Om autoritet

Om autoritet

Nogle socialister har i den sidste tid indledetet regelret korstog mod det, de kalder autoritetsprincippet. Debehøver blot at sige, at den og den handling er autoritær, forat fordømme den. Med denne summariske fremgangsmåde drives deret sådant misbrug, at det er nødvendigt at se lidt nærmere påproblemet. I den betydning af ordet, det drejer sig om her,betyder autoritet så meget som: en fremmed viljes overordningover vor; autoritet forudsætter på den anden side underordning.Da nu disse to ord har en dårlig klang, og det forhold, deudtrykker, er ubehageligt for den underordnede part, erspørgsmålet, om der ikke findes et middel til at klare sig påanden måde; om vi ikke - under de nuværende samfundsforhold -kan skabe en anden social tilstand, under hvilken denne autoritetikke har noget formål og følgelig må forsvinde. Hvis viundersøger de økonomiske - industrielle og landøkonomiske -forhold, som udgør det nuværende borgerlige samfunds grundlag,så konstaterer vi, at de har en tendens til mere og mere aterstatte den isolerede aktion med individernes kombineredeaktion. I stedet for de isolerede producenters små værkstederhar vi fået den moderne industri med store fabriker ogværksteder, i hvilke hundreder af arbejdere fører tilsyn medkomplicerede dampdrevne maskiner; køretøjerne på de storelandeveje er blevet afløst af jernbanetog, og de små robåde ogsejlskibe af dampbåde. Lidt efter lidt lægger maskinerne ogdampen endog landbruget ind under deres herredømme, idet delangsomt, men sikkert erstatter de små ejere med storekapitalister, der dyrker store arealer ved hjælp aflønarbejdere. Overalt afløses individernes uafhængige aktionaf kombineret aktion, af komplicerede, indbyrdes afhængigeprocesser. Men når man siger kombineret aktion, siger manorganisation. Spørgsmålet er så, om organisation er mulig udenautoritet.

Lad os engang antage, at en social revolutionafsætter de kapitalister, hvis autoritet nu om stunder bestemmerrigdommenes produktion og cirkulation. Lad os endvidere antage,for helt at stille os på autoritetsfjendernes standpunkt, atjorden og arbejdsredskaberne derefter ejes kollektivt af dearbejdere, der udnytter dem. Er autoriteten så forsvundet ellerhar den kun skiftet form? Lad os engang se.

Lad os tage et bomuldsspinderi som eksempel.Bomulden må gennemgå mindst seks på hinanden følgendeoperationer, før den er forvandlet til garn, operationer, somfor største delen foregår i forskellige sale. For at holdemaskinerne i gang har man desuden brug for ingeniører, derfører tilsyn med dampmaskinen, mekanikere, der udfører deløbende reparationer, og mange ufaglærte arbejdere, der skaltransportere produkter fra den ene sal til den anden osv. Alledisse arbejdere, mænd, kvinder og børn, er tvunget til atpåbegynde og afslutte deres arbejde på et tidspunkt, derfastsættes af dampens autoritet, som er ganske ligeglad med denindividuelle autonomi. Arbejderne må altså først og fremmestblive enige om arbejdstiden; så såre den er fastlagt, må alleuden undtagelse rette sig efter den. Dernæst optræder der ihver sal og hvert øjeblik detailproblemer vedrørendeproduktionsmåden, materialernes fordeling osv., problemer, sommå løses omgående, hvis ikke hele produktionen skal gå i ståi samme øjeblik, og hvad enten de nu løses ved, at entillidsmand, der er sat i spidsen for hver arbejdsgren, træffersin afgørelse, eller, hvor dette er muligt, ved enflertalsbeslutning, så må hver enkelts vilje alligevel altidunderordne sig; det vil sige, at problemerne løses autoritært.En stor fabriks automatiske mekanisme er langt mere tyrannisk,end små kapitalister, der beskæftiger arbejderne, nogensindehar været. I hvert fald hvad arbejdstiden angår kan man skriveover indgangen til disse fabrikker: Lasciate ogni autonomia, voiche entrate! [1] Nårmennesket ved videnskabens ogopfinderåndens hjælp har gjort sig til herre overnaturkræfterne, så hævner de sig på ham, idet de, i sammegrad som han udnytter dem, underkaster ham et sandt despoti, derer uafhængigt af enhver social organisation. At ville afskaffeautoriteten i storindustrien betyder at ville afskaffe selveindustrien, at tilintetgøre dampspinderiet for at vende tilbagetil spinderokken.

Lad os som et andet eksempel tage jernbanen.Også her er en mængde individers samvirke absolut nødvendigt:et samvirke, der må finde sted til ganske bestemte tider, hvisder ikke skal ske ulykker. Også her er den første betingelsefor driften en dominerende vilje, der afgør ethvert underordnetproblem, hvad enten denne vilje repræsenteres af en enkelttillidsmand eller af en komité, hvis opgave det er at udføreinteressenternes flertalsbeslutninger. I begge tilfælde har viat gøre med en udpræget autoritet. Ja, hvad ville der ikke skemed det første afgående tog, hvis banefunktionærernesautoritet over d'herrer passagerer blev afskaffet!

Men nødvendigheden af en autoritet, og tilmeden bydende autoritet, ses tydeligst på et skib i rum sø. Ifarens stund er alles liv her afhængig af, at alle straks ogubetinget adlyder en enkelts vilje.

Hver gang jeg fremfører den slags argumenterover for de mest fanatiske autoritetsfjender, kan de ikke findepå andet at svare end: "Ja, det er sandt, men her er derikke tale om en autoritet, som vi giver tillidsmændene, men omet hverv!" Disse herrer tror, at de har forandret sagen,når de forandrer dens navn. Sådan gør disse dybsindigetænkere grin med verden.

Vi har altså set, at på den ene side en visautoritet, uanset hvordan den er overdraget, og på den andenside en vis underordning er noget, der påtvinges os uafhængigtaf al social organisation, sammen med de materielle forhold,under hvilke vi producerer og lader produkterne cirkulere.

På den anden side har vi set, at de materielleproduktions- og cirkulationsforhold uvægerligt udvides afstorindustrien og storlandbruget og har en tendens til mere ogmere at udvide denne autoritets område. Det er følgelig absurdat tale om autoritetsprincippet som et absolut dårligt og omautonomiprincippet som et absolut godt princip. Autoritet ogautonomi er relative ting, og deres anvendelsesområde varierermed samfundsudviklingens forskellige faser. Hvisautonomitilhængerne nøjedes med at sige, at fremtidenssamfundsorganisation ville indskrænke autoriteten til detområde, hvor produktionsforholdene gør den uundgåelig, kunneman komme på talefod med dem, men de er blinde for alle dekendsgerninger, som gør autoriteten nødvendig, og kastet sigover ordet.

Hvorfor nøjes autoritetsfjenderne ikke med ativre mod den politiske autoritet, mod staten! Alle socialister erenige om, at den politiske stat og dermed den politiske autoritetvil forsvinde i den næste sociale revolutions kølvand, og detbetyder, at de offentlige funktioner vil miste deres politiskekarakter og forvandles til simple administrative funktioner, dertager vare på de sande sociale interesser. Menautoritetsfjenderne kræver, at den autoritære politiske statbliver afskaffet med eet slag, endnu før de sociale betingelser,der har fremkaldt dem er tilintetgjort. De kræver, at densociale revolutions første handling skal være autoritetensafskaffelse. Har disse herrer aldrig set en revolution! Enrevolution er afgjort det mest autoritære, der findes; den er enhandling, hvorved den ene del af befolkningen påtvinger denanden sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner,altså de mest autoritære midler, man kan tænke sig; og hviskampen ikke skal være forgæves, må det sejrende parti hævdesit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våbenindgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sigved magten bare een dag, hvis ikke den havde gjort brug af denneautoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne!Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig gradgjorde brug af den!

Altså, eet af to: enten vedautoritetsfjenderne ikke, hvad de siger, og i så fald spreder deforvirring; eller de ved det, og i så fald begår de forræderimod proletariatets bevægelse. I begge tilfælde tjener dereaktionen.

Federico Engels


Noter

[1]: