| Tilbage |
Vi har set, at imperialismen efter sit økonomiske væsen er monopolistisk kapitalisme. Allerede herved er imperialismens historiske placering bestemt; for monopolet, som vokser op på den fri konkurrences jordbund, født netop af den fri konkurrence, ligger på overgangen fra den kapitalistiske til en højere økonomisk samfundsordning. Her skal især de fire vigtigste arter af monopoler eller af fremtrædelsesformer for den monopolistiske kapitalisme fremhæves, idet de er karakteristiske for den undersøgte epoke.
For det første: monopolet er opstået af produktionens koncentration på et meget højt udviklingstrin. Det er kapitalisternes monopolistiske sammenslutninger: karteller, syndikater og truster. Vi har set, hvilken betydningsfuld rolle de spiller i nutidens økonomiske liv. Ved begyndelsen af det 20. århundrede fik de fuldstændig overtaget i de fremskredne lande, og selv om de første skridt til kartelaftaler blev gjort i lande med høj beskyttelsestold (Tyskland, Amerika), så kan England med sit frihandelssystem kun ganske kort tid efter opvise de samme grundlæggende forhold: monopolernes opståen af produktionens koncentration.
For det andet: monopolerne har i forstærket grad ført til bemægtigelse af de vigtigste råstofkilder, særlig i de kapitalistiske samfunds vigtigste – og stærkest kartellerede – industrier: kul- og jernindustrien. Den monopolistiske besiddelse af de vigtigste råstofkilder har forøget storkapitalens magt enormt og skærpet modsætningerne mellem de kartellerede og ikke-kartellerede industrier.
For det tredje: monopolet er vokset frem af bankerne. Disse har forvandlet sig fra beskedne formidlere til finanskapitalens monopolindehavere. En tre til fem storbanker har i hvert fald af de kapitalistisk højest udviklede nationer skabt en »personalunion« mellem industri- og bankkapitalen og har samlet sig hele råderetten over milliarder og atter milliarder, over størstedelen af alle landets kapitalværdier og pengeindkomster. Finansoligarkiet, som uden undtagelse spænder et tæt net af afhængighedsforhold over alle økonomiske og politiske institutioner i det moderne borgerlige samfund, er dette monopols mest markante fremtrædelsesform.
For det fjerde: monopolet er opstået af kolonipolitikken: Til kolonipolitikkens talrige »gamle« motiver føjede finanskapitalen kampen om råstofkilderne, om kapitaludførsel, om »indflydelsessfærer« – dvs. områder for profitable forretninger, koncessioner og monopolistiske profitter osv. – og endelig kampen om det økonomiske område overhovedet. Da f.eks. de europæiske magter kun havde en tiendedel af Afrika som deres kolonier, som det var tilfældet endnu i 1876, da kunne kolonipolitikken udfolde sig i ikke-monopolistisk form, kunne så at sige »på fribyttervis« bemægtige sig land. Men da (henved 1900) ni tiendedele af Afrika allerede var besat, da hele verden var delt, da begyndte uundgåeligt den monopolistiske kolonibesiddelses æra, og følgelig en særlig skærpet kamp om opdeling og nyopdeling af verden.
I hvor høj grad den monopolistiske kapitalisme har skærpet kapitalismens modsigelser er almindeligt bekendt. Det er tilstrækkeligt at henvise til de stigende priser og kartellernes tryk. Denne tilspidsning af modsigelser udgør den mægtigste drivkraft i den historiske overgangsperiode, som indledes med den internationale finanskapitals endelige sejr.
Monopol, oligarki, stræben efter herredømme i stedet for frihed, og efter få rige og mægtige nationers udbytning af et stadig større antal små eller svage nationer – alt dette skabte de kendetegn hos imperialismen, som bevirker, at vi karakteriserer den som snyltende eller forfaldende kapitalisme. Mere og mere udpræget ytrer sig en af imperialismens tendenser, skabelsen af »rentierstaten«, ågerstaten, hvis bourgeoisi mere og mere lever af kapitaleksport og kuponklipning. Det ville være fejlagtigt at tro, at denne tendens til indre forfald udelukker en hurtig vækst af kapitalismen; aldeles ikke. Enkelte industrigrene, enkelte lag af bourgeoisiet og enkelte lande åbenbarer i imperialismens tidsalder stærkere eller svagere snart den ene snart den anden af disse tendenser. I det store og hele vokser kapitalismen betydeligt hurtigere end tidligere. Denne vækst er imidlertid ikke alene i almindelighed mere og mere uregelmæssig, men uregelmæssigheden viser sig også særligt ved indre forfald i de kapitalistiske lande (England).
Om den økonomiske udviklings fart i Tyskland siger Riesser, forfatteren til et værk om de tyske storbanker: »Det ikke just langsomme fremskridt i den forrige periode (1848-1870) forholder sig til den fart, hvormed Tysklands samlede økonomi og dermed det tyske bankvæsen i denne periode (1870-1905) udviklede sig, omtrent som postkareternes tempo i det hellige romerske riges Tyskland til den hastighed, der præsteres af det moderne automobil, hvis forbisusen ganske ofte truer ikke alene de fredelige fodgængere, men også passagererne.« Men netop fordi denne finanskapital er vokset så usædvanlig hurtigt, havde den på sin side ikke noget imod at gå over til en mere »rolig« besiddelse af de kolonier, som – ikke altid med fredelige midler – kunne tages fra de mere kolonirige lande. I De Forenede Stater foregik den økonomiske udvikling i de sidste årtier endnu hurtigere end i Tyskland, og netop derfor trådte snyltertrækkene i den nyeste amerikanske kapitalisme særlig tydeligt frem. På den anden side viser en sammenligning mellem f.eks. det republikanske amerikanske bourgeoisi og det monarkistiske japanske eller tyske, at selv en så stor politisk forskel afsvækkes i højeste grad i imperialismens tidsalder – ikke fordi den i sig selv er uden betydning, men fordi det i alle disse tilfælde drejer sig om et bourgeoisi med bestemte parasitære træk.
Det, at kapitalisterne i en af de mange industrigrene eller i et af de mange lande osv. opnår stor monopolfortjeneste, giver dem økonomisk mulighed for at bestikke enkelte lag af arbejderne, ja forbigående endog en betydelig minoritet af dem og således drage dem over på den givne industrigrens eller den givne nations bourgeoisis side imod alle de andre. Denne tendens forstærkes af den forstærkede antagonisme mellem de imperialistiske nationer angående verdens opdeling. Der opstår således en sammenhæng mellem imperialisme og opportunisme, en sammenhæng, som tidligst og stærkest viste sig i England, fordi visse imperialistiske træk i udviklingen her viste sig langt tidligere end i andre lande. En del forfattere, f. eks. L. Martov, ynder at affærdige den kendsgerning, at der består en sammenhæng mellem imperialismen og opportunismen i arbejderbevægelsen – en kendsgerning, der i dag er særligt iøjnefaldende – med »officielt-optimistiske« argumenter (i Kautskys og Huysmans' ånd) af denne art: sagen ville være håbløs for kapitalismens modstandere, hvis netop den fremskredne kapitalisme førte til forstærkelse af opportunismen, eller hvis netop de bedst betalte arbejdere hældede mod opportunisme osv. Man må ikke tage fejl af en sådan »optimismes« betydning: dette er optimisme til fordel for opportunismen, en optimisme, der tjener til at tilsløre opportunismen. I virkeligheden er opportunismens særlig hurtige og særlig frastødende udvikling aldeles ingen garanti for dens varige sejr, ligesom en ondartet bylds hurtige udvikling på en sund organisme kun kan fremskynde, at der går hul på den, og organismen befris for den. Farligst er i denne henseende de folk, der ikke vil forstå, at kampen mod imperialismen er en tom, forløjet frase, hvis den ikke er uløseligt forbundet med kampen mod opportunismen.
Af det, som ovenfor er sagt om imperialismens økonomiske væsen, følger, at den må betegnes som en overgangskapitalisme, eller rettere som døende kapitalisme. Det er højst lærerigt i denne sammenhæng, at ord som »sammenfletning«, »mangel på isolation« osv. er slagord hos de borgerlige nationaløkonomer, som beskriver den nyeste kapitalisme; bankerne er »foretagender, der ifølge deres opgaver og udvikling ikke har privatøkonomisk karakter, og som i stadig højere grad vokser ud over rent privatretlig regulering«. Og Riesser, som denne bemærkning stammer fra, erklærer endda med ganske alvorlig mine, at marxisternes »forudsigelse« om »samfundsmæssiggørelse« ikke er »gået i opfyldelse«!
Hvad betyder da ordet »sammenfletning«? Det sammenfatter blot de mest påfaldende træk af den proces, som foregår for vore øjne. Det viser, at betragteren ikke kan se skoven for bar træer. Det gengiver slavisk det udvendige, tilfældige, kaotiske, det forråder, at iagttageren er et menneske, der tynges af sit ubearbejdede materiale, hvis mening og betydning han ikke kan finde. Aktiebesiddelse og privatbesidderforhold »fletter sig tilfældigt ind i hinanden«. Men det, som ligger til grund for denne sammenfletning, det er de skiftende samfundsmæssige produktionsforhold. Når en storbedrift vokser op til kæmpebedrift, der planmæssigt på grundlag af præcist bearbejdet massestatistik organiserer fordelingen af det oprindelige råstof til 2/3 eller 3/4 af hele behovet for en befolkning på snese af millioner, når man systematisk organiserer transporten af dette råstof til de bedst egnede produktionssteder, der kan ligge hundreder eller tusinder kilometer fra hinanden, når én central regulerer alle produktionens skiftende stadier lige til fremstillingen af de mest forskelligartede færdigfabrikater, og når fordelingen af disse produkter til hundrede millioner af konsumenter sker efter en fælles og samlet plan (den amerikanske petroleumstrusts afsætning i Amerika og Tyskland) – så bliver det indlysende, at vi står over for en samfundsmæssiggørelse af produktionen og aldeles ikke nogen simpel »sammenfletning« det bliver klart, at de privatøkonomiske og privatejendomsretlige relationer endnu danner et hylster, som ikke længere svarer til deres indhold, og som derfor uundgåeligt må gå i forfald, når disse relationers afskaffelse trækkes kunstigt i langdrag. Og det bliver endeligt klart, at denne rådnende tilstand vel kan holde sig forholdsvis længe (om helbredelsen for den opportunistiske byld ulykkeligvis endnu skulle lade vente på sig), men at den dog uundgåeligt vil blive bragt til ophør.
Schulze-Gaevernitz, en begejstret tilhænger af tysk imperialisme udbryder:
»Når de tyske bankers ledelse i sidste instans er betroet en halv snes mænd, så er disses virksomhed allerede i dag mere betydningsfuld for folkets vel end de fleste statsministre« (»sammenfletningen« mellem bankfolk, ministre, storindustrielle og rentierer gør man bedst i at glemme her ... ). »Lad os tænke os de påviste udviklingstendenser ført ud i deres yderste konsekvens: nationens pengekapital forenet i bankerne, disse indbyrdes kartelmæssigt forbundne, nationens anlægskapital formet i værdipapirer. Så virkeliggøres Saint Simons geniale ord: 'Det nuværende anarki i produktionen, som skyldes, at de økonomiske forhold udvikler sig uden ensartet regulering, må vige for produktionens organisation. Der vil ikke mere findes isolerede driftsherrer, som uafhængigt af hinanden, uden kendskab til menneskenes økonomiske behov, former produktionen, men denne vil reguleres af en social institution. En centralmyndighed, som fra sit ophøjede stade formår at overskue den sociale økonomis vidtstrakte områder, vil ordne produktionen til gavn for almenvellet og lægge produktionsmidlerne i de rette hænder, idet den navnlig vil sørge for stadig harmoni mellem produktion og forbrug. Der findes institutioner, som har taget en vis organisation af det økonomiske arbejde op som led i deres virkefelt: bankerne!' Endnu står vi langt fra virkeliggørelsen af disse ord, men vi er på vej til at virkeliggøre dem – marxisme, anderledes end Marx tænkte sig den, men dog kun anderledes i formen«. [1]
En køn »gendrivelse« af Marx, må man sige, som gør skridtet tilbage fra Marx' eksakte videnskabelige analyse til Saint Simons anelser, som skønt geniale dog er og bliver anelser.
[1]: