IX. Moral og ret. Evige sandheder

Vi vil afholde os fra at give smagsprøver på det miskmask af fladbundethed og orakelvisdom, kort sagt, det simple vås, som hr. Dühring på hele halvtreds sider serverer for sine læsere som dybt original videnskab om bevidsthedens elementer. Vi vil kun citere dette:

”Den der kun formår at tænke ved hjælp af sproget, har endnu aldrig erfaret, hvilken betydning afsondret og egentlig tænk­ning har”.

Ifølge denne påstand er dyrene de mest afsondrede og egentlige tænkere, fordi deres tænkning aldrig plumres ved sprogets nærgående indblanding. Ganske vist kan man også se på de dühringske tanker og på det sprog, der udtrykker dem, hvor lidt disse tanker er skabt for noget sprog, og hvor lidt det tyske sprog er skabt for disse tanker.

Endelig vinker frelsen, når vi kommer til det fjerde afsnit, der foruden den udflydende ordgrød i det mindste hist og her byder på noget mere håndgribeligt angående moral og ret. Denne gang indbydes vi straks i begyndel­sen til en rejse til andre kloder:

moralens elementer ”må genfindes på overensstemmende måde... hos alle ikke-menneskelige [aussermenschliche] væsner, hos hvem den virksomme forstand må beskæftige sig med den bevidste ord­ning af driftsmæssige livsytringer... Dog vil vor interesse for så-danne slutninger fortsat være ringe... Desuden er det dog altid en ide, der velgørende udvider horisonten, hvis vi forestiller os, at det individuelle liv og fælleslivet på andre kloder må gå ud fra et skema, som... ikke formår at ophæve eller omgå et fornuftigt handlende væsens almene grundforfatning".

Det har sine gode grunde, når vi her undtagelsesvis har stillet de dühringske sandheders gyldighed for alle andre mulige verdener i spidsen i stedet for i slutningen af det pågældende kapitel. Har man først fastslået de dühringske moral- og retfærdighedsbegrebers gyldighed for alle kloder, så vil det falde meget lettere og som en behagelighed at kunne udvide dem til også at gælde for alle tider. Også her drejer det sig jo om intet ringere end en endegyldig inappellabel sandhed.

Den moralske verden har ”så godt som den almene videns ver­den... sine blivende principper og simple elementer”, de moralske principper står ”over historien og over de nuværende forskelle i folkeslagenes beskaffenhed... De særlige sandheder, hvoraf den mere fuldkomne moralske bevidsthed og så at sige samvittigheden i udviklingens løb opstår, kan - for så vidt de er erkendt indtil deres sidste årsager - gøre krav på en lignende gyldighed og rækkevidde som matematikkens erkendelser og anvendelser. Ægte sandheder kan overhovedet ikke forandres... således er det overhovedet en tåbelighed at forestille sig, at erkendelsens rigtighed kan angribes af tiden og de reale forandringer”. Derfor tillader den strenge videns sikkerhed og den mere almene erkendelses til­strækkelighed ved dybere overvejelse os ikke at tvivle på vidensprincippernes absolutte gyldighed. ”Den vedvarende tvivl er allerede selv en sygelig svaghedstilstand og ikke andet end udtryk for vild forvirring, der undertiden i den systematiske bevidsthed om sin intethed prøver at opdrive et skær af holdning. I de moralske spørgsmål klamrer fornægtelsen af almene principper sig til den geografiske og historiske mangfoldighed af sæder og grundsætninger, og indrømmer man først den uundgåelige nødvendighed af det moralsk slette og onde, så tror den at være hævet over anerkendelsen af den alvorlige gyldighed og faktiske virksomhed, der tilkommer overensstemmende moralske drivkræfter. Denne un­dergravende skepsis, der ikke engang er rettet mod enkelte falske læresætninger, men mod selve den menneskelige evne til bevidst moralitet, udmunder endelig i et virkeligt intet, ja egentlig i no­get, som er værre end den rene nihilisme... Den smigrer sig ved i sit forvirrede kaos af opløste moralske forestillinger at kunne etablere et letkøbt herredømme og ved at kunne åbne dørene efter behag for principløsheden. Men den tager voldsomt fejl: den blotte henvisning til forstandens uundgåelige skæbne i fejltagelse og sandhed er tilstrækkelig til allerede gennem denne eneste analogi at gøre det begribeligt, hvordan den naturnødvendige fejlbarlighed ikke behøver at udelukke det rigtiges fuldbyrdelse".

Vi har hidtil roligt fundet os i alle disse pompøse udta­lelser fra hr. Dührings side angående endegyldige inappel­lable sandheder, tænkningens suverænitet, erkendelsens absolutte sikkerhed osv., fordi sagen først kan afgøres ved det punkt, vi nu er nået til. Hidtil var det nok med en un­dersøgelse af, hvorvidt virkelighedsfilosofiens enkelte påstande havde ”suveræn gyldighed” og ”ubetinget krav på sandhed” her står vi nu over for spørgsmålet, om nogle og i så fald hvilke produkter af den menneskelige erken­delse overhovedet kan have suveræn gyldighed og ubetin­get krav på sandhed. Når jeg siger: af den menneskelige erkendelse, så siger jeg det ingenlunde i fornærmelig hensigt, rettet mod andre kloders beboere, som det ikke er mig forundt at kende, men fordi også dyrene erkender, dog ingenlunde suverænt. Hunden erkender i sin herre sin gud, selv om denne herre kan være den største slyngel.

Er den menneskelige tænkning suveræn? Før vi besvarer spørgsmålet med ja eller nej, må vi først undersøge, hvad den menneskelige tænkning er. Er det et enkelt menneskes tænkning? Nej. Men den eksisterer kun som individuel tænkning hos milliarder af afdøde, nulevende og fremti­dige mennesker. Hvis jeg nu siger, at alle disse menne­skers tænkning, indbefattet de fremtidige - som jeg sam­menfatter i min forestilling - er suveræn, er i stand til at erkende den bestående verden, såfremt menneskeheden blot består længe nok og såfremt der blot ikke eksisterer skranker for denne erkendelse i erkendelsesorganerne og i erkendelsesobjekterne, så siger jeg noget temmelig ba­nalt og tillige temmelig ufrugtbart. Det mest værdifulde resultat ville da være det, at vi bliver yderst mistroiske over for vor øjeblikkelige erkendelse, da vi jo efter al sandsynlighed står så nogenlunde ved begyndelsen af men­neskehedens historie, og de generationer, der vil berigtige os, turde være langt talrigere end dem, hvis erkendelse vi har lejlighed til at berigtige - tit nok med betydelig rin­geagt.

Hr. Dühring erklærer det selv for at være en nødvendighed, at bevidstheden, altså tænkningen og erkendelsen, kun kan fremtræde i en række enkeltvæsner. Tænknin­gen hos hvert af disse enkeltvæsner kan vi kun tillægge suverænitet, for så vidt vi ikke kender nogen magt, der ville være i stand til med vold at påtvinge dette væsen i sund og vågen tilstand nogen bestemt tanke. Men hvad angår den suveræne gyldighed, som enhver individuel tænknings erkendelser kan tilkomme, så ved vi alle, at der slet ikke kan være tale om noget sådant, og at de iføl­ge alle hidtidige erfaringer uden undtagelse altid indehol­der langt mere, der kan forbedres, end de indeholder af det, der er absolut rigtigt og ikke kan forbedres.

Med andre ord: Tænkningens suverænitet realiserer sig i en række højst usuverænt tænkende mennesker. Erken­delsen, som gør ubetinget krav på sandhed, realiserer sig i en række relative fejltagelser; hverken den ene eller den anden kan realiseres fuldstændigt på anden måde end gennem hele menneskehedens uendelige levetid.

Her har vi atter den samme modsigelse som allerede tidligere, nemlig mellem den menneskelige tænknings karakter, der nødvendigvis opfattes som absolut, og dens rea­litet i lutter begrænset tænkende individer, en modsigelse, der kun kan opløses i den uendelige progres, i en - i det mindste i praksis, for os - endeløs rækkefølge af ge­nerationer. I denne forstand er den menneskelige tænk­ning lige så suveræn som ikke-suveræn og dens erkendel­sesevne lige så ubegrænset som begrænset. Suveræn og ubegrænset ifølge sit anlæg, sin mulighed og sit endelige historiske mål; ikke-suveræn og begrænset i sin detailud­førelse, i den til enhver tid givne virkelighed.

På samme måde forholder det sig med de evige sandhe­der. Hvis menneskeheden nogen sinde nåede dertil, at den kun opererede med evige sandheder, med tænkningsresul­tater, der har suveræn gyldighed og ubetinget krav på sandhed, så ville den være nået til det punkt, hvor den intel­lektuelle verdens uendelighed var udtømt, såvel i sin virkelighed som i sin mulighed, og dermed ville det meget omtalte mirakel, at tælle det utallige, være fuldbyrdet.

Men der findes vel alligevel sandheder, der er så endegyldigt fastslået, at det ville være ensbetydende med for­rykthed at tvivle på dem? At to gange to er fire, at de tre vinkler i en trekant er lig med to rette vinkler, at Paris ligger i Frankrig, at et menneske uden føde vil dø af sult osv.? Altså findes der dog evige sandheder, endegyldige inappellable sandheder?

Det gør der ganske vist. Vi kan på velkendt måde inddele hele erkendelsens område i tre store afsnit. Det første omfatter alle videnskaber, der beskæftiger sig med den livløse natur og er mere eller mindre velegnede til at un­derkastes matematisk behandling: matematik, astronomi, mekanik, fysik, kemi. Hvis det kan more nogen at anven­de vældige ord på meget simple ting, så kan man sige, at visse resultater inden for disse videnskaber er evige sandheder, endegyldige inappellable sandheder; det er netop grunden til, at man har kaldt disse videnskaber de eksakte. Men det gælder langtfra for alle deres resultater. Med indførelsen af de variable størrelser og udvidelsen af deres foranderlighed til det uendeligt lille og uendeligt store har den ellers så dydsirede matematik begået syndefaldet: den har spist af erkendelsens æble, som har åbnet vejen til de allerstørste resultater for den, men også til vildfarel­ser. Den jomfruelige tilstand, hvor alt, hvad der var ma­tematisk, havde absolut gyldighed og gjaldt for uomstø­delig bevist, var for altid forbi. Kontroversernes rige stun­dede til, og vi er nu kommet derhen, at de fleste folk anvender differential- og integralregning, ikke fordi de forstår, hvad de gør, men på grund af ren og skær tro, fordi det hidtil altid har ført til det rigtige resultat. Med astro­nomien og mekanikken står det endnu værre til, og i fysikken og kemien færdes man blandt hypoteser som i en bisværm. Og det kan heller ikke være anderledes. I fysik­ken har vi at gøre med molekylernes bevægelse, i kemien med molekyler, der dannes af atomer, og hvis lysbølger­nes interferens ikke er en myte, så har vi dog absolut ingen udsigt til nogen sinde at se disse interessante tingester med vore egne øjne. Det er bemærkelsesværdigt, at de en­degyldige inappellable sandheder bliver så sjældne med tiden.

Endnu ringere er vi stillet i geologien, hvor ikke blot vi selv ikke har været til stede, men overhovedet ikke no­get menneske. Følgelig er høsten af endegyldige inappel­lable sandheder på dette felt forbundet med meget be­svær og tilmed yderst mager.

Den anden gruppe af videnskaber er dem, der omfatter udforskningen af levende organismer. På dette område udvikler der sig en uhyre mangfoldighed af vekselvirknin­ger og årsagssammenhænge. Ethvert besvaret spørgsmål rejser ikke alene et utal af nye spørgsmål, men hvert enkelt spørgsmål kan for det meste kun løses brudstykkevis, gennem en lang række forskningsarbejder, der ofte strækker sig over århundreder. Behovet for en systematisk opfattelse af sammenhængene tvinger forskerne til gang på gang at omgive de endegyldige inappellable sandheder med en vildtvoksende flora af hypoteser. Hvilken lang række mellemtrin fra Galen til Malpighi var nødvendig for at finde ud af den rette sammenhæng i en så simpel sag som blodets cirkulation hos pattedyrene; det er så lidt vi ved om blodlegemernes tilblivelse, og mange mel­lemled mangler vi endnu den dag i dag, før vi f.eks. kan bringe en sygdoms symptomer i rationel sammenhæng med dens årsager! Og tit nok bliver der gjort opdagelser - som f.eks. opdagelsen af cellen - der tvinger os til at foretage en total revision af alle hidtil fastslåede endegyl­dige inappellable sandheder på biologiens område og forkaste bunker af dem en gang for alle. Vil man fastslå vir­kelig ægte, uforanderlige sandheder på dette område, så må man nøjes med banaliteter såsom: alle mennesker må dø, alle hunpattedyr har mælkekirtler osv.; man vil ikke engang kunne sige, at de højere dyrearter fordøjer med maven og tarmkanalen og ikke med hovedet, fordi ner­vevirksomheden, der er centraliseret i hovedet, er absolut nødvendig for fordøjelsen.

Men endnu værre står det til med de evige sandheder i den tredje gruppe af videnskaber, de historiske, der be­skæftiger sig med menneskenes livsbetingelser og deres nuværende resultat, samfundsforholdene, rets- og statsformerne med deres idemæssige overbygning af filosofi, religion, kunst osv. I den organiske natur har vi i det mindste at gøre med en rækkefølge af processer, der gentager sig temmelig regelmæssigt inden for ret vide grænser, og for så vidt vi umiddelbart kan iagttage dem. Orga­nismernes arter er i det store og hele forblevet uændrede siden Aristoteles. I samfundshistorien derimod er det en undtagelse og ikke reglen, at tilstande gentages, lige så snart vi kommer ud over menneskets urtilstand, den såkaldte stenalder. Og selv hvor sådanne gentagelser finder sted, foregår de aldrig under helt de samme betingel­ser. Det gælder forekomsten af den oprindelige fællesejen­dom til jorden hos alle kulturfolk og formerne for dens opløsning. Derfor har vi på den menneskelige histories område endnu mere at indhente end på biologiens. Mere endnu: når den indre sammenhæng i en epokes samfundsmæssige og politiske eksistensformer undtagelsesvis er ble­vet erkendt, så sker det regelmæssigt på et tidspunkt, hvor disse former allerede halvvejs har overlevet sig selv, er gået i forfald. Erkendelsen er her i det væsentlige rela­tiv, idet den begrænser sig til indsigt i sammenhænge og følgerne af visse samfunds- og statsformer, der har eksi­steret en vis tid og hos visse folk og er forgængelige ifølge deres natur. Den der her vil drive jagt på endegyldige inappellable sandheder og ægte fuldstændigt uforanderli­ge sandheder - han vil ikke få meget med hjem, ikke andet end banaliteter og trivialiteter af værste slags, f.eks. at menneskene i al almindelighed ikke kan eksistere uden arbejde, at de hidtil for det meste har været opdelt i dem, der hersker, og dem, der beherskes, at Napoleon er død den 5. maj 1821 osv.

Imidlertid er det besynderligt, at det netop er på dette område, vi hyppigst møder de angiveligt evige sandheder, de endelige inappellable sandheder osv. Ting som at to gange to er fire, at alle fugle har næb, og lignende - sli­ge ting vil man kun erklære for evige sandheder, hvis man har til hensigt ud fra selve den kendsgerning, at evige sandheder eksisterer, at drage den slutning, at der også på den menneskelige histories område må findes evige sandheder, en evig moral, en evig retfærdighed osv., som kan gøre krav på tilsvarende almengyldighed og rækkevidde som matematikkens erkendelser og anvendelser. Og da kan vi helt bestemt regne med, at den selv samme menneskeven ved først givne lejlighed vil erklære, at alle forudgående fabrikanter af evige sandheder mere eller mindre var æsler og charlataner, at de alle var hildet i vildfarelser, at de har taget grundigt fejl: Men selve ek­sistensen af deres vildfarelser og deres fejlbarlighed var bare en naturnødvendighed og beviser netop eksistensen af sandheden og det eneste rette syn hos ham, og at han, den endelig fødte profet, bærer den endegyldige inappel­lable sandhed, den evige moral og den evige retfærdighed fiks og færdig i lommen. Sådan er det allerede gået til hundrede gange og tusinde gange, og man kan blot un­dre sig over, at der stadig væk findes mennesker, der er lettroende nok til at tro noget sådant, ikke om andre, nej, om sig selv. Men alligevel oplever vi her i det mind­ste endnu en sådan profet, som da også på ganske sædvanlig vis farer moralsk i flint, når andre folk benægter den mulighed, at nogen enkelt person skulle være i stand til at levere den endegyldige inappellable sandhed. En sådan benægtelse, ja endog den blotte tvivl, er et svaghedstegn, vild forvirring, intethed, undergravende skepsis, værre end den rene nihilisme, forvirret kaos og mere af slige elskværdigheder. Som hos alle profeter gælder det her ikke om at undersøge og vurdere videnskabeligt-kri­tisk - alt bliver uden videre moralsk fordømt i bund og grund,

Vi kunne også have nævnt de videnskaber, der undersøger den menneskelige tænknings love, altså logik og dialektik. Men her står det ikke bedre til med de evige sandheder. Den egentlige dialektik erklærer hr. Dühring for at være den rene meningsløshed, og de mange bøger, der er skrevet og endnu skrives om logikken, beviser til­strækkeligt, at de endegyldige inappellable sandheder også her er sået meget tyndere end nogle folk tror.

For øvrigt behøver vi slet ikke at blive forskrækket over, at det erkendelsestrin, vi har nået i dag, er lige så lidt endegyldigt som alle forudgåede. Det omfatter allerede et uhyre materiale af indsigt og erkendelse og kræ­ver en meget stor specialisering af enhver, der ønsker at blive fortrolig med et fag. Men en person, der med en må­lestok af ægte, uforanderlige, endegyldige inappellable sandheder vil måle de erkendelser, der enten ifølge sagens natur må forblive relative for en lang række af generatio­ner, og kun stykkevis bliver fuldstændiggjort, eller som på grund af det historiske materiales mangelfuldhed altid må forblive ufuldstændige og fulde af huller, som i kos­mogoni, geologi, menneskehedens historie - en sådan person beviser dermed kun sin egen uvidenhed og for­skruethed, selv om baggrunden ikke er et krav om personlig ufejlbarlighed, sådan som det er tilfældet her. Sandhed og fejltagelse har, som alle andre af tænkningens de­finitioner, der bevæger sig i polære modsætninger, netop kun absolut gyldighed for et yderst begrænset område; sådan som vi har set det her og som hr. Dühring burde vide, hvis han havde stiftet bekendtskab med dialek­tikkens elementære begreber, der netop handler om alle polære modsætningers utilstrækkelighed. Så snart vi anvender modsætningen sandhed og fejltagelse uden for det omtalte snævre område, bliver den relativ, og dermed uanvendelig for en præcis videnskabelig udtryksmåde. Men hvis vi prøver at anvende den som absolut gyldig uden for dette område, så går det først for alvor galt for os; modsætningens to poler slår om i deres modsætning, sandhed bliver fejltagelse og fejltagelse sandhed. Lad os f.eks. tage den kendte Boyles lov, ifølge hvilken luftarter­nes volumen ved uændret temperatur forholder sig omvendt proportionalt med trykket, de er udsat for. Regnault fandt, at denne lov i visse tilfælde ikke havde gyldighed. Havde han været en virkelighedsfilosof, så havde det været hans pligt at sige: Boyles lov er foranderlig, altså ikke nogen ægte sandhed, altså slet ikke nogen sandhed, men en fejltagelse. Men derved ville han have begået en meget større fejltagelse end den, der er indeholdt i Boyles lov; i fejltagelsens store bunke ville hans lille sandskorn af sandhed være forsvundet. Han ville have forarbejdet sit oprindeligt rigtige resultat til en fejltagelse, sammenlignet med hvilken Boyles lov med den smule fejltagelse, der klæbede ved den, fremtrådte som sandhed. Regnault, som en videnskabens mand, indlod sig imidler­tid ikke på den slags barnagtigheder; han forskede videre og fandt, at Boyles lov overhovedet kun er tilnærmelsesvis rigtig, og at den især mister sin gyldighed ved luftarter, der under tryk fortættes til væskeform, og netop når trykket nærmer sig det punkt, hvor den flydende tilstand indtræder. Det viste sig altså, at Boyles lov kun var rigtig inden for bestemte grænser. Men er loven da absolut, en­degyldig sandhed inden for disse grænser? Ingen fysiker vil påstå det. Han vil sige, at den har gyldighed inden for visse tryk- og temperaturgrænser og for visse luftarter, og selv inden for disse snævert optrukne grænser vil han ikke udelukke den mulighed, at der kan blive brug for en yderligere begrænsning eller en anden formulering som resultat af fremtidige undersøgelser. [1] Ja, sådan står det til med de endegyldige inappellable sandheder f.eks. inden for fysikken. Virkelig videnskabelige værker undgår derfor som regel at anvende dogmatisk-moralske udtryk som: fejltagelse og sandhed, mens vi tværtimod kan møde dem overalt i sådanne skrifter som ”virkelighedsfiloso­fien”, hvor tom sniksnak skal påtvinges os som det mest suveræne resultat af en suveræn tænkning.

Men en naiv læser kunne måske spørge, hvor det egentlig er, hr. Dühring udtrykkeligt har sagt, at indholdet i hans virkelighedsfilosofi skulle være endegyldig sandhed, endda inappellabel sandhed? Hvor? Jo, f.eks. i den dity­rambe [hyldestsang] til hans eget system (s. 13), som vi delvist har citeret i kapitel II. Eller når han i den ovenfor citerede sætning siger: De moralske sandheder, for så vidt de er erkendt indtil deres sidste årsager, kan gøre krav på en lignende gyldighed som matematikkens erken­delser. Og påstår hr. Dühring måske ikke, at han ud fra sit virkelig kritiske standpunkt og formedelst sine dybt originale undersøgelser er trængt frem til disse sidste årsager, til grundskemaerne, og at hans moralske sandhe­der følgelig er udstyret med inappellabel endegyldighed? Hvis hr. Dühring derimod ikke rejser et sådant krav, hverken for sit eget vedkommende eller for sin egen tid, hvis han kun siger, at man engang i en fjern og tåget fremtid vil kunne fastslå endegyldige inappellable sandheder, hvis han altså siger omtrent det samme som den ”undergravende skepsis” og den ”vilde forvirring”, bare på en mere forvirret måde - hvis det forholder sig sådan, [må man vel spørge] : ”Hvortil den larm? Hvad ønsker vel min herre?” [Citat fra Goethes ”Faust”, 1. del]

Vi har hidtil ikke rørt os ud af flækken, hvad angår sandhed og fejltagelse, og langt mindre hvad angår godt og ondt. Denne modsætning bevæger sig udelukkende på det moralske område - altså et område, der udelukkende tilhører menneskets historie, og netop her er der langt mellem de endegyldige inappellable sandheder. Fra folk til folk, fra epoke til epoke har forestillingerne om godt og ondt skiftet så grundigt, at de ofte ligefrem modsagde hinanden. Men nogen vil måske indvende, at godt dog ik­ke er ondt, og ondt ikke godt, og hvis godt og ondt rodes sammen, så ophører al moralitet, og enhver kan gøre og lade som han lyster. - Dette er også hr. Dührings me­ning, når vi ser bort fra al hans orakelsnak. Men så let er sagen ikke klaret. Hvis det gik så simpelt til, så ville der jo ikke være noget at skændes om angående godt og ondt, så ville alle og enhver jo vide, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Men hvordan står det til med det i dag? Hvilken moral prædiker man for os i dag? Der er for det første den kristelig-feudale moral, overtaget fra ældre, troende tider, der hovedsagelig kan deles i en katolsk og en protestantisk, og her findes der igen underafdelinger, fra den jesuitisk-katolske og den ortodoks-protestantiske til den slapt-oplyste moral. Side om side dermed optræder den moderne borgerlige moral, og ved siden af denne igen den proletariske fremtidsmoral, således at fortid, nutid og fremtid alene i de mest udviklede europæiske lan­de leverer tre store grupper moralteorier, der har gyldighed samtidig og side om side. Hvilken af dem er nu den sande? Ikke en eneste, i betydning af en absolut endegyl­dighed; men sikkert vil netop den moral, der i nutiden repræsenterer nutidens omvæltning, altså fremtiden, nemlig den proletariske, eje de fleste elementer, som indebæ­rer løfter om varighed.

Men når vi nu ser, at de tre klasser i det moderne sam­fund - feudalaristokratiet, bourgeoisiet og proletariatet - hver især har sin egen særskilte moral, så kan vi kun drage den slutning, at menneskene, bevidst eller ubevidst, i sidste instans øser deres moralske anskuelser af de praktiske forhold, der betinger deres klassesituation, af de økonomiske forhold eller relationer, hvorunder de produ­cerer og udveksler.

Men i de nævnte tre moralteorier findes der dog noget, der er fælles for dem alle - er der ikke i det mindste et lille stykke moral, der står fast en gang for alle? - Disse moralteorier repræsenterer tre forskellige trin af den samme historiske udvikling, har altså en fælles hi­storisk baggrund, og allerede af denne grund har de nød­vendigvis meget tilfælles. Mere endnu. For ensartede eller tilnærmelsesvis ensartede økonomiske udviklingstrin må moralteorierne nødvendigvis være mere eller mindre overensstemmende. Fra det øjeblik, hvor privateje til rørlig ejendom havde udviklet sig, måtte alle samfund. hvor privatejendom af denne art fandtes, være fælles om dette moralbud: Du skal ikke stjæle. Bliver dette bud derfor til et evigt moralbud? Aldeles ikke. I et samfund, hvor alle motiver for tyveri er fjernet, hvor det på længere sigt allerhøjst vil være sindssyge personer, der stjæler, vil man grine ad en moralprædikant, som højtideligt for­kynder den evige sandhed: Du skall ikke stjæle!

Vi tilbageviser følgelig ethvert forsøg på at påtvinge os en eller anden moralsk dogmatik som en evig, endegyldig, i al fremtid uforanderlig morallov under påskud af, at også den moralske verden skulle have sine varige principper, der står over historien og over folkenes forskelligheder. Derimod hævder vi, at alle hidtidige moralteorier i sidste ende er produkter af den til enhver tid herskende økono­miske samfundssituation. Og ligesom samfundet hidtil har bevæget sig i klassemodsætninger, så var moralen altid en klassemoral; enten retfærdiggjorde den den herskende klasses herredømme og interesser, eller den repræsenterede tværtimod - så snart den undertrykte klasse blev stærk nok - oprøret mod dette herredømme og de undertryktes fremtidsinteresser. Herunder er der i det store he­le sket et fremskridt i moralen som i andre grene af den menneskelige erkendelse; derom kan der ikke herske tvivl. Men vi er endnu ikke nået ud over klassemoralen. En vir­kelig menneskelig moral, der står over klassemodsætnin­gerne og erindringen om dem, bliver først mulig på et samfundstrin, som ikke kun har overvundet klassemodsætningen, men også har glemt den i livets praksis. Og nu kan man måske bedømme hr. Dührings selvovervurdering, når han midt i det gamle klassesamfund gør krav på, at han på tærsklen til en social revolution kan påtvinge det fremtidige, klasseløse samfund en evig, af tiden og de rea­le forandringer uafhængig moral! Selv forudsat, og det har vi ikke hidtil set noget til, at han forstår dette fremtidige samfunds struktur i det mindste i dets grundtræk.

Endelig endnu en afsløring, ”i bund og grund ejendom­melig”, men derfor ikke mindre ”dybt original”: Hvad angår oprindelsen til det onde

”så står den kendsgerning, at kattens type med dens tilhørende lumskhed eksisterer i en dyreform, på samme trin som den om­stændighed, at der også findes et lignende karaktertræk hos men­nesket... Det onde er derfor ikke noget hemmelighedsfuldt, medmindre man ønsker også i kattens, eller overhovedet i rovdyrets eksistens at kunne spore noget mystisk".

Det onde er - katten. Djævelen har ikke horn og he­stehov, men kløer og grønne øjne. Og Goethe begik en utilgivelig brøler, da han i ”Faust” lod Mefistofeles optræde som sort hund og ikke som ditto kat. Det onde er katten! Det er moral, ikke alene alle kloders, men også - kattens!

Noter

[1]: