Diskussion med en CIO-organisator

[I september 1938 fik Trotskij besøg i sit hjem af en CIO-funktionær fra USA. Deres diskussion blev stenograferet. Indledt af en kort redaktionel note underskrevet 'Crux', pseudonym for Trotskij, blev "den del af diskussionen, der havde generel interesse" offentliggjort i det russisksprogede Oppositionens Bulletin, november 1938. Der blev ikke brugt navne i teksten; den amerikanske fagforeningsfunktionær kaldes 'A' og 'en af Fjerde Internationales udenlandske aktivister' - Trotskij - blev kalde 'B'. ]

A: Vores fagforenings politik har til formål at forhindre total arbejdsløshed. Vi har fået arbejdet fordelt blandt alle fagforeningens medlemmer uden nedgang i timelønnen.

B: Hvor stor en del af deres tidligere løn får arbejderne nu?

A: Ca. 40%.

B: Det er jo vanvittigt! I har fået glidende arbejdstidsskala uden ændringer i timelønnen? Men det betyder jo, at den fulde vægt af arbejdsløsheden falder på arbejderne selv. I befrier borgerskabet fra at skulle ofre ressourcer på de arbejdsløse ved at lade hver arbejder ofre 3/5 af sin samlede løn.

A: Det er der en kerne af sandhed i. Men hvad kan der gøres?

B: Ikke en kerne, men hele sandheden! Den amerikanske kapitalisme lider af en kronisk og uhelbredelig sygdom. Kan I tillade jer at trøste jeres arbejdere med håbet om, at den nuværende krise har en midlertidig karakter, og at en ny velstandsperiode vil begynde i den nærmeste fremtid?

A: Personligt nærer jeg ikke den slags illusioner. Mange blandt os forstår, at kapitalismen er gået ind i en nedgangsfase.

B: Men det betyder, selvfølgelig, at i morgen vil arbejderne få 30% af deres tidligere løn; i overmorgen 25% osv. Midlertidige forbedringer er ganske vist mulige, ja uundgåelige; men den generelle kurve går mod nedgang, fornedrelse, fattigdom. Marx og Engelsk forudså dette allerede i det Kommunistiske Manifest. Hvad er jeres fagforenings og hele CIO's program?

A: Desværre kender du ikke de amerikanske arbejderes psykologi. De er ikke vant til at tænke på fremtiden. De er kun interesseret i en ting: Hvad kan der gøres nu, umiddelbart. Blandt fagforeningslederne er der naturligvis nogle, der er fuldkommen klar over de farer, der truer. Men de kan ikke ændre massernes psykologi uden videre. De amerikanske arbejderes vaner, traditioner og synspunkter holder dem nede og sætter grænser for, hvad de kan gøre. Alt dette kan ikke ændres på en dag.

B: Er du sikker på, at historien vil give tilstrækkelig mange år til forberedelse? Den amerikanske kapitalismes krise har 'amerikansk' tempo og omfang. En robust organisme, som ikke har kendt til sygdom før, begynder at bryde sammen meget hurtigt, når den når til et vist punkt. Kapitalismens opløsning betyder samtidig en direkte og umiddelbar trussel mod demokratiet, uden hvilket fagforeningerne ikke kan eksistere. Tror du f.eks., at borgmester Hague [1] er et tilfælde?

A: Nej, nej. Det tror jeg absolut ikke. Jeg har haft en del møder i den forløbne periode med fagforeningsfolk om dette emne. Jeg mener, at vi i alle staterne allerede - under et eller andet navn - har en reaktionær organisation parat, som kan blive en støtte for fascismen på nationalt plan. Det skal vi ikke komme til at vente 15 eller 20 år på. Fascismen kan vinde hos os i løbet af tre eller fire år.

B: Hvad er så...?

A: Vores program? Jeg forstår dit spørgsmål. Det er en vanskelig situation; nogle alvorlige skridt er nødvendige. Men jeg kan ikke se de nødvendige kræfter og de nødvendige ledere til det.

B: Betyder det så kapitulation uden kamp?

A: Det er en vanskelig situation, Jeg må indrømme, at flertallet af fagforeningsaktivisterne ikke ser, eller ikke ønsker at se faren, Vores fagforeninger er, som du ved vokset usædvanlig meget på kort tid. Det er naturligt, at CIO-lederne er præget af urealistisk optimisme. De er tilbøjelige til at tage let på problemerne. Regeringen har ikke alene gennemskuet dem, den leger oven i købet med dem. Det er de ikke vant til fra tidligere. Det er naturligt, at det snurrer rundt for dem. Denne behagelige svimlen er ikke befordrende for kritisk tænkning. De nyder dagens glæder uden at bekymre sig om i morgen.

B: Præcist: Jeg er fuldkommen enig med dig. Men CIO's succes er midlertidig. Den er bare et symptom på, at USA's arbejderklasse er begyndt at bevæge sig, har brudt med sin rutine, søger efter nye måder at redde sig væk fra den truende afgrund på. Hvis jeres fagforeninger ikke finder nye veje, vil de blive knust. Hague er allerede stærkere end Lewis; fordi Hague, trods sine begrænsede forhold, nøjagtig ved, hvad han vil, mens Lewis ikke ved det. Det kan meget vel ske, at jeres chefer vågner op fra deres 'behagelige svimlen' for at finde sig selv i koncentrationslejre.

A.: Desværre har USA's historie med sine ubegrænsede muligheder og sin individualisme ikke lært vores arbejdere at tænke socialt. Det er nok at sige, at højst 15% af de organiserede arbejdere kommer til fagforeningsmøder. Det giver noget at tænke over.

B: Men måske er grunden for de 85% fravær, at talerne ikke har noget at sige til de menige medlemmer.

A: Hmmm. Det er til en vis grad sandt. Den økonomiske situation er sådan, at vi er nødt til at holde arbejderne tilbage, at bremse bevægelsen, at trække os tilbage. Det kan arbejderne naturligvis ikke lide.

B: Her er vi nået frem til sagens kerne. Det er ikke medlemmerne, der har skylden; det er lederne. I kapitalismens klassiske epoke var fagforeningerne også i vanskelige situationer i kriseperioder og var tvunget til at trække sig tilbage, mistede en del af medlemmerne: brugte deres reservefonds. Men dengang var der i det mindste forsikringen om, at det næste opsving ville tillade at indhente tabene og mere til. I dag er der ikke det mindste håb om dette. Fagforeningerne vil blive mindre og mindre. Jeres organisation, CIO, kan bryde sammen lige så hurtigt som den opstod.

A: Hvad kan der gøres?

B: Først og fremmest må man fortælle masserne, hvad der er hvad. Det er utilladeligt at lege skjul. Du kender naturligvis de amerikanske arbejdere bedre end jeg. Ikke desto mindre kan jeg forsikre dig om, at du ser på dem med gamle briller. Masserne er umådeligt bedre, mere modige og resolutte end deres ledere. CIO's hurtige udvikling viser, at den amerikanske arbejder har forandret sig radikalt under indtryk af de forfærdelige økonomiske stød i efterkrigstiden. især det sidste årti. Da I viste lidt initiativ ved at opbygge mere kæmpende fagforeninger, reagerede arbejderne med det samme og gav jer en usædvanlig og hidtil uset støtte. I har ingen ret til at klage over masserne. Og hvad med de såkaldte sit-down-strejker? Det var ikke lederne, der udtænkte dem, men arbejderne selv. Er det ikke et ufejlbarligt tegn på, at de amerikanske arbejdere er parat til at gå over til mere afgørende kampmidler? Borgmester Hague er et direkte produkt af sitdown-strejkerne. Desværre har ingen i fagforeningernes toplag endnu vovet at udlede så dristige konklusioner af den skærpede sociale kamp, som den kapitalistiske reaktion har. Det er nøglen til situationen. Kapitalens ledere tænker og handler umådeligt mere fast, konsistent, dristigt end proletariatets ledere - disse skeptikere, rutinister, bureaukrater, som kvæler massernes kampånd. Det er heraf, at faren for fascismens sejr udspringer, måske inden for et kort stykke tid. Arbejderne kommer ikke til jeres møder, fordi de instinktivt føler utilstrækkeligheden, det manglende indhold, livløsheden, falskheden i jeres program. Fagforeningslederne udspreder almindeligheder i et øjeblik, hvor enhver arbejder føler katastrofen over hovedet. Man må finde et sprog, der svarer til de virkelige forhold i den rådnende kapitalisme og ikke til bureaukratiske illusioner.

A: Jeg har allerede sagt, at jeg ikke ser nogle ledere. Der er adskilte grupper, sekter, men jeg ser ingen, der kan forene de arbejdende masser, selv om jeg er enig med dig i, at masserne er parate til at kæmpe.

B: Problemet er ikke lederne, men programmet. Det korrekte program ikke alene vækker masserne, det træner også lederne.

A: Hvad anser du for et korrekt program?

B: Du ved, at jeg er marxist; mere præcist, bolsjevik. Mit program er meget kort og enkelt: socialistisk revolution. Men jeg kræver ikke, at lederne af fagbevægelsen umiddelbart skal antage Fjerde Internationales program. Hvad jeg beder om, er, at de drager konklusionerne af deres arbejde, af deres egen situation, og at de over for sig selv og masserne besvarer bare disse to spørgsmål: 1) Hvordan redder vi CIO fra fallit og sammenbrud? 2) Hvordan redder vi USA fra fascismen?

A: Hvad ville du selv gøre i USA i dag, hvis du var fagforenings-organisator?

B: Først og fremmest skulle fagforeningerne stille spørgsmålet om arbejdsløsheden og lønninger forrest. Glidende arbejdstidsskala, sådan som I har det er korrekt: alle bør være i arbejde. Men den glidende arbejdstidsskala må følges op af glidende lønskala. Arbejderklassen kan ikke tillade en fortsat forværring af levestandarden, for det vil være det samme som ødelæggelse af den menneskelige kultur. Den højeste ugeløn lige før 1929-krisen må danne udgangspunkt.

De mægtige produktionskræfter, som arbejderne har skabt, er ikke forsvundet eller ødelagt; de er til rådighed. De; der ejer og kontrollerer disse produktivkræfter, er ansvarlige for arbejdsløsheden. Arbejderne ved, hvordan man arbejder, og ønsker at arbejde. Arbejdet må fordeles mellem alle arbejdere. Ugelønnen må ikke være mindre end det hidtidige maximum. Det er det naturlige, det nødvendige krav fra fagforeningerne, som ikke kan udskydes. Ellers vil de blive fejet bort som affald af historiens udvikling.

A: Kan dette program gennemføres? Det betyder sikkert fallit for kapitalisterne. Netop dette program kan fremskynde fascismens vækst.

B: Selvfølgelig betyder dette program kamp og ikke knæfald. Fagforeningerne har to muligheder: enten at manøvrere, hælde til den ene og den anden side, trække i land, lukke øjnene og kapitulere lidt efter lidt for ikke at gøre ejerne 'vrede' eller 'provokere' reaktionen. Det var således, at de tyske og østrigske socialdemokrater og fagforeningsfunktionærer forsøgte at redde sig fra fascismen. Du kender resultatet: de skar den gren over, de sad på. Den anden vej er at forstå den aktuelle sociale krises ubønhørlige karakter og at føre masserne i offensiven.

A: Men du har stadig ikke svaret på spørgsmålet om fascismen, dvs. den umiddelbare fare, som fagforeningerne fremskynder ved radikale krav.

B: Den har jeg ikke glemt et øjeblik. Den fascistiske fare er der allerede, selv før de radikale krav. Den udspringer af kapitalismens opløsning og forfald; Jeg vil indrømme, at den måske styrkes et stykke tid af presset fra et radikalt fagforeningsprogram. Det må man åbent advare arbejderne imod. Man må skabe særlige forsvarsorganisationer med det samme. Der er ingen anden vej. I kan ikke længere redde jer fra fascismen ved hjælp af demokratiske love, resolutioner og proklamationer lige så lidt, som man kan redde sig fra en kavalleri-enhed ved hjælp af diplomatiske noter. Man må lære arbejderne at forsvare deres liv og fremtid med våben mod kapitalens gangstere og banditter. Fascismen gror hurtigt i en atmosfære, hvor den ikke risikerer at blive straffet. Man kan ikke være et øjeblik i tvivl om, at de fascistiske helte vil stikke halen mellem benene, når de indser, at for hver af deres enheder er arbejderne parate til at sende to, tre eller fire af sine egne enheder. Den eneste måde ikke alene at redde arbejderorganisationerne på, men også til at holde tabene nede på et minimum, er at skabe en magtfuld organisation til arbejdernes selvforsvar i tide. Det er fagforeningernes vigtigste ansvar, hvis de ikke ønsker at gå skændigt til grunde. Arbejderklassen behøver en arbejdermi1its.

A: Men hvad er det videre perspektiv? Hvor vil den slags kampmetoder føre fagforeningerne i den sidste ende?

B: Det er klart, at den glidende skala og arbejdernes selvforsvar ikke er tilstrækkeligt. Det er bare nogle få skridt, der er nødvendige for at beskytte arbejderne mod sultedøden eller fascisternes knive. De er bydende nødvendige selvforsvarsmidler. Men de vil ikke af sig selv løse problemet. Den grundkæggende opgave består i at lægge grunden til et bedre økonomisk system, til en mere retfærdig, rationel og hæderlig brug af produktivkræfterne i alle menneskers interesse.

Dette kan ikke opnås med fagforeningernes almindelige, 'normale' rutinemetoder. Det kan du ikke være uenig i, for under det kapitalistiske forfalds betingelser viser isolerede fagforeninger sig at være ude af stand til selv at stoppe den fortsatte forværring af arbejdernes forhold. Det er nødvendigt med mere beslutsomme og dybtgående metoder. Borgerskabet, som har magten over produktionsmidlerne, og som har statsmagten, har bragt økonomien i en tilstand af total og håbløs uorden. Det er nødvendigt at erklære borgerskabet for udueligt og at overføre økonomien til friske og ærlige hænder, dvs. arbejdernes hænder. Hvordan gør man det? Det første skridt er åbenbart: alle fagforeninger skulle gå sammen og danne deres eget arbejderparti. Ikke Roosevelts eller La Guardia's parti, ikke bare et 'arbejder'parti af navn, men arbejderklassens virkeligt uafhængige politiske organisation. Kun et sådant parti kan samle de ruinerede bønder, de små håndværkere, butiksindehaverne. Men for at gøre det måtte det føre en kompromisløs kamp mod bankerne, trusterne, monopolerne og deres politiske agenter, dvs. det Republikanske og det Demokratiske parti. Arbejderpartiets opgaver skulle bestå i at overtage magten, hele magten, for at skabe orden i økonomien. Dvs.: organisere hele den nationale økonomi efter en rationel plan, hvis formål ikke er profit til en lille gruppe udbyttere, men de materielle og åndelige interesser hos en befolkning på 130 millioner.

A: Mange af vores aktivister begynder at forstå, at den politiske udvikling bevæger sig henimod et arbejderparti. Men Roosevelts popularitet er stadig for stor. Hvis han stiller op tredje gang, må spørgsmålet om et arbejderparti udskydes 4 år.

B: Det er netop heri tragedien ligger: at de herrer ledere ser efter dem foroven i stedet for efter dem forneden. Den kommende krig, den amerikanske kapitalismes forrådnelse, væksten i arbejdsløshed og fattigdom, alle disse grundlæggende processer, som direkte bestemmer hundreder af millioners menneskers skæbne, afhænger ikke af Roosevelts kandidatur eller 'popularitet'. Jeg kan forsikre dig om, at han er meget mere populær blandt de højtbetalte CIO-funktionærer end blandt de arbejdsløse. Tilfældigvis eksisterer fagforeningerne af hensyn til arbejderne og ikke funktionærerne. Når ideen om CIO inspirerede millioner af arbejdere i en periode, så vil ideen om et uafhængigt, militant arbejderparti, der søger at standse det økonomiske anarki, arbejdsløshed og elendighed, for at redde folket og dets kultur, så vil ideen om et sådant parti være i stand til at inspirere ti millioner af arbejdere. Selvfølgelig måtte agitatorerne for et sådant arbejderparti umiddelbart vise masserne, i ord og handling, at de ikke var valg-agenter for Roosevelt, La Guardia og co. , men sande forkæmpere for de udbyttede massers interesser. Når talerne taler i arbejderledernes sprog og ikke som agenter for det Hvide Hus, så vil 85% af medlemmerne komme til møderne, mens de 15% konservative oldinge, arbejderaristokrater og karrieremagere vil blive væk. Masserne er bedre, dristigere og mere resolutte end lederne. Masserne Ønsker at kæmpe. Det er lederne, der bremser kampen; det er dem, der halter efter masserne. Deres egen ubeslutsomhed, deres egen konservatisme, deres egen borgerlige fordomme skjuler de med henvisninger til massernes tilbageståenhed. Sådan er den virkelige tilstand nu.

A: Der er en del rigtigt i det, du siger.

B: Lad os tale om det næste gang.

29. september 1938.

Noter

[1]: