Forord til fjerde oplag 1891

De tidligere store oplag af dette skrift har været udsolgt i næsten et halvt år, og forlæggeren har allerede i længere tid ønsket, at jeg skulle besørge et nyt oplag. Mere presserende arbejder har indtil nu forhindret mig deri. Siden det første oplag udkom, er der forløbet syv år, i hvilke kendskabet til de oprindelige familieformer har gjort betydelige fremskridt. Her måtte man altså gøre flittig brug af den afpudsende og supplerende hånd, og det så meget mere, som den påtænkte stereotypering af den nuværende tekst vil gøre yderligere ændringer umulige i nogen tid.

Jeg har altså underkastet hele teksten et omhyggeligt gennemsyn og gjort en række tilføjelser, hvorved jeg håber at have taget tilbørligt hensyn til videnskabens nuværende stade. Endvidere giver jeg længere henne i dette forord en kort oversigt over familiens udvikling fra Bachofen til Morgan og hovedsagelig netop fordi den engelske, chauvinistisk påvirkede præhistoriske skole endnu fortsat gør sit yderste for at tie den omvæltning ihjel, som Morgans opdagelser har bevirket i den urhistoriske opfattelse, uden at den dog generer sig for at tilegne sig Morgans resultater. Også i andre lande bliver det engelske eksempel sine steder kun altfor nøje fulgt.

Mit arbejde er blevet oversat til forskellige fremmede sprog. Først italiensk: L'origine della famiglia, della proprietá privata e dello stato, versione riveduta dall' autore, di Pasquale Martignetti; Benevento 1885. Derefter rumænsk: Origina familei, proprietatei private si a statului, traducere de Joan Nadejde, i Jassyer tidsskriftet Comtemporanul, september 1885 til maj 1886. Endvidere dansk: "Familjens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, Dansk, af Forfatteren gennemgået Udgave, besørget af Gerson Trier, København 1888." En fransk oversættelse af Henri Rave, efter nærværende tyske udgave, er under trykning.

Indtil begyndelsen af tres'erne kunne man ikke tale om en familiens historie. Den historiske videnskab stod på dette område endnu helt under indflydelse af de fem mosebøger. Den patriarkalske familieform, som er skildret der mere udførligt end noget andet sted, blev ikke blot uden videre antaget for den ældste, men også - efter udeladelse af flerkoneriet - gjort identisk med vor tids borgerlige familie, så at familien i virkeligheden overhovedet ikke har gennemgået nogen historisk udvikling; man indrømmede højst, at der i urtiden kan have bestået en periode med kønslig lovløshed. - Ganske vist kendte man foruden enkeltægteskabet også det orientalske flerkoneri og det indisk-tibetanske flermanderi; men disse tre former lod sig ikke indordne under en historisk sammenhæng og figurerede løsrevet mellem hverandre. At afstamningen både hos enkelte af den gamle histories folkeslag og hos nogle af de endnu eksisterende vilde ikke blev regnet fra faderen, men fra moderen, og at altså den kvindelige linie blev regnet for den eneste gyldige, at giftermål hos mange nulevende folk er forbudt inden for visse større grupper, som dengang ikke var nærmere undersøgt, og at denne skik findes i alle verdensdele - det var kendsgerninger, man nok vidste besked med, og som man samlede flere og flere eksempler på. Men man vidste ikke, hvad man skulle stille op med dem, og selv så sent som i E. B. Tylors Researches into the Early History of Mankind etc. [1] (1865) optræder de blot som "mærkelige skikke" i lighed med det hos nogle vilde gældende forbud mod at berøre brændende træ med jernværktøj og lignende religiøse snurrepiberier.
Familiens historie daterer sig fra 1861, da Bachofens "Mutterrecht" udkom. Her opstiller forfatteren følgende påstande: 1. at menneskene i begyndelsen levede i fuldstændig fri kønslig omgang, som han med et skævt udtryk betegner som hetærisme; 2. at en sådan fri omgang mellem kønnene udelukker ethvert sikkert faderskab, og at afstamningen derfor kun kunne regnes i kvindelig linie - efter moderretten - og at dette oprindelig har været tilfældet hos alle oldtidens folkeslag; 3. at derfor kvinderne, i egenskab af mødre, som den yngre generations eneste sikkert kendte forældre nød en høj grad af agtelse og anseelse, der efter Bachofens mening voksede til et fuldstændigt kvindeherredømme (gynækokrati); 4. at overgangen til enkeltægteskab, hvor kvinden udelukkende tilhørte een mand, betød overtrædelse af et ældgammelt religionsbud (det vil i virkeligheden sige en krænkelse af de andre mænds nedarvede ret til den samme kvinde), en overtrædelse, som der måtte bødes for, eller hvis anerkendelse måtte købes ved en tidsbegrænset prisgivelse af kvinden.

Beviserne for disse påstande finder Bachofen i utallige steder, der med den største flid er samlet sammen fra den gamle klassiske litteratur. Udviklingen fra "hetærisme" til monogami og fra moderret til faderret sker ifølge ham navnlig hos grækerne ved en videreudvikling af de religiøse forestillinger, ved at indføje nye guddomme, der repræsenterede den nye opfattelse, i den fra gammel tid overleverede gudegruppe, som repræsenterede den gamle opfattelse, således at den sidstnævnte mere og mere blev trængt i baggrunden af den første. Det er altså ikke udviklingen af menneskenes virkelige livsbetingelser, men det religiøse genskin af disse livsbetingelser i de samme menneskers hoveder, der ifølge Bachofen har bevirket de historiske forandringer i mandens og kvindens samfundsmæssige stilling til hinanden. Følgelig fremstiller Bachofen Aiskylos' Oresti som den dramatiske skildring af kampen mellem den svindende moderret og den sejrende faderret, der opstod i heltetiden. Klytaimnestra har for sin boler Aigisthos' skyld dræbt sin ægtefælle Agamemnon, der er vendt hjem fra den trojanske krig; men hendes og Agamemnon søn Orestes hævner faderens mord, idet han dræber sin moder. Derfor forfølges han af erinyerne, de dæmoniske beskytterinder af moderretten, ifølge hvilken modermord er den største forbrydelse, som der ikke findes soning for. Men Apollon, der ved sit orakel har opfordret Orestes til denne gerning, og Athene, der påkaldes som dommer - de to guder, som her repræsenterer den nye, faderretlige ordning - beskytter ham; Athene hører begge parter. Hele stridsspørgsmålet sammenfattes kort i den debat, der nu finder sted mellem Orestes og erinyerne. Orestes påberåber sig, at Klytaimnestra har begået en dobbelt forbrydelse: idet hun har dræbt sin mand og dermed hans fader. Hvorfor forfølger erinyerne da ham og ikke hende, der er langt mere skyldig? Svaret er slående: "Hun var ikke blodbeslægtet med den mand, hun dræbte."

Mordet på en ikke-blobeslægtet mand er der soning for, selv når det drejer sig om morderskens ægtefælle, og det angår ikke erinyerne; dem påhviler det kun at forfølge mord, der finder sted mellem blodbeslægtede, og her er, ifølge moderretten, modermordet det værste, som der ikke er tilgivelse for. Nu optræder Apollon som forsvarer for Orestes; Athene lader areopagiterne - de athenske meddomsmænd - afgive deres stemme; stemmerne står lige for frifindelse og for domfældelse; da afgiver Athene som formand sin stemme for Orestes og erklærer ham for frifundet. Faderretten har vundet sejr over moderretten, "guderne af den unge stamme", som erinyerne selv betegner dem, sejrer over erinyerne, og disse lader sig sluttelig også overtale til at overtage en ny rolle i den nye ordnings tjeneste.

Denne nye, men afgjort rigtige tydning af Orestien er et af de smukkeste og bedste steder i hele bogen, men den beviser samtidig, at Bachofen tror mindst lige så meget på erinyerne, Apollon og Athene, som Aiskylos i sin tid; han tror nemlig, at de i den græske heltetid udførte det under at styrte moderretten ved hjælp af faderretten. At en sådan opfattelse, der lader religionen gælde for den afgørende drivkraft i verdenshistorien, til slut må løbe ud i den rene mysticisme, er klart. Det er derfor et surt og langtfra altid lønnende slid at arbejde sig igennem Bachofens tykke kvartbind. Men alt det forringer ikke hans banebrydende bedrift; han har som den første erstattet frasen om en ukendt urtilstand med frit kønsligt samkvem med den påvisning, at den gammelklassiske litteratur giver os spor i mængde, hvorefter der hos grækere og asiater før enkeltægteskabet har eksisteret en tilstand, hvor ikke blot een mand havde kønslig omgang med flere kvinder, men også een kvinde med flere mænd, uden at støde an mod moralen; at denne moral ikke forsvandt uden at efterlade sig spor i en begrænset prisgivelse, hvorved kvinderne måtte købe retten til enkeltægteskab; at afstamningen derfor oprindelig kun kunne regnes efter den kvindelige linie, fra moder til moder; at denne universelle gyldighed for den kvindelige linie holdt sig til langt ind i enkeltægteskabets tid, hvor der var sikkert, eller dog anerkendt faderskab; og at denne mødrenes oprindelige stilling, som de eneste sikre forældre til deres børn, sikrede dem og dermed alle kvinderne en højere stilling i samfundet, end de nogensinde senere har ejet. Disse sætninger har Bachofen ganske vist ikke udtalt så klart - det forhindrede hans mystiske synsmåde. Men han har givet beviset for dem, og det betød i 1861 en fuldstændig revolution.

Bachofens tykke kvartbind var skrevet på tysk, d.v.s. i den nations sprog, som dengang interesserede sig allermindst for den moderne families forhistorie. Det blev derfor ikke bemærket. Hans nærmeste efterfølger på det samme område fremtrådte i 1865 uden nogensinde at have hørt om Bachofen.

Denne efterfølger var J. F. MacLennan, der var sin forgængers direkte modsætning. I stedet for den geniale mystiker har vi her den tørre jurist; i stedet for den overdådige digteriske fantasi den plæderende advokats plausible kombinationer. MacLennan finder hos mange vilde, barbariske og selv civiliserede folk i den ældre og nyere tid en form for ægteskabsindgåelse, hvor brudgommen, alene eller sammen med sine venner, må røve bruden med vold fra hendes slægtninge. Denne skik må være en rest fra en tidligere skik, hvor mændene i en stamme virkelig røvede deres koner med vold udefra, fra andre stammer. Hvorledes opstod nu dette, "rovægteskab"? Så længe mændene kunne finde kvinder nok i deres egen stamme, var der absolut ingen anledning dertil. Nu finder vi imidlertidig ligeså hyppigt, at der hos uudviklede folk eksisterer visse grupper (som i 1865 endnu hyppigt blev identificeret med stammerne selv), indenfor hvilke giftermål var forbudt, således at mændene var nødt til at tage deres koner og kvinderne deres mænd udenfor gruppen, mens andre havde den skik, at mændene i en vis gruppe var nødt til at vælge deres koner udelukkende indenfor deres egen gruppe. MacLennan kalder de første exogame, de andre endogame, og konstruerer nu uden videre en stærk modsætning mellem exogame og endogame "stammer". Og skønt hans egen undersøgelse af exogamiet ligefrem råber til ham, at denne modsætning i mange, om ikke i de fleste eller endog alle tilfælde kun eksisterer i hans egen indbildning, så gør han den dog til grundlaget for hele sin teori. Exogame stammer kan efter denne kun få deres koner fra andre stammer; og på grund af den permanente krigstilstand mellem stammerne indbyrdes, som var almindelig i den vilde tilstand, har dette kun kunnet ske ved rov.

MacLennan spørger nu videre: Hvorfra stammer denne skik, exogamiet? Forestillingen om blodslægtskab og blodskam kan ikke, mener han, have haft noget med det at gøre, det er ting, som først udviklede sig meget senere. Det kan derimod den blandt vilde meget udbredte skik at dræbe pigebørn straks efter fødslen. Derved opstod der et overskud af mænd i hver enkelt stamme, hvis første følge nødvendigvis må blive, at flere mænd besad een kvinde i fællesskab: flermanderi. Følgen heraf blev igen, at man vidste, hvem der var moder til et barn, men ikke, hvem der var fader, altså: slægtskab regnet kun efter den kvindelige linie med udelukkelse af den mandlige - moderret. Og en anden følge af manglen på kvinder i en stamme - en mangel, som blev mildnet, men ikke overvundet ved flermanderiet - var netop den systematiske voldelige bortførelse af fremmede stammers kvinder. "Da exogami og flermanderi udspringer af en og samme årsag - mangelen på et ligeligt antal mennesker af begge køn - må vi anse alle exogame racer for oprindelig at have dyrket fiermanderi - ... Og derfor må vi anse det for ubestrideligt, at blandt de exogame racer var det første slægtskabssystem netop det, som kun kender blodbånd på mødrene side." (MacLennan, Studies in Ancient History, 1886, Primitive Marriage [2] , p. 124-) Det er MacLennans fortjeneste, at han har henvist til den almindelige udbredelse og store betydning af det, som han kalder exogami. Opdaget kendsgerningen om de exogame grupper har han på ingen måde, og forstået den har han slet ikke. Bortset fra tidligere, spredte notitser af mange iagttagere - selv MacLennans kilder - havde Latham (Descriptive Ethnology [3] , 1859) nøjagtigt og rigtigt beskrevet denne institution hos de indiske margarer og sagt, at den var almindelig udbredt og forekom i alle verdensdele - et sted, som MacLennan selv anfører. Og vor gode Morgan havde ligeledes allerede i 1847 i sine breve om irokeserne (i American Review) og 1851 i The League of the Iroquois [4] påvist det hos denne folkestamme og beskrevet det rigtigt, mens MacLennans advokatforstand, som vi skal se, her har forårsaget en langt større forvirring end Bachofens mystiske fantasi på moderrettens område. Det er endvidere MacLennans fortjeneste, at han har erkendt den moderretlige afstamningsorden som den oprindelige, selvom Bachofen her, som han også senere indrømmer, er kommet ham i forkøbet. Men heller ikke her ser han helt klart; han taler stadig om "slægtskab alene i kvindelig linie" (kinship through females only) og anvender stadig dette udtryk, som var rigtigt for et tidligere trin, på senere udviklingstrin, hvor afstamning og arveret ganske vist endnu blev regnet efter den kvindelige linie, men hvor slægtskabet også blev anerkendt og udtrykt efter den mandlige linie. Det er juristens begrænsning; han skaber et fast retsligt udtryk og fortsætter med at anvende det uforandret på tilstande, som i mellemtiden har gjort det uanvendeligt.
Det ser ud til, at MacLennans teori, hvor plausibel den end var, dog ikke forekom sin egen forfatter alt for fast underbygget. I hvert fald var det ham selv påfaldende, at det var "bemærkelsesværdigt, at formen for [det tilsyneladende] kvinderov var mest udpræget og tydeligst udtalt hos de folk, hvor det mandlige slægtskab [skal være afstamning i mandlig linie] hersker". (s. 140). Og ligeledes: "Det er en besynderlig kendsgerning, at så vidt vi ved, blev barnemordene intetsteds udøvet systematisk, hvor exogamiet og den ældste slægtskabsform bestod ved siden af hinanden" (s. 140). To kendsgerninger, som slår hans fortolkningsmåde lige i ansigtet, og som han kun kan stille nye, endnu mere indviklede hypoteser op imod.

Alligevel vandt hans teori stort bifald og tilslutning i England: MacLennan gjaldt her almindeligt som grundlægger af familiens historie og som den første autoritet på dette område. Hans modsætning mellem exogame og endogame "stammer", vedblev at være det anerkendte grundlag for den herskende betragtningsmåde, selv om man konstaterede enkelte undtagelser og modifikationer, og den blev en skyklap, som umuliggjorde ethvert frit overblik over det undersøgte område og dermed også ethvert afgørende fremskridt. Den overvurdering af MacLennan, som er blevet almindelig i England og efter engelsk forbillede også andetsteds, er det en pligt at sammenholde med kendsgerningerne, for at han ikke med sin helt misforståede modsætning mellem exogame og endogame "stammer" skal skade mere, end han har gavnet ved sine undersøgelser.

Imidlertid kom der stadig flere kendsgerninger for dagen, som ikke passede ind i hans sirlige rammer. MacLennan kendte kun tre former for ægteskab: flerkoneri, flermanderi og enkeltægteskab. Men da nu opmærksomheden engang var blevet fæstet på dette punkt, blev der fundet flere og flere beviser for, at der hos uudviklede folkeslag fandtes ægteskabsformer, hvori en række mænd i fællesskab ejede en række kvinder; og Lubbock (The Origin of Civilization [5] , 1870) anerkendte dette gruppeægteskab (Communal Marriage) som en historisk kendsgerning.

Kort efter, i 1871, optrådte Morgan med nyt og i mange henseender afgørende materiale. Han havde overbevist sig om, at det ejendommelige slægtskabssystem, som var gældende hos irokeserne, var fælles for alle De forenede staters urindbyggere, og at det altså havde været ud bredt over et helt kontinent, skønt det står i direkte modstrid med slægtskabsgraderne, som de fremgår af det der faktisk gældende ægteskabssystem. Han fik nu den amerikanske forbundsregering til at indsamle oplysninger om de øvrige folkeslags slægtskabsforhold på grundlag af de spørgeskemaer og tabeller, som han selv havde opstillet, og fandt af svarene, 1. at det amerikansk-indianske slægtskabssystem havde gyldighed hos talrige folkestammer også i Asien, og i noget modificeret form i Afrika og Australien, 2. at det forklares fuldstændig af en form for gruppeægteskab, som er ved at dø ud på Hawaii og andre australske øer og 3. at der foruden denne ægteskabsform gælder et slægtskabssystem på de samme øer, som kun lader sig forklare ved en endnu ældre, nu uddød form for gruppeægteskab. De indsamlede oplysninger samt sine følgeslutninger deraf offentliggjorde han i sin bog Systems of Consanguinity and Affinity [6] , 1871, og førte derved debatten over på et uendelig større område. Idet han gik ud fra slægtskabssystemerne og rekonstruerede de dertil svarende familieformer, åbnede han vejen for nye undersøgelser og for et mere vidtrækkende tilbageblik i menneskehedens forhistorie. Hvis denne metode vandt anerkendelse, så var MacLennans nydelige konstruktion opløst i tåge.

MacLennan forsvarede sin teori i det nye oplag af Primitive Marriage (Studies in Ancient History, 1876). Mens han selv yderst kunstigt kombinerer en familiens historie af lutter hypoteser, forlanger han af Lubbock og Morgan ikke blot beviser for hver eneste af deres påstande, men beviser af en sådan uangribelig stringens, at de kan holde selv for en skotsk domstol. Og det gør den samme mand, som af det snævre forhold mellem morbroder og søstersøn hos tyskerne (Tacitus, Germania c. 20), af Cæsars beretning om, at briterne i grupper på ti eller tolv havde deres koner i fællesskab, og af alle den gamle forfatters andre beretninger om kvindefællesskab hos barbarerne uden tøven drager den slutning, at der har hersket flermanderi hos alle disse folkeslag! Man tror at høre en statsadvokat, som ved tilrettelæggelsen af sin sag kan tillade sig enhver frihed, men som kræver det mest formelle juridisk gyldige bevis for hvert ord forsvareren siger.

Gruppeægteskabet er ren indbildning, påstår han og falder derved tilbage til længe før Bachofen. Morgans slægtskabssystemer skulle være rene selskabelige høflighedsformer, hvilket bevises af den kendsgerning, at indianerne også tiltaler en fremmed, en hvid, som broder eller fader. Det er det samme, som hvis man ville påstå, at betegnelserne fader, moder, broder og søster blot var meningsløse tiltaleformer, fordi katolske gejstlige og abbedisser ligeledes tiltales med fader og moder, og munke og nonner, ja selv frimurere og engelske fagforeningsmedlemmer ved højtidelige lejligheder tiltales med broder og søster. Kort sagt, MacLennans forsvar var ynkeligt svagt.

Der blev dog et punkt tilbage, hvor han ikke var blevet grebet. Modsætningen mellem exogame og endogame "stammer", som hele hans system hvilede på, var ikke blot urokket, men blev endog almindeligt anerkendt som hovedpunktet i hele familiens historie. Man indrømmede, at MacLennans forsøg på at forklare denne modsætning var utilfredsstillende og i modstrid med de af ham selv fremførte kendsgerninger. Men selve modsætningen, eksistensen af to slags selvstændige og uafhængige stammer, der udelukker hinanden, og hvoraf den ene tog sine koner indenfor stammen, mens dette var totalt forbudt i den anden - dette gjaldt som et ubestrideligt evangelium. Sammenlign f. eks. Giraud-Teulong Origineg de la famille [7] (1874), ja selv Lubbocks egen Qrigin of Civilization (4. oplag, 1882).

På dette punkt sætter Morgans hovedværk ind: Ancient Society (1877), det værk, som ligger til grund for nærværende arbejde. Hvad Morgan i 1871 endnu kun dunkelt anede, det er her udviklet fuldt bevidst. Exogami og endogami danner ingen modsætning; exogame "stammer" er endnu ikke blevet påvist noget sted. Men på den tid, da gruppeægteskabet endnu herskede - og det har efter al sandsynlighed engang hersket overalt - var stammen opdelt i et antal grupper, genser, som var blodsbeslægtede på mødrene side, og indenfor hvilke giftermål var strengt forbudt, således at mændene i en gens nok kunne tage sig koner indenfor stammen, og også i reglen gjorde det, men de måtte tage dem udenfor deres gens, således at, selv om gensen var strengt exogam, så var stammen, der omfattede alle genser, i lige så høj grad endogam. Dermed var den sidste rest af det MacLennanske kunstværk endelig bragt ud af verden.

Men Morgan nøjedes ikke hermed. De amerikanske indianeres gens hjalp ham endvidere til at gøre det andet afgørende fremskridt på det område, han undersøgte. I denne gens, som var organiseret efter moderretten, opdagede han den urform, hvoraf den senere faderretligt organiserede gens havde udviklet sig, den gens, som vi finder hos oldtidens kulturfolk. Den græske og romerske gens, som havde været en gåde for alle tidligere historieskrivere, var nu blevet belyst af den indianske, og dermed var et nyt grundlag fundet for hele oldtidshistorien.

Denne genopdagelse af den oprindelige moderretlige gens som et trin før kulturfolkenes faderretlige gens havde samme betydning for oldtidshistorien, som Darwins udviklingsteori havde for biologien og Marx' teori om merværdien for den politiske økonomi. Den satte Morgan i stand til for første gang at skitsere en familiens historie, hvori de klassiske udviklingstrin i store træk, for så vidt det nu kendte materiale tillader det, i hvert fald foreløbigt var slået fast. At der herved er indledet en ny epoke i behandlingen af oldtidshistorien, er klart for alle. Den moderretlige gens er blevet det centrum, hvorom hele denne videnskab drejer sig; siden dens opdagelse ved man, hvad man skal søge efter og i hvilken retning, og hvorledes man skal gruppere det udforskede. Og følgelig vil der nu blive gjort helt anderledes hurtige fremskridt på dette område end før Morgans bog.

Morgans opdagelse er nu almindelig anerkendt, eller snarere tilegnet af præhistorikerne også i England. Men næsten ingen af dem vedgår åbent, at det er Morgan, som vi skylder denne revolution i anskuelserne. I England er hans bog så vidt muligt blevet tiet ihjel, og han selv affærdiget med en nedladende ros for hans tidligere præstationer; man snager ivrigt i enkelthederne ved hans fremstilling, men hans virkelig store opdagelser tier man hårdnakket om. Originaludgaven af Ancient Society er udsolgt; i Amerika er der ingen lønnende afsætning på sådan noget; i England bliver bogen, efter hvad det ser ud til, systematisk undertrykt, og den eneste udgave af dette epokegørende værk, som endnu cirkulerer i boghandelen, er - den tyske oversættelse.

Hvortil nu denne tilbageholdelse, hvori det er vanskeligt ikke at se en sammensværgelse for at tie bogen ihjel, særlig i betragtning af de talrige rene høflighedscitater og andre beviser på kammerateri, hvormed vore anerkendte præhistorikeres skrifter vrimler? Måske fordi Morgan er amerikaner, og det er meget hårdt for de engelske præhistorikere, at de trods al deres højst anerkendelsværdige flid dog er afhængige af de to geniale udlændinge, Bachofen og Morgan, med hensyn til de almindelige synspunkter, der gælder ved ordningen og grupperingen af det indsamlede materiale, kort sagt med hensyn til ideer? Tyskeren kunne man nok finde sig i, men amerikaneren? Overfor amerikaneren bliver alle englændere patriotiske, hvilket jeg har set fornøjelige eksempler på i De forenede stater. Nu kommer der også det til, at MacLennan var den så at sige officielt udnævnte stifter og leder af den engelske præhistoriske skole, at det som følge deraf hørte til god præhistorisk tone kun at tale med den dybeste ærefrygt om hans kunstlede historiekonstruktion, der fører fra barnemord gennem flermanderi og rovægteskab til den moderretlige familie; at den ringeste tvivl om eksistensen af exogame og endogame "stammer", der var helt afsondrede fra hverandre, gjaldt for det formasteligste kætteri; at Morgan altså, da han fik alle disse hellige dogmer til at opløse sig i tåge, begik en art helligbrøde. Og oven i købet opløste han dem på en måde, der kun behøvede at udtales for straks at virke indlysende, så at de MacLennan-dyrkere, der før tumlede rådløst omkring mellem exogami og endogami, måtte slå sig for panden og udbryde: Hvordan kunne vi være så dumme, at vi ikke selv fandt ud af det for længe siden?
Og som om det ikke var forbrydelse nok til, at den officielle skole umuligt kunne give ham anden behandling end kølig tilsidesættelse, så fik Morgan målet til at flyde over, idet han ikke blot kritiserede civilisationen, vareproduktionens samfund, grundformen for vort nuværende samfund, på en måde, som mindede om Fourier, men talte om en fremtidig omdannelse af dette samfund i ord, som kunne have været talt af Kari Marx. Det var altså velfortjent, når MacLennan rystet bebrejdede ham, at "den historiske metode var ham helt igennem antipatisk", og når hr. professor Giraud-Teulon i Geneve endnu i 1884 bekræftede dette. Og dog vandrede den samme hr. Giraud-Teulon endnu i 1874 (Origines de la famille) hjælpeløs om i det MacLennan'ske exogamis labyrint, hvorfra Morgan først måtte befri ham!

De andre fremskridt, som forhistorien skylder Morgan tak for, behøver jeg ikke at komme ind på her; det fornødne desangående indeholdes i mit arbejde. De fjorten år, der er forløbet, siden hans hoved værk udkom, har i høj grad beriget vort materiale angående de menneskelige ursamfunds historie; foruden de professionelle-antropologer, opdagelsesrejsende og præhistorikere er de sammenlignende jurister trådt til og har bragt dels nyt stof, dels nye synspunkter. Mange af Morgans enkelthypoteser er derved bragt til at vakle eller er faldet helt burt. Men intetsteds har det ny materiale ført til, at hans store hovedsynspunkter er blevet fortrængt af andre. Den orden, han bragte ind i urhistorien, gælder i hovedtrækkene endnu i vor tid. Ja, man kan sige, at den finder stadig mere almindelig anerkendelse i samme grad, som hans andel i dette store fremskridts tilblivelse bliver tilsløret. [8]

London, 16. juni 1891. Friedrich Engels.

Noter

[1]: