Tilbage
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium
Nste

I. Produktionens koncentration og monopolerne

I de sidste 15-20 år, særlig efter den spansk-amerikanske krig (1898 ) [1] og boerkrigen (1899-1902) [2] , anvender den økonomiske og politiske litteratur både i den gamle og den nye verden stadig hyppigere begrebet »imperialisme« for at karakterisere den epoke, vi lever i. 1902 udkom i London og New York den engelske økonom J. A. Hobsons værk: Imperialismen. Forfatteren, der står på den borgerlige socialreformismes og pacifismes standpunkt – et standpunkt, der egentlig er identisk med den stilling, som den tidligere marxist Karl Kautsky nu indtager – giver en udmærket og udførlig beskrivelse af imperialismens grundlæggende, økonomiske og politiske ejendommeligheder [3] . 1910 udkom i Wien den østrigske marxist Rudolf Hilferdings værk: Finanskapitalen (russisk oversættelse: Moskva 1912). Bortset fra forfatterens fejl i spørgsmålet om pengeteorien og en vis tilbøjelighed til at forsone marxismen med opportunismen så fremstår dette værk som en i højeste grad værdifuld teoretisk analyse af »den nyeste fase i kapitalismens udvikling« – som undertitlen på Hilferdings bog lyder. Det, der i de sidste år er blevet sagt om imperialismen – især i talrige tidsskrift- og avisartikler over dette tema, og ligeledes i resolutioner, f. eks. fra kongresserne i Chemnitz og i Basel i efteråret 1912 [4] – går, når alt kommer til alt, næppe ud over den kreds af ideer, som de to ovennævnte forfattere har fremstillet, eller rettere, sammenfattet ...

I det følgende vil vi forsøge kort og så populært som muligt at fremstille sammenhængen og vekselvirkningen mellem imperialismens grundlæggende økonomiske ejendommeligheder. Den ikke-økonomiske side af spørgsmålet vil vi ikke kunne gå så meget ind på, som den kunne fortjene. Litteraturhenvisninger og andre noter, som muligvis ikke har interesse for alle læsere, bringer vi i slutningen af bogen.

I. Produktionens koncentration og monopolerne

Industriens uhyre vækst og den bemærkelsesværdigt hurtige koncentrationsproces inden for produktionen i stadig større foretagender er en af kapitalismens mest karakteristiske ejendommeligheder. De moderne erhvervstællinger giver os de mest fuldstændige og nøjagtige data om denne proces.

I Tyskland var f. eks. i 1882 af hver 1000 industriforetagender de 3 storbedrifter, dvs. bedrifter med mere end 50 lønarbejdere, i 1895 – 6 og i 1907 – 9. Af hver 100 arbejdere falder disse på bedrifter: 22, 30 og 37. Men produktionens koncentration er meget stærkere end koncentrationen af arbejderne, fordi arbejdet i storbedrifterne er langt mere produktivt. Dette viser de talmæssige opgivelser om dampmaskiner og elektriske motorer. Betragter vi, hvad man i Tyskland kalder industri i bred forstand, dvs. inklusive handel og transport o.l., så får vi følgende billede. Af 3.265.623 er de 30.588 storbedrifter, dvs. i alt 0,9 %. I dem er der 5,7 millioner af 14,4 mill. arbejdere, dvs. 39,4 %; 6,6 mill. damphestekræfter af 8,8, dvs. 75,3 %; 1,2 mill. kilowatt elektrisk energi af 1,5 mill., dvs. 77,2%.

Mindre end en hundrededel af virksomhederne råder over mere end 3/4 af den samlede dampkraft og elektriske kraft! På de 2,97 millioner småbedrifter (med indtil 5 lønarbejdere), som udgør 91% af det samlede antal bedrifter, falder i alt 7% af dampkraften og den elektriske kraft! Nogle titusinder storbedrifter betyder alt, millioner af småbedrifter intet.

Af bedrifter med tusind arbejdere og derover fandtes der i 1907 i Tyskland 586. Disse rådede over næsten en tiendedel (1,38 millioner) af det samlede antal arbejdere og næsten en tredjedel (32%) af den samlede sum af dampkraft og elektrisk kraft. [5] Pengekapitalen og bankerne gør, som vi skal se, denne lille håndfuld kæmpebedrifters overvægt endnu mere knusende, og det i ordets bogstaveligste forstand, dvs. millioner af små, middelstore, ja endog en del af de større »chefer« er i virkeligheden fuldkommen slavebundne af nogle hundrede finansmillionærer.

I et andet af den moderne kapitalismes fremskredne lande, Nordamerikas Forenede Stater, foregår produktionskoncentrationens vækst endnu stærkere. Her udskiller statistikken industrien i snæver forstand og grupperer bedrifterne efter værdien af deres årsproduktion. I 1904 fandtes der 1.900 storbedrifter med en årsproduktion på 1 million dollar og derover (af 216.180, dvs. 0,9%); på dem faldt 1,4 millioner arbejdere (af 5,5 millioner, dvs. 25,6%) og 5,6 milliarder af årsproduktionen (af 14,8 milliarder, dvs. 38%,). Fem år senere, i 1909, lyder de tilsvarende tal: 3.060 bedrifter (af 268.491 – 1,1%) med 2,0 millioner arbejdere (af 6,6 millioner – 30,5%) og en produktion på 9,0 milliarder (af 20,7 milliarder – 43,8%). [6]

Næsten halvdelen af alle bedrifters samlede produktion i dette land ligger i hænderne på en hundrededel af det samlede antal bedrifter! Og disse gigant-bedrifter omfatter 258 industrigrene. Det fremgår klart heraf, at koncentrationen på et vist trin af sin udvikling så at sige af sig selv nærmer sig stærkt til et monopol. Det falder nemlig let for nogle snese gigantiske bedrifter at komme overens med hinanden, mens på den anden side netop bedrifternes kæmpestørrelse besværliggør konkurrencen og skaber tendens til monopol. Denne omdannelse af konkurrencen til monopol fremstår som et af de vigtigste fænomener – hvis ikke det vigtigste – i den nyeste kapitalismes økonomi, og det er derfor nødvendigt for os at gå nærmere ind på dette. Men først må vi fjerne en mulig misforståelse.

Den amerikanske statistik angiver: 3.000 gigantiske foretagender i 250 industrigrene. Som om der kun var 12 storforetagender i hver industrigren.

Men sådan er det ikke. Det er ikke i enhver industrigren, at der findes store foretagender, og på den anden side er den såkaldte kombination et yderst vigtigt særkende for kapitalismen på dens højeste udviklingstrin, dvs. forening af bedrifter i forskellige industrigrene til ét foretagende; det er enten industrigrene med forskellige på hinanden følgende trin af råstofforarbejdningen (f. eks. råjernets udvinding af malm, dets forarbejdning til stål, og måske endvidere produktion af den ene eller anden slags færdige stålprodukter) – eller industrigrene, der indbyrdes kompletterer hinanden (f. eks. forarbejdning af affald eller biprodukter, fremstilling af emballage og lignende).

»Kombinationen«, skriver Hilferding, »udjævner konjunkturforskelle og afstedkommer derved en større bestandighed i profitraten for den kombinerede bedrift. For det andet indebærer kombinationen, at handelen forsvinder. For det tredje muliggør det tekniske fremskridt og dermed opnåelsen af ekstraprofit i forhold til den »rene« bedrift. For det fjerde styrker den den kombinerede bedrifts stilling over for den »rene« i konkurrencekampen under en stærk depression, når prisfaldet på råmaterialer ikke holder trit med sænkningen af fabrikationsprisen.« [7] .

Den tyske borgerlige økonom Heymann, der har skrevet et særligt værk om de »blandede«, dvs. kombinerede, virksomheder, siger: »De rene virksomheder bliver kvalt mellem den høje materialepris og de lave priser på færdigvarerne.« Man får følgende billede:

»Tilbage er så på den ene side de store kulselskaber, med en kulproduktion på nogle millioner tons, fast organiserede i deres kulsyndikat; og nært forbundet med dem de store stålværker med deres stålsyndikat. Disse gigantiske foretagender med en stålproduktion på 400.000 tons om året, med en kolossal produktion af malm og kul, med produktion af færdige stålvarer, med 10.000 arbejdere, der bor i fabrikskoloniernes kaserner, af og til med deres egne jernbaner og havne – er typiske repræsentanter for den tyske jernindustri. Og længere og længere skrider koncentrationen fremad. De enkelte bedrifter bliver stadig større; et større og større antal af virksomheder inden for forskellige eller en og samme industrigren svejses sammen til gigantiske foretagender, for hvem et halvt dusin berlinske storbanker tjener både som støtte og som ledere. For den tyske grubeindustri er rigtigheden i Karl Marx' koncentrationsteori nøje påvist; det drejer sig ganske vist her om et land, i hvilket industrien er beskyttet af told- og fragttariffer. Tysklands grubeindustri er moden til ekspropriation.« [8]

Til en sådan konklusion måtte altså en undtagelsesvis samvittighedsfuld borgerlig økonom komme. Det må bemærkes, at han ligesom udskiller Tyskland som noget særligt på grund af industribeskyttelsen med høje toldtakster. Men denne omstændighed kunne kun fremskynde koncentrationen og dannelsen af monopolistiske forbund mellem arbejdsgivere, karteller, syndikater osv. Det er særdeles vigtigt, at i frihandelens land, i England, fører koncentrationen ligeledes til monopol, om end noget senere og måske i en anden form. Her er, hvad professor Hermann Levy skriver i sin specialundersøgelse om »Monopoler, karteller og truster« på grundlag af data om Storbritanniens økonomiske udvikling:

»I Storbritannien er det bedrifternes størrelse og deres ydeevne, som rummer en monopolistisk tendens. Og dette for det første, fordi de store kapitalinvesteringer pr. foretagende, så snart koncentrationsbevægelsen er begyndt, stiller voksende krav til nye foretagenders kapitalkraft og derved besværliggør deres opståen. Men endvidere (og dette forekommer os at være det vigtigste punkt) repræsenterer hvert nyt foretagende, som vil holde trit med de kæmpeforetagender, der er opstået under koncentrationsprocessen, et så stort merudbud af produkter, at de kun kan sælges med fordel, hvis efterspørgslen vokser enormt, eller hvis de straks trykker priserne ned på et niveau, der såvel for det nye foretagende som for monopolsammenslutningerne er urentabelt.« Til forskel fra andre lande, hvor beskyttelsestold letter karteldannelsen, opstår karteller, truster og monopolistiske arbejdsgiverforbund i England for størstepartens vedkommende først, når antallet af de vigtigste konkurrerende foretagender ikke udgør mere end »et par dusin«. »Her fremtræder koncentrationens indflydelse på monopolets opståen i storindustrien krystalklart.« [9]

Da Marx for et halvt århundrede siden skrev Kapitalen, anså det overvældende flertal af nationaløkonomer den fri konkurrence for en »naturlov«. Den officielle videnskab søgte at tie Marx' værk ihjel, som ved sin teoretiske og historiske analyse af kapitalismen havde bevist, at den fri konkurrence afføder produktionens koncentration, og at denne koncentration på et vist trin af sin udvikling fører til monopol. Nu er monopolet blevet en kendsgerning. Nationaløkonomerne skriver bjerge af bøger, hvori de beskriver de enkelte sider af monopolet, mens de nu som før enstemmigt forkynder, at »marxismen er gendrevet«. Men »kendsgerninger er hårdnakkede«, som et engelsk ordsprog siger, og man må regne med dem, om man så vil eller ej. Kendsgerningerne viser, at forskellene mellem de enkelte kapitalistiske lande f. eks. med hensyn til beskyttelsestold eller frihandel, blot betinger uvæsentlige forskelligheder i monopolernes form eller i tidspunktet for deres fremkomst; men monopolernes opståen som følge af produktionens koncentration som sådan, udgør en almindelig og fundamental lov for det nuværende udviklingsstadium af kapitalismen.

For Europas vedkommende kan man temmelig nøje fastslå tidspunktet for den nye kapitalismes definitive afløsning af den gamle: det er netop begyndelsen af det 20. århundrede. I et af de nyeste oversigtsarbejder over »monopoldannelserne« læser vi:

»Man kan anføre enkelte eksempler på kapitalistiske monopoler fra tiden før 1860; man kan i dem se en ansats til de former, vi nu er så fortrolige med; men det er alt sammen kun forhistorie. Den egentlige begyndelse til de moderne monopoler falder tidligst i 60'erne. Deres første store udviklingsperiode begynder med 70'ernes internationale depression og når til begyndelsen af 90'erne ... Europæisk betragtet kulminerer den frie konkurrence i 60'erne og 70'erne. Da afsluttede England udbygningen af sin kapitalistiske organisation i den gamle stil. I Tyskland trængte den kraftigt frem mod håndværk og hjemmeindustri og begyndte at skabe sig sine eksistensformer.«

»Den store omvæltning begynder med krakket i 1873, eller rettere under den depression, der fulgte efter, og som med en næsten umærkelig afbrydelse i begyndelsen af 80'erne og et usædvanligt heftigt, men kort »boom« omkring 1889 varede 22 år af Europas økonomiske historie. ... I den korte hausseperiode omkring 1889-90 benyttede man sig i høj grad af kartelordningen for at udnytte konjunkturen. En lidet overlagt politik drev priserne endnu hurtigere og stærkere op, end det måske ellers var sket, og næsten alle disse sammenslutninger endte sørgeligt i »krakkenes grav«. Så fulgte endnu et femår med dårlig beskæftigelse og lave priser, men det var ikke mere den samme stemning, der beherskede industrien. Man anså ikke mere depressionen som noget selvfølgeligt, men kun som en hvilepause før en ny gunstig konjunktur.

Så trådte karteldannelsen ind i sin anden epoke. I stedet for en forbigående foreteelse bliver kartellerne et af grundlagene for hele det økonomiske liv. De erobrer det ene område efter det andet, frem for alt råstofindustrien. Allerede i begyndelsen af 90'erne fandt kartellerne i kokssyndikatets organisationsform, efter hvilken så kulsyndikatet dannes, en sammenslutningsteknik, som man næppe er kommet væsentligt ud over. Det store opsving ved slutningen af århundredet og krisen 1900-1903 står i hvert fald i bjergværks- og jernindustrien for første gang helt i kartellernes tegn. Og anså man det endnu dengang for noget nyt, så er det senere blevet en selvfølgelighed for den almindelige bevidsthed, at store dele af det økonomiske liv regelmæssigt er unddraget den fri konkurrence.« [10]

De grundlæggende stadier i monopolernes historie er altså følgende: 1. 1860-1870'erne – det højeste, yderste trin for den fri konkurrences udvikling. Monopolerne er knapt mærkbare kim. 2. Efter krisen 1873 en bred udvikling af karteller, som dog endnu er undtagelser. De er endnu ikke varige. De er endnu et overgangsfænomen. 3. Opsvinget i slutningen af det 19. århundrede og krisen 1900-1903: kartellerne bliver et af grundlagene for hele det økonomiske liv. Kapitalismen er blevet til imperialisme.

Kartellerne aftaler salgsbetingelser, betalingsfrister osv. indbyrdes. De fordeler afsætningsområderne mellem sig. De bestemmer antallet af fremstillede produkter. De fastsætter priserne. De fordeler profitten mellem de enkelte foretagender osv.

Antallet af karteller i Tyskland blev i 1896 anslået til omkring 250, i 1905 til 385, omfattende 12.000 bedrifter. [11] Men alle erkender, at disse tal er ansat for lavt. Af de ovenfor anførte data fra den tyske erhvervsstatistik fra 1907 fremgår det, at alene de 12.000 største bedrifter sikkert råder over mere end halvdelen af den samlede dampkraft og elektriske kraft. I De forenede Stater blev antallet af truster i 1900 anslået til 185 og i 1907 til 250. Den amerikanske statistik inddeler industriforetagender i tre kategorier, eftersom de tilhører enkeltpersoner, firmaer eller selskaber. Til de sidste hørte i 1904 23,6% og i 1909 25,9%, dvs. mere end en fjerdedel af alle foretagender. I disse foretagender var der i 1904 beskæftiget 70,6% af alle arbejdere og i 1909 75,6% – tre fjerdedele af det samlede antal; produktionen beløb sig til henholdsvis 10,9 og 16,3 milliarder dollar, dvs. henholdsvis 73,7% og 79% af den samlede produktion.

I kartellernes og trusternes hænder koncentreres ofte syv-otte tiendedele af hele produktionen inden for en given industrigren. Det Rhinsk-Westfalske Kulsyndikat koncentrerede således ved sin grundlæggelse i 1893 86,7% af hele kulproduktionen i området, og i 1910 allerede 95,4%. [12] Det således opstående monopol sikrer gigantiske indtægter og fører til dannelsen af tekniske produktionsenheder af uhyre størrelse. Den berømte petroleumstrust i De forenede Stater (Standard Oil Company) er stiftet i 1900. »Dens kapital andrager 150 millioner dollar. Der er udsendt 100 millioner dollar common (almindelige) og 106 millioner dollar preferred (præference-) aktier; herpå er der fra 1900 til 1907 betalt følgende dividender: 48, 48, 45, 44, 36, 40, 40, 40%, i alt 367 millioner dollar. Fra 1882 til slutningen af 1907 blev der af 889 millioner dollar nettofortjeneste fordelt 606 millioner som dividende, resten tilførtes reserverne.« [13] I 1907 var der på alle ståltrustens virksomheder (United States Steel Corporation) ikke mindre end 210.180 arbejdere og funktionærer. Det største foretagende i den tyske bjergværksindustri, Gelsenkirchener Bergwerksgesellschaft, havde i 1908 – 46.048 arbejdere og funktionærer. [14] Allerede 1902 producerede ståltrusten 9 millioner tons stål. [15] Dens stålproduktion beløb sig i 1901 til 66,3% og 1908 til 56,1% af De forenede Staters samlede stålproduktion; [16] dens malmproduktion var i de samme år henholdsvis 43,9 og 46,3%.

En beretning, afgivet af den amerikanske regeringskommission vedrørende truster, siger: »Trustens overlegne stilling over for dens konkurrenter beror på størrelsen af dens bedrifter og disses fortrinlige tekniske indretning. Siden sin stiftelse har tobakstrusten bestræbt sig for i videste omfang at erstatte alt håndarbejde med maskiner. Den har til dette formål erhvervet alle patenter, der har nogen som helst tilknytning til tobaksindustrien. Mange patenter var i begyndelsen ikke anvendelige og måtte udvikles videre af trustens ingeniører. I slutningen af 1906 stiftedes der to datterselskaber, som alene har til opgave at erhverve patenter. Til samme formål har trusten anlagt egne støberier, maskinfabrikker og reparationsværksteder. Et af disse værker, i Brooklyn, beskæftiger gennemsnitligt 300 arbejdere; her bliver opfindelser til fremstilling af cigaretter, cerutter, snustobak, staniolpakninger, æsker osv. prøvet og om nødvendigt forbedret.« [17]

»Også andre end de ovenfor nævnte truster beskæftiger såkaldte developing engineers« (udviklingsingeniører) »som har til opgave at finde nye fabrikationsmetoder og afprøve de tekniske forbedringer. Ståltrusten betaler sine ingeniører og arbejdere høje præmier for opfindelser, der er egnede til at øge bedrifternes produktionsevne eller formindske produktionsomkostningerne« [18] .

På samme måde er indførelsen af tekniske forbedringer også organiseret i den tyske storindustri, f. eks. i den kemiske industri, der har udviklet sig så voldsomt i de sidste årtier. I denne industri har produktionens koncentration allerede i 1908 skabt to førende »grupper«, som på deres måde nærmede sig monopolet. Til at begynde med bestod disse grupper af »tomagtsforbund«, dannet af to par af de største værker, hvert par med en kapital på 20-21 millioner mark: på den ene side farvefabrikken, tidligere Meister, i Höchst og Cassella i Frankfurt am Main, på den anden side anilin- og sodafabrikken i Ludwigshafen og farvefabrikken i Elberfelde, tidligere Bayer. Derpå sluttede den ene gruppe i 1905 og den anden i 1908 overenskomst med hver en storbedrift til. Der opstod således to »tremagtsforbund« hver med en kapital på 40-50 millioner mark, og mellem disse »forbund« er der allerede påbegyndt en »tilnærmelse«, »overenskomster« om priser osv. [19]

Konkurrencen forvandles til monopol. Følgen er et gigantisk fremskridt i samfundsmæssiggørelsen af produktionen. Blandt andet samfundsmæssiggøres også den tekniske opfindelses- og forbedringsproces.

Dette er allerede noget helt andet end den gamle fri konkurrence mellem opsplittede driftsherrer, der ikke kender noget til hinanden, og som producerer for afsætning på et ukendt marked. Koncentrationen er nået så vidt, så man kan gennemføre en tilnærmet beregning af alle råstofkilder (f. eks. forekomsten af jernmalm) i det pågældende land og endog, som vi skal se, i en række lande, i hele verden. Der gennemføres ikke blot en sådan beregning, de gigantiske monopolforbund bemægtiger sig disse kilder og samler dem på en hånd. Der gennemføres en tilnærmet beregning af markedet, som disse forbund »deler« mellem sig efter en aftalt overenskomst. Den uddannede arbejdskraft monopoliseres, de bedste ingeniører ansættes, man bemægtiger sig transportveje og -midler – jernbanerne i Amerika, dampskibsselskaberne i Europa og i Amerika. I sit imperialistiske stadium fører kapitalismen tæt op til den mest alsidige samfundsmæssiggørelse af produktionen, den drager så at sige kapitalisterne, mod deres vilje og bevidsthed, ind i en ny samfundsmæssig orden, der danner overgangen fra den fuldstændigt fri konkurrence til den fuldstændige samfundsmæssiggørelse.

Produktionen bliver samfundsmæssig, men tilegnelsen vedbliver at være privat. De samfundsmæssige produktionsmidler vedbliver at være et lille antal personers privatejendom. Den formelt anerkendte fri konkurrences almene rammer vedbliver at bestå, og de få monopolisters åg på den øvrige befolkning bliver hundrede gange tungere, mere føleligt, mere uudholdeligt.

Den tyske økonom Kestner har i et særligt værk behandlet »kampen mellem kartellerne og de udenforstående«, dvs. de arbejdsgivere der ikke indgår i et kartel. Han har kaldt dette værk: Organisationstvangen, mens man naturligvis, for ikke at besmykke kapitalismen, burde tale om tvangen til underkastelse under monopolsammenslutningerne. Det er lærerigt blot at kaste et blik på listen over de midler, som monopolsammenslutningerne tager deres tilflugt til i denne moderne, nyeste, civiliserede kamp for »organisation«: 1) standsning af råstoftilførsel (en af de »vigtigste metoder for karteltvang«); 2) afspærring for arbejdskraft ved hjælp af »alliancer« (dvs. aftaler mellem kapitalisterne og arbejderorganisationerne, hvorefter arbejderne kun må arbejde for kartelforetagender); 3) standsning af tilførsler; 4) afspærring af afsætningen; 5) aftale med køberen om kun at have handelsforbindelse med kartellerne; 6) planmæssig sænkning af priserne (for at ruinere »udenforstående«, dvs. foretagender der ikke underkaster sig monopolisterne, gives der millioner ud for en tid lang at sælge under produktionsprisen: i benzinindustrien er der eksempler på sænkning af priserne fra 40 til 22 mark, dvs. næsten til halvdelen!); 7) spærring af kredit; 8) boykot.

Vi har ikke længere at gøre med konkurrencekamp mellem store og små bedrifter, mellem teknisk ringe og teknisk højt udviklede bedrifter. Vi har at gøre med monopolister, som kvæler alle, der ikke underkaster sig monopolet, dets åg, dets betingelser. I en borgerlig økonoms bevidsthed genspejler denne proces sig således:

»Også inden for den rent økonomiske virksomhed«, skriver Kestner, »indtræder der en forskydning fra det købmandsmæssige i gammel forstand til det organisatorisk-spekulative. Den, der kommer bedst frem, er ikke længere købmanden, som på grundlag af sine tekniske og handelsmæssige erfaringer bedst kender kundernes behov, som forstår at opspore en latent efterspørgsel og vække den på virksom måde, men derimod det spekulative geni (?!), som formår at forudse eller forudføle den organisatoriske udvikling, muligheden for forbindelser mellem de enkelte bedrifter og tilknytningen til bankerne.«

Omsat til et menneskeligt sprog betyder dette: kapitalismen er så vidt udviklet, at vareproduktionen ganske vist stadig »hersker« og gælder som hele det økonomiske livs grundlag, men i virkeligheden er den allerede undermineret, og hovedparten af profitten tilfalder finansmanipulationernes »genier«. Til grund for disse manipulationer og svindlerier ligger produktionens samfundsmæssiggørelse, men det vældige fremskridt, menneskeheden således har arbejdet sig frem til, kommer ... spekulanterne til gode. Vi skal nedenfor se, hvorledes den småborgerligt-reaktionære kritik af den kapitalistiske imperialisme »af denne grund« drømmer om en tilbagevenden til den »fri«, »fredelige«, »ærlige« konkurrence.

»En varig forhøjelse af priserne som følge af karteldannelser«, siger Kestner, »har hidtil kun kunnet konstateres for de vigtige produktionsmidler, især kul, jern, kali, men derimod aldrig i længere tid for færdigvarers vedkommende. Den dermed sammenhængende forhøjelse af rentabiliteten har ligeledes været indskrænket til produktionsmiddelindustrien. Denne iagttagelse må udvides derhen, at råstofindustrien ikke alene med hensyn til fortjeneste og rentabilitet ved den hidtidige karteldannelse har fået fordele på bekostning af den industri, der foretager videreforarbejdning, men at råstofindustrien har vundet en under den fri konkurrence ukendt herskerstilling over for denne anden industri.« [20]

Det af os fremhævede ord viser det væsentlige i sagen, det som de borgerlige økonomer så sjældent og ugerne indrømmer, og det, som de moderne forsvarere for opportunismen med Karl Kautsky i spidsen så ivrigt søger at bortforklare og tilbagevise. Herskerrelationerne og den dertil knyttede magtanvendelse – det er det typiske for »den nyeste fase i kapitalismens udvikling«, det er det, som nødvendigvis måtte fremgå og også fremgik af dannelsen af de almægtige økonomiske monopoler.

Endnu et eksempel på kartellernes fremfærd. Der, hvor man kan tage alle eller de vigtigste råstofkilder i sin hånd, opstår kartellerne og dannes monopolerne særlig let. Det ville dog være urigtigt at tro, at monopoler ikke også opstår i industrigrene, hvor det er umuligt at bemægtige sig råstofkilderne. Cementindustriens råstof forefindes overalt. Men også denne industri er stærkt kartelleret i Tyskland. Fabrikkerne er sammensluttede i distriktssyndikater, f. eks. det sydtyske, det rhinsk-westfalske osv. Der er fastsat monopolpriser: 230-280 mark pr. vognladning med en produktionspris på 180 mark! Foretagenderne giver 12-16% dividende; og man må her huske, at den moderne spekulations »genier« forstår at dirigere store summer udover dividenderne ned i deres egne lommer. For at udelukke konkurrence fra en så profitabel industri anvender monopolisterne endda alle slags kneb: der udbredes falske rygter om industriens dårlige stilling; der fremkommer anonyme annoncer i aviserne: »Kapitalister advares mod at anbringe kapital i cementfabrikker« endelig opkøbes de bedrifter, der tilhører »de udenforstående« (dvs. dem, der ikke er med i syndikaterne), og der betales dem afståelsessummer på 60-80-150.000 mark. Monopolet bryder sig vej overalt og med alle midler, fra »beskedne« afståelsessummer til amerikansk »anvendelse« af dynamit over for konkurrenten.

At kartellerne forhindrer kriser, er et eventyr opfundet af de borgerlige økonomer, som for enhver pris vil forherlige kapitalismen. Tværtimod, det monopol, som opstår i nogle industrigrene, forstærker og skærper den kaotiske karakter, som hele den kapitalistiske produktion har. Misforholdet mellem landbrugets og industriens udvikling, som er karakteristisk for kapitalismen overhovedet, bliver endnu større. Den privilegerede stilling, som den stærkest kartellerede, såkaldte sværindustri, især kul- og jernindustrien, indtager, fører i de øvrige industrigrene til en »øget planløshed«, som det indrømmes af Jeidels, forfatteren til et af de bedste arbejder om »de tyske storbankers forhold til industrien.« [21]

»Jo stærkere udviklet et lands erhvervsliv er,« skriver Liefmann, en indædt forsvarer for kapitalismen, »i des højere grad giver det sig i lag med mere risikable eller udenlandske foretagender, med sådanne, der behøver meget lang tid til at udvikles, eller sluttelig med foretagender af rent lokal betydning. [22] Den øgede risiko hænger til syvende og sidst sammen med den uhyre vækst af kapitalen, der nu så at sige flyder over, strømmer til udlandet osv. Og samtidig skaber teknikken, der udvikler sig hurtigere og hurtigere, et større og større misforhold mellem de forskellige dele af landets økonomi, større og større kaos og kriser. Den samme Liefmann er tvunget til at indrømme: »Sandsynligvis står menneskeheden i en ikke meget fjern fremtid igen over for store omvæltninger på det tekniske område, som også vil øve indflydelse på hele den økonomiske organisation« ... elektricitet, luftsejlads ... »I sådanne tider, hvor grundlæggende økonomiske ændringer foregår, plejer også en stærk spekulation at udvikle sig.« [23]

Kriserne – alle mulige, hyppigst de økonomiske, men ikke de alene – forstærker atter i uhyre målestok tendenserne til koncentration og monopol. Således skriver Jeidels følgende højst lærerige afsnit om betydningen af krisen i 1900, en krise, der som bekendt betød et vendepunkt i de moderne monopolers historie:

»Krisen i 1900 ramte foruden kæmpebedrifterne i de grundlæggende industrier mange bedrifter, hvis organisation efter nutidig opfattelse var forældet, de 'rene' (dvs. ikke kombinerede) bedrifter, som var løftet med op af højkonjunkturens bølge. Prisfaldet, forbrugets tilbagegang, bragte disse 'rene' værker i en nødstilstand, som for de kombinerede kæmpebedrifters vedkommende dels slet ikke viste sig, dels kun gjorde sig gældende i kort tid. Derfor førte den sidste krise i langt højere grad til industriel koncentration end de tidligere, i langt højere grad end krisen i 1873, som ganske vist bevirkede en udvælgelse, men på grund af teknikkens daværende stade ikke således, at der skabtes et monopol for de sejrrigt overlevende foretagender. Men et sådant varigt monopol besidder kæmpeværkerne i vore dages svære jernindustri og elektricitetsindustri i høj grad, inden for maskinbranchen og visse metal-, samfærdsels- og andre brancher i ringere grad på grund af deres komplicerede teknik, deres storstilede organisation og deres kapitalkraft.« [24]

Monopolet, det er det sidste ord i »kapitalismens nyeste udvikling«. Men vore forestillinger om de moderne monopolers faktiske magt og betydning ville være meget utilstrækkelige, mangelfulde og småtskårne, hvis vi lod bankernes rolle ude af betragtning.


Noter

[1]: Den spansk-amerikanske krig fandt sted 1898, og som følge af den tog De Forenede Stater Cuba, Puerto Rico, Filippinerne og øen Guam.

[2]: Boerkrigen – krigen, som boerrepublikkerne Transvaal og Oranjefristaten førte mod England for deres uafhængighed. Krigen endte med, at begge stater indlemmedes som kronkolonier i det britiske rige.

[3]: Hobsons bog blev i 1904 oversat til russisk af Lenin.

[4]: Der er her tale om resolutionen om imperialismen og socialisternes forhold til krigen, vedtaget 20. september 1912 på det tyske socialdemokratis kongres i Chemnitz. I resolutionen fordømmes den imperialistiske politik, og kampen for fredens bevarelse understreges.

[5]: Efter Annales des deutschen Reichs (1911, Zahn).

[6]: Statistical Abstract of the United States 1912, s. 202.

[7]: Hilferding, Rudolf: Finanskapitalen, Rhodos 1976, s. 328.

[8]: H Heymann, Hans Gideon: Die gemischten Werke im deutschen Grosseisengewerbe (Stuttgart, 1904, s. 256, 278-279).

[9]: Levy, Hermann: Monopole, Kartelle und Trusts (Jena 1909, s. 286, 290, 298).

[10]: Vogelstein, Th.: Die finanzielle Organisation der kapitalistischen In­dustrie und die Monopolbildung (i Grundriss der Sozialökonomik, VI afsn., Tübingen, 1914). Se af samme forfatter: Organisationsformen der Eisenindustrie und Textilindustrie in England und Amerika (Bd. I, Leipzig, 1910).

[11]: Dr. Riesser: Die deutschen Grossbanken und ihre Konzentration im Zusammenhang mit der Entwicklung der Gesamtwirtschaft in Deutsch­land (4. oplag, 1912, s. 149). Se også Liefmann, R.: Kartelle und Trusts und die Weiterbildung der volkswirtschaftlichen Organisation (2. oplag, 1910, s. 25).

[12]: Kestner, Fritz: Der Organisationszwang. Eine Untersuchung über die Kämpfe zwischen Kartellen und Aussenseitern (Berlin, 1912, s.11).

[13]: Liefmann, R.: Beteiligungs- und Finanzierungsgesellschaften. Eine Studie über den modernen Kapitalismus und das Effektwesen (1. oplag, Jena, 1909, s. 212).

[14]: Samme sted, s. 218.

[15]: Tschierschky, S.: Kartell und Trust (Göttingen, 1903, s. 13).

[16]: Vogelstein, Th.: Organisationsformen (s. 275).

[17]: Report of the Commission of Corporations on the Tobacco Indu­stry (Washington, 1909, s. 266). Citeret efter dr. Paul Tafel: Die nord­amerikanischen Trusts und Ihre Wirkungen auf den Fortschritt der Technik (Stuttgart, 1913, s. 48).

[18]: Report of the Commission of Corporations on the Tobacco Industry (Washington, 1909, s. 266). Citeret efter dr. Paul Tafel: Die nordameri­kanischen Trusts und Ihre Wirkungen auf den Fortschritt der Technik (Stuttgart, 1913, s. 48-49).

[19]: Kestner, anf. værk, s. 254

[20]: Eschwege, L.: Zement – fra Die Bank [Die Bank – et tidsskrift for tyske finansfolk. Udkom i Berlin 1908-1943. UDGIVERENS NOTE] (1909, 1. bd., s. 115ff).

[21]: Jeidels, Otto: Das Verhältnis der deutschen Grossbanken zur Industrie mit besonderer Berücksichtigung der Eisenindustrie (Leipzig, 1905, s. 271).

[22]: Liefmann: Betieligungs- und Finanzierungsgesellschaften (s. 434).

[23]: Samme sted (s. 465-466).

[24]: Jeidels (s. 108).


Tilbage
Imperialismen som kapitalismens højeste stadium
Nste

Vladimir Ilich Lenin Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere