Tale holdt af Trotskij 27. nov. 1932 i Idrætshuset, København, for en tæt pakket sal med 2.000 tilhørere. Læs mere om Trotskijs besøg i København i fx Steen Bille Larsen: Mod Strømmen, SFAH 1986, s. 145-56.
Oversættelse: Efter Kopenhagener Rede, ISP-Verlag, Mannheim 1969, og La Révolution russe, -i: Léon Trotsky: La Révolution permanente en Russie, Classique Rouge 1, Maspero, paris 1969.
På dansk: Leo Trotski: Til forsvar for Oktober. Københavnertalen, udgivet af Revolutionære Socialisters Forbund. 1. oplag 1500 expl., oktober 1972.
Online version: Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. juni 2000.
Ærede tilhørere:
Tillad mig straks fra begyndelsen at give udtryk for min oprigtige beklagelse af, at jeg ikke har mulighed for at tale dansk over for et københavnsk publikum. Lad det så stå hen, om tilhørerne har noget at tabe ved det. Hvad foredragsholderen angår, så berøver det manglende kendskab til det danske sprog ham i hvert fald muligheden for at følge det skandinaviske liv og den skandinaviske litteratur umiddelbart på første hånd og i original. Og dette er et stort tab.
Det tyske sprog, som jeg er tvunget til her at søge tilflugt til, er mægtigt og rigt. Mit tysk er imidlertid temmelig begrænset. At gøre rede for komplicerede spørgsmål med den nødvendige frihed er man i øvrigt kun i stand til på sit eget sprog. Jeg må derfor på forhånd anmode om publikums overbærenhed.
Jeg var for første gang i København til den internationale socialistiske kongres [1] og tog med mig de bedste erindringer om jeres by. Men det ligger allerede næsten et kvart århundrede tilbage. I Øresund og i fjordene har vandet siden da skiftet mange gange. Men ikke alene vandet. Krigen har knækket rygsøjlen på det gamle europæiske kontinent. Europas floder og have har skyllet ikke så lidt menneskeblod med sig. Menneskeheden, især dens europæiske del, har gennemgået svære prøvelser og er blevet mere dyster og brutal. Alle kampens former er blevet mere forbitrede. Verden er trådt ind i en epoke med store forandringer. Dens ekstreme udtryk er krig og revolution.
Før jeg går over til temaet for mit foredrag – revolutionen – anser jeg det for min pligt at udtrykke min tak til arrangørerne af mødet, de socialdemokratiske studenters københavnske organisation. Jeg gør dette som politisk modstander. Mit foredrag forfølger ganske vist videnskabeligt-historiske opgaver og ikke politiske. Jeg understreger dette straks fra begyndelsen. Det er imidlertid umuligt at tale om en revolution, som sovjetrepublikken er udgået af, uden at inddrage en politisk stilling. I min egenskab af foredragsholder står jeg under den samme fane, som jeg stod under som deltager i de revolutionære begivenheder.
Indtil krigen tilhørte det bolsjevikiske parti det internationale socialdemokrati. Den 4. august satte det tyske socialdemokratis stemme for krigsbevillingerne én gang for alle punktum for denne forbindelse og indledte æraen med bolsjevismens uafbrudte og uforsonlige kamp mod socialdemokratiet. Betyder dette, at arrangørerne af dette møde har begået en fejl ved at indbyde mig som foredragsholder? Derom bliver publikum først i stand til at dømme efter mit foredrag. Til retfærdiggørelse af, at jeg har modtaget den venlige indbydelse til at fremlægge en redegørelse for den russiske revolution, tillader jeg mig at henvise til, at den russiske revolutions tema gennem mit politiske livs 35 år har udgjort den praktiske og teoretiske akse for mine interesser og mine handlinger. De fire år under mit ophold i Tyrkiet har hovedsagelig været viet til den historiske bearbejdning af den russiske revolutions problemer. Måske giver dette mig en vis ret til at håbe, at det vil lykkes mig – i hvert fald delvis – at hjælpe ikke kun venner og meningsfæller, men også modstandere til bedre at fatte mange træk ved revolutionen, som tidligere er undgået deres opmærksomhed. I hvert fald er opgaven for mit foredrag at hjælpe ti1 at forstå. Jeg har ikke i sinde at propagandere for revolutionen eller at opfordre til revolution. Jeg vil forklare den. Jeg ved ikke, om der på den skandinaviske Olymp fandtes en særlig gudinde for oprør. Næppe. I hvert fald vil vi i dag ikke anråbe hendes gunst. Vi vil stille vort foredrag under Snotras tegn, den gamle gudinde for erkendelse. Uagtet revolutionens lidenskabelige dramatik som en levende begivenhed, vil vi bestræbe os på at behandle den med en anatoms lidenskabsløshed. Hvis foredraget derved bliver mere tørt, kunne vel tilhørerne tage dette med i købet.
Lad os begynde med nogle elementære sociologiske principper, som utvivlsomt er Dem alle bekendte, men som vi ved tilnærmelsen til en så kompliceret foreteelse som revolutionen må genopfriske i vor hukommelse.
Det menneskelige samfund er en kooperation, historisk opstået i kampen for tilværelsen og sikringen af artens opretholdelse. Samfundets karakter bestemmes af dets økonomis karakter. Karakteren af økonomien bestemmes af arbejdsmidlerne.
Enhver stor epoke i produktivkræfternes udvikling modsvares af et bestemt socialt regime. Ethvert socialt regime har hidtil sikret den herskende klasse uhyre privilegier.
Af det allerede sagte fremgår klart, at de sociale regimer ikke er evige. De opstår historisk, for så at blive en hemsko for fremskridtet. "Alt, som opstår, er værd at det forgår."
Men ingen herskende klasse har frivilligt og fredeligt trukket sig tilbage. I spørgsmål om liv og død har fornuftsargumenter aldrig erstattet voldsargumenter. Det kan være bedrøveligt, det er nu engang sådan. Det er ikke os, der har skabt denne verden. Der er ikke andet at gøre end at tage den som den er.
Revolutionen betyder følgelig et skifte i det sociale regime. Den overgiver magten fra hænderne på en klasse, der har overlevet sig selv, i hænderne på den anden klasse, der er i færd med at stige op. Opstanden danner det mest kritiske moment i to klassers kamp om magten. Opstanden kan kun føre til revolutionens virkelige sejr og til oprettelsen af et nyt regime, når den støtter sig til en progressiv klasse, der er i stand til at samle det overvældende flertal af folket om sig.
Til forskel fra de naturhistoriske processer virkeliggøres revolutionen af mennesker og ved hjælp af mennesker. Men også i revolutionen virker menneskene under indflydelse af de sociale betingelser, som de ikke frit har valgt, men som er overtaget fra fortiden, og som bydende viser dem vejen. Netop derfor og kun derfor er revolutionen lovmæssig.
Den menneskelige bevidsthed genspejler imidlertid ikke passivt de objektive betingelser. Den har for vane at reagere aktivt på dem. I visse øjeblikke antager denne reaktion anspændt, lidenskabelig massekarakter. Rettens og magtens barrierer styrtes omkuld. Massernes aktive indgriben i begivenhederne udgør netop det mest uomgængelige element i revolutionen.
Men selv den mest stormende aktivitet kan forblive på demonstrationens og oprørets stadium uden at hæve sig op til revolutionens højde. Massernes opstand må føre til omstyrtelsen af én klasses herredømme og oprettelsen af en andens herredømme. Først da har vi en fuldendt revolution. Masseopstanden er ikke noget isoleret foretagende, som man kan fremtrylle efter forgodtbefindende. Den udgør et objektivt betinget element i revolutionens udvikling, ligesom revolutionen udgør en objektivt betinget proces i samfundets udvikling. Er imidlertid betingelserne for opstanden til stede, må man ikke vente passivt med åben mund: også i menneskelige sager er der, som Shakespeare siger, flod og ebbe: "There is a tide in the affairs of men which, taken at the flood, leads on to fortune".
For at feje det udlevede regime af vejen, må den progressive klasse forstå, at dens time er kommet, og stille sig erobringen af magten som opgave. Her åbnes pladsen for den bevidste revolutionære aktion, hvor forudseenhed og beregning forbindes med vilje og vovemod. Med andre ord: her åbnes partiets aktionsfelt.
Det revolutionære parti forener i sig det bedste af den progressive klasse. Uden et parti, der er i stand til at orientere sig i omgivelserne, at afveje begivenhedernes gang og rytme og i rette tid erobre massernes tillid, er den proletariske revolutions sejr umulig. Sådan er vekselvirkningen mellem de objektive og subjektive faktorer i revolutionen og opstanden.
I diskussioner bruger, som De ved, modstanderne – særlig i teologien – hyppigt at diskreditere den videnskabelige sandhed ved at drive den ud i det absurde. Denne metode hedder netop i logikken: reductio ad absurdum. Vi vil forsøge at gå den modsatte vej, dvs. vi vil tage en absurditet som udgangspunkt, for desto sikrere at nærme os til sandheden. Når det drejer sig om revolutionen, kan man i hvert fald ikke klage over mangel på absurditeter. Lad os tage en af de friskeste og mest krasse.
Den italienske skribent Malaparte, der er noget i retning af en fascistisk teoretiker – sådanne findes også –, har nylig ladet en bog om statskuppets teknik løbe af stabelen. Forfatteren helliger selvfølgelig et ikke ubetragteligt antal sider af sin "forskning" til Oktoberomvæltningen. Til forskel fra Lenins "strategi", som forbliver forbundet med de sociale og politiske forhold i 1917's Rusland, "er Trotskijs taktik", med Malapartes ord, "omvendt ikke forbundet med landets almene betingelser". Dette er værkets hovedidé! Malaparte tvinger Lenin og Trotskij til på siderne i sin bog at føre talrige dialoger, hvori samtalens to parter tilsammen lægger lige så megen dybsindighed for dagen, som naturen har stillet til rådighed for Malaparte alene. Til Lenins overvejelser om de sociale og politiske forudsætninger for omstyrtningen pålægger Malaparte bogstaveligt den imaginære Trotskij at svare følgende: "Deres strategi kræver alt for mange gunstige betingelser: opstanden behøver intet, den er nok i sig selv." Hør blot: "Opstanden behøver intet!" Det er netop, ærede tilhørere, den absurditet, der skal hjælpe os til at komme sandheden nærmere. Forfatteren gentager hårdnakket, at det i oktober ikke var Lenins strategi, men Trotskijs taktik, der sejrede. Denne taktik truer ifølge ham også nu de europæiske staters ro. "Lenins strategi", jeg citerer ordret, "udgør ikke nogen umiddelbar fare for Europas regeringer. En aktuel og samtidig permanent fare udgør for dem Trotskijs taktik." Endnu mere konkret: "Sæt Poincaré i Kerenskijs sted og det bolsjevistiske statskup fra oktober 1917 var lykkedes lige godt." Svært at tro, at en sådan bog bliver oversat til forskellige sprog og taget alvorligt.
Forgæves ville vi søge at udgrunde, hvortil overhovedet Lenins af historiske betingelser afhængige strategi er nødvendig, hvis "Trotskijs taktik" formåede at løse den samme opgave i enhver situation. Og hvorfor er vellykkede revolutioner så sjældne, når et par tekniske recepter er tilstrækkelige for at de lykkes?
Den af den fascistiske forfatter fremstillede dialog mellem Lenin og Trotskij er i sin mening såvel som i sin form en smagløs opdigtning – fra først til sidst. Af den slags opdigtninger driver der ikke så få om i verden. Således trykkes for eksempel nu i Madrid en bog under mit navn, "La Vida del Lenin" ("Lenins liv"), for hvilken jeg er nøjagtig ligeså lidt ansvarlig som for Malapartes taktiske recepter. Ugebladet "Estampa" i Madrid har forud bragt hele kapitler fra denne angivelige bog af Trotskij om Lenin, som indeholder afskyelige krænkelser af mindet om det menneske, som jeg værdsatte og stadig værdsætter uforligneligt højere end nogen anden blandt mine samtidige.
Men lad os overlade falsknerne til deres skæbne. Den gamle Wilhelm Liebknecht, faderen til den uforglemmelige kæmper og helt Karl Liebknecht, sagde gerne: Den revolutionære politiker må forsyne sig med en tyk hud. Doktor Stockmann [2] anbefalede endnu mere udtryksfuldt enhver, der havde til hensigt at handle imod samfundets mening, ikke at trække i nye bukser. Vi vil tage disse to gode råd til efterretning og gå over til dagsordenen.
Hvilke spørgsmål giver Oktoberrevolutionen anledning til hos et tænkende menneske? 1. Hvorfor og hvordan er denne revolution kommet i stand? Mere konkret: hvorfor sejrede den proletariske revolution i et af de mest tilbagestående lande i Europa? 2. Hvad har Oktoberrevolutionen udrettet? Og endelig: 3. Har den retfærdiggjort sig selv?
Det første spørgsmål – om årsagerne – kan man allerede nu besvare mere eller mindre udtømmende. Jeg har forsøgt at gøre dette i min revolutionshistorie. Her kan jeg kun formulere de vigtigste konklusioner.
Den kendsgerning, at proletariatet kom først til magten i et så tilbagestående land som det tidligere tsaristiske Rusland, synes kun ved første øjekast hemmelighedsfuld: i virkeligheden er den fuldkommen lovmæssig. Den kunne forudses og den blev forudset. Ydermere: på forudsigelsen af denne kendsgerning opbyggede de revolutionære marxister deres strategi længe før de afgørende begivenheder.
Den første og mest almene forklaring er: Rusland er et tilbagestående land, men kun en del af verdensøkonomien, kun et element i det kapitalistiske verdenssystem. I overensstemmelse hermed løste Lenin den russiske revolutions gåde med den korte og fyndige formel: kæden er brudt i sit svageste led.
En klar illustration: den store krig, udgået af verdensimperialismens modsætninger, trak lande på forskellige udviklingsstadier ind i sin malstrøm, men stillede de samme krav til alle deltagere. Det er klart, at krigsbyrden måtte være særlig uudholdelig for de tilbagestående lande. Rusland var som det første tvunget til at forlade slagmarken. Men for at løsrive sig fra krigen måtte det russiske folk omstyrte de herskende klasser. Således sprang krigskæden i sit svageste led.
Krigen er imidlertid ikke en katastrofe, der kommer udefra som et jordskælv, men en fortsættelse af politikken med andre midler. I krigen ytrede sig blot endnu grellere det imperialistiske systems hovedtendenser fra "freds"-tiden. Jo højere verdensproduktivkræfterne, jo mere anspændt verdenskonkurrencen, jo skarpere modsætningerne, jo mere rasende rustningskapløbet, desto vanskeligere er det for de svagere deltagere. Netop derfor indtager de tilbagestående lande de første pladser i rækken af sammenbrud. Verdenskapitalismens kæde har hele tiden tendens til at brydes i det svageste led.
Skulle den russiske kapitalisme som følge af en eller anden slags usædvanlige eller ekstraordinært ugunstige betingelser – lad os sige en sejrrig militær intervention udefra eller uoprettelige fejl begået af sovjetregeringen selv – genopstå på det umådelige sovjetterritorium, så ville samtidig med den uundgåeligt også dens historiske utilstrækkelighed genopstå, og selv ville den snart på ny blive offer for de samme modsigelser, som i 1917 bragte den til at eksplodere. Ingen taktiske recepter kunne have hjulpet Okotberrevolutionen til verden, hvis ikke Rusland havde båret den i sit skød. Det revolutionære parti kan i sidste instans kun påberåbe sig rollen som en fødselshjælper, der er tvunget til at ty til kejsersnit.
Man kunne hertil indvende: Deres almene overvejelser forklarer muligvis tilstrækkeligt, hvorfor det gamle Rusland måtte lide skibbrud, dette land, hvor en tilbagestående kapitalisme med en forarmet bondeklasse var kronet af en snyltende adel og et råddent monarki. Men i lignelsen med kæden og det svage led mangler stadig nøglen til den egentlige gåde: Hvorledes kunne i et tilbagestående land den socialistiske revolution sejre? Historien kender jo ikke så få eksempler på landes og kulturers forfald samtidig med de gamle klassers sammenbrud, klasser for hvilke der ikke havde vist sig nogen progressiv afløsning. Det gamle Ruslands sammenbrud skulle ved første øjekast snarere have forvandlet landet til en kapitalistisk koloni end en socialistisk stat.
Denne indvending er meget interessant. Den fører os direkte til hele problemets kerne. Og alligevel er denne indvending fejlagtig, man kunne sige: blottet for indre proportion. På den ene side går den ud fra en overdreven forestilling hvad angår Ruslands tilbageståenhed, på den anden side fra en teoretisk falsk forestilling hvad angår fænomenet historisk tilbageståenhed overhovedet.
Levende væsener, herunder naturligvis også menneskene, gennemløber parallelle udviklingsstadier svarende til deres alder. Hos et normalt femårs barn finder man et bestemt forhold mellem vægten, livvidden og de indre organer. Men det er helt anderledes med menneskets bevidsthed. I modsætning til anatomien og fysiologien adskiller psykologien, såvel den individuelle som den kollektive, sig ved en usædvanlig tilpasningsevne, smidighed og elasticitet: deri består netop menneskets aristokratiske fortrin frem for dets nærmeste zoologiske slægtning, abearten. Den tilpasningsdygtige og smidige psyke giver som nødvendig betingelse for det historiske fremskridt de såkaldte sociale "organismer" en usædvanlig ubestandighed i den indre struktur til forskel fra de virkelige, dvs. de biologiske organismer. I nationernes og staternes, især de kapitalistiskes, udvikling findes der hverken ensartethed eller jævnhed. Forskellige kulturstadier, endog de mest forskelligartede, nærmer sig til hinanden og sammenblandes ikke sjældent i et og samme lands liv.
Lad os ikke glemme, ærede tilhørere, at den historiske tilbageståenhed er et relativt begreb. Findes der tilbagestående og fremskredne lande, så findes der også en vekselvirkning mellem dem: der findes de fremskredne landes pres på de tilbageblevne lande med hensyn til at indhente de fremskredne, at låne teknik og videnskab fra dem, osv. Således opstår en kombineret type af udvik1ing: træk af tilbageståenhed kombineres med verdensteknikkens og verdenstænkningens sidste ord. Endelig er de tilbagestående lande ofte tvunget til at ile forud for de øvrige for at slippe ud af tilbageståenheden.
I den forstand kan man sige, at Oktoberrevolutionen for Ruslands folk var et heroisk middel til at overvinde deres eget økonomiske og kulturelle barbari.
Men lad os nu fra disse historisk-filosofiske, måske lovlig abstrakte generaliseringer gå over til at stille de samme spårgsmål i konkret form, dvs. i de levende økonomiske kendsgerningers sprog. Ruslands tilbageståenhed i begyndelsen af det tyvende århundrede ytrede sig tydeligst deri, at industrien i landet indtog en ringe plads i sammenligning med landbruget, byen i sammenligning med landsbyen, proletariatet i sammenligning med bondeklassen. Samlet betyder dette en lav produktivitet for det nationale arbejde. Det er tilstrækkeligt at sige, at ved krigens udbrud, da det tsaristiske Rusland havde nået sin velstands højdepunkt, var nationalindkomsten 8 til 10 gange lavere end i de Forenede Stater. Dette er talmæssigt udtrykt tilbageståenhedens størrelse, hvis ordet "størrelse" overhovedet kan anvendes i forbindelse med tilbageståenhed.
Men samtidig ytrer loven om kombineret udvikling sig på det økonomiske område for hvert trin, både i de mest enkle og i de mest komplicerede fænomener. Næsten uden landeveje så Rusland sig tvunget til at bygge jernbaner. Uden at have gennemgået det europæiske håndværksvæsen og manufakturen, gik Rusland direkte over til mekaniserede bedrifter. At springe over mellemtrinene er de tilbagestående landes skæbne.
Mens bondejordbruget hyppigt blev stående på det 17. århundredes niveau, stod Ruslands industri – om ikke med hensyn til omfang så med hensyn til type – på de fremskredne landes niveau og ilede i mange henseender forud for dem. Det er tilstrækkeligt at sige, at kæmpeforetagenderne hver med over tusind arbejdere i de Forenede Stater beskæftigede mindre end 18% af det samlede antal industriarbejdere, i Rusland derimod over 41%. Denne kendsgerning lader sig dårligt forene med den banale forestilling om Ruslands økonomiske tilbageståenhed. Den modbeviser dog ikke tilbageståenheden, men supplerer denne dialektisk.
Landets klassestruktur havde den samme modsætningsfyldte karakter. Europas finanskapital industrialiserede den russiske økonomi i forceret tempo. Det industrielle bourgeoisi antog straks en storkapitalistisk og folkefjendtlig karakter. De fremmede aktieejere levede i øvrigt uden for landet. Arbejderne derimod var selvfølgelig russere. Over for et talmæssigt svagt russisk bourgeoisi, som ingen nationale rødder havde, stod således et forholdsmæssigt stærkt proletariat med stærke rødder i folkets dybder.
Til proletariatets revolutionære karakter bidrog den kendsgerning, at Rusland netop som et tilbagestående land, tvunget til at indhente modstanderne, ikke var nået frem til at udarbejde en egen konservatisme, hverken en social eller politisk. Som det mest konservative land i Europa, ja i hele verden, regnes med rette det ældste kapitalistiske land: England. Det land i Europa der var mest fri for konservatisme turde vel være Rusland.
Ruslands unge, friske, beslutsomme proletariat udgjorde dog kun et forsvindende mindretal i nationen. Reserverne til dets revolutionære magt lå uden for proletariatet selv: i den halvvejs i livegenskab levende bondeklasse og i de undertrykte nationer.
Grundlaget for revolutionen udgjordes af agrarspørgsmålet. Den gamle stænder-monarkistiske form blev dobbelt uudholdelig under den nye kapitalistiske udbytnings betingelser. Bøndernes fællesjord udgjorde ca. 140 mio. desjatiner [3] . På tredive tusind storgodsejere, af hvilke hver besad over 2000 desjatiner, fordelte sig alt ialt 70 mio. desjatiner, dvs. ligeså meget som på ca. 10 mio. bondefamilier eller de 50 mio. individer, som udgjorde den samlede bondebefolkning – med den forskel, at den bedste jord tilhørte godsejerne [4] . Denne grundejendomsstatistik dannede et færdigt program for bondeopstanden.
Den adelige Boborkin skrev i 1917 til kammerherre Rodshanko, formanden for den sidste byduma: "Jeg er godsejer, og jeg kan ikke få ind i hovedet, at jeg skal miste min jord og tilmed for et utroligt mål, for et eksperiment med den socialistiske lære." Men revolutioner har netop til opgave at gennemføre det, som de herskende klasser ikke kan få ind i deres hoveder.
I efteråret 1917 var der bondeopstande på næsten hele landets territorium. Af 624 kredse i det gamle Rusland var 482, dvs. 77%, grebet af bevægelsen. Genskæret af landsbybrandene oplyste scenen for opstandene i byerne.
Men bondekrigen mod godsejerne – vil De sikkert indvende – er et af de klassiske elementer i den borgerlige revolution og ingenlunde i den proletariske revolution.
Fuldstændig rigtigt svarer jeg, – sådan var det i fortiden. Men netop deri kom jo det kapitalistiske samfunds manglende overlevelsesevne i et historisk tilbagestående land til udtryk, at bondeopstanden ikke drev Ruslands borgerlige klasser fremad, men tværtimod endegyldigt kastede dem tilbage i reaktionens lejr. Ville den ikke gå til grunde, var der ikke andet tilbage for bondeklassen at gøre, end at slutte sig til det industrielle proletariat. Denne revolutionære sammenslutning af de to undertrykte klasser forudså Lenin genialt og forberedte den lang tid i forvejen.
Hvis agrarspørgsmålet modigt var blevet løst af bourgeoisiet, så ville proletariatet i Rusland under ingen omstændigheder være kommet til magten. Kommet for sent og for tidligt bukket under for alderdomssvækkelse vovede det havesyge og feje russiske bourgeoisi imidlertid ikke at løfte hånden mod den feudale ejendom. Men derved udleverede det magten til proletariatet og dermed samtidig retten til at disponere over det borgerlige samfunds skæbne.
For at sovjetstaten kunne virkeliggøres var følgelig et samvirke mellem to faktorer af forskellig historisk natur nødvendigt: bondekrigen, dvs. en bevægelse, der er karakteristisk for den borgerlige udviklings morgenrøde, og den proletariske opstand, dvs. en bevægelse, der bebuder den borgerlige bevægelses undergang. Deri består netop den russiske revolutions kombinerede karakter.
Hvis den først for alvor stiller sig på bagpoterne, bliver bondebjørnen frygtelig i sit raseri. Imidlertid er den ikke i stand til at give sin harme bevidst udtryk. Den har brug for en leder. For første gang i verdenshistorien har den revolterende bondeklasse i proletariatets skikkelse fundet en tro leder.
4 mio. industri- og transportarbejdere ledede 100 mio. bønder. Dette er den naturlige og uundgåelige vekselvirkning mellem proletariat og bondeklasse i revolutionen.
Proletariatets anden revolutionære reserve udgjorde de undertrykte nationer – forresten også overvejende bestående af bønder. Snævert knyttet til landets historiske tilbageståenhed er den ekstensive karakter af udviklingen af staten, der som et system af kanaler flød ud fra centret i Moskva til periferien. Østpå underkastede den sig endnu mere tilbagestående folkeslag, for, idet den støttede sig på dem, at kvæle de mere udviklede nationaliteter vestpå. Til de 70 millioner storrussere, der udgjorde hovedmassen af befolkningen, føjedes efterhånden 90 millioner "af anden afstamning".
Således opstod det imperium, i hvis sammensætning den herskende nation kun udgjorde 43% af befolkningen, mens de øvrige 57% omfattede nationaliteter med forskellig kultur og styreform. Den nationale undertrykkelse var i Rusland uden sammenligning mere rå end i nabostaterne, og ikke kun mere end på den anden side af vestgrænsen, men også på den anden side af østgrænsen. Dette gav det nationale problem en uhyre eksplosionskraft.
Det russiske liberale bourgeoisi ville såvel i det nationale spørgsmål som i agrarspørgsmålet ikke gå videre end til visse lettelser i undertrykkelses- og voldsregimet. Miljukovs og Kerenskijs "demokratiske" regeringer, som genspejlede det storrussiske bourgeoisis og bureaukratis interesser, havde ligefrem travlt med i løbet af de 8 måneder, de eksisterede, at indprente de utilfredse nationer: I vil kun opnå det, som I tilriver jer med vold.
Det uundgåelige i udviklingen af den centrifugale nationale bevægelse havde Lenin meget hurtigt taget i betragtning. Det bolsjevikiske parti kæmpede i årevis hårdnakket for nationernes selvbestemmelsesret, dvs. for retten til fuld statslig adskillelse. Kun gennem denne modige stillingtagen i det nationale spørgsmål kunne det russiske proletariat lidt efter lidt vinde de undertrykte folkeslags tillid. Både den nationale frihedsbevægelse og agrarbevægelsen vendte sig med nødvendighed mod det officielle demokrati, styrkede proletariatet og endte i Oktoberomvæltningens lejr.
Således løses lidt efter lidt for os gåden omkring den proletariske omvæltning i et tilbagestående land.
De marxistiske revolutionære forudså længe forud for begivenhederne revolutionens gang og det unge russiske proletariats historiske rolle. Det vil måske være mig tilladt, her at gengive et uddrag af et af mine egne arbejder fra 1905 [5] :
Jeg har tilladt mig at anføre dette citat som bevis på, at den af mig i dag fremførte teori om Oktoberomvæltningen ikke er nogen flygtig improvisation, og at den ikke blev konstrueret bagefter under begivenhedernes pres. Nej, den blev formuleret som en politisk prognose længe forud for Oktoberomvæltningen. De vil sikkert være enige med mig. om, at en teori overhovedet kun har værdi, for så vidt som den kan hjælpe til at forudse udviklingens gang og at indvirke hensigtsmæssigt på den. Deri består netop generelt sagt marxismens uvurderlige betydning som et våben til samfundsmæssig og historisk orientering. Jeg beklager, at foredragets snævre rammer ikke tillader mig at udvide det anførte citat betydeligt. Jeg nøjes derfor med et kort resume af hele skriftet fra 1905.
Dette var teorien om den permanente revolution opstillet af mig i 1905 og sidenhen udsat for den skarpeste kritik under navn af "trotskisme".
Mere korrekt er det kun en del af denne teori. Den anden, nu særligt aktuelle del lyder:
I dag, efter at den er gennemprøvet af begivenhederne, ser jeg mindre grund end nogensinde til at frasige mig denne teori.
Er det efter alt det sagte stadig besværet værd at tænke på den fascistiske skribent Malaparte, som tilskriver mig en taktik, der skal være uafhængig af strategien, og som blot er nogle opstandsrecepter, der kan anvendes på alle breddegrader og til enhver tid? Det er i det mindste godt, at den ulyksalige statskupteoretikers navn gør det muligt uden besvær at skelne ham fra den sejrrige statskuppraktiker: ingen risikerer således at forveksle Malaparte med Bonaparte.
Uden den bevæbnede opstand den 7. november 1917 ville sovjetstaten ikke eksistere. Opstanden selv faldt imidlertid ikke ned fra himlen. For Oktoberrevolutionen var en række historiske forudsætninger nødvendige.
1. De gamle herskende klasser, adelens, monarkiets og bureaukratiets forrådnelse.
2. Den politiske svaghed hos et bourgeoisi, der ingen rødder havde i folkemasserne.
3. Bondespørgsmålets revolutionære karakter.
4. Den revolutionære karakter af de undertrykte nationers problem.
5. Proletariatets betydelige sociale vægt.
Til disse organiske forudsætninger må man føje højst vigtige konjunkturelle betingelser.
6. Revolutionen i 1905 var den store skole, eller med Lenins udtryk, "generalprøven" for revolutionen i 1917. Det er tilstrækkeligt at sige, at sovjetter som en uerstattelig organisationsform for den proletariske enhedsfront i revolutionen blev dannet for første gang i 1905.
7. Den imperialistiske krig skærpede alle modsætninger, rev de tilbagestående masser ud af stilstanden og forberedte derigennem katastrofens storslåede omfang.
Men alle disse betingelser, der var fuldt ud tilstrækkelige for revo1utionens udbrud, var utilstrækkelige til at sikre proletariatets sejr i revolutionen. For denne sejr var endnu en betingelse nødvendig:
8. Det bolsjevikkiske parti.
Når jeg opregner denne betingelse som den sidste i rækken, så er det kun fordi dette modsvarer den logiske konsekvens, og ikke fordi jeg med hensyn til betydning tildeler partiet sidstepladsen.
Nej, en sådan tanke ligger mig fjernt. Det liberale bourgeoisi, ja, det kan gribe magten og har allerede grebet den mere end en gang som resultat af kampe, det ikke tog del i: det besidder til dette formål også pragtfuldt udviklede gribeorganer. De arbejdende masser befinder sig imidlertid i en anden situation: man har vænnet dem til at give, og ikke til at tage. De arbejder og holder ud så længe det går, håber, mister tålmodigheden, rejser sig, kæmper, dør, bringer de andre sejren, bliver bedraget, falder i modløshed, igen bøjer de nakken, igen arbejder de. Dette er folkemassernes historie under alle regimer. For fast og sikkert at tage magten i hænderne behøver proletariatet det parti, der langt overgår de øvrige partier med hensyn til klar tankegang og revolutionær beslutsomhed.
Bolsjevikpartiet, som mere end en gang og med god ret er blevet betegnet som det mest revolutionære parti i menneskehedens historie, var en levende koncentration af Ruslands nyere historie, af alt det i den, der var dynamisk. Tilmed fandt de revolutionære tendenser i Europas og verdens udvikling for en tid deres mest fuldendte udtryk i den russiske bolsjevisme. Længe i forvejen var tsarismens omstyrtelse blevet forudsætningen for udviklingen af økonomi og kultur. Men til løsningen af denne opgave manglede der kræfter. Bourgeoisiet frygtede revolutionen. Intelligensen forsøgte at bringe bondeklassen på benene. Ude af stand til at generalisere sit eget møje og mål, lod muzjiken denne appel ubesvaret. Intelligensen bevæbnede sig med dynamit. En hel generation brændte op i denne kamp.
Den 1. marts 1887 udførte Aleksandr Uljanov det sidste af de store terroristiske attentater. Attentatforsøget mod Aleksandr den Tredie mislykkedes. Uljanov og de øvrige deltagere blev hængt. Forsøget på at erstatte den revolutionære klasse med et kemisk præparat havde lidt skibbrud. Selv den mest heltemodige intelligens er intet uden masserne. Under det umiddelbare indtryk af disse kendsgerninger og de slutninger, man måtte drage af dem, opvoksede og uddannede sig Uljanovs yngre broder, Vladimir, den senere Lenin, den største skikkelse i den russiske historie. Allerede i sin tidlige ungdom stillede han sig på marxismens grundlag og vendte ansigtet mod proletariatet. Uden et øjeblik at tabe landsbyen af syne, søgte han vejen til bønderne gennem arbejderne. Idet han fra sine revolutionære forgængere havde arvet beslutsomheden, opofringsevnen og beredskabet til at fortsætte til det sidste, blev Lenin i sine unge år til opdrager for den nye generation af intelligensen og de avancerede arbejdere. I strejker og gadekampe, i fængsler og i forvisning erhvervede arbejderne den nødvendige hærdning. De havde brug for marxismens projektør til at oplyse deres historiske vej i selvherskerdømmets mørke.
I 1883 opstod i emigration den første marxistiske gruppe. I 1898 proklameredes på en hemmelig kongres grundlæggelsen af det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (i de tider kaldte vi os alle socialdemokrater). I 1903 opstod splittelsen mellem bolsjevikker og mensjevikker. I 1912 blev den bolsjevikiske fraktion endegyldigt til et selvstændigt parti.
Samfundets klassemekanik lærte det at kende i kampe, i storslåede begivenheder gennem 12 år (1905-1917) . Det opdrog kadrer lige duelige til at tage initiativer og at underordne sig. Disciplinen i revolutionær handling byggede på teoriens enhed, på traditionerne fra de fælles kampe og på tilliden til den prøvede ledelse.
Sådan stod partiet der i 1917. Mens det foragtede den officielle "offentlige mening" og den intellektuelle presses papirtordnere, indrettede det sig efter massernes bevægelse. Det holdt et fast greb om virksomheder og regimenter. Bondemasserne nærmede sig stadig mere til det. Hvis man ved nation ikke forstår de privilegerede spidser, men flertallet af folket, dvs. arbejderne og bønderne, så blev bolsjevismen i løbet af 1917 til det virkeligt nationale russiske parti.
I september 1917 gav Lenin, der var tvunget til at holde sig skjult, signalet: "Krisen er moden, tidspunktet for opstanden er rykket nær." Han havde ret. De herskende klasser var kommet i en blindgyde stillet over for problemerne med krigen, jordfordelingen og den nationale befrielse. Bourgeoisiet tabte endegyldigt hovedet. De demokratiske partier, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, forspildte den sidste rest af deres tillid hos masserne ved støtten til den imperialistiske krig, ved den kraftløse kompromispolitik og indrømmelserne til de borgerlige og feudale ejendomsbesiddere. Den opvågnede hær ville ikke mere kæmpe for imperialismens mål, som var den fremmede. Uden at tage hensyn til de demokratiske formaninger, røg bønderne godsejerne ud af deres godser. Den undertrykte nationale periferi af riget rejste sig mod bureaukratiet i Petrograd. I de vigtigste arbejder- og soldaterråd herskede bolsjevikkerne. Arbejderne og soldaterne krævede handling. Bylden var blevet moden. Der manglede et stik med en lancet.
Kun under disse sociale og politiske betingelser blev opstanden mulig. Og således blev den også uundgåelig. Men med en opstand skal man ikke spøge. Ve den kirurg, der ikke er omhyggelig med lancetten. Opstanden er en kunst. Den har sine love og sine regler.
Partiet gennemførte Oktoberopstanden med kold beregning og flammende beslutsomhed. Takket være dette var det, at den sejrede næsten uden ofre. Gennem de sejrrige sovjetter stillede bolsjevikkerne sig i spidsen for det land, som omfatter en sjettedel af jordens overflade.
Det må antages, at flertallet af mine tilhørere her i dag endnu slet ikke beskæftigede sig med politik i 1917. Desto bedre. Den unge generation står utvivlsomt over for mange interessante ting, om end ikke altid lette. Men de i denne sal, som repræsenterer den ældre generation, husker givetvis meget godt, hvorledes bolsjevikkernes magterobring blev modtaget; som et kuriosum, som en misforståelse, som en skandale, hyppigst som et mareridt, der måtte forsvinde med den første morgenstråle. Bolsjevikkerne vil holde stand i 24 timer, en uge, en måned, et år. Man måtte hele tiden udskyde tidsfristerne... De herskende i hele verden rustede mod den første arbejderstat: oppustning af borgerkrigen, intervention på intervention. Blokade. Således gik år efter år. Historien har imidlertid måttet notere 15 år med sovjetmagtens eksistens.
Ja, vil en eller anden modstander sige: Oktobereventyret har vist sig langt mere stabilt, end mange af os troede. Måske var det ikke engang et rigtigt "eventyr". Ikke desto mindre bevarer dette spørgsmål sin styrke: hvad er der opnået gennem denne høje indsats? Er måske de strålende opgaver blevet virkeliggjort, som blev proklameret af bolsjevikkerne forud for omvæltningen? Før vi svarer den formodede modstander, vil vi bemærke, at spørgsmålet ikke i sig selv er nyt. Tværtimod har det fulgt Oktoberrevolutionen i hælene lige fra dens fødsel.
Den franske journalist Claude Anet, der opholdt sig i Petrograd under revolutionen, skrev allerede den 27. oktober 1917:
"Maximalisterne (således kaldte franskmændene i de dage bolsjevikkerne) har grebet magten, og den store dag er kommet. Endelig, siger jeg mig selv, skal jeg se virkeliggørelsen af det socialistiske paradis, som man i så mange år har lovet os... Et beundringsværdigt eventyr: En privilegeret stilling:"
Og så videre, og så videre. Hvilket oprigtigt had bag de ironiske hilsner: Allerede dagen efter indtagelsen af Vinterpaladset ilede den reaktionære journalist afsted for at bestille adgangsbillet til paradis. Femten år er svundet bort siden omvæltningen. Med desto større mangel på ceremoni blotlægger modstanderne deres skadefryd over, at sovjetlandet også i dag endnu meget lidt ligner et rige med almindelig velstand. Hvortil altså revolutionen og hvortil ofrene?
Ærede tilhørere! – Jeg tillader mig at tro, at sovjetregimets modsætninger, vanskeligheder, fejl og nød ikke er mig mindre bekendt end nogen anden. Jeg personlig har aldrig lagt skjul på dem, hverken i tale eller i skrift. Jeg mente og mener, at den revolutionære politik til forskel fra den konservative ikke kan opbygges på maskering. "At nævne tingene ved rette navn" må være arbejderstatens højeste princip.
Både i kritikken og i den skabende aktivitet kræves der rigtige proportioner. Subjektivismen er en dårlig rådgiver, især i store spørgsmål. Tidsfristerne må være tilpasset opgaverne og ikke individuel lune. Femten års Hvor meget er ikke dette i at enkelt liv! Inden for dette tidsrum blev ikke så få af vor generation båret til graven. Hos de tilbageblevne har de grå hår formeret sig talløst. Men de samme femten år: hvilket bagatelagtigt tidsrum i et folks liv! Kun et minut på historiens ur.
Kapitalismen behøvede århundreder for at hævde sig i kampen mod middelalderen, at højne videnskab og teknik, bygge jernbaner og udspænde elektriske tråde. Og så? Så blev menneskeheden af kapitalismen styrtet ud i krigenes og krisernes helvede. Men socialismen indrømmer dens modstandere, dvs. tilhængerne af kapitalismen, kun halvandet årti til at indrette paradiset på jorden med al komfort. Nej, sådanne forpligtelser havde vi ikke påtaget os. Sådanne tidsfrister havde vi ikke opstillet. Store forvandlingsprocesser må man måle med målestokke, der passer til dem. Jeg ved ikke, om det socialistiske samfund vil ligne det bibelske paradis. Jeg tvivler meget på det. Men i Sovjetunionen findes der endnu ingen socialisme. Der hersker her en overgangstilstand fuld af modsigelser, belastet med fortidens tunge arv og tilmed udsat for de kapitalistiske staters fjendtlige pres. Oktoberrevolutionen har proklameret det nye samfunds princip. Sovjetregeringen har kun vist det første stadium af dets virkeliggørelse. Den første Edison-lampe var meget dårlig. Blandt den første socialistiske opbygnings fejl og misgreb må man vide at skelne fremtiden.
Men hvad med den overlast, som rammer de levende mennesker? Retfærdiggør måske revolutionens resultater de ofre den har forårsaget? Et frugtesløst og helt igennem retorisk spørgsmål: som om de historiske processer tillod en bogholderistatus! Med den samme ret kunne man over for den menneskelige tilværelses vanskeligheder og møje spørge: Kan det overhovedet betale sig at komme til verden? Heine skrev herom: "og en nar venter på svar..." De melankolske grublerier har ikke hindret menneskene i at føde og blive født. Selvmorderne udgør heldigvis selv i disse dage med en eksempelløs verdenskrise en ubetydelig procentdel. Befolkninger plejer imidlertid ikke at ty til selvmord. Udvejen ud af den uudholdelige nød søger de i revolutionen.
Hvem er det i øvrigt, der forarges over ofrene for den socialistiske omvæltning? Som oftest de, der har forberedt og forherliget ofrene for den imperialistiske krig eller i hvert fald meget let har affundet sig med dem. Nu er det vores tur til at spørge: Har krigen retfærdiggjort sig selv? Hvad har den givet? Hvad har den lært?
Den reaktionære historiker Hippolyte Taine skildrer i sit elleve-binds smædeskrift mod den store franske revolution ikke uden skadefryd det franske folks kvaler i årene under og efter Jakobinerdiktaturet. Sværest var det for de nederste lag i byerne, plebejerne, der som sansculotter [6] havde givet den bedste del af deres sjæl for revolutionen. De eller deres koner stod nu i lange kolde nætter i kø for tidligt om morgenen at vende tilbage til familiens udslukte arnested med tomme hænder. I revolutionens tiende år var Paris fattigere end før dens udbrud.
Omhyggeligt udvalgte, kunstigt sammenplukkede kendsgerninger tjener Taine som begrundelse for hans tilintetgørende dom over revolutionen. Se blot, plebejerne ville være diktatorer og har styrtet sig selv ud i elendighed. Det er vanskeligt at forestille sig en mere plat moraliseren! For det første: hvis revolutionen havde styrtet landet ud i elendighed, faldt skylden fremfor alt tilbage på de herskende klasser, som havde presset folket til revolutionen. For det andet: den store franske revolution udtømtes ikke i hungerkøer foran bagerbutikkerne. Hele det moderne Frankrig, i mange henseender hele den moderne civilisation er udgået af den franske revolutions bad.
Under borgerkrigen i de Forenede Stater i 1860erne faldt 50.000 mand. Kan disse ofre retfærdiggøres?
Ud fra den amerikanske slaveejers standpunkt og ud fra Storbritanniens herskende klasses, som marcherede med ham – nej! Ud fra negerens eller den britiske arbejders standpunkt – fuldstændig! Og ud fra menneskehedens udviklings standpunkt som helhed – heller ikke derom kan der herske nogen tvivl. Ud af tressernes borgerkrig er vokset vore dages Forenede Stater med deres ubændige praktiske initiativer, den rationaliserede teknik og den økonomiske skaberkraft. På disse resultater opnået af amerikanismen vil menneskeheden opbygge det nye samfund.
Oktoberrevolutionen er dybere end alle de forudgående trængt ind i samfundets allerhelligste – i ejendomsforholdene. Desto større tidsfrister er nødvendige for at åbenbare de skabende følger af revolutionen på alle livets områder. Men omvæltningens generelle retning er allerede nu klar: over for sine kapitalistiske anklagere har sovjetrepublikken under ingen omstændigheder grund til at hænge med hovedet og tale et undskyldende sprog.
For at vurdere det nye regime ud fra den menneskelige udviklings standpunkt, må man først besvare spørgsmålet: Hvordan viser det sociale fremskridt sig, og hvordan kan det måles?
Det mest objektive, mest grundlæggende og mest indiskutable kriterium for fremskridtet er væksten i det samfundsmæssige arbejdes produktivitet. Værdien af Oktoberrevolutionen er ud fra denne synsvinkel allerede givet af erfaringen. Det socialistiske organisationsprincip har for første gang i historien vist sine evner ved på kort tid at opvise aldrig før sete produktionsresultater. Ruslands industrielle udviklingskurve udtrykt i grove indekstal er følgende. Lad os sætte 1913, det sidste førkrigsår til 100. Året 1920, borgerkrigens højdepunkt, er samtidig industriens lavpunkt: kun 25, dvs. en fjerdedel af førkrigsproduktionen; 1925 en stigning til 75, dvs. tre fjerdedele af førkrigsproduktionen; 1929 ca. 200; 1932 – 300, dvs. tre gange så meget som ved krigsudbruddet.
Billedet bliver endnu tydeligere i lyset af det internationale indeks. Fra 1925 til 1932 er Tysklands industrielle produktion faldet med næsten to trediedele i Amerika med næsten halvdelen; i Sovjetunionen er den steget til mere end det firedobbelte. Disse tal taler for sig selv.
Jeg har ingenlunde til hensigt at benægte eller hemmeligholde skyggesiderne ved sovjetøkonomien. Industriindeksets resultater skades overordentlig af landbrugets ugunstige udvikling, dvs. det område, der i sit væsen endnu ikke har hævet sig op til socialistiske metoder, men som samtidig blev ført ind på kollektiviseringens vej uden tilstrækkelig forberedelse, snarere bureaukratisk end teknisk og økonomisk. Dette er et omfattende spørgsmål som dog går ud over rammerne for mit foredrag.
De anførte indekstal kræver endnu et væsentligt forbehold. De ubestridelige og på sin vis strålende successer med sovjetindustrialiseringen kræver en yderligere økonomisk efterprøvning ud fra den gensidige afstemthed mellem de forskellige elementer i økonomien, dens dynamiske ligevægt og følgelig dens ydelsesevne. Her er endnu store vanskeligheder og endog tilbageslag uundgåelige. Socialismen vokser ikke i fuldendt skikkelse ud af femårsplanen, som Minerva steg ud af Jupiters hoved eller Venus op af havets skum. Der forestår endnu årtier med hårdnakket arbejde, med fejl, forbedringer og ombygning. Lad os desuden ikke glemme, at den socialistiske opbygning ifølge sit væsen kun kan fuldendes på den internationale arena.
Men selv den mest ugunstige økonomiske status over de hidtil opnåede resultater kunne kun afdække de forudgående beregningers urigtighed, fejlene i planen og ledelsens misgreb, men ingenlunde modbevise den empirisk konstaterbare kendsgerning: muligheden af, ved hjælp af socialistiske metoder, at hæve produktiviteten af det kollektive arbejde til et aldrig før set niveau. Denne erobring, som er af verdenshistorisk betydning, vil ingen og intet kunne berøve os.
Efter hvad der er sagt, kan det næppe betale sig at dvæle ved klagerne over, at Oktoberrevolutionen skulle have ført Rusland ind i en kulturel tilbagegang. Det er stemmen fra de foruroligede herskabshuse og saloner. Den ved den proletariske omvæltning kuldkastede adeligt-borgerlige "kultur" var en forloren udsmykning på barbariet. Mens den forblev utilgængelig for det russiske folk, bragte den lidt nyt til menneskehedens skatkammer.
Men også med hensyn til denne kultur, som begrædes af de hvide emigranter, må man præcisere spørgsmålet: I hvilken forstand er den ødelagt? I den ene at et lille mindretals monopol på kulturgoderne er tilintetgjort. Men alt hvad virkelig var kulturelt i den gamle russiske kultur er forblevet uantastet. Bolsjevikkernes hunner har hverken søndertrådt tænkningens landvindinger eller kunstens værker. Tværtimod har de omhyggeligt samlet mindesmærkerne for den menneskelige skabelse og bragt dem i forbilledlig orden. Monarkiets, adelens og bourgeoisiets kultur er nu blevet de historiske museers kultur.
Folket besigtiger ivrigt disse museer. Men det lever ikke i dem. Det lærer. Det bygger. Alene den kendsgerning, at Oktoberrevolutionen har lært det russiske folk og snesevis af det tsaristiske Ruslands folkeslag at læse og skrive, står umådelig højere end hele den hidtidige drivhusagtige russiske kultur.
Oktoberrevolutionen har lagt grunden til en ny kultur, der ikke er for udvalgte, men for alle. Det føler masserne i hele verden. Deraf kommer deres sympati for Sovjetunionen, der er ligeså glødende som tidligere deres had mod det tsaristiske Rusland.
Ærede tilhørere, – De véd, at det menneskelige sprog udgør et uerstatteligt værktøj ikke kun til benævnelse af hændelserne, men også til vurdering af dem. Idet det udskiller det tilfældige, episodiske og kunstige, suger det det væsentlige, karakteristiske og fuldvægtige til sig. Bemærk, med hvilken finfølelse de civiliserede nationers sprog har adskilt to epoker i Ruslands udvikling. Den adelige kultur satte sådanne barbarismer i verden som tsar, kosak, pogrom, nagajka. De kender disse ord og ved, hvad de betyder. Oktober indførte i verdenssproget sådanne ord som bolsjevik, sovjet, kolkhos, Gosplan og pjatiletka. Her nedsætter den praktiske lingvistik sin historiske højesteret.
Enhver stor revolutions dybeste, men umiddelbart vanskeligst målelige betydning består i, at den former og hærder folkekarakteren. Forestillingen om det russiske folk som langsomt, passivt, tungsindigt-mystisk er vidt udbredt og ikke tilfældig. Den har sine rødder i fortiden. Men i vesten er de dybtgående ændringer, som revolutionen har indføjet i folkekarakteren, endnu ikke blevet taget tilstrækkeligt i betragtning. Kunne det også være anderledes?
Ethvert menneske med livserfaring kan i sin erindring fremkalde billedet af en eller anden ham bekendt yngling, der – modtagelig, lyrisk, meget følsom – senere på en gang under indvirkning af et kraftigt moralsk chok blev stærkere, mere hærdet og ikke var til at genkende. I udviklingen af en hel nation fuldfører revolutionen en sådan moralsk forvandling.
Februaropstanden mod selvherskerdømmet, kampen mod adelen, mod den imperialistiske krig, for fred, for jordfordeling, for national ligeberettigelse, Oktoberopstanden, kuldkastelsen af bourgeoisiet og de partier, der havde stræbt efter kompromisser med bourgeoisiet, tre års borgerkrig over et frontafsnit på 8000 kilometer, årene med blokade, elendighed, sult og epidemier, årene med anspændt økonomisk opbygning, med nye vanskeligheder og afsavn, – det er en streng men god skole. En svær hammer knuser glas, men stålet smeder den. Revolutionens hammer smeder stålet i folkekarakteren.
"Hvem vil tro det," skrev kort efter omvæltningen en af de tsaristiske generaler, Zalesskij harmfuldt, "at en portner eller dørvagt med et bliver retsformand, en sygepasser – hospitalsforstander, en barber – dignitar, en fænrik – øverstkommanderende, en daglejer – bykommisær, en låsesmed – fabriksdirektør."
"Hvem vil tro det?" Man måtte nu engang tro det. Man kunne ikke komme uden om at tro det, da fænrikkerne slog generalerne, da bykommisæren – tidligere daglejer knuste det gamle bureaukratis modstand, vognsmøreren bragte transporten i orden og låsesmeden som direktør satte industrien i stand. "Hvem vil tro det?" Man kan bare prøve på ikke at tro det.
Til forklaring af den usædvanlige udholdenhed, som folkemasserne i Sovjetunionen opviser i revolutionsårene, påberåber mange udenlandske iagttagere sig efter gammel vane passiviteten i den russiske karakter. En grov anakronisme! De revolutionære masser udholder tålmodigt afsavnene, men ikke passivt. De skaber med egne hænder en bedre fremtid, og de vil skabe den for enhver pris. Klassefjenden skulle bare prøve at påtvinge disse tålmodige masser sin vilje udefra: Nej, han skulle hellere lade være med at prøve.
Lad os til slut forsøge at fastslå Oktoberrevolutionens plads, ikke kun i Ruslands historie, men i verdenshistorien.
I løbet af 1917 mødes, inden for et tidsrum af 8 måneder, to historiske kurver. Februaromvæltningen – dette forsinkede ekko af de store kampe, der i de forudgående århundreder udspillede sig på Hollands, Englands, Frankrigs territorier, næsten hele det kontinentale Europa – slutter sig til serien af borgerlige revolutioner. Oktoberomvæltningen proklamerede og indledte proletariatets herredømme. Det var verdenskapitalismen, der på Ruslands territorium led sit første store nederlag. Kæden sprang i sit svageste led. Men det var kæden og ikke kun leddet, der sprang.
Kapitalismen har som verdenssystem historisk overlevet sig selv. Den er ophørt med at opfylde sin væsentligste mission: højnelsen af menneskelig magt og menneskelig rigdom. Menneskeheden kan ikke blive stående på det én gang nåede niveau. Kun en magtfuld forøgelse af produktivkræfterne og en rigtig, planmæssig, dvs. socialistisk organisering af produktion og fordeling kan sikre menneskene – alle mennesker – et værdigt leveniveau og samtidig give dem den dyrebare følelse af frihed over for deres egen økonomi. Af frihed i dobbelt betydning: for det første bliver mennesket ikke længere tvunget til at vie hovedparten af sit liv til fysisk arbejde. For det andet bliver det ikke længere afhængigt af markedslovene, dvs. af de blinde og mørke kræfter, der udfolder sig bag dets ryg. Det vil opbygge sin økonomi frit, dvs. efter en plan, med passeren i hånden. Det drejer sig her om at røntgenundersøge samfundets anatomi på kryds og tværs, at afdække alle dets hemmeligheder og at underkaste alle dets funktioner det kollektive menneskes fornuft og vilje.
På denne måde vil socialismen blive et nyt stadium i menneskehedens historiske opstigen. For vor stamfader, der først havde bevæbnet sig med en stenøkse, fremstillede hele naturen sig som en sammensværgelse af hemmelighedsfulde og fjendtlige magter... Naturvidenskaberne har siden da hånd i hånd med den praktiske teknologi gennemlyst naturen ind til dens lønligste dybder. Ved hjælp af den elektriske energi gør fysikeren sig nu til dommer over atomkernen. Den tid er ikke længere fjern, da videnskaben legende let løser alkymiens opgave, at forvandle gødning til guld og guld til gødning. Der, hvor naturens dæmoner og furier rasede, hersker nu stadig dristigere menneskets industrielle vilje.
Mens det imidlertid sejrrigt kæmpede mod naturen, opbyggede mennesket blindt sine forhold til andre mennesker, næsten ligesom bierne eller myrerne. Med forsinkelse og højst ubeslutsomt nærmede det sig det menneskelige samfunds problemer. Det begyndte ved religionen for så at gå over til politikken. Reformationen var den kritiske fornufts første succes på et område, hvor død og tradition havde hersket. Fra kirken greb den kritiske tænkning over til staten. Født i kampen mod absolutismen og de middelalderlige stænder, voksede teorien om folkesuverænitet og menneske- og borgerrettigheder sig stærk. Således kom det parlamentariske system i stand. Den kritiske tænkning trængte ind på den statslige forvaltnings område. Demokratiets politiske rationalisme betegnede det revolutionære bourgeoisis største erobring.
Men mellem natur og stat står økonomien. Teknikken har befriet mennesket fra de gamle elementer, jord, vand, ild og lufts tyranni, for derefter at underkaste det sit eget tyranni. Mennesket hørte op med at være naturens slave for at blive slave af maskinerne, og hvad værre er: slave af udbud og efterspørgsel. Den nuværende verdenskrise bevidner på særlig tragisk vis, i hvor høj grad mennesket, som dykker ned på havets bund, stiger op i stratosfæren og ved usynlige bølger snakker med mennesker på den anden side af jorden, i hvor høj grad denne stolte og forvovne naturbehersker forbliver slave af sin egen økonomi. Vor epokes historiske opgave består i at erstatte markedets løsslupne spil med en fornuftig plan, at disciplinere produktivkræfterne, at tvinge dem til at samarbejde i harmoni og lydigt tjene menneskenes behov. Kun på dette nye sociale grundlag vil mennesket kunne rette sin trætte ryg og hver enkelt, ikke kun de udvalgte, kunne blive fuldt berettiget borger i tankens rige.
Dette er dog ikke enden på vejen. Nej, det er kun begyndelsen. Mennesket betegner sig som kronen på skaberværket. Det har det en vis adkomst til. Men hvem har sagt, at det nuværende menneske er den sidste og højeste repræsentant for arten homo sapiens? Nej, fysisk såvel som åndeligt er det meget fjernt fra fuldkommenhed, denne biologiske abort, hvis tænkning er sygelig og som ikke har skabt sig nogen ny organisk ligevægt.
Ganske vist har menneskeheden mere end en gang frembragt giganter i tænkning og gerning, der rager op over deres samtidige som toppe i en bjergkæde. Menneskeheden har ret til at være stolt over Aristoteles, Shakespeare, Darwin, Beethoven, Marx, Edison, Lenin. Men hvorfor er disse så sjældne? Fremfor alt fordi de næsten uden undtagelse er udgået af de højere og mellemste klasser. Bortset fra sjældne undtagelser er genialitetens gnister blevet kvalt i folkets undertrykte dybder, inden de kunne blusse op. Men også fordi processen med fødsel, udvikling og opdragelse af mennesket i alt væsentligt var og er et spørgsmål om tilfældighed: ikke oplyst af teori og praksis, ikke underordnet bevidstheden og viljen.
Antropologien, biologien, fysiologien og psykologien har samlet bjerge af materialer til i fuldt omfang over for menneskene at stille opgaverne for dets legemlige og åndelige fuldkommengørelse og videre udvikling. Psykoanalysen løftede ved Sigmund Freuds geniale hånd dækslet fra den brønd, der poetisk kaldes menneskets "sjæl". Og hvad er så kommet frem? Vor bevidste tænkning udgør kun en lille del af de mørke psykiske kræfters arbejde. Lærde dykkere stiger ned på havets bund og fotograferer der hemmelighedsfulde fisk. Når den menneskelige tænkning stiger ned på bunden af sin egen sjælelige brønd, må den belyse psykens mest hemmelighedsfulde drivkræfter og underkaste dem fornuften og viljen.
Har det først fået bugt med sit eget samfunds anarkistiske kræfter, vil mennesket tage sig selv under behandling, i kemikerens mortre og retorter. Mennesket vil for første gang betragte sig selv som råmateriale, i bedste fald som et fysisk og psykisk halvfabrikat. Socialismen vil betyde et spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige, også i den forstand, at det nuværende modsætningsfyldte og uharmoniske menneske vil bane vejen for en ny og lykkeligere race.
(En del af publikum istemmer "Internationale").
[1]: