V. Verdens opdeling mellem kapitalistsammenslutningerne

Kapitalisternes monopolistiske sammenslutninger – karteller, syndikater og truster – deler først og fremmest det indenlandske marked mellem sig, idet de mere eller mindre fuldstændigt tilriver sig det pågældende lands produktion. Men det indenlandske marked hænger under kapitalismen uadskilleligt sammen med det udenlandske. Kapitalismen har for længst skabt et verdensmarked. Og i samme grad, som kapitaleksporten voksede, og som de største monopolforbunds udenlandske og koloniale forbindelser og »indflydelsessfærer« udvidedes, ledte udviklingen på »naturlig« vis til aftaler i verdensmålestok, til internationale karteldannelser.

Dette er en ny fase i kapitalens og produktionens verdensomfattende koncentration, en fase, der står betydeligt højere end de foregående. Vi skal se, hvorledes dette overmonopol opstår.

Typisk for de nyeste tekniske fremskridt, for kapitalismen i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede er elektroindustrien. Og denne udviklede sig stærkest i de to mest fremskredne af de nye kapitalistiske lande, i De Forenede Stater og i Tyskland. I Tyskland havde krisen i 1900 særlig stor indflydelse på koncentrationens tilvækst i denne industrigren. Bankerne, som allerede dengang var ret stærkt sammenvoksede med industrien, fremskyndede under denne krise i højeste grad de forholdsvis små foretagenders undergang og deres opsugning i storbedrifterne. »Idet de (bankerne)«, skriver Jeidels, »slår hånden af netop de virksomheder, som trænger mest til kapital, befordrer de først en svimlende hausse, og dernæst redningsløs ruin for de selskaber, som ikke varigt er tæt forbundet med dem.« [1]

Følgerne deraf var, at koncentrationen efter 1900 gik fremad med kæmpeskridt. Før 1900 fandtes der i elektroindustrien syv eller otte »grupper«, som hver bestod af flere selskaber (i alt 28), og bag hver af dem stod fra 2 til 11 banker. Omkring 1908-1912 smeltede disse grupper sammen til to eller én. Denne proces foregik på følgende måde:

(Grupper i elektroindustrien)

Det berømte AEG (Allgemeine Elektrizitäts-Gesell-schaft), som har udviklet sig på denne måde, behersker (gennem et »deltage«-system) 175-200 selskaber, og disponerer over en samlet kapital på ca. 1,5 milliarder mark. Det har alene 34 direkte udenlandske agenturer, heraf 12 aktieselskaber, – i mere end 10 stater. Allerede i 1904 beregnede man den tyske elektroindustris kapitalanlæg i udlandet til 233 millioner mark, deraf 62 millioner i Rusland. Det er overflødigt at sige, at AEG er et kæmpemæssigt »kombineret« foretagende. Det ejer bl.a. 16 fabrikationsselskaber, som fremstiller de mest forskelligartede varer, lige fra kabler og isolatorer til automobiler og flyvemaskiner.

Men koncentrationen i Europa udgjorde også en bestanddel af koncentrationsprocessen i Amerika. Dette foregik på følgende måde:

(General electric company)

På denne måde opstod to »elektromagter«. »Andre findes der ikke på Jorden, i det mindste ikke fuldstændig uafhængige af disse,« siger Heinig i sin artikel: Elektrotrustens Vej. De følgende tal giver en omtrentlig, men langtfra udtømmende forestilling om disse to »trusters« omsætning og omfang:

Og nu afslutter i 1907 den amerikanske og den tyske trust en overenskomst om en deling af verden. Konkurrencen udelukkes. GEC »får« De Forenede Stater og Canada, AEG »får« Tyskland, Østrig, Rusland, Holland, Danmark, Svejts, Tyrkiet og Balkan. Der er truffet særlige – naturligvis hemmelige – overenskomster angående datterselskaberne, som skal trænge frem i nye industrigrene og i »nye« – formelt endnu udelte – lande. De udveksler indbyrdes opfindelser og erfaringer. [2]

Det er indlysende, hvor vanskelig konkurrencen er imod denne – i praksis ene – verdensomfattende trust, som disponerer over en kapital på flere milliarder mark og har afdelinger, repræsentanter, agenturer, forbindelser osv. i hver krog af verden. Men en deling af verden imellem to mægtige truster udelukker naturligvis ikke en nyopdeling, hvis styrkeforholdet – som følge af udviklingens ujævnhed, krige, krak osv. – forandrer sig.

Petroleumsindustrien frembyder et lærerigt eksempel på et forsøg på en sådan nyopdeling og kampen i den anledning.

»Verdens petroleumsmarked«, skriver Jeidels 1905, »er i det væsentligste endnu i dag opdelt mellem to store finansgrupper: Rockefellers amerikanske Standard Oil Co. og beherskerne af den russiske Baku-olie, Rotschild og Nobel. Grupperne står i nær forbindelse med hinanden, men er i de sidste år truet i deres monopolstilling af fem fjender ...« [3] : 1. de amerikanske petroleumskilders svigten; 2. konkurrencen fra firmaet Mantasjev i Baku; 3. petroleumskilderne i Østrig og 4. i Rumænien; 5. de oversøiske oliekilder, især i de hollandske kolonier (de stenrige firmaer Samuel og Shell, der oven i købet er forbundet med engelsk kapital). De tre sidste grupper er forbundet med tyske storbanker, med kæmpeforetagendet Deutsche Bank i spidsen. Disse banker har selvstændigt og planmæssigt fremmet petroleumsindustrien, f. eks. i Rumænien, for at have et »eget« støttepunkt. I den rumænske petroleumsindustri takserede man i 1907 den udenlandske kapital til at andrage 185 millioner francs, og heraf falder de 74 millioner på Tyskland. [4]

Der begyndte en kamp, som da også i den økonomiske litteratur betegnes som en kamp om »en opdeling af verden«. På den ene side Rockefellers »petroleumstrust«, der – for at rive alt til sig – stiftede et »datterselskab« i selve Holland og opkøbte petroleumskilderne i Hollandsk Indien for således at rette et slag mod hovedfjenden. den hollandsk-engelske Shell-trust. På den anden side søgte Deutsche Bank og de andre berlinske banker at »holde fast på« Rumænien og slutte det sammen med Rusland imod Rockefeller. Denne disponerede over en langt større kapital og et fortræffeligt organiseret transport- og distributionsapparat. Kampen kunne kun ende med Deutsche Banks fuldstændige nederlag, hvad der også blev tilfældet i 1907. Deutsche Bank havde nu kun valget imellem at likvidere sine »petroleumsinteresser« med milliontab eller at underkaste sig. Man valgte det sidste og sluttede med Standard Oil Co. en overenskomst, som var meget ugunstig for Deutsche Bank. Efter denne overenskomst forpligtede Deutsche Bank sig til »intet at foretage sig til skade for de amerikanske interesser« det var dog bestemt, at overenskomsten skulle tabe sin gyldighed, hvis Tyskland ved lov indførte statsmonopol på petroleum.

Nu begynder »petroleumskomedien«. En af Tysklands finanskonger, von Gwinner, direktør i Deutsche Bank, påbegynder gennem sin privatsekretær Stauss en agitation til fordel for petroleumsmonopolet. Hele den vældige berlinske banks kæmpeapparat, alle de omfangsrige »forbindelser« bliver sat i bevægelse, pressen skriger op i »patriotisk« harme over den amerikanske trusts »åg«, og den 15. marts 1911 vedtager Rigsdagen næsten enstemmigt en beslutning, der opfordrer regeringen til at udarbejde et lovudkast om et petroleumsmonopol. Regeringen greb denne »populære« ide, og Deutsche Banks spil, som skulle føre den amerikanske kontrahent bag lyset og forbedre dens egen forretning ved statsmonopolet, så ud til at være vundet. De tyske petroleumskonger svælgede allerede på forhånd i den kæmpemæssige profit, som ville kunne måle sig med de russiske sukkerfabrikanters ... Men så kom for det første de tyske storbanker i hårene på hinanden om byttets deling, og Disconto-Gesellschaft afslørede Deutsche Banks selviske interesser; for det andet blev regeringen bange for en kamp mod Rockefeller, for det så ud til at være ret tvivlsomt, om Tyskland kunne få petroleum uden om ham (Rumæniens produktivitet er ringe); og for det tredje behandledes netop bevillingen på milliardbudgettet for 1913 til Tysklands krigsrustninger. Monopolprojektet blev udsat. Rockefellers petroleumstrust gik foreløbig ud af kampen som sejrherre.

Det berlinske tidsskrift Die Bank skrev i den anledning, at Tyskland kun kunne bekæmpe petroleumstrusten ved et elektricitetsmonopol og ved omsætning af vandkraft til billig elektricitet. Men, tilføjede forfatteren, »elektricitetsmonopolet vil først komme i det øjeblik, da producenterne har brug for det; nemlig når det næste store krak i elektricitetsindustrien står for døren, når de vældige, dyre elektricitetsværker, som nu bygges alle vegne af elektricitetsindustriens private koncerner, og som stater, kommuner osv. allerede nu giver dem delvise monopoler på, ikke mere er i stand til at arbejde rentabelt. Så må man tage vandkraften i brug; dog vil man ikke lade staten omdanne den til billig elektricitet, men man vil atter overgive den til et »statsligt kontrolleret privatmonopol«, fordi de vældige erstatninger og affindelser, som man måtte betale privatindustrien ..., ville belaste grundrenten for stærkt i et ... elektricitetsmonopol. Således var det med kalimonopolet, således er det med petroleumsmonopolet, således vil det blive med elektricitetsmonopolet. Hvis blot vore statssocialister, som lader sig blænde af et smukt princip, engang ville indse, at monopolerne i Tyskland aldrig har haft til formål eller resultat at gavne forbrugerne eller bare at lade staten få del i driftsherregevinsterne, men altid blot har tjent til ved statshjælp at sanere privatindustrier, der nærmest stod på bankerottens rand.« [5]

Så værdifulde tilståelser ser borgerlige tyske nationaløkonomer sig nødsaget til at fremkomme med. Her ser vi anskueliggjort, hvorledes private og statslige monopoler i finanskapitalens epoke fletter sig ind i hinanden, og hvorledes både den ene og den anden slags kun danner enkelte kædeled i de største monopolindehaveres imperialistiske kamp om at dele verden.

Også i handelsskibsfarten har koncentrationens kæmpemæssige vækst ført til en opdeling af verden. I Tyskland opstod to vældige selskaber: Hamburg-Amerika-Linie og Norddeutscher Lloyd med en kapital på 200 millioner mark hver (i aktier og obligationer) og skibe til en værdi af 185-189 millioner mark. På den anden side dannedes der i Amerika den 1. januar 1903 den såkaldte Morgantrust, The International Mercantile Marine Co., som forener ni amerikanske og engelske dampskibsselskaber og råder over en kapital på 120 millioner dollars (480 millioner mark). Allerede i 1903 afsluttede de tyske kæmpeselskaber en overenskomst med denne angloamerikanske trust om opdelingen af verden i forbindelse med fordelingen af profitten. De tyske selskaber renoncerede på konkurrence i den engelsk-amerikanske fragtfart. Det blev nøjagtigt bestemt, hvilke havne der skulle »overlades« til hver især, der dannedes et fælles kontroludvalg osv. Overenskomsten blev sluttet på 20 år med den klausul, at den trådte ud af kraft i tilfælde af krig. [6]

Højst lærerig er også det internationale skinnekartels tilblivelseshistorie. Allerede i 1884, i den værste industrielle depressions periode, gjorde de engelske, belgiske og tyske skinneværker for første gang forsøg på at danne et sådant kartel. Man enedes om ikke at konkurrere med hinanden på de pågældende indenlandske markeder, og de udenlandske markeder blev fordelt efter følgende forhold: England 66 pct., Tyskland 27 pct. og Belgien 7 pct. Hele Indien var reserveret England. Der udkæmpedes en fælles kamp imod et engelsk firma, der havde holdt sig uden for aftalen, og omkostningerne ved denne kamp dækkedes af en vis procent af det samlede salg. Men kartellet faldt fra hinanden i 1886, da to engelske firmaer udtrådte. Det er karakteristisk, at der ikke kunne komme nogen ny aftale i stand i den efterfølgende industrielle opgangsperiode.

I begyndelsen af 1904 blev det tyske stålsyndikat stiftet. November 1904 blev det internationale skinnekartel fornyet med følgende normeringer: England 53,5 pct., Tyskland 28,83 pct., Belgien 17,67 pct. Hertil sluttede Frankrig sig med 4,8 pct., 5,8 pct. og 6,4 pct. for det første, andet og tredje år ud over 100 pct., dvs. med en samlet mængde af 104,8 pct. osv. I 1905 tiltrådte De Forenede Staters ståltrust (United States Steel Corporation) og senere også Østrig og Spanien. »I øjeblikket«, skriver Vogelstein 1910, »er Jordens deling fuldført, og de store forbrugere, først og fremmest statsbanerne, kan nu, da verden er givet bort, uden at deres interesser er varetaget, som digteren tage ophold i Zeus' himmel.« [7]

Endvidere må nævnes det internationale zinksyndikat, som blev stiftet i 1909 og fordelte produktionen nøjagtigt mellem 5 grupper: de tyske, belgiske, franske, spanske og engelske værker; desuden den internationale krudttrust, denne, som Liefmann siger: »ganske moderne nære forbindelse mellem alle tyske foretagender, der fremstiller sprængstof, og som derefter sammen med de på samme måde organiserede franske og amerikanske sprængstoffabrikker så at sige har fordelt hele verden mellem sig.« [8]

I alt opregner Liefmann for året 1897 henimod 40 internationale karteller, som Tyskland tager del i, og for 1910 ca. 100.

En del borgerlige forfattere (til hvilke nu også slutter sig K. Kautsky, der fuldstændig har forrådt sin marxistiske indstilling fra f. eks. 1909) har givet udtryk for den mening, at de internationale karteller, som en af de mest typiske udtryksformer for kapitalens internationalisering, skulle give håb om fred mellem folkene under kapitalismen. Denne anskuelse er teoretisk fuldkommen forvrøvlet og i praksis en sofisme og en uærlig metode til at forsvare den værste opportunisme. De internationale karteller viser, hvor stærke de kapitalistiske monopoler nu er blevet, og hvad kampen mellem kapitalistforbundene drejer sig om. Denne sidste omstændighed er den vigtigste; kun den gør os klar over begivenhedernes historisk-økonomiske mening; kampens form kan nemlig skifte og skifter også bestandig af forskellige, forholdsvis specielle og forbigående grunde, men kampens væsen, dens klasseindhold, kan ligefrem ikke ændre sig, så længe der findes klasser. Det er klart, at det gavner f. eks. det tyske bourgeoisi, som Kautsky efter sagens natur er gået over til med sine teoretiske betragtninger (hvad vi skal vende tilbage til) – når man tilslører indholdet af nutidens økonomiske kamp (fordelingen af verden), og fremhæver snart den ene, snart den anden form af denne kamp. Netop denne fejl begår Kautsky. Og det drejer sig naturligvis ikke alene om det tyske bourgeoisi, men om hele verdens bourgeoisi. Kapitalisterne deler verden imellem sig, ikke på grund af nogen særlig ondskab, men fordi det stadium, hvortil koncentrationen er nået, tvinger dem til at gå denne vej for at få profit; og fordelingen foretages »efter kapital«, »efter magt« – anden delingsmåde kan der jo heller ikke findes i vareproduktionens og kapitalismens system. Magten forandrer sig imidlertid med den økonomiske og politiske udvikling; for at forstå det, der sker, må man vide, hvilke spørgsmål der afgøres ved magtforskydning. Om disse forskydninger nu er af »ren« økonomisk natur eller af ikke-økonomisk (f.eks. militær) art, er et underordnet spørgsmål, som ikke kan ændre noget i den grundlæggende opfattelse af kapitalismens seneste epoke. At sætte spørgsmålet om kampens og aftalernes form (i dag fredelig, i morgen ufredelig, i overmorgen atter ufredelig) i stedet for spørgsmålet om indholdet af kampen og aftalerne mellem kapitalistsammenslutninger, er det samme som at synke ned til sofistens rolle.

Kapitalismens seneste epoke viser os, at der på grundlag af den økonomiske opdeling af verden danner sig visse relationer mellem kapitalistsammenslutningerne, men at der ved siden af og i sammenhæng hermed tillige danner sig visse relationer mellem de politiske sammenslutninger, staterne, på grundlag af den territoriale opdeling af verden, kampen om kolonierne, »kampen om det økonomiske territorium.«

Noter

[1]: