Tilbage
Kritik af Gotha-programmet

Bilag: Program for Tysklands socialdemokratiske parti (Vedtaget på partikongressen i Erfurt 1891)

Det borgerlige samfunds økonomiske udvikling fører med naturnødvendighed til undergang for den lille bedrift, hvis grundlag er arbejderens privatejendom til hans produktionsmidler. Den skiller arbejderen fra hans produktionsmidler og forvandler ham til en besiddelsesløs proletar, imens produktionsmidlerne bliver til et monopol for et forholdsvis lille antal kapitalister og store jordejere.

Hånd i hånd med denne monopolisering af produktionsmidlerne går der en fortrængning af de opsplittede småvirksomheder gennem kolossale storvirksomheder, går udviklingen fra værktøj til maskine, går en kæmpemæssig vækst af det menneskelige arbejdes produktivitet. Men alle fordele ved denne forvandling bliver monopoliseret af kapitalisterne og de store jordejere. For proletariatet og de forsvindende mellemlag – småborgere, bønder - betyder den, at usikkerheden i deres eksistens, elendigheden, undertrykkelsen, trældommen, nedværdigelsen, udbytningen vokser uafbrudt.

Stadig større bliver antallet af proletarer, stadig større armeen af overflødige arbejdere, stadig skarpere modsætningen mellem udbyttere og de udbyttede, stadig mere forbitret klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat, der deler det moderne samfund i to fjendtlige lejre og er det fælles kendetegn for alle industrilande.

Afgrunden mellem besiddende og besiddelsesløse uddybes endnu mere gennem de kriser, der har deres årsag i den kapitalistiske produktionsmådes væsen og bliver stadig mere omfattende og ødelæggende, gør den almene usikkerhed til samfundets normaltilstand og leverer bevis for, at produktivkræfterne er vokset det nuværende samfund over hovedet, at privatejendommen til produktionsmidlerne ikke længere kan forliges med deres hensigtsmæssige anvendelse og fulde udvikling.

Privatejendommen til produktionsmidlerne, der førhen var et middel til at sikre producenten ejendomsretten til hans produkt, er i dag blevet et middel til at ekspropriere bønder, håndværkere og småhandlende og lade de ikke-arbejdende – kapitalister, store jordejere – komme i besiddelse af arbejdernes produkt. Kun forvandlingen af den kapitalistiske privatejendom til produktionsmidlerne – jord, gruber og bjergværker, råstoffer, værktøj, maskiner, transportmidler – i samfundets ejendom og forvandlingen af vareproduktionen i socialistisk produktion, der drives for og af samfundet, kan bevirke, at storbedriften og det samfundsmæssige arbejdes stadigt voksende produktivitet fra en kilde til elendighed og undertrykkelse for de hidtil udbyttede klasser bliver til en kilde til den højeste velfærd og alsidig harmonisk fuldkommengørelse.

Denne samfundsmæssige forvandling betyder befrielse ikke blot af proletariatet, men af hele menneskeheden, som lider under tilstandene som de er i dag. Men den kan kun være arbejderklassens værk, fordi alle andre klasser på trods af deres indbyrdes interessestridigheder bygger på privatejendommen til produktionsmidlerne og har bevarelsen af det nuværende samfunds grundlag som fælles mål.

Arbejderklassens kamp mod den kapitalistiske udbytning er nødvendigvis en politisk kamp. Arbejderklassen kan ikke føre sine økonomiske kampe og ikke udvikle sin økonomiske organisation uden politiske rettigheder. Den kan ikke bevirke produktionsmidlernes overgang i helhedens eje uden at være kommet i besiddelse af den politiske magt.

Det er det socialdemokratiske partis opgave at gøre denne arbejderklassens kamp til en bevidst og enig kamp og pege på dens naturnødvendige mål.

Arbejderklassens interesser er de samme i alle lande med kapitalistisk produktionsmåde. Med udvidelsen af verdenssamkvemmet og produktionen for verdensmarkedet bliver arbejdernes stilling i hvert land stadig mere afhængig af arbejdernes stilling i de andre lande. Arbejderklassens befrielse er altså en opgave, som arbejderne i alle kulturlande har ligelig del i. I denne erkendelse føler og erklærer Tysklands socialdemokratiske parti sit fællesskab med de klassebevidste arbejdere i alle andre lande.

Tysklands socialdemokratiske parti kæmper altså ikke for nye klasseprivilegier og forrettigheder, men for afskaffelse af klasseherredømmet og af klasserne selv og for lige rettigheder og lige pligter for alle uden forskel af køn og afstamning. Udgående fra disse anskuelser kæmper det i det nuværende samfund ikke blot mod udbytningen og undertrykkelsen af lønarbejderne, men mod al slags udbytning og undertrykkelse, om den nu er rettet mod en klasse, et parti, et køn eller en race.

Udgående fra disse grundsætninger kræver Tysklands socialdemokratiske parti i første række:

  1. Almindelig, lige, direkte valg- og stemmeret med hemmelig stemmeafgivning til alle valg og afstemninger for alle rigets statsborgere over 20 år uden forskel mellem kønnene. Proportionalvalgsystem, og indtil dette er indført, lovmæssig nyinddeling af valgkredsene efter hver folketælling. To-årige legislaturperioder. Valg og afstemninger skal finde sted på en lovfæstet hviledag. Godtgørelse til de valgte repræsentanter. Ophævelse af enhver indskrænkning i de politiske rettigheder undtagen ved umyndiggørelse.
  2. Direkte lovgivning ved folket gennem retten til at foreslå og forkaste love; folkets selvbestemmelse og selvforvaltning i riget, i stat, provins og kommune. Valg af myndighederne ved folket, deres ansvarlighed for loven. Årlig skattebevilling.
  3. Opdragelse til almindelig forsvarsevne. Folkeværn i stedet for de stående hære. Afgørelse om krig og fred ved folkerepræsentationen. Bilæggelse af internationale stridigheder ved voldgift.
  4. Afskaffelse af alle love, der begrænser eller undertrykker den frie meningsytring eller forenings- og mødefrihed.
  5. Afskaffelse af alle love, der i offentlig og privatretslig henseende stiller kvinden ringere i forhold til manden.
  6. Religionen erklæres for privatanliggende. Afskaffelse af alle udgifter fra offentlige midler til kirkelige og religiøse formål. De kirkelige og religiøse menigheder skal betragtes som private foreninger, der ordner deres anliggender helt på egen hånd.
  7. Skolens verdslighed. Obligatorisk undervisning i offentlige folkeskoler. Vederlagsfri undervisning, læremidler og forplejning i de offentlige folkeskoler samt i de højere læreanstalter for de elever, drenge såvel som piger, der ifølge deres evner anses for egnede til videre uddannelse.
  8. Vederlagsfri retspleje og retsbistand. Retsudøvelse ved folkevalgte dommere. Ankeret i straffesager. Erstatning til uskyldigt anklagede, arresterede og dømte. Afskaffelse af dødsstraffen.
  9. Vederlagsfri lægehjælp indbefattet fødselshjælp og medicin. Vederlagsfri begravelse.
  10. Trinvis stigende indkomst- og formueskat til dækning af alle offentlige udgifter, for så vidt disse skal dækkes gennem skatter. Selvangivelsespligt. Arveskat, trinvis stigende efter arvens omfang og slægtskabsgraden. Afskaffelse af alle indirekte skatter, toldafgifter og andre økonomiske forholdsregler, som ofrer almenhedens interesser til fordel for et privilegeret mindretals interesser.

Til beskyttelse af arbejderklassen kræver Tysklands socialdemokratiske parti først og fremmest:

  1. En effektiv national og international arbejderbeskyttelseslovgivning på følgende grundlag:
    a) Fastsættelse af en normalarbejdsdag, der højst må være på 8 timer.
    b) Forbud mod erhvervsarbejde for børn under 14 år.
    c) Forbud mod natarbejde, undtagen i sådanne industrigrene, der kræver natarbejde ifølge deres tekniske natur eller af hensyn til den offentlige velfærd.
    d) En uafbrudt hvilepause på mindst 36 timer en gang om ugen for alle arbejdere.
    e) Forbud mod trucksystemet [1] .
  2. Overvågning af industrielle virksomheder, udforskning og regulering af arbejdsforholdene i byen og på landet gennem en rigsarbejdsstyrelse, distriktsarbejdsstyrelser og arbejdskamre. Gennemgribende arbejdshygiejne.
  3. Retslig ligestilling af landarbejdere og tjenestefolk med de industrielle arbejdere; afskaffelse af tyendelovgivningen.
  4. Sikring af koalitionsretten.
  5. Riget overtager den samlede arbejderforsikring med afgørende deltagelse af arbejderne i forvaltningen af den.

Noter

[1]: