Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

VII. Gensen hos keltere og tyskere

Pladsen forbyder os at komme ind på de gensinstitutioner, der i mere eller mindre ren form endnu findes hos de forskelligste vilde og barbariske folkeslag, eller på sporene deraf i de asiatiske kulturfolks ældre historie. Den ene eller den anden af disse institutioner findes overalt, Kun et par eksempler: Endnu før gensen var kendt, havde den mand, som har gjort sig den største umage for at misforstå den, MacLennan, påvist den og i det store og hele beskrevet den rigtigt hos kalmykkerne, tjerkesserne, samojederne og hos de tre indiske folk: waralierne, magarerne og munnipurierne. Fornylig har M. Kovalevsky opdaget og beskrevet den hos pschaverne, schevsurerne, svaneterne og andre kaukasiske stammer. Her vil vi kun gøre nogle korte bemærkninger om gensens forekomst hos kelter og germaner.

De ældste bevarede keltiske love viser os gensen spillevende; i Irland lever den endnu, i det mindste instinktivt i folkebevidstheden, efter at englænderne har sprængt den med magt; i Skotland stod den endnu midt i forrige århundrede i fuld blomst og bukkede også her kun un­der for englændernes våben, lovgivning og domstole.

De gammel-walisiske love, der blev nedskrevet flere hundrede år før den engelske erobring, senest i det 11. århundrede, viser endnu fælles agerdyrkning af hele landsbyer, selv om det også kun er en undtagelsesvis rest af, hvad der tidligere var almindelig skik og brug; hver familie havde fem agre til egen dyrkning. Desuden blev et stykke dyrket i fællesskab, og udbyttet fordelt. At disse landsbyfællesskaber repræsenterer genser, eller underafdelinger af genser, er efter analogien fra Irland og Skotland uden for al tvivl; selv om en ny prøvelse af de walisiske love, som jeg dog ikke har tid til (mine uddrag er fra året 1869), ikke direkte skulle bevise dette. Men hvad de walisiske kilder, og med dem de irske, direkte beviser, det er, at parringsægteskabet hos kelterne endnu i det 11. århundrede på ingen måde var helt fortrængt af monogamiet. I Wales blev et ægteskab først uløseligt eller rettere uopsigeligt efter syv års forløb. Manglede der blot tre nætter i de syv år, så kunne ægtefællerne skilles. Så blev der delt: konen delte, manden valgte sin del. Møblerne blev delt efter visse, meget humoristiske regler. Hvis manden opløste ægteskabet, så måtte han give konen hendes medgift og noget mere tilbage; var det konen, fik hun mindre. Af børnene fik manden to og konen eet, det mellemste. Hvis konen efter skilsmissen tog en anden mand, og den første mand hentede hende igen, så måtte hun følge med ham, selv om hun allerede stod med det ene ben i den nye ægteseng. Men havde de begge levet sammen i syv år, så var de mand og kone, også uden noget forudgående formeligt bryllup. Hos de unge piger blev kyskhed før brylluppet hverken strengt krævet eller iagttaget; bestemmelserne desangående er af en yderst frisproget natur og stemmer aldeles ikke med den borgerlige moral. Hvis en kone gjorde sig skyldig i ægteskabsbrud, så havde manden lov til at prygle hende (et af de tre tilfælde, hvor han havde lov til det, ellers blev han straffet derfor), men så kunne han heller ikke fordre nogen anden oprejsning, thi »for en og samme forseelse skal der enten være udsoning eller hævn, men ikke begge dele på samme tid«. De skilsmissegrunde, som konen kunne fremføre, uden at det gik ud over hendes rettigheder ved skilsmissen, var meget omfattende: dårlig ånde hos manden var nok. De løsepenge, der måtte betales til stammehøvdingen eller kongen for retten til den første nat (gobr merch, deraf det mid­delalderlige navn marcheta, fransk marquette) spiller en stor rolle i lovbogen. Kvinderne havde stemmeret i folkeforsamlingerne. Føjer vi hertil, at der foreligger vidnesbyrd, om lignende forhold i Irland, at ægteskab på tid også der var almindeligt, og at der var sikret konen nøje forordnede, store begunstigelser ved skilsmisse, endog godtgørelse for hendes huslige arbejde; at der des forekommer en »første kone« ved siden af andre koner, og at der ved delingen af arven ikke gøres forskel på ægteskabelige og uægteskabelige børn -så har vi et billede på parringsægteskabet, i sammenligning med hvilket den i Nordamerika gældende ægteskabsform synes streng, men som i det 11. århundrede ikke kan undre hos et folk, som endnu på Cæsars tid levede i gruppeægteskab.

Den irske gens (sept, stammen hedder clainne, clan) bekræftes og beskrives ikke blot i de gamle lovbøger, men også af det 17. århundredes engelske jurister, som blev sendt over for at forvandle klanlandet til den engelske konges domæne. Jorden var lige til den tid klanens eller gensens fællesejendom, for så vidt den ikke allerede af høvdingene var blevet forvandlet til deres privatdomæne. Når en gensfælle døde, og en husholdning altså opløstes, så foretog forstanderen (caput cognationis kaldte de engelske jurister ham) en ny jordfordeling af hele området blandt de øvrige husholdninger. Denne må i det store og hele være foregået efter de i Tyskland gældende regler. Endnu i dag findes der nogle - for 40 eller 50 år siden meget talrige - landsbymarker i det såkaldte Rundale. Bønderne, enkeltvis fæstere af den jord, der tidligere tilhørte gensen i fællesskab og blev røvet af de engelske erobrere, betaler hver fæsteafgiften for sit stykke, man slår ager- og englandet på alle stykker sammen og deler det efter beliggenhed og kvalitet i »gewanne«, som det hedder ved Mosel, og giver hver mand sin andel i hver gewann; græsnings- og moseland udnyttes i fællesskab. Endnu for halvtreds år siden blev jorden nyopdelt fra tid til anden, undertiden årligt. En sådan Rundale-landsbys matrikelkort ser ganske ud som et matrikelkort fra et tysk Gehöferschaft (landsby) ved Mosel eller i Hochwald. Også i »faktionerne« lever gensen videre. De irske bønder deler sig ofte i partier (factions), som beror på ganske fornuftstridige og meningsløse forskelle, som er englænderne ganske ubegribelige og ikke synes at have noget andet formål end de yndede højtidelige slagsmål mellem faktionerne indbyrdes. Det er kunstige genoplivelser, en senere opstået erstatning for de sprængte genser, som på deres vis lægger det nedarvede gensinstinkts fortsatte beståen for dagen. I mange egne lever iøvrigt gensfællerne sammen så temmelig på det gamle område; således havde endnu i trediverne det store flertal af be­boerne i grevskabet Monaghan kun fire familienavne, d.v. s. stammede fra fire genser eller klaner [1] .

I Skotland daterer gensordningens undergang sig fra nedkæmpningen af opstanden i 1745. Hvilket led i denne ordning den skotske klan særligt udgør, er endnu ikke klarlagt; men at den er et sådant led, er utvivlsomt. I Walter Scotts romaner ser vi denne højskotske klan le­vende for os. Den er, siger Morgan, i sin ordning og sin ånd et glimrende eksempel på gensen, et slående eksempel på genslivets herredømme over gensfællerne. I deres fejder og i deres blodhævn, i fordelingen af landområderne efter klaner, i deres fælles udnyttelse af jorden, i klanmedlemmernes troskab mod høvdingen og niod hverandre finder vi de overalt tilbagevendende træk fra genssamfundet ... Nedstamningen regnedes efter faderret, så at mændenes børn blev i klanen, mens kvindernes trådte over til deres fædres klan. Men at der tidligere har hersket moderret i Skotland, det beviser den kendsgerning, at der i den kongelige familie hos pikterne, ifølge Beda, gjaldt kvindelig arvefølge. Ja selv et stykke punaluafamilie havde, både hos waliserne og hos skotterne, holdt sig til ind i middelalderen i retten til den første nat, som klanhøvdingen eller kongen som den sidste repræsentauit for de tidligere fælles ægtemænd var berettiget til at udøve hos enhver brud, såfremt den ikke blev afkøbt ham.

*

At tyskerne lige til folkevandringen var ordnede i genser, er uden for al tvivl. De kan først have besat landområdet mellem Donau, Rhinen, Weichsel og de nordlige have få århundreder før vor tidsregning; (imbrerne og teutonerne var endnu i fuld vandring, og sveverne fandt først på Cæsars tid faste bopladser. Om dem siger Cæsar udtrykkelig, at de havde nedsat sig efter genser og slægtskaber (gentibus cognationihusque), og i en »gens Julia«-romers mund har ordet gentibus en bestemt betydning, som ikke kan bortforklares. Dette gjaldt om alle tyskere; selv nedsættelsen i de erobrede romerprovinser synes endnu at være sket efter genser. I den alamanniske folkeret bekræftes det, at folket nedsatte sig efter slægter (genealogiae) på den erobrede jord syd for Donau; genealogia bliver brugt i ganske samme betydning som senere mark- eller landsbyfællesskab. Kovalevsky har for nylig fremsat den mening, at disse genealogiae var de store husfællesskaber, mellem hvilke jorden var blevet delt, og som landsbyfællesskabet først senere har udviklet sig af. Det samme kunne da også gælde om fara, med hvilket udtryk burgunderne og longobarderne - altså en gotisk og en herminonisk eller højtysk folkestamme - betegner noget, der er tilnærmelsesvis, om ikke fuldstændig det samme, som i den alamanniske lovbog kaldes for genealogia. Hvad der i virkeligheden foreligger her: gens eller husfællesskab, er endnu ikke helt klarlagt.

Sprogminderne lader os i tvivl om, hvorvidt der fandtes et fælles udtryk for gens hos alle tyskere, og da hvilket. Etymologisk svarer det græske genos og det latinske gens til det gotiske kuni, mellemhøj tysk kunne, og bliver også brugt i samme betydning. Det viser tilbage til moderrettens tider, at navnet kvinde stammer fra samme rod: græsk gyne, slavisk zena, gotisk qvino, oldnordisk kona, kuna. -Hos longobarderne og burgunderne finder vi som sagt fara, som Grimm afleder fra en hypotetisk rod fisan, at avle ... Jeg ville foretrække at ty til en mere håndgribelig udledelse af ordet faran: fare, rejse, vandre, som betegnelse for en sluttet afdeling af vandretoget, der næsten selvindlysende har været sammensat af beslægtede personer, en betegnelse, der i løbet af den flere hundrede år lange vandring først mod øst, så mod vest efterhånden er gået over på slægtsfællesskabet selv. - Endvidere gotisk sibja, angelsachsisk sib, gammelhøjtysk sippia, sippa, sippe. På oldnordisk forekommer kun flertalsformen sifjar, de beslægtede; entalsformen kun som navnet på en gudinde, Sif. - Og endelig forekommer endnu et andet udtryk i Hildebrandsangen, hvor Hildebrand spørger Hadubrand: »hvem blandt folkets mænd, der var hans fader ... eller ud af hvilken slægt du er« (eddo huelihhes cnuosles du sis). For så vidt der har været et fælles tysk navn for gens, har det vel været det gotiske kuni; derfor taler ikke blot ligheden med tilsvarende udtryk i beslægtede sprog, men også den omstændighed, at ordet kuning, konge, som oprindelig betød en gens- eller stammeforstander, udledes herfra. Sibja, sippe, synes ikke at kunne komme i betragtning, i hvert fald betyder sifjar på oldnordisk ikke blot blodbeslægtet, men også besvogret, og omfatter altså medlemmer af mindst to genser, sif kan altså ikke selv være et udtryk for gens.

Ligesom hos mexikanerne og grækerne var også hos tyskerne slagordenen, såvel ryttereskadronen som fodfolkets kilekolonne, ordnet efter gengrupper; når Tacitus siger: »efter familie og slægtskaber«, så forklares dette ubestemte udtryk af, at genser i Rom på hans tid forlængst var hørt op med at være en levende sammenslutning.

Afgørende er et sted hos Tacitus, hvor det hedder: Morbroderen betragter sin søstersøn som sin søn, ja nogle anser blodbåndet mellem morbroder og søstersøn for endnu helligere og snævrere end mellem fader og søn, så at, når der fordres gidsler, søstersønnen gælder for en større sikkerhed end den kødelige søn af den, man vil binde. Her har vi et levende stykke af den efter moderret ordnede, altså oprindelige gens, og endda som noget, der særlig kendetegner tyskerne [2] . Hvis et medlem af en sådan gens gav sin egen søn i pant for et løfte, og denne faldt som offer for faderens overenskomstbrud, så blev det faderens egen sag. Men hvis det var søstersønnen, der blev ofret, så var den helligste gensret krænket; den nærmeste gensslægtning, der mere end nogen anden var forpligtet til at beskytte drengen eller ynglingen, var skyld i hans død; enten måtte han ikke give ham i pant, eller han måtte holde overenskomsten. Havde vi ikke noget andet spor ar 'gensforfatningen hos tyskerne, var dette ene sted tilstrækkeligt.

Endnu mere afgørende, fordi det forekommer ca. 800 år senere, er et sted fra den oldnordiske sang om Ragnarok og om verdens undergang, Vøluspa. I dette »seerskens syn«, hvori, som Bang og Bugge har bevist, der også er indvævet kristne motiver, hedder det, i skildringen af den almindelige udartnings og fordærvelses tid, der går forud for den store katastrofe:

Broedhr munu berjask ok at bønum verdask,munu systrungarsif jura spilla.

»Brødre vil strides og blive hverandres mordere, søsterbørn vil bryde slægten«. Systrungar hedder mosterens sønner, og at de skulle fornægte deres indbyrdes blodslægtskab, gælder for digteren som en endnu større forbrydelse end brodermord. Stigningen i forbrydelsen ligger i, at de er systrungar, hvad der betoner slægtskabet på mødrene side; havde der i stedet stået syskina-børn, søskendebørn, eller syskina-synir, søskendesønner, så betød den anden linie ingen stigning i forhold til den første, men en mildnende nedgang. Altså selv på vikingetiden, hvor Vøluspa blev til, var erindringen om moderretten i Skandinavien endnu ikke udvisket.

På Tacitus' tid var moderretten iøvrigt allerede veget for faderretten, i det mindste hos tyskerne, som han havde et nærmere kendskab til. Børnene tog arv efter faderen; hvor der ingen børn var, arvede brødrene og onklerne på fædrene og mødrene side. At morbrødrene fik lov til at arve, hang sammen med opretholdelsen af den ovenfor omtalte skik og beviser ligeledes, hvor ung faderretten dengang endnu var hos tyskerne. Lige til dybt ind i middelalderen findes der spor af moderretten. Dengang synes man endnu at have stillet sig lidt mistroisk til faderskabet, navnlig hos livegne; når således en lensherre fordrede en bortrømt livegen udleveret fra en by, måtte f. eks. i Augsburg, Basel og Kaiserslautern den anklagedes livegenskab beediges af seks af hans nærmeste blodbeslægtede, og det udelukkende på mødrene side (Maurer, Stådteverfassung [3] , I, s. 381).

En anden rest af moderretten, som da var begyndt at dø hen, er den for romerne næsten ufattelige agtelse, som tyskerne havde for kvindekønnet. Jomfruer af ædel slægt ansås for de mest bindende gidsler ved overenskomster med tyskerne; den tanke, at deres koner eller døtre kunne falde i fangenskab eller komme i slaveri, var dem så rædselsfuld, at den mere end noget andet ansporede deres mod i slaget; de ser noget helligt og profetisk i kvinden, de hører på hendes råd selv i de vigtigste sager, ligesom jo Veleda, den brukteriske præstinde ved Lippefloden, var sjælen i hele bataveropstanden, hvorved Civilius i spidsen for tyskerne og belgierne rystede hele romerherredømmet i Gallien. I hjemmet synes konens herredømme ubestridt, men så måtte hun, de gamle og børnene rigtignok også gøre alt arbejdet; manden jager, drikker eller dovner. Således siger Tacitus; men da han ikke siger, hvem der passer marken, og bestemt erklærer, at slaverne kun betalte afgifter, men ikke gjorde hoveriarbejde, så må dog den store mængde voksne mænd have udført den smule arbejde, som agerbruget krævede.

Ægteskabsformen var, som allerede ovenfor sagt, et parringsægteskab, som lidt efter lidt nærmede sig til monogamiet. Strengt monogami var det ikke endnu, da flerkoneri var tilladt for de fornemme. I det hele blev der vogtet strengt over de unge pigers kyskhed (i mod­sætning til hos kelterne), og ligeledes taler Tacitus med særlig varme om ægteskabsbåndets ubrydelighed hos tyskerne. Kun konens ægteskabsbrud angiver han som skilsmissegrund. Men hans beretning lader meget være mangelfuldt oplyst, og desuden skinner det altfor stærkt igennem, at han vil holde et dydens spejl op for de letfærdige romere. Så meget er sikkert: var tyskerne i deres skove sådanne sjældne dydsmønstre, så har der kun behøvedes ringe berøring med verden udenfor for at bringe dem ned på samme niveau som de øvrige europæiske gennemsnitsmennesker; det sidste spor af strenge sæder forsvandt endnu hurtigere under romerne end det tyske sprog. Man behøver kun at læse Gregor fra Tours. Det siger sig selv, at i de tyske urskove kunne der ikke herske en sanselyst så forfinet og overstrømmende som i Rom, og således bliver der også i denne henseende fortrin nok tilbage hos tyskerne frem for romerverdenen, uden at vi behøver at tildigte dem en afholdenhed i kødelige ting, som aldrig og intetsteds har hersket hos et helt folk.

Fra genforfatningen stammer forpligtelsen til at tage faderens eller slægtningenes fjendskaber i arv lige så vel som deres venskaber; ligeledes mandebod, bøder i stedet for blodhævn, for drab eller krænkelser. Denne mandebod, som endnu for en menneskealder siden blev betragtet som et specielt tysk fænomen, er nu blevet påvist hos hundreder af folk som en almindelig afsvækkelsesform for gensordningen blodhævn. Vi finder den, ligesom forpligtelsen til gæstevenskab, bland andet hos de amerikanske indianere; beskrivelsen af, hvorledes gæste venskabet ifølge Tacitus blev udøvet (Germania, c. 21), er næsten enkeltheder den samme, som Morgan giver af sine indianere.

Den hidsige og endeløse strid om, hvorvidt Tacitus' tyskere allerede havde delt agerlandet for bestandig eller ikke, og hvorledes vedkommende steder skal tydes, tilhører nu fortiden. Efter at man hos næste alle folkeslag har påvist den fælles dyrkning af agerjorden ved gensen og senere ved kommunistiske familiefællesskaber, som Cæsar endn beretter om hos sveverne, og den senere følgende uddeling af jord til enkelte familier med periodiske nyopdelinger, og siden det er slået fast at denne periodiske nyopdeling af agerjorden stedvis har holdt sig Tyskland lige til vore dage, er det ikke værd at spilde flere ord derpå. Når tyskerne fra det fælles landbrug, som Cæsar udtrykkeligt tillægge sveverne (der fandtes overhovedet ikke delte eller privatagre hos dem siger han), i løbet af de 150 år til Tacitus var gået over til enkeltdyrkning af jorden med årlig nyfordeling af den, så er det sandelig fremskridt nok; overgangen fra det trin til den fulde privatejendomsret ti jorden i løbet af dette korte tidsrum og uden nogen fremmed indblarding ville simpelthen være en umulighed. Jeg læser altså hos Tacitus kun, hvad han siger med tørre ord: »De skifter (eller deler påny) det dyrkede land hvert år, og der bliver desuden fællesland nok tilovers«. Det er det stadium af agerdyrkningen og jordtilegnelsen, som nøje svarer til tyskernes daværende gensforfatning.

Ovenstående sidste afsnit lader jeg være uforandret, som det står de foregående oplag. I mellemtiden har spørgsmålet stillet sig tic anderledes. Siden Kovalevsky (sammenlign ovenfor s. 44) har påvist den vidtudbredte, om ikke almindelige forekomst af det patriarkalske husfællesskab som mellemtrin mellem den moderretlige kommunistiske og den moderne isolerede familie, står striden ikke mere, som endnu mellem Maurer og Waitz, om fællesejendom eller privatejendomsret til jorden, men om formen for fællesejendommen. At der på Cæsars tid ikke blot fandtes fællesejendom hos sveverne, men også fælles dyrkning af jorden for fælles regning, kan det ikke være tvivl om. Om den økonomiske enhed var gensen, eller husfællesskabet, eller en mellemliggende kommunistisk slægtskabsgruppe,- eller om alle tre grupper forekom alt efter jordforholdene, det kan der endnu strides længe om. Nu påstår Kovalevsky imidlertid, at den af Tacitus skildrede tilstand ikke har mark-eller landsbyfællesskabet til forudsætning, men husfællesskabet; landsbyfællesskabet har først senere udviklet sig af dette på grund af befolkningstallets vækst.

Ifølge dette har tyskernes bosættelser på det landområde, de havde i besiddelse på romertiden, og på det, de senere tog fra romerne, ikke bestået af landsbyer, men af store familiefællesskaber, som omfattede flere generationer, og som tog en passende landstrækning under opdyrkning og udnyttede det omliggende uopdyrkede land sammen med naboerne som fællesmark. Stedet hos Tacitus om udskiftning af det opdyrkede land skulle da i virkeligheden forstås i agronomisk betydning: fællesskabet har da hvert år ompløjet en anden strækning og ladet forrige års agre ligge brak eller helt gro til. På grund af befolk­ningens fåtallighed er da altid blevet udyrket jord nok tilovers til at gøre al strid om jord overflødig. Først århundreder efter, da antallet af husfæller har nået en sådan højde, at fællesdrift under de daværende produktionsbetingelser ikke mere var mulig, har de opløst sig; de tidligere fælles marker og enge er da på sædvanlig vis blevet delt mellem enkelthusholdninger, som nu dannede sig, i begyndelsen på tid, senere een gang for alle, mens skov, græsgange, vandløb og søer vedblev at være fælles.

For Ruslands vedkommende synes denne udviklingsgang fuldstændig historisk bevist. Hvad Tyskland og i anden række de øvrige germanske lande angår, så kan det ikke nægtes, at denne teori på mange måder forklarer kilderne bedre og løser vanskelighederne lettere end den tidligere, som lader landsbyfællesskabet række helt tilbage til Tacitus. De ældste dokumenter, f. eks. Codex Laureshamensis for klares i det store og hele meget bedre ved hjælp af husfællesskabet end ved landsbymarkfællesskabet. På den anden side bringer den også nye vanskeligheder og nye spørgsmål, som først skal løses. Her kan kun nye undersøgelser bringe en afgørelse; jeg kan dog ikke nægte, at husfællesskabets mellemtrin også har megen sandsynlighed for sig for Tysklands, Skandinaviens og Englands vedkommende.

Mens hos Cæsar tyskerne dels først lige er nået til at have faste bosteder, dels endnu søger sådanne, har de på Tacitus' tid allerede et helt århundrede med fast bosættelse bag sig; i overensstemmelse hermed er fremskridtet i produktionen af livsfornødenhederne umiskendelig. De bor i blokhuse; deres klædedragt minder endnu meget om skovlivet: grov uldkappe, dyreskind, for kvinder og de fornemme linnede underklæder. Deres næring er mælk, kød, vilde frugter og, som Plinius tilføjer, havregrød (endnu i vor tid keltisk nationalret i Irland og Skotland). Deres rigdom består i kvæg; dette er imidlertid af dårlig race, kvæget småt, uanseligt, uden horn; hestene er små ponier og ikke løbere. Penge brugtes sjældent og kun lidt, og kun romerske. Guld og sølv forarbejdede de ikke, og regnede det ikke for noget, jern var sjældent og synes, i det mindste hos stammerne ved Rhinen og Donau, næsten kun indført, ikke udvundet af dem selv. Runeskriften (som var efterlignede græske eller latinske bogstaver) var kun kendt som hemmelig skrift og blev kun brugt til religiøs trolddom. Menne­skeofringer var endnu i brug. Kort sagt, vi har her et folk for os, som lige netop havde hævet sig op fra barbariets mellemste til dets øverste trin. Men mens de stammer, som grænsede lige op til romerne, ved den lettede indførsel af romerske industriprodukter blev forhindret i at udvikle en selvstændig metal-og tekstilindustri, dannede der sig ganske sikkert en sådan i de nordøstlige egne ved Østersøen. De i de slesvigske moser fundne rustningsdele - det lange jernsværd, ringbrynjen, sølvhjælmen o.s.v., tilligemed romerske mønter fra slutningen af det andet århundrede - og de ved folkevandringerne udbredte tyske metalgenstande viser en ganske egen grundform med en ikke ringe udvikling, selv hvor der ligger et oprindeligt romersk mønster til grund. Udvandringen til det civiliserede romerrige gjorde overalt en ende på denne hjemmeindustri undtagen i England. Hvor fælles denne industris oprindelse og udvikling er, viser f. eks. bronzespænderne; de, der er fundet i Bourgogne, Rumænien og ved det Asovske hav kunne godt være udgået fra samme værksted som de engelske og svenske, og er lige så utvivlsomt af germansk oprindelse.

Forfatningen svarer også til barbariets øverste trin. Overalt fandtes der, ifølge Tacitus, et forstandernes (principes) råd, der traf bestemmelse i mindre betydningsfulde sager, men forberedte mere vigtige til afgørelse i folkeforsamlingen; på barbariets laveste trin bestod denne, i hvert fald hvor vi kender den, nemlig hos amerikanerne, først kun for gensen, endnu ikke for stammen eller stammeforbundet. Forstanderne (principes) adskiller sig endnu skarpt fra krigsførerne (duces), ganske som hos irokeserne. De førstnævnte lever allerede til dels af æresgaver i form af kvæg, korn o.s.v. fra stammefællerne; de vælges, ligesom i Amerika, for det meste ud af den samme familie; overgangen til faderretten begunstiger, ligesom i Grækenland og Rom, den gradvise forvandling fra valg til arvelighed og dermed dannelsen af en adelsfamilie i hver gens. Denne gamle, såkaldte stammeadel gik for det meste til grunde under folkevandringerne eller dog snart efter. Hærførerne blev valgt uden hensyn til afstamning, blot efter deres dygtighed. De havde kun ringe myndighed og måtte virke ved deres eksempel; den egentlige disciplinærmyndighed i hæren tillægger Tacitus udtrykkeligt præsterne. Den virkelige magt lå hos folkeforsamlingen. Kongen eller stammeforstanderen fører forsædet; folket træffer afgørelsen: »nej« - tilkendegives ved murren, »ja« - ved bifald og våbenlarm. Den er tillige retsforsamling; her bliver klager forebragt og afgjort ved dom, her fældes dødsdomme, og vel at mærke idømmes der kun dødsdomme for fejghed, forræderi mod folket og unaturlig vellyst. Også i genserne og andre underafdelinger dømmer hele den forsamlede mængde under forsæde af forstanderen, der som i al tysk oprindelig rettergang kun kan have været forhandlingens leder og den, der stiller spørgsmål; dommen blev, fra arilds tid og overalt hos lyskerne fældet af det hele folk.

Forbund af stammer havde dannet sig siden Cæsars tid; hos nogle af dem havde man allerede konger; den øverste hærfører stræbte, ligesom hos grækerne og romerne, allerede efter eneherredømmet og opnåede det undertiden. Sådanne heldige usurpatorer var nu på ingen måde uindskrænkede herskere; men de begyndte dog allerede at bryde gensforfatningens lænker. Mens frigivne slaver ellers indtog en underordnet stilling, fordi de ikke kunne tilhøre nogen gens, så kom sådanne yndlinge hos de nye konger ofte til rang, rigdom og ære. Efter romerrigets erobring skete noget lignende hos hærførerne, som nu var blevet konger over store lande. Hos frankerne spillede nogle af kongens slaver og frigivne en stor rolle, først ved hoffet, senere i staten; for en stor del stammede den nye adel fra dem.

Der fandtes en institution, som begunstigede kongedømmets opståen: følgeskaberne. Allerede hos de amerikanske rødhuder så vi, hvorledes der ved siden af gensforfatningen dannede sig privatselskaber, som skulle føre krig på egen hånd. Hos tyskerne var disse privatselskaber allerede blevet til stående foreninger. En krigsfører, der havde erhvervet sig et vist ry, samlede en skare plyndrelystne unge folk om sig, som var forpligtet til personlig troskab overfor ham, ligesom han var det over for dem. Føreren gav dem forplejning og gaver og fastsatte deres rangfølge; en livgarde og en kampdygtig krigerflok til mindre togter, et øvet officerskorps til større. Hvor svage end disse følgeskaber må have været og også senere viste sig at være, f. eks. hos odovakerne i Italien, så udgjorde de dog allerede spiren til den gamle folkefriheds forfald og viste sig også under og efter folkevandringen at være det. Thi for det første fremmede de den kongelige magts opkomst. For det andet kunne de, som allerede Tacitus bemærker, kun holdes sammen ved stadige krige og røvertogter. Røveri blev målet. Når føreren ikke havde noget at gøre i nærheden, så drog han med sit mandskab til andre folk, hvor der var krig og udsigt til bytte; de tyske hjælpefolk, som kæmpede i stor mængde under den romerske fane, selv mod tyskere, stammede for en stor del fra sådanne følgeskaber. Landsknægtuvæsnet, tyskernes skændsel og forbandelse, var allerede her til stede i sit første anlæg. Efter romerrigets erobring dannede disse kongernes følgesvende ved siden af de ufri og de romerske hoffolk den anden hovedbestanddel af den senere adel.

I det hele gælder altså for de til folk forbundne tyske stammer den samme forfatning, som havde udviklet sig hos grækerne på heltetiden og hos romerne på den såkaldte kongetid: folkeforsamling, gensforstanderråd og hærførere, der allerede stræbte efter en virkelig konge­magt. Det var den mest fremskredne forfatning, som gensordningen overhovedet kunne udvikle; den var mønsterforfatningen på barbariets højeste trin. Så snart samfundet overskrider de grænser, inden for hvilke denne gensforfatning slog til, så var det ude med gensordningen; den blev sprængt, og staten trådte i dens sted.


Noter

[1]: Til fjerde oplag. I løbet af nogle dage, som jeg tilbragte i Irland, er det påny blevet mig klart, i hvor høj grad landbefolkningen der endnu lever i forestillingerne fra genstiden. Godsejeren, hvis fæster bonden er, gælder for ham endnu stadig som en slags klanchef, som skal forvalte jorden i alles interesse, hvem bonden skal betale en ydelse i form af fæsteafgiften, men hos hvem han også i nødsfald kan få understøttelse. Og ligeledes er også alle velhavere forpligtede til at understøtte deres fattige naboer, så snart disse kommer i nød. Sådan hjælp er ikke almisse, den er kun, hvad de fattigere med rette har krav på fra deres rigere klanfæller eller klanchef. Man forstår de politiske økirnomers og juristers klage over umuligheden af at bibringe den irske bonde forståelse af den moderne borgerlige ejendomsret; en ejendomsbesiddelse, som kun :iver rettigheder, men ingen pligter, er det plat umuligt for irlænderen at få ind i sit hoved. Men man forstår også, at irlændere, der pludselig med sådanne naive gensforestillinger bliver forsat til store engelske og amerikanske byer midt iblandt en befolkning med helt andre moral- og retsopfattelser, at sådanne irlænderne da let bliver fuldstændig forvirrede med hensyn til moral og ret, helt mister fodfæste og ofte i massevis synker ned i demoralisation. (Note af Engels)

[2]: Den særlig snævre natur, som båndet mellem onkel og nevøer på mødrene side havde på moderrettens tid, og som forekommer hos mange folkeslag, kender grækerne kun i heltetidens mytologi. Ifølge Diodor (IV, 34) dræber Meleager sønnerne af Thestius, hans moder Althæas brødre. Denne ser i hans gerning en så utilgivelig forbrydelse, at hun forbander morderen, hendes egen søn, og ønsker ham døden. »Guderne hørte,« fortælles det, »hendes ønske og gjorde ende på Meleagers liv.« Ifølge samme Diodor (IV, 44) går argonauterne under Herakles i land i Thrakien og finder der, at Phineus på sin nye hustrus tilskyndelse skammeligt mishandler sine to sønner, som han har avlet med boreaden Kleopatra, hans forstødte hustru. Men blandt argonauterne befinder sig også boreader, Kleopatras brødre, altså de mishandledes morbrødre. De tager straks deres nevøer til sig, befrier dem og dræber vogterne. (Note af Engels).

[3]: G. L. Maurer: » Gesichte der Städtverfassimg om Deutschland«, I-IV, Erlangen 1869/71. – Red.


Tilbage
Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere