Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

VIII. Statsdannelse hos tyskerne

Tyskerne var ifølge Tacitus et meget talrigt folk. En omtrentlig forestilling om de tyske enkeltfolks styrke får vi hos Cæsar; han opgiver tallet på de på venstre Rhinbred optrædende usipeter og tenkterer til 180.000, kvinder og børn iberegnet. Altså ca.100.000 på et enkeltfolk [1] , allerede betydelig mere end f. eks. irokeserne på deres blomstringstid, hvor de i et antal af mindre end 20.000 blev en skræk for hele landet, fra de store søer lige til Ohio og Potomac. Et sådant enkeltfolk optager på kortet, når vi forsøger efter beretningerne at gruppere dem, der havde slået sig ned i nærheden af Rhinen og som vi har et nøjere kendskab til, gennemsnitlig omtrent samme plads som et prøjsisk regeringsdistrikt, nemlig ca. 10.000 km2 eller 182 geografiske kvadratmil. Men romernes Germania Magna [2] op til Weichsel omfatter med et rundt tal 500.000 km2. Med et gennemsnitligt individantal for enkeltfolkene på 100.000 måtte det samlede tal for Germania Magna [2] altså beløbe sig til fem millioner; for en barbarisk folkegruppe var det et anseligt tal, for vore forhold var det yderst ringe, nemlig 10 individer pr. kvadratkilometer eller 550 pr. geografisk kvadratmil. Men dermed er tallet på de på den tid levende tyskere langtfra udtømt. Vi ved, at der langs Karpatherne lige ned til Donaumundingen levede tyske folk af gotisk stamme, bastarner, peukiner og andre, så talrige, at Plinius sammensætter tyskernes femte hovedstamme af dem, og at de, der allerede år 180 før vor tidsregning optræder som den makedoniske konge Perseus' lejesvende, så sent som i Augustus' første regeringsår trængte frem til egnen om Adrianopel. Anslår vi dem blot til en million, så har vi som det sandsynlige antal tyskere ved begyndelsen af vor tidsregning mindst seks millioner.

Efter bosættelsen i Germanien må befolkningen have formeret sig med stigende hurtighed; alene de ovenfor omtalte håndværksmæssige fremskridt beviser dette. De slesvigske mosefund stammer, efter de romerske mønter at dømme, fra det tredie århundrede. På denne tid fandtes der altså ved Østersøen allerede en udviklet metal- og tekstilindustri, et livligt samkvem med romerriget og en vis luksus hos de rigere - altsammen tegn på større befolkningstæthed. Men på denne tid begynder også tyskernes almindelige angrebskrig på hele Rhinlinien, den romerske grænsevold og Donau, fra Nordsøen til Det sorte hav - direkte bevis på det stadig stigende, udad trængende folketal. Tre hundrede år varede kampen, hvorunder hele hovedstammen af gotiske folkeslag (med undtagelse af de skandinaviske goter og burgunderne) drog mod sydøst og dannede den venstre fløj af den store angrebslinie, i hvis centrum højtyskerne (herminonerne) ved øvre Donau, og på hvis højre fløj iskavonerne, nu kaldet frankerne, trængte frem mod Rhinen. Britanniens erobring fald i ingævonernes lod. Ved slutningen af det femte århundrede lå romerriget kraftesløst, blodløst og hjælpeløst åbent for de indtrængende tyskere.

Vi stod ovenfor ved den antikke græske og romerske civilisations vugge. Her står vi ved dens kiste. Igennem flere hundrede år var det romerske verdensherredømmes nivellerende høvl faret over alle landene ved Middelhavsbækkenet. Hvor ikke græsk gjorde modstand, havde alle nationalsprog måttet vige for et forvansket latin; der fandtes ingen nationalforskel, ingen gallere, iberere, ligurer, norikere mere, alle var de blevet romere. Den romerske administration og den romerske ret havde overalt opløst de gamle slægtsforbund og dermed den sidste rest af lokal og national selvvirksomhed. Den nybagte romersk hed bragte ingen erstatning; den var ikke udtryk for nogen nationalitet, men kun for manglen på en nationalitet. Der fandtes overalt grundbestanddele til nye nationer; de forskellige provinsers latinske dialekter adskilte sig stadig mere fra hverandre; de naturlige grænser, som tidligere havde gjort Italien, Gallien, Spanien og Afrika til selvstændige landområder, fandtes endnu og føltes også endnu. Men intetsteds fandtes den kraft, som skulle sammenfatte (forene) disse grundbestanddele til nye nationer, intetsteds fandtes endnu et spor af udviklingsdygtighed, af modstandskraft, for ikke at tale om skaberevne. Det uhyre områdes uhyre menneskemasser havde kun eet bånd, der holdt dem sammen: den romerske stat, og denne var i tidens løb blevet deres værste fjende og undertrykker. Provinserne havde ødelagt Rom; Rom var selv blevet en provinsby ligesom de andre - den havde privilegier, men ikke længere herredømmet, den var ikke mere verdensrigets midtpunkt, ikke engang sæde for kejseren og underkejserne, som boede i Konstantinopel, Trier og Milano. Den romerske stat var blevet en kæmpemæssig, indviklet maskine, udelukkende bestemt til at udsuge undersåtterne. Alle slags skatter og ydelser trykkede befolkningens masse ned i stadig dybere fattigdom; trykket blev forøget til det utålelige ved statholdernes, skatteopkrævernes og soldaternes udpresninger. Derhen havde den romerske stat bragt det med sit verdensherredømme: den begrundede sin eksistensberettigelse med opretholdelse af ordenen indadtil og beskyttelsen mod barbarerne udadtil. Men dens orden var værre end den værste mangel på orden, og barbarerne, som den foregav at beskytte borgerne imod, blev af disse imødeset med længsel som befriere. Samfundstilstanden var ikke mindre fortvivlet. Allerede fra republikens sidste tider var romerherredømmet gået ud på hensynsløs udbytning af de erobrede provinser; kejserdømmet havde ikke afskaffet denne udbytning, men tværtimod sat den i system. Jo mere riget forfaldt, desto højere steg skatter og afgifter, desto skamløsere plyndrede og udpressede embedsmændene. Handel og industri havde aldrig været de folkebeherskende romeres sag; kun med hensyn til åger havde de overtruffet alt, hvad der har været før og efter dem. Hvad der havde været og var blevet holdt vedlige af handel gik til grunde under embedsmændenes udpresning; hvad der endnu slog sig igennem, faldt på rigets østlige, græske del, det ligger udenfor vor betragtning. Almindelig forarmelse, tilbagegang i samfærdsel, i håndværk og kunst, befolkningens aftagen, byernes forfald, agerbrugets tilbagegang til et lavere trin - det var det romerske verdensherredømmes slutresultat. Agerbruget, som i hele den gamle verden havde været den vigtigste produktionsgren, var det nu igen mere end nogensinde. I Italien var de uhyre sammenlagte godser (latifundier), som siden republikens ophør havde optaget næsten hele landområdet, blevet udnyttet på to måder. Enten som græsning for kvæget, hvor befolkningen havde måttet vige pladsen til fordel for får og okser, hvis pasning kun krævede nogle få slaver, eller som villa-godser, der med masser af slaver drev havebrug i stor stil, dels til ejerens luksusforbrug, dels til afsætning på byernes markeder. De store græsgange var vedblevet at bestå og var vel endog blevet udvidet; villa-godserne og deres havebrug var gået i forfald sammen med deres ejermænds forarmelse og byernes forfald. Latifundiedriften, som hvilede på slavearbejdet, betalte sig ikke mere; den var imidlertid dengang den eneste form, hvori det store agerbrug var muligt. Dyrkning i det små var igen blevet den eneste lønnende form. Den ene villa efter den anden blev udstykket i små jordlodder og givet til arvefæstere, der betalte en bestemt sum, eller til partiarii, som mere var forvaltere end fæstere, og som fik en sjettedel eller endog kun en niendedel af årsudbyttet for deres arbejde. Fortrinsvis blev disse små agerlodder dog udlagt til koloner, som betalte et bestemt beløb om året for dem, var bundet til hjemstavnen og kunne sælges tillige med deres jordlod. De var ganske vist ikke slaver, men heller ikke frie mænd, kunne ikke gifte sig med frie, og deres indbyrdes ægteskaber regnedes ikke for fuldgyldige ægteskaber, men ligesom slavernes blot som samleveri (contubernium). De var forløberne for middelalderens livegne.

Oldtidens slaveri havde overlevet sig selv. Hverken på landet i det store agerbrug eller i byernes manufakturer gav det mere et udbytte, som var ulejligheden værd - markedet for dets frembringelser var forsvundet. Men det lille agerbrug og småhåndværket, hvortil den kæmpemæssige produktion fra rigets blomstringstid var svundet ind, havde ikke plads til talrige slaver. Kun til de riges hus- og luksusslaver var der endnu plads i samfundet. Det hendøende slaveri havde dog endnu magt til at lade alt produktivt arbejde fremtræde som slavevirksomhed, der var enhver fri romer - og det var de jo nu alle - uværdigt. Deraf kom på den ene side det stigende antal frigivelser af overflødige slaver, som nu var blevet en byrde, og på den anden side til væksten af koloner og af forarmede frie (noget lignende som poor whites [3] i Amerikas tidligere slavestater). Kristendommen er fuldstændig uden skyld i den gradvise uddøen af oldtidens slaveri. Den havde igennem århundreder været delagtig i slaveriet i romerriget og har senere aldrig hindret de kristnes slavehandel, hverken tyskernes i Norden, eller venetianernes i Middelhavet, eller den senere handel med negre [4] . Slaveriet betalte sig ikke mere, derfor uddøde det. Men det døende slaveri efterlod sin giftige brod i ringeagten for de fri mænds produktive arbejde. Dette var den blindgade, hvori den romerske verden sad fast: slaveriet var økonomisk umuligt, og de frie mænds arbejde var moralsk foragtet. Det ene kunne ikke længere være samfundsproduktionens grundform, det andet var endnu ikke i stand dertil. Det eneste, der kunne hjælpe her, var en fuldstændig revolution.

I provinserne så det ikke bedre ud. Vi er bedst underrettet om Gallien. Foruden kolonerne fandtes her endnu frie småbønder. For at sikre sig mod embedsmænds, dommeres og ågerkarles undertrykkelser gav de sig ofte ind under en mægtig mands beskyttelse eller patronat; og det var ikke blot enkelte, der gjorde dette, men hele små samfund, så at det fjerde århundredes kejsere flere gange nedlagde forbud derimod. Men hvad hjalp det dem, der søgte beskyttelse? Patronen stillede som en betingelse, at de overdrog ham ejendomsretten til deres grundstykke, hvorimod han tilsikrede dem brugsnydelsen af det på livstid - et kneb, som den hellige kirke mærkede sig vel og til gavns efterlignede i det 9. og 10. århundrede til forøgelse af Guds rige og sin egen jordejendom. Dengang, henimod år 475, ivrede biskop Salvianus fra Marseille endnu harmfuldt imod et sådant tyveri og fortæller, at trykket fra de romerske embedsmænd og store grundejere var blevet så slemt, at mange »romere« flygtede til de egne, der allerede var besat af barbarerne, og at de der bosatte romerske borgere ikke var så bange for noget som for at komme under romersk overherredømme igen. At forældre dengang ofte solgte deres børn som slaver på grund af fattigdom, bevises af en lov, som blev udstedt derimod.

Til gengæld for, at de tyske barbarer befriede romerne for deres egen stat, tog de to trediedele af deres samlede jordejendom fra dem og delte den imellem sig. Delingen skete efter gensforfatningen; på grund af erobrernes forholdsvis ringe antal forblev store strækninger uopdelt, dels som hele folkets ejendom, dels som de enkelte stammers og gensers. I hver gens blev ager- og englandet udstykket i lige store dele til de enkelte husholdninger; om der i den første tid fandt gentagne nyopdelinger sted, ved vi ikke, i hvert fald tabte de sig snart i romerprovinserne, og enkeltdele blev afhændelig privatejendom, alod. Skove og græsgange forblev uopdelt til fælles afbenyttelse; denne udnyttelse så vel som måden, hvorpå den opdelte jord blev dyrket, blev ordnet efter gammel skik og efter den samlede befolknings beslutning. Jo længere gensen boede i landsbyen, og jo mere tyskere og romere efterhånden smeltede sammen, desto mere trådte båndets slægtskabskarakter tilbage til fordel for det territoriale; gensen forsvandt i markfællesskabet, i hvilket man endnu ret ofte kan opdage sporene af dets oprindelse fra fællernes slægtskab. Således gik gensforfatningen her, i hvert fald i de lande, hvor markfællesskabet holdt sig - Nordfrankrig, England, Tyskland og Skandinavien - umærkeligt over i en stedforfatning og blev dermed egnet til at indpasses i staten. Men den bibeholdt dog sin oprindelige demokratiske karakter, som kendetegner hele gensforfatningen, og holdt således, selv i den udartning, der senere blev den påtvunget, et stykke gensforfatning og dermed et våben i de undertryktes hænder levende lige til vor tid.

Når blodbåndet i gensen således hurtigt gik tabt, så var dette en følge af, at dets organer også udartede i stammen og hele folket som følge af erobringen. Vi ved, at herredømme over overvundne er uforeneligt med gensforfatningen. Her ser vi dette i stor målestok. De tyske folk, romerprovinsernes herrer, måtte organisere denne deres erobring. Man kunne imidlertid hverken optage romermasserne i gensgrupperne eller beherske dem ved deres hjælp. I spidsen for de lokale romerske styrelsesorganer, som for en stor del vedblev at bestå, måtte man sætte en erstatning for den romerske stat, og dette kunne kun være en anden stat. Gensforfatningens organer måtte således forvandles til statsorganer, og det måtte på grund af omstændighedernes pres ske ret hurtigt. Nu var hærføreren imidlertid den, der var nærmest til at repræsentere det erobrende folk. Sikkerheden indadtil og udadtil i det erobrede område fordrede en styrkelse af hans magt. Øjeblikket var kommet, da feltherrestillingen skulle forvandles til kongedømme: og forvandlingen blev fuldbyrdet.

Lad os f. eks. tage frankerriget. Her var ikke blot de udstrakte romerske statsdomæner tilfaldet det sejrende folk, salierne, som fuld besiddelse, men også alle de meget store landstrækninger, som ikke var blevet fordelt til større og mindre provins- og markfællesskaber, navnlig alle større skovområder. Det første, som den fra simpel øverste hærfører til en virkelig landsfyrste forvandlede frankerkonge gjorde, var at forvandle denne folkeejendom til kongeligt gods, stjæle det fra folket og skænke eller forlene det til sine følgesvende. Dette følge, som oprindeligt bestod af hans personlige krigsfølge og hærens øvrige underførere, udvidedes snart til ikke blot at omfatte romere, d.v. s. romaniserede gallere, som var blevet ham uundværlige på grund af deres skrivekunst, deres dannelse, deres kendskab til det romanske landsmål og latinske skriftsprog så vel som til landets ret, men også slaver, livegne og frigivne, som udgjorde hans hofstat og blandt hvilke han valgte sine favoriter. Til alle disse skænkedes først stykker af folkejorden som gaver, senere som benificier, d.v. s. givet som len, til at begynde med ofte på kongens livstid, og dannede således grundlaget for en ny adel på folkets bekostning.

Men det blev ikke derved. Det vidt udstrakte rige lod sig ikke styre mcd den gamle gensforfatnings midler; forstandernes råd ville, selv om det ikke for længst var gået af brug, have været ude af stand til at samles og blev snart erstattet af den kreds, der til stadighed omgav kongen; den gamle folkeforsamling vedblev for et syns skyld at bestå, men blev ligeledes mere og mere til en slet og ret forsamling af hærens underførere og de nyopkomne stormænd. De fri jordejende bønder, hovedmassen af det frankiske folk, blev ved de evige borger- og erobringskrige - de sidstnævnte navnlig under Karl den Store - lige så udmattede og forarmede, som tidligere de romerske bønder i republikens sidste tider. De, som oprindeligt havde udgjort hele hæren og efter Frankrigs erobring kernen i den, var ved det 9. århundredes begyndelse så forarmede, at næppe nok hver femte mand kunne drage ud. I stedet for den almindelige indkaldelse af fri bønder, som blev påbudt af kongen selv, trådte en hær, der var sammensat af de nyopkomne stormænds tjenestefolk, deriblandt også livegne bønder, som tidligere ikke kendte anden herre end kongen og endnu tidligere slet ingen, ikke engang en konge. Under Karls efterfølgere fuldbyrdedes den frankiske bondestands ruin ved indre krige, kongemagtens svaghed og de deraf følgende overgreb fra de stores side, hvortil nu også kom lensgreverne, der var indsat af Karl og stræbte efter at få gjort stillingen arvelig, og endelig ved normannernes angreb. Halvtreds år efter Karl den Stores død lå frankerriget ligesi modstandsløst for normannernes fødder, som romerriget fire hundrede år før havde ligget for frankernes fødder.

Og ikke blot den ydre afmagt, men også den indre samfundsordning eller snarere mangel på ordning var omtrent den samme. De fri frankiske bønder var kommet i en lignende situation som deres forgængere, de romerske koloner. Ruineret ved krigene og plyndringerne havde de måttet give sig ind under de nyopkomne stormænds eller kirkens beskyttelse, da kongemagten var for svag til at beskytte dem; men de måtte betale denne beskyttelse dyrt. Ligesom tidligere de galliske bønder måtte de overdrage ejendomsretten til deres jordlod til beskytteren og fik den tilbage fra ham som fæstegods under forskellige og vekslende former, dog altid kun mod ydelse af tjeneste og afgifter; engang hildet i denne form for afhængighed mistede de lidt efter lidt også den personlige frihed; efter få generationer var de for det meste allerede livegne. Hvor hurtigt den fri bondestands undergang fuldbyrdedes, viser Irminons jordebog, fra abbediet Saint Germain des Pres, dengang ved, nu inde i Paris. På dette abbedis vidtstrakte jordbesiddelse i omegnen fandtes dengang, endnu i Karl den Stores leve-tid, 2788 husholdninger, næsten uden undtagglse frankere med tyske navne. Deriblandt 2080 koloner, 35 litere, 220 slaver og kun 8 fri fæstere! Den skik, som Salvianus erklærede for ugudelig, at skytsherren lod bondens jordlod overdrage til sig som sin ejendom og kun gav ham den tilbage til afbenyttelse på livstid, blev: nu almindelig anvendt af kirken over for bønderne. Hoveritjenesten som nu blev mere og mere almindelig, havde sit forbillede lige så meget i de romerske angarier, d.v.s. tvungen tjeneste for staten, som i de tyske markfællers tjeneste ved bygning af veje og broer og andre fælles formål. Tilsyneladende var den store befolkning efter fire hundrede års forløb igen nået tilbage til udgangspunktet.

Men dette beviser kun to ting: for det første, at samfundsinddelingen og ejendomsfordelingen i romerrigets nedgangsperiode havde svaret fuldstændig til det daværende produktionstrin i agerbrug og industri og altså havde været uundgåelig; og for det andet, at dette produktionstrin i løbet af de følgende fire hundrede år hverken var sunket væsentligt eller var kommet væsentligt højere op, og altså med samme nødvendighed havde reproduceret den samme ejendomsfordeling og de samme befolkningsklasser. Byen havde i romerrigets sidste århundreder mistet sit tidligere herredømme over landet og ikke vundet det tilbage igen i de første århundreder af det tyske herredømme. Dette forudsætter et lavt udviklingstrin såvel af agerbruget som af industrien. Denne almindelige situation frembringer med nødvendighed store herskende grundejere og afhængige småbønder. Hvor umuligt det var at påtvinge et sådant samfund, på den ene side den romerske latifundiedrift med slaver og på den anden side den nyere stordrift med hoveriarbejde, bevises af Karl den Stores uhyre, men næsten sporløst forløbne eksperimenter med de berømte kejserlige villaer. De blev kun videreført af klostre og betalte sig kun for dem; men klostrene var abnorme samfundsdannelser, som var grundede på cølibatet; de kunne præstere det undtagelsesvise, men måtte netop derfor også forblive undtagelser.

Og dog var man nået videre i løbet af disse fire hundrede år. Selvom vi mod slutningen genfinder næsten de samme hovedklasser som i begyndelsen, så var dog de mennesker, som udgjorde disse klasser, blevet anderledes. Borte var det gamle slaveri, borte de forarmede fattige frie mænd, som foragtede arbejdet som noget, der passede sig for slaver. Mellem de romerske koloner og de nye livegne var den fri frankiske bonde opstået. Det hensygnende romerriges »unyttige erindren og forgæves strid« var død og begravet. Det 9. århundredes samfundsklasser var opstået, ikke i en dødsdømt civilisations forsumpningsproces, men i fødselsveerne, der gik forud for en ny. Den nye slægt var, herrer såvel som tjenere, sammenlignet med sine romerske forgængere, en slægt af mænd. Forholdet mægtige jordbesiddere og tjenende bønder, som for disse havde været den form, hvori den antike verden måtte gå uhjælpeligt til grunde, det var nu for de førstnævnte udgangspunktet for en ny udvikling. Og således efterlod disse fire hundrede år, hvor uproduktive de end synes at være, dog eet stort resultat: de moderne nationaliteter, den vesteuropæiske menneskeheds udformning og organisering for. den kommende historie. Tyskerne havde i virkeligheden givet Europa nyt liv, og derfor endte opløsningen af staterne i den germanske periode ikke med normannisk-saracensk undertrykkelse, men med videreudvikling af beneficierne og beskyttelsen (kommendationen) til feudalismen, og med en så vældig befolkningsforøgelse, at korstogenes stærke åreladninger knap to hundrede år senere ikke voldte nogen fortræd.

Men hvilket var det hemmelighedsfulde tryllemiddel, ved hvis hjælp tyskerne indblæste det døende Europa ny livskraft? Var det en tryllemagt, som var den tyske folkestamme medfødt, som vor chauvinistiske historieskrivning foregøgler os? På ingen måde. Tyskerne var, særlig dengang, en højtbegavet arisk stamme og befandt sig i fuld og levende udvikling. Men det er ikke deres særegne nationale egenskaber, som har forynget Europa, men ganske simpelt - deres barbari, deres gensforfatning.

Deres personlige dygtighed og tapperhed, deres frihedsfølelse og demokratiske instinkt, som gjorde, at de betragtede alle offentlige anliggender som deres egne, kort sagt, alle de egenskaber, som romerne havde mistet, og som alene var i stand til at danne nye stater og at lade nye nationaliteter vokse af romerverdenens dynd - hvad var de andet end de karaktertræk, der kendetegnede barbarerne på det højeste trin - gensforfatningens frugter?

Når de omdannede monogamiets antike form, mildnede mandens herredømme i familien, gav kvinden en højere stilling, end den klassiske verden endnu havde kendt, hvad satte dem da i stand dertil, om ikke deres barbari, deres gensskikke, deres endnu levende arv fra moderrettens tid?

Når de i hvert fald i tre af de vigtigste lande, Tyskland, Nordfrankrig og England, reddede et stykke ægte gensforfatning i form af markfællesskabet over i feudalstaten, og dermed gav den undertrykte klasse, bønderne, selv under det hårdeste middelalderlige livegenskab, et lokalt sammenhold og et middel til modstand, som hverken oldtidens slaver eller nutidens proletariat har forefundet færdigt - hvad skyldtes det, om ikke deres barbari, deres rent barbariske skik at bosætte sig efter slægter?

Og endelig, når de kunne udvikle den mildere form for trældom, som de allerede udøvede i hjemlandet, og hvortil slaveriet også i romerriget i stadig højere grad forvandlede sig, og tilsidst kunne ophøje den til at være den eneste eksisterende, en form, der, som Fourier først af alle har fremhævet det, gav de undertrykte et middel til gradvist at befri sig som klasse betragtet (foumit aux cultivateurs des moyens d'affranchissement collectif et progressif [5] ); en form, der af denne grund står højt over slaveriet, hvorved kun den øjeblikkelige frigivelse af enkelte individer, uden overgangstilstand, var mulig (oldtiden kender intet til afskaffelse af slaveriet ved hjælp af sejrrige oprør) - mens det er en kendsgerning, at middelalderens livegne lidt efter lidt gennemtvang deres befrielse som klasse - hvad skylder vi det, om ikke deres barbari, som var skyld i, at de endnu ikke havde drevet det til et udviklet slaveri, hverken oldtidens arbejdsslaveri eller det orientalske husslaveri?

Alt, hvad tyskerne indpodede på romerriget af livskraftigt og livsbefordrende, stammede fra barbariet. I virkeligheden var kun barbarerne i stand til at forynge en verden, der led under en døende civilisation. Og barbariets højeste trin, som tyskerne før folkevandringen havde arbejdet sig frem til og ind i, var netop det trin, der var gunstigst for denne proces. Det forklarer alt.


Noter

[1]: Det her anførte tal bekræftes af et sted hos Diodor om de galliske keltere: »I Gallien bor der mange folkegrupper af ulige størrelse. Hos de største andrager antallet af mennesker ca. 200.000, hos de mindste 50.000 (Diodorus Siculus, V, 25). Altså gennemsnitlig 125.000; de galliske enkeltfolk må med deres højere udviklingstrin ubetinget være noget talrigere end de tyske. (Note af Engels).

[2]: Germania Magna - »Det store Tyskland«. - Red.

[3]: Poor whites - »fattige hvide«. – Red.

[4]: Ifølge biskop Liutorand af Xremona var den vigtigste industrigren i det 10. århundrede i Verdun, altså i det hellige tyske rige, fabrikationen af eunuker, som med stor profit blev eksporteret til de mauriske haremer i Spanien. (Note af Engels)

[5]: Den gav agerdyrkerne midler til deres befrielse. Red.


Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere