Tilbage
Lønarbejde og kapital
Næste

Kapitel III

Kapitalen består af råstoffer, arbejdsredskaber og livsfornødenheder af enhver art, som anvendes for at producere nye råstoffer, nye arbejdsredskaber og nye livsfornødenheder. Alle disse bestanddele er skabt ved hjælp af arbejde, er arbejdsprodukter, ophobet arbejde. Ophobet arbejde, der tjener som middel til ny produktion, er kapital.

Således siger økonomerne.

Hvad er en negerslave? Et menneske af den sorte race. Den ene forklaring er lige så god som den anden.

En neger er en neger. Først under bestemte forhold bliver han slave. En bomuldsspindemaskine er en maskine til at spinde bomuld med. Kun under bestemte forhold bliver den til kapital. Løsrevet fra disse forhold er den lige så lidt kapital, som guld i og for sig er penge eller sukker sukkerpris.

I produktionen virker menneskene ikke blot på naturen, men også på hinanden. De producerer kun ved, at de arbejder sammen på en bestemt måde og indbyrdes udveksler deres frembringelser. For at producere indgår de i bestemte forbindelser og forhold med hinanden, og kun inden for disse samfundsmæssige forbindelser og forhold finder deres indvirken på naturen, finder produktionen sted.

Disse samfundsmæssige forhold, hvori producenterne står til hinanden, de betingelser, hvorunder de udveksler deres virksomhed og tager del i produktionshelheden, vil naturligvis være afhængig af produktionsmidlernes karakter og ændre sig med denne. Ved opfindelsen af et nyt krigsredskab, geværet, ændredes nødvendigvis hele armeens indre organisation, forvandledes de forhold, under hvilke individerne udgør en armé og kan virke som armé, og også forskellige armeers forhold til hinanden ændrede sig.

De samfundsforhold, hvorunder individerne producerer, de samfundsmæssige produktionsforhold ændrer sig altså, forvandler sig med de materielle produktionsmidlers, med produktionskræfternes forandring og udvikling. Produktionsforholdene taget som helhed udgør det, man kalder samfundsmæssige forhold, samfundet, nemlig et samfund på et bestemt historisk udviklingstrin, et samfund med ejendommelig, særpræget karakter. Det antikke samfund, det feudale samfund, det borgerlige samfund er sådanne helheder af produktionsforhold, som hver især tillige betegner et bestemt udviklingstrin i menneskehedens historie.

Også kapitalen er et samfundsmæssigt produktionsforhold. Den er et borgerligt produktionsforhold, et produktionsforhold knyttet til det borgerlige samfund. De livsfornødenheder, de arbejdsredskaber, de råstoffer, som kapitalen består af, er de ikke frembragt og ophobet under givne samfundsmæssige betingelser, under bestemte samfundsmæssige forhold? Anvendes de ikke under givne samfundsmæssige betingelser, under bestemte samfundsmæssige forhold til ny produktion? Og gør ikke netop denne bestemte samfundsmæssige karakter de produkter til kapital, der tjener til ny produktion?

Kapitalen består ikke blot af livsfornødenheder, arbejdsredskaber og råstoffer, ikke blot af materielle produkter; den består i lige så høj grad af bytteværdier. Alle de produkter, den består af, er varer. Kapitalen er altså ikke blot en sum af materielle produkter, den er en sum af varer, af bytteværdier, af samfundsmæssige størrelser.

Kapitalen er og bliver den samme, hvad enten vi sætter bomuld i stedet for uld, ris i stedet for korn, dampskibe i stedet for jernbaner, blot forudsat, at bomulden, risen og dampskibene – kapitalens legeme – har samme bytteværdi, samme pris som ulden, kornet og jernbanerne, som den før var legemliggjort i. Kapitalens legeme kan stadig forvandle sig, uden at der sker den ringeste forandring med kapitalen.

Men selv om enhver kapital er en sum af varer, dvs. af bytteværdier, så er dog ikke enhver sum af varer, af bytteværdier, kapital.

Enhver sum af bytteværdier er en bytteværdi. Hver enkelt bytteværdi er en sum af bytteværdier. F.eks. er et hus, som er 1000 mark værd, en bytteværdi på 1000 mark. Et stykke papir, som er 1 pfennig værd, er en sum af bytteværdler på 100/100 pfennig. Produkter, der kan byttes med hinanden, er varer. Det bestemte forhold, hvori de kan byttes med hinanden, udgør deres bytteværdi, eller, udtrykt i penge, deres pris. Disse produkters masse kan ikke ændre deres bestemmelse: at være vare, at udgøre en bytteværdi eller at have en bestemt pris. Et træ er et træ, hvad enten det er stort eller lille. Forandrer det jernets karakter af vare, af bytteværdi, hvis vi bytter det bort for andre produkter i lod eller tons? Alt efter mængden er det en vare af større eller mindre værdi, med højere eller lavere pris.

Hvordan bliver nu en sum af varer, af bytteværdier, til kapital?

Ved at den holder og formerer sig som selvstændig samfundsmæssig magt, dvs. som en magt i hænderne på en del af samfundet, gennem udveksling med den umiddelbare, levende arbejdskraft. Eksistensen af en klasse, der ikke ejer andet end sin arbejdsevne, er en nødvendig forudsætning for kapitalen.

Det er først det ophobede, fortidige, legemliggjorte arbejdes herredømme over det umiddelbare, levende arbejde, der gør det ophobede arbejde til kapital.

Kapitalen består ikke i, at ophobet arbejde tjener det levende arbejde som middel til ny produktion. Den består i, at det levende arbejde tjener det ophobede arbejde som middel til at opretholde og formere dettes bytteværdi.

Hvad foregår der i byttehandelen mellem kapitalist og lønarbejder ?

Arbejderen får livsfornødenheder i bytte for sin arbejdskraft, men kapitalisten får i bytte for disse livsfornødenheder arbejde, arbejderens produktive virksomhed, den skabende kraft, hvormed arbejderen ikke blot erstatter, hvad han fortærer, men giver det ophobede arbejde en større værdi, end det havde i forvejen. Arbejderen modtager af kapitalisten en del af de forhåndenværende livsfornødenheder. Hvortil tjener disse livsfornødenheder ham? Til umiddelbart forbrug. Men så snart jeg forbruger livsfornødenheder, mister jeg dem uigenkaldeligt, medmindre jeg da bruger den tid, i hvilken disse midler holder mig i live, til at producere nye livsfornødenheder, til ved hjælp af mit arbejde at skabe nye værdier til erstatning for de værdier, som går til grunde ved forbruget. Men netop denne ædle reproduktive kraft afstår arbejderen jo til kapitalen som bytte for modtagne livsfornødenheder. Han har altså mistet den for sit eget vedkommende.

Lad os tage et eksempel: en forpagter giver sin daglejer 5 sølvgroschen om dagen. For disse 5 sølvgroschen arbejder han hele dagen på forpagterens mark og sikrer ham således en indtægt på 10 sølvgroschen. Forpagteren får ikke blot de værdier erstattet, som han har afstået til daglejeren; han fordobler dem. Han har altså på en frugtbar, produktiv måde anvendt eller forbrugt de 5 sølvgroschen, som han gav daglejeren. Han har for de 5 sølvgroschcn netop købt daglejerens arbejde og kraft, som frembringer produkter af jorden til den dobbelte værdi og gør de 5 sølvgroschen til 10 sølvgroschen. Daglejeren får derimod i stedet for sin produktivkraft, hvis virkninger han netop har afstået til forpagteren, 5 sølvgroschen, som han bytter med livsfornødenheder, livsfornødenheder, som han forbruger mere eller mindre hurtigt. De 5 sølvgroschen er altså forbrugt i dobbelt forstand: reproduktivt for kapitalen, thi de er byttet med en arbejdskraft, som frembragte 10 sølvgroschen, uproduktivt for arbejderen, thi de er byttet med livsfornødenheder som for stedse er forsvundet, og hvis værdi han kun kan få igen ved at gentage den samme byttehandel med forpagteren. Kapitalen forudsætter altså lønarbejdet, lønarbejdet kapitalen. De betinger gensidigt hinanden; de frembringer gensidigt hinanden.

En arbejder i en bomuldsfabrik, producerer han kun bomuldsstoffer? Nej, han producerer kapital. Han producerer værdier, som på ny tjener til at byde over hans arbejde, til ved hjælp af det at skabe nye værdier.

Kapitalen kan kun forøges ved at ombyttes med arbejdskraft, ved at skabe lønarbejde. Lønarbejderens arbejdskraft kan kun ombyttes med kapital ved at forøge kapitalen, ved at forstærke den magt, hvis slave den er. Kapitalens formering er derfor formering af proletariatet, dvs. arbejderklassen.

Arbejderens interesse er derfor den samme som kapitalistens, påstår bourgeoisiet og dets økonomer. Og faktisk! Arbejderen går til grunde, når kapitalen ikke beskæftiger ham. Kapitalen går til grunde, hvis den ikke udbytter arbejdskraften, og for at udbytte den, må den købe den. Jo raskere den kapital, som er bestemt til produktion, den produktive kapital, formerer sig, jo mere industrien derfor blomstrer, jo mere bourgeoisiet beriger sig, jo bedre forretningen går, desto flere arbejdere behøver kapitalisten, desto dyrere sælger arbejderen sig.

Den uomgængelige betingelse for en tålelig tilstand for arbejderen er altså den hurtigst mulige vækst af den produktive kapital.

Men hvad vil den produktive kapitals vækst sige? Det ophobede arbejdes voksende magt over det levende arbejde. Bourgeoisiets voksende herredømme over den arbejdende klasse. Når lønarbejdet producerer den fjendtlige magt, kapitalen, den fremmede rigdom, der behersker det, strømmer der fra denne beskæftigelsesmidler, dvs. eksistensmidler tilbage til det, på den betingelse, at det på ny gør sig til en del af kapitalen, til den drivkraft, der på ny slynger kapitalen ind i en hurtigere og hurtigere voksende bevægelse.

At kapitalens interesser er de samme som arbejdernes, vil blot sige: kapital og lønarbejde, er to sider af et og samme forhold. Den ene betinger den anden, som ågerkarlen og ødelanden gensidig betinger hinanden.

Så længe lønarbejderen er lønarbejder, afhænger hans skæbne af kapitalen. Det er det højtpriste interessefællesskab mellem arbejder og kapitalist.


Tilbage
Lønarbejde og kapital
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere