Jeg foreslår, at kammeraterne drøfternedenstående forslag til teser om det nationale og kolonialespørgsmål til forelæggelse på Kominterns2. kongres, og anmoder alle kammerater, især da de kammerater,som har konkret kendskab til et eller andet af disse kompliceredeproblemer, om at give deres vurdering eller ændringsforslageller supplement eller konkrete redegørelse i den allerkortesteform (højst to-tre små sider), især om følgendepunkter:
Østrigske erfaringer
Polsk-jødiske og ukrainske erfaringer.
Elsass-Lothringen og Belgien.
Irland.
Det dansk-tyske forhold. Det italiensk-franske og det italiensk-slaviske.
Balkan-erfaringer.
Orientalske folk.
Kampen mod pan-islamismen.
Forholdene i Kaukasus.
Den Basjkirske og den Tatariske republik.
Kirgisistan.
Turkestan, erfaringerne dér.
Negrene i Amerika.
Kolonierne.
Kina - Korea - Japan.
N. Lenin
5. juni 1920
Det ligger i det borgerlige demokratis natur at behandleproblemet lighed, indbefattet national lighed, på en abstrakteller formel måde. Det borgerlige demokrati taler om lighedmellem mennesker i almindelighed og proklamerer dermed en formeleller juridisk lighed mellem besidderen og proletaren, mellemudbytteren og den udbyttede, hvad der er et stort bedrageri modde undertrykte klasser. Bourgeoisiet forvandler lighedens idé,der selv er en genspejling af forholdene under vareproduktionen,til et middel i kampen mod klassernes afskaffelse, idet bourgeoisietvil påstå, at der hersker absolut lighed mellem mennesker.Kravet om lighed får først virkeligt indhold, nårdet opfattes som et krav om klassernes afskaffelse.
Det kommunistiske parti, som er den bevidste talsmandfor proletariatets kamp for at afkaste bourgeoisiets åg,må i overensstemmelse med sin hovedopgave, bekæmpedet borgerlige demokrati og afsløre dets løgn oghykleri, behandle også det nationale spørgsmålsådan, at det ikke lægger abstrakte og formelle princippertil grund, men for det første foretager en præcisvurdering af den konkrete historiske og navnlig den økonomiskesituation; for det andet drager en nøjagtig skillelinjemellem de undertrykte klassers, de arbejdendes og udbyttedes interesser,og det almene begreb folkeinteresser overhovedet, et begreb derkendetegner den herskende klasses interesser; for det tredje ligeså nøjagtigt skelne mellem undertrykte, afhængige,mindreberettigede nationer og undertrykkernationer, udbytternationermed alle rettigheder - i modsætning til den borgerligt-demokratiskeløgn, der udvisker en kendsgerning, som er karakteristiskfor finanskapitalens og imperialismens epoke, nemlig at et ringemindretal af stenrige, førende kapitalistiske lande læggerdet uhyre flertal af jordens befolkning i koloniale og finansielleslavelænker.
Den imperialistiske krig 1914-1918 har særligtydeligt åbenbaret for alle nationer og undertrykte klasserverden over, hvor løgnagtige de borgerlig-demokratiskefraser er, idet praksis har vist, at de meget omtalte "vestligedemokratiers" Versailles-traktat er en endnu grovere og frækkerevoldshandling mod de svage nationer end de tyske junkeres og dereskejsers Brest-Litovsk traktat. Folkeforbundet og Ententens heleefterkrigspolitik demonstrerer denne sandhed endnu klarere ogskarpere, hvad der overalt skærper den revolutionærekamp, der føres såvel af de fremskredne landes proletariatsom af de koloniale og afhængige landes arbejdende masser,og fremskynder et sammenbrud af de småborgerligt nationaleillusioner om, at nationerne under kapitalismen skulle kunne leveligestillede og fredeligt sammen.
Af de nævnte grundsætninger fremgår,at Kominterns hele politik i det nationale og koloniale spørgsmålmå bygge på en tilnærmelse mellem proletarerneog de arbejdende masser i alle nationer og lande til fællesrevolutionær kamp for at styrte godsejerne og bourgeoisiet.Thi kun en sådan gensidig tilnærmelse giver sikkerhedfor en sejr over kapitalismen, hvad der er en forudsætningfor at afskaffe den nationale undertrykkelse og mangelen pånational ligeberettigelse.
Den politiske verdenssituation har nu sat proletariatetsdiktatur på dagsordenen, og alle tildragelser i verdenspolitikkensamler sig nødvendigvis om det ene centrale punkt, nemligverdensbourgeoisiets kamp mod den russiske sovjetrepublik, deruundgåeligt bliver samlingspunkt, dels for sovjetbevægelsenblandt de fremskredne arbejdere i alle lande, dels for den nationalefrihedsbevægelse i kolonierne og de undertrykte nationaliteter,som af bitter erfaring har lært, at der ikke findes andenredning for dem end sovjetmagtens sejr over verdensimperialismen.
Følgelig kan man ikke i vore dage nøjesmed blot at anerkende eller proklamere en tilnærmelse mellemde forskellige nationers arbejdende, men må føreen politik, der virkeliggør det nærest mulige forbundmellem alle nationale og koloniale frihedsbevægelser ogSovjetrusland, idet man fastlægger formerne for et sådantforbund efter det udviklingstrin, den kommunistiske bevægelseblandt det enkelte lands proletariat eller den borgerlig-demokratiskefrihedsbevægelse blandt arbejdere og bønder i detilbagestående lande eller nationer har nået.
Føderationen er en overgangsform til fuldstændigenhed af de forskellige nationers arbejdende. Føderationenhar allerede i praksis vist sin formålstjenlighed, såveli RSFSR's forhold til de øvrige sovjetrepublikker (denungarske, finske, 1) lettiske 2) i fortiden, den aserbajdsjanske,ukrainske i nutiden), som inden for RSFSR i forholdet til de nationaliteter,der ikke tidligere havde hverken statslig eksistens eller autonomi(f.eks. de basjkirske og tatariske autonome republikker i RSFSR,oprettede i 1919 og 1920).
I denne henseende er det Kominterns opgave såvelat videreudvikle som at studere og gennemprøve de erfaringer,der gøres med disse nye føderationer, der vil opståpå basis af sovjetsystemet og sovjetbevægelsen. Nårman anerkender føderationen som overgangsform til fuldstændigenhed, må man stile efter et mere og mere snævertføderativt forbund og have for øje, for det første,at det er umuligt at hævde sovjetrepublikkernes eksistens,omgivet som de er af hele verdens militært langt stærkereimperialistiske magter, medmindre der består et ganske snævertforbund mellem sovjetrepublikkerne; for det andet, at et snævertøkonomisk forbund mellem sovjetrepublikkerne er nødvendigtfor at kunne genskabe de produktivkræfter, imperialismenhar ødelagt, og sikre de arbejdendes velfærd; fordet tredje, at der består en tendens til at oprette en fællesverdensøkonomi som en helhed, der reguleres af alle nationersproletariat efter fælles plan, en tendens, der træderganske klart frem allerede under kapitalismen, og som ubetingetskal udvikles yderligere og bringes til fuldendelse under socialismen.
Hvad de indenrigske relationer angår, kan Kominternsnationale politik ikke indskrænke sig til den tomme, formelle,rent deklaratoriske og praktisk ikke bindende anerkendelse afnationernes ligeberettigelse, som de borgerlige demokrater begrænsersig til, ligegyldigt om de direkte kalder sig borgerlige demokrater,eller de dølger sig bag navnet socialister, sådansom II Internationales socialister.
Ikke blot må de kommunistiske partiers propagandaog agitation - i og uden for parlamentet - uafladeligt afslørede stadige krænkelser, som i alle kapitalistiske statersker af nationernes ligeberettigelse og af garantierne for denationale mindretals rettigheder på trods af disse staters"demokratiske" forfatninger, men det er for det førsteogså nødvendigt bestandigt at redegøre for,at kun sovjetsystemet er i stand til at give nationerne virkeligligeberettigelse, ved først at samle proletarerne og dernæstde arbejdendes samlede masse til kamp mod bourgeoisiet; for detandet er det nødvendigt, at alle kommunistiske partieryder direkte hjælp til de revolutionære bevægelseri de afhængige eller ikke-ligeberettigede nationer (f.eks.i Irland, Amerikas negre osv.) og i kolonierne.
Uden denne sidste, særlig vigtige betingelseer og bliver kampen mod undertrykkelsen af de afhængigenationer og kolonierne ligesom anerkendelsen af deres ret tilstatslig løsrivelse en falsk etikette, sådan somvi ser det hos II Internationales partier.
At anerkende internationalismen i ord, mens man ipraksis, i al propaganda, agitation og praktisk arbejde forfalskerden med spidsborgerlig nationalisme og pacifisme, er noget ganskesædvanligt, ikke blot blandt II Internationales partier,men også blandt dem, der er trådt ud af denne Internationale,ja, ofte endda blandt dem, der nu kalder sig kommunistiske. Kampenmod dette onde, mod de mest indgroede, småborgerligt nationalefordomme, rykker des mere i forgrunden, jo mere dagsaktuelt detbliver at forvandle proletariatets diktatur fra et nationalt diktatur(som altså kun består i et enkelt land og ikke kanbestemme verdenspolitikken) til et internationalt (dvs. proletariatetsdiktatur i hvert fald i nogle fremskredne lande, såledesat det kan øve afgørende indflydelse på heleverdenspolitikken). Den småborgerlige nationalisme kalderdet for internationalisme af anerkende nationernes ligeberettigelseog intet mere, og (rent bortset fra en sådan anerkendelsesrent formelle karakter) den rører således ikke vedden nationale egoisme, mens den proletariske internationalismefor det første forlanger, at de interesser, der knyttersig til den proletariske kamp i et enkelt land, skal underordnesde interesser, der knytter sig til kampen i verdensmålestok;for det andet forlanger den, at de nationer, der har hidførtsejren over bourgeoisiet, skal have evne og vilje til at bringede største nationale ofre for at styrte den internationalekapital.
I de allerede fuldstændig kapitalistiske stater,hvor der findes arbejderpartier, som virkelig er proletariatetsfortrop, er kampen mod de opportunistiske og spidsborgerlige pacifistiskeforvanskninger af internationalismens begreb og politik altsåden første og vigtigste opgave.
Hvad angår de mere tilbagestående staterog nationer, hvor feudale eller patriarkalske og patriarkalsk-bondeprægedeforhold er fremherskende, må man navnlig have for øje:
for det første nødvendigheden af, atalle kommunistiske partier yder den borgerlig-demokratiske frihedsbevægelsei disse lande hjælp; pligten til at yde den mest aktivehjælp påhviler i første række arbejdernei det land, til hvilket den tilbagestående nation ståri kolonialt eller finansielt afhængighedsforhold;
for det andet nødvendigheden af at bekæmpegejstligheden og andre reaktionære og middelalderlige elementer,der har indflydelse i de tilbagestående lande;
for det tredje nødvendigheden af at bekæmpepan-islamismen og lignende strømninger, der forsøgerpå at koble frihedsbevægelsen mod den europæiskeog amerikanske imperialisme sammen med en styrkelse af khanernes,godsejernes, mullahernes og andre herskabers position;
for det fjerde nødvendigheden af at yde specielstøtte til bondebevægelsen i de tilbageståendelande mod godsejerne, mod den store jordbesiddelse, mod alle håndeudslag og rester af feudalisme; man må stile efter at givebondebevægelsen en så revolutionær karaktersom muligt og at etablere det snævrest mulige forbund mellemVesteuropas kommunistiske proletariat og bøndernes revolutionærebevægelse i østen, i kolonierne, i de tilbageståendelande overhovedet; især må alt gøres for atfå sovjetsystemets grundprincipper anvendt i lande, hvorfør-kapitalistiske forhold hersker, ved at oprette "dearbejdendes sovjetter" osv.;
for det femte nødvendigheden af energisk kampmod forsøgene på at give borgerlig-demokratiske frihedsstrømningeri de tilbagestående lande et kommunistisk skær; KommunistiskInternationale bør kun støtte borgerlig-demokratiskenationale bevægelser i kolonierne og de tilbageståendelande på den betingelse, at elementerne til de fremtidigeproletariske partier, der er kommunistiske ikke alene af navn,i alle tilbagestående lande samles og opdrages i bevidsthedenom deres særlige opgaver, nemlig at bekæmpe borgerlig-demokratiskebevægelser inden for deres egen nation; Kommunistisk Internationalebør indgå et midlertidigt forbund med det borgerligedemokrati i kolonierne og de tilbagestående lande, men måikke smelte sammen med det og må ubetinget bevare den proletariskebevægelses selvstændighed, selv i dens spædesteform;
for det sjette nødvendigheden af, at det uafladeligtforklares og afsløres blandt de bredeste arbejdende masseri alle lande, navnlig de tilbagestående, hvilket bedrageride imperialistiske magter systematisk begår, når deopretter stater, som angiveligt er politisk uafhængige,men som er helt afhængige af dem i økonomisk, finansielog militær henseende; i vor tids internationale situationfindes der ingen anden redning for de afhængige og svagenationer end et forbund af sovjetrepublikker.
De imperialistiske magters århundredlange undertrykkelseaf koloniale og svage nationaliteter har ikke alene efterladtsig bitterhed blandt de undertrykte landes arbejdende masser,men også mistro til undertrykkernationerne i det hele taget,også til disse nationers proletariat. Denne fuldt ud berettigedemistro kunne kun styrkes ved det skammelige forræderi, somflertallet af dette proletariats officielle førere begikmod socialismen i årene 1914-1919, dengang de på socialchauvinistiskvis brugte "fædrelandsforsvaret" til at dækkeover, at forsvaret gjaldt "deres" bourgeoisis "ret"til at undertrykke kolonierne og udplyndre de finansielt afhængigelande. På den anden side, jo mere tilbagestående etland er, des stærkere præges det af småproduktioni landbruget, af patriarkalske forhold og ravnekrogsliv, hvadder uundgåeligt forlener de dybest liggende småborgerligefordomme, nemlig den nationale egoisme og den nationale indskrænkethed,med særlig styrke og hårdnakkethed. Eftersom dissefordomme først kan forsvinde, efter at imperialismen ogkapitalismen er forsvundet i de fremskredne lande, og efter athele grundlaget for de tilbagestående landes økonomiskeliv er undergået en radikal forandring, kan disse fordommeshendøen kun blive meget langsom. Derfor er det en pligtfor det bevidste kommunistiske proletariat i alle lande at tagesærlig forsigtigt og særlig opmærksomt påoverleverede nationale følelser i de længst undertryktelande og nationaliteter, og det er tillige en pligt at gørevisse indrømmelser for at opnå en hurtigere overvindelseaf den nævnte mistro og de nævnte fordomme. Hvis proletariatetog dernæst de arbejdende masser i alle lande og nationerverden over ikke stræber efter et frivilligt forbund, enfrivillig enhed, kan arbejdet for at besejre kapitalismen ikkekrones med held.