsøg, bourgeoisistaten gør for at konsolidere sin stilling i fremtiden, bliver spørgsmålet: Kampen om magten og proletariatets diktatur brændende.
Nu er da tiden inde for en drøftelse af statsidéen og proletariatets forhold til den.
Karl Marx og Engels opstiller følgende problem til besvarelse:
Hvad er staten? Hvilken rolle tilfalder der staten i det kommunistiske samfund? Hvilken rolle vil staten komme til at spille under en overgangsperiode, proletariatets diktatur? Hvilken forskel er der mellem proletardiktaturet og den almindelige kapitalistiske stat (i mønster og indhold)?
På hvilken måde kan proletariatet tilkæmpe sig magten, og hvordan skal proletariatet stille sig over for den kapitalistiske stats maskineri?
På disse spørgsmål giver Karl Marx og Engels ganske kategoriske svar, og disse står i skrigende modsætning til det moderate Socialdemokratis mere end halvborgerlige synspunkter.
Netop i forhold til staten får man skillelinjen mellem de revolutionære-kommunistiske socialister og socialdemokraterne.
"Staten er den herskende klasses organiserede undertrykkelsesmiddel mod andre klasser", hævder Marx, "med ophævelse af klasserne (klasseforskellen) forsvinder også staten og giver plads for en kommunistisk samfundsform; hvor individernes fulde frigørelse indtræder."
De gamle socialdemokrater derimod har udviklet sig frem – eller tilbage - til et ideal af fremtidsstaten, og lever og virker i tiden for den nuværende stat som for noget for hele folket fælles.
Under overgangsperioden, hvor kampen mod bourgeoisiet må føres med alle midler, skal staten bruges og er den et nødvendigt middel i proletariatets hånd til fremtvingelsen af de ejendomsforhold, der må danne grundlag for et socialistisk samfund.
Også for proletariatet er staten et middel til undertrykkelse; men den dag samtlige samfundsindivider finder sig i at arbejde og leve fredeligt på fællesejendommens grundlag, er tvangsmidlet, staten overflødiggjort.
Som et praktisk eksempel på overgangsstadiet har vi Rusland. Hvis socialdemokratiet var gennemsyret af Karl Marx' lære, ville det fuldt ud forstå og godkende begivenhederne derovre; nu står de borgerligt skrækslagne over for historisk begrundede forhold.
Man havde tænkt sig en parlamentarisk republik med kapitalistisk anhang, men netop dette er en modsætning af proletariatets diktatur, der af Marx defineres som en stat-kommune uden politi, stående hær, embedsstand osv.
For at nå frem til den politiske magt, lærer Karl Marx, er det nødvendig at erobre og ødelægge den kapitalistiske stats hele embedsmaskineri, men Socialdemokratiet er skrækslagen over for denne ødelæggelsestanke og hævder, at dette "fine instrument" må gribes og bruges. Staten skal bestå også i det socialistiske samfund.
De herrer kejser-socialister, socialpatrioter, eller hvad de nu alle hedder, vifter ustandselig med Karl Marx' navn og lære, de er de eneste, der forstår at fortolke læren ret, de eneste marxister, og så har de i virkeligheden ganske forvrænget de virkelige marxistiske grundsætninger og skabt borgerlige teorier, som de frækt påhæfter den gamle profets navn.
Tiden er inde, hvor arbejderne må kaste fortolkerne til side og vende sig til grundkilden, Karl Marx' skrevne ord; hvis de vil vide, hvad vor store lærefader har sagt om arbejderklasens frigørelseskamp.
For den russiske revolutions skyld, for at man ikke i socialistiske arbejderes nærværelse skal kunne stemple den som umarxistisk tåbelig, fantastisk, kaotisk, må arbejderne sætte sig ind i de revolutionære marxistiske idéer. De vil igennem studiet af disse med sammenligning af de nuværende forhold komme til den overbevisning, at skal det lykkes proletariatet nogensinde at virkeliggøre det håb, vi nu i slægtled har kæmpet for, da må vi igennem kamp frem til proletariatets diktatur og videre til det socialistisk-kommunistiske samfund.
I 1915 vedtog man i dette land en grundlov, der efter sigende åbnede døren på vid gab for frisind og retfærdighed.
Hvor rørende lød ikke lovsangen fra alle demokraters læber over denne lov; der slettede skellet mellem den fattige tjenestepige og den rige grevinde, der gav arbejderne lejlighed til at tage hele magten i samfundet ved hjælp af sine stemmer.
Løgn og bedrageri er det hele, kun blår at putte i øjnene på det godtroende folk.
Står der ikke også i Grundloven, at vi har ytringsfrihed i dette land?
Tilsikrer Grundloven os ikke fri ret til at forsamle os og udtale vore meninger om samfund og alle forhold.
Har vi ikke ret til ved agitation at søge at skaffe os et flertal for en revolution af dette samfund?
Det står i Grundloven, at vi har ret dertil, men Grundloven er i praksis en "lap papir", ikke mere værd end den traktat, Tyskland sønderrev, før det marcherede ind i Belgien.
For hvilken forbrydelse sidder vore kammerater nu på tredje måned arresteret?
For den – kun for den – at de ved en given lejlighed hvor arbejdere var samlet til protest mod nogle kommunale voldsmænd har udtalt deres skarpeste fordømmelse over de voldsgerninger, disse betjente havde gjort sig skyldige i.
Vi henstiller trøstigt til alle arbejdere at dømme om, hvorvidt de skarpeste ord var for skarpe ved denne lejlighed.
Læs endnu engang klagen fra hr. Glückstadt over voldshandlingerne igennem.
Med næve- og knippelslag og med spark slog disse betjente som rasende vilde ind på de fredelige arbejdsløse på Åboulevarden, drev dem, som var det en flok kvæg, fra sted til sted, endskønt den vidunderlige lov for arbejdsløse netop påbød dem at være på det sted.
Syge, gamle og børn har disse hensynsløse, rå voldsmænd uden at gøre småligt forskel, trampet løs på.
Er arbejderne ikke borgere i byen? Har de ikke i 1915 fået rettigheder sammen med baron Erik Scavenius og minister Stauning?
Skal de da finde sig i, som en flok forbrydere at lade sig drive i flok af 3-4 betjente, der er ansatte og betalte igennem dem selv.
Nej, vist skal de ej!
Arbejderen er fundamentet for samfundet. Han burde betyde alt.
Han må i det mindste fordre sin medborgerret respekteret.
Når klassesamfundet da sender os sine blodhunde på halsen, har vi da ikke efter Grundlovens paragraffer ret til at udbryde:
Skal det gå videre på den måde, da må vi skride til at væbne os mod politibanditterne.
Men fordi vi har benyttet os af vor grundlovsmæssige ret, har man i dette demokratiske samfund, hvor vi har frihed nok på papiret, men trældom i realiteten, indespærret vore kammerater Thøgersen, Chr. Christensen, Lauritz Hansen og Niels Johnsen.
På tredje måned sukker de nu bag fængslets mure. Forhørene tager ingen ende.
Når assessor Ipsen har barnedåb, fødselsdag eller spansk syge, så udskydes forhørene.
Der er jo intet at haste efter. Det er kun arbejdere.
Og man ved, hvor tålmodigt den danske arbejder finder sig i alle overgreb fra klassestatens side.
Man stjæler trygt måneder og år af arbejderes liv i varetægtsfængslet (sålænge ved man jo, at de er i ro), trækker sagen i langdrag i det uendelige, fordi man intet domsgrundlag har mod dem og alt i den rolige overbevisning, at arbejderne, denne store, rolige, tålmodige masse, vil lade alt gå sin skæve gang og bøje sin ryg end dybere under tugtelsen.
Dog, de ældre samfundsbevarere og ansatte bøddelknægte burde lytte til tidens røst.
Vi lever på en vulkan. Dybt nede ulmer gløderne. Arbejderne begynder at føle sit værd og sin trældom, og hadet mod tyrannerne flammer i mangt et hjerte.
Også over for overgrebet mod vore fængslede kammerater ved vi, at vreden er stor inden for arbejderkredse.
Forbitrelsen mod det sejgpineri man udviser over for dem, vokser fra dag til dag.
Vi tror derfor at kunne være sikre på, at når vi nu på søndag råber sammen til et møde i fri luft (vi har her i dette forsamlingsfrihedens land intet lokale kunnet få, idet man boykotter os), da vil dette møde give et så vægtigt bevis på den i arbejderklassen slumrende vrede over de mod arbejderklassen begåede overgreb, at protesten derfra vil give en sådan genlyd i den rådne fængselsbastille på Nytorv at de mugne retsparagraffer i hast vil komme i virksomhed, så vi i det mindste kan få at vide, hvad man vil dømme vore kammerater for.
Arbejdere, lad ikke kulde eller regn afskrække jer fra at komme til møde.
Husk, at jeres fattige kammerater i fængslerne med længsel venter på at høre et ord fra jer.
| Tilbage | Næste |