VII. Kapital og merværdi (afslutning)

Efter hr. Marx' mening repræsenterer arbejdslønnen kun be­taling for den arbejdstid, hvor arbejderen faktisk er beskæftiget med at muliggøre sin egen eksistens. Et mindre antal timer er dog tilstrækkeligt hertil; hele den resterende del af den ofte meget lange arbejdsdag leverer han et overskud, hvori det, som vor forfatter kalder 'merværdien', eller, ifølge almindelig sprogbrug, kapi­talgevinsten, er indeholdt. Bortset fra den arbejdstid, der på et givet produktionstrin allerede er indeholdt i arbejdsmidler og relative råstoffer, udgør hint overskud af arbejdsdagen den kapita­listiske driftsherres andel. En forlængelse af arbejdsdagen er føl­gelig ren udbytningsgevinst til fordel for kapitalisten".

Skal man tro hr. Dühring, så skulle den marx'ske merværdi altså ikke være andet end hvad man ifølge alminde­lig sprogbrug kalder kapitalgevinst eller profit. Lad os høre, hvad Marx selv har at sige. På side 195 i ”Kapitalen`” forklares merværdien ved de bag ordet i parentes anførte ord: ”Rente, profit, jordrente”. [”Kapitalen", 1. bog 2, s. 337, note 22] På side 210 anfører Marx et eksempel, hvori en merværdisum på 71 shilling fremtræder i forskellige fordelingsformer: Tiender, afgifter, skatter - 21 shilling, jordrente - 28 shilling, forpagterens profit og rente - 22 shilling, i alt totalmerværdi - 71 shilling. [”Kapitalen", 1. bog 2, s. 353, note 22] På side 542 erklærer Marx det for at være en hovedmangel hos Ricardo, at denne ikke fremstiller merværdien ren, ”dvs. uafhængigt af dens specielle former, såsom profit, jordrente osv.” [”Kapitalen", 1. bog 3, s. 741], og at han derfor uden videre blander lovene for merværdiraten sammen med lovene for profitraten. Heroverfor erklærer Marx: ”Jeg skal senere i tredje bog af dette værk bevise, at den samme merværdirate kan udtrykke sig i de mest forskellige profitrater, og at forskelli­ge merværdirater under bestemte omstændigheder kan udtrykke sig i den samme profitrate”. [”Kapitalen", 1. bog 3, s. 741] På side 587 hedder det: ”Den kapitalist, der producerer merværdien, dvs. umiddelbart pumper ubetalt arbejde ud af arbejderne og fæstner det i varer, er ganske vist den første, der tilegner sig denne merværdi, men han er på ingen måde den sidste indehaver. Han må bagefter dele den med kapitalister, der udfører andre funktioner inden for den samfundsmæssige produktion som helhed, med jordbesidderne osv. Merværdien spalter sig derfor i forskellige dele. Dens brudstykker tilfalder forskellige ka­tegorier af personer og får forskellige af hinanden uaf­hængige former såsom profit, rente, handelsgevinst, jord-rente osv. Disse merværdiens forvandlede former vil først kunne behandles i 3. bog." [”Kapitalen", 1. bog 4, s. 801] Og tilsvarende mange andre steder i værket.

Man kan ikke udtrykke sig tydeligere. Ved enhver given lejlighed gør Marx opmærksom på, at hans merværdi ab­solut ikke bør forveksles med profitten eller kapitalgevin­sten, at sidstnævnte tværtimod er en særform og meget ofte endog kun en brøkdel af merværdien. Når hr. Dühring nu alligevel påstår, at den marx'ske merværdi skulle være det samme som ”ifølge almindelig sprogbrug, kapitalgevin­sten”, og når det står fast, at hele den marx'ske bog drejer sig om merværdien, så kan der kun være to mulige forkla­ringer: Enten ved hr. Dühring ikke bedre, og så er det en frækhed uden lige at rakke ned på en bog, hvis hovedind­hold han ikke kender. Eller han ved bedre, og så begår han et overlagt falskneri.

Videre:

”Det giftige had, hvormed hr. Marx plejer disse forestillinger om udpresningsgesjæften, er let at forstå. Men der kan tænkes en vældigere vrede og en mere omfattende anerkendelse af. at den økonomiske form, der beror på lønarbejde, bærer udbytningskarak­ter, uden at man accepterer den teoretiske vending, der kommer til udtryk i Marx' lære om en merværdi”.

Den velmente, men fejlagtige teoretiske vending hos Marx afføder hos denne et giftigt had mod udpresningsge­sjæften; den i sig selv moralske lidenskab får ifølge den falske ”teoretiske vending” et umoralsk udtryk, den fremtræder i dagens lys som uædelt had og lavsindet giftighed, mens hr. Dührings endelige og strengeste videnskabelighed ytrer sig i en moralsk lidenskab af tilsvarende ædel natur, i en vrede, der også ifølge sin form er moralsk og tilmed også kvantitativt overgår det giftige had, nemlig som en vældigere vrede. Mens hr. Dühring således kan opleve denne glæde over sig selv, vil vi undersøge, hvorfra denne vældigere vrede stammer.

”Der opstår,” hedder det videre, ”nemlig det spørgsmål, hvordan de konkurrerende driftsherrer fortsat er i stand til at realisere værdien af arbejdets fulde produkt og dermed at merproduktet så højt over de naturlige fremstillingsomkostninger, som det angi­ves ved det omtalte overskud i arbejdstimer. Et svar på dette spørgs­mål findes ikke i den marx'ske doktrin af den ganske simple grund, at ikke engang spørgsmålet har kunnet finde plads i den. Luksuskarakteren af den produktion, der er bygget på lønarbejde, er slet ikke grebet alvorligt an, og den sociale forfatning med dens opsugende positioner er ingenlunde erkendt som yderste årsag til det hvide slaveri. Tværtimod har det politisk-sociale altid skullet finde en forklaring i det økonomiske”.

Nu har vi i de ovenfor anførte passager set, at Marx ingenlunde hævder, at den industrielle kapitalist, der som den første tilegner sig merproduktet, under alle omstæn­digheder sælger det til dets fulde værdi, sådan som hr. Dühring her forudsætter. Marx siger udtrykkeligt, at også handelsgevinsten udgør en del af merværdien, og det er under de givne forudsætninger kun muligt, når fabrikan­ten sælger sit produkt til købmanden under dets værdi og dermed overlader ham en andel i rovet. Sådan som spørgs­målet stilles her, er det altså rigtigt, at det ikke engang kunne finde plads hos Marx. Udtrykt rationelt lyder spørgs­målet: Hvordan forvandles merværdien til sine særformer: profit, rente, handelsgevinst, jordrente osv.? Og dette spørgsmål lover Marx altså at besvare i tredje bog. Men hvis hr. Dühring ikke kan vente så længe, til andet bind af ”Kapitalen” udkommer, så må han indtil videre se sig lidt nøjere omkring i første bind. Han kunne da, foruden de allerede citerede passager, f.eks. læse på side 323, hvordan - ifølge Marx - den kapitalistiske produktions im­manente love fremtræder i kapitalernes ydre bevægelse, hvorledes de gør sig gældende i konkurrencens tvangslove og derfor opstår i den individuelle kapitalists bevidsthed som herskende motiver; at altså en videnskabelig analyse af konkurrencen kun er mulig i det øjeblik man forstår kapitalens indre natur, ganske som himmellegemernes til­syneladende bevægelse kun er forståelig for den, der ken­der deres virkelige, men ikke sanseligt iagttagelige bevæ­gelse. Og så viser Marx ved hjælp af et eksempel, hvordan en bestemt lov, værdiloven, fremtræder i et givet tilfælde i konkurrencen og udover sin drivende kraft. [”Kapi­talen”, 1. bog 2, s. 475] Her kunne hr. Dühring allerede se, at konkurrencen spiller en hovedrolle for merværdiens fordeling, og ved nogen eftertanke er allerede de i første bind af ”Kapitalen” givne antydninger tilstrækkelige til at forstå merværdiens forvandling til dens særformer, i det mindste i store træk.

For hr. Dühring er det imidlertid netop konkurrencen, der udgør en absolut forhindring for forståelse. Han kan ikke begribe, hvordan de konkurrerende driftsherrer kan realisere hele arbejdsproduktets og dermed også merproduktets værdi så højt over de naturlige fremstillingsomkostninger. Her udtrykker han sig atter med tilvant ”strenghed”, som i virkeligheden er sløsethed. Hos Marx har merproduktet som sådant slet ingen fremstillingsomkostninger, fordi det er den del af produktet, der ikke koster kapitalisten noget. Hvis de konkurrerende driftsherrer ville realisere merproduktet til dets naturlige fremstillingsomkostninger, måtte de simpelt hen forære det væk. Men vi vil ikke opholde os ved sådanne ”mikrologiske en­keltheder”. Realiserer de konkurrerende driftsherrer ikke hver dag arbejdsproduktet over dets naturlige fremstil­lingsomkostninger? Ifølge hr. Dühring består de naturlige fremstillingsomkostninger

”i arbejds- eller kraftforbruget, og dette kan i sidste instans måles ved forbruget af næring”

altså i det nuværende samfund i de faktiske udlæg til råstof, arbejdsmidler og arbejdsløn - til forskel fra ”beskat­ningen”, profitten, det tillæg, der blev fremtvunget med kården i hånd. Nu er det almindelig kendt, at driftsherrer i det samfund, vi lever i, ikke realiserer deres varer til de

naturlige fremstillingsomkostninger, men at de beregner sig det såkaldte tillæg, profitten, og som regel også får det. Det spørgsmål, som hr. Dühring ifølge egen mening blot behøvede at stille for at vælte hele den marx'ske bygning som salig Josua væltede Jerikos mure, dette spørgsmål eksisterer altså også for hr. Dührings økonomiske teori. Lad os se, hvordan han besvarer dette spørgsmål.

”Kapitalbesiddelsen”, siger han, ”har ingen praktisk betydning og kan ikke anvendes indbringende, hvis den ikke tillige indbefat­ter en indirekte voldsmagt over menneskematerialet. Resultatet af denne voldsmagt er kapitalgevinsten, og dens størrelse vil derfor være afhængig af det omfang og den intensitet, hvormed dette herredømme udøves... Kapitalgevinsten er en politisk og social institution, der har en stærkere virkning end konkurrencen. Driftsherrerne handler i denne henseende som stand, og hver især holder fast ved sin position. Et vist mål af kapitalgevinst er en nødvendighed under det nu engang herskende økonomiske system”.

Desværre ved vi stadig væk ikke, hvordan de kon­kurrerende driftsherrer er i stand til at realisere arbejds­produktet over de naturlige fremstillingsomkostninger. Hr. Dühring kan umuligt have en så ringe mening om sit pub­likum, at han vil spise det af med den talemåde, at kapi­talgevinsten står højt hævet over konkurrencen som i sin tid kongen af Preussen stod over loven. Vi kender de man­øvrer, der hjalp kongen af Preussen til denne stilling, højt hævet over loven; men de manøvrer, der skal hjælpe kapitalgevinsten til at være mægtigere end konkurrencen - det er netop det, hr. Dühring skal forklare os og så hårdnakket undlader at forklare. Det kan heller ikke have nogen betydning, at driftsherrerne - efter hvad han siger - i denne henseende handler som stand, og at hver især holder fast ved sin position. Vi skal da vel ikke tro ham på hans ord, at et vist antal mennesker blot behøver at handle som stand for at hver af dem kan holde fast ved sin position? Som bekendt handlede middelalderens laugsmedlemmer og de franske adelsmænd i 1789 ganske afgjort som stand, og dog er de gået til grunde. Den preus­siske hær ved Jena [1] handlede også som stand, men i stedet for at holde fast ved sin position måtte den som bekendt stikke af og siden hen endda kapitulere stykkevis. Vi kan heller ikke stille os tilfreds med en forsikring om, at et vist mål af kapitalgevinst er en nødvendighed under det nu engang herskende system. Det drejer sig netop om at påvise, hvorfor det forholder sig således. Vi kommer heller ikke et skridt nærmere til målet, når hr. Dühring meddeler os:

”Kapitalherredømmet er vokset op i tilslutning til herredøm­met over jorden. En del af de livegne landarbejdere er i byerne blevet omdannet til håndværksarbejdere og sluttelig til fabriksma­teriale. Efter jordrenten har kapitalgevinsten udviklet sig som den anden form for ejendomsrente”.

Selv om vi ser bort fra de historiske skævheder i denne påstand, så er det fortsat kun en påstand og indskrænker sig til gang på gang at bedyre det, der netop skal forkla­res og bevises. Vi kan altså ikke komme til nogen anden slutning end den, at hr. Dühring er ude af stand til at be­svare sit eget spørgsmål: hvordan de konkurrerende driftsherrer vedvarende kan realisere arbejdsproduktet over de naturlige fremstillingsomkostninger. Det vil sige, at han er ude af stand til at forklare profittens opståen. Han har ingen anden udvej end kort, og godt at dekretere: kapital-gevinsten er et resultat af voldsmagten, og det stemmer jo udmærket overens med artikel 2 i den dühringske sam­fundsforfatning: Voldsmagten fordeler. Det lyder ganske vist udmærket, men nu ”opstår spørgsmålet” : Voldsmagten fordeler - men hvad er det den fordeler? Der må da være noget at fordele, ellers kan selv den almægtigste voldsmagt med sin bedste vilje ikke fordele noget. Den gevinst, som de konkurrerende driftsherrer putter i lommen, er noget meget håndgribeligt og håndfast noget. Voldsmagten kan tage den, men ikke frembringe den. Og når hr. Dühring så hårdnakket har undgået at give os en forklaring på, hvordan voldsmagten tager driftsherregevinsten, så har han nu kun gravens tavshed som svar på spørgsmålet om, hvor den tager den fra. Hvor intet er, har kejseren som enhver anden voldsmagt tabt sin ret. Af intet kommer intet, navnlig ikke profit. Når kapitalbesiddelsen ikke har nogen praktisk betydning og ikke kan anvendes indbringende, så længe den ikke tillige indbefatter en indirekte voldsmagt over menneskematerialet, så opstår atter spørgs­målet, for det første, hvordan kapitalrigdommen har fået denne voldsmagt, et spørgsmål, der absolut ikke er klaret med de enkelte ovenfor nævnte historiske påstande; for det andet, hvordan denne voldsmagt forvandles til indbringende kapitalanvendelse, til profit, og for det tredje, hvor den tager denne profit fra.

Vi kan tage fat på den dühringske økonomi på hvad måde vi lyster, vi kommer dog ikke et skridt videre. For alle utiltalende omstændigheder, for profit, jordrente, sulteløn, arbejderundertrykkelse har han kun et ord til forkla­ring : voldsmagten om og om igen, og hr. Dührings ”væl­digere vrede” opløser sig netop i vrede over voldsmagten. Vi har set, for det første, at det er en dårlig undskyldning, når han tager sin tilflugt til at påberåbe sig voldsmagten_; en overflytning fra det økonomiske område til det poli­tiske, der ikke kan forklare en eneste økonomisk kendsger­ning; og for det andet, at han lader det forblive uopklaret, hvordan voldsmagten selv er opstået, og det gør han klogt i, fordi han ellers ville komme til det resultat, at al sam­fundsmæssig magt og politisk vold har sin oprindelse i økonomiske forudsætninger, i det givne samfunds historisk betingede produktions- og udvekslingsmåde.

Lad os nu prøve, om vi kan fravriste økonomiens ubøn­hørlige ”dybere grundlægger” endnu nogle få oplysninger om profitten. Måske lykkes det os, hvis vi begynder med hans omtale af arbejdslønnen.

På side 158 hedder det:

”Arbejdslønnen er aflønningen til arbejdskraftens underhold og kommer fra først af kun i betragtning som grundlag for jordrente og kapitalgevinst. For helt at klargøre sig de her rådende forhold må man tænke sig jordrenten og sidenhen kapitalgevinsten opstået historisk uden arbejdsløn altså på grundlag af slaveri eller livegenskab... Om det er slaven eller den livegne, eller om det er lønarbejderen, der skal underholdes, betinger kun en forskel i den måde, hvorpå produktionsomkostningerne belastes. I alle tilfælde udgør det nettoudbytte, der opnås ved udnyttelsen af arbejdskraf­ten, arbejdsherrens indkomst... Man ser altså, at... især den hovedmodsætning, i kraft af hvilken der på den ene side står en form for besiddelsesrente og på den anden side det besiddelsesløse lønarbejde, ikke kan rammes i et af dens led, men altid kun i begge samtidig”.

Besiddelsesrente er imidlertid, som vi har fået at vide på side 188, et fælles udtryk for jordrente og kapitalge­vinst.

Videre hedder det på side 174:

”Kapitalgevinstens karakter er en tilegnelse af den væsentligste del af arbejdskraftens resultat. Uden det tilsvarende arbejde, der i en eller anden skikkelse, direkte eller indirekte, er undertrykt, er den utænkelig”.

Og på side 183:

Arbejdslønnen er ”under alle omstændigheder ikke andet end den aflønning, ved hjælp af hvilken arbejderens underhold og for­plantningsmulighed i almindelighed skal sikres”.

Og endelig på side 195:

”Det der tilfalder besiddelsesrenten må gå tabt for arbejdslønnen og omvendt, det der af den almindelige ydeevne (!) tilgår arbejdet, må unddrages besiddelsesindkomsten”.

Hr. Dühring fører os fra overraskelse til overraskelse. I værditeorien og i de følgende kapitler, lige til læren om konkurrencen og indbefattet denne, altså fra side 1 til side 155 blev varepriserne eller værdierne opdelt, for det første i de naturlige fremstillingsomkostninger eller pro­duktionsværdien, dvs. udlæg til råstof, arbejdsmidler og arbejdsløn, og for det andet i et tillæg eller fordelingsværdien, dvs. den beskatning til fordel for monopolistklassen, der fremtvinges med kården i hånd. Dette tillæg kan - som vi har set - faktisk ikke ændre noget i rigdommens fordeling, idet hr. Dühring må give tilbage med den ene hånd, hvad han har taget med den anden, og desforu­den, for så vidt hr. Dühring har oplyst os om dets oprin­delse og indhold - så er det opstået af intet og består af intet. I de to følgende kapitler, der handler om forskellige arter indtægter, altså fra side 156 til side 217, er der ikke længere tale om et tillæg. I stedet bliver værdien af et arbejdsprodukt, altså af enhver vare, nu opdelt i følgende to dele: for det første produktionsomkostningerne, hvori den udbetalte arbejdsløn er indbefattet; for det andet det nettoudbytte, der er ”opnået ved udnyttelsen af arbejds­kraften” og som danner arbejdsherrens indkomst. Og dette nettoudbytte har et velkendt fysiognomi, der ikke kan tilsløres af nogen tatovering eller malerkunst. ”For helt at klargøre sig de her rådende forhold” må læseren forestille sig de netop anførte passager fra hr. Dührings værk, trykt sort på hvidt ved siden af de tidligere citerede passager fra Marx om merarbejde, merprodukt og merværdi. Man vil da se, at hr. Dühring på sin egen maner direkte afskriver ”Kapitalen”.

Merarbejde i en eller anden form, det være sig som sla­veri, livegenskab eller lønarbejde, anerkender hr. Dühring som kilde til alle hidtil herskende klassers indtægter: taget fra det gentagne gange citerede afsnit i ”Kapitalen”, side 227: ”Kapitalen har ikke opfundet merarbejdet” osv. [”Kapitalen”, 1. bog 2, s. 3721 - Og ”nettoudbyttet”, der udgør ”arbejdsherrens indkomst”, hvad er det vel andet end arbejdsproduktets overskud over arbejdslønnen, og denne sidstnævnte skal vel også hos hr. Dühring, trods den helt overflødige forklædning som ”aflønning”, i almindelighed sikre arbejderens underhold og forplantningsmulighed? Hvordan kan ”tilegnelsen af den væsentligste del af arbejdskraftens resultat” foregå på nogen anden måde end ved at kapitalisten, akkurat som hos Marx, presser mere arbejde ud af arbejderen end det er nødvendigt til reproduktion af de subsistensmidler, han forbruger, dvs. ved at kapitalisten lader arbejderen arbejde længere end det er nødvendigt for at erstatte værdien af den arbejds­løn, han udbetaler til arbejderen? Altså forlængelse af arbejdsdagen ud over den tid, der er nødvendig til repro­duktion af arbejderens subsistensmidler, det som Marx kalder merarbejde - det er det og ikke andet, der skjuler sig bag hr. Dührings ”udnyttelse af arbejdskraften”. Og hans ”nettoudbytte” for arbejdsherren, hvad andet kan det være end Marx' merprodukt og merværdi? Og adskiller den dühringske besiddelsesrente sig fra den marx'ske merværdi på anden måde end ved den mindre præcise formu­lering? Selve betegnelsen ”besiddelsesrente” - har hr. Dühring for øvrigt lånt hos Rodbertus, der allerede har sam­menfattet jordrenten og kapitalrenten eller kapitalgevin­sten under den fælles betegnelse: rente, således at hr. Düh­ring blot behøvede at tilføje "besiddelse" [2] . Og for at der ikke skal herske nogen tvivl om dette plagiat, sammenfatter hr. Dühring på sin egen måde de af Marx i 15. kapitel (s. 539 ff. i ”Kapitalen”) [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 3, s. 736 ff.] undersøgte love for ændringerne i arbejdskraf­tens pris og merværdien. Det bliver til, at det der tilfalder besiddelsesrenten, må gå tabt for arbejdslønnen og omvendt; han reducerer dermed de indholdsrige specifikke love hos Marx til en indholdsløs tautologi, fordi det er en selvfølge, at når en given størrelse falder i to dele, så kan den ene del ikke vokse uden at den anden aftager. Og sålunde er det lykkedes for hr. Dühring at fuldbyrde tileg­nelsen af de marx'ske ideer på en sådan måde, at den ”sidste og strengeste videnskabelighed i de eksakte dis­cipliners betydning”, sådan som den ganske rigtigt forefindes hos Marx, aldeles går tabt. Vi kan altså ikke andet end formode, at det påfaldende spektakel, som hr. Dühring udfolder i sin ”Kritische Geschichte” angående ”Kapita­len”, og navnlig det støv, han hvirvler op med det famøse spørgsmål, der opstår i forbindelse med merværdien, og som han hellere skulle have undladt at stille, al den stund han ikke kan besvare det - at alt dette kun er en krigslist, snu manøvrer for at tilsløre det grove plagiat, han selv gør sig skyldig i over for Marx i ”Cursus”. Hr. Dühring har faktisk al mulig grund til at advare sine læsere mod at beskæftige sig med det sammenrod, der af hr. Marx kal­des ”Kapitalen”, bastarderne af historisk og logisk fan­tasteri, de forvirrede hegelske tågetanker, flovser osv. Den fru Venus, som denne trofaste Eckart [3] advarer den tyske ungdom imod, har han selv til eget brug og i al stilfærdighed bjærget fra de marx'ske enemærker. Lad os lyk­ønske ham med det nettoudbytte, han har opnået ved at udnytte den marx'ske arbejdskraft, og med det ejendommelige lys, som hans anneksion af den marx'ske merværdi under navn af besiddelsesrente kaster på de motiver, der må ligge bag hans hårdnakkede, i to udgaver gentagne, men falske påstand, at Marx ved merværdi kun skulle forstå profit- eller kapitalgevinst.[

Og så bor vi da skildre hr. Dührings præstationer med hr. Dührings egne ord som følger:

”Efter hr.” Dühring's ”mening repræsenterer arbejdslønnen kun betaling for den arbejdstid, hvor arbejderen faktisk er beskæftiget med at muliggøre sin egen eksistens. Et mindre antal timer er dog tilstrækkeligt hertil; hele den resterende del af den ofte meget lange arbejdsdag leverer han et overskud, hvori det, som vor forfatter kalder besiddelsesrente... er indeholdt. Bortset fra den ar­bejdstid, der på et givet produktionstrin allerede er indeholdt i arbejdsmidler og relative råstoffer, udgør hint overskud af arbejdsda­gen den kapitalistiske driftsherres andel. En forlængelse af ar­bejdsdagen er følgelig ren udbytningsgevinst til fordel for kapita­listen. Det giftige had, hvormed hr.” Dühring ”plejer disse forestil­linger om udpresningsgesjæften, er let at forstå...”

Derimod er det mindre let at forstå, hvordan han nu vil bære sig ad med at mobilisere sin ”vældigere vrede”.

Noter

[1]: