Tilbage
Anti-Dürhing

V. Stat. Familie. Opdragelse

Med de to sidste afsnit har vi så nogenlunde udtømt det økonomiske indhold i hr. Dührings "nye socialitære dan­nelse". Allerhøjst kunne det tilføjes, at "det historiske overbliks universelle bredde" ingenlunde forhindrer ham i at varetage sine specielle interesser, også bortset fra den noksom bekendte beskedne merkonsumtion. Da den gamle arbejdsdeling fortsat består, også i socialiteten, må er­hvervskommunen foruden arkitekter og trillebørskubbere også regne med skribenter af profession, hvorved der opstår det problem, hvordan det til den tid skal gå med op­havsretten. Dette spørgsmål optager hr. Dühring mere end alt andet. Alle mulige steder, f.eks. i forbindelse med Louis Blanc og Proudhon, snubler læseren over op­havsretten; endelig bliver den til overmål tværet ud over hele ni sider af "Cursus" og redder sig til sidst lykkeligt ind i socialitetens havn, nemlig i form af en mysteriøs "arbejdsbelønning" - med eller uden beskeden merkon­sumtion siges der ikke noget om. Et kapitel om loppernes stilling i samfundets naturlige system ville have været li­ge så meget på sin plads og givetvis mindre kedeligt.

Hr. Dührings "Philosophie" giver udførlige forskrifter angående fremtidens statsform. Her har Rousseau - skønt hr. Dühring anerkender ham som sin "eneste bety­delige forgænger" - alligevel ikke lagt grunden dybt nok. Hans dybere efterfølger råder bod derpå, idet han udvander Rousseau til det yderste og krydrer resultatet

Med affald fra Hegel retsfilosofi, som der jo også kan koges suppe på i det uendelige. "Individets suverænitet" danner grundlaget for den dühringske fremtidsstat; den skal ikke undertrykkes, men tværtimod for alvor kulminere i flertallets herredømme. Hvordan det går til? Meget simpel:

"Når man i alle retninger forudsætter, at hver enkelt indgår overenskomst med alle andre, og når disse aftalers genstand er gensidig ydelse at hjælp mod uretfærdig krænkelse – så styrkes kun magten til at håndhæve retten, og der vil ikke af mængdens blotte overmagt over den enkelte eller flertallets over mindretallet kunne afledes nogen ret".

Med en sådan lethed sætter den levende kraft i det virkelighedsfilosofiske hokuspokus sig ud over de mest uoverstigelige forhindringer, og hvis læseren synes, at han herefter ikke er klogere end før, så svarer hr. Dühring ham, at han endelig ikke skal tage for let på sagen,

fordi "det mindste fejlgreb i opfattelsen af den kollektive viljes rolle ville tilintetgøre individets suverænitet, og det er alene denne suverænitet, hvoraf (!) der kan afledes virkelige rettigheder".

Når hr. Dühring holder sit publikum for nar, behandler han det kun efter fortjeneste. Han kunne smøre endnu tykkere på virkelighedsfilosofiens disciple ville dog ikke opdage noget.

Imidlertid består individets suverænitet væsentlig deri, at

"den enkelte i forhold til staten pålægges en absolut tvang", men at denne tvang kun kan retfærdiggøres, for så vidt den "virkelig tjener den naturlige retfærdighed". Til dette formål vil der være "lovgivning og domsmagt", men de må "forblive hos helheden" i en hær eller en eksekutivafdeling, der tilhører den indre sikkerhedstjeneste".

Altså hør, politi, gendarmer. Hr. Dåuhring har allerede så ofte stået sin prøve som gæve preusser, han er. Men her beviser han, at han ligne hin ideal.preusser, der ifølge salig minister von Rochows "bærer gendarmen i sit eget bryst". Disse fremtidsgendarmer vil dog ikke være så farlige som de nuværende "Zarucker" [1]

Uanset hvad de kan finde på at foretage sig mod det suveræne individ, så har dette dog altid en trøst:

"den ret eller uret, som alt efter omstændighederne overgår ham fra det frie samfunds side, kan aldrig være værre end hvad også naturtilstanden ville føre med sig"!

Og efter at hr. Dühring endnu en gang har fået os til at snuble over sin uundgåelige ophavsret, forsikrer han os om, at hans fremtidsverden selvfølgelig også har

"et fuldstændig frit og alment advokatur".

Det "i dag udtænkte frie samfund" bliver en stadig mere blandet landhandel. Arkitekter, trillebørskubbere, skribenter, gendarmer, og nu også advokater! Dette "solide og kritiske tankerige" Ligner på en prik de forskellige religioners forskellige himmeriger, hvor den troende i forklaret form altid genfinder just det, der forsøder hans jordiske tilværelse. Og hr. Dühring tilhører jo netop den stat, hvor "enhver kan blive salig på sin egen facon" [2] . Hvad mere kan man ønske sig?

Hvad vi måske kunne ønske er imidlertid underordnet. Det drejer sig om, hvad hr. Dühring ønsker. Og han adskiller sig fra Friedrich II af Preussen ved, at det i den dühringske fremtidsstat netop ikke er sådan, at enhver kan blive salig på sin egen facon. I denne fremtidsstats forfatning siges det nemlig:

"I det frie samfund kan der ikke findes nogen religiøs kult, fordi ethvert af dets medlemmer har overvundet den barnagtige og primitive forestilling, at der bagved eller over naturen skulle findes et væsen, som lader sig påvirke af ofre eller bønner". Et "rigtigt forstået socialitetsprincip følgelig skaffe sig af med... alle indretninger til gejstlig trolddom og således med alle væsent­lige bestanddele af religionsudøvelsen".

Religionen forbydes kort sagt.

Nu er religion jo ikke andet end den fantastiske genspejling i menneskenes hoveder af hine ydre magter, der behersker deres daglige tilværelse, en genspejling, hvor de jordiske magter antager form af: overjordiske magter. I historiens begyndelse er det først naturkræfterne, som bliver genstand for denne genspejling, og i de forskellige folkeslags videre udvikling gennemgår de de mest mang­foldige og brogede personificeringer. Denne tidlige proces er - i det mindste for de indoeuropæiske folks vedkommende - af den sammenlignende mytologi ført tilbage til sin oprindelse i de indiske vedaer. Den er i enkelt­heder påvist under sin viklere udvikling hos inderne, per­serne, grækerne, romerne, germanerne og, så vidt mate­rialet rækker, også hos kelterne, litauerne og slaverne. Men snart begynder også samfundsmæssige magter at virke ved siden af naturkræfterne - magter, der står lige så fremmede og i begyndelsen lige så uforklarlige over for menneskene og hersker over dem med samme tilsy­neladende naturnødvendighed som selve naturkræfterne. De fantasiskikkelser, der i begyndelsen kun genspejler na­turens hemmelighedsfulde kræfter, får nu samfundsmæs­sige attributter, de bliver repræsentanter for historiske magter [3] . På et endnu senere udviklingstrin bliver de mange forskellige guders naturlige og samfundsmæssige attributter overført til en almægtig gud, der igen kun er en genspejling af det abstrakte menneske. Således opstod monoteismen. Historisk set er den det sidste produkt af den sengræske vulgærfilosofi, der fandt sin legemliggø­relse i den jødiske nationalgud Jahve. I denne bekvemme lethåndterlige skikkelse, der kan tilpasses til alt muligt, kan religionen som en umiddelbar, dvs. følelsesmæssig form for menneskenes adfærd i forhold til de fremmede magter, naturlige og samfundsmæssige, der behersker dem, eksistere videre så længe menneskene er undergivet disse magters herredømme. Vi har allerede flere gange set, hvordan menneskene i det nuværende borgerlige sam­fund beherskes af de af dem selv skabte økonomiske forhold, af de af dem selv producerede produktionsmidler som af en fremmed magt. Det faktiske grundlag for den religiøse genspejling består altså fortsat og med den også selve den religiøse genspejling. Den borgerlige økonomi giver ganske vist en vis indsigt i dette fremmedherredømmes årsagssammenhæng, men det ændrer ikke noget ved sagen. Den borgerlige økonomi kan ikke forhindre kriserne som helhed, og den kan heller ikke beskytte den enkelte kapitalist mod tab, ruinerende gæld og fallit eller den enkelte arbejder mod arbejdsløshed og nød. Det hedder stadig væk: Mennesker spå’r, men Gud (dvs. den kapitalistiske produktionsmådes fremmedherredømme) rå'r. Den blotte erkendelse er - selv om den rækker videre og går dybere end den borgerlige økonomi - ikke nok til at bringe de samfundsmæssige kræfter ind under samfun­dets herredømme. Der skal frem for alt samfundsmæssig handling til. Og når denne handling er fuldbyrdet, når samfundet - ved at tage produktionsmidlerne i besiddelse og anvende dem planmæssigt - har befriet sig selv og alle sine medlemmer fra den trældom, hvori de for tiden holdes af de produktionsmidler, som de selv har produce­ret, men som står over for dem som en overmægtig fremmed magt, når mennesket altså ikke længere kun tænker og "spå'r", men også "rå'r", først da forsvinder den sidste fremmede magt, der endnu genspejler sig i religionen. Dermed forsvinder også den religiøse genspejling selv, af den simple grund, at der ikke længere er noget at genspejle.

Hr. Dühring derimod har ikke tid til at vente til reli­gionen afgår ved en naturlig død. Han går mere radikalt til værks. Han overgår Bismarck; han dekreterer skærpede maj-love [4] ikke blot mod katolicismen, men mod al religion overhovedet. Han pudser sine fremtidsgendar­mer på religionen og hjælper den dermed til en martyrkrone og forlænget levetid. Overalt, hvor vi end vender blikket, en specifik preussisk socialisme.

Efter at hr. Dühring således med held har tilintetgjort religionen

"kan mennesket - nu alene henvist til naturen og sig selv, modnet til erkendelse af sine kollektive kræfter - dristigt slå ind på alle de veje, som tingenes forløb og hans eget væsen åbner for ham".

Lad os nu til en afveksling se på, hvilket "tingenes forløb" det er, mennesket så dristigt slår på, henvist til sig selv, men ledet af hr. Dührings hånd.

Det første tingenes forløb, hvor mennesket er henvist til sig selv, er at blive født. Så bliver han

under den naturlige umyndighedstid betroet til "børnenes naturlige opdragerske", moderen. "Denne periode kan, som i den gamle romerske ret, strække sig til puberteten, altså måske til det 14. år". Kun hvor ældre uvorne drenge ikke tilbørligt respekterer moderens autoritet, vil den faderlige bistand, men navnlig de offentlige opdragelsesforanstaltninger bøde på denne mangel. Med puberte­ten indgår barnet under "faderens naturlige formynderskab", forudsat at et sådant, med "ubestridt virkeligt faderskab", er for hånden; i modsat; fald stiller samfundet en formynder.

Som vi tidligere har set, forestiller hr. Dühring sig, at man kan erstatte den kapitalistiske produktionsmåde med den samfundsmæssige produktionsmåde, uden at forandre selve produktionen. Tilsvarende forestiller han sig nu, at man kan løsrive den moderne borgerlige familie fra hele dens økonomiske grundlag uden at forandre hele dens form. For ham er denne form så uforanderlig, at han endog vil gøre "den gamle romerske ret", om end i noget "forædlet" skikkelse, til rettesnor for familien i al evighed, og han kan kun forestille sig en familie "med arveret", dvs. som en besiddende enhed. Utopisterne står i dette spørgs­mål langt over hr. Dühring. For dem stod det som noget umiddelbart givet, at menneskenes frie associering [Vergesellschaftung] og det i huslige privatarbejdes forvandling til offentlig industri også ville medføre en samfundsmæs­siggørelse [Vergesellschaftung] af ungdomsopdragelsen og dermed et virkelig frit indbyrdes forhold mellem familiens medlemmer. Endvidere har allerede Marx påvist, at "storindustrien skaber det nye økonomiske grundlag for en højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn. Det gør den ved den afgørende rolle den tildeler kvinderne, de unge og børnene af begge køn i sam­fundsmæssigt organiserede produktionsprocesser uden for hjemmets sfære". [Marx, "Kapitalen", 1. bog 3, s. 697]

"Enhver socialreformatorisk fantast", siger hr. Dühring, "har naturligvis sin egen pædagogik i baghånden, svarende til hans eget nye sociale liv".

Målt med denne sætning fremtræder hr. Dühring som "et sandt uhyre" blandt de socialreformatoriske fantaster. Fremtidsskolen beskæftiger ham mindst lige så meget som ophavsretten, og det siger sandelig ikke så lidt. Han har en skoleplan og en universitetsplan fiks og færdig, ikke blot for hele den "overskuelige fremtid", men også for over­gangsperioden. Lad os imidlertid nøjes med at se på, hvad der skal bibringes de unge af begge køn i den endegyldige inappellable socialitet.

Den almindelige folkeskole byder på

"alt der i sig selv eller principielt kan være af interesse for men­nesket", altså navnlig "grundlag og hovedresultater for alle de vi­denskaber, der berører verdens- og livsanskuelsen". Der undervises altså frem for alt i matematik, og det skal ske på en sådan måde, at hele kredsen af principielle begreber og metoder fra simpel tælling og sammenlægning til integralregning "gennemløbes fuld­stændigt".

Det betyder imidlertid ikke, at der i denne skole virkelig skal drives differential- og integralregning. Tværtimod. Der skal nemlig i denne skole undervises i helt nye ele­menter for totalmatematikken, der i kimform indeholder såvel den sædvanlige elementære som den højere mate­matik. Hr. Dühring påstår ganske vist om sig selv, at han allerede har

"indholdet af lærebagerne" i denne fremtidsskole "i hovedet i ske­matiske grundtræk",

men desværre er det ikke hidtil lykkedes ham at opdage

"disse elementer for totalmatematikken"

og hvad han ikke kan præstere, det kan man

"virkelig først forvente af den nye samfundstilstands frie og forø­gede kræfter".

Men selv om fremtidsmatematikkens rønnebær indtil videre er meget sure, så volder fremtidens astronomi, me­kanik og fysik til gengæld langt færre besværligheder og

"vil udgøre kernen i al undervisning", mens "videnskaben om plante- og dyreriget med dens, trods alle teorier, endnu fortrinsvis beskrivende fremgangsmåde... mere skal tjene til lettere underholdning".

Sådan står det trykt, sort på hvidt, i "Philosophie", s. 417. Hr. Dühring kender den dag i dag ingen anden vi­denskab om plante- og dyreriget end den fortrinsvis be­skrivende. Hele den organiske morfologi, der omfatter den sammenlignende anatomi, embryologi og palæontologi, kender han ikke engang af navn. Mens der bag hans ryg er opstået næsten i dusinvis af nye videnskaber på biologiens område, holder hans barnlige gemyt fortsat fast ved de "eminent moderne dannelseselementer" for den naturvidenskabelige tænkning fra Raffs "Naturhistorie for Børn", og denne opfattelse af den organiske verden vil han også pådutte hele den "overskuelige fremtid". Som det er sædvanligt hos ham, er kemien også her totalt glemt.

Hvad angår undervisningens æstetiske aspekter, så er hr. Dühring nødt til at skabe alt fra grunden af. Den hidtidige poesi duer ikke til formålet. Hvor al religion er forbudt, kan det hos ældre digtere sædvanlige "tilsnit af my­tologisk eller anden religiøs art" selvfølgelig ikke tolereres i skolen. Forkastelig er også den "poetiske mysticisme, som f.eks. Goethe har plejet så stærkt". Hr. Dühring bli­ver altså nødt til at beslutte sig til i egen person at levere hine digteriske mesterværker, "der svarer til ,de højere krav, som en fantasi, der kan forliges med forstanden, vil stille" og repræsenterer det ægte ideal, "som betyder ver­dens fuldendelse". Lad ham endelig ikke tøve med det. Erhvervskommunen kan først erobre verden, når den van­drer i stormskridt med aleksandrinere, der kan forliges med forstanden.

Den opvoksende fremtidsborger vil ikke blive plaget ret meget med filologi.

"De døde sprog vil falde helt bort... mens de levende frem­medsprog vil indtage en underordnet ;plads". Kun hvor samkvem mellem nationerne udstrækker sig til selve folkemassernes bevæ­gelse, skal de gøres tilgængelige for alle på en let måde, alt efter behov. "Den virkelig dannende sprogskoling" skal søges i en slags almen grammatik og navnlig i "modersmålets stof og form".

Efter hr. Dührings smag er de nulevende menneskers nationale indskrænkethed stadig væk alt for kosmopoli­tisk. Han vil afskaffe de to faktorer, der i den nuværende verden i det mindste giver mulighed for at hæve sig over det indskrænkede nationale standpunkt: kendskab til de gamle sprog, der i det mindste for klassisk dannede personer åbner en udvidet fælles horisont, og kendskab til de nyere sprog, som er det eneste middel, hvorved folk af forskellige nationer kan gøre sig forståelig for hinanden og få kendskab til det, der foregår uden for deres egne grænser. Derimod skal modersmålets grammatik indterpes grundigt. "Modersmålets stof og form" kan man imidler­tid kun forstå, hvis man følger dets opståen og historiske udvikling, og det er kun muligt, hvis man kender noget til 1. dets egne tidligere former og 2. de beslægtede levende og døde sprog. Men dermed er vi atter på udtrykkeligt forbudt område. Men når hr. Dühring således sletter hele den moderne historiske grammatik fra sit skoleskema, har han ikke andet tilbage i sin sprogundervisning end den forældede tekniske grammatik, friseret i den gamle klas­siske filologis stil, med al dens kasuistik og vilkårlighed, som beror på manglende historisk viden. Hadet til den gamle filologi får ham til at gøre det allerværste produkt af denne gamle filologi til "midtpunkt i den virkelig dan­nende sprogskoling". Man ser tydeligt, at vi her har at gøre med en sproglænd, der aldrig har hørt tale om hele den historiske sprogforskning, der i de sidste tres år har udviklet sig så enormt og resultatrigt. Derfor søger han ikke sprogundervisningens "eminent moderne dannelseselementer" hos Bopp, Grimm og Diez, men hos salig Heyse og Becker.

Med alt dette vil den vordende fremtidsborger dog langtfra være "henvist til sig selv". Her er igen brug for det dybere grundlag, opnået ved

"tilegnelse af de endelige filosofiske principper". "En sådan uddy­belse vil dog være alt andet end en kæmpeopgave", siden hr. Dühring har gjort rent bord. Og faktisk, "hvis man renser de få ele­menter at streng viden, som tilværelsens almene skematik kan rose sig af, fra de falske skolastiske krummelurer, og hvis man be­slutter sig til overalt kun at lade den" - af hr. Dühring - "stadfæstede virkelighed gælde" - så er elementarfilosofien gjort fuldt ud tilgængelig også for fremtidens ungdom. "Man ihukomme de højst enkle vendinger, hvormed vi har hjulpet uendelighedsbegre­berne og deres kritik til en hidtil ukendt rækkevidde" - så det er "slet ikke til at indse, hvorfor de gennem den foreliggende uddy­belse og skærpelse så enkelt udformede elementer af den univer­selle rum- og tidsopfattelse ikke sluttelig skulle gå ind i rækken af forkundskaber..." Hr. Dührings "dybt originale tanker" må ikke "spille nogen underordnet rolle i det nye samfunds univer­selle uddannelsessystematik". Materiens tilstand, der er lig merl sig selv, og den talløse række, der er talt, er tværtimod kaldet til at få mennesket "til ikke blot at stå på egne ben, men også vide med sig selv, at det har det såkaldte absolutte under fødderne".

Som man ser, er fremtidens folkeskole ikke andet end et noget "forædlet" preussisk gymnasium, hvor græsk og latin erstattes med lidt mere ren og anvendt matematik, og hvor især tyskundervisningen atter er bragt ned på niveau med salig Becker, altså omtrent svarende til 3. mellem. Det er faktisk "slet ikke til at indse", hvorfor hr. Dührings "kundskaber" - der, som vi har påvist, på alle de af ham berørte områder er yderst dilettantiske - eller snarere, hvad der er tilbage af dem efter forudgående grundig "udrensning", ikke helt og holdent "sluttelig skulle gå ind i rækken af forkundskaber". Al den stund de i virkeligheden aldrig har forladt denne række. Ganske vist har hr. Dühring også hørt en lille fugl synge om, at arbejde og opdragelse i det socialistiske samfund skal forbindes med hinanden for at sikre en alsidig teknisk uddannelse samt et praktisk grundlag for den videnskabelige opdra­gelse. Også dette punkt tages i socialitetens tjeneste efter den gængse metode. Men som man har set, består den gamle arbejdsdeling i alt væsentligt fortsat i den dühring­ske fremtidsproduktion; derfor er denne tekniske skoleundervisning afskåret fra senere praktisk anvendelse og fra at få betydning for produktionen selv. Den har netop kun skolemæssige formål, den skal nemlig erstatte gymna­stikken, som vor dybt originale samfundsomvælter ikke vil vide af. Derfor har han kun nogle få fraser at byde på, såsom:

"ungdommen og alderdommen arbejder i ordets alvorsfulde be­tydning".

I al sin ynkelighed fremtræder dette holdningsløse og indholdsløse kandestøberi, når man sammenligner det med de afsnit i "Kapitalen", s. 508 til 515 [Marx, "Kapitalen" 1. bog 3, s. 689 til 697], hvor Marx udvikler den tanke, at "fabrikssystemet, som det i enkeltheder kan ses hos Robert Owen, skabte den første spæde kim til fremtidens opdra­gelse, der for alle børns vedkommende over en vis alder vil forene produktivt arbejde med undervisning og gym­nastik, ikke blot som en metode til at øge den samfundsmæssige produktion, men som den eneste metode til at frembringe alsidigt udviklede mennesker". [Marx, "Kapi­talen", 1. bog 3, s. 689-690].

Lad os i tavshed forbigå fremtidens universitet, hvor virkelighedsfilosofien vil danne al visdoms kerne, og hvor også det juridiske fakultet fortsat vil blomstre ved siden af det medicinske. Lad os også forbigå de "specielle fagan­stalter", hvorom vi blot får at vide, at de kun skal gælde "for nogle få genstande". Lad os antage, at den unge fremtidsborger efter at have absolveret hele skolegangen endelig er så meget "henvist til sig selv", at han kan se sig om efter en kone. Hvilket tingenes forløb stiller hr. Dühring ham nu i udsigt?

"Taget i betragtning hvilken betydning forplantningen har for bevarelse, udryddelse og blanding samt endog for den nyudformen­cie udvikling af egenskaber, så må man for en stor dels vedkom­mende søge de dybeste rødder til alt menneskeligt eller umenneskeligt i den kønslige parring og udvælgelse og desuden i omsorgen for eller imod et bestemt udfald af børnefødslerne. Dommen over den primitivitet og sløvhed, der hersker på dette område, må i praksis overlades til en senere epoke. Dog må i det mindste så meget gøres begribeligt, også under fordommenes pres, at der må tages mindre hensyn til antallet og mere hensyn til beskaffenheden af de fødte børn, som kan være lykkedes eller mislykkedes for naturen eller den menneskelige omhu. Misfostre er ganske vist til alle tider og under alle retstilstande blevet overladt til tilintetgørelse, men trinfølgen fra det normale til en for­vrængning ud i det ikke længere menneskelignende har mange trin... Kan man forebygge tilblivelsen af et menneske, som dog kun ville blive et dårligt produkt, så er denne kendsgerning åbenbart en fordel".

Ligeledes siges der et andet sted:

"Det kan ikke falde svært for en filosofisk betragtning at be­gribe den ufødte verdens ret til bedst mulig komposition... Und­fangelsen og måske også fødslen byder lejlighed til i denne henseende at indføre en forebyggende eller undtagelsesvis også udvælgende omsorg".

Og endvidere:

"Den græske kunst at idealisere mennesker i marmor vil ikke kunne bevare den samme historiske vægt, så snart der tages fat på en opgave, der mindre tilsigter kunstnerisk leg og derfor for millionernes livsskæbne har langt alvorligere betydning, nemlig at gøre menneskeskabelsen i køs og blod mere fuldkommen. Den­ne art kunst er ikke blot af sten, og dens æstetik drejer sig ikke om at betragte døde former" osv.

Vor vordende fremtidsborger rives ud af sine søde drøm­me. At det ved giftermål ikke blot drejer sig om kunst af sten og heller ikke blot om betragtning af døde former, det vidste han ganske vist allerede, også uden hr. Dührings hjælp. Men denne havde jo lovet ham, at han kunne slå ind på alle veje, som tingenes forløb og hans eget væsen åbner for ham, for at finde et medfølende kvindeligt hjerte samt tilhørende krop. Ingenlunde, tordner den "dybere og strengere moralitet" ham nu i møde. Først drejer det sig om at afkaste den, primitivitet og sløvhed, der hersker på den kønslige parrings og udvælgelses område og tage hensyn til den ufødte verdens ret til bedst mulig komposition. Det drejer sig for ham i dette højtidelige øjeblik om at fuld­kommengøre menneskeskabelsen i kød og blod, så at sige blive en Fidias i kød og blod. Hvordan skal han nu bære sig ad med det? Hr. Di firings ovenfor citerede mystiske ytringer giver ham desværre ikke den mindste anvisning, skønt han selv siger at det er en "kunst". Skulle hr. Düh­ring måske allerede have en håndbog i denne kunst "i ho­vedet i skematiske grundtræk", noget i retning af hvad der allerede i dag kan findes gemt under disken i den tyske boghandel? Faktisk befinder vi os her ikke længere i socialiteten, men snarere i "Tryllefløjten". [5] Den digre frimurerstormester Sarastro kan dog næppe gøre krav på at være mere end en "præst af anden grad" i sammenligning med vor dybere og strengere moralist. De prøver, som Sarastro pålægger sit kærestepar af adepter, er den rene barneleg i sammenligning med de gruopvækkende prøvelser, hr. Dühring pånøder sine to suveræne individer, før han vil tillade ,dem at indtræde i den "sædelige og frie ægtestand". Nu kan det jo ske, at vor fremtids-Tamino, "henvist til sig selv", som han er, ganske vist har det såkaldte absolutte under fødderne, men at en af disse fødder med nogle streger afviger fra det normale, således at onde tunger kunne kalde den en klumpfod. Det ligger også inden for mulighedens grænser at hans allerkæreste frem­tids-Pamina ikke står absolut lodret på det føromtalte ab­solutte som følge af en let forskydning i retning af højre skulder, som misundelsen endog ondsindet kunne kalde for en lille pukkelryg. Hvad så? Vil vor dybere og stren­gere Sarastro forbyde dem at praktisere den menneskelige fuldkommengørelses kunst i kød og blod? Vil han gøre sin "forebyggende omsorg" gældende ved "undfangelsen" eller den "udvælgende" ved "fødslen"? Vi vil vædde ti mod en på at tingene forløber anderledes: kæresteparret lader hr. Sarastro-Dühring stå, hvor han står, og går til giftefogeden.

Stands! råber hr. Dühring. Sådan var det slet ikke ment. I må da være til at snakke med.

Ved de "højere, ægte menneskelige bevæggrunde for de sunde knøsforbindelser... er kønsdriftens menneskeligt forædlede skik­kelse, hvis pirring viser sig som lidenskabelig kærlighed... i sin dobbelthed den bedste borgen for en forbindelse, der også i sit resultat er gavnlig... Det er kun en sekundær virkning, at der at en i sig selv harmonisk forbindelse også opstår et resultat af har­monisk præg. Heraf fremgår igen, at enhver tvang må virke ska­delig" osv.

Og hermed er alt ordnet på bedste måde i den bedste af alle socialiteter. Klumpfod og pukkelryg elsker hinanden lidenskabeligt og byder derfor også i deres dobbeltsidighed den bedste borgen for en harmonisk "sekundær virkning". Det går som i romanerne. De elsker hinanden, de får hinanden i enden, og hele den dybere og strengere moralitet fortaber sig som sædvanlig i harmonisk diller-daller.

Hvilke noble forestillinger hr. Dühring overhovedet har om kvindekønnet, fremgår af følgende anklage, rettet mod det bestående samfund :

"I det undertrykkelsessamfund, der er grundlagt på det ene menneskes salg til det andet, gælder prostitutionen som et selvføl­geligt supplement til tvangsægteskabet til fordel for mændene. Det er en af de mest forståelige, men også mest betydningsfulde kends­gerninger, at der ikke kan findes noget lignende for kvinderne".[/q]

Den tak, som hr. Dühring kan indhøste fra kvinderne for denne kompliment, ville jeg for alt i verden helst være foruden. Men skulle hr. Dühring dog være ganske ukendt med en ikke længere helt usædvanlig indtægtsform, der kaldes "skørte-stipendium". [6] Og hr. Dühring har selv været referendar - juridisk studerende - og bor i Ber­lin, hvor man allerede i min tid, for 36 år siden, ofte fik referendarius til at rime på skørte-stipendiarius, for slet ikke at snakke om løjtnanterne!

*

Det må være os tilladt i en forsonlig munter tone at tage afsked med vort emne, der sikkert ofte har været ret så tørt og kedeligt. Så længe vi skulle behandle de enkelte punkter, var vor dom bundet af de objektive, ubestridelige kendsgerninger, ifølge disse kendsgerningers natur måtte dommen ofte blive skarp og hård. Nu, hvor filosofi, øko­nomi og socialitet ligger bag os, står der foran os et hel­hedsbillede af forfatteren, som vi før skulle bedømme detaljeret. Nu kan menneskelige hensyn træde i forgrunden. Det må være os tilladt at føre mange ellers ubegribelige vildfarelser og fejlvurderinger tilbage til personlige årsager og at sammenfatte vor helhedsdom over hr. Dühring i ordene: utilregnelighed på grund af storhedsvanvid.


Noter

[1]: „Zaruck” — berlinsk dialektform af „zurtick”, politisk slang for bagstrævere.

[2]: Udtrykket tilskrives Friedrich II af Preussen.

[3]: Gudeskikkelsernes senere dobbeltkarakter er årsag til den senere optrædende forvirring i mytologien, som den sammenlignende mytologi har overset, fordi den ensidigt holder sig til gudernes karakter af refleks af naturmagterne. Hos nogle germanske stammer hedder krigsguden på oldnordisk Tyr, på oldhøjtysk Zio, svarer altså til den græske Zeus, latinsk Jupiter, fra Diespieter; hos andre stammer hedder han Er, Eor, svarer altså til den græske Ares, latinsk Mars.

[4]: Bismarcks lovgivning af 1874, der var rettet mod den katolske kirke.

[5]: Se note 106.

[6]: Skorte-stipendium — tysk: Schürzenstipendium: der sigtes til det i samtiden velkendte fænomen, at :fattige unge studerende gik som opvartende kavalerer og husvenner hos velhavende damer af borgerskabet. Også løjtnanter var kendt for at være ringe lønnet, ofte ar fattigfin familie og derfor afhængige af en hjælpsom damehånd.


Tilbage
Anti-Dürhing

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere