VII. Skal man deltage i borgerlige parlamenter?

Det er jo prætentiøst indtil det latterlige og helt urigtigt. "Tilbagevenden" til parlamentarismen! Der er måske allerede indført sovjetrepublik i Tyskland? Det ser ikke sådan ud! Men hvordan kan man da tale om "tilbagevenden"? Er det måske ikke tom snak!

Parlamentarismen er "historisk udlevet". Det er sandt nok som teoretisk forklaring. Men enhver ved, at der herfra til dens overvindelse i praksis endnu er meget langt. Allerede for flere årtier siden kunne man - og med fuld ret – erklære kapitalismen for "historisk udlevet", men det har på ingen måde fritaget os for nødvendigheden af at føre en meget langvarig og sej kamp på kapitalismens grund. "Historisk udlevet" er parlamentarismen i verdenshistorisk forstand, d.v.s. den borgerlige parlamentarismes epoke er forbi, det proletariske diktaturs epoke er begyndt. Det er ubestrideligt. Men en verdenshistorisk målestok regner i årtier. 10-20 år fra eller til, det er for en verdenshistorisk målestok ligegyldigt, det er for verdenshistorien en bagatel, som man ikke engang tilnærmelsesvis kan skønne over. Men netop derfor er det også en himmelråbende teoretisk fejl at påberåbe sig en verdenshistorisk målestok i et spørgsmål om praktisk politik.

Er parlamentarismen "politisk udlevet"? Det er noget andet igen. Hvis det var rigtigt, ville "venstre"-kommunisternes standpunkt være holdbart. Men det måtte man bevise ved en særdeles grundig analyse, og "venstre"-kommunisterne forstår ikke engang at tage fat på en sådan. I de "teser om parlamentarismen", som findes i Kommunistisk Internationales Provisoriske Amsterdambureaus Bulletin nr. 1 (Bulletin of the Provisional Bureau In Amsterdam of the Communist International, February 1920), og som åbenbart giver udtryk for en hollandsk-venstre eller venstre-hollandsk bestræbelse, er analysen også, som vi skal se, håbløst elendig.

For det første. De tyske "venstre"-folk regnede som bekendt allerede i januar 1919 parlamentarismen for "politisk udlevet", i modsætning til så fremragende politiske førere som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Som bekendt tog "venstre"-folkene fejl. Allerede dette dementerer straks og aldeles den opfattelse, at parlamentarismen skulle være "politisk udlevet". Det påhviler "venstre"-folkene at bevise, hvorfor deres daværende utvivlsomme fejl er ophørt med at være en fejl. De fremfører ikke skygge af bevis og er ikke i stand til at gøre det. Et politisk partis holdning til sine fejl er et af de vigtigste og sikreste kendetegn på, hvor alvorligt partiet er, og hvordan det i praksis opfylder sine forpligtelser mod sin klasse og de arbejdende masser. Åbent at vedgå en fejl, fastslå årsagerne til den, analysere de omstændigheder, der medfører den, og grundigt at drøfte midlerne til at rette den - det er kendetegnet på et alvorligt parti, det betyder at opfylde sine forpligtelser, det betyder at opdrage og skole klassen og dernæst også masserne. Og idet "venstre"-folkene i Tyskland (og i Holland} ikke gør denne deres skyldighed og ikke med yderste opmærksomhed, forsigtighed og omhu studerer deres åbenlyse fejl, så beviser de netop derved, at de ikke er klassens parti, men en lille kreds, ikke massernes parti, men en gruppe af intellektuelle og et fåtal af arbejdere, som efterligner de intellektuelles dårligste sider.

For det andet. I den samme brochure fra "venstre"-gruppen i Frankfurt, som vi ovenfor har bragt udførlige citater fra, læser vi:

"... Millioner af arbejdere, som endnu følger Centrums (det katolske 'Centrumparti's) politik, er kontrarevolutionære. Landproletarerne stiller mandskabet til de kontrarevolutionære troppers legioner" (ovennævnte brochure s. 3).

Alting viser, at dette er alt for flot og overdrevent sagt. Men den grundlæggende kendsgerning, som der her er tale om, er ubestridelig, og "venstre"-folkenes anerkendelse af den viser særlig klart deres fejl. Hvordan kan man hævde, at "parlamentarismen er politisk udlevet", hvis "millioner" og "legioner" af proletarer stadig ikke blot støtter parlamentarismen i almindelighed, men ligefrem er "kontrarevolutionære"!? Det er oplagt, at parlamentarismen i Tyskland endnu ikke er politisk udlevet. Det er oplagt, at "venstre"-folkene i Tyskland har forvekslet deres ønsker, deres ideologisk-politiske indstilling, med den objektive virkelighed. Dette er den farligste fejl, revolutionære kan begå. I Rusland, hvor tsarismens dobbelt barbariske og grusomme åg gennem særlig lang tid og i særlig mange forskellige former skabte revolutionære af forskellige afskygninger, revolutionære med beundringsværdig uselviskhed, entusiasme, heroisme og viljestyrke, i Rusland har vi på særlig nært hold iagttaget denne fejl hos revolutionære, særlig nøje studeret den og særlig godt lært den at kende, og derfor ser vi den også særlig tydeligt hos andre. For kommunisterne i Tyskland er parlamentarismen naturligvis "politisk udlevet", men sagen er netop, at vi ikke må tro, at det, der for os er udlevet, også er det for klassen, for masserne. Netop her ser vi igen, at "venstre"-folkene ikke har tilstrækkelig dømmekraft, ikke forstår at handle som klassens parti, som massernes parti. Man må ikke synke ned til massernes niveau, til det niveau, klassens efterblevne lag står på. Det er ubestrideligt. Man har pligt til at sige dem den bitre sandhed. Man må kalde deres borgerlig-demokratiske og parlamentariske fordomme fordomme. Men samtidig må man nøgternt vurdere, hvor langt netop hele klassen (og ikke blot dens kommunistiske avantgarde), netop hele den arbejdende masse (og ikke blot dens førende elementer) virkelig er nået med hensyn til bevidst holdning og forberedthed.

Selv om ikke just "millioner" og "legioner", men blot et ret anseligt mindretal af industriarbejdere følger de katolske præster, og af landarbejdere følger godsejerne og storbønderne, så viser dette allerede ubestrideligt, at parlamentarismen i Tyskland endnu ikke er politisk udlevet, og at deltagelse i parlamentsvalgene og i kampen på parlamentstribunen er en pligt for det revolutionære proletariats parti, netop for at opdrage sin klasses efterblevne lag, netop for at vække og oplyse de uudviklede, forkuede og uoplyste landsbymasser. Så længe man ikke er i stand til at afskaffe det borgerlige parlament og enhver reaktionær institution af anden art, så længe har man pligt til at arbejde i dem, netop fordi det er dér, arbejderne endnu er, fordummede af præster og af livet i ravnekrogene. Ellers risikerer man at blive vindbøjtler og ikke andet.

For det tredje. "Venstre"-kommunisterne har en mængde godt at sige om os bolsjevikker. Undertiden har man lyst til at sige: ros os hellere lidt mindre, sæt jer hellere mere ind i bolsjevikkernes taktik, bliv hellere mere fortrolig med den! Vi deltog i september-november 1917 i valgene til Ruslands borgerlige parlament, den Konstituerende Forsamling. Var vor taktik rigtig eller var den det ikke? Hvis den ikke var rigtig, må man sige det klart og begrunde det: det er nødvendigt, for at den internationale kommunisme kan udarbejde en rigtig taktik. Hvis den var rigtig, må man drage visse slutninger deraf. Der kan naturligvis ikke være tale om at sidestille vilkårene i Rusland med vilkårene i Vesteuropa. Men når det specielt drejer sig om betydningen af påstanden om, at "parlamentarismen er politisk udlevet", må man absolut tage tilbørligt hensyn til vore erfaringer, for hvis man ikke tager de konkrete erfaringer i betragtning, bliver den slags begreber alt for let tomme fraser. Havde vi russiske bolsjevikker i september-november 1917 ikke mere ret end nogen som helst vestlige kommunister til at antage, at parlamentarismen havde overlevet sig selv i Rusland? Naturligvis havde vi det, for det kommer jo ikke an på, om borgerlige parlamenter har bestået længe eller kort, men på, hvorvidt den arbejdende befolknings brede masser er (åndeligt, politisk og praktisk) rede til at anerkende sovjetsystemet og fordrive det borgerlig-demokratiske parlament (eller tillade fordrivelsen). At byens arbejderklasse, soldaterne og bønderne i Rusland i september-november 1917 som følge af en række særlige forhold var i sjælden grad vel forberedt på at anerkende sovjetsystemet og at fordrive selv det mest demokratiske borgerlige parlament, det er en aldeles ubestridelig og urokkelig historisk kendsgerning. Og alligevel boykottede bolsjevikkerne ikke den Konstituerende Forsamling, men deltog i valgene både før og efter proletariatets erobring af den politiske magt. At disse valg gav overordentlig værdifulde (og for proletariatet i høj grad nyttige) politiske resultater, det har jeg forhåbentlig godtgjort i den ovennævnte artikel, som i detaljer analyserer tallene for valgene til den Konstituerende Forsamling i Rusland.

Konsekvensen heraf er ganske uomtvistelig. Det er bevist, at deltagelse i et borgerlig-demokratisk parlament selv i ugerne før sovjetrepublikkens sejr, ja selv efter denne sejr, så langtfra skader det revolutionære proletariat, at det tværtimod gør det lettere for proletariatet at vise de tilbagestående masser, hvorfor sådanne parlamenter fortjener at blive fordrevet, gør det lettere at fordrive dem til gavns, gør det lettere at få den borgerlige parlamentarisme "politisk udlevet". At ignorere denne erfaring og samtidig gøre krav på at tilhøre Kommunistisk Internationale, som skal udarbejde sin taktik internationalt (ikke som en snæver eller ensidig national, men netop som en international taktik), det vil sige at begå en grov fejl og netop svigte internationalismen i gerning samtidig med at anerkende den i ord.

Lad os nu se på de "hollandsk-venstre" argumenter til støtte for ikke-deltagelse i parlamenterne. Her er den vigtigste af de ovennævnte "hollandske" teser, tese nr. 4:

"Når det kapitalistiske produktionssystem er brudt sammen, og samfundet befinder sig i en tilstand af revolution, taber den parlamentariske virksomhed gradvis betydning i forhold til selve massernes aktioner. Når parlamentet under disse omstændigheder bliver centrum og organ for kontrarevolutionen, medens på den anden side arbejderklassen opbygger sine magtinstrumenter i form af sovjetterne, kan det endog vise sig nødvendigt at holde sig fra al deltagelse i parlamentarisk virksomhed."

Den første sætning er oplagt urigtig, for massernes aktioner – for eksempel en storstrejke - er altid vigtigere end parlamentarisk virksomhed, absolut ikke blot under revolution eller i en revolutionær situation. Dette oplagte uholdbare, historisk og politisk urigtige argument viser kun med særlig tydelighed, at forfatterne absolut ikke har taget hensyn til hverken de almeneuropæiske erfaringer (de franske op til revolutionerne i 1848 og 1870, de tyske fra 1878 til 1890 o.s.v.) eller de russiske (se ovenfor) erfaringer om betydningen af at forene legal og illegal kamp. Dette spørgsmål har såvel generelt som specielt overmåde stor betydning, idet vi i alle civiliserede lande hurtigt nærmer os en tid, hvor en sådan forening af kampformer bliver mere og mere uomgængelig for det revolutionære proletariats parti – og til dels allerede er blevet det – fordi proletariatets borgerkrig mod bourgeoisiet tager til og rykker stadig nærmere, fordi de republikanske og overhovedet borgerlige regeringer iværksætter rasende forfølgelser af kommunisterne ved på alle måder at bryde legaliteten (man behøver blot at se på Amerikas eksempel) o.s.v. Dette overmåde vigtige spørgsmål har hollænderne og venstre-folkene i almindelighed overhovedet ikke forstået.

Den anden sætning er for det første historisk urigtig. Vi bolsjevikker deltog i de mest kontrarevolutionære parlamenter, og erfaringen viste, at en sådan deltagelse ikke blot var nyttig, men også nødvendig for det revolutionære proletariats parti netop efter den første borgerlige revolution i Rusland (1905) for at forberede den anden borgerlige revolution (februar 1917) og derefter den socialistiske revolution (oktober 1917). For det andet er sætningen forbløffende ulogisk. Konsekvensen af, at parlamentet bliver organ og "centrum" for kontrarevolutionen (i forbigående sagt har det aldrig været og kan aldrig blive et sådant "centrum"), mens arbejderne skaber deres magtinstrumenter i form af sovjetterne, er, at arbejderne må forberede sig – forberede sig idémæssigt, politisk og teknisk – på sovjetternes kamp mod parlamentet, på sovjetternes fordrivelse af parlamentet. Men konklusionen heraf er på ingen måde, at en sådan fordrivelse skulle blive vanskeligere eller ikke lettere, når der findes en sovjetisk opposition inden for det kontrarevolutionære parlament. Ikke en eneste gang under vor sejrrige kamp mod Denikin og Koltjak har vi oplevet, at eksistensen af en sovjetisk, proletarisk opposition hos dem var ligegyldig for vor sejr. Vi ved udmærket, at fordrivelsen af den Konstituerende Forsamling den 5. januar 1918 ikke blev vanskeligere, men lettere for os ved, at der i denne kontrarevolutionære Konstituerende Forsamling, som skulle fordrives, var både en konsekvent bolsjevikisk og en inkonsekvent venstre-socialrevolutionær sovjetisk opposition. Tesens forfattere er kommet helt på vildspor og har glemt erfaringerne fra en hel række, om ikke alle revolutioner, som viser, hvor overordentligt nyttigt det er under revolutioner at kombinere masseaktioner uden for det reaktionære parlament med en opposition indenfor, som sympatiserer med (eller endnu bedre, direkte støtter) revolutionen. Hollænderne og "venstre"-folkene overhovedet ræsonnerer her som revolutionsdoktrinære, der aldrig har deltaget i en virkelig revolution, eller ikke grundigt har tænkt over revolutionernes historie, eller naivt tror, at en subjektiv "afvisning" af en bestemt reaktionær institution er det samme som en virkelig ødelæggelse af den gennem en hel række objektive faktorers samvirkende kræfter.

Det sikreste middel til at kompromittere en ny politisk (og ikke blot en politisk) idé og skade den er, at man, under påskud af at forsvare den, fører den ud i det absurde. Man kan nemlig føre enhver sandhed ud i det absurde, når man gør den "eksorbitant" (som Dietzgen senior sagde), når man overdriver den, anvender den uden for dens virkelige anvendelsesområde, ja, under disse betingelser bliver den uvægerligt absurd. Netop denne bjørnetjeneste gjorde hollandske og tyske venstre-folk den nye sandhed, at sovjetmagten er borgerlig-demokratiske parlamenter overlegen. Selvfølgelig, den der på gammeldags og generel vis vil sige, at man ikke under nogen omstændigheder bør afstå fra at deltage i borgerlige parlamenter, vil ikke have ret. Jeg skal ikke her forsøge at formulere de betingelser, under hvilke boykot er nyttig, for denne artikels opgave er den langt mere beskedne at vurdere russiske erfaringer i forbindelse med nogle af den internationale kommunistiske taktiks brændende spørgsmål. De russiske erfaringer har vist os en vellykket og rigtig (1905) og en anden fejlagtig (1906) anvendelse af boykot fra bolsjevikkernes side. En analyse af det første eksempel viser os, at det lykkedes at hindre indkaldelsen af det reaktionære parlament fra de reaktionære magthaveres side i en situation, hvor massernes udenomsparlamentariske revolutionære aktioner (især strejker) voksede med enestående hast, hvor intet lag af proletariatet eller bønderne kunne yde de reaktionære magthavere støtte, og hvor det revolutionære proletariat sikrede sig indflydelse på brede, efterblevne masser gennem strejkekampe og agrarbevægelse. Det er ganske øjensynligt, at denne erfaring ikke kan anvendes på de nuværende europæiske forhold. Det er ligeledes ganske øjensynligt – af ovenfor anførte grunde - at når hollænderne og "venstre"- folkene om end betinget forsvarer en afvisning af deltagelse i parlamenterne, er det i bund og grund urigtigt og skadeligt for det revolutionære proletariats sag.

I Vesteuropa og Amerika har parlamentet gjort sig særlig forhadt blandt revolutionære og progressive fra arbejderklassen. Det er ubestrideligt. Og det er fuldtud forståeligt, for man kan vanskeligt forestille sig noget mere infamt, gement og forræderisk end den opførsel, det overvældende flertal af socialistiske og socialdemokratiske parlamentsmedlemmer har udvist under og efter krigen. Det ville imidlertid ikke blot være uklogt, men direkte forbryderisk at give efter for disse stemninger, når man skal afgøre spørgsmålet om, hvordan man skal bekæmpe dette almindeligt anerkendte onde. I mange vesteuropæiske lande optræder den revolutionære stemning nu om man må sige som en "nyhed", en "sjældenhed", som man alt for længe forgæves, utålmodigt har ventet på, og måske er det derfor, man så let falder for denne stemning. Naturligvis kan en revolutionær taktik ikke omsættes i handling uden revolutionær stemning hos masserne, uden betingelser, som begunstiger væksten af en sådan stemning, men i Rusland er vi gennem alt for langvarige, tunge og blodige erfaringer blevet overbevist om den sandhed, at revolutionær taktik ikke kan bygges på revolutionær stemning alene. Taktikken må bygge på en nøgtern, strengt objektiv vurdering af alle klassekræfter i den pågældende stat (og i de omliggende stater, i alle stater i verdensmålestok) og tillige på en vurdering af de revolutionære bevægelsers erfaringer. At vise sin "revolutionære indstilling" alene ved at skælde ud på parlamentarisk opportunisme, alene ved at afvise deltagelse i parlamenterne er meget let, men netop fordi det er for let, er det ikke nogen løsning på en vanskelig, meget vanskelig opgave. At skabe en virkelig revolutionær parlamentsfraktion i europæiske parlamenter er langt vanskeligere end i Rusland. Naturligvis. Men det er kun et specielt udtryk for den almene sandhed, at det var let for Rusland i den konkrete, historisk overordentlig originale situation i 1917 at begynde den socialistiske revolution, mens det vil være vanskeligere for Rusland end for de europæiske lande at fortsætte den og føre den til ende. Jeg havde allerede i begyndelsen af 1918 anledning til at påpege denne omstændighed, og de følgen de to års erfaringer har til fulde bekræftet rigtigheden af denne betragtning. Sådanne specifikke betingelser som 1) muligheden for at forbinde sovjetomvæltningen med ophøret (takket være denne omvæltning) af den imperialistiske krig, der havde påført arbejderne og bønderne usandsynlige lidelser, 2) muligheden for en tid at udnytte den desperate kamp mellem de imperialistiske røvere, som stod delt i to grupper af verdensmagter, der ikke kunne enes om at bekæmpe den sovjetiske fjende, 3) muligheden for at udholde en forholdsvis langvarig borgerkrig, delvis takket være landets gigantiske udstrækning og dårlige samfærdselsmidler, 4) eksistensen af en så dybtgående borgerlig-demokratisk revolutionær bevægelse blandt bønderne, at proletariatets parti overtog de revolutionære krav, som var opstillet af bøndernes parti (de socialrevolutionære, et parti, hvis flertal stod helt igennem fjendtligt over for bolsjevismen), og straks gennemførte dem, takket være proletariatets erobring af den politiske magt – sådanne specifikke betingelser er ikke til stede i Vesteuropa nu, og sådanne eller lignende betingelser kommer ikke så let igen. Blandt andet derfor foruden af en række andre årsager er det i Vesteuropa vanskeligere end hos os at begynde den socialistiske revolution. At prøve på at "undgå" denne vanskelighed ved at "springe over" det vanskelige arbejde med at udnytte reaktionære parlamenter til revolutionære formål er ren og skær barnagtighed. Man ønsker at skabe et nyt samfund? Og så er man bange for vanskelighederne ved at skabe en god parlamentsfraktion af overbeviste, hengivne og heltemodige kommunister i det reaktionære parlament! Er det måske ikke barnagtigt? Når Karl Liebknecht i Tyskland og Z. Höglund i Sverige endog uden massernes støtte nedefra har kunnet præstere eksempler på virkelig revolutionær udnyttelse af reaktionære parlamenter, hvorfor skulle så et hurtigt voksende revolutionært masseparti ikke være i stand til, i efterkrigstiden, hvor masserne er skuffede og forbitrede, at opbygge en kommunistisk fraktion i de værste parlamenter?! Netop fordi de efterblevne masser af arbejdere og – i endnu højere grad – af småbønder i Vesteuropa langt mere end i Rusland er gennemsyret af borgerlig-demokratiske og parlamentariske fordomme, netop derfor er det kun ved at være inden for sådanne institutioner som de borgerlige parlamenter, at kommunisterne kan (og skal) føre deres langvarige, hårdnakkede kamp uden at give op for nogen vanskelighed for at afsløre, splitte og overvinde disse fordomme.

De tyske "venstre"-folk beklager sig over dårlige "førere" i deres parti, henfalder i fortvivlelse og svinger sig op til en latterlig "forkastelse" af "førere". Men under forhold, hvor man ofte må skjule "førerne" i underjordisk arbejde, er det særlig vanskeligt at udvikle gode, pålidelige, prøvede og autoritative "førere", og det er umuligt at overvinde disse vanskeligheder uden at kombinere legalt arbejde med illegalt, uden at prøve "førerne" blandt andet også på den parlamentariske arena. Kritikken – den skarpeste, den mest skånselsløse og uforsonlige kritik – skal rettes, ikke mod parlamentarismen eller parlamentarisk virksomhed, men mod de førere, som ikke forstår at udnytte – og i endnu højere grad mod dem, som ikke ønsker at udnytte – parlamentsvalgene og parlamentstribunen revolutionært, kommunistisk. Kun en sådan kritik – naturligvis forbundet med afsættelse af uduelige førere og udskiftning af dem med duelige – vil være nyttigt og frugtbringende revolutionært arbejde, som både opdrager "førerne", så de bliver arbejderklassen og de arbejdende masser værdige, og masserne, så de lærer at orientere sig rigtigt i en politisk situation og at forstå de ofte meget komplicerede og forviklede opgaver, som udspringer af en sådan situation. [1]

Noter

[1]: