London, den 5. august 1890.
... Paul Barths bog [1] så jeg anmeldt i wienerbladet »Deutsche Worte«, af ulykkesfuglen Moritz Wirth, og denne kritik har efter ladt mig et indtryk, som også er ugunstigt for bogen selv. Jeg vil se på den, men jeg må sige, at hvis lille Moritz har citeret det sted rigtigt, hvor Barth hævder, at han i alle Marx ' skrifter kun har kunnet finde et eneste eksempel på filosofiens etc. afhængighed af de materielle eksistensbetingelser, nemlig at Descartes erklærer dyrene for maskiner, så gør det mig ondt for den mand, der kan skrive sligt. Og hvis manden endnu ikke har opdaget, at når den materielle eksistensmåde er den drivende kraft, udelukker dette ikke, at de ideelle områder omvendt kan udøve en reagerende, men sekundær indvirkning på den, så kan han dog umuligt have begrebet det emne, han skriver om. Men som sagt, det er alt sammen på anden hånd, og lille Moritz er en skæbnesvanger ven. Også den materialistiske historieopfattelse har i dag en mængde af den slags venner, der kun bruger den som påskud til ikke at studere historien. Ganske ligesom Marx sagde om de franske »marxister« fra slutningen af 70'erne: »Alt hvad jeg ved, er, at jeg ikke er marxist«.
Så har der også været en diskussion i »Volkstribüne« om fordelingen af produkterne i det kommende samfund, om det skal ske efter arbejdskvantum eller på anden måde. Man har også taget meget »materialistisk« på sagen, som modstykke til visse idealistiske retfærdighedstalemåder. Men mærkelig nok er det ikke faldet nogen ind, at fordelingsmåden dog væsentligt afhænger af, hvor meget der er at fordele, og at dette dog vel ændrer sig med produktionens og den samfundsmæssige organisations fremskridt, at altså fordelingsmåden vel også turde blive ændret. Men hos alle deltagende tager det »socialistiske samfund« sig ikke ud som en ting i stadig forandring og fremadskriden, men som noget stabilt, en gang for alle fastlagt, som altså også skal have en fordelingsmåde, der er fastlagt en gang for alle. Fornuftigvis kan man dog kun 1) forsøge at opdage den fordelingsmåde, man skal begynde med, og 2) søge at finde den almindelige tendens, der præger den videre udvikling. Derom finder jeg imidlertid ikke et ord i hele debatten.
Overhovedet tjener ordet »materialistisk« i Tyskland simpelthen som frase for mange yngre forfattere, en frase, som man uden videre studium klistrer på alt muligt, dvs. man klistrer denne etikette på og tror så at have afgjort sagen. Men vor historieopfattelse er frem for alt en vejledning ved studiet og ikke en løftestang til konstruktioner á la hegelianisme. Hele historien må studeres på ny, de forskellige samfundsformationers eksistensbetingelser må undersøges i enkeltheder, før man forsøger på af dem at udlede de politiske, privatretslige, æstetiske, filosofiske, religiøse osv. anskuelser, der svarer til dem. På dette punkt er der indtil nu kun sket meget lidt, fordi kun få for alvor er gået i gang med det. På dette punkt har vi brug for hjælp i massevis, området er uendelig stort, og hvem der vil arbejde for alvor, kan yde meget og udmærke sig. Men i stedet tjener frasen »historisk materialisme« (man kan nu engang gøre alt til en frase) kun til, at alt for mange yngre tyskere bare skynder sig med at få konstrueret et system ved hjælp af deres egne relativt begrænsede historiske kundskaber - den økonomiske historie ligger jo endnu i svøb! - så at de selv synes, at de er nogle vældige karle. Og så kan der komme en Barth og give sig i lag med sagen selv, som i hvert fald i hans omgivelser er degraderet til en ren frase.
Imidlertid, det vil alt sammen nok jævne sig. Vi er nu i Tyskland stærke nok til at kunne stå for meget. En af de største tjenester, som socialistloven har gjort os, var at befri os for påtrængenheden fra den socialistisk anløbne tyske studiosus. Vi er nu stærke nok til at kunne fordøje også den tyske studiosus, der igen er blevet stærk i munden. De, der selv virkelig har ydet noget, De må have bemærket, hvor få af de unge litterater, der klæber sig fast til partiet, der gør sig den ulejlighed at studere økonomi, økonomiens historie, handelens, industriens, land brugets, samfundsformationernes historie. Hvor mange kender mere til Maurer end navnet! Journalisternes selvtilfredshed må der klare det hele, og det bliver også derefter. Det ser tit ud, som om disse herrer troede, at alt er godt nok til arbejderne. Hvis disse herrer vidste, at Marx ikke engang anså sine bedste ting for gode nok til arbejderne, hvorledes han anså det for en forbrydelse at byde arbejderne noget, der var dårligere end det allerbedste! ...
[1]: