Tilbage
Løn, pris og profit
Næste

Produktion og løn

Borger Westons påstand hvilede faktisk på to forudsætninger: 1. at mængden af den nationale produktion er noget fast, en konstant mængde eller størrelse, som matematikeren ville sige, at det beløb, som den virkelige løn udgør, d.v.s. lønnen målt med den mængde brugsgenstande, som kan købes for den, er et fast beløb, en konstant størrelse.

Imidlertid er hans første antagelse ganske åbenbart urigtig. I vil se, at produktionens værdi og mængde stiger fra år til år, at det nationale arbejdes produktivkræfter vokser, og at det pengebeløb, som er nødvendigt til denne voksende produktions cirkulation, stadig skifter. Hvad der gælder ved årets slutning og for forskellige år, som sammenlignes med hinanden, gælder også for hver gennemsnitsdag i året. Den nationale produktions mængde eller størrelse skifter bestandig. Det er ingen fast, men en foranderlig størrelse, og ganske bortset fra forandringer i befolkningen må det være sådan på grund af den stadige forandring i ophobningen af kapital og arbejdets produktivkræfter. Det er ganske rigtigt, at hvis der i dag ville indtræde en forhøjelse af de almindelige lønsatser, ville denne ikke umiddelbart ændre produktionsmængden, hvad så end dens sidste virkning måtte blive. Den ville først og fremmest gå ud fra tingenes nuværende tilstand. Men når den nationale produktion før lønnens stigning er foranderlig og ikke fast, så vil den også efter lønforhøjelserne vedblive at være foranderlig og ikke fast.

Men lad os antage, at mængden af den nationale produktion var konstant og ikke foranderlig. Selv da ville det, som vor ven Weston anser for en logisk slutning, vise sig ikke at være andet end en ubegrundet påstand. Når jeg har et bestemt tal, skal vi sige 8, så forhindrer dette tals absolutte grænse ikke dets dele i at forandre deres relative grænser. Når profitten er lig 6 og lønnen lig 2, så kan lønnen stige til 6, og profitten falde til 2, og dog bliver det samlede beløb ved med at være 8. Den konstante produktionsmængde ville altså aldeles ikke bevise den konstante løn. Hvordan beviser altså vor ven Weston nu denne konstant? Det er kun en påstand.

Men selv om vi går ud fra, at hans påstand er rigtigt; ville den virke i to retninger, medens han kun lader den gælde til en side. Når det beløb, lønnen udgør, er en konstant størrelse, så kan den hverken forhøjes eller nedsættes. Hvis altså arbejderne handler tåbeligt, når de gennemtvinger en forbigående lønforhøjelse, så ville kapitalisterne handle akkurat lige så tåbeligt, hvis de gennemtvinger en forbigående lønnedsættelse. Vor ven Weston nægter ikke, at arbejderne under visse omstændigheder kan gennemføre lønforhøjelser, men da der beløb, lønnen udgør, er lige så upåvirkeligt som en naturlov, så må der følge en reaktion efter. Men han ved på den anden side også, at kapitalisterne kan gennemtvinge lønnedsættelser, og at de faktisk uafbrudt forsøger på det. Ifølge loven om lønnens uforanderlighed måtte der følge en reaktion, ikke blot i det ene, men også i det andet tilfælde. Arbejderne ville derfor handle rigtigt, når de satte imod tilstræbte eller faktisk gennemførte lønnedsættelser. De ville derfor handle rigtigt, hvis de gennemførte lønforhøjelser, thi enhver reaktion mod lønnedsættelser er en aktion for lønforhøjelser. Efter borger Westons egen grundsætning om lønningernes uforanderlighed skulle arbejderne derfor under visse omstændigheder slutte sig sammen og kæmpe for lønforhøjelser.

Hvis han ikke vil gå med til denne slutning, så må han opgive de forudsætninger, af hvilke den opstår. Han må ikke sige, at lønnens højde er en konstant størrelse, som, skønt den ikke kan og må stige, dog' kan og må falde, så snart det behager kapitalisten at nedsætte den. Hvis det behager kapitalisten at give jer kartofler at spise i stedet for kød, og havre i stedet for hvede, så må I antage hans vilje som en af den politiske økonomis love og underkaste jer den. Når lønsatserne i et land, f.eks. i de Forenede Stater, er højere end i et andet land, så skal I forklare denne forskellighed i lønniveauet som el forskellighed i vilje hos de amerikanske kapitalister og de engelske kapitalister, en metode, som i høj grad vil lette ikke blot studiet af økonomiske fænomener, men også af alle andre fænomener.

Men selv i det tilfælde måtte man dog spørge, hvorfor den amerikanske kapitalists vilje er forskellig fra den engelske kapitalists vilje. Og for at besvare dette spørgsmål må man gå uden for viljens område. En eller anden siger måske til mig, at Gud vil en ting i Frankrig og el anden i England. Når jeg opfordrer ham til at forklare mig denne viljes dobbelthed, gå kunne han have den frækhed at svare mig, at det behager Gud at have el vilje i Frankrig og en anden i England. Men vor ven Weston er sikkert den sidste til at 'bruge en sådan fuldstændig fornægtelse af al sund fornuft som argument.

Kapitalistens vilje består ganske rigtigt i at tage så meget som muligt. Hvad vi skal gøre er ikke at snakke om hans vilje, mel at undersøge hans magt, grænserne for denne magt og disse grænsers karakter.


Tilbage
Løn, pris og profit
Næste

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere