III. Produktion

Efter alt hvad der er gået forud, vil det næppe undre læseren at erfare, at den fremstilling af socialismens grundtræk, der er givet i det foregående kapitel, aldeles ikke er efter hr. Dührings hoved. Tværtimod. Han må slynge den i afgrunden, hvor al forvorpenhed hører hjem­me, ned til de øvrige ”bastarder af historisk og logisk fantasteri”, ”forvirrede forestillinger”, ”konfuse tågetan­ker” osv. For ham er socialisme jo ingenlunde et nødvendigt resultat af nutidens groft-materielle økonomiske be­tingelser, hvor det kun gælder om at komme til ”fodertruget”, eller af den historiske udvikling. Han har noget meget bedre at byde på. Hans socialisme er en endegyl­dig inappellabel sandhed:

den er ”samfundets naturlige system”, den har sine rødder i ”retfærdighedens universelle princip”,

og hvis han ikke kan komme udenom at tage notits af de eksisterende tilstande, der er skabt af den hidtidige syndige historie - og det må han jo gøre for at kunne forbedre dem - så må det nærmest anses for at være en ulykke for retfærdighedens rene princip. Sin egen socialis­me skaber hr. Dühring ligesom alt andet formedelst sine to famøse mænd. I stedet for som hidtil at lade disse to marionetter spille herre og træl, opfører de nu til en afveksling spillet om ligeberettigelsen - og den dühring­ske .socialisme er fiks og færdig i sit grundlag.

Herefter siger det sig selv, at de periodiske industrielle kriser hos hr. Dühring ingenlunde har den historiske be­tydning, som vi måtte tillægge dem.

Hos ham er kriserne kun lejlighedsvise afvigelser fra ”norma­liteten”, og de giver allerhøjst anledning til ”udfoldelse af en mere velreguleret orden”. Den ”sædvanlige måde” hvorpå man plejer at forklare kriserne som følge af overproduktion, er slet ikke nok for hans ”mere eksakte opfattelse”. Ganske vist kan en sådan forklaring være ”tilladelig for specielle kriser på særlige områder”. Således kan f.eks. ”en overfyldelse af bogmarkedet” forklares med ”udgivelse af værker, der pludselig bliver frigivet til genoptryk og er velegnede til masseafsætning”.

Hr. Dühring kan dog lægge sig til at sove i tryg forvisning om, at hans udødelige værker aldrig vil anstifte en sådan ulykke i verden.

For de store kriser gælder det imidlertid, at det ikke er overproduktionen, der ”til sidst gør kløften mellem forråd og afsæt­ning så kritisk bred”, men derimod den omstændighed, ”at folkets konsumtion står tilbage... at der findes en kunstig frembragt underkonsumtion... at folkebehovet” (!) ”forhindres i sin naturli­ge vækst”.

Og til denne sin kriseteori har han da også til alt held fundet en discipel.

Desværre er massernes underkonsumtion, massekonsum­tionens indskrænkning til det, der er strengt nødvendigt til underhold og forplantning, ikke noget nyt fænomen. Den har eksisteret, så længe der fandtes udbyttende og udbyttede klasser. Selv i de perioder i historien, hvor mas­sernes stilling var forholdsvis gunstig, f.eks. i England i det 15. århundrede, var underkonsumtion deres lod. De var meget langtfra at råde over deres eget årsprodukt til forbrug. Underkonsumtion har altså været et konstant historisk fænomen i årtusinder; men den almindelige afsætningsstagnation, der skyldes produktionsoverskud og kommer til udtryk i kriserne, er først kommet til syne i de sidste halvtreds år. Man må altså være i besiddelse af hele hr. Dührings vulgærøkonomiske overfladiskhed for at forklare den nye kollision med det årtusinder gamle fænomen, underkonsumtionen, og ikke med det nye fæno­men, nemlig overproduktionen. Det er som om man i ma­tematikken ville forklare det ændrede forhold mellem to

størrelser, en konstant og en variabel, med at den konstan­te forbliver konstant og ikke med at den variable foran­drer sig. Massernes underkonsumtion er en nødvendig be­tingelse for alle samfundsformationer, der beror på udbytning, altså også den kapitalistiske. Massernes underkonsumtion er også en forudsætning for kriserne, og den rolle, den spiller i dem, er for længst erkendt og anerkendt. Men det siger ikke noget om årsagerne til, at vi i dag har kriser, lige så lidt som det siger noget om årsa­gerne til, at de ikke fandtes tidligere.

Hr. Dühring har i det hele taget besynderlige forestil­linger om verdensmarkedet. Vi har set, hvordan han - som den vaskeægte tyske litterat, han er - prøver at fo­restille sig virkelige industrielle kriser som kriser_. på bogmarkedet i Leipzig, kriser der kun eksisterer i hans indbildning; han forestiller sig stormen på verdenshavet som en storm i et glas vand. Endvidere indbilder han sig, at produktionen, som den i dag foregår i kapitalistiske virk­somheder,

”med hensyn til afsætningen hovedsagelig må dreje sig om de besiddende klasser selv”.

Det forhindrer ham dog ikke i, kun 16 sider længere fremme, på den velkendte måde at erklære jern- og bom­uldsindustrien for de afgørende moderne industrier, altså netop de to industrigrene, hvis produkter kun for en forsvindende lille dels vedkommende konsumeres af de besid­dende klasser, og som frem for alt er beregnet for massekonsumtion. Lige meget, hvor vi vender os hen, finder vi hos ham ikke andet end den samme tomme og selvmodsi­gende snakken frem og tilbage. Men lad os tage et eksem­pel fra bomuldsindustrien. I den forholdsvis lille by Old­ham - en ud af et dusin byer med 50.000 til 100.000 indbyggere, der ligger omkring Manchester og beskæftiger sig med bomuldsindustri - i denne by er antallet alene af spindler, der spinder det ene nummer 32, på de fire år fra 1872 til 1875 vokset fra 2½ til 5 millioner, så at der i en enkelt middelstor by i England findes lige så mange spindler, der spinder et bestemt nummer, som hele den tyske bomuldsindustri, Elsass indbefattet, overhovedet ejer. I de øvrige grene af bomuldsindustrien og i alle de egne af England og Skotland, hvor bomuldsindustrien er udbredt, er udvidelsen antageligvis foregået i omtrent samme tempo og omfang. Der hører således en stærk dosis dybt original uforskammethed til for at forklare den øjeblikkelige totale stagnation i afsætningen af bomulds-garner og -stoffer med de engelske massers underkonsum­tion i stedet for med de engelske bomuldsfabrikanters overproduktion. [1]

Nok om det. Man mundhugges ikke med folk, der er så uvidende i økonomi, at de kan finde på at opfatte bogmarkedet i Leipzig som et marked i moderne industriel forstand. Lad os blot konstatere, at hr. Dühring endvidere angående kriserne kan meddele os, at det her ikke drejer sig om andet end

”et sædvanligt spil mellem overanspændthed og afmatning”, at overspekulationen, ikke alene stammer fra den planløse ophob­ning af private virksomheder", men at oså, de enkelte virksom­hedsejeres forhastede dispositioner og mangel på personligt overblik må regnes med blandt årsagerne til, at der opstår et overudbud".

Og hvad er så igen ”årsagen til at der opstår” forhastede dispositioner og mangel på personligt overblik? Netop den samme planløshed i den kapitalistiske produktion, der viser sig i den planløse ophobning af private virk­somheder. At lade økonomiske kendsgerninger antage form af en moralsk bebrejdelse og derefter tro, at man har op­daget en ny årsag, det er netop også en ”meget forhastet disposition”.

Dermed vil vi forlade kriserne. I forrige kapitel har vi påvist, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde nød­vendigvis frembringer dem. Vi har også påvist deres betyd­ning som kriser for denne produktionsmåde selv, som tvangsmiddel for den samfundsmæssige omvæltning. Vi behøver derfor ikke at spilde flere ord på at imødegå hr. Dührings fladbundede betragtninger angående denne genstand. Lad os gå over til hans positive skaberværk, til ”samfundets naturlige system".

Dette system, der bygger på ”retfærdighedens universelle princip” og derfor er ganske uafhængigt af hensyn til plagsomme materielle kendsgerninger, består af en føderation af erhvervskommuner. Imellem dem er der

”fri bevægelighed for og tvungen optagelse af nye medlemmer ifølge bestemte love og administrationsformer”.

Erhvervskommunen selv er frem for alt

”en omfattende skematisme af verdenshistorisk rækkevidde”, og går langt ud over de ”vildfarende halvheder som man f.eks. finder hos en vis Marx. Den betyder ”et fællesskab af personer, der er forbundet gennem deres offentlige råderet over et jorda­real og over en gruppe produktionsvirksomheder til fælles aktivitet og fælles deltagelse i afkastningen”. Den offentlige ret er en ”ret over genstanden... i den betydning, at den er et rent publicistisk forhold til naturen og til produktionsindretningerne”.

Hvad alt dette egentlig skal betyde, det må fremtidsju­risterne i erhvervskommunen bryde deres stakkels hjer­ner med. Vi opgiver ethvert forsøg i så henseende. Vi får kun så meget at vide, at

det ingenlunde er ensbetydende med ”arbejdersammenslutningers korporative ejendomsret”, som ikke ville udelukke indbyrdes kon­kurrence og endog lønudbytning.

Ved denne lejlighed ymtes der lidt om, at

forestillingen om en ”fællesejendom”, sådan som den findes hos Marx, ”i det mindste er uklar og betænkelig, da denne fremtidsforestilling altid får udseende af, at den ikke betyder andet end arbejdergruppers korporative ejendom`”.

Det er atter en af hr. Di firings sædvanlige ”små grim­me unoder”, nemlig at pådutte andre noget de ikke har sagt; ”til deres vulgære væsen” ville (som han selv udtrykker det) ”kun det vulgære ord flabet være passende”. Her er der tale om en usandhed, totalt grebet ud af luften ligesom en anden af hr. Dührings opfindelser, nemlig at fællesejendommen hos Marx skulle være ”individuel og tillige samfundsmæssig ejendom”.

Så meget synes i hvert fald at være klart: erhvervskom­munens publicistiske ret til sine arbejdsmidler er en eksklusiv ejendomsret, i det mindste i forhold til enhver anden kommune og også i forhold til samfundet og staten.

Den skal ikke have magt til ”udadtil... at virke begrænsende, thi imellem de forskellige erhvervskommuner er der fri bevægelighed for og tvungen optagelse af nye medlemmer ifølge bestemte love og administrationsnormer... på lignende måde... som i dag tilhørsforholdet til en bestemt politisk enhed og deltagelse i det økonomiske tilhørsforhold i kommunale rammer”.

Der vil altså være rige og fattige erhvervskommuner, og udligningen sker gennem en sammenstimlen af be­folkningen i de rige og fraflytningen fra de fattige kom­muner. Mens hr. Dühring altså vil fjerne konkurrencen mellem de enkelte kommuner med hensyn til produkterne gennem en national organisation af handelen, så lader han ganske roligt konkurrencen om producenterne fortsætte. Tingene unddrages konkurrencen, menneskene er fortsat underlagt konkurrencen.

Imidlertid er vi endnu meget langtfra at være kommet til klarhed over, hvad der menes med den ”publicistiske ret”. To sider længere fremme forklarer hr. Dühring os:

Handelskommunen rækker ”foreløbig så langt som det poli­tisk-samfundsmæssige område, hvis medlemmer er sammenfattet til et enkelt retssubjekt, der i denne egenskab har rådighed over jorden, boligerne og produktionsindretningerne".

Det er altså alligevel ikke den enkelte kommune, som har rådigheden, men hele nationen. Den ”offentlige ret”, ”retten over genstanden”, det ”publicistiske forhold til na­turen” osv. er altså ikke blot ”i det mindste uklart og betænkeligt”, men er direkte i modstrid med sig selv. Her er der faktisk, i det mindste for så vidt hver enkelt er­hvervskommune ligeledes er et retssubjekt, tale om en ”in­dividuel og tillige samfundsmæssig ejendom”, og denne ”tågede og tvetydige skabning" møder vi igen kun hos hr. Dühring selv.

I hvert fald råder erhvervskommunen over sine arbejds­midler til produktionsformål. Hvordan går denne produk­tion for sig? Efter alt, hvad vi erfarer hos hr. Dühring, sker det i gammel stil, blot med den forskel, at kommunen træder i stedet for kapitalisten. Vi får allerhøjst at vide, at valget af erhverv nu er frit for hver enkelt og at der består samme forpligtelse for alle til at arbejde.

Grundformen for al hidtidig produktion er arbejdets deling, dels inden for samfundet, dels inden for hver enkelt produktionsindretning. Hvordan forholder den düh­ringske ”socialitet” sig til arbejdsdelingen?

Den første store samfundsmæssige arbejdsdeling er ad­skillelsen mellem by og land.

Skal man tro hr. Dühring, så er denne antagonisme ”ifølge sagens natur... uundgåelig”. Men ”det er overhovedet betænkeligt at forestille sig kløften mellem landbrug og industri... som uover­vindelig. I virkeligheden består der allerede en vis grad af stabili­tet i overgangen, og der er grund til at tro, at den vil blive forø­get betydeligt i fremtiden”. Allerede nu har nemlig to industrier skudt sig ind i agerbruget og den landlige bedrift: ”i første række brændevinsbrænderiet og dernæst fremstillingen af roesukker... Spiritusfremstillingen er af en sådan betydning, at man lettere kan overvurdere end undervurdere den”. Og ”hvis det kunne tæn­kes, at der som følge af opdagelser af den ene eller anden art opstod en større kreds af industrier af en sådan beskaffenhed, at der forelå en nødvendighed af at anbringe virksomhederne på landet og knytte dem umiddelbart til produktionen af råstofferne, så ville modsætningen mellem land og by blive svækket og ”det mest omfattende grundlag for civilisationens udfoldelse ville være vun­det”. Imidlertid ”kunne noget lignende også komme på tale ad anden vej. Foruden den tekniske nødvendighed kan der mere og mere blive tale om sociale behov, og når disse bliver retningsgivende for gruppering af de menneskelige aktiviteter, så vil det ikke længere være muligt at tilsidesætte de fordele, der resulterer af en systematisk og nær forbindelse mellem beskæftigelserne på landet og udøvelsen af det tekniske forvandlingsarbejde”.

Nu er der i erhvervskommunen jo netop tale om de so­ciale behov, og så vil man vel få travlt med i bredfuldt mål at tilegne sig de ovennævnte fordele, der ligger i foreningen af landbrug og industri? Og hr. Dühring vil ikke undlade - med al den bredde han ynder - at oplyse os om sine ”mere eksakte opfattelser” desangående? Men nej, den læser, som måske forventer sligt, bliver grundigt snydt. Alt hvad hr. Dühring har at sige om modsætningen mellem by og land i nutid og fremtid er de anførte magre og forlegne banaliteter, der endnu en gang kredser om de steder, hvor den preussiske Landret gælder, og hvor der brændes snaps og koges roesukker.

Lad os gå over til arbejdsdelingen i særdeleshed. Herom er hr. Ddhring allerede noget ”mere eksakt". Han taler om

”en person, der skal beskæftige sig udelukkende med en slags er­hvervsaktivitet". Hvis det drejer sig om indførelse af en ny pro­duktionsgren, så er problemet simpelt hen, at der så at sige må skabes et vist antal eksistenser, der skal vie sig til fremstillingen af netop denne artikel, tillige med den for dem nødvendige kon­sumtion (!) En given produktionsgren vil i socialiteten ”ikke læg­ge beslag på nogen stor del af befolkningen”. Og også i socialiteten findes der ”økonomiske varianter” af mennesker, ”der adskiller sig fra hinanden i deres levevis”.

Altså forbliver alting så nogenlunde ved det gamle i produktionssfæren. Ganske vist hersker der i det nuvæ­rende samfund en ”falsk arbejdsdeling”; men hvori den egentlig består og hvad den skal erstattes med i er­hvervskommunen, herom får vi kun at vide:

”Hvad angår de nødvendige hensyn til arbejdsdelingen selv, så har vi allerede ovenfor sagt, at de må anses for at være bragt i orden, så snart de kendsgerninger, der vedrører de forskellige na­turlige anlæg og personlige evner, er taget i betragtning”.

Ved siden af evnerne gør den personlige tilbøjelighed sig gældende:

”Impulsen til opstigning til aktiviteter, der kræver mere i retning af evner og uddannelse, ville da udelukkende bero på tilbøjelighed til den pågældende beskæftigelse og glæde ved at udøve netop denne og ingen anden ting” (at udøve en ting, sikke et udtryk!)

Men dermed bliver kappestriden i socialiteten opmun­tret,

”produktionen selv vil få interesse, og den sløve arbejdsgang, der kun regner den for et middel til gevinstformål, vil ikke længere sætte sit præg på tilstandene”.

I ethvert samfund med en spontan produktionsudvikling - og dertil hører det nuværende - er det ikke producen­terne, der behersker produktionsmidlerne, men det er tværtimod produktionsmidlerne, der behersker producen­terne. I et sådant samfund slår enhver ny løftestang for ud over hr. Dührings tankegang, som han har overtaget fra de udbyttende klasser, der anser modsætningen mellem by og land for noget, der er uundgåeligt ifølge sagens natur, hildet i den indskrænkethed, at et vist antal ”ek­sistenser” under alle omstændigheder må være dømt til fremstilling af en bestemt artikel, og at de ”økonomiske varianter” af mennesker, der er udsondret efter deres le­vevis, skal gøres evige, mennesker som kun har glæde af at udøve denne ene og ingen anden ting og som altså er sunket så dybt, at de glæder sig over deres egen underkuelse og ensidighed. Hr. Dühring, der selv er helt underkuet af arbejdets deling, står som en næsvis dværg, sam­menlignet med de grundlæggende tanker i selv de allerdristigste fantasier hos ”idioten” Fourier, sammenlignet med selv de allerfattigste ideer hos den ”rå, bovlamme og fattige” Owen.

Idet samfundet gør sig til herre over alle produktionsmidler for at anvende dem samfundsmæssigt og planmæs­sigt, bliver der gjort ende på menneskenes hidtidige un­derkuelse under deres egne produktionsmidler. Selvfølgelig kan samfundet ikke frigøre sig uden at også hver enkelt bliver gjort fri. Den gamle produktionsmåde må altså omvæltes fra grunden, og navnlig må den gamle arbejds­deling forsvinde. I dens sted må der sættes en organisa­tion af produktionen, hvor ingen enkelt person kan vælte sin andel i det produktive arbejde, denne naturbetingelse for den menneskelige eksistens, over på andre; på den anden side vil det produktive arbejde, i stedet for at være et middel til at underkue menneskene, blive et middel til at befri dem, idet det giver hver enkelt lejlighed til at udfolde og anvende alle sine evner, fysiske som åndelige, i alle retninger, hvor arbejdet således fra at være en byrde bliver en glæde.

I dag er dette ikke længere blot fantasi, et fromt ønske. Alene den forøgelse af produktionen, der vil være resulta­tet af at produktivkræfterne overføres til samfundseje og at de forhindringer og forstyrrelser, den bortødslen af produkter og produktionsmidler, der udspringer af den kapitalistiske produktionsmåde, fjernes, vil ved produktivkræfternes nuværende udvikling være tilstrækkelig til at arbejdstiden for hver enkelt kan reduceres til et mål, der efter vore dages forestillinger er beskedent, forudsat at alle deltager i arbejdet.

Ophævelse af den gamle arbejdsdeling er heller ikke et krav, der kun skulle være gennemførligt på bekostning af arbejdets produktivitet. Tværtimod. Storindustrien har gjort det til en betingelse for produktionen. ”Ved maskin­driften er det ikke længere nødvendigt at befæste denne arbejdsdeling ved stadig at binde den samme arbejder til den samme funktion, som det er tilfældet i manufakturen. Da fabrikkens samlede bevægelse ikke udgår fra arbejderen, men fra maskinen, kan personerne stadig skifte, uden at der sker en afbrydelse i arbejdsprocessen... Den hur­tighed, hvormed man lærer arbejdet ved maskinen i den unge alder, fjerner ligeledes nødvendigheden af at uddanne en speciel klasse arbejdere udelukkende som maskinarbejdere".[Mari, ”Kapitalen”, 1. bog 3, s. 608-609] Men mens den kapitalistiske anvendelse af maskinerne må vi­dereføre den gamle arbejdsdeling med dens forbenede delfunktioner, på trods af at det er blevet teknisk overflø­digt, gør maskinerne selv oprør mod denne anakronisme. Storindustriens tekniske basis er revolutionær. ”Ved hjælp af maskiner, kemiske processer og andre metoder revolu­tionerer den uafbrudt produktionens tekniske grundlag og som følge heraf arbejderens funktioner og arbejdsproces­sens samfundsmæssige kombinationer. Ikke mindre uaf­brudt revolutionerer den herigennem arbejdsdelingen i samfundet og kaster uden ophør mængder af kapital og arbejdere fra den ene produktionsgren til den anden. Storindustriens natur betinger derfor, at arbejdet skifter og at arbejderen og hans funktioner ikke stivner, men har evnen til alsidig bevægelse... Vi har set hvordan denne absolutte modsigelse... raser ud i en uafbrudt offerfest, med arbejderklassen som offer, i ødslen med arbejdskraft uden grænser og hærgende anarki i samfundet. Dette er den negative side. Men hvis en ændring i arbejdet nu kun sætter sig igennem som en overmægtig naturlov og med de blindt ødelæggende virkninger, en sadån lov har, når den overalt støder på hindringer, gør storindustrien ved selve de katastrofer, den forvolder, det til et spørgsmål om liv og død, at man anerkender ændring i arbejdet og som følge heraf arbejdernes størst mulige alsidighed som en generel lov for den samfundsmæssige produktion. og at man tilpasser forholdene, så den kan realiseres på normal vis. Den gør det til et spørgsmål om liv og død at gøre mennesket disponibelt i absolut forstand for de skiftende krav, arbejdet stiller, i stedet for den uhyrlighed det er, at en arbejderbefolkning, kuet i elendighed, holdes i reserve, til disposition for ka­pitalens skiftende udbytningsbehov. Det bliver nødvendigt at erstatte specialindividet, der blot er en bærer af en samfundsmæssig specialfunktion, med et individ, der er udviklet på alle områder og for hvem forskellige sam­fundsmæssige funktioner er virksomhedsformer, der aflø­ser hverandre". [Mari, ”Kapitalen”, 1. bog 3, s. 693-694]

Storindustrien har lært os at forvandle molekylær-bevægelsen, der kan frembringes så at sige overalt, til massens bevægelse og anvende den til tekniske formål, og dermed har den i betydelig grad befriet den industrielle produktion for lokale skranker. Vandkraften var lo­kalt betinget, dampkraften er fri. Hvis vandkraften nød­vendigvis er knyttet til landet, så er dampkraften ingenlunde nødvendigvis knyttet til byen. Det er dens kapitalistiske anvendelse, der fortrinsvis koncentrerer den i byerne og omdanner fabrikslandsbyen til fabriksbyer. Men derigennem undergraver den tillige betingelserne for sin egen eksistens. Dampmaskinens vigtigste krav og hovedkravet i næsten alle storindustriens grene er forholdsvis rent vand. Men fabriksbyen forvandler alt vand til stinkende ajle. Så sandt det er, at den bymæssige koncentration er en grundbetingelse for den kapitalistiske produktion, lige så sandt er det, at den enkelte industrikapitalist altid søger bort fra de store byer, som industrien med nødvendighed har skabt, og prøver at oprette industrier ude på landet. Denne proces kan studeres i alle enkeltheder i de områder, hvor tekstilindustrien har hjemme, i Lancashire og Yorkshire; der skaber den kapitalistiske storindustri hele tiden nye storbyer netop ved at den hele tiden flygter fra byerne ud på landet. Noget lignende foregår i områder med metalindustri, hvor det til dels er andre årsager, der frembringer de samme virkninger.

At ophæve den moderne industris onde cirkel, denne modsigelse, der hele tiden genskabes på ny - det kan kun ske ved at industriens kapitalistiske karakter ophæ­ves. Kun et samfund, der lader produktivkræfterne gribe harmonisk ind i hinanden efter en eneste stor plan, vil gøre det muligt for industrien at slå sig ned over hele landet i den spredning, der er bedst tilpasset til dens egen udvikling og til bevarelse resp. udvikling af produk­tionens øvrige elementer.

Ophævelsen af modsætningen mellem by og land er altså ikke blot mulig. Den er blevet en direkte nødvendighed for selve den industrielle produktion, ligesom den er ble­vet en nødvendighed for landbrugsproduktionen og desu­den for det offentlige sundhedsvæsen. Kun ved en sam­mensmeltning af by og land kan det sikres, at den for­giftning af luften, af vandet og af jorden, der foregår i dag, standses; kun derved kan de menneskemasser, der nu hensygner i byerne, bringes til, at deres affaldsstoffer bliver brugt til at nære planter i stedet for at nære sygdomme.

Den kapitalistiske industri har allerede gjort sig rela­tivt uafhængig af lokale begrænsninger, der hænger sam­men med, hvor råstofferne produceres. Tekstilindustrien forarbejder store mængder importerede råstoffer. Spansk jernmalm bliver forarbejdet i England og Tyskland, spansk og sydamerikansk kobbermalm bliver forarbejdet i England. Hvert kulområde forsyner et stadigt voksende industrielt opland langt ud over sine grænser. Langs hele den europæiske kyst bliver dampmaskiner drevet med engelske kul, stedvis med tyske og belgiske. Et samfund, der er befriet for den kapitalistiske produktions skranker, kan gå videre. Det frembringer en slægt af alsidigt uddannede producenter, der forstår det videnskabelige grundlag for hele den industrielle produktion; hver enkelt af dem vil have gennemgået en hel række produktionsgrene fra begyndelse til slut i praksis; men derved skabes en ny produktivkraft, der rigeligt opvejer transportarbejdet for råstoffer og brændsel, som skal fremskaffes over større afstande.

Ophævelsen af adskillelsen mellem by og land er altså ingen utopi, heller ikke under det aspekt, at en af dens betingelser er en så vidt muligt ensartet fordeling af stor-industrien over hele landet. Ganske vist har civilisationen i de store byer efterladt os en arv, som det vil koste me­get tid og møje at fjerne. Men de må og vil blive fjernet, selv om det kan blive en langvarig proces. Hvilken skæb­ne det tyske rige af preussisk nation end måtte have i vente, så kan Bismarck gå i graven med den stolte be­vidsthed, at hans kongstanke sikkert vil gå i opfyldelse: storbyernes undergang. [2]

Og nu skal man se på hr. Dührings barnlige forestilling om, at samfundet kan tage produktionsmidlerne som helhed i sin besiddelse uden grundigt at omvælte den gamle måde at producere på og frem for alt afskaffe arbejdets deling; som om alt var afgjort, når blot

”der tages hensyn til de naturlige anlæg og de personlige evner”,

hvorved nu som før store mængder af eksistenser forbli­ver underkuet af produktionen af en artikel, hele ”be­folkninger” optaget af en enkelt produktionsgren og men­neskeheden nu som før opdelt i et antal forskellige for­krøblede ”økonomiske varianter” såsom ”trillebørskubbe­re” og ”arkitekter”. Samfundet skulle være herre over produktionsmidlerne som helhed for at hver enkelt skal blive ved med at være slave af sit eget produktionsmiddel og kun have valget: hvilket produktionsmiddel. Og lad os så se på, hvordan hr. Dühring betragter adskillelsen mellem by og land som noget, der ”ifølge sagens natur er uund­gåeligt”, hvordan han kun kan få øje på et lillebitte lin­drende middel, nemlig de i deres forbindelse specifikt preussiske erhversgrene, brændevinsbrænderiet og roesukkerproduktionen; hvordan han gør spredningen af in­dustrien ud over landet afhængig af en eller anden slags fremtidige opdagelser og af tvangen til at knytte forar­bejdelsen umiddelbart sammen med udvindingen af råstofferne - de råstoffer som allerede nu bliver forarbejdet i stadig større afstand fra deres oprindelsessted! - og hvordan han endelig søger at skaffe sig rygdækning, idet han forsikrer, at de sociale behov, dog til syvende og sidst vil gennemtvinge en forbindelse mellem landbrug og industri, endog mod de økonomiske hensyn, som om der i denne forbindelse skulle bringes et økonomisk offer!

For at se, at de revolutionære elementer, der vil fjerne den gamle arbejdsdeling medsamt dens adskillelse mellem land og by og omvælte hele produktionen, at disse elementer i kim allerede er til stede i den moderne storindustris produktionsbetingelser og kun hindres af den nuværende kapitalistiske produktionsmåde i at udfolde sig - dertil må man være i besiddelse af en noget større horisont end det beskedne område, hvor den preussiske Landret gælder, landet hvor brændevin og roesukker er de vigtigste industriprodukter, og hvor man kan studere handelskriserne på bogmarkedet! Dertil må man kende den virkelige store industri, kende dens historie og dens nuværende virkelighed, navnlig i det ene land, hvor den har sit hjemsted, og hvor den alene har nået sin klassiske udvikling: så vil man også have andet i tankerne end at forfladige den moderne videnskabelige socialisme for at bringe den ned på niveau med den specifikt preussiske socialisme, der er hr. Dührings særkende.

Noter

[1]: