| Tilbage | Næste |
I 1920-21 var tilbageslaget definitivt for den revolutionære bevægelse. Det blev mere og mere uholdbart, at der i Danmark eksisterede både et kommunistisk parti (DKP) og en fagopposition (FS). Grupperne blev bl.a. på initiativ af Marie Nielsen sluttet sammen i Kommunistisk Føderation. Men allerede i januar 1922 blev føderationen sprængt, og der eksisterede derefter i 1½ år to grupper, der kaldte sig DKP. Ved bruddet tilsluttede Marie Nielsen sig den gruppe, der blev ledet af de gamle SUFere (Ernst Christiansen, Sigvald Hellberg og Johs. Erwig) på grund af flere modsætningsforhold til de gamle syndikalistledere (først og fremmest Chr. Christensen). Gennem hele 1922 kæmper de to grupper om at blive anerkendt af Komintern, og Marie Nielsen må i den anledning bl.a. til Moskva. Striden ender med at den anden gruppe (Blågårdsgadepartiet) bliver anerkendt af Komintern.
I begyndelsen af 1923 bliver Marie Nielsen ekskluderet af sin gruppe,
fordi hun arbejder for en sammenslutning. Hun begynder herefter at
udgive sit eget blad "Kommunistisk Internationale".
Pas på! (3.4.21)
Bønderne og sovjet (5-6.11.20)
Fascisme og bolschevisme (1922)
Mod strømmen (Juli 1923)
Den skærpede økonomiske krise og mangelen af en fast
arbejderpolitik (Juli 1923)
Enhver af os i den revolutionære bevægelse var på forhånd klar over, at "Soc.-Dem.", når forliget med arbejdskøberne var afsluttet og forræderiet mod danske arbejderes livsinteresser var fuldbyrdet, ville vende sig mod de revolutionære arbejdere og vælte en bøtte af skam og uhumskheder over deres hoveder.
Sålænge forhandlingerne stod på skulle de vel vogte sig. Thi truslen om generalstrejken fra de revolutionære arbejdere var den eneste klemme, man under forhandlingerne havde på arbejdskøberne. Storstrejketruslen grinede de af og tog den for hvad den var: Blår i øjnene på naive arbejdere, som man ville indbilde, at D.s.F. kæmpede(!)
Generalstrejketruslen frygtede de, så meget mere som de ikke helt kan beregne, hvor langt D.s.F.s myndighed over arbejderne i en sådan situation strækker.
Sålænge derfor forhandlingerne endnu stod på, vogtede det såkaldte arbejderblad sig vel for at vende sig mod generalstrejken.
Anderledes nu hvor det med alle til rådighed stående midler gælder om at få arbejderne til at sluge det rådne forlig.
Det er sværere, end de har tænkt sig. De danske arbejdere er vel godmodige og lader sig i lang tid drage ved næsen, men også for dem kan målet dog blive fuldt.
De mægtige lønreduktioner og øvrige forværring af deres arbejdsforhold i sammenligning med aktieselskabernes udbytte i 15, 25 og 40 pct. og de hundrede af tusinder, der udbetales direktører og bestyrelser, er blevet dem for meget.
"Hvad nu?", spørger "Politiken" beklemt I. A. Hansen, og denne specialist i kohandel svarer beroligende:
Ja, det ser mørkt ud, men vi finder vel en udvej.
"Soc.-Dem.", der forstår, at d'hrr. C. F. Madsen, Lyngsie og I. A. Hansen er kommet i en vældig knibe, iler de betrængte herrer til hjælp med det eneste middel, "Soc.-Dem." kender: syndikalist- og bolschevikforskrækkelse. Og den overgår næsten sig selv. Den frådser ligefrem i blod, lig, købte forrædere, betalte agenter, hyæner fra Moskva osv. Den og dens afløbsrende geråder i raseri ved synet af en enig og fast optrædende revolutionær bevægelse.
Moskva har bestilt generalstrejken!? Men er generalstrejkens hensigt da ikke at værne arbejderklassen mod slavevilkår?
Så er det altså i Moskva, at arbejdernes sande venner sidder, og de, der herhjemme sælger arbejdernes hud for en slik, hvad er de?
I går optræder "Soc.-Dem." som angiver og provokerer politi og myndighed løs på de revolutionære arbejdere. Hvor godt, om man kunne få de ledende under lås og slå, indtil arbejderklassen igen gik tålmodig under åget.
Jeg husker adskillige lignende situationer.
I vinteren 1917-18 led arbejderne meget hårdt, dels under de strenge rationeringer og dels under den kroniske arbejdsløshed, der under hele krigsperioden havde hærget dem.
De fattige arbejdsløse dannede organisationer og stillede deres beskedne krav af en understøttelse på 30 kr. om ugen.
Socialdemokratiet desavouerede dem, og "Soc.-Dem." opfordrede som nu i lange spalter de arbejdende til at forråde deres arbejdsløse kammerater ved at holde sig passive.
I foråret 1918 på kongressen brød den gamle K. M. Klausen og et par andre rigsdagsmænd ud af det øvrige rigsdagskomplot og forlangte alliancen med de radikale brudt og en skarpere front imod borgerskabet.
Med tårer bønfaldt den gamle mand kongressen om at følge ham; thi, sagde han, jeg vil ikke mere nødes til fra Rigsdagens vindue at se de fattige arbejdere troppe op der, uden at vi står fuldt solidarisk med dem.
De lønnede funktionærer og aspiranter til lønnede stillinger stemte hans forslag ned; men K. M. Klausen er dog blevet fri for at se de fattiges tog; thi nu hindrer bevæbnet politi og militær det fra at komme frem til "arbejdernes" repræsentanter.
I februar 1918 slog de fattigste arbejderes forbitrelse spontant ud i toget til børsen.
"Soc.-Dem." benyttede lejligheden og hidsede politiet, der gelassen fulgte deres anvisning og arresterede de ledende syndikalister, endskønt disse intet havde haft med den sag at gøre.
At der engang direkte fandt angiveri sted fra "Soc.Dem."s kontor, bygger jeg på følgende oplevelse:
Jeg, der på den tid endnu sad i partiets hovedbestyrelse, jeg udtrådte ved kongressen marts 1918 som protest mod forræderiet mod vore egne fattige arbejdere og den russiske revolution, kom op på "Soc.-Dem."s kontor.
Jeg stod i samtale med Marinus Christensen om begivenheden, da Jarlbak, Oskar Jørgensens søn, der var ansat ved "Soc.-Dem." som politirapporter, kom farende ind fra næste værelse, hvor han stod i telefonsamtale med en eller anden, og spurgte: Talte Andreas Fritzner ved det store møde i Rømersgade i går? Ja, sagde M. C., det gjorde han. Jamen, har vi beviser på det, udbrød J. ivrigt.
Da vendte jeg mig om og stirrede stift på fyren og sagde: Er det meningen at Andreas Fritzner skal angives herfra?
Fyren blev fuldstændig konstimeret og vidste hverken ud eller ind, medens Marinus Christensen søgte at dreje sagen ind i en anden bane.
Jeg gik lige ud i Korsgade for at advare Fritzner, men traf ingen der, og om morgenen næste dag læste jeg i bladene, at Andreas Fritzner var arresteret.
I sommeren 1918, da politiet foretog det skamløse overfald på de arbejdsløse, skrev samme reporter, fordi han misforstod situationen, en række injurierende artikler mod politiet. For disse gjorde Borgbjerg senere undskyldning for politidirektøren og lovede formodentlig, at det skulle ikke ske mere.
I hvert fald erklærede assessor Ipsen på mit spørgsmål, om hvorledes man kunne pådømme mine artikler i "Klassekampen" og ikke "Soc.-Dem.s", at dette blad opførte sig jo ellers godt, og man kunne da se igennem fingre med et enkelt fejlgreb.
Bladet opførte sig også senere "godt".
Enhver arbejder husker vel endnu den hele ophidselseskamp mod de den gang arresterede og mod os, der søgte at få dem fri.
Da 66 fagforeninger i november havde vedtaget en dags strejke som protest mod fængslingerne, lagde "Soc.Dem." og fællesorganisationen sin hele autoritet i vægtskålen for at forhindre en sådan solidaritetstilkendegivelse fra arbejdernes side mod deres fængslede kammerater.
Deres politik kronedes også den gang med held, idet en hel del flere blev fængslede, og den revolutionære bevægelse til dels lammedes under den hårde politiforfølgelse.
Når jeg i disse dage læser "Social-Demokraten", mindes jeg dens artikel i foråret, sommeren og efteråret 1918. De er skåret over samme læst og tjener samme hensigt.
Den revolutionære bevægelse i Danmark er ved at rejse sig igen efter forfølgelserne i 1918, og den går førende i spidsen for arbejdernes naturlige krav på ikke at få sine levevilkår forringet. Den står hindrende i vejen for den fredelige gennemførelse af det skændige forlig på arbejdernes bekostning mellem selskabsbrødrene i D.s.F. og Arbejdskøberforeningen.
Politiets indgriben ville være overordentlig ønskelig. Det ville tjene til fremmelse af forliget, om Chr. Christensen, Thøger Thøgersen og Poul Gissemann f.eks. sad bag lås og slå nogen tid.
Men endnu er lejligheden der ikke.
Dog alle tidligere erfaringer fra lignende situationer giver mig ret til at sige til arbejderne:
Pas på! Arbejderklassens forrædere og provokatører er ude!
Marie Nielsen
Indtryk fra en russisk bondelandsby og om sovjetregeringens skattepolitik
Moskva, 4. august 1922
Da Ruslands bønder i 1917 fordrev godsherrerne, satte de sig i besiddelse af så meget jord, som de på den tid magtede at bearbejde; hver bonde tog, hvad der lå ham nærmest, eller landsbyen tilegnede sig et større stykke jord, der da udstykkedes i parceller, hvoraf hver bonde fik sin part. Tilbage blev imidlertid millioner deschatiner jord, der beslaglagdes af sovjetregeringen.
I de stormfulde revolutionsår var det ikke muligt for regeringen at bearbejde al denne jord, og en stor del af tilbagegangen i Ruslands landbrug skyldes godsernes forfald.
Ved indførelsen af den nye økonomiske politik har forholdene ændret sig til det bedre. Alle godser, som sovjetregeringen ikke selv kan drive, er givet i forpagtning, i reglen til arbejderkooperationer. Særlig har den store russiske konsumkooperation erhvervet sig koncessioner på dette område. Alene Moskva Konsumkooperation driver ikke mindre end 23 godser i Moskva guvernement.
Til to sådanne kooperationsgodser får vi søndag den 3. juli – på indbydelse af Moskva Kooperation – først fem timer pr. lastbil, senere pr. jernbane og hestetransport – for at bese driften af disse godser.
Det er meningen efterhånden at anskaffe alle moderne maskiner til disse godser og drive dem som en art mønsterbrug til undervisning for bønderne, men endnu mangler de nødvendige tekniske midler hertil. Det største af godserne havde dog traktor og moderne høstmaskiner i brug. Af vor cicerones beretning fremgik det, at det areal, der i år var opdyrket og tilsået, var betydeligt større end det, der var dyrket de foregående år, og heri lå garantien for fremtiden. Dog var endnu ikke på langt nær al dyrkelig jord lagt under ploven.
Til det største af disse godser hørte tre bondelandsbyer, og vi besluttede at aflægge en af disse et besøg for om muligt at sondere stemningen lidt.
Næsten alle russiske landsbyer er ens. Husene er rå blokhuse, grå og grimme. Beboelses- og staldbygning er bygget sammen, således at kvæg og mennesker kan være hinanden så nær som muligt. Lo- og ladebygning ligger derimod oftest isoleret. I den grå ensformighed lyser i reglen en kuppelklædt kirke op; men pryder den landsbyen har den til gengæld på samvittigheden at have bidraget uhyre meget til at holde landsbyens beboere i mørke og uvidenhed.
Det var i aftenstunder, vi aflagde besøget. En dejlig varm og stille aften. Byhyrderne drev netop kvæget fra den fælles græsmark til staldene, og det var morsomt at se, hvorledes flokken af sig selv fordeltes til de forskellige ejere.
Vi, eller rettere vor cicerone, tiltalte en bondekone, der nød aftenen uden for sin dør: Om vi måske måtte have lov at se hendes væv i virksomhed? (Enhver gård har sin egen væv, en ganske primitiv håndvæv, uden nogen som helst mekaniske hjælpemidler). Efter nogle indvendinger indvilgede hun, og vi fik et russisk bondehus at se indvendigt. Det indeholdt foruden køkken tre rum, fattigt udstyret, nøgne vægge med undtagelse af to hjørner, der syntes at være indrettet til husalter og derfor var smykket med billeder af den hellige jomfru og andre helgener i uægte forgyldning. Væven optog en fjerdedel af pladsen i det ene rum. Af møbler fandtes kun det allernødtørftigste.
Imidlertid havde landsbyens folk set, at der var kommet fremmede i byen, og der samlede sig hurtig en klynge om os, da vi atter kom udenfor, langhårede, langskæggede bønder og kvinderne med deres sidstfødte på armen.
På spørgsmål om, hvad de mente om den nye tingenes tilstand, kom hurtig en livlig diskussion i gang.
Af fortidens trælbonde, der med kroget ryg og ydmyge lader hilste enhver herretype, syntes ikke at være spor tilbage; disse bønder var selvbevidste mænd der førte frimandssprog.
"Tilfredse med regeringen?" "Nej, på ingen måde. Den har taget vore produkter fra os – vi må betale skatter – og nu kan vi ikke handle med vor jord, som vi vil. De gamle tider var bedre, da kunne vi da købe jord! Og alle vil leve på os bønder: Bourgeoisiet, intelligensen og arbejderne. – Staten! den tager kun fra os, den giver os intet."
På spørgsmål, om de virkelig ville have de gamle tider tilbage igen, blev de dog betænkelige. Nej, czaren og godsherrerne ønskede de ikke tilbage – knutten og trældommen var dem endnu i frisk erindring, og en anden regering ønskede de sig i grunden heller ikke, men regeringen skulle handle.
Hvad de da ønskede af regeringen?
De ville have jorden fri!
Det er stemningen blandt bønderne. Den stærke uro iblandt dem på grund af rekvisitionerne er forsvundet, men de har nu ved den fri handel med deres produkter, som den nye politik giver dem, fået adgang til at samle penge, og for disse penge vil de nu yderligere købe jord. Heri hindres de af det bestående jorddekret, der forbyder handel med jord, deraf deres utilfredshed med regeringen.
Denne utilfredshed med statens jordmonopol og den voksende bondeselvbevidsthed har dog endnu ikke taget sig udtryk i organisatorisk form, og sålænge dette ikke er tilfældet, vil sovjetregeringen så temmelig sikkert kunne føre Ruslands mægtige bondemasser efter sin politik, der dog i ikke ringe grad netop må lempes efter bondemassernes behov.
Den nye økonomiske politik er et resultat af det tryk, som de uorganiserede bondemasser lagde på regeringen, og igen i dette års dekreter angående naturalskatten søger man at komme bøndernes krav om lempelser i møde.
Bønderne ønsker at betale i penge, og regeringen har svaret, at det ønsker også den, men indtil videre lader det sig ikke gøre, da skatterne ville komme til at udgøre så uhyre summer, at disse ikke ville kunne opdrives, og staten som opkøber på levnedsmiddelmarkedet ville drive priserne til en katastrofal højde. Først når rigsøkonomien atter er bragt på fode og rublen stabiliseret, kan der blive tale om at erstatte naturalskatten med en almindelig skat.
Visse lempelser gives der imidlertid. I stedet for straf for ikke betalt skat indføres en 10 pct. lettelse for alle, der i rette tid betaler sin skat, og det er i år forbudt administrativt at foretage rekvisitioner af kvæg og materiel fra de bønder, der ikke har betalt skat; og hvor sådanne rekvisitioner foretages efter dom, må de ikke gennemføres således, at de umuliggør bonden fremtidigt at drive sin gård.
Sidste år var bønderne blevet truffet af ekstraskatter, fordi en del skattesnydere havde unddraget sig deres pligt og den ordinære skat ikke gav det nødvendige; men i år er der truffet foranstaltning til at drage al dyrket jord under beskatning, og når denne engang er fastsat, vil igen ekstraskat følge. Ungkvæg indtil et år er fritaget for beskatning, og man håber næste år at kunne fritage ungkvæget indtil 1½ år. Der, hvor bønderne har udført forædlingsarbejde (dræning eller vandingssystemer), gives 10 pct. lettelse i skat.
Disse lempelser vil imidlertid yderligere give anledning til opsamling af penge i bondens hjem, og det vil øge hans stræben efter at anbringe dem på en fordelagtig måde.
Foreløbig er hans ønskers mål: Mere jord, fordi han mener, at mere jord betyder flere produkter, flere penge. Men dette ønske er, hvor naturligt det end fra bondens synspunkt kan være, reaktionært i en tid, hvor det kapitalistiske system har spillet fallit, og hvor man i den ganske verden søger midler og veje frem mod et nyt og bedre system – det socialistiske.
Det gælder derfor om at overbevise den russiske bonde om, at sålænge han ikke intensivt udnytter den jord, han har, så længe har han for meget.
Den russiske bonde er ikke fremmed for fællesskabet. Den gamle "mir" består endnu mange steder, og produktionsfællesskab endnu flere. Det er derfor muligt, at det vil lykkes kooperationsgodserne som praktiske agitationsfelter i forbindelse med regeringen at overbevise bonden om, at hans penge vil give bedst renter, om de sættes i tekniske forbedringer af driften af den jord, han alt har, og i indkøb af moderne maskiner, der kun under et produktionsfællesskab kan komme fuldt til udnyttelse.
I en sådan udviklingslinje vil den russiske bonde undgå at komme ind i det reaktionære spor, som den vesteuropæiske bondeklasse bevæger sig på, han vil vedblivende virke revolutionerende, og han vil sammen med den revolutionære industriarbejderklasse skabe grundvolden for den fremtidige kommunistiske samfundshusholdning.
Et efterkrigsfænomen kalder Soc.-Dem. fascismen, og med en demokratisk gestus anviser bladet fascismen plads mellem andre efterkrigssygdomrne som bolschevisme (spiritisme, de sidste dages hellige osv.), der ved genrejsningen af et "sundt demokratisk samfundssystem", vil forsvinde af sig selv.
Nå, jeg er enig med Soc.-Dem. i, at bolschevisme og fascisme er født af samme årsager, nemlig af det kapitalistiske systems sammenbrud, og jeg kan for såvidt også tiltræde udtrykket: efterkrigsfænomen, hvis man deri kun vil lægge, at krigen har mægtig bidraget til at hidføre det kapitalistiske sammenbrud, og derved skabt det grundlag af hvilken bolschevisme og fascisme er opstået.
Men derudover er jeg bund-uenig med Soc.-Dem.s betragtninger, og når Soc.-Dem. i polemik med Nationaltidende hævder, at Lenin og Mussolini er "to alen af ét stykke", mordere og brandstiftere efter samme mål og moral, da finder jeg betragtningerne så barnlige hos et "marxistisk skolet blad", at jeg må betegne dem som borgerlige.
Et har Lenin og Mussolini tilfælles, nemlig den mening, at klasekampen har nået en sådan højde og skærpelse, at de såkaldte demokratiske, forsonede statsmidler er blevet virkningsløse, og reelle magtmidler (våben, administration o.a.) må sættes i stedet.
Forskellen (den afgørende forskel) ligger deri, at overløberen, Mussolini, organiserer en hær i våben for den døende kapitalisme, medens Lenin tro mod sin ungdoms kampe har organiseret en hær til forsvar og fremme af det i den russiske revolution nyskabte grundlag for et nyt og bedre samfundssystem, socialismen.
De af begge anvendte midler kan måske betegnes som ens, men set gennem klassebriller har vi virkelig her tilfælde, hvor hensigten helliger midlet.
Arbejderklassen kan umuligt bedømme de to fænomener under et neutralt synspunkt, thi arbejderklassen er ikke neutral. Den må bedømme dem ud fra det gode klassestandpunkt: Hvad skader mig – hvad gavner mig?
Ud fra dette synspunkt vil vi se lidt på de to fænomener, først fascismen.
Borgerskabet, ikke i Italien alene, men i hele verden, er i de fire fredsår efterhånden blevet klar over i hvilken uhyre grad den kapitalistiske verdenshusholdning er bragt af lave, og hvilken fare det indeholder for dets politiske herredømme og dets økonomiske magt over arbejderklassen.
De i krigen besejrede landes befolkninger forgår så hurtigt i en elendighedsproces, at noget lignende vist nok ikke før er set i menneskehedens historie, og af de sejrende lande sidder Amerika som en kong Midas midt i en gulddynge og ser på, at 6-7 millioner arbejdsløse dør af nød. Amerikas farmere brænder deres hvede og lader frugt og kartofler rådne, fordi det ikke kan betale sig at høste, og imens fodrer regeringen de af sult skrigende arbejdere med bly.
I lidt mindre format ses det samme i de andre sejrende lande.
Med den almindelige forarmelse formindskedes varemarkedet, og vi har industrikrisen med dens millionkrak.
Tidligere kapitalistiske kriser afvikledes altid på den måde, at kapitalisterne tvang arbejderne til igennem arbejdsløshed, nød, lavere lønninger, hårdere arbejde at bære omkostningerne ved krisens afvikling.
Det samme forsøg gøres også denne gang, men endskønt det i virkeligheden er lykkedes at trænge arbejderklassen tilbage til slettere levevilkår, så har krisen ikke fundet sin udløsning, endnu er der ikke tale om, at der blot tilnærmelsesvis er bragt ligevægtige forhold til stede i verdensøkonomien.
Der må altså meget mere til. Arbejderne må meget længere tilbage, langt dybere ned, før det normale profithjul igen kan gå rundt (det unormale går med god vind).
Men ved gennemførelsen af denne "socialøkonomiske" plan har kapitalisterne truffet på en afgjort og stærk modstand hos arbejderne. De er stødt på en bevidst arbejdervilje, der vil det modsatte af, hvad de selv vil.
Også i tidligere kriser har de organiserede arbejdere gjort modstand mod at bære omkostningerne ved den anarkiske produktionsmåde og de deraf følgende kriser, men for første gang i historien har arbejderklassen i internationalt format bevidst stræbt efter at forhindre, at kapitalismen konsoliderede sig på ny, har stræbt imod systemets undergang og dets erstatning med det socialistiske samfundssystem.
Det er på ingen måde således som nogen mener, at det kun er gale kommunister, der tilstræber den sociale revolution. Ingenlunde. Kommunisterne repræsenterer den positive side af sagen, den åbne stræben efter at erobre den politiske magt for arbejderklassen, men de socialdemokratiske arbejdere, der vægrer sig ved at bære byrderne ved genrejsningen af en ny kapitalistisk periode, der kun kan byde uslere levevilkår og udsigt til nye blodige krige, de er for kapitalen lige så farlige, eller omtrent lige så farlige, som kommunisterne, og borgerskabet gør da under kampe heller aldrig forskel på kommunisten og den menige socialdemokrat. I Tyskland dækker fællesgrave dem, og de smægter i fælles fængsler, og i Italien var det hidtil fagforeningsmanden, der varetog sine fagfællers interesser, enten han nu var kommunist eller socialdemokrat, der faldt for fascisternes morderdolke.
Borgerskabet har i fire samfulde år kæmpet med arbejderklassen for at tvinge den til at gå under åget. Man har anvendt demokrati og overtagelser og veklager, man har anvendt teknisk nødhjælp, fængsler og maskingeværer, og alligevel – krisen er ikke løst, arbejderklassen endnu ikke brudt, det kapitalistiske herredømme er endnu truet.
Da er det, at borgerskabet kaster sin demokratiske maske og proklamerer det borgerlige diktatur, fascismen.
Hvad er fascismens program?
Ro, orden – strejker forbydes – længere arbejdsdag, sparsommelighed, dvs. lavere løn.
Til opretholdelse af det nuværende samfundssystem, der ikke i nogen måde har været i stand til at give arbejderne en i nogen grad sikret eksistens, eller til at skabe menneskelige lykkelige kår for almenheden, skal arbejderne trælle i usle slavevilkår for at enkelte vedblivende i tøjlesløs frihed kan nyde frugten af deres slid.
Fascismen er borgerskabets åbne militærdiktatur over arbejderne; den er ikke noget italiensk men et internationalt fænomen, det ses af dens venlige modtagelse i den hele borgerlige presse, selv om den "demokratiske" end dækker over sin medfølelse ved "demokratiske" indsigelser. Det viser sig stadig påny hvor langt mere klassebevidst borgerskabet er end arbejderklassen. Overalt findes de organiserede bevæbnede fascistbander, selv i et så demokratisk land som Danmark, de venter kun på det egnede øjeblik til at kaste masken og drage sliren.
Bolschevismen derimod er arbejdernes diktatur over borgerklassen, og dette diktatur tilstræber ikke bevarelsen af et klassedelt, ulykkeligt sønderrevet samfund, tilstræber ikke bevarelsen af et produktionssystem, der er blevet en hæmsko for al udvikling, men det tilstræber det klasseløse, socialistiske samfund, der under en storslået planmæssig verdensøkonomi vil give fuld udviklingsfrihed for produktionskræfterne og en højere menneskelig kultur.
Hermed er alt sagt og i en arbejders øjne og hjerte bør dommen være fældet.
Over midlerne, som bolschvikerne i borgerkrigen har anvendt, skal jeg ikke opholde mig. Menneskeligt set må man beklage, at vi ikke fredeligt og i god forståelse med alle samfundsmedlemmer kan forlade et gammelt system og glide over i et nyt. Det lader sig imidlertid ikke gøre. En enkelt privilegeret klasse besidder i kraft af det nuværende økonomiske system samfundsmagten, og den giver den ikke godvillig fra sig.
Det er synd imod arbejderklassen at indlulle den i en falsk tro på, at "demokrati" og forhandling nok skal skaffe den sejren i hænde. Denne pacifisme stjæler den kraften af knoglerne.
Fascismen vil måske imidlertid bidrage til, at arbejderne bliver klar over, at kampen kan den ikke unddrage sig, er den end nok så fredsommelig. De andre bestemmer det. Og også måske at arbejderne (noget sent) vil begynde at organisere i hvert fald forsvaret. Fascisme og bolschevisme er ikke krigsfænomener i den forstand, at det er forbigående fænomener, de repræsenterer en vis epoke i klassekampen, og kampen mellem disse to antipoder ender først med den enes undergang og den andens sejr.
I en tid, hvor den kommunistiske bevægelse i Danrnark ved egne fejl er fordømt til betydningsløshed, cg derfor af alle modstandere, borgerlige som socialdemokrater, erklæres for død og borte for bestandig, udgår dette tidsskrift, åbent søgende at hverve tilhængere for kommunismen, ud fra den urokkelige overbevisning, at arbejderne her i Danmark, som overalt i verden, af de kommende tiders mægtige økonomiske tryk vil blive tvungen til at forlade de socialdemokratiske metoder og anvende de nødvendige metoder i deres tilværelseskamp, som nu har fået kommunistisk navn.
Vi få kommunister, der står bag dette skrift tænker os ikke muligheden at løse en politisk presses opgaver. Dertil er dette skrifts rammer for begrænset. Men de almindelige erfaringer vi har gjort inden for dansk kommunistisk bevægelse viser, at der trænges meget hårdt selv inden for kommunistiske kredse til kommunistisk oplysningsarbejde.
I meget høj grad har der hersket uklarhed og mangel på forståelse med hensyn til kommunismen, dens mål, metoder og taktik, og i intet andet land har der været gjort så lidt for den teoretiske klaring, som hos os.
Diskussionen i saglig form om kommunismen, dens berettigelse, dens metoder og taktik ønsker vi sat på dagsordenen i Danmark, og vi ønsker ikke alene at diskutere spørgsmålet med de arbejdere, der af følelse eller instinkt eller af overbevisning er kommunister, men med socialdemokratiske arbejdere og enhver personlighed fra borgerlige kredse, der har indset, at det kapitalistiske system i sin nuværende form er blevet ulykkebringende for menneskeheden.
Alle, der ikke direkte profiterer af systemet (kapitalister) er på det dybeste interesseret i en afløsning af det herskende system ved ét der ikke varetager en lille klikes, men den store almenheds interesser.
Først og fremmest er dog arbejderklassen, som den hårdest udbyttede del af befolkningen, direkte interesserede i dette store sociale problems løsning. Arbejderne kan ikke undgå de tunge lidelser, som det vil koste at konsolidere kapitalismen på ny, eller som blot forsøgene vil koste. De vil blive tvungne til kamp for blot at kunne eksistere. I disse eksistenskampe vil det være godt at kunne øse af andre landes erfaringer, hvor arbejderklassen allerede længe har stået i hårde kampe.
Vi vil, så vidt det er os muligt, formidle disse internationale erfaringer, bringe efterretninger om de vigtigste arbejdskampe og deres resultater samt en kritisk vurdering af dem ved anerkendte internationale arbejderførere.
Endelig vil det være os magtpåliggende, såvidt vore kræfter rækker, på forståelig vis at belyse de økonomiske forhold i verden som også i vort lille land, der er de bagved de politiske begivenheder virkende årsager. Kun ved i nogen grad at kunne overskue den økonomiske verdenssituation vil arbejderne blive i stand til at lægge og følge en plan for de kommende tiders kampe, der i nogen grad garanterer dem imod bitre skuffelser. I dette vigtige spørgsmål ejer den kommunistiske bevægelse en udmærket vejleder i den ungarske socialøkonom professor Eugen Varga, der med korte mellemrum udsender økonomisk statistisk materiale bearbejdet ud fra marxistiske synspunkter.
Socialdemokratiet er i Danmark for øjeblikket ubestridt arbejderklassens førende parti. Som oppositionsparti i rigsdagen er dets stilling stærk og i tilfælde sympatetisk. Hvor det bekæmper den reaktionære bondepolitik fortjener det arbejdernes støtte, men dets oppositionsstilling gælder kun ministeriet Neergard og ikke den danske kapitalisme i sin helhed. Borgfredspolitiken står endnu ved magt. Det ses klart af Borgbjerg-Staunings erklæring i Rigsdagen om deres villighed til at danne regering sammen med det borgerlige radikale parti, og hvori de for at opnå dette, på forhånd giver afkald på som regering at føre socialistisk politik, og det ses klart af de mange åbne og skjulte forsøg, der gøres på samarbejde med kapitalisterne for at "redde samfundet".
I samarbejde med kapitalisterne vil Socialdemokratiets førende mænd afskaffe kapitalismen!!
Man er fra videnskabelig socialisme gået tilbage til fortidens socialistiske utopier, og denne ideologiske forvildelse parret med mange småborgerlige synspunkter, der efterhånden har indsneget sig i partiet, vil uværgelig føre med sig, at Socialdemokratiet ved mange lejligheder kommer til at handle imod arbejdernes klasseinteresser.
Klassekampen skærpes også her i Danmark, og når de danske arbejdere erfaringsmæssig har overbevist sig om, at de intet kan opnå ved betleri hos de herrer arbejdskøbere eller hos den kapitalistiske stat, men at alle indrømmelser må tilkæmpes, da vil der opstå en modstrømning af den nuværende stemning, og arbejderne vil søge udvej og redning af miséren igennem kommunismen.
Til denne klaringsproces ønsker vi at bidrage vort.
Juli 1923. Red.
Ved de sidste voldsomme fald i den danske kronekurs er den danske befolkning på en yderst ubehagelig måde blevet rystet ud af den tro, man efterhånden så småt havde indlullet sig i, at det værste af den økonomiske krise var overstået for Danmarks vedkommende.
At vide kredse af befolkningen er klar over stillingens alvor ses af den livlige diskussion i blade og på møder, der føres om årsagerne til kronens fald og om midlerne til atter at hæve den. Kun i en del af pressen, den socialdemokratiske, bekymrer man sig ikke videre om dette fænomen, så lidt som arbejdernes faglige organisation har følt sig foranlediget til at drøfte situationens alvor. Man fastholder kun hårdnakket som eneste middel mod den kommende katastrofe: Importreguleringspolitikken. I det efterfølgende vil jeg ved enkelte betragtninger søge at vise, at de førende arbejderorganisationers holdning skader arbejderklassen som helhed, uden endda væsentligt at gavne enkelte arbejdergrupper.
Først vil vi betragte de borgerlige bestræbelser for at komme til klarhed over krisens årsager og for at finde midlerne derimod.
Særlig har bladet "Politiken" gjort sig anstrengelser for at fremkalde udtalelser fra vore eksperter på socialøkonomisk område og fra mænd fra storindustrielle foretagender, der er direkte interesseret i valutaproblemet. Karakteristisk nok, har man ikke fundet på at spørge nogen arbejderrepræsentant. I al almindelighed mener man vel (også i arbejderkredse), at økonomiske kriser og valutaspørgsmål er ting, der er så vanskelige at fatte, at de ligger langt over den almindelige arbejders forstand, ja selv over arbejderførernes; men da krise og nedgang i kronens værdi for den hele arbejderklasse betyder forringelse af levevilkårene på alle områder, så er der intet andet at gøre, end at gå på hovedet i problemet og se at finde ud af – ihvert fald hvad man vil gøre for at hytte sig selv.
En trøst må det vel siges at være for os "lægfolk", der ønsker at blive klar over situationen, at borgerskabets "eksperter" tumler i det vildeste urede og i virkeligheden hverken ved ud eller ind. For dog at gøre noget, dokumenterer de enkelte eksperter gensidigt samvittighedsfuldt hvor dumme og lidet vidende de på dette deres specielle område er og har været.
Angående kursfaldets årsager er man temmelig enig i, at det er spekulation (et vidtspændende begreb) og vor dårlige handelsbalance, der er skyld i den slette kronekurs. Nogle hårdkogte individualister ser i Glückstadt og andre tidligere finanskapaciteter, personer, der "har svindlet landets formue bort", medens særlig de radikale politikere vover sig noget dybere ind mod sagens kerne og retter anklage mod systemet, dog ikke mod det kapitalistiske system i sin helhed, men mod de enkelte former for det. Således har P. Munck nylig ved et møde på Fyn udtalt sig meget skarpt mod aktieselskabsformen, denne tidligere så forroste form for moderne kapitalisme, "hvor igennem brede befolkningslag bliver delagtiggjort i udbyttet", og han kræver love mod koncentrationen af kapitalen, en bank-, trust- og monopollovgivning, han fordrer en afvikling af stordriften uden at betænke, at man derved må skrue historiens hjul en omgang tilbage. Man kan ikke her pege på bondereformerne i det 18. århundrede. Overgang fra feudalform til privatejendomsform var dengang et fremskridt, der brød gamle lænker og bånd, men en afvikling af stordriften nu til mindre bedrifter vil ikke alene afvikle selve kapitalismen, men også den høje tekniske kultur, som vi alle skatter. Kapitalismens inderste væsen er produktionsmæssig set koncentration, og dette princip er under hensyn til voksende menneskelig kultur sundt og rigtigt. Usundt og ødelæggende for samfundet er derimod den anarkistiske og spekulationsmæssige ledelse af produktion og fordeling ved enkeltpersoner. Men så dybt, at man er standset ved privatejendomsretten til produktionsmidlerne som ondets rod, har ingen borgerlig socialøkonom vovet at gå, og de kan det heller ikke, thi så var de ikke borgerlige.
Det er såre bemærkelsesværdigt, at det sidste voldsomme kursfald sker efter en diskontoforhøjelse, og medens Nationalbanken råder over en guldmængde, der er ca. 20 pct. større, end den påbudte garanti forlanger det. Dette viser, at guldet ikke mere er den stabile internationale værdimåler, og forslaget om at udbyde en del af guldet for at stabilisere kursen, er efter de erfaringer, man i Tyskland har gjort ad denne vej, meget meningsløs. Der vil her som i Tyskland kun ske det, at guldet går fra Nationalbankens kasse til mere private spekulanters eje, men en bedring af konjunkturerne kan ikke ad denne vej skaffes. En yderligere diskontoforhøjelse er også mellem forslagene til en likvidering af krisen. For lægfolk er Nationalbankens politik uforståelig. For en almindelig menneskeforstand syntes det at have været rigtigst at sætte ind med en diskontoforhøjelse i de gyldne år, hvor pengerigeligheden fik chanceforetagender til at skyde frem som svampe, og hvor selv solide foretagender udvandedes, så de senere sprængtes af for megen kapital. Men nu, hvor pengemarkedet i forvejen er stramt, at stramme det endnu mere, det skulle man formode kun ville uddybe krisen. Til en lindring af den, har det i hvert fald ikke virket, og særlig industriens folk vender sig da også mod dette middel.
Til gengæld forlanger "Politiken" den 13. juli d.å. i sin spids-artikel en sanering af erhvervslivet, og to kronikker af Knud Korst i samme blad forklarer nøjere meningen med denne sanering.
Efter dette forslag skal bankerne med hård hånd rydde alle usunde foretagender væk, lade alt, hvad der ikke ved egen kraft kan stå, gå til grunde. Altså i modsætning til P. Muncks anskuelser en meget stærk koncentration af kapitalen.
Det er et radikalt forslag, dog under de nuværende forhold ikke radikalt nok.
Det må betænkes, at vore banker (Landmandsbanken bankerot under statskontrol, de andre mere eller mindre krakkende) på ingen måde magter en sådan opgave. Forslaget måtte ændres derhen, at staten koncentrerede bankerne under sin ledelse, og staten derefter foretog den nødvendige sanering. Men vil dette være muligt i et samfund, hvor alle borgerlige partier med hænder og fødder modsatte sig, at staten til gengæld for de 3-400 mill. kr., som den må yde Landmandsbankens bankerottører, sikrede sig en fortsat fremtidig ledelse af banken.
Fra de privatkapitalistiske bankers side kunne man meget vel vente en hårdhændet saneringspolitik, hvor en forøget koncentration af kapital foregik over småbedrifternes masseruin og arbejdernes større forarmelse, men staten (støttet af de politiske partier uden undtagelse) arbejder i hvert fald i øjeblikket i modsat retning med støtte til småbedrifter, med lempelser ved betaling af lån osv.
Industrirådet har udtalt sig for importregulering og beskyttelsestold for at hæmme indførslen og for sparsomhed i produktionen, dvs. lavere arbejdsløn.
Nu viser imidlertid handelsoversigten for den senere tid, at de største poster ved importen indtages af kul, råprodukter, halvfabrikater og foderstoffer, og at luksusimporten i forhold til tidligere år er sunket. De nævnte importartikler er nødvendige for Danmarks produktive liv; besværliggøres indførslen heraf, så besværes blot yderligere det økonomiske liv for os. Danmark er såvel med hensyn til sin agrariske som sin industrielle produktionsvirksomhed så afhængig af udlandet, at det selv ikke under en krise kan lukke af for omverdenen uden skade for sig selv.
Så er der Socialdemokratiets og fagorganisationernes politik: Importregulering i de fag, der er stærkest udsat for konkurrence fra de lande, der har endnu dårligere valuta end Danmark.
Denne politik har efter de forsøg, regeringen har gjort i skotøjs- og tobaksindustrien, efter sigende skaffet 3-400 skotøjsarbejdere og 6-700 tobaksarbejdere arbejde i sommer. Fagegoistisk er dette et moment, der kommer i betragtning, klassemæssig eller samfundsmæssig ikke. Den almindelige krise har importreguleringen ikke mildnet på, og varerne i de to industrigrene er for den hele befolkning blevet fordyret.
Når Social-Demokraten gang efter gang påstår, at importregulering ikke virker fordyrende, så er dette ikke sandt.
Udelukkelsen af konkurrencen, når der ikke samtidig indføres tvangspriser, fordyrer varerne. Det frygtelige ramaskrig, som skotøjsfabrikanterne netop nu sætter op ved udsigten til, at importreguleringen skal falde bort, og i hvilket de bebuder hele den danske skotøjsindustris undergang, vidner bedst herom. Hvad skulle de skrige for, hvis ikke de frygtede konkurrencen fra de billigere varer fra Mellemeuropa.
Jeg skal ikke opholde mig over, at Socialdemokratiet for de tvivlsomme fordele, importreguleringen byder, har ofret sit tidligere frihandelsprincip, thi i visse ikke beregnede situationer kan principper vise sig uholdbare, men partiets økonomiske politik har draget politiske konsekvenser med sig, der tydeligt viser, at den er falsk og ikke i arbejdernes interesse.
Når partiet og fagorganisationerne således har søgt en unaturlig alliance med højre og industrikapitalen (endnu i de sidste dage beklager Borgbjerg i "Soc.-Dem.", at højre ikke er gået med i blokken mod regeringen), så er der åbenbart ført en falsk politik.
Vil man forgøgle arbejderne, at de har fælles interesser med den kapital, der udbytter dem (skotøjsarbejdere, tekstil- og tobaksarbejdere), da forråder man klassen, som den ved borgfredspolitikken i 1914 blev forrådt. Med bondepartiet kan arbejderne have visse interesser fælles, f. eks. i frihandelsspørgsmålet, men med højre, den yderste reaktion, kan ingen forbindelse tænkes.
Venstre-regeringen er tilvisse arbejderne en ond og reaktionær regering og må bekæmpes, men alle agrarer er ikke reaktionære.
Der findes en fattig bondestand (husmænd), der er arbejdernes naturlige allierede, men den vindes sikkert ikke af et parti, der har allieret sig med højre og bykapitalismen.
Iblandt alle de foreslåede midler mod samfundssygdommen, findes intet, som man har almindelig tillid til. Eksperterne står i virkeligheden råd- og hjælpeløse, og man har til slut grebet til tidens gangbare middel: en konference. En konference i august og så et valutaråd! – det er den sidst anviste udvej. Herregud, ja – et valutaråd har vi før haft, da holdt det på kronen i fire dage, for at den den femte måtte falde så meget dybere.
Nu – at borgerskabet søger alle veje og midler for at stabilisere det faldefærdige kapitalistiske system, det er forståeligt.
Men det er en utilgivelig efterladelsessynd, at Socialdemokratiet, som arbejdernes førende parti, ikke før det stillede sig til rådighed for kapitalisternes stabiliseringsbestræbelser, (dette gør partiet åbent i sin kriseværnspolitik, mere tilsløret på andre områder) har undersøgt, om dette system ikke i virkeligheden har rådet sin tid ud, om det i fremtiden i nogen grad er i stand til at tilfredsstille den store arbejdende befolkning, eller det for at følge sin drift til privat kapitalophobning må forarme arbejderne mere og mere og stadig lade nye blodige katastrofer bryde ind over dem.
Socialdemokratiets politik er under disse for arbejderne så alvorlige forhold blevet svag og vaklende, fordi partiet er kommet i dobbeltstilling. Det støtter kapitalens stabiliseringsbestræbelser og vil samtidig varetage arbejdernes klasseinteresser. De to ting er uforenelige.
I de kommende hæfter af "Kommunistisk Internationale" vil vi forsøge, på grundlag af verdensstatistisk materiale at vise, hvilken gennemgribende sygdom det kapitalistiske system lider af; vi vil ved dette materiale søge at bevise, at den krise, vi i årevis har lidt under, ikke er en af de sædvanlige kapitalistiske kriser, men er sygdommen til døden for det kapitalistiske system, og at kun en afløsning af det ved socialismen kan redde samfundet fra uendelig elendighed og nød. De arbejdere, der kommer til samme overbevisning vil forstå, at Socialdemokratiets nuværende politik er falsk og må ændres.
Marie Nielsen
| Tilbage | Næste |