| Tilbage |
Vi har nu fulgt opløsningen af gensforfatningen hos de tre store enkelteksempler: grækerne, romerne og tyskerne. Vi vil nu til slut undersøge de almindelige økonomiske betingelser, som allerede på barbariets højeste trin undergravede gensens samfundsordning, og som med civilisationens indtræden fuldstændig gjorde det af med den. Her bliver Marx' »Kapitalen« ligeså nødvendig for os som Morgans bog.
Vokset frem på den vilde tilstands mellemste trin og videreudviklet på dens højeste trin når gensen, så vidt vore kilder sætter os i stand til at bedømme det, sin blomstringstid på barbariets laveste trin. Følgelig begynder vi med dette udviklingstrin.
Her, hvor de amerikanske rødhuder må tjene os som eksempel, finder vi gensforfatningen helt udviklet. Een stamme har delt sig i flere genser, hyppigst i to; disse oprindelige genser deler sig med det voksende befolkningstal hver i flere dattergenser, i forhold til hvilke modergensen optræder som fratria, stammen selv spalter sig i flere stammer, og i hver af dem finder vi for en stor del de gamle genser; de beslægtede stammer er i hvert fald i enkelte tilfælde samlede i et forbund. Denne enkle ordning er fuldkommen tilstrækkelig for de samfundstilstande, hvoraf den er udsprunget. Den er ellers intet andet end sin egen, naturgroede gruppering, den er i stand til at udligne alle konflikter, som kan fremkomme i et samfund, der er ordnet på denne måde. Udadtil er det krigen, der udligner; den kan ende med stammens tilintetgørelse, men aldrig med dens undertrykkelse. Det er gensforfatningens storhed, men også dens begrænsning, at den ikke har plads for herredømme og undertrykkelse. Indadtil findes der endnu ingen forskel mellem rettigheder og pligter; det spørgsmål, om det er en ret eller en pligt at tage del i offentlige anliggender, blodhævn eller udsoning derfor, eksisterer ikke for indianeren, det ville forekomme ham lige så absurd som spørgsmålet om, hvor vidt det var en ret eller en pligt at spise, sove eller jage. Lige så lidt kan der ske en spaltning af stammen eller gensen i forskellige klasser, og dette leder os til en undersøgelse af den økonomiske basis for denne tilstand.
Befolkningen er yderst sparsom: kun lidt tættere ved stammens boplads, hvorom først jagtområdet ligger som et bredt bælte og derefter den neutrale beskyttelsesskov, som skiller den fra andre stammer. Arbejdsdelingen er rent naturgroet; den består kun mellem de to køn. Manden fører krig, jager og fisker, skaffer råstofferne, hvoraf maden tilberedes, og de dertil fornødne redskaber. Kvinden tager sig af huset og tilberedningen af føde og klæder, koger, væver og syr. Hver af dem er herre på sit område: manden i skoven, kvinden i huset. Hver ejer de af ham forfærdigede og anvendte redskaber: manden våbnene og jagt- og fiskeredskaberne, kvinden husgerådet. Husholdningen er kommunistisk for flere [1] , ofte mange familier. Hvad der bliver fremstillet og benyttet i fællesskab, er fælles ejendom: huset, haven, langbåden. Her altså, og endnu kun her, gælder den af det civiliserede samfunds jurister og økonomer opdigtede »selvforarbejdede ejendom«, det sidste forløjede juridiske påskud, hvorpå den nuværende kapitalistiske ejendom endnu støtter sig.
Men menneskene blev ikke overalt stående på dette stadium. I Asien opdagede de dyr, som lod sig tæmme og derefter formere i tæmmet tilstand. Den vilde bøffelko måtte jages, den tamme gav en kalv hvert år og mælk oven i købet. Et antal af de mest fremskredne stammer - ariere, semitter, måske vel også turaniere - gjorde først tæmningen og senere endnu kun opdrætningen og røgtningen af kvæg til deres bovedarbejdsgren. Hyrdestammer skilte sig ud fra barbarernes øvrige masse: den første store samfundsmæssige deling af arbejdet. Hyrdestammerne frembragte ikke blot flere, men også andre levnedsmidler end de øvrige barbarer. De havde ikke blot mælk, mælkeprodukter og kød i større mængder forud for dem, men også huder, uld, gedehår og spundne og vævede ting, flere og flere, efterhånden som råstofferne voksede i mængde. Dermed blev for første gang en regelmæssig byttehandel mulig. På tidligere trin kunne byttehandel kun lejlighedsvis finde sted; særlig dygtighed i at forfærdige våben og redskaber kan have ført til en forbigående arbejdsdeling. Således er der uden tvivl mange steder blevet fundet værksteder for stenredskaber fra den senere stenalder; de kunstnere, som her udviklede deres dygtighed, arbejdede sandsynligvis, ligesom det endnu er tilfældet med de faste håndværkere i indiske gensfællesskaber, for helhedens regning. På dette trin kunne byttehandel i intet tilfælde opstå, undtagen inden for stammen, og dette kun som en sjælden undtagelse. Men nu, efter at hyrdestammerne var udskilt, finder vi alle betingelser opfyldt for, at byttehandel mellem medlemmerne af forskellige stammer kan udvikles og slå rod sure en regelmæssig institution. Oprindelig byttede stamme med stamme gennem de respektive genforstandere; men da hjordene begyndte at gå over til at blive privatejendom, tog byttehandel mellem enkeltpersoner mere og mere overhånd og blev tilsidst den eneste form. Den hovedartikel, som hyrdestammerne gav deres naboer i bytte, var kvæg; kvæg blev den vare, efter hvilken alle andre varer blev vurderet, og som overalt gerne toges i bytte for en hvilken som helst anden - kort sagt, kvæg fik penges funktion og gjorde tjeneste som penge allerede på dette trin. Med så stor nødvendighed og hurtighed udviklede behovet for en pengevare sig allerede i vareudvekslingens begyndelse.
Havedyrkningen, som sandsynligvis havde været de asiatiske barbarer fremmed på det nederste trin, dukkede op hos dem senest på mellemtrinet, som forløber for agerdyrkningen. Klimaet på de turanske højsletter tillader ikke hyrdeliv uden forråd af foder til den lange og strenge vinter; engkultur og dyrkning af korn var altså her en betingelse. Det samme gælder om stepperne nord for det sorte hav. Men da først komet var indvundet til kvæget, blev det også snart menneskeføde. Det opdyrkede land vedblev at være stammens ejendom, først overladt gensen til afbenyttelse, siden husfællesskaberne og endelig den enkelte; man kunne have visse besiddelsesrettigheder til den, men heller ikke mere.
Af de industrielle fremskridt på dette trin er to særlig vigtige. Den første er vævestolen, den anden udsmeltningen og forarbejdningen af metaller. Kobber og tin og deres blandingsprodukt bronze var langt de vigtigste; bronzen gav brugelige redskaber og våben, men kunne dog ikke fortrænge stenredskaberne; det kunne kun jernet, og jernet forstod man endnu ikke at udvinde. Man begyndte at anvende guld og sølv til smykker og prydelser, og de må have haft en høj værdi i forhold til kobber og bronze.
Stigningen i produktionen inden for alle grene - kvægavl, agerbrug, husligt håndværk - satte den menneskelige arbejdskraft i stand til at fremstille en større produktion, end der krævedes til at holde den vedlige. Den forøgede samtidig den daglige mængde arbejde, som tilfaldt hvert medlem af gensen, husfællesskabet eller enkeltfamilien. Det blev ønskeligt, at der skaffedes ny arbejdskraft. Krigen leverede denne: krigsfangerne blev gjort til slaver. Under de givne historiske almindelige betingelser drog den første store samfundsmæssige arbejdsdeling med sin stigning af arbejdsproduktiviteten, altså af rigdommen, og med sin udvidelse af produktionsområderne, med nødvendighed slaveriet efter sig. Af den første store samfundsmæssige arbejdsdeling udsprang den første store spaltning af samfundet i to klasser: herrer og slaver, udbyttere og udbyttede.
Hvorledes og på hvilket tidspunkt hjordene fra at være stammens eller gensens fællesejendom gik over til at tilhøre de enkelte familieoverhoveder, det ved vi til nu intet om. Det må dog væsentligt være sket på dette trin. Med hjordene og med de øvrige nye rigdomme undergik familien en revolution. Det havde altid været mandens sag at skaffe det fornødne til veje, og midlerne dertil frembragtes af ham og var hans ejendom. Hjordene var det nye erhvervsmiddel, deres oprindelige tæmning og senere røgt og pasning hans arbejde. Altså tilhørte kvæget ham, og de varer og slaver, som man byttede sig til for kvæget, tilhørte også ham. Hele overskudet, som erhvervet nu gav, tilfaldt manden; konen nød også godt af det, men hun havde ingen andel i ejendomsretten dertil. Den »vilde« kriger og jæger havde været tilfreds med andenpladsen i hjemmet, efter konen; den »blidere« hyrde, som pukkede på sin rigdom, trængte sig frem til førstepladsen og konen tilbage til pladsen som nr. to. Og hun kunne ikke beklage sig. Arbejdsdelingen i familien havde bestemt reglerne for ejendomsfordelingen mellem mand og kone; den var forblevet den samme; og dog vendte den nu det hidtidige forhold i hjemmet på hovedet, udelukkende fordi arbejdsdelingen uden for familien var blevet en anden. Den samme årsag, som havde sikret kvindens tidligere herredømme i huset: at det huslige arbejde var tildelt hende alene, den samme årsag sikrede nu mandens herredømme i huset: kvindens huslige arbejde forsvandt nu ved siden af mandens erhvervsarbejde; dette var alt, hendes en ubetydelig biting. Her viser det sig rigtigt, at kvindens frigørelse, hendes ligestilling med manden, er og bliver en umulighed, sålænge kvinden luddes ude fra samfundets produktive arbejde og henvises til at tage sig; af det huslige privatarbejde. Kvindens frigørelse bliver først mulig, når kvinderne i stor, samfundsmæssig målestok kan tage del i produktionen, og det huslige arbejde kun i ubetydelig grad lægger beslag på den. Og dette er først blevet muligt ved den moderne storindustri, som ikke alene tillader kvindearbejde efter en større skala, men ligefrem har brug for kvinderne, og som også mere og mere bestræber sig på at opløse det private husarbejde og gøre det til en offentlig industri.
Med mandens faktiske herredømme i hjemmet var den sidste hindring for hans eneherredømme faldet. Dette eneherredømme blev befæstet og styrket ved moderrettens omstyrtelse, faderrettens indførelse og parringsægteskabets gradvise overgang til monogamiet. Men derved kom der en revne i den gamle gensordning: enkeltfamilien blev en magt og rejste sig truende mod gensen.
Det næste skridt fører os til barbariets øverste trin, den periode, i hvilken alle kulturfolk gennemlever deres heltetid: det er jernsværdets tid, men også jernplovens og øksens tid. Jernet stod nu til menneskenes tjeneste, det sidste og vigtigste af alle råstoffer, som spillede en omvæltende rolle i historien, det sidste - lige til kartoflen kom. Jernet muliggjorde agerdyrkning over større flader, og opdyrkningen af udstrakte skovstrækninger; det gav håndværkerne værktøj af en hårdhed og skarphed, som ingen sten, intet andet kendt metal kunne modstå. Alt dette skete gradvist; det første jern var ofte endnu blødere end bronze. Således forsvandt stenvåbnene kun langsomt; ikke blot i Hildebrandsangen, men også ved Hastings i året 1066 brugtes stenøkser endnu. Men fremskridtet foregik nu uophørligt, hurtigere og mindre afbrudt. Den med stenmure, tårne og tinder omgivne stad af sten- eller teglstenshuse blev stammens eller stammeforbundets hovedsæde; den betød et mægtigt fremskridt i byggekunsten, men også et tegn på forøget fare og nødvendighed for beskyttelse. Rigdommen tiltog hurtigt, men det var rigdom for den enkelte; vævekunsten, metalforarbejdningen og de andre håndværk, som mere og mere skilte sig ud fra hverandre, udfoldede en stigende mangfoldighed og kunstfærdighed i produktionen; jordens dyrkning gav foruden korn, bælgfrugter og frugt nu også olie og vin, som man havde lært at fremstille. En så mangeartet virksomhed kunne ikke mere udøves af de samme enkeltpersoner; den anden store arbejdsdeling indtrådte: håndværket skilte sig ud fra agerbruget. På grund af den vedvarende stigning i produktionen og dermed i arbejdsproduktiviteten steg den menneskelige arbejdskraft i værdi; slaveriet, som på det foregående trin endnu først var i færd med at opstå og kun optrådte spredt, blev nu en væsentlig bestanddel af samfundssystemet; slaverne hørte op med blot at være medhjælpere og blev i dusinvis drevet til arbejdet på marken og på værkstedet. Med produktionens spaltning i de to store hovedgrene, agerbrug og håndværk, opstod en produktion direkte beregnet for byttehandel, vareproduktionen; med den kom handelen, ikke blot indadtil og ved stammegrænserne, men også allerede ad søvejen. Men det var altsummen endnu meget uudviklet; de ædle metaller begyndte at blive den overvejende og almindelige pengevare, men endnu upræget, kun udvekslet efter den rene vægt.
Til forskellen mellem rige og fattige kom nu forskellen mellem slaver og frie - med den nye arbejdsdeling en ny spaltning af samfundet i klasser. Forskellen mellem de enkelte familieoverhoveders besiddelser sprængte den gamle kommunistiske husholdning overalt, hvor den endnu havde holdt sig; og med den den fælles dyrkning af jorden for de samme fællesskabers regning. Agerjorden blev overladt de enkelte familier til afbenyttelse først en vis tid, senere en gang for alle. Overgangen til fuldstændig privatejendom skete gradvist og sideløbende med parringsægteskabets overgang til monogamiet. Enkeltfamilien begyndte at blive den økonomiske enhed i samfundet.
Den større befolkningstæthed nødvendiggjorde en fastere sammenslutning indadtil så vel som udadtil. Det blev overalt nødvendigt, at beslægtede stammer sluttede sig sammen i forbund, og snart også, at de smeltede sammen, og dermed, at stammernes landområder blev hele folkets fælles landområder. Folkets hærfører - rex, basileus, thiudans - blev en uundværlig, fast embedsmand. Folkeforsamlingen kom til, hvor den ikke allerede fandtes. Hærfører, råd, folkeforsamling udgjorde organerne i et genssamfund, der var i udvikling hen imod et militært demokrati. Militært - thi krigen og organiseringen til krig er nu blevet folkelivets regelmæssige funktioner. Naboernes rigdomme hidser havesygen hos folkeslag, for hvem erhvervelsen af rigdomme allerede synes at være blevet et af livets hovedformål. De er barbarer: rov gælder hos dem for lettere og endog for mere ærefuldt end fortjeneste ved ærligt arbejde. Krigen, som tidligere kun førtes for at hævne overgreb eller for at udvide et landområde, der var blevet for lille, førtes nu udelukkende for byttets skyld, blev en stående erhvervsgren. Ikke for intet knejsede de truende mure om de nye befæstede byer: i deres grave gabede gensforfatningens grav, og deres tårne ragede helt ind i civilisationen. Og på samme måde gik det indadtil. Røverkrigene styrkede såvel den øverste hærførers som underførernes magt; det sædvanlige valg af efterfølger fra de samme familier gik, navnlig siden faderrettens indførelse, efterhånden over til først tålt, så krævet og endelig tilranet arvelighed; grundlaget var lagt for det arvelige kongedømme og den arvelige adel. Således river gensforfatningens organer sig lidt efter lidt løs fra deres rod i folket, i gens, fratria og stamme, og hele gensforfatningen slår om i sin modsætning: fra at være en organisation af stammer til fri ordning af egne anliggender bliver den en organisation til plyndring og undertrykkelse af naboerne, og på samme måde bliver dens organer fra at være redskaber for folkeviljen til selvstændige organer for undertrykkelse og knægtelse af folket selv. Men det havde aldrig været muligt, hvis ikke begærligheden efter rigdom havde spaltet gensfællerne i rige og fattige, hvis ikke »ejendomsforskellen inden for den samme gens havde forvandlet enheden i interesser til modsætningen mellem genfæller« (Marx), og hvis ikke udvidelsen af slaveriet allerede var begyndt at lade det ærlige arbejde for det daglige brød gælde foren virksomhed, der kun passede for slaver og var mere vanærende end røveri.
Dermed er vi nået til civilisationens tærskel. Den indledes med et nyt fremskridt inden for arbejdsdelingen. På det nederste trin producerede menneskene kun direkte til deres eget behov, de muligvis forekommende byttehandler skete kun i isolerede tilfælde og på grund af tilfældig indtræffende overflod. På barbariets mellemste trin finder vi hos hyrdefolkene i kvæget allerede en ejendom, der regelmæssigt gav et overskud over det egne behov, når hjorden havde nået en vis størrelse, og tillige en deling af arbejdet mellem hyrdefolkene og de tilbagestående stammer uden hjorde; dermed var der skabt to forskellige produktionstrin ved siden af hinanden og dermed betingelser for en regelmæssig byttehandel. Barbariets øverste. trin giver os den videre arbejdsdeling mellem agerbrug og håndværk, og dermed produktionen af en stadig voksende del af arbejdets frembringelser direkte beregnet for bytning, således at byttehandel mellem enkeltproducenter nu var ophøjet til at være en livsfornødenhed for samfundet. Civilisationen befæster og udvider alle disse forhåndenværende arbejdsdelinger, navnlig ved at skærpe modsætningerne mellem by og land (hvorved byen kan beherske landet økonomisk, ligesom i oldtiden, eller også landet byen, ligesom i middelalderen), og føjer dertil en tredie arbejdsdeling, som er ejendommelig for den og af afgørende vigtighed: den frembringer en klasse, som ikke mere beskæftiger sig med produktionen, men kun med at udveksle produkterne – handelsfolkene.
Alle tidligere spirer til klassedannelse havde udelukkende haft med produktionen at gøre; de skilte de mennesker, der tog del i produktionen, i ledende og udførende, eller i producenter efter en større eller mindre skala. Her optræder for første gang en klasse, som, uden at tage nogen som helst del i produktionen, tiltager sig ledelsen af produktionen i det store og hele og gør sig økonomisk til herre over producenterne, gør sig til et uundgåeligt mellemled mellem købende og sælgende producenter og udnytter begge parter. Under påskud af at fritage producenterne for besværet og risikoen ved byttehandelen, at udvide afsætningen af deres produkter til fjerne markeder og dermed at være den nyttigste befolkningsklasse, danner der sig en klasse af parasiter, ægte snyltere, der som løn for meget ringe virkelige ydelser skummer fløden af såvel den hjemlige som den fremmede produktion, hurtigt erhverver sig enorme rigdomme og tilsvarende indflydelse i samfundet, og netop derfor i civilisationens tidsalder er selvskreven til stadig nye æresposter og stadig større beherskelse af produktionen, indtil de endelig også selv bringer et produkt for dagen - de periodiske handelskriser.
På det udviklingstrin, vi her betragter, har den unge købmandsstand ganske vist endnu ingen anelse om de store ting, der forestår den. Men den danner sig og gør sig uundværlig, og det er tilstrækkeligt. Sammen med den bliver også metalpengene til, den prægede mønt, og med metalpengene et nyt middel for de ikke-producerende til at opnå herredømmet over producenterne og deres frembringelser. Varernes vare, som i det skjulte indeslutter alle andre varer i sig, var opdaget, tryllemidlet, som efter behag kan forvandles til enhver ønkværdig eller ønsket ting. Den, som havde den, var herre over produkt ionens verden, og hvem havde den fremfor alle? Handelsmanden. I hans hånd var pengedyrkelsen sikker. Han sørgede for, at det blev klart, i hvor høj grad alle varer og dermed alle frembringere af varer måtte kaste sig tilbedende i støvet for pengene. Han gav det praktiske bevis for, i hvor høj grad alle andre rigdomsformer selv kun blev blændværk overfor denne legemliggørelse af rigdommen som sådan. Aldrig senere har pengemagten optrådt med en så oprindelig brutalitet og voldsomhed som i denne sin ungdomsperiode. Efter varekøb for penge kom pengelånet, med dette renter og åger. Og ingen lovgivning i senere tider kaster skyldneren så skånselsløst og redningsløst for fødderne af den ågrende kreditor som den gamle athenske og romerske - og begge opstod spontant, som sædvaneret, uden anden tvang end den økonomiske.
Ved siden af rigdommen på varer og slaver, ved siden af pengerigdommen kom nu også rigdommen på jordejendom. Den enkeltes ejendomsret til de jordstykker, som oprindeligt var overladt ham af gensen eller stammen, havde nu i den grad vundet hævd, at disse jordlodder tilhørte ham som arvelig ejendom. Hvad de i den sidste tid frem for alt stræbte efter, var frigørelsen for gensfællesskabets adkomst til jordlodden, som var blevet dem en lænke. Lænken blev de fri for - men snart efter også fri for den nye jordejendom. Fuld og fri ejendomsret til jorden, det betød ikke blot mulighed for at eje jorden helt og ubeskåret, det betød også mulighed for at afhænde den. Så længe jorden var gensens ejendom, eksisterede denne mulighed ikke. Men da nu den nye ejer af jorden definitivt strøg den lænke af sig, som hed gensens og stammens førsteret til jorden, sønderrev han samtidig det bånd, som tidligere uløseligt havde knyttet ham til jorden. Hvad det betød, blev gjort klart for ham ved hjælp af pengene, som blev opfundet samtidig med den private ejendomsret til jorden. Jorden kunne nu blive en vare, som man solgte og pantsatte. Næppe var ejendomsretten til jorden indført, før også prioriteten blev det (se Athen). Ligesom hetærismen og prostitutionen klamrer sig til monogamiets hæle, således klamrer fra nu af prioriteten sig til jordejendommens hæle. I har villet have den fulde, frie, afhændelig jordejendom, nu vel, I har fået den - tu l'as voulu, Georges Dandin! [2] )
Således gik det med udvidelse af handelen, penge og pengeåger, jordejendom og prioritet rask fremad med koncentrationen og centralisationen af rigdommene i hænderne på en lidet talrig klasse, samtidig med den stigende forarmelse af masserne og den stigende masse forarmede. Det nye rigdomsaristokrati trængte den gamle stammeadel definitivt i baggrunden, for så vidt det da ikke på forhånd faldt sammen med den (i Athen, i Rom og hos tyskerne). Og ved siden af denne adskillelse af de frie mænd i klasser efter deres rigdom foregik særlig i Grækenland en uhyre forøgelse af slavernes [3] antal, hvis tvungne arbejde dannede det grundlag, hvorpå hele samfundets overbygning rejste sig.
Vi vil nu undersøge, hvad der var blevet af genforfatningen under denne samfundsomvæltning. Overfor de nye elementer, som var vokset frem uden dens medvirken, stod den afmægtig. Dens forudsætning var, at medlemmerne af en gens, eller i hvert fald af en stamme, boede sammen på samme landområde og havde det for sig selv. Det var forlængst hørt op. Overalt var genser og stammer kastet mellem hverandre, overalt boede slaver, tilflyttede, fremmede midt imellem borgerne. Bofastheden, som først var opnået mod slutningen af barbariets mellemste trin, blev gang på gang gennembrudt ved bopælens foranderlighed og bevægelighed, som skyldtes handel, forandring af erhverv og omsætning af jordbesiddelser. Gensgruppernes medlemmer kunne ikke mere mødes for at varetage deres egne fælles anliggender; kun uvigtige ting, som f. eks. de religiøse højtideligheder, blev endnu nødtørftigt overholdt. Foruden de fornødenheder og interesser, som gensgrupperne var i stand til og havde til opgave at varetage, var der ved omvæltningen i erhvervsforholdene og den deraf følgende ændring i samfundsinddelingen opstået nye behov og interesser, som ikke alene var den gamle gensordning fremmed, men på enhver måde kom på tværs af den. De ved arbejdsdelingen opståede håndværkergruppers interesser, byens særlige behov i modsætning til landets, fordrede nye organer; men hver af disse grupper var sammensat af folk fra de forskelligste genser, fratrier og stammer, ja optog endog fremmede; disse organer måtte altså dannes udenom gensforfatningen, ved siden af den og dermed imod den. - Og på den anden side gjorde denne konflikt mellem interesserne sig gældende i hver eneste gensgruppe og nåede sit højdepunkt i foreningen af rige og fattige, ågerkarle og skyldnere i samme gens og samme stamme. - Dertil kom den nye befolkningsmasse, som var gensgrupperne fremmed, og som ligesom i Rom kunne blive en magt i landet og desuden var for talrig til, at den gradvis kunne optages i de blodbeslægtede slægter og stammer. Overfor denne masse stod gensfællesskaberne da som lukkede, privilegerede grupper; det oprindelige naturgroede demokrati var slået over i et hadfyldt aristokrati. - Endelig var genforfatningen vokset frem af et samfund, som ikke kendte til indre modsætninger, og passede derfor også kun til et sådant samfund. Den havde ingen andre tvangsmidler end den offentlige mening. Men her var opstået et samfund, som i kraft af alle sine økonomiske livsbetingelser havde måttet spalte sig i fri og slaver, i udbyttende rige og udbyttede fattige, et samfund, som ikke blot var ude af stand til igen at forlige disse modsætninger, men også mere og mere måtte sætte dem på spidsen. Et sådant samfund kunne kun bestå enten i vedvarende åben kamp mellem disse klasser indbyrdes eller under herredømme af en tredie magt, som, idet den tilsyneladende står over de stridende klasser, undertrykker den åbne konflikt imellem dem og højst lader klassekampen udspille sig på det økonomiske område, i.såkaldt legal form. Gensforfatningen havde levet sin tid til ende. Den blev sprængt af arbejdets deling og følgen deraf, samfundets spaltning i klasser. Den blev erstattet af staten.
De tre hovedformer, hvorunder staten hæver sig på gensforfatningens ruiner, har vi betragtet enkeltvis ovenfor. Athen frembyder den reneste, mest klassiske form: her udspringer staten direkte og fortrinsvis af klassemodsætningerne, som udvikler sig indenfor genssamfundet selv. I Rom bliver genssamfundet til et lukket aristokrati midt iblandt et talrigt plebs, som står uden for det, som ingen rettigheder har, men nok pligter; plebsens sejr sprænger den gamle slægtsforfatning og på dens ruiner opretter den staten, som gensaristokrati og plebs snart begge går helt op i. Hos romerrigets tyske overvindere udspringer staten endelig direkte af erobringen af store fremmede landstrækninger, som genforfatningen ikke har noget middel til at beherske. Men fordi denne erobring hverken var forbundet med alvorligere kamp med den gamle befolkning eller med en mere fremskreden arbejdsdeling, og fordi de erobredes og erobrernes økonomiske udviklingstrin var næsten det samme, og samfundets økonomiske basis altså vedblev at være den gamle, derfor kunne gensforfatningen mange hundrede år igennem holde sig i en forandret, territorial form som markforfatning og selv i de senere adels- og patricierslægter, ja selv i bondeslægter som i Ditmarsken, en tid lang forny sig i afsvækket form [4] .
Staten er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra; ligeså lidt er den »den etiske ides virkeliggørelse«, »fornuftens billede og virkeliggørelse«, som Hegel påstår. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin; den er en indrømmelse af, at dette samfund har indviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den indenfor »ordenens skranker; og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten. I modsætning til den gamle gensordning kendetegnes staten for det første ved inddelingen af statens medlemmer efter territorium. De gamle gensfællesskaber, som var dannet og sammenholdt af blodsbånd, var, som vi har set, blevet utilstrækkelige, for en stor del fordi de havde til forudsætning, at fællerne var bundet til et bestemt område, og denne forudsætning forlængst var forsvundet. Landområdet var blevet, hvor det var, men menneskene var blevet mobile. Man tog altså inddelingen efter landområde som udgangspunkt og lod borgerne varetage deres offentlige rettigheder og pligter der, hvor de bosatte sig, uden hensyn til gens og stamme. Denne ordning af statens medlemmer efter det sted, hvor de hører hjemme, er fælles for alle stater. Den forekommer os derfor naturlig; men vi har set, hvilke hårde og langvarige kampe der måtte til, før den i Athen og Rom kunne sættes i stedet for den gamle ordning efter slægter.
Det næste er oprettelsen af en offentlig myndighed, som ikke mere falder umiddelbart sammen med, at befolkningen selv organiserer sig som væbnet magt. Denne særlige, offentlige myndighed er nødvendig, fordi det efter spaltningen i klasser er blevet umuligt at have en selvvirkende bevæbnet organisation af befolkningen. Slaverne hører også til befolkningen; de 90.000 athenske borgere udgør over for de 365.000 slaver kun en priviligeret klasse. Det athenske demokratis folkehær var en aristokratisk offentlig magt over for slaverne og holdt dem i tømme; men for at kunne holde også borgerne i tømme måtte man have et politivæsen, som ovenfor sagt. Denne offentlige myndighed findes i enhver stat; den består ikke blot af bevæbnede mennesker, men også af tilbehør af ting, alle slags fængsler og tvangsanstalter, som genssamfundet intet kendte til. Den kan være meget ubetydelig, næsten forsvindende i et samfund med endnu uudviklede klassemodsætninger og på afsides områder, som f. eks. til visse tider og på visse steder i Amerikas forenede stater. Men den bliver stærkere i samme grad, som klassemodsætningerne indenfor staten skærpes, og som staterne, der sætter grænser for hinanden, bliver større og tættere befolket - se blot på vore dages Europa, hvor klassekamp og erobringskonkurrence har skruet den offentlige magt op til en højde, hvor den truer med at opsluge hele samfundet, ja selv staten.
For at holde denne offentlige magt vedlige kræves der bidrag fra statsborgerne - skatterne. Dem kendte gensforfatningen slet intet til. Vi derimod kender mere end nok til dem i vor tid. Med den fremadskridende civilisation slår heller ikke de til mere; staten trækker veksler på fremtiden og optager lån, statsgæld. Også det kan det gamle Europa synge en vise om.
Som indehavere af den offentlige magt og retten til skatteopkrævning står embedsmændene nu som samfundets organer over samfundet. Den frie agtelse, som villigt blev ydet gensforfatningens organer, er dem ikke nok, selv om de kunne opnå den; som bærere af en magt, der skiller sig ud fra samfundet, må de sætte sig i respekt ved hjælp af undtagelseslove, i kraft af hvilke de nyder en særlig hellighed og ukrænkelighed. Den mest lurvede politibetjent i den civiliserede stat har mere »autoritet« end alle genssamfundets organer tilsammen; men civilisationens mægtigste fyrste og største statsmand eller feltherre kan misunde den ringeste gensforstander den frivillige og ubestridte agtelse, som blev ham til del. Den ene står lige midt i samfundet, den anden er nødt til at skulle forestille noget, der er uden for det og over det.
Da staten er opstået af trangen til at holde klassemodsætningerne i tømme; da den imidlertid samtidig er opstået midt i konflikten mellem disse klasser, så er den i reglen den mægtigste, den økonomisk herskende klasses stat, og denne klasse bliver ved dens hjælp også den politisk herskende og får således nye midler til at underkue og udbytte den undertrykte klasse. Således var oldtidens stat fremfor alt en stat for slaveejere til at holde slaverne nede, ligesom feudalstaten var adelens organ til at holde de livegne bønder nede, og den moderne repræsentationsstat et redskab for kapitalens udbytning af lønarbejdet. Undtagelsesvis forekommer der imidlertid perioder, i hvilke de kæmpende klasser er så nær ved at holde hinanden i ligevægt, at statsmagten som tilsyneladende mægler for en tid får en vis selvstændighed overfor begge parter. Således var det med det enevældige kongedømme i det 17. Og 18. århundrede, som balancerede adel og borgerskab; således med det første og navnlig det andet franske kejserdømmes bonapartisme, som spillede proletariatet ud mod bourgeoisiet og bourgeoisiet mod proletariatet. Den sidste præstation af denne art, som får herskeren og de beherskede til at tage sig lige komiske ud, er det nye tyske rige af bismarcksk nation: her balanceres kapitalister og arbejdere mod hinanden og bliver snydt lige meget til fordel for den forkomne preussiske land junker.
I de fleste historiske stater bliver desuden de rettigheder, som indrømmes statsborgerne, gradueret efter deres formue, hvorved det rent ud siges, at staten er en organisation for den besiddende klasse til beskyttelse mod den besiddelsesløse. Således var det allerede med de athenske og romerske formueklasser. Således var det i den middelalderlige feudalstat, hvor den politiske magtstilling var leddelt efter jordejendom. Således er det også i de moderne repræsentativstaters valgcensus. Denne politiske anerkendelse af forskellen i formue er dog på ingen måde væsentlig. Den betegner tværtimod et lavt trin i statens udvikling. Den højeste statsform, den demokratiske republik, som under vore moderne samfundsforhold mere og mere bliver en uundgåelig nødvendighed og er den statsform, hvorunder den sidste afgørende kamp mellem proletariat og bourgeoisi alene kan udkæmpes - den demokratiske republik kender officielt ikke mere til forskel på grund af besiddelse. I den udøver rigdommen sin magt indirekte, men så meget desto sikrere. På den ene side i form af ligefrem embedskorruption, hvilket Amerika giver det klassiske eksempel på, på den anden side i form af alliancen mellem regering og børs, som kommer så meget lettere til veje, jo mere statsgælden stiger, og jo mere aktieselskaberne koncentrerer ikke blot transporten, men også selve produktionen i deres hænder og atter finder deres midtpunkt i børsen. Det er - foruden Amerika - den nyeste franske republik et slående eksempel på, og også det brave Schweiz har på dette punkt vist, hvad det formår. At der imidlertid ikke kræves en demokratisk republik, for at dette broderskab mellem regering og børs kan komme i stand, det beviser foruden England det nye tyske rige, hvor man ikke kan sige, hvem den almindelige stemmeret har givet en fortrinsstilling, Bismarck eller Bleichröder. Og endelig hersker den besiddende klasse direkte ved hjælp af den almindelige stemmeret. Så længe den undertrykte klasse, i vort tilfælde proletariatet, endnu ikke er moden til selv at frigøre sig, så længe vil dets flertal anse den bestående samfundsordning for den eneste mulige og politisk være kapitalistklassens hale, dens yderste venstre fløj. Men i samme grad, som det modnes til at udvirke sin egen frigørelse, i samme grad konstituerer det sig som et særligt parti, vælger sine egne repræsentanter, ikke kapitalisternes. Den almindelige stemmeret giver således en målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan og vil den aldrig blive i den nuværende stat, men det er også nok. Når den dag kommer, hvor den almindelige stemmerets termometer viser, at kogepunktet er nået hos arbejderne, ved både de og kapitalisterne, hvad klokken er slået.
Staten har altså ikke eksisteret evigt. Der har eksisteret samfund, der klarede sig uden den, der ikke havde nogen anelse om stat og statsmagt. På et bestemt trin i den økonomiske udvikling, der nødvendigvis var forbundet med samfundets spaltning i klasser, blev staten på grund af denne spaltning en nødvendighed. Vi nærmer os nu med raske skridt et udviklingstrin i produktionen, hvor disse klassers tilstedeværelse ikke alene er holdt op med at være en nødvendighed, men bliver til en positiv hindring for produktionen. De vil falde bort, ligeså uundgåeligt, som de tidligere er opstået. Sammen med dem falder staten uundgåeligt. Det samfund, der nyorganiserer produktionen på grundlag af fri og lige forbindelse mellem producenterne, anbringer hele statsapparatet der, hvor det så vil høre hjemme: på museet for oldsager, ved siden af spinderokken og bronzeøksen.
Civilisationen er altså ifølge det foranstående det trin i samfundets udvikling, hvor arbejdsdelingen, den deraf udspringende bytning mellem enkeltpersoner og den begge dele sammenfattende vareproduktion kommer til fuld udfoldelse og omvælter hele det tidligere samfund.
På alle tidligere samfundstrin var produktionen væsentlig fælles, ligesom også forbruget skete ved direkte fordeling af produkterne inden for større eller mindre kommunistiske samfund. Dette fællesskab i produktionen udfoldede sig inden for de snævreste grænser; men det medførte, at producenterne selv var herrer over deres produktionsproces og deres produkt. De ved, hvad der bliver af produktet: de forbruger det, det kommer dem ikke af hænde; og så længe produktionen drives på dette grundlag, kan den ikke vokse producenterne over hovedet, og ikke avle spøgelsesagtige fremmede kræfter, som stiller sig op imod producenterne, således som det regelmæssigt og uundgåeligt sker under civilisationen.
Men i denne produktionsproces skyder arbejdsdelingen sig langsomt ind. Den undergraver fællesskabet i produktion og tilegnelse, den ophøjer tilegnelsen gennem enkelte personer til at være den overvejende regel, og fremkalder derved bytningen mellem enkelte - hvorledes, det har vi undersøgt ovenfor. Efterhånden bliver vareproduktionen den herskende form.
Med vareproduktionen, produktionen, der ikke mere er til eget forbrug, men til byttehandel, skifter produkterne nødvendigvis ejermand. Producenten giver sit produkt fra sig, når han bytter, han ved ikke mere, hvad der bliver af det. Så snart pengene og med pengene handelsmanden i egenskab af mellemmand træder ind mellem producenterne, bliver bytteprocessen endnu mere indviklet, og produktets endelige skæbne endnu mere uvis. Handelsfolkene er mange, og ingen af dem ved, hvad de andre gør. Varerne går allerede nu ikke blot fra hånd til hånd, de går også fra marked til marked; producenterne har mistet herredømmet over deres livs samlede produktion, og handelsfolkene har ikke overtaget det. Produkter og produktion er prisgivet tilfældigheden.
Men tilfældigheden er kun den ene pol af en sammenhæng, hvis anden pol hedder nødvendighed. I naturen, hvor det tilsyneladende også er tilfældigheden, der råder, har vi forlængst på hvert enkelt område bevist den indre nødvendighed og lovmæssighed, som ytrer sig gennem tilfældigheden. Men det, som gælder i naturen, det gælder også i samfundet. Jo mere en samfundsmæssig virksomhed, en række samfundsmæssige processer overstiger menneskenes bevidste kontrol og vokser dem over hovedet, jo mere de synes overladt til den rene tilfældighed, jo mere gør de love, der er karakteristiske for disse processer, sig naturnødvendigt gældende i denne tilfældighed. Sådanne love behersker også tilfældighederne i vareproduktionen og varebytningen; for de enkelte producenter og varebyttende står de som fremmede, i begyndelsen endog ukendte kræfter, hvis natur først møjsommeligt må udforskes og udgrundes. Disse økonomiske love for vareproduktionen tilpasser sig efter de forskellige trin i denne produktionsforms udvikling; men i det store og hele står hele civilisationens tidsalder under deres herredømme. Og endnu i vor tid hersker produktet over producenterne; endnu i vor tid reguleres samfundets samlede produktion, ikke ved en i fællesskab lagt plan, men ved blinde love, der gør sig gældende med elementær kraft, i sidste instans i de periodiske handelskrisers uvejr.
Vi så ovenfor, hvorledes den menneskelige arbejdskraft på et temmelig tidligt trin af produktionens udvikling bliver i stand til at fremstille en betydelig større mængde produkter, end der behøves til producenternes underhold, og at dette udviklingstrin hovedsageligt er det samme som det, på hvilket arbejdsdelingen ogg varebyttet mellem enkelte fremkommer. Det varede nu ikke længe, før man også opdagede den store »sandhed«, at også mennesket kan være en vare; at den menneskelige kraft kan byttes og udnyttes, idet man forvandler mennesket til en slave. Næppe var menneskene begyndt at drive byttehandel, før de også selv blev udbyttet. Aktivet blev til et passiv, enten menneskene ville det eller ej.
Med slaveriet, som under civilisationen når sin fuldeste blomstring, indtrådte den første store spaltning af samfundet i en udbyttende og en udbyttet klasse, Denne spaltning vedvarede under hele den civiliserede periode. Slaveriet er den første form for udbytning, og den er karakteristisk for den antike verden; efter det følger livegenskabet i middelalderen og lønarbejdet i den nyere tid. Dette er de tre store former for trældom, som karakteriserer de tre store epoker af civilisationen; åbent, og nu maskeret, slaveri har altid gået jævnsides dermed.
Det trin af vareproduktionen, hvormed civilisationen begynder, betegnes økonomisk ved indførelsen af 1. metalpengene, og dermed pengekapital, rente og åger; 2. handelsfolkene som en klasse, der danner mellemled mellem producenterne; 3. privatjordejendommen og prioriteten, og 4. slavearbejdet som herskende produktionsform. Den familieform, der svarer til civilisationen og definitivt blev fremherskende med den, er monogamiet, mandens herredømme over kvinden, og enkeltfamilien som samfundets økonomiske enhed. Det civiliserede samfund holdes sammen af staten, der i alle mønstergyldige perioder uden undtagelse er den herskende klasses stat og i alle tilfælde væsentligt er en maskine til at holde den undertrykte, udbyttede klasse nede. Betegnende for civilisationen er endvidere: på den ene side fæstnelsen af modsætningen mellem by og land som grundlag for hele arbejdsdelingen i samfundet, på den anden side indførelsen af testamentet, hvorved den besiddende endnu udover sin død kan disponere over sin ejendom. Denne indretning, som er et slag i ansigtet på den gamle gensforfatning, var ukendt i Athen lige til Solons tid; i Rom blev den allerede tidligt indført, hvornår, ved vi intet om [5] ; hos tyskerne indførte præsterne den, for at den brave tysker uhindret kunne testamentere sin arvedel til kirken.
Med denne grundforfatning har civilisationen fuldført ting, som det gamle genssamfund ikke på nogen måde ville have været i stand til. Men den har fuldført dem ved, at den satte menneskenes smudsigste drifter og lidenskaber i bevægelse og udviklede dem på bekostning af alle deres andre anlæg. Den usleste havesyge var den drivende kraft i civilisationen fra den første dag til nu; rigdom og atter rigdom, og for tredje gang rigdom, rigdom ikke for samfundet, men kun for dette enkelte lurvede individ, har været dens eneafgørende mål. Når videnskabens stigende udvikling og i gentagne perioder kunstens højeste blomstring samtidig er faldet i dens skød, så er det dog kun sket, fordi det uden dem ikke ville have været muligt at nå til vor tids omfattende rigdomserhvervelse.
Da grundlaget for civilisationens er den ene klasses udbytning af den anden, så bevæger hele dens udvikling sig i en fortsat indre modsigelse. Hvert fremskridt indenfor produktionen er samtidig et tilbageskridt i den undertrykte klasses, d.v.s. det store flertals situation. Ethvert gode for den ene er nødvendigvis et onde for den anden, enhver ny befrielse for den ene klasse en ny undertrykkelse for en anden klasse. Det mest slående bevis herpå giver indførelsen af maskinerne, hvis virkning i vor tid er velkendt. Og når der hos barbarerne endnu næppe kunne gøres forskel på rettigheder og pligter, sådan som vi har set det, så gør civilisationen det klart for selv den dummeste, hvad forskellen og modsætningen mellem rettigheder og pligter er, idet den tilkender den ene klasse så temmelig alle rettigheder, den anden derimod så temmelig alle pligterne.
Men sådan skal det ikke være. Hvad der er godt for den herskende klasse, skal være godt for hele samfundet, som den herskende klasse gor sig til et med. Jo længere civilisationen altså skrider frem, desto mere tvinges den til at lægge kærlighedens kåbe over de misligheder, som den nødes til at skabe, for at besmykke eller lyve dem bort, kort sagt til at indføre et konventionelt hykleri, som hverken kendtes af tidligere samfundsformer eller endog af civilisationens tidligste trin, og som til slut når sit højdepunkt i den påstand: den udbyttende klasses udbytning af den undertrykte klasse sker udelukkende i den udbyttede klasses egen interesse; og når denne ikke kan indse det, men oven i købet bliver oprørsk, så er det den skammeligste utaknemmelighed mod dens velgørere, udbytteme.
Og nu til slut Morgans dom over civilisationen: »Siden civilisationens indtræden er rigdommens vækst blevet så uhyre, dens former så forskelligartede, dens anvendelse så omfattende og dens forvaltning i de besiddendes interesse så dreven, at denne rigdom i forhold til folket bliver en magt, som ikke kan betvinges. Rådløs og forhekset står menneskeånden der foran sin egen skabning. Og alligevel vil den tid komme, da den menneskelige fornuft bliver stærk nok til at gøre sig til herre over rigdommen, hvor den vil fastsætte såvel statens forhold til den ejendom, som den beskytter, som grænserne for de besiddende rettigheder. Samfundets interesser går absolut forud for den enkeltes, og begge må bringes i et rigtigt og harmonisk forhold til hinanden. Den blotte jagt efter rigdom er ikke menneskehedens endelige bestemmelse, hvis ellers fremskridtet bliver fremtidens lov, som det var fortidens lov. Den tid, der er svundet, siden civilisationen brød frem, er kun en lille brøkdel af menneskehedens svundne levetid; kun en lille brøkdel af den tid, der endnu forestår den. Samfundets opløsning står truende for os som afslutning på en historisk løbebane, hvis eneste endemål er rigdom; thi er, sådan løbebane indeholder elementerne til sin egen tilintetgørelse. Demokrati i styrelsen, broderskab i samfundet, lighed i rettigheder, uddannelse for alle vil indlede samfundets næste, højere trin, som erfaring, fornuft og videnskab støt arbejder henimod. Det vil blive en genoplivelse - men i højere form - af de gamle gensers frihed, lighed og broderskab.« (Morgan, Ancient Society, p. 552).
[1]: