Forord af Ib Nørlund

”Herr Eugen Dührings omvæltning af videnskaben” er et af den klassiske marxismes hovedværker. Der skulle dog gå mere end 100 år fra dets første udgivelse i 1878 til den første fuldstændige oversættelse til dansk, som her forelig­ger. Noget af værket har imidlertid længe været tilgæn­geligt også for et dansk publikum. Allerede i 1880 sammenfattede Engels nogle afsnit til en brochure med titlen: ”So­cialismens udvikling fra utopi til videnskab”. Den blev i tiåret derefter oversat til mange europæiske sprog, deriblandt dansk, og vandt enorm udbredelse son ”en indførel­se i den videnskabelige socialisme” (Marx). Den kom til at spille en vældig rolle for den internationale socialismes udvikling. Brochuren omfattede 1. kapitel af bogens indledning samt 1. og 2. kapitel af dens 3. afsnit i let bear­bejdet form og forsynet med forskellige forord fra En­gels' hånd (Se: Marx/Engels, Udvalgte skrifter, forlaget Tiden 1976, bd. 2).

Denne bearbejdelse var et led i en popularisering. Den udelod den direkte polemik mod Dührings skriverier, som unægtelig var særdeles tidsbestemte. Men derved blev også meget af Engels' mest dybtgående kritik og klarlæg­gelser forbigået. Bogen - som efterhånden gik under betegnelsen ”Anti-Dühring” - har derfor en betydning, som rækker ud over brochurens. Lenin sagde også om ”Anti-Dühring”, at den var ”en håndbog for enhver klassebe­vidst arbejder”.

Engels har i sit forord selv beskrevet ”Anti-Dühring"s tilblivelseshistorie. Han skrev den ikke ud fra nogen ”in­dre trang”. Det var kampens behov, der tvang ham til ”at bide i det sure æble”. Han havde selv hellere givet sig i kast med sine planer om mere systematiske fremstil­linger af den videnskabelige socialisme end med den po­lemik, som flere og flere forlangte af ham. Sådan er det gået både før og siden marxismens ideologiske kamp. Det er grunden til, at mange af de vigtigste fremstillinger af den videnskabelige socialismes synspunkter er at finde i sådanne polemiske skrifter. Samtidens krav måtte gå for eftertidens. Den opmærksomhed, som måtte vies til lidet levedygtige opponenter, kan nok besværliggøre tilegnel­sen for senere generationer, som for længst har glemt de pågældende. På den anden side er polemikkens form ikke den ringeste for netop at udvikle en dialektisk tankegang. Ordet dialektik udspringer af det græske ord for samtale.

Der kan også være grund til at fremhæve, at udarbej­delsen af ”Anti-Dühring” indgik i det tætte samarbejde og den arbejdsdeling, som bandt Marx og Engels sam­men. De var fælles om at erkende opgavens nødvendighed. De rådslog om udarbejdelsen. Visse afsnit er direkte skrevet af Marx. Så meget mere må bogen regnes som henhørende til marxismens klassikere.

Når forfatterne kastede andre opgaver til side for at få ”Anti-Dühring” ud, er det udtryk for, hvor alvorligt de tog på udviklingen og sikringen af det teoretiske grundlag for arbejderbevægelsen. Dette indeholder også signal for eftertiden. Hver gang arbejderbevægelsen ikke bæres frem af medrivende begivenheder, rejser der sig strøm­ninger, som vil søge at bryde den ned, lede den på blindspor og som led heri særlig søger at ramme det idegrundlag, som er betingelsen for arbejderbevægelsens gennem­slagskraft. Dette er den ideologiske kamps logik.

En sådan tid gennemlevede den tyske arbejderbevægel­se i 1870'erne. Bl.a. begyndte der at optræde såkaldte ”ka­teder-socialister”. En af dem var den docent Eug. Dühring, hvis navn kun huskes af eftertiden i kraft af dem, som havde anti-holdning til ham - ikke i kraft af det, han selv var for.

Herr Dühring optrådte som socialistisk sympatisør med visse ”venstreorienterede” holdninger. Han skabte sig et vist ry ved at gå ind for større ligestilling for kvinderne, hvilket endda kostede ham en universitetslærestol.

Han stillede så sin ånd til rådighed for ”retledninger” af den socialistiske bevægelse, som han serverede med megen arrogance. Han førte sig frem som ”fornyer” i forhold til Marx' ”snæverhed i opfattelsen... uden varig betydning” osv. (jfr. s. 40) - alt sammen sovset ind i et akademiseret sprogbrug, som skulle dække over manglen på sammenhæng og konsekvens. (I teksten vil man finde prøver på det, men oversætteren har på forhånd fralagt sig ansvaret for de forvrøvletheder, man måtte finde deri.) Alligevel var der dem, der lod sig imponere af den slags fine tilgange til bevægelsen.

I opgøret hermed måtte Engels inddrage klarlæggelsen af de stadig flere spørgsmål, som Dühring meddelte sine uforgribelige meninger om. Det ene drog det andet med sig. Derved førtes Engels til både at fremstille og begrun­de den dialektiske og den historiske materialismes opfattelser og dermed også til at videreudvikle dem. Forsvaret for de revolutionære ideer viste sig som alt andet end en forstening. Kampen for den videnskabelige socialismes sammenhængende verdensanskuelse viste sig som alt andet end dogmatik. Begge dele var nødvendige forudsætninger for at føre bevægelsen frem til løsning af de pro­blemer, som stod på dens vej. Det blev bekræftet af det videre forløb.

100 år er lang tid. I de sidste 100 år er meget nyt opstået, ikke mindst på videnskabens område. Det må og skal præge en videnskabelig verdensanskuelse. Netop En­gels har andetsteds fremhævet: ”Med hver eneste epoke­gørende opdagelse blot på det naturvidenskabelige område må den dialektiske materialisme forandre sin form” (Marx/Engels, Udvalgte skrifter, bd. 2, s. 371). Derfor er det ikke mærkeligt, at visse af bogens naturvidenskabeli­ge redegørelser, som, da den blev skrevet, udtrykte den mest fremskredne erkendelse, ikke gør det i dag.

Det imponerende er imidlertid, at så meget i ”Anti-Dühring” ikke alene har bevaret sin friskhed, men også i mellemtiden har tjent og i vor tid fortsat tjener til at løse afgørende problemer på filosofiens, naturerkendelsens og samfundsvidenskabens område. Først og fremmest er det den videnskabelige socialismes dialektiske metode, der sådan viser sin livskraft.

I den afgørende fase af verdens overgang fra kapitalis­me til socialisme, som vi nu gennemlever, er der umådelig brug for at udbygge og afklare det teoretiske grundlag for arbejderklassens kamp. Ellers vil de mange nye pro­blemer, der stiller sig, ikke kunne magtes. Hver tid har sine Dühringer og hvert sogn sine trolde. Ikke mindst i krisetider tændes og slukkes stjernekastere, mens det, der er brug for, er det skarpe og varige lys, som kun den vi­denskabelige socialisme kan sikre.

Derfor er studiet af ”Anti-Dühring” en stadig levende inspiration og vejledning - selv 100 år efter.