Tilbage
Løn, pris og profit

Kampen mellem kapital og arbejde og dens resultater

1. Efter at vi har vist, at den periodiske modstand, som arbejderen gør mod en nedsættelse af lønnen, og de bestræbelser, han periodisk gør sig for at opnå lønforhøjelse, er uadskilleligt knyttet til lønsystemet og fremkaldt af den kendsgerning, at arbejdet bliver ligestillet med varerne og derfor er underkastet de love, som regulerer prisernes almindelige bevægelser; da vi endvidere har vist, at en almindelig lønforhøjelse vil fremkalde en nedgang i den almindelige profitrate uden at få indflydelse på varernes gennemsnitspriser eller værdi, opstår nu til slut det spørgsmål, i hvilket omfang arbejdet har udsigt til sejr i den ustandselige kamp mellem kapital og arbejde.

Jeg kunne svare i almindelighed og sige, at arbejdets markedspris, nøjagtig som prisen på alle andre varer, i tidens lab vil tilpasse sig til dets værdi, og at arbejderen derfor, trods al stigen og falden og hvad han selv måtte gøre, til syvende og sidst i gennemsnit kun vil få værdien af sit arbejde, som opløser sig i værdien af hans arbejdskraft, som igen er bestemt af den værdi, som de til dens vedligeholdelse og fornyelse nødvendige livsfornødenheder har, hvis værdi endelig reguleres af den arbejdsmængde, der behøves for at fremstille dem.

Men der findes nogle særlige omstændigheder, som adskiller arbejdskraftens værdi eller arbejdets værdi fra alle andre varers værdi. Arbejdskraftens værdi dannes af to elementer, af hvilke det ene er rent fysisk, det andet historisk eller socialt. Den yderste grænse bestemmes af det fysiske element, d.v.s.. arbejderklassen må for at opretholde og forny sig, for at forsætte sin fysiske eksistens, have de til sit liv og formering absolut nødvendige eksistensmidler. Værdien af disse absolut nødvendige livsfornødenheder danner derfor den laveste grænse for værdien af deres arbejde. På den anden side har også arbejdsdagens længde sin yderste, om end meget elastiske grænse. Dens yderste grænse er givet ved arbejderens fysiske kraft. Hvis den daglige udmattelse af hans livskraft overskrider en vis grad, så kan den ikke daglig udfolde sig på ny. Men denne grænse er som sagt meget elastisk. Svagelige generationer med kort levetid, som følger hurtigt på hinanden, vil forsyne arbejdsmarkedet lige så godt som en række kraftige generationer med lang levetid.

Ved siden af dette rent fysiske element bestemmes arbejdets værdi af den i hvert land traditionelle levefod. Den består ikke blot i det fysiske liv, men i tilfredsstillelsen af visse behov, som udspringer af de sociale betingelser, hvorunder menneskene lever og er opdraget. Den engelske levefod vil kunne trykkes ned på irlændernes niveau, en tysk bondes levefod til en livlandske bondes levefod. Betydningen af den rolle, som den historiske tradition og de sociale vaner spiller i denne henseende, kan man se i Thorntons bog om - Overbefolkning -, hvor han viser, at gennemsnitslønnen i Englands forskellige landbrugsegne endnu den dag i dag er forskellig efter de mere eller mindre gunstige omstændigheder, under hvilke de pågældende egne har afrystet livegenskabets åg.

Dette historiske eller sociale element, som øver indflydelse på arbejdets værdi, kan blive kraftigere eller svagere eller ganske forsvinde, sådan at der ikke bliver andet end den fysiske skranke tilbage. Under den anti-jakobinske krig, der - som den uforbederlige skatteyder og kuponklipper, gamle George Rose plejede at sige - blev iværksat for at redde vor hellige religions trøsteord mod de vantro franskmænds fjendtlige indfald, har de brave engelske farmere, som vi behandlede så sart i et af de foregående afsnit, endog trykket landarbejdernes løn ned under den rent fysiske grænse og ladet fattighjælpen betale den til klassens fysiske videreførelse nødvendige rest. Dette var den ærefulde måde, hvorpå de forvandlede lønarbejderen til en slave og Shakespeares stolte odelsbonde til en mand, der måtte modtage almisser.

Hvis man sammenligner arbejdets normalløn eller værdi i forskellige lande og i forskellige historiske perioder i samme land, så vil man se, at arbejdets værdi ikke i sig selv er nogen konstant, men en foranderlig størrelse, selv forudsat at alle andre varers værdi er uforandret.

En lignende sammenligning af profittens markedsrater vil vise, at ikke blot disse, men også deres gennemsnitsrater forandrer sig.

Hvad profitten angår, så findes der ingen lov, som bestemmer dens minimum. Vi kan ikke sige, hvor den laveste grænse for dens fald ligger. Og hvorfor kan vi ikke bestemme denne grænse? Fordi vi nok er i stand til at bestemme minimallønnen, men ikke maksimallønnen. Vi kan kun sige, at når arbejdsdagens grænser er givet, svarer profittens maksimum til lønnens fysiske minimum; og at når lønnen er givet, svarer profittens maksimum til en sådan forlængelse af arbejdsdagen, som endnu lader sig forene med arbejderens fysiske kræfter. Profittens maksimum er derfor kun begrænset af det fysiske lønminimum og arbejdsdagens fysiske maksimum. Det er klart, at der mellem disse to grænser for maksimalprofitten kan ligge en uhyre skala af variationer. Dens faktiske grad bestemmes kun af den ustandselige kamp mellem kapital og arbejde; kapitalisten prøver stadig på at trykke lønnen ned til dens fysiske minimum og at udvide arbejdsdagen til dens fysiske maksimum, medens arbejderen stadig udøver et tryk i modsat retning.

Problemet opløser sig i spørgsmålet om forholdet mellem de kæmpende kræfter.

2. Hvad arbejdsdagens begrænsning i England så vel som i alle andre lande angår, så er den aldrig blevet reguleret på anden måde end ved lovindgreb. Uden arbejdernes stadige tryk udefra havde denne indgriben aldrig fundet sted. Men i hvert fald ville det resultat aldrig være blevet opnået ved private overenskomster mellem arbejderne og kapitalisterne. Netop denne nødvendighed af en almindelig politisk aktion giver beviset for, at i den rent økonomiske kamp er kapitalen den stærkeste.

Hvad angår grænsen for arbejdets værdi, så afhænger dens faktiske fastsættelse altid af efterspørgsel og tilbud, jeg mener dermed efterspørgsel efter arbejde fra kapitalens side og tilbud af arbejde fra arbejdernes side. I koloniallandene er loven om tilbud og efterspørgsel til gunst for arbejderen. Derfor det relativt høje lønniveau i de Forenede Stater. Kapitalen kan der gøre sit yderste. Den kan ikke forhindre, at arbejdsmarkedet stadig tømmes på grund af, at lønarbejderne stadig forvandles til uafhængige selvforsynende bønder. Stillingen som lønarbejder er for en meget stor del af amerikanerne kun et gennemgangsstadium, som de er sikre på at kunne forlade efter kortere eller længere tidl. For at afhjælpe denne tingenes tilstand i kolonierne har den faderlige britiske regering i nogen tid antaget den såkaldte moderne kolonisationsteori, som består i, at der lægges en kunstig høj pris på kolonijord for på denne måde at forhindre, at lønarbejderen forvandles til uafhængig bonde.

Men lad os nu gå over til de gamle civiliserede lande, hvor kapitalen behersker hele produktionsprocessen. Lad os f. eks. tage forhøjelsen af landarbejdernes løn i England 1849/,59. Hvad var følgen af den? Landmændene kunne ikke, sådan som vor ven Weston ville have råder dem til, forhøje hvedens værdi, ikke engang dens markedspris. De måtte tværtimod finde sig i, at den faldt. Men i disse 11 år indførte de alle slags maskiner og nye videnskabelige metoder, forvandlede agerjord til græsmarker og forøgede gårdenes størrelse og dermed produktionens omfang. Ved hjælp af disse og andre midler formindskede de efterspørgselen efter arbejde ved at forøge dets produktivkræfter og gjorde arrer landarbejderbefolkningen relativt overflødig. Der er den almindelige måde, hvorpå kapitalens tilbageslag mod lønforhøjelser hurtigere eller langsommere foregår i gamle lande, hvor jorden er rager under kultur. Ricardo har ganske rigtigt bemærker, at maskinerne stadig konkurrerer med arbejdet og rir kun kan indføres, når prisen på arbejde når en bestemt højde; men anvendelse af maskiner er kun en af de mange metoder til forhøjelse af arbejders produktivkraft.

Den samme udvikling, som gør der almindelige arbejde relativt overflødigt, gør på den anden side der faglærte arbejde simplere og forringer derved dets værdi.

Den samme lov gør sig gældende i en anden form. Med udviklingen i arbejders produktivkræfter bliver ophobningen af kapital stærkt fremskynder, endog trods relativt høje lønsatser. Deraf kunne man slutte, at den Fremskyndede ophobning af kapital må sænke vægtskålen til gunst for arbejderen, idet den skaffer voksende efterspørgsel efter hans arbejde, sådan som Adam Smith, på hvis rid den moderne industri endnu var i sin vorden, har antaget. Af samme grund har mange af vor rids forfattere undrer sig over, at lønnen ikke er steget synderligt, skønt den engelske kapital i de sidste 20 år er steget så meget hurtigere end den engelske befolkning. Men samtidig med den voksende kapitalophobning finder, der en tiltagende forandring sted i kapitalens talens sammensætning. Den del af den samlede kapital, som består af fast kapital, maskiner, råmaterialer, produktionsmidlerne af enhver slags, vokser hurtigere end den anden del af kapitalen, som gives ud til løn eller køb af arbejde. Denne lov er i mere eller mindre korrekt form blevet konstateret af Barton, Ricardo, Sismondi, professor Richard Jones, professor Ramsay, Cherbuliez og andre.

Hvis forholder mellem disse to elementer af kapital oprindelig var 1 : 1, så bliver der efterhånden som industrien udvikler sig 5 : 1 o.s.v.. Hvis der af en samler kapital på 600 bruges 300 til værktøj og råmaterialer og 300 til løn, så behøver den samlede kapital kun at blive fordobler for at skabe en efterspørgsel efter 600 arbejdere i stedet for 300. Men hvis der af en kapital på 600 sættes 500 i maskiner, materialer o.s.v.. og kun 100 i løn, så må den samme kapital stige fra 600 til 3600 for at skabe en efterspørgsel efter 600 arbejdere i stedet for 300. Under industriens udvikling. holder efterspørgselen efter arbejde derfor ikke trit med kapitalophobningen. Den vil ganske vist vokse, men den vil være stadig aftagende i forhold til kapitalforøgelsen.

Disse få antydninger vil være nok til at vise, at netop den moderne industris udvikling i voksende grad sænker vægtskålen til gunst for kapitalisterne og til skade for arbejderne, og at den kapitalistiske produktions almindelige rendens som følge deraf ikke går i retning af at hæve gennemsnitslønnen, men i retning af at sænke den, d.v.s.. trykke arbejders værdi mere eller mindre ned mod dens laveste grænse. Men når de faktiske forhold i dette system nu viser denne rendens, betyder der så, at arbejderklassen skal give afkald på at gøre modstand mod kapitalens overgreb og opgive sine bestræbelser for ved de lejligheder, der frembyder sig, at opnå det bedst mulige til en midlertidig forbedring af sin stilling? Hvis den gjorde der, ville den blive trykket ned til at blive en ensartet masse forkuede stakler, som ikke mere kunne frelses. Jeg tror, jeg har vist, at arbejdernes kampe for normalløn er foreteelser, som er uadskillelige fra hele lønsystemet, at deres anstrengelser for at opnå lønforhøjelse i 99 af 100 tilfælde kun er forsøg på at opretholde den givne værdi af arbejder, og at nødvendigheden af at slås med kapitalisterne om prisen hænger sammen med deres stilling: at de må snige sig selv som en vare. Hvis arbejderklassen fejt gav efter i den daglige konflikt med kapitalen, ville den berøve sig selv evnen til at kunne foretage nogen som helst større bevægelse.

Samtidig må arbejderne ikke - ganske bortset fra det almindelige slaveri, som hænger sammen med lønsystemet - overvurdere de endelige virkninger af denne daglige kamp. De må ikke glemme, at de fører kamp mod virkninger, men ikke mod årsagerne til disse virkninger; at de kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning; at de kun bruger et tindrende middel, men ikke helbreder sygdommen. De bør derfor ikke udelukkende gå op i denne uundgåelige guerillakrig, som uafbrudt udspringer af kapitalens stadige overgreb eller af forandringerne i markedet. De bør forstå, at det nuværende system med al den elendighed, som det bringer ind over dem, samtidig skaber (le for samfundets økonomiske omdannelse nødvendige materielle betingelser og sociale former. I stedet for den konservative parole: "En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag" skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: "Lønsystemets afskaffelse".

Efter denne meget lange og - er jeg bange for - trættende udredning, som jeg måtte give for at behandle emnet nogenlunde fyldestgørende, vil jeg slutte med at foreslå følgende resolution vedtaget:

1. En almindelig forhøjelse af lønsatserne vil fremkalde nedgang i den almindelige profitrate, men i det store og hele ikke berøre varepriserne.

2. Det er den kapitalistiske produktions almindelige tendens ikke at hæve, men at sænke det gennemsnitlige lønniveau.

3. Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentrer mod kapitalens overgreb.. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for samtidig at, forsøge på at omdanne det, i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang for arbejderklassens endelige befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse.

Foredrag, holdt af K. Marx den 20. og 27. juni 1865 i Den internationale arbejderassociations generalråd. Trykt første gang på engelsk under titlen: "Value, Price and Profit", London 1898.

Efter den engelske udgave, sammenholdt med Marx' manuskript.


Tilbage
Løn, pris og profit

Karl Marx Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere